København mangler lidt Manhattan – vi skal bygge i højden

Alexander Ryle
12. februar 2025

Da jeg for nylig var i New York, blev jeg mindet om, hvordan højere og tættere bebyggelse rent faktisk kan skabe en storby med plads til alle – eller i hvert fald rigtig mange.

Arealmæssigt er Manhattan en smule mindre end Amager, men huser cirka 7,3 gange flere borgere. Med sine mere end 1,6 millioner indbyggere bor der faktisk omkring 180.000 flere mennesker end i København, Aarhus, Aalborg og Odense tilsammen.

Bevares, selv en storbyliberal som mig får højdeskræk ved tanken om et København med 100-etagers høje bygninger. Men mindre kan bestemt også gøre det. Vi kommer ikke uden om at bygge flere boliger – som i mange flere – hvis vi bare skal lægge en lille dæmper på de hidsige huslejestigninger.

Som barn i 90ernes København husker jeg tydeligt, hvordan de voksne i min børnehave ved Kultorvet måtte fjerne kanyler fra sandkassen. 70ernes og 80ernes krisetider havde sat deres tydelige spor.

Men med store investeringer og politisk mod blev byen forvandlet. Ørestaden, Vanløse, havneområderne og metroen blev realiteter, og i dag er København en by, som folk valfarter til – ikke flygter fra.

Af samme grund har huslejeniveauet såvel som ejerboligpriserne i årevis været på himmelflugt. Og lige så længe har venstrefløjen turneret rundt med opportunistiske valgløfter om guld og billige boliger.

Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil taget de 35.000 kommende Lynetteholm-beboere som gidsel i sin iver efter at sætte sig på den københavnske jerntrone. Hun har nemlig startet et korstog mod nye bydele med dyre lejeboliger »gemt bag kønsløse facader af stål, glas og beton«, som hun formulerer det i Berlingske.

I stedet drømmer Rosenkrantz-Theil om »hyggelige byggeforeningsagtige huse, der er vævet ind mellem smukke murstenskarreer med københavnertage til 4.–5. sals højde«.

Jeg medgiver, at det lyder tillokkende. Men denne boligdrøm kvalificerer sig snarere til et af de utallige tv-programmer om danskere, hvis boligdrømme ikke matcher virkeligheden.

Jeg er sådan set enig i, at huslejen i mange af de nye lejeboliger ligger i den høje ende. Men én ting er sikkert: Den bliver ikke lavere af, at vi bygger færre af dem. Som med alt andet handler det i sidste ende om udbud og efterspørgsel.

Da vi hverken kan eller vil reducere efterspørgslen på at bo i København, er vores eneste mulighed at øge udbuddet. Og medmindre vi ønsker at inddrage de i forvejen knappe byrum, legepladser og grønne åndehuller, siger det sig selv, at vi må bygge højere.

Af Københavns Kommunes seneste boligredegørelse fremgår det, at der stadig er et betydeligt boligefterslæb fra 00erne og 10erne, samtidig med at boligvæksten er den laveste siden 2015. Tiden er derfor ikke til at kaste byens udvikling over styr med socialdemokratiske boligfiduser.

Personligt værdsætter jeg i allerhøjeste grad de gamle, charmerende dele af København, og jeg har naturligvis ingen ambition om at omdanne byen til ét stort glaspalads. Men det er simpelthen for let at harcelere over glasfacader og høje huslejer, når ens egne løsninger svarer til at slukke en bybrand med en vandpistol.

(Indlæg bragt i Berlingske d.12. februar 2025)

Blå partiledere efter drab på svensk islamkritiker: Afskaf koranloven og racismeparagraffen

Alex Vanopslagh
9. februar 2025

Mordet i Sverige på den irakiskfødte flygtning og islamkritiker Salwan Momika er gruopvækkende.

Gruopvækkende, fordi det er alle mord. Men også fordi det er et lysende eksempel på, at den koranlov, vi har i Danmark, er ekstremt farlig for vores frihed og demokrati.

Måske ånder nogle lettet op og tænker, at det, der er sket i Sverige, ikke vil ske i Danmark, fordi vi har forbudt koranafbrændinger. Men i virkeligheden viser vi voldelige islamister, at det godt kan betale sig at lægge pres på demokratier i den vestlige verden.

Jo mere brutalt de går til værks, desto mere bange bliver vi. Og når vi er bange, bøjer vi os for de mørke kræfter.

Både koranloven og en racismeparagraf, der lige så langsomt knopskyder, er ukrudtsblomster, der ikke bør gro i et sundt demokratis baghave. Og det er bestemt ikke blomster, der er plantet af os borgerlige. Vi vil til enhver tid kæmpe for frihed frem for frygt, for modargumenter frem for paragraffer.

Det handler ikke om, at vi billiger racisme eller anden diskrimination. Det er vigtigt at slå fast. Men ytringsfriheden er sjældent smuk, den kan endda være grim – men den bedste modkur er ord, debat og argumenter.

»Det er her, det bliver farligt«

Racismeparagraffen – eller Straffelovens §266 b, som den helt korrekt hedder – blev indført i 1939 som reaktion på Tysklands racelove og officielle antisemitiske propaganda, og den udsprang derfor af et konkret behov for at forhindre udbredelsen af lignede forhold.

Den er løbende blevet udvidet til også at omfatte seksuel orientering, handicap og kønsidentitet. Paragraffen bruges ofte til at kriminalisere kontroversielle holdninger og udtalelser, selv når de ikke er diskriminerende.

Og det er her, det bliver farligt, fordi den politiske og kulturelle debat begrænses, og det svækker demokratiet.

