Skattevæsenet må ikke knuse uskyldige borgeres liv

Det er ikke en trussel mod retssikkerheden at lade embedsmænd sige fra over for vanvittige afgørelser.

ALENE INDEN FOR den seneste måneds tid har vi haft nogle fuldstændig groteske skandalesager om skattemyndighedernes dybt urimelige behandling af borgere.
Der var sagen, hvor Skattestyrelsen i årevis opkrævede millionbeløb i skat fra uskyldige borgere, som havde fået stjålet deres identitet.

Selv om Skat var blevet orienteret af politiet om, at borgerne var ofre for en forbrydelse, fastholdt myndighederne deres krav – lige indtil pressen kom ind over, hvorefter Skattestyrelsen pludselig godt kunne ændre deres afgørelse.

Der var skandalen med en sygeplejerske, som efter otte års tovtrækkeri endelig fik rettens ord for, at hun selvfølgelig ikke skulle betale 115 pct. i skat – hvorefter Skatteministeriet besluttede sig for at anke sagen og insistere på, at hun alligevel skulle betale mere i skat, end hun overhovedet havde tjent i første omgang.

Og så var der eksempelvis sagen, hvor skattemyndighederne insisterede på at påtvinge en pensionist at betale dobbelt boligskat efter sin ægtefælles død, lige indtil de blev kontaktet af pressen, og afgørelsen pludselig blev ændret.
Denne vilkårlighed i de skønsbaserede vurderinger fra Skats medarbejdere er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel måde at drive forvaltning på.

Men det er nu ikke min opfattelse, at de fleste medarbejdere i skatteforvaltningen bevidst går på arbejde for at ødelægge livet for uskyldige borgere.

Tværtimod tror jeg, at problemet i vid udstrækning udspringer af, at de enkelte medarbejdere enten ikke kan eller tør sige fra, når systemet eller deres ledelse kommer med vanvittige afgørelser oppefra.

Så hvad skal vi gøre for at forhindre, at flere uskyldige borgere på et uretfærdigt og ofte ulovligt grundlag får smadret deres liv, når skattevæsenet laver skøre, skønsbaserede afgørelser?

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft.

I NÆRVÆRENDE AVIS konkluderer jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst dog, at vores forslag vil forbryde sig mod demokratiske retssikkerhedsprincipper og skabe usikkerhed om borgernes retsstilling.

Men kritikken fra Holst beror på en misforståelse af, hvordan skønsbaserede afgørelser hos skattemyndighederne fungerer i praksis. Det lyder, som om hun tror, at skattesager altid bare er mekaniske facitøvelser, som har et entydigt juridisk svar.

Men hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have et omfattende ankesystemog vi ville heller ikke have set så mange eksempler på, at myndighederne pludselig bare ændrer deres egne afgørelser om borgeres skattesager, blot fordi de bliver kontaktet af pressen.

Holst har imidlertid ret i én ting. Nemlig at ansvaret for skattevæsenets mange fejl og mangler i sidste ende kan placeres hos politikere præcis som vi i Liberal Alliance også har betonet fra starten af.

JO MERE KRINGLET og bureaukratisk politikernes skattelovgivning bliver, desto mere vil embedsmændene nemlig være nødsaget til at navigere efter skøn frem for klare regler.

For når lovgivningen bliver til et juridisk minefelt af undtagelser og særregler, skabes der et større rum for menneskelige skøn, hvilket øger risikoen for, at uskyldige borgere kommer i klemme som følge af fejlagtige vurderinger.

Holst skriver selv, at »retssikkerhed er, at man kan stole på, at myndigheder træffer afgørelser, som er i overensstemmelse med gældende ret«. Det er jeg helt enig i.

Netop derfor kan vi ikke blive ved med at ignorere de mange åbenlyse fejlvurderinger, der plager vores skattevæsen. Vi politikere er nødt til at tage et ansvar ved både at reducere skattelovgivningens kompleksitet, så der bliver mindre rum for forkerte afgørelser, og ved at give embedsmændene bedre mulighed for at sige fra, når en afgørelse åbenlyst er urimelig over for borgerne.

Det er ikke et opgør med retssikkerheden, men derimod et forsøg på at genoprette den.

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft. Dette har medført kritik fra jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst, men det beror på en misforståelse.

(Indlæg bragt i Politiken d. 24. juli)