Vi skal finde en balance i, hvordan vi taler om de unges mistrivsel

Helena Artmann Andresen
22. januar 2025

Godt, det ikke er mig, der er ung i dag!

Den sætning hører jeg alt for ofte. Jeg ved, det bliver sagt med gode intentioner, som en anerkendelse af, at det ikke er nemt at være ung. Men hvis vi hele tiden taler om en “generation-mistrivsel”, skaber vi en negativ fortælling, som potentielt gør mere skade end gavn.

Virkeligheden er, at det aldrig har været nemt at være ung, og det er lige så relevant i dag, som det var for tidligere generationer. Ja, tidligere generationer havde deres egne udfordringer, og de var også unge på deres egen tid, men lad os nu være ærlige – det er langt fra alting, der var bedre i gamle dage.

Vi har i dag flere muligheder end nogen generation før os. Teknologi, viden og innovation åbner døre, som tidligere var lukkede. Vi ser en verden, der bliver grønnere med bæredygtige løsninger, og hvor banebrydende medicinske fremskridt redder liv hver eneste dag.

Kræftbehandlinger bliver mere effektive, og sygdomme, der engang var dødsdomme, er nu mulige at overleve. Uddannelsessystemer og karrieremuligheder har aldrig været mere tilgængelige, uanset hvor i verden vi er. Det er en tid, hvor potentialet til at forme vores egen fremtid er større end nogensinde.

Selvfølgelig, uden undtagelse, står min generationer også over for udfordringer. I dag taler vi mere åbent om mistrivsel, og ordet er blevet brugt langt mere de sidste 30 år, end det var tidligere. I 1992 blev ordet “mistrivsel” nævnt blot to gange i de skrevne medier, mens det i 2023 blev brugt omkring 15.000 gange (Kilde: Infomedia).

Vi har i dag en helt anden måde at italesætte ungdommens liv på. I 1990’erne talte vi også om unge, der var stressede på gymnasiet og havde problemer, men vi brugte ikke ordet “mistrivselskrise”. Det var der jo også hårde år dengang. Så det er klart, at vi skal tage unges trivsel alvorligt, men samtidig skal vi finde en balance i, hvordan vi taler om det. Fordi virkeligheden er jo, at selvom der er unikke udfordringer for hver generation, betyder det ikke, at den nye generation er udfordret i unik grad.

Som 23-årig ved jeg, hvad det vil sige at have høje krav til sig selv – og gymnasiet var for mig en af de sværeste perioder. Ikke på grund af de faglige krav, men på grund af den perfekthedskultur, som vi lever i. Jeg ved fra egen erfaring, hvordan det kan føles, når presset bliver for stort.

Perfekthedskulturen og de krav, som vi stiller til os selv, kan fylde så meget, at det føles, som om man mister kontrollen. Men jeg lærte også, hvor vigtigt det er at finde balancen og genvinde troen på, at man kan skabe et liv i harmoni med sig selv. Og med det pres jeg følte, så havde det ikke gjort noget som helst bedre, at jeg så skulle høre udsagn såsom “Godt det ikke er mig, der er ung i dag” fra de ældre generationer.

Flere forskere advarer om, at den konstante fokus på mistrivsel kan ende med at skabe mere skade end gavn.

Når der kommer forslag om at sætte mistrivsel på skoleskemaet, bør vi spørge os selv, om det er en løsning eller en del af problemet. Hvis vi gør det, risikerer vi at gøre unge overopmærksomme på deres udfordringer og skabe en selvforståelse, hvor mistrivsel nærmest bliver forventet.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

Vi skal finde en balance, hvor vi både kan være opmærksomme på de udfordringer, vi står overfor, samtidig med at vi ser de muligheder, der ligger foran os. For vi unge har aldrig haft flere muligheder, end vi har i dag – og selv om det kan være svært, så er der samtidig en verden fyldt med håb, som vi kan forme på vores egen måde.

Intentionen om at hjælpe er god, men vi må ikke gøre mistrivsel til en uundgåelig del af det at være ung. Fokus bør være på at styrke de unges tro på egne evner og deres muligheder frem for at grave for dybt i problemerne. Trivsel er også at have gåpåmod og være handlekraftig, når de svære tider kommer i ens liv.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 22/1-2025)

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark.

Alex Vanopslagh
21. januar 2025

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark som et folkestyre med frihedsrettigheder til alle borgere.

Det tror jeg, at næsten alle er enige i, men når det så kommer til at gøre alvor af ordene, er der åbenbart en del, som ikke ønsker at stå vagt om frihedens fundament.

Siden Liberal Alliance lancerede forslaget om at screene ansøgere for adfærd, der strider mod demokratiske og danske værdier, har der raset en mildest talt ophedet debat i medierne, som har været præget af en del misforståelser, som det både er nødvendigt og på tide at få ryddet op i.

Helt banalt er statsborgerskab ikke en rettighed på linje med ytringsfrihed eller for den sags skyld Arne-pension, men en gave. En gave, der indebærer, at man bliver fuldgyldig medborger i Danmark med samme rettigheder og pligter som dem, hvis slægt har levet på denne plet på landkortet i årtusinder. Og det er en gave, som ikke alene gives til ansøgeren selv, men også til vedkommendes børn og efterkommere i tid og evighed – i øvrigt uanset hvor i verden, de måtte blive født.

I Danmark er Grundloven indrettet sådan, at det er os politikere, der i sidste ende skal stemme ja eller nej til at tildele folk statsborgerskab. Når vi som politikere tager stilling til selv den mest banale lovgivning, bliver vi udstyret med bunkevis af bilag, der skal sikre, at vi kan tage stilling på et kvalificeret og oplyst grundlag.