Digteren og forfatteren Yahya Hassan, som desværre ikke er blandt os mere, debuterede i 2013 med digtsamlingen »Yahya Hassan«. En bog, der i dén grad fik folk op af stolene. Bogen gik som varmt brød, Hassan blev inviteret ind i salonerne, var i Deadline, på Bogmessen, blev anmeldt og debatteret i alle tænkelige medier, og han fik en række fornemme litteraturpriser.

Alle vi politikere stod i kø for at rose og hylde hans litterære mod, hvor han satte indvandreres familiemønstre, socialt bedrageri og volden i indvandreghettoerne under debat.

Hans kritik af de muslimske indvandrermiljøer var nådesløs. Og i et interview i Jyllands-Posten udtalte han: »Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri.«

Det citat fik den aarhusianske socialrådgiver og debattør Mohamed Suleban til at politianmelde Hassan for at have overtrådt racismeparagraffen. Selvom der ikke kom mere ud af det, er det alligevel interessant. For det afspejler meget godt de paradokser, der ligger indbygget i denne paragraf. Og alle de gråzoner, den rummer.

Var Hassans udtalelse racistisk, eller var det en vigtig samfundskritik? Og blev han behandlet anderledes, fordi han selv tilhørte den gruppe, han kritiserede? Ophidsede han offentligt til had, eller bidrog han til at få taget hul på en debat, man før ham har været berøringsangst for at tage?

Regeringens krumspring

Der er en del eksempler i nyere tid på, at det er meget vilkårligt, hvordan der fældes dom ud fra racismeparagraffen. Måske netop fordi der er mange følelser og fornemmelser på spil – og følelser er jo som bekendt subjektive.

Ifølge en dom fra Vestre Landsret (U2003.2435V) er det strafbart at kalde islam en terrororganisation, mens Østre Landsret har frifundet en borger, der har sammenlignet islam med nazismen (Dom 1.4.13). Det klæder ikke et moderne demokrati at have så uklar en domspraksis.

En anden tidsel i demokratiets have er koranloven, som blev vedtaget tilbage i 2023 på ryggen af nogle konkrete episoder med koranafbrændinger foran mellemøstlige ambassader i Danmark. Det var voldsomt.

Episoderne vakte vrede og fordømmelse i den muslimske verden, og pludselig var både sikkerheden og eksporten truet. Ingen af afsenderne på denne kronik synes, det var hverken kønt eller rigtigt at ytre sine protester og holdninger ved at brænde bøger af og skabe usikkerhed for alle. Men ikke desto mindre var det ytringer.

Forbud mod koranafbrændinger sætter en farlig præcedens for, at religiøse dogmer ikke må udfordres eller kritiseres. Det underminerer ligestillingen mellem religion og øvrige ideologier i det offentlige rum. Love som koranloven skaber splittelse og utryghed ved at give visse grupper en oplevelse af særbehandling. Alle borgere skal være lige for loven – uanset tro, baggrund eller ideologisk ståsted.

Regeringen forsøgte sig med alle mulige kommunikative krumspring for at undgå det åbenlyse: At de med koranloven stækkede danskernes ytringsfrihed.

Justitsminister Peter Hummelgaard kaldte det for en »juridisk nålestiksoperation« og skrev i et indlæg i Berlingske, at koranafbrændingerne ingen værdi har som ytring. Det liberale parti Venstre snoede sig, da de skulle forsvare deres tilslutning til loven, og deres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, fik rodet sig ud i noget med, at en ansvarlig regering jo ikke bare kunne stå med hænderne i lommen og se på.

Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, mente, at loven var »et vigtigt politisk signal til resten af verden.«

Nålestik, signaler, valorisering af ytringer, hænder, der ikke er i lommerne. Uanset hvordan man vender og drejer det, var og er koranloven en begrænsning af ytringsfriheden.

Demokratiet er på spil

En konsekvens af både racismeparagraffen og koranloven er, at de risikerer at dæmpe den offentlige debat, simpelthen fordi folk bliver bange for, om de siger eller skriver noget, der kan kaste dem i fængsel. Fordi det er så uklart, hvad man må, og hvad man ikke må, vil det uundgåeligt afholde mange fra at deltage i debatten.

Og dét er farligt, for det er jo en af grundstenene i vores demokrati. Det, alle politikere hylder i deres grundlovstaler og altid fremhæver, når der er historier om diktaturer, der undertrykker og censurerer deres befolkning.

Desuden – og mindst lige så alvorligt – er både koranlov og racismeparagraf et brud med det helt grundlæggende princip om lighed for loven. For hvis man er religiøs eller tilhører grupper, der har særlige juridiske rettigheder til at få sine følelser beskyttet mod krænkelse i den offentlige debat jf. koranloven og § 266 b, så er nogle borgere ganske enkelt mere lige end andre.

Det er indlysende helt uacceptabelt i en retsstat, hvor alle borgere naturligvis bør have samme rettigheder og pligter – uanset religion, hudfarve, køn og seksualitet.

Derfor har vi i den borgerlige opposition en stærk appel til regeringen: Prioriter ytringsfriheden og fjern disse love.

Vi har allerede eksisterende regler om injurier og trusler, som er tilstrækkelige til at beskytte borgere mod overgreb. For den beskyttelse skal naturligvis være der. Desuden gav politiloven i forvejen mulighed for at sætte ind over for afbrændinger og provokationer, der forstyrrer den offentlige orden. Så hvad er argumentet for at lave koranloven – ud over at udstille vores knæfald for mellemøstlige regimer?

