Venstrefløjens ulidelige lethed
Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.
Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.
Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.
Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.
Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.
Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.
Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.
Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.
I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.
Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).
De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.
Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.
Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.
Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.
Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.
De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.
Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.
Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.
I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.
Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.
På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.
Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.
