Liberal Alliance
8. maj 2024

Marie Louise Pedersen, der er tidligere medlem af Konservative og løsgænger, skifter nu til Liberal Alliance.

Marie Louise Pedersen har været aktiv i lokalpolitik siden kommunalvalget i 2021, hvor hun blev valgt ind for Konservative. Siden er hun blevet løsgænger og skifter nu til Liberal Alliance. Selv begrunder hun skiftet med, at Liberal Alliance er det perfekte match for hendes værdier og mål for Nordfyns Kommune:

“Jeg er ret vild med Liberal Alliances tilgang, og den passer fortrinligt til det, jeg står for og min måde at tænke på. Jeg er ikke bundet af vanetænkning og er ikke bange for fornyelse.”

Marie Louise Pedersen træder ind i partiet med målet om at føre en ambitiøs lokalpolitik og realisere det potentiale, hun ser i Nordfyns Kommune:

“Helt konkret vil jeg gerne, at vi sætter baren højere for, hvor vi vil hen med Nordfyn. Jeg elsker Nordfyn, men jeg mener også, at vi kan og skal løfte standarden generelt. Det, jeg vil arbejde for, er, at vi kommer ud af den udkantssump, vi lidt er kendt for. Nordfyn har så meget potentiale for meget mere!”

I Liberal Alliance er vi glade for at byde Marie Louise Pedersen velkommen, og at der nu er flere liberale kræfter i Nordfyns Kommune:

”Det er en stor glæde at byde Marie Louise velkommen hos Liberal Alliance. Marie Louise bidrager med en konstruktiv, liberal og frisindet tilgang, som jeg er overbevist om, at Nordfyns Kommune vil få glæde af, nu hun repræsenterer et liberalt parti” udtaler Casper Søe-Larsen, organisatorisk næstformand i Liberal Alliance.

Marie Louise Pedersen arbejder til dagligt som ejendomsmægler, og som enlig mor til tre børn er børne- og ungeområdet også en hjertesag for hende.

For yderligere information:
Marie Louise Pedersen
Kommunalbestyrelsesmedlem
LA, Nordfyn
22 84 44 99

Louise Juul Christensen
Presse- og Politisk rådgiver
Liberal Alliance
61 62 43 80