Frihed er grundlaget for et stærkt og sammenhængende samfund. Det må og skal vi værne om. Så drop »nålestiksoperationerne« og mavefornemmelserne. Det er vores demokrati, der er på spil.

Og nej, det er ikke naivt at insistere på, at dialog og debat er vigtigt. Det er naivt at tro, at alle disse lappeløsningslove ikke er starten på en glidebane, hvor vores frihed langsomt bliver ædt op, lov for lov, paragraf for paragraf, nålestik for nålestik.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9. februar 2025)

Vi tager ELs fornærmelse som en ros

Sandra Elisabeth Skalvig
7. februar 2025

Skal vi ukritisk tildele statsborgerskab til mennesker, der gennem deres adfærd – eksempelvis ved at udtrykke offentligt had mod homoseksuelle, ønske

… muhammedtegninger forbudt eller glædes over, at Muhammedtegnere omkommer – har demonstreret åbenlys foragt for grundlæggende danske værdier? Nej, siger vi liberale sammen med vores gode, borgerlige venner. Den ekstreme venstrefløj i Folketinget, Alternativet og Enhedslisten, er uenige med os. I et indlæg i Berlingske forsøger Alternativets indfødsretsordfører, Helene Brydensholt, at gå i rette med os. Hun mener, at forslaget vil »skabe selvcensur blandt ansøgere, som frygter, at tanker og ytringer kan bruges imod dem.« Det er altså synd for homofober, islamister og antisemitter, hvis de skal gå og lægge bånd på sig selv for at få dansk statsborgerskab.

Alternativets omsorg for den slags mennesker er noteret. Helene Brydensholt erkender dog, at statsborgerskab er et privilegium og ikke en ret, og hvis man gennem sin adfærd har demonstreret, man ikke deler helt grundlæggende værdier med det danske fællesskab, kan vi selvfølgelig nægte folk dette privilegium. Også selvom dette ifølge Helene Brydensholt er »et symbolpolitisk angreb på tanke- og ytringsfriheden og underminerer et frit samfund.« For hvis hun virkelig mener dét, må jeg med nogen beklagelse fortælle hende, at hun i så fald ikke lever i et frit samfund. For som Alex Vanopslagh tydeligt gør opmærksom på, hviler Liberal Alliances forslag netop på Grundlovens klippegrund og er helt i tråd med dens historiske praksis. At Brydenholt så mener, at »tiderne har ændret sig«, er hun selvsagt velkommen til. Det har Grundloven bare ikke. Og det er i øvrigt ikke et argument for noget som helst, at kalenderen viser et andet årstal nu, end den gjorde sidste år eller for 50, 100 eller 150 år siden.

Enhedslistens Peder Hvelplund tager samme tur i indlægget d. 3. februar. Her anklager han os liberale for at have »et demokratisyn, der hører 1800-tallet til.« Han tror sikkert, det er en fornærmelse, men vi tager det som en ros. Det var i 1800-tallet, at det Danmark, vi kender og elsker, blev skabt. Det danske folkestyre bygger på alle de traditioner og idéer, der blev formet i 1800-tallet; de var hele forudsætningen for alle de fremskridt, vi siden har oplevet for almindelige mennesker – og ikke mindst kvinder og forskellige minoriteter. Det er ikke for sjov, når vi liberale taler om frihed, ansvar og det meningsfulde liv i forpligtelse.

Grundtvig er ikke bare til pynt hos os. Vi tror faktisk på, at det ikke er i staten, men blandt borgerne ude i de små og store fællesskaber, at Danmark bliver skabt, opretholdt og udviklet. Derfor er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle borgere, som fællesskabet består af. Hvis tilpas mange borgere ikke under andre frihed og ikke selv gider at tage ansvar for sig selv eller Danmark, så smuldrer hele fundamentet under det danske samfund jo. Det var netop dét, som vores grundlovsfædre gerne ville have et værn mod, da de skrev paragraffen ind i sin tid.

Enhedslisten er ikke så tynget af 1800-tallets demokratisyn: Partiet er skabt ud af vragresterne af kommunistpartiet, der arbejdede for at knuse friheden og folkestyret, og er igen og igen og igen gået anti-vestlige, autoritære bevægelsers ærinde. De har endda netop været nødt til at lave om i deres egne vedtægter, så de nemmere kan smide medlemmer ud, der »sår tvivl om, hvorvidt Enhedslisten tager afstand fra terror«. Det er jo meget sigende for partiet, at sådan noget overhovedet kan blive et problem. Så med fare for at fremstå arrogant, så mener jeg ikke, at Enhedslisten har nogen som helst troværdighed, når det kommer til spørgsmål om demokratiske værdier. Men det er dog selvsagt fint at vide, hvor Alternativet og Enhedslisten står i denne sag, så borgerne har mulighed for at dele sig efter anskuelse ved næste valg.

(Indlæg bragt i Berlingske 7. februar 2025)

Kriseramte ATP må skifte kurs nu, andet er respekt­løst

Pernille Vermund
7. februar 2025

ATP vil lade eksperter undersøge, om der er behov for et kursskifte. Men hvor meget er der egentlig at rafle om, når det kommer til at vurdere, om der er plads til forbedringer hos statens kriseramte pensionsmonopol?

Massevis af mislykkede investeringer, spildte skattekroner på tossede PR-kampagner og et utidssvarende investeringssetup, der fører til et ringe afkast.

Det vælter frem med skandalesager om ATP, som i stigende grad ligner et levn fra fortiden.