Når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal være fremtidige medborgere i Danmark, skal vi som politikere naturligvis have et mindst lige så godt grundlag at træffe beslutning på, som tilfældet er, når vi lovgiver om tilsætningsstoffer eller fiskekvoter.

Det burde være fuldstændig ukontroversielt og indlysende, at Folketingets medlemmer selvfølgelig bør vide det, hvis personer, som ønsker dansk statsborgerskab, aktivt har udvist en adfærd, der er i modstrid med det frie, demokratiske og liberale danske samfund, som de ønsker at blive en del af.

Ærlig talt undrer det mig en del, at nogle af mine kolleger i Folketinget åbenbart ikke mener, at den viden er nødvendig for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om tildeling af statsborgerskab. Selv hvis man – af for mig uforståelige grunde – ønsker at give statsborgerskab til folk, der ikke ønsker Danmark det bedste, slår det mig som sært, at man ikke ønsker, at politikerne, der skal træffe beslutningen, får den viden.

Kritikere bør kende deres historie
For det er som sagt kun os demokratisk valgte folketingsmedlemmer, altså ikke en embedsmand, en minister eller styrelse, der kan give statsborgerskab. Og vi folketingsmedlemmer er, som det også fremgår af Grundloven, i sidste ende ikke forpligtet af andet end vores egen samvittighed.

Selvom mit indtryk er, at en del i den offentlige debat ønsker, at det forholdt sig anderledes, så er det derfor heller ikke muligt at vedtage lovgivning, der påligger Folketinget at give nogen som helst statsborgerskab. En sådan lov ville helt banalt stride mod Danmarks Riges Grundlov.

Jeg kan konstatere, at flere har været særdeles harme over, at Liberal Alliance ønsker at indføre det, de kalder sindelagskontrol. Selv foretrækker jeg at tale om en helhedsvurdering, for kravene til statsborgerskab bør naturligvis gå videre end blot sindelaget – her skal kriminalitet, selvforsørgelse og andre ting naturligvis også, som hidtil, indgå.

Men ord skal imidlertid ikke skille os ad, så hvis folk vil kalde det sindelagskontrol, så skal de for min skyld være velkomne. Men de harmdirrende kritikere af dette bør nok være opmærksomme på, at muligheden for at kontrollere ansøgeres sindelag var en væsentlig årsag til, at Grundlovens paragraf om indfødsret ser ud, som den gør.

Grundloven blev nemlig skrevet, mens Danmark var i krig med Tyskland, hvorfor man i Danmark så med nogen ængstelse på risikoen for, at tysksindede personer fik mulighed for at opnå statsborgerskab, og derfor valgte man at gøre beslutningen om at tildele indfødsret til en politisk beslutning, så Folketinget til enhver tid kunne granske lige præcis sindelaget hos ansøgerne.

Det betyder også, at hvor man i de fleste andre sammenhænge fuldt rimeligt kan forvente, at den offentlige administration er præget af forudsigelighed, så vil tildelingen af statsborgerskab altid kunne skifte, fordi folketingsflertallet som bekendt også gør det. Hvis danskerne sammensætter et andet folketing, så bliver konsekvensen naturligvis, at dets vurdering af hvem, der kan blive statsborgere, også kan gøre det. Men man bliver nødt til at forstå, at det ikke er en fejl, men en direkte konsekvens af vores grundlov.

Og netop fordi beslutningen om at give statsborgerskab er politisk, så kan et flertal i Folketinget selvsagt også beslutte, at man godt kan blive statsborger, selvom man i ord og handling giver udtryk for at foragte grundlæggende danske og liberale værdier.

Grundtvig var forgangsmand
Men jeg vil gerne gøre det krystalklart, at det ikke kommer til at ske med Liberal Alliances stemmer. Vi mener, at frie og liberale samfund, som det danske, skabes af dem, der deler dets grundlæggende værdier, og selvfølgelig ønsker vi ikke at give indfødsret til personer, der har demonstreret, at de ikke deler dem. Frihed og demokrati skal til stadighed forsvares.

Der er utvivlsomt masser af tekniske spørgsmål, som skal afklares, før vi forhåbentlig lander på en politisk løsning, der gør det muligt for Folketinget at tage stilling til statsborgerskabsansøgere på et kvalificeret grundlag. Og her vil jeg gerne understrege, at vi i Liberal Alliance er åbne over for et væld af modeller, som kan gøre en sådan vurdering mulig – for naturligvis er det muligt at give Folketinget et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på. Men selvfølgelig kan vi ikke acceptere en retstilstand, hvor det forventes, at vi skal stemme ja eller nej til nye medborgere uden at ane, om de faktisk deler de værdier, som har skabt det Danmark, vi kender og elsker.

Jeg mener ærlig talt, at det er lige så indlysende, som det er ukontroversielt, at vi som politikere skal have mulighed for at tage stilling til ansøgere til statsborgerskab på et kvalificeret grundlag – og som en selvfølge bør afvise mennesker, der gennem deres adfærd har vist, at de ikke ønsker det godt.

Egentlig mener jeg, at det er dem, der er uenige i dette, der skylder svar på, hvorfor de egentlig mener, at det bør være muligt for mennesker, som har udvist udemokratisk adfærd – og ja, lad os da bare kalde det sindelag – at blive medborgere i et samfund grundlagt på værdier, som de ikke deler.

For naturligvis bør det kræve andet og mere at blive medborger i Danmark end blot at holde sig fra kriminalitet, tale sproget nødtørftigt og ikke ligge andre til last.

