Liberal Alliance
14. marts 2024

Araz Khan, der siden 2022 har været medlem af Odense Byråd, har netop meldt sig ind i Liberal Alliance.

Araz Khan blev til kommunalvalget i 2021 valgt til byrådet for Venstre, hvorefter han blev udpeget som partiets politiske ordfører i Odense.

Araz Khan har overvejet sit skifte over en længere periode: ”Jeg har personligt flyttet mig tættere på Liberal Alliances politik, som repræsenterer det liberale menneskesyn bedst i Danmark. Jeg ser også Liberal Alliance som et handlekraftigt parti med en klar værdipolitik og økonomisk politik. Jeg har været meget glad for min tid i Venstre og for samarbejdet med mine kollegaer i byrådet, som jeg gerne vil takke for et godt samarbejde”.

Hos Liberal Alliances storkredsformand, Camilla Silfverberg, vækker Khans skifte begejstring:

”Vi er meget glade for at have fået Araz til Liberal Alliance. En stor del af kampen for et mere liberalt Danmark tages ude i kommunen, og derfor har vi brug for flere stærke, liberale profiler som Araz, der også kan tage kampen for et mere liberalt Danmark i lokalsamfundet”.

Araz Khan sidder i kommunens By- og kulturudvalg, og til dagligt arbejder han som koordinator indenfor beskæftigelsesområdet og er derudover jurastuderende på SDU.