På det bagtæppe har ATP netop selv bebudet, at en gruppe uvildige eksperter skal gå dem efter i sømmene og foreslå strategiske ændringer, som skal være klar i midten af 2026.

Ved første øjekast kan det måske virke som en fornuftig beslutning, da det giver ATP’s ledelse mulighed for at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Men graver man et spadestik dybere, fremstår initiativet imidlertid snarere som en syltekrukke, der har til formål at udskyde de åbenlyst nødvendige forandringer til et senere tidspunkt.

For hvor meget er der i grunden at rafle om, når det kommer til at vurdere, om ATP har brug for et kursskifte? Ikke særligt meget, hvis du spørger os i Liberal Alliance.

Et nødvendigt opgør

Når nogen har monopol, fører det nemlig altid til dårligere service, højere priser og ringere produkter. ATP er bestemt ikke nogen undtagelse i dette henseende.

Det er derfor, at uvildige forskere f.eks. har konkluderet, at ATP’s afkast svarer til en passiv aktieinvestering, men til en væsentlig højere risiko og en langt større omkostning for skatteyderne.

Og det er derfor, at ATP af uransagelige årsager brænder vores skattekroner af på PR- og reklamekampagner, selvom de end ikke sælger ét eneste produkt, og at danskerne er tvunget til at være kunder hos dem.

Når nogen har monopol, fører det nemlig altid til dårligere service, højere priser og ringere produkter. ATP er bestemt ikke nogen undtagelse
Pensionsmonopolet forvalter mere end 700 mia. kr. for 5,6 mio. danskere. Med tal i den størrelsesorden kan vi ikke blive ved med at vende det blinde øje til ATP’s åbenlyse udfordringer. Men alligevel har SVM-regeringen dumstædigt valgt at ignorere problemerne, og i stedet insisterer de på, at alt er i den skønneste orden. Det er slet og ret respektløst over for danskerne.

Og det er især ikke okay over for de dårligst stillede borgere, der ikke selv har en privat pensionsopsparing, og som derfor får en dårligere økonomi i deres alderdom, fordi de er påkrævet at være kunder hos statens pensionsmonopol.

Om der politisk kan findes flertal for at tage livtag med disse åbenlyse problemer, står stadig hen i det uvisse for nu.

Men sikkert er det i hvert fald, at vi med så store milliardbeløb på højkant, som påvirker næsten hele befolkningen, skylder at tage det her alvorligt.

Der er ikke brug for, at vi venter flere år på, at endnu flere eksperter kan konkludere, at der er problem. Der er brug for, at vi politikere hurtigst muligt får lavet de nødvendige forandringer.

(Indlæg bragt i Børsen d. 7. februar 2025)

Sådan gør vi det lettere at købe bolig i landdistrikterne

Sådan gør vi det lettere at købe bolig i landdistrikterne

Pernille Vermund & Jens Meilvang
2. februar 2025

“En kæmpe sejr for danskere, der gerne vil bo i vores skønne landdistrikter”. Sådan lød det i 2022, da Socialdemokratiet stolt proklamerede, at det nu er muligt at optage et lån med statsgaranti til at købe bolig for på landet.

Men få år efter viste det sig imidlertid, at der snarere havde været tale om en ”kæmpe sejr” for den socialdemokratiske regering – der med initiativet kunne købe sig til lidt presseomtale – end for danskere i yderområderne. Efter at ordningen havde eksisteret i to år, er den nemlig kun blevet brugt sølle to gange.

For det viste sig, at ordningen var unødvendig, og at den kun havde til formål ”at indfri et valgløfte”, som en uvildig ekspert fra Aalborg Universitet udtalte til medierne.Men selvom ordningen har vist sig ikke at virke, har regeringen alligevel netop besluttet sig for at forny den. Sagen er symptomatisk på en generel udfordring, der plager dansk politik.

Nemlig at regeringen ofte foregiver at ville løse et problem, selvom deres storstilede løsninger ikke reelt gør nogen som helst forskel for danskerne ude i den virkelige verden.

For der er ingen tvivl om, at det ér et alvorligt problem, at mange aspirerende boligejere i Danmarks landområder må gå skuffede hjem fra lånemøder i banken. Men kimen til dette problem er, at vi i har en gennemreguleret finanssektor, som stiller strikse og bureaukratiske krav til rammerne for boliglån.

Det problem bliver selvfølgelig ikke løst af at indføre mere bureaukrati i form af obskure, statslige låneordninger. I stedet for flere nytteløse lappeløsninger fra Socialdemokratiet burde vi fjerne de tossede regler, der i dag blokerer for, at mange i yderområderne kan få boliglån.

Tinglysningsafgiften bør fjernes, så det bliver billigere at købe bolig. Og bankernes regulering bør lempes, så de i højere grad kan lave individuelle kreditvurderinger i stedet for de standardiserede kreditkrav, som politikerne har pålagt dem. For hvis vi skal bevare vores sammenhængskraft, skal man selvfølgelig også kunne få boliglån i landets landdistrikter.

(Læserbrev bragt i Avisen Danmark d. 2. februar 2025)

Europa står ved en korsvej – frilandsmuseum eller global magt?

Pernille Vermund
31. januar 2025

Da europaparlamentsvalgkampen løb af stablen for et halvt år siden, løb Lars Løkke Rasmussen med opmærksomheden ved en af partilederdebatterne.

Han havde nemlig medbragt et af kongerigets – efter eget udsagn – sidste plastiksugerør, som nu er blevet forbudt af EU. For ifølge udenrigsministeren burde vi nemlig slet ikke bruge valgkampen på at diskutere EU’s overregulering, hvilket forbuddet mod plastiksugerør var blevet et billede på.