Det gjorde vores grundlovsfader og den første formand for indfødsretsudvalget, N.F.S. Grundtvig, klart i sin tale om indfødsret allerede i 1850, hvor han præcist og rammende erklærede:

Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske – som ikke blot har egen Nytte eller Fordeel, men som ogsaa har et eget Kald og egne Anlæg – som altsaa har en egen Berettigelse i den lille Krog, som Forsynet har skjænket det – Den der ikke føler det, men seer blot paa Mit og Dit som enkelte Personers Eiendom – om han ogsaa kunde tænke verdensborgerligt, at det er det Samme, hvad enten der kommer Folk i Sneseviis, Hundredeviis eller Tusindeviis hertil fra andre Lande og nedsætte sig blandt os – han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.

(Kronik bragt i Berlingske d. 21. januar 2025)

Danskerne vil have atomkraft

Steffen Frølund
19. januar 2025

Tiden med ”Atomkraft – nej tak” er forbi.

55 pct. af danskerne ville ifølge den seneste meningsmåling stemme ja til at ophæve forbuddet mod atomkraft og opføre atomkraftværker i Danmark, hvis der i morgen var folkeafstemning om de spørgsmål. Og det er ikke bare et snævert flertal af danskerne, som ønsker kernekraft herhjemme.

Der er i dag dobbelt så mange, som vil stemme ja til opførslen af atomkraftværker i Danmark, som der vil stemme nej.

Alligevel holder regeringen krampagtigt og reaktionært fast i ”Atomkraft – nej tak”-linjen.

Størstedelen af støtterne af atomkraft findes ikke overraskende i partierne i den blå blok. I alle blå partier – inklusive Venstre – stemmer et overvejende flertal for at fjerne forbuddet mod brugen af atomkraft.

Men det interessante er, at vi nu også ser stor opbakning til kernekraft i et parti på venstrefløjen. Målingen viser, at hele 41 pct. af Socialdemokratiets egne vælgere også støtter brugen af atomkraft i Danmark. Kun 33 pct. af partiets vælgere er direkte imod. De resterende 25 pct. svarer ”ved ikke”.

Socialdemokratiets Dan Jørgensen var ellers skråsikker i sit syn på atomkraft i et interview i november i forbindelse med sin nye rolle som energi- og boligkommissær i Europa-Parlamentet: »I Danmark er vi generelt ikke for atomkraft. Og jeg tvivler på, at vi nogensinde får det.«

Men Dan Jørgensen, tal for dig selv. For Danmark er for atomkraft – de danske vælgere er i hvert fald. Og var det alene de socialdemokratiske vælgere, der skulle stemme i morgen, ville der være et simpelt flertal for at fjerne forbuddet mod atomkraft.

Flertallet af danskerne ønsker grøn energi fra danskproduceret atomkraft. En stabil, grøn energikilde, som også leverer grøn strøm, når Solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

Derfor fremstår det mest af alt reaktionært og stædigt, når regeringen fortsat insisterer på at bygge klimaindsatsen på et skrøbeligt fundament af dyre prestigeprojekter, der et efter et har slået fejl.

Der er under Mette Frederiksens tid som statsminister efterhånden mange eksempler på glorificerede, men fejlslagne klimaprojekter fra regeringens hånd. Energiøen i Nordsøen er et eksempel. En hjørnesten af et projekt i regeringens klimaindsats, som nu er sat på pause.

Det skulle have dækket forbruget af el for omkring 10 millioner husstande i hele Nordeuropa, men udbuddet er nu udskudt mindst tre år, fordi det er for risikabelt og dyrt for skatteyderne.

Seneste eksempel var i december, hvor regeringen endte med at få nul bydere til det største udbud af havvind i danmarkshistorien – en hjørnesten i den grønne omstilling.

I samme måned oplevede vi i Danmark det vejrfænomen, tyskerne kalder dunkelflaute – som groft oversat er såkaldt dødvejr på dansk. Perioder, hvor vinden ikke blæser, og Solen samtidig ikke skinner, hvorfor danskerne derfor var nødsaget til at få el fra sorte energikilder som olie-, kul- og gaskraftværker, fordi vi netop ikke havde et alternativ til vind- og solenergi.

Her kunne atomkraft have dækket en stor del af forbruget med grøn energi i stedet.

Danskerne har forstået det. Lad os håbe, at regeringen følger trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 19. januar 2025)

Elever skal kunne få ekstra undervisningsstøtte uden kommunalt krav om en diagnose

Helena Artmann Andresen & Louise Brown
15. januar 2025

Der er nok ikke mange, der har opdaget, at det foregår.

Men lige nu har mange af vores kommuner udviklet en praksis, hvor en psykiatrisk diagnose er den eneste adgangsbillet til at få ekstra hjælp i skolerne.

Praksissen betyder – stik imod hensigten med den nationale lovgivning – at hvis du er forælder med et barn, der har brug for enten ekstra støtte eller specialundervisning, siger kommunen, at det kun kan lade sig gøre, hvis dit barn får konstateret en diagnose.

Og desværre er den slags rigide kassetænkning symptomatisk for den måde, vi fører velfærdspolitik på i Danmark. For vi har alt for travlt med at placere mennesker i bureaukratiske kasser. Systemet søger simpelthen systematik.

Man kan jo godt forstå det, fordi det tillader, at systemet – helt uden at tage en reel beslutning – let kan afgøre, hvilken hjælp du er godkendt til. Tanken er jo ikke helt tosset. Man kalder det “objektive kriterier”, og det kan man jo godt sige, der er noget fairness over. Man fjerner også ansvaret fra den enkelte medarbejder eller afdeling. Alle bliver bedømt lige. Og i den bedste verden kan man også spare nogle penge.

Men samtidig hviler hele systemet også på, at man har valgt de helt rigtige såkaldte “objektive kriterier”. Og i al beskedenhed, så mener vi ikke, at man har valgt rigtigt, når det kræver en diagnose at få den hjælp, man har brug for. Børn kan have indlæringsproblemer uden at have en diagnose. Hvad gør systemet for disse børn?

