Vi må stoppe det pensionskludder, som nordiske grænsependlere udsættes for

I flere årtier har nordiske borgere taget ansvar dér, hvor arbejdsmarkedet havde mest brug for dem. De har flyttet og taget arbejde i et andet nordisk land end det, de er født i.

Ofte i perioder hvor der har været høj arbejdsløshed i hjemlandet.
Det har været godt for Norden og meget gavnligt for staterne.
I dag gælder dette især for Sverige og Finland, hvor mange svenskere og finner har fundet arbejde i enten Norge og Danmark, når jobmarkedet derhjemme er presset.

Det har bidraget til lavere arbejdsløshed og færre overførselsindkomster i hjemlandene, samtidig med at arbejdstagernes indkomster bliver brugt eller sendt tilbage til hjemlandene.

Dette er dog ikke en ny tendens. I 1980erne og 1990erne var det Danmark, der havde højere arbejdsløshed. Dengang var det danske borgere, der rejste ud, og den danske stat havde stor gavn af en tilsvarende udvikling: mindre ledighed, mere vækst og en regning, der blev delt på tværs af grænserne.

Når noget virker for godt til at være sandt, er det ofte netop det, og sådan er det også i det nordiske arbejdsmarked.
En ny rapport udarbejdet af Resonans Nordic og KPMG viser, at nordiske arbejdstagere kan komme i klemme, når pension optjent i flere nordiske lande skal udbetales.

Mange oplever nemlig, at systemerne ikke hænger sammen. Rettigheder tolkes forskelligt. Ansvar skubbes mellem landene.
Udbetalinger bliver lavere end forventet, og mange ender med at betale en høj pris for et nordisk arbejdsmarked, som politikerne ellers gerne fremhæver som en succes. Det er ikke kun urimeligt, men direkte uværdigt.

Borgerne har ikke udnyttet systemet. Tværtimod har de gjort det, samfundet bad dem om. De har taget arbejde, hvor det fandtes. De har bidraget til at stabilisere arbejdsmarkederne i Norden. De har været en del af løsningen.
Så kan svaret ikke være, at myndighederne løber fra regningen, når pensionen skal udbetales.

Hvis de nordiske regeringer for alvor går ind for fri bevægelighed og et fælles arbejdsmarked, må pensionssystemerne også følge med. Det er ikke rimeligt at høste gevinsterne i de gode år og overlade konsekvenserne til den enkelte, når arbejdslivet er slut.

Dette er ikke blot et politisk ansvar, men også et fælles nordisk ansvar.
Som repræsentanter for det nordiske samarbejde kan vi ikke se på, at dette fortsætter. Borgere, som har bidraget til vækst og lavere arbejdsløshed på tværs af grænserne, skal ikke stå tilbage som tabere, når pensionen skal udbetales.

Derfor er spørgsmålet ikke, om problemet skal drøftes, men tværtimod hvorfor det stadig eksisterer. For hvis det nordiske samarbejde ender dér, hvor pensionsansvaret begynder, så har vi bygget et system, der kun virker, så længe borgerne ikke har brug for det.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 20. juli 2026)