Men blot tre måneder efter Løkkes gimmick udkom Mario Draghis rapport om EU’s sløje konkurrenceevne, hvilket fik alarmklokkerne til at ringe overalt på kontinentet. Europa er nemlig slet og ret ved at sakke bagud.

Mens store dele af resten af verden bevæger sig mod en bedre fremtid, er Europa ved at degenerere til en falmet udgave af sit tidligere selv. Vores produktivitet er haltende, vores konkurrenceevne bliver ringere, og vores indflydelse på den globalpolitiske scene er på retræte.

Kimen til dette problem er, at EU’s “nærhedsprincip” – at man kun skal gennemføre regulering på de områder, som det enkelte land ikke selv kan stå for – i praksis er blevet lagt i graven. For i de seneste mange år har EU snarere haft fokus på at spytte unødvendige direktiver om alt fra barselsregler til arbejdstid ud i medlemslandene. Og samtidig med at vi er ved at tabe i det globale kapløb om konkurrenceevne, skal vi også lang tid tilbage i historien for at finde sidste gang, der var så stor geopolitisk ustabilitet og usikkerhed.

Derfor står EU ved en korsvej. Frilandsmuseum eller ej? De beslutninger, vi træffer i den kommende tid, kommer nemlig til at sætte kursen for, om vi i det 21. århundrede stadig vedbliver med at have indflydelse, eller om vi i stedet degenererer til et frilandsmuseum for tidligere tiders storhed.

I den forbindelse har Danmark faktisk en unik mulighed for at præge udviklingen. Når vi til sommer overtager EU-formandskabet for ottende gang, skal vores placering for enden af Ministerrådets bordende udnyttes til at sætte vækst og konkurrencekraft på dagsordenen. Og noget tyder på, at timingen faktisk er god for os. For selv de mest statstro og reguleringslystne bureaukrater i både Danmark og Bruxelles lader efterhånden til at have set skriften på væggen.

Ja, selv Mette Frederiksen, der om nogen har været storleverandør af mere regulering, erkendte problemet i sin nytårstale ved at understrege, at andre kontinenter er ved at løbe med fremtidens vækst og velstand. Og også kommissionsformand Ursula von der Leyen har allerede varslet ændringer. I sin tale ved World Economic Forum i Davos i slutningen af januar 2025 understregede hun, at behovet for at styrke Europas konkurrenceevne er en af Kommissionens vigtigste prioriteter.

Udfordringen er selvfølgelig, at der ofte er en kløft mellem de gode intentioner i de politiske skåltaler og den politik, der faktisk føres ud i livet. Ingen politikere betragter jo sig selv som nogen, der går ind for “bureaukrati” – men når de velmente ambitioner om at nedbringe bureaukratiet kolliderer med systemets fodslæbende inerti, er det ofte førstnævnte, der ender med at vige. Så hvordan sikrer vi os, at vi også i praksis ender med at få nedbragt bureaukratiet?

Et godt sted at starte er ved, at vi politikere binder os selv til masten. Vildtvoksende bureaukrati Roden til vores nuværende problem er nemlig, at EU’s vildtvoksende bureaukrati bliver ved med fylde mere, selvom alle – uanset deres politiske overbevisning – påstår at ville nedbringe det.

Hvis vi på EU-plan får gennemført en bindende bureaukratilov, hvor vi altid skal fjerne to eksisterende regler, før man indfører én ny, har vi en reel chance for at vende udviklingen. Et sådant forslag er ikke blot en skrivebordsteoretisk øvelse uden gang på jord i den virkelige verden.

I den canadiske provins British Columbia indførte man nemlig en lignende bureaukratilov i 2001. Resultatet var enestående. På blot tre år faldt regelmængden med svimlende 40 pct., og forskning har efterfølgende estimeret, at regelstoppet har forøget regionens vækst med 1 procentpoint hvert eneste år siden.

Hvis vi skal sikre os, at også fremtidens europæere vokser op på et stærkt kontinent, er vores konkurrenceevne drivkraften bag alle de andre fremskridt, vi også ønsker at realisere. Om det er at lægge skinnerne til den grønne omstilling, at hjælpe ukrainerne med at vinde over Putins krigsmaskine, at løsrive os uafhængigheden af et tiltagende mere utilregneligt USA eller bare at fortsætte den økonomiske vækst til gavn for alle i EU, bliver der nødt til at ske et skifte. For hvis ikke den nuværende udvikling vendes, vokser fremtidens europæere op på et svagt, fattigt og overflødigt kontinent. 

Kronik bragt i Børsen d. 31. januar 2025

Ole Birk Olesen går i rette med Søren Gade: Selvfølgelig kan vi få en borgerlig regering efter næste valg

Ole Birk Olesen
28. januar 2025

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.

Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«

Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?

Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.

Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.

Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.

Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.

Og meget, meget mere.

Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.

Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.

Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:

For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.

Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.

Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.

For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.

Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.

Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.

Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?

Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.

Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.

Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)

Offentligt overforbrug klæber til Mette Frederiksen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. januar 2025

Det er et uomtvisteligt kendetegn ved en regering under Mette Frederiksens ledelse, at det offentlige forbrug – og i særdeleshed udgifterne til offentlig administration – buldrer derudaf.

Det har været tilfældet i de snart seks år, hun har været statsminister. Og noget tyder desværre på, at statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot har intensiveret overforbruget yderligere.