Børn kan have adfærdsvanskeligheder eller blive væk fra skole på grund af for eksempel sociale forhold og opvækst, men ikke have en diagnose. Hvordan stiller denne kommunale praksis disse børn?

Og til sidst: Hvad med de børn, der får en diagnose, selvom de måske ikke har en? For vi ved, at incitamenter virker. Og med denne kommunale praksis er der et incitament i retning af diagnosen.

Som fagpersonale også udtaler til Weekendavisen (den 21. november 2024, red.), oplever de, at forældrene jagter diagnosen til deres børn, så de kan få den nødvendige hjælp. De oplever et pres fra (forståeligt) desperate forældre, fordi de ved, at uden diagnosepapirer fra psykiatrien, er der ingen hjælp at hente.

DET STILLER FAGPERSONALET i børne- og ungdomspsykiatrien et svært sted. Skal de insistere på de faglige kriterier til diagnoserne, når de ved, at de saboterer børnenes skolegang, hvis de nu ikke lever op til kriterierne?

En helt anden konsekvens af den kommunale praksis, er hvordan det presser psykiatrien. Ifølge seniorforsker i VIVE, Thyge Tegtmejer, skyldes en del af presset på psykiatrien netop denne kommunale praksis, at uddelingen af diagnoser har fået væsentlig betydning for, om kommunerne tildeler hjælp til sårbare elever.

Samtidig ser vi en vilkårlighed i tildelingen af diagnoser. Eksempelvis er der enorme geografiske forskelle. I nogle kommuner er der 10 gange så stor sandsynlighed for at blive diagnosticeret med en diagnose end i andre kommuner. Og hvis du har en pige, der er født i slutningen af året, er der en tredjedel større chance for, at hun får udskrevet ADHD-medicin. Vi har altså bygget et system, der både skader elever, skoler og psykiatri. Det må vi kunne gøre bedre. For det skyldes, at vi lader systemtænkningen dominere.

I stedet for at give mere frihed og selvbestemmelse til lærerne, har vi udstyret bureaukrater i kommunerne med retten til at vurdere, om et barn skal have specialpædagogisk hjælp eller ej. Vi vil vove den påstand, at den enkelte lærer er bedre til at vurdere, om en elev har brug for ekstra hjælp.

Der skal være mere menneskelighed i vores skolepolitik. Mere plads til at vi kigger hinanden i øjnene, i stedet for at henvise til kommunale skabeloner.

Vi bryster os ofte af at have verdens bedste velfærdssamfund. Og på nogle punkter passer det da også. Men vi har også skabt et rigidt system, der sætter borgere i klemme, hvis man ikke passer ind i den socialdemokratiske kassetænkning. Og det skaber desperation.

For hvad gør man som forælder, når ens barn ikke opfylder kommunens “objektive” krav til hjælp, når alt andet peger på, at man har brug for det? I verdens bedste velfærdssamfund bør man ikke tage til takke med “bare ærgerligt”.

DESVÆRRE LADER DET ikke til, at der er politisk appetit på at gøre noget ved problemet. Vi har endda forsøgt at få undervisningsministeren, Mattias Tesfaye (S) til at forholde sig til det, men vi fik et lidt forstemmende svar, hvor han siger, at han “har tillid til, at kommunerne kender og overholder de gældende regler for tildeling af specialpædagogisk støtte”, selvom en nylig VIVE-rapport tydeligt viser, at det ikke passer.

Men i Liberal Alliance vil vi kæmpe en kamp for, at alle elever, der virkelig har brug for ekstra støtte eller specialundervisning kan få det – diagnose eller ej.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 15. januar 2025)

Vi kan ikke bevare vores liberale demokrati, hvis vores befolkning ikke er liberale demokrater

Ole Birk Olesen
12. januar 2025

Liberale kan ikke ignorere, at mange muslimer ikke bakker op om liberalt demokrati. Derfor er det nødvendigt at stramme op om udlændingepolitikken i Danmark, og det kræver en ny, borgerlig regering.

Der går et skel ned gennem den danske befolkning:

På den ene side af skellet står de fleste danskere, som er helt bevidste om, at Danmark er bygget på en konsensus om, at frihed, lighed for loven og tolerance over for det anderledes er værd at bevare. Men at denne konsensus over tid vil blive udfordret, hvis Danmark tager imod for mange fra den store verden, som aktivt eller stiltiende bakker op om et helt andet samfund.

På den anden side af skellet står et mindretal, som formentlig også gerne vil bevare det Danmark, vi kender, men som ikke mener, at det udfordres nævneværdigt af en løsere udlændingepolitik, som tillader mange flere udlændinge, end vi allerede har modtaget, at komme til Danmark og få statsborgerskab her.

Dette skel går gennem folk, som er både røde og blå, socialister, midterfolk, konservative og liberale. Nogle er begyndt at fortælle os i LA, at vi ikke er ”rigtigt liberale”, hvis vi ikke fortsat vil give dansk statsborgerskab til muslimske udlændinge, som arbejder aktivt for alt andet end liberalt demokrati i Danmark. Især mange venstreorienterede og folk fra Moderaterne siger og skriver i pressen og på sociale medier, at hvis man vil en stram udlændingepolitik, så er man altså ikke ”rigtigt liberal”. Så er man ”konservativ”, mener de, og det er ikke positivt ment.

Jeg er helt uenig, og det er mange andre liberale også.

