Vi sagde nej til Euroen – men nu skal vi finansiere den
Mette Frederiksen vendte 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i Euroen som i 1992, 1993 og 2000.
Tre gange har vi i Danmark haft folkeafstemning om deltagelse i det fælles europæiske valutasamarbejde, euroen: I 1992 stemte et flertal nej, i 1993 stemte et flertal ja til at stå udenfor, og i 2000 stemte et flertal igen nej til at deltage.
Hver gang har plusser og minusser været debatteret, og danskerne har tilkendegivet, at ulemperne ved deltagelse fylder mere end fordelene.
Alligevel vendte statsminister Mette Frederiksen 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i euroen som i 1992, 1993 og 2000.
Aftalen handler om EUs såkaldte »genopretningsfond« , som har fået det navn for at bilde europæerne ind, at den er blevet til for at rette Europas økonomi op i lyset af de skader, som corona-epidemi og nedlukning af samfundene har forvoldt. Virkeligheden er, at fonden handler om euro-samarbejdet, og at corona-epidemien blot er et påskud for at oprette den.
At genopretningsfonden er til for at styrke Eurozonen, kan statsminister Mette Frederiksen naturligvis ikke sige, når hun har besluttet, at Danmark skal bidrage. Hvordan skulle det kunne forsvares, når danskerne tre gange har stemt imod dansk deltagelse?
Den falske melodi
Hvis statsministeren åbent sagde til befolkningen, at vi herhjemme nu skal yde vores del af et tilskud på 2.900 mia. kr. til primært sydeuropæiske lande og yderligere hæfte for lån på 2.700 mia. kr., begge dele pga. et euro-samarbejde som Danmark ikke er med i, ville det være en klokkeklar indrømmelse af, at disse tre danske resultater ved folkeafstemninger ignoreres af Mette Frederiksen og hendes regering. Så hellere synge med på den falske europæiske melodi om, at det er coronaen, som nødvendiggør pengeoverførslerne, tænker statsministeren.
Virkeligheden er imidlertid, at euro-samarbejdet for at kunne fungere ordentligt har savnet en fond til omfordeling mellem euro-landene. Det er svært at opretholde en fælles valuta, når der er så stor forskel på statsfinansernes holdbarhed i de forskellige lande. Hvis man insisterer på at dele mønt, er den direkte overførsel af penge fra de sunde offentlige finanser i nord til de usunde i syd derfor svaret. Hvis man altså er med i euroen.