I en ny Cepos-analyse fremgår det nemlig, at SVM-regeringen har forårsaget den højeste vækst i det offentlige forbrug siden før finanskrisen i udgangen af 00’erne. Med en gennemsnitlig årlig realvækst i det offentlige forbrug på 1,8 pct. er det lykkedes midterregeringen at overgå både Helle Thorning-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering. Det er en kedelig rekord, som hæmmer væksten betragteligt og lægger sig i forlængelse af en række af lignende rekorder, som er blevet slået i løbet af den igangværende regeringsperiode. For eksempel er antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er blevet realiseret som følge af en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

Samtidig har danskerne måttet lægge øre til den ene skåltale efter den anden, som har udpenslet regeringens mange bekymringer om det vildtvoksende bureaukrati og ditto ambitioner om at afbureaukratisere markant. Bekymringer og ambitioner, som næppe kan beskrives som andet end tomme floskler. For Mette Frederiksen og SVM-regeringen har på ingen måde bevist, at de har reelle intentioner om at tilbagerulle forbrugs- og jobfesten i den offentlige sektor – og da slet ikke i den del af den offentlige sektor, som beskæftiger sig med administration.

Man er derimod interesseret i at sende et velkendt signal om, at regeringen tager problematikken alvorligt og har tænkt sig at gøre noget ved sagen. Og når for eksempel finansminister Nicolai Wammen (S) bryster sig af, at regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten, kan det ved første øjekast fremstå handlekraftigt. Men hvad tænker du så, når du hører, at der fra 2019 til 2023 blev ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer?

At Wammens plan er spil for galleriet? Lige netop. Faktum er, at det offentlige overforbrug hænger uløseligt sammen med Mette Frederiksens ledelse, og at danskerne fortjener en frisk start, hvor vi politikere binder os til masten og tilbageruller årtiers vildtvoksende bureaukrati.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 28/1-2025)

LA og Danske Maritime: Dansk skibsbyggeri er vigtigt for Europas sikkerhed

Henrik Dahl
27. januar 2025

Krigen i Ukraine, stigende geopolitisk uro og voksende protektionisme stiller nye krav til Europa. Sikkerhedssituationen er bekymrende. Verdensmarkedet er uroligt. Vi er nødt til at sikre, at vi kan mere selv.

Topøkonom Mario Draghis rapport om den europæiske konkurrenceevne understregede, at det er påtrængende nødvendigt at få styrket vores strategisk vigtige industrier i Europa.

Med Trump som ny præsident i USA kan vi forvente en protektionistisk handelspolitik, som kan få negative konsekvenser for EU, hvis han igen udfordrer eksisterende handelsaftaler.

Ser vi mod øst, er det velkendt, at Kina yder massiv statsstøtte til egne industrier for at vinde markedsandele. Dertil kommer den usikre sikkerhedssituation med krigen i Ukraine og i andre konfliktområder.

Det står efterhånden klart, at Europa ikke bør være afhængigt af andre verdensdele for at sikre vores kritiske forsyningskæder.

Begræns EU’s bureaukrati
Dette er ikke en ny udfordring, og EU har blandt andet indført en Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), der beskytter europæiske producenter mod konkurrence fra lande uden CO2-afgifter.

Det omfatter dog kun råmaterialer og ikke færdige produkter som eksempelvis skibe. Så europæiske producenter betaler CO2-afgift i produktionen, mens udenlandske konkurrenter kan eksportere deres produkter til EU uden denne omkostning.

Det er en åbenlys skævvridning, der kræver et kritisk serviceeftersyn.

Det samme gælder for EU’s ansøgningsprocesser for forsknings- og udviklingsmidler, som er så komplekse, at særligt mindre virksomheder ikke har ressourcerne til at navigere i det bureaukratiske landskab.

Men også store virksomheder giver op, når dokumentationskravene løber løbsk. Det nytter ikke, når netop forskning, udvikling og innovation skal sikre vores fremtidige konkurrenceevne.

Dertil kommer diverse forgreninger af administrativt bøvl, eksempelvis tidsregistrering og omfattende afrapportering af blandt andet bæredygtighedstiltag og reguleringer, som hæmmer industrien, fordi der går tusindvis af timer fra kerneforretningen.

Aktuelt kæmper de europæiske virksomheder en brav kamp for at navigere i, hvor meget de skal dokumentere med de nye ESG-regler om blandt andet klimaaftryk og bæredygtighed. For kravene kom uden brugbare retningslinjer, men til gengæld med i alt 1.100 datapunkter, man kan lade sig inspirere af. Frustrationen i erhvervslivet er mærkbar.

EU skal hjælpe – ikke spænde ben
Der er brug for et paradigmeskifte og brug for at sikre, at europæiske virksomheder bakkes op af EU frem for det modsatte. For potentialet for vækst er stort. Blandt andet i den maritime industri, som er en af de udpegede sektorer med stor strategisk betydning for Europa.

Her er det positivt, at EU vil udforme en europæisk, maritim industristrategi.

Det har Danske Maritime og vores fælleseuropæiske organisation SEA Europe arbejdet hårdt for, blandt andet med ønske om målrettede forskningsmidler, bedre ansøgningsmuligheder samt oprettelsen af en europæisk maritim forskningsfond.

På tværs af brancher bør EU føre en aktiv industripolitik og sikre en kritisk masse på det europæiske marked.

Dette kan også bedre kriterier i offentlige udbud og mere risikovillig kapital bidrage til, ligesom grønne afgifter bør gå direkte til innovation på det pågældende område.

Vi er nødt til at lægge mere vægt på europæisk produktion, og uden at skabe intern konkurrenceforvridning skal vi styrke Europa og forholde os langt mere håndfast til det faktum, at vi sakker bagud, hvis vi er for pæne til at lægge arm med verdensdele, der helt åbenlyst sætter egne behov først.