Et land består af sine institutioner, men landet består også af sin befolkning, og institutioner og befolkning må nødvendigvis være i samklang, hvis landet ikke skal være udfordret af interne konflikter. Danmark har liberale institutioner som en grundlov med frihedsrettigheder for folket, repræsentativt demokrati gennem Folketinget og kommunalbestyrelsen, uafhængige domstole, privat ejendomsret og fri markedsøkonomi.

Ingen af disse institutioner er dog meget værd, hvis de ikke bakkes op af en befolkning bestående af liberale demokrater, men det har vi også, for selvom langtfra alle kalder sig liberale, så er selv de fleste SF’ere, socialdemokrater, DF’ere og så videre alligevel liberale demokrater i den meget grundlæggende betydning af begrebet.

Det kan man ikke sige om en desværre for stor andel af verdens muslimer, hvoraf mange gerne vil til Danmark, hvis de kan komme det. Islam er ikke kun en religion, men også en politisk ideologi, som anviser, hvordan et samfund skal være indrettet, og det er ikke liberalt. Det ses i de fleste lande med et muslimsk befolkningsflertal, hvor ytringsfrihed, andre frihedsrettigheder og liberalt demokrati i det hele taget er alt andet end selvfølgeligheder, simpelthen fordi de dominerende majoriteter i landenes muslimske befolkninger ikke efterspørger liberalt demokrati, som vi kender det herhjemmefra.

Det er rigtigt, som mange indvender, at der også findes glimrende mennesker, som er muslimer, og som bakker op om liberalt demokrati. Men desværre kan vi ikke se det på dem, når de søger om asyl i Danmark eller ønsker at komme hertil som familiesammenførte. Det vil ofte blive afsløret over tid, men så kan det være for sent at beslutte, at vedkommende alligevel ikke er velkommen i vores land.

Vi kan ikke sende asylansøgere hjem igen, hvis forholdene i deres hjemlande ikke er betryggende, og er de først blevet statsborgere med familie i Danmark, så er det lige så svært.

Så derfor tvinges vi som land til at forholde os til problemet på et mere overordnet niveau: Bør vi af hensyn til vores liberale demokrati begrænse den indvandring fra muslimske lande, som kommer, hvis vi ikke fører politik imod den? I Liberal Alliance svarer vi ja.

Det gør de andre partier i oppositionen, som ønsker en anden statsminister end Mette Frederiksen, også: Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti.

Blandt andet derfor udgør vi en alliance i Folketinget, som vil noget andet end en regering med Mette Frederiksen i spidsen, hvor Moderaterne kan spærre for stramninger af tildeling af statsborgerskab. Sådan er det i denne valgperiode, og sådan ønsker Mette Frederiksen det tilsyneladende også i næste valgperiode.

Hvis de politiske kommentatorers analyser står til troende, så er Mette Frederiksens svar på, at SVM-partierne efter næste valg formentlig ikke har deres eget flertal længere, blot at udvide hendes regering med SF og muligvis også De Radikale.

Det vil ikke gøre det nemmere at gennemføre stramninger i udlændingepolitikken i den kommende valgperiode, end det har været for Mette Frederiksen at gøre det i denne. Tværtimod.

Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer, og at kreative beslutningstagere hele tiden lader hjernecellerne arbejde for nye løsninger, som kan stramme op. Også derfor har Danmark brug for, at en blå regering afløser Mette Frederiksens trætte styre.

“Udlændingepolitikken er ikke død. Den kræver fortsat opmærksomhed på såvel nye som gamle udfordringer.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. januar 2025)

ATP formøbler vores penge

Pernille Vermund
9. januar 2025

5 mio. kr. Så mange penge har ATP netop pumpet i en annoncekampagne, som har til formål at forbedre pensionskassens renommé.

Ikke nok med at du er tvunget til at have en pensionsopsparing hos ATP, og at de forvalter dine penge dårligt. Nu skal du altså også tvinges til at betale for, at ATP kan lave reklamer for sig selv – på trods af at virksomheden end ikke sælger et eneste produkt. Hvorfor egentlig det? Spørger man ATP’s kommunikationsdirektør skyldes det, at det er en del af deres “samfundsansvar og basale driftsopgave at sikre grundlæggende viden om ATP blandt medlemmerne”.

Men kaster man et blik på reklamerne, er den forklaring en tynd kop te. På én af reklamerne ser man f.eks. en gruppe midaldrende kvinder, der ligner nogen, som fejrer et mål i en fodboldkamp, med følgeteksten: “En god scoring. Noget bliver man aldrig for gammel til.” Hvordan bidrager denne reklame til grundlæggende viden om ATP? Svaret er, at det gør den selvfølgelig ikke. For sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt, der har til formål at kaste glans over pensionsmonopolet i en tid, hvor institutionen er under offentligt pres – og ikke at det er en velment “oplysningskampagne”. Det er slet og ret ikke OK, at danskernes skattekroner bliver formøblet på den måde.

ATP skal ikke spilde danskernes tvangsopkrævede pensionsmidler på at præge den offentlige debat. De skal fokusere på at løse den opgave, de er blevet stillet. Nemlig at få danskernes pension til at vokse. Men også her fejler ATP. I en rapport fra 2023 udarbejdet af forskere fra CBS konkluderes det, at ATP de seneste ti år kun har formået af at skabe et afkast, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at dette imidlertid er sket med en væsentlig højere risiko. ATP forvalter en formue på ca. 700 mia. på vegne af 5,6 mio. danskere. Måske tiden er inde til at diskutere, om et pensionsmonopol, hvor investoren ikke selv har hånden på kogepladen, også hører fremtiden til? Sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. januar 2025)

Dan Jørgensens nye titel åbner en vigtig debat om EU’s indflydelse

Carl Andersen
6. januar 2025

Det faktum, at Dan Jørgensen nu er blevet den første boligkommissær i EU, åbner en vigtig debat om, hvad EU egentlig skal blande sig i.

