Pernille Vermund

Derfor er jeg liberal

Gennem årene er jeg blevet kaldt alt fra ultraliberal til nationalkonservativ. Selv synes jeg, at jeg ligger et sted midt imellem. Jeg er hverken neo-liberal, anarkistisk eller socialliberal.

Men liberal er jeg.

Som jeg forstår det, er det at være liberal både at være frihedselskende og ansvarsbevidst. Med omsorg for og tillid til mine medmennesker. Med respekt for de værdier, der binder os sammen og viljen til at kæmpe for dem.

Jeg er opvokset i et hjem med frihed under ansvar. Frihed til at udvikle sig og bruge de muligheder, man blev budt. Ansvar for sig selv og for sin familie i respekt for andre mennesker, for Danmark og for vores natur og miljø.

Det ligger dybt i mig, at man skal gøre sig umage, klare sig selv og tage ansvar for sit liv. Men fra jeg var helt lille, har jeg også set mine forældre række ud og hjælpe andre til at klare sig selv. Det personlige ansvar fik jeg ind med modermælken.

Vores danske fællesskab er bedst, når det skaber gode rammer for, at man kan klare sig selv, klare sig godt – og vi som borgere har tid og overskud til at være noget for andre. Men tiderne og samfundets udfordringer har ændret sig. Velfærdsstaten har vokset sig for stor på bekostning af frivillige forpligtende fællesskaber som familien, foreningslivet og lokalsamfundet.

Fra at være en hjælpende hånd til de svageste, har velfærdsstaten udviklet sig til et tungt velfærdsteknokrati. Et magtmiddel for politikere til at kontrollere og dirigere rundt med borgerne – vel og mærke for borgernes egne penge.

Personligt mærkede jeg det særligt, da jeg blev skilt fra mine drenges far. Jeg lagde et budget og tog et ekstra job i en køkkenforretning for at kunne blive boende i vores hus – mine tre drenges barndomshjem.

Men politiske beslutninger ændrede igen og igen mine forudsætninger.

Kommunen satte ejendomsskatten op. Folketinget indførte nye grønne afgifter. Politiske forslag, der ramte små økonomier som min egen hårdest.

Jeg tog ekstra vagter i weekenderne og arbejdede om aftenen for at kunne betale de nye udgifter. Men jo mere jeg tjente, jo dyrere blev min egenbetaling for drengenes institutions- og SFO-pladser. Og så skulle der arbejdes endnu mere. Det føltes som skruen uden ende.

”Først brækker velfærdsstaten dine ben, og så forventer politikerne, at du er taknemmelig for at få et sæt krykker”, sagde en god ven engang. Det er ikke helt forkert.

Når man har overskud, er det let at bære over med velfærdsstatens fejlkonstruktion.

Har man penge nok, så er det let at sige, at man betaler sin skat med glæde uden at bekymre sig om alle de penge, der bliver spildt på meningsløst bureaukrati og tåbeligt projektmageri.

Men det er ikke en luksus, alle nyder godt af. Har man få ressourcer, så er man dybt afhængig af, at systemet fungerer. At pengene bliver forvaltet med omhu, og at man kan få den rette behandling, når man bliver syg, uden at man skal være særligt stærk.

Vi har brug for et opgør med den velfærdsstat, der både spilder pengene og umyndiggør borgeren.

Jeg ønsker et borgerligt velfærdssamfund baseret på tillid, frihed og personligt ansvar. Et velfærdssamfund, der gennem borgernes frie valg udvikler sig nedefra og tilpasser sig borgernes behov.

Derfor er jeg liberal.