Danske virksomheder er nøglespillere
Samtidig er det ikke kun et spørgsmål om økonomisk vækst men også om forsvar og forsyningssikkerhed.

Tidligere EU-rapporter har anbefalet at styrke Europa som en “Sea Power”-region, og Danmark har en af verdens længste kystlinjer omfattende Grønland og Færøerne, som vi er Nato-forpligtede til at overvåge, hvilket nu har fået international bevågenhed.

Derfor bør vi være en central aktør i denne indsats og satse strategisk på den danske maritime industri.

Aktuelt bygger vi eksempelvis færger, kystovervågningsfartøjer, fiskerfartøjer og diverse specialskibe.

Men fokuserer vi på de mange skibe, som er ejet af staten og kommunerne, trænger mange af dem til en udskiftning, hvilket giver en strategisk mulighed for at styrke Danmark.

Folketinget er på vej med en plan for nye skibe til Søværnet, hvor mange skibe er forældede. Men dertil kommer eksempelvis mange utidssvarende redningsfartøjer.

Sætter vi gang i mere dansk skibsbygning, står de positive konsekvenser i kø i form af styrket forsvar og øget forsyningssikkerhed, en grønnere transport samt øget vækst og styrket dansk konkurrenceevne.

El-færger kan rykke dansk udvikling
Der er brug for en mere strategisk tilgang til, hvordan vi kan styrke Danmark, som ofte er først med nye maritime løsninger.

Verdens første 100 procent eldrevne færge var dansk, hvilket rykkede udviklingen af færgefart på strøm, og et nyt eksempel er autonom færgesejlads, som på lidt længere sigt har et stort eksportpotentiale.

Ligesom metro-togene i København kan en autonom færge styres fra et kontrolrum, og når alle godkendelser er klar, kan dette revolutionere transporten til og fra mange øer i verden.

Samtidig er grøn omstilling af den globale skibsfart en bunden opgave, hvor Danmark spiller en nøglerolle, og hvor hjemmemarkedet bidrager til at vise den stærke, danske innovationskraft.

Så det er nu, at Danmark og Europa skal sikre vores forsvarsmæssige, økonomiske, konkurrencemæssige og strategiske modstandsdygtighed. Der er brug for at passe bedre på Europa.

Indlæg skrevet af: Jenny N. Braat, Adm. direktør, Danske Maritime, næstformand, Den Danske Maritime Fond og Henrik Dahl

(Indlæg bragt i Altinget d. 24/1-2025)

Tag folk bogstaveligt. Ikke bare alvorligt

Henrik Dahl
24. januar 2025

Politiske eliter har ofte helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke er business as usual. Derfor har de begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Hvor mange revolutioner kommer man som politisk iagttager til at opleve i sin levetid?

Det er ikke et spørgsmål, der kan gives et entydigt svar på. Nogle perioder er mere dramatiske end andre. Og nogle revolutioner er vanskeligere at få øje på, lige når de sker, end andre.

I min levetid på knap 65 år er der sket store revolutioner i Østeuropa og i Mellemøsten. Men vi må ikke glemme, at helt frem til midten af 1970’erne fandtes der diktaturstater i Vesteuropa: Spanien, Portugal og i perioder Grækenland.

De mange revolutioner fra diktatur til demokrati, der har fundet sted i Europa i min levetid, er uden tvivl den faktor, der har givet flest mennesker på kontinentet et bedre liv.

Ser vi omvendt på, hvad der siden 1960 har skabt mest usikkerhed for de mennesker, der lever på kontinentet i vore dage, synes jeg ikke, man kan komme uden om to revolutioner: de islamistiske revolutioner i 1979 og genoplivelsen af det russiske imperium, der blev annonceret af Vladimir Putin i 2007.

De islamistiske revolutioner i 1979 består af flere dele, der ikke i første omgang var indbyrdes forbundne: angrebet på den store moské i Mekka, den russiske destabilisering af Afghanistan og revolutionen i Iran (for at gøre ondt endnu værre er 1979 også året, hvor Zia ul-Haq for alvor strammer det islamistiske greb om Pakistan. Skønt afsættelsen af den verdslige Zulfikar Ali Bhutto allerede fandt sted to år tidligere).

Næsten alt, hvad der har at gøre med den globale jihad, kan føres tilbage til det islamistiske revolutionsår 1979. Det samme gælder for rivaliseringen mellem de islamistiske stormagter Iran og Saudi-Arabien (ofte gennem stedfortrædere) i Mellemøsten.

At den vestlige verden har gjort problemerne værre ved med åbne øjne at importere konflikterne til Europa og ved at føre ugennemtænkte krige i Mellemøsten, bekræfter kun den pointe, jeg gerne vil frem til: Ofte er det sådan, at beslutningstagere i samtiden slet ikke kan få øje på, hvad det er for skelsættende begivenheder, der udspiller sig for øjnene af dem.

Hvis vi i Europa havde kendt konsekvenserne af at lade mellemøstlige konflikter brede sig til vores kontinent, havde beslutningstagerne i 1970’erne og 1980’erne forhåbentlig handlet anderledes, end de gjorde. Og hvis beslutningstagerne i det hele taget havde vidst mere om Mellemøsten, havde de forhåbentlig tænkt sig om en ekstra gang eller tre, før de valgte at destabilisere regionen med krige i Afghanistan og Irak.