EU’s stigende interesse for at regulere boligområdet risikerer at kollidere med lande som Danmark, der allerede har velfungerende systemer.

Det vigtigste spørgsmål bliver at afgrænse, hvad der egentlig er en berettiget EU-kompetence på hans nye felt.

Der er ingen tvivl om, at EU har en legitim rolle i at fastsætte standarder for byggematerialer og energikrav til bygninger.

Dette sikrer, at det indre marked fungerer optimalt, og at bygninger er energieffektive – en hjørnesten for både fri handel og en effektiv klimapolitik, der virkelig gør en forskel på globalt plan.

Men når det kommer til, hvordan vi i Danmark regulerer byudvikling, finansierer boliger eller fastsætter husleje, bør EU holde sig væk. Hvad der fungerer i ét land, virker ikke nødvendigvis i et andet.

Energiforbedringer og eksportmuligheder 

Med boligkommissærposten har Danmark en unik mulighed for at fremme de energiløsninger, som Danmark er pioner indenfor – fjernvarme, isolering, termovinduer og termostater er blot nogle af de teknologier, hvor vi er førende.

Disse løsninger kan ikke kun gavne Danmark, men hele EU.

EU skal skabe de nødvendige rammer, så medlemslandene kan adoptere disse teknologier, og vi kan eksportere dansk viden og teknologi til resten af EU.

(Indlæg bragt i Altinget d. 6. januar 2025)

Det er løgn, hvad den typiske ekspert siger

Henrik Dahl
26. december 2024

Det går tilbage med læsningen. Det har en serie artikler og kommentarer afdækket i Berlingske i løbet af december. På universitetet må klassiske værker som for eksempel »Pelle Erobreren« tages af pensum, fordi de studerende ikke magter at læse bogen. I fødekæden til universitetet står det lige så ringe til. Danske folkeskoleelever har netop slået deres egen bundrekord i den internationale læseundersøgelse PIRLS. Og på gymnasierne hersker også en opgivende stemning. Vore dages elever læser langsommere og har mindre ordforråd end forne tiders.

Jeg vil ikke bruge min værdifulde taletid til at skælde ud over ungdommen. Det er jo ikke dens fejl, at den har tåbelige forældre og autoriteter. Det, vi bør tale om, er den katastrofe, det er ved at udvikle sig til for de vestlige samfund, at mennesket gradvist er ved at forsvinde ud af vores tænkning over verdens gang. Hvis der er noget, man kan være sikker på i vores omskiftelige verden, så er det, at det enkelte menneske – hvis man spørger en typisk ekspert – ikke har nogen betydning for noget som helst.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at kriminalitet først og fremmest blev begået af personer, der har en skidt karakter? Det vil sige af personer, der er præget af dovenskab, umoral, antisociale holdninger og en vis grad af dumhed. Nej, det kan man ikke forestille sig. End ikke som en teoretisk mulighed. Fordi den typiske ekspert, helt fra han eller hun tog det første skridt i retning mod en uddannelse, er blevet indoktrineret til at tro, at mennesket ikke betyder noget.

Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn læser dårligere i dag, end de gjorde tidligere, fordi de øver sig mindre, og ingen presser dem til at øve sig mere? Kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at børn ofte forvandler timerne i skolen til et kaos af larm og ballade, fordi der i den grad mangler forældre og lærere, som insisterer på, at den enkelte elevs dårlige opførsel skal have mærkbare konsekvenser for den pågældende? Og kunne man – rent teoretisk – forestille sig, at de store belønninger i tilværelsen i form af attraktive job, først og fremmest går til dem, der arbejder hårdt og optræder konstruktivt og ansvarligt i de stillinger, hvor de bliver ansat?

De ved lige så godt som jeg, at man skal lede meget, meget længe efter en ekspert, som med fasthed i stemmen vil stå frem og sige ja til de spørgsmål, jeg stiller. Kriminalitet, færdigheder, klimaet i skoler og på arbejdspladser eller menneskers – i mangel af bedre udtryk – sociale skæbne har aldrig noget at gøre med den enkelte. Det vil altid, for den typiske ekspert, have noget at gøre med pengemangel i den offentlige sektor; strukturer; ophobet uretfærdighed eller måske sygdomme, der ikke er diagnosticeret endnu.

Der er simpelthen ikke, for den typiske ekspert, noget her i tilværelsen, som det enkelte menneske har et personligt ansvar for. Selvfølgelig er det løgn, hvad den typiske ekspert siger. Det ved alle mennesker, der har bevaret evnen til at være nogenlunde ærlige over for sig selv og andre. Det er hverken ens upåvirkelige skæbne at blive kriminel, udygtig, ballademager eller at strande i et kedeligt job. Det er alt sammen ting, man kan påvirke gennem sin egen indsats og attitude. I fremtiden vil historikerne undre sig over, at flere generationer af akademikere gjorde, hvad de kunne, for at udslette mennesket. For det er frem for alt udslettelsen af mennesket, der gør de kulturelle kriser uløselige. Derfor skal mennesket tilbage i centrum af samtalen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 26. december 2024)

Hvorfor eliter ofte mener, kejseren har tøj på

Henrik Dahl
21. december 2024

Her kommer et sociologisk bud på, hvorfor det kun er folk udefra, der kan se det manglende tøj.