Da Vladimir Putin i 2007 kritiserede den unipolære verdensorden på sikkerhedskonferencen i München, var der – i lighed med, da de islamistiske revolutioner udspillede sig i 1979 – ikke mange, der forstod rækkevidden. Hvad der i tilbageblik kan forekomme ekstra mærkeligt, i betragtning af at han et par år tidligere havde omtalt opløsningen af Sovjetunionen som en geopolitisk tragedie.

I dag ved vi med sikkerhed, at en af hoveddrivkræfterne i den antivestlige alliance mellem Rusland, Iran, Nordkorea og Kina og den ligeledes anti-vestlige Briks-alliance er Vladimir Putins kritik af den unipolære verdensorden med USA i spidsen.

Vi kunne i teorien have vidst det – eller i hvert fald været på sporet af Putins hensigter – allerede for 20 år siden. Men først efter talrige invasioner af Ruslands nabolande gik det op for Vesten, at Putin faktisk mente, hvad han sagde i 2005 og 2007.

Og hvad skal disse overvejelser så bruges til i 2025?

De skal bruges til at sige, at ofte er det tilsyneladende sådan, at politiske eliter – for eksempel her i den vestlige verden – har endog yderst vanskeligt ved at kombinere de informationer, der står til deres rådighed, til et retvisende og afbalanceret billede.

I 1979 var der næsten ingen medlemmer af den tids politiske eliter, der var i stand til at forestille sig, at global, islamistisk jihad ville blive et problem, man skulle ofre enorme ressourcer på at bekæmpe og holde nede.

Den fra Frankrig hjemvendte ayatollah Khomeini holdt i Teheran eksotiske og uforståelige taler om, hvordan han ville skabe et islamisk mønstersamfund. Men sad der ikke verdslige folk i jakkesæt eller vestlige militæruniformer i hovedstæderne i Tyrkiet, Irak, Syrien, Jordan, Libanon, Egypten og hele vejen vestpå langs den sydlige middelhavskyst til Marokko? Det gjorde der da. Så hvordan i alverden en hellig krig for islam og imod de vantro nogensinde kunne blive et problem, seriøse supermagter var nødt til at beskæftige sig med, forstod kun et meget lille mindretal af eksperter.

I 2005 og 2007 var der på samme måde næsten ingen, der forstod, at Vladimir Putin havde tænkt sig at genoplive den russiske imperialisme, som man troede var gået i graven med Sovjetunionen. Selvom det fuldkommen åbenlyst var, hvad han sagde. Og gerne uddybede, hvis nogen spurgte ind til det.

Politiske eliter har – i hvert fald en gang imellem – helt ekstremt svært ved at forestille sig, at verden ikke – gentager: ikke – er stiafhængig. At verden ikke – gentager: ikke – er business as usual.

Derfor har politiske eliter ved flere lejligheder de seneste 50 år begået deres mest alvorlige fejl ved at underreagere. Ikke ved at overreagere.

Jeg vil gerne advare imod at begå stiafhængigheds- eller business as usual-fejlen en gang til med Donald Trump. Eller med andre ord: Jeg tror, at det drama og de forandringer, der venter os, er mindst lige så store som for eksempel dengang, Vladimir Putin holdt sin berømte tale i München for snart 18 år siden.

Det er ikke noget, jeg kan bevise med matematisk logik. Det er noget, min erfaring fortæller mig. Og som jeg vil opfordre andre til at overveje.

Prøv, bare for argumentets skyld, at antage, at Donald Trump mener, hvad han siger. Ligesom – uden nogen form for sammenligning i øvrigt – Khomeini faktisk mente, hvad han sagde. Og Putin faktisk mente, hvad han sagde.

De fleste troede, at Khomeini var en eksotisk mand med turban, der gerne udtalte sig i blomstrende, turban-agtige vendinger. Og de fleste troede, at Putin var en KGB-agent i et dårligt siddende jakkesæt, der havde fantomsmerter i USSR.

Begge dele var helt fatale misforståelser og undervurderinger.

Hvis Donald Trump mener, hvad han siger – og det er jeg overbevist om, at han gør – så vil USA ikke længere være garant for den regelbaserede verdensorden.

Det vil sige: USA vil ikke være garant for FN og Nato. Men USA vil heller ikke være garant for EU’s sikkerhed eller for globaliseringen – herunder den helt lavpraktiske, frie sejlads på verdenshavene. Til gengæld vil USA rent fysisk have kontrol med blandt andet Panama og Grønland.

Den amerikanske orden, der så småt opstod efter Første Verdenskrig og foldede sig ud efter Anden, er med andre ord aflyst.

Det, der vil komme efter, kan man efter behag kalde Den amerikanske Uorden eller Den nye amerikanske orden eller Den amerikanske Orden 2.0. Men uanset hvad: Det kommer til at stille helt ekstremt store krav til både Europa uden for EU og Europa inden for EU.

Måske tager jeg fejl. Det håber jeg.

Men prøv for en sikkerheds skyld at overveje, om vi i Europa er klar til Den Amerikanske Orden 2.0.

Det er vi ikke. Og det skyldes, at vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Donald Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

Vi har ført en sikkerhedspolitik, en globaliseringspolitik, en indvandringspolitik og en energipolitik, der ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Ligesom vi har brugt tiden på at diskutere en række absurde og ligegyldige, postmodernistiske førsteverdensproblemer, der heller ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Da vi endelig forstod alvoren i 1979 og 2007, var det ikke for sent. Men det var på høje tid. Vi forstod heller ikke alvoren i Trumps udtalelser i 2016. Derfor er det på høje tid, at vi forstår den i 2025.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24/1-2025)