Hvad kunne være den sociologiske årsag til, at den politiske elite, der omgiver kejseren med de nye klæder, så stædigt fastholder, at han er fuldt og elegant påklædt fra inderst til yderst?Og kunne der ligge en pointe i, at forfatteren til ”Kejserens nye klæder” er dansker (at herskeren hedder ”kejser”, var en ren og skær sikkerhedsforanstaltning, som man også tog andre steder. I den oprindelige japanske oversættelse fra 1868 hedder herskeren for eksempel ”kongen”)?Det skal vi se på. Men først skal vi en omvej. Udnævnelsen af en ny bestyrelse for Danmarks Radio har medført kritik. Kan det virkelig være rigtigt, lyder den, at man uden videre kan gå fra at være topembedsmand i et ministerium til at være ledende medarbejder i en finansieringsvirksomhed i den politisk-økonomiske gråzone, der hedder ”grøn omstilling”, og videre til at være bestyrelsesformand for Danmarks Radio – samtidig med at man tiltræder som leder af en lobbyorganisation?

Diskussioner, der tager deres udgangspunkt i, at medlemmer af den øverste elite i samfundet uden problemer kan skifte fra for eksempel en politisk karriere til en økonomisk karriere eller en organisatorisk karriere, ender i personfnidder.

Er det i orden, at NN kan gå lige fra et ministerjob med en meget høj løn til et cheflobbyistjob med en endnu højere løn, lyder spørgsmålet. Det bliver meget hurtigt til en debat præget af misundelse og ressentiment, fordi vi nu engang er danskere, og det ligger i vores natur at lade os bevæge af misundelse og ressentiment.

Diskussionen kommer til at skygge for en langt vigtigere og langt mere principiel diskussion. Nemlig denne: Er det godt for Danmark, at vores samfund er et af de mest korporatistiske i Europa?

Korporatisme er en ideologi om, at politik og den splittelse, politik fører med sig, dybest set er af det onde. I stedet for politik og splittelse er der brug for, at lederne af de forskellige sektorer i samfundet – centraladministration, store organisationer, store virksomheder, regeringen – sætter sig om et fælles bord og aftaler, hvordan samfundet skal styres.

Den slags plejer vi at rose os selv for i Danmark. Vi har et ”samtaledemokrati”, hedder det. Og det skyldes, at vi er et ”tillidssamfund”, fortsætter analysen. Her hos os har alle partiformændene hinanden indkodet på deres mobiltelefoner, praler folketingsmedlemmerne på delegationsrejser til udlandet.

At Danmark er et helt enormt indspist samfund, bør der herske nul tvivl om. Mens jeg stadig sad i Folketinget, yndede jeg at tage besøgende ud på den balkon, Liberal Alliance er så heldig at have råderet over på Christiansborg. Når man står på balkonen, kan man se, hvordan Christiansborg er opdelt i en stor afdeling for Folketinget og mindre afdelinger for regeringen og Højesteret (plus kongehuset, for at det ikke skal være løgn). Alt sammen i det samme bygningskompleks.

»Her i Danmark tror vi på magtens tredeling,« plejede jeg at sige. »Men alt for tredelt bryder vi os alligevel ikke om, at den er.«

At have både det ceremonielle statsoverhoved og de tre forfatningsmæssige grene af statsmagten boende i det samme, forholdsvis lille bygningskompleks ville man finde mærkværdigt i de fleste lande. Også dem, der har valgt en mindre radikal løsning end Sydafrika, hvor der er flere tusind kilometer mellem hovedsædet for henholdsvis regeringen, parlamentet og højesteretten. Men vi synes, det er hyggeligt. Og har ovenikøbet for vane at prale af det.

Hvis man havde et mere køligt temperament, ville man sige, at i Danmark har vi indrettet os sådan, at alle betingelser for både magtmisbrug og gigantiske, politisk-administrative fejlbeslutninger er de bedste mulige.

Hvorfor? Fordi det danske system er indrettet sådan, at der næsten aldrig opstår uenighed om noget som helst. Og fordi det danske system ovenikøbet også er indrette sådan, at der næsten ikke er nogen institutioner, der effektivt kan bremse hinanden.

På papiret kan Folketinget selvfølgelig afsætte en regering. Men fordi der er indgået forlig om næsten alting, har en ny regering sjældent de store konsekvenser. I virkeligheden kommer der bare et nyt hold politikere for at administrere de samme dårlige aftaler, som det forrige hold administrerede.

Det egentligt betænkelige ved, at der sidder en masse forhenværende MF’ere og ministre og departementschefer og forvalter stort set hvad som helst i Danmark, er, at det er en garanti imod, at det én gang vedtagne nogensinde bliver udfordret. Det er derfor, alting i Danmark ender med at køre på de skinner, der én gang er lagt. Uanset hvor ujævnt de er monteret. Uanset hvor mange irrationelle bugtninger de slår. Og uanset hvor de i øvrigt fører hen.

Er det et problem, at Danmarks Radio efterhånden er forfaldet til et sygt kedeligt og forudsigeligt miks af genudsendelser og venstreorienteret hejs, som ingen gider spilde tiden på? Ikke et større problem åbenbart, end at den nye bestyrelse med garanti vil lade det fortsætte.

Er det et problem, at der ikke er nogen, der gider opstille vindmøller i Danmark, og at vindmøllerne i øvrigt er en super ustabil energikilde? Ikke et større problem åbenbart, end at alle de mange mennesker, der efterhånden har bildt sig selv og os andre ind, at der ligger en fejlsikker plan for grøn omstilling, fortsætter i deres embeder.

Er det et problem, at børnene ikke lærer noget i skolen? Det skulle man tro, fordi de jo skal vokse op og overtage hele det samfund, vi voksne i dag prøver at administrere efter bedste evne.

Men problemet er åbenbart ikke større, end at alle de mange mennesker fortsætter i deres stillinger og har gjort det til en levevej at påstå, at selv om børnene ikke kan noget nyttigt eller gavnligt, så kan de så meget andet.

Og så tilbage til det spørgsmål, jeg åbnede ballet med. Svaret er: Den helt nøjagtige årsag til, at den danske elite tror, at kejseren har tøj på, er, at den er korporatistisk. Man kan nemlig ikke forestille sig, at der i Danmark nogensinde ville være en person indefra, der sagde: ”Hvad foregår der egentlig her?” eller ”Dette her er jo fup og svindel” eller bare ”Han har jo ikke noget på”.

For sagen er, at i Danmark sidder alle med ved bordet, og alle har en lille del af ansvaret, og alle de gode job går på omgang mellem partierne og mellem politikere og embedsmænd. Derfor har alle en lille del af ansvaret. Og når alle har ansvaret, er der som bekendt ingen, der har ansvaret. Det er den dybere mening med at rykke politikere over som lobbyister. Ligesom det er den dybere mening med at rykke ledende embedsmænd rundt imellem den offentlige og den halvoffentlige sektor og de store organisationer.

”Kejserens nye klæder” kunne ske alle steder, hvor der er korporatisme. Og eftersom der er mere korporatisme i Danmark, end der næsten er nogen andre steder, er ”Kejserens nye klæder” i særlig grad en fortælling om Danmark.

 

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 21. december 2024)

Sexarbejde er ikke et samfundsproblem – men vores syn på det er

Alexander Ryle
18. december 2024

Selvom det blev lovligt at sælge seksuelle ydelser i 1999, er vores syn på prostitution strandet på den forkerte side af årtusindeskiftet.

Politikere taler om ligestilling og værdighed, men synet på sexarbejdere er fortsat gennemsyret af stigma og fordømmelse.

Det er dog ikke selve sexarbejdet, der udgør et samfundsproblem, men derimod visse politikeres manglende vilje til at sikre sexarbejderne trygge forhold og basale rettigheder.

Et liv i samfundets skygger
I århundreder har danske sexarbejdere været henvist til at arbejde i samfundets skygger, hvor bagsæder, gedulgte trappeopgange og baggårde udgør scenografien for et virvar af usikkerhed og uværdighed. Pludselig føles dit storrumskontor nok ikke helt så slemt, vel?

Forestil dig et job, hvor du skal hoppe ind i fremmede biler uden at kunne vurdere risikoen. Så kan man virkelig tale om opstillingsparathed på jobbet.

Selvom sexarbejde nok altid vil indebære en vis risiko, så er det altså lovgivningen, der skubber sexarbejdere ud i en daglig gladiatorkamp. Selvom sexarbejde i praksis er lovligt, er det ikke anerkendt som et “lovligt erhverv.”

Det betyder, at sexarbejdere på den ene side ikke kan melde sig ind i en a-kasse, modtage sygedagpenge eller få arbejdsskadeerstatning. Men på den anden side beskattes deres indtægt som enhver anden, uden at de nyder godt af de rettigheder, som skatten finansierer.

Dertil kommer, at det er ulovligt at opnå en fortjeneste ved andres prostitution, hvilket på overfladen virker fornuftigt – ingen ønsker gangsterlignende bagmænd i pelsjakker og fedora-hatte, der undertrykker og lukrerer på sexarbejdere.

Men paradoksalt nok har rufferiparagraffen fået den modsatte effekt: Almindelige udlejere tør ikke leje lokaler ud, sikkerhedsvagter vil ikke tilbyde beskyttelse, og sexarbejdere kan heller ikke ansætte hjælp til hverken telefonpasning eller regnskab.

Forskel mellem teori og praksis
I et svar til Folketinget har justitsminister Peter Hummelgaard oplyst, at lovgivningen ikke direkte kriminaliserer værelsesudlejning eller ansættelse af vagter, så længe de aflønnes på almindelige vilkår og ikke udnytter sexarbejderen økonomisk.

Alligevel er der i praksis tale om en gråzone, hvor frygten for at blive anklaget for rufferi afholder udlejere og andre lovlige samarbejdspartnere fra at stille sig til rådighed.

Hvis man vil tage problemet alvorligt, er det nødvendigt at forholde sig til denne kløft mellem teori og rufferiparagraffens faktiske virkning.

Derfor stillede Liberal Alliance tidligere i år et beslutningsforslag, som skulle skabe ordnede forhold for sexarbejdere ved at undtage specifikt afgrænsede funktioner fra rufferiparagraffen i straffeloven. Desværre valgte Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og SF at stemme imod.

Holland som forbillede
I Holland, som vi ofte ynder at sammenligne os med, har man valgt en mere pragmatisk tilgang. Her er sexarbejde reguleret som ethvert andet erhverv.

Sexarbejdere kan ansætte sikkerhedsvagter, sekretærer og rengøringspersonale, melde sig ind i fagforeninger, få dagpenge og spare op til pension. Sexarbejde betragtes ikke som et nederlag for ligestillingen, men snarere som en frigørelseskamp for retten til at bestemme over egen krop.

Hensigten med Hollands lovgivning er ikke at fremme sexarbejde, men at mindske skadevirkningerne og styrke rettighederne. Resultaterne taler for sig selv: færre seksuelle overgreb, øget tryghed, forbedrede arbejdsforhold og styrket retssikkerhed – og en større følelse af værdighed som en naturlig konsekvens heraf.

Det er en lovgivning, der nemt kunne tilpasses danske forhold, ligesom Belgien netop har valgt at reformere deres regler.

Det er på tide, at vi sætter handling bag de mange skåltaler. Danmark bør lade sig inspirere af Hollands eksempel og skabe en regulering, der beskytter frem for at marginalisere.

Alle mennesker fortjener et arbejdsliv med sikkerhed, rettigheder og respekt – sexarbejdere er ingen undtagelse.

(Indlæg bragt i Altinget d. 18. december 2024)