Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme
I sidste uge kunne Egyptens præsident, al-Sisi, gnide sig i hænderne over, at han netop har landet en aftale med Den Europæiske Union.
I fremtiden vil EU nemlig sende 55 mia. kr. til al-Sisis autoritære regime i bytte for bedre grænsekontrol, som skal begrænse tilstrømningen af illegale immigranter fra Egypten til Europa.
Aftalen med Egypten er et fint skridt i den rigtige retning mod en mere holdbar situation for Europas migrationsudfordringer.
Men det er ikke tilstrækkeligt. For ikke siden flygtningekrisen i 2015-2016 har der været så mange immigranter, der søger mod EU. Alene sidste år var der 1,14 mio. flygtninge, der søgte asyl i Europa, hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til året forinden.
Derfor bliver EU nødt til at få etableret nogle mere langvarige løsninger, hvor vi ikke gør os afhængige af utilregnelige lande som Egypten eller Tyrkiet.
Et godt sted at starte er ved at etablere flere modtagecentre i nærområderne. For hverken EU eller asylansøgerne er tjent med den nuværende situation, hvor flygtninge – ofte under kummerlige forhold og med hjælp fra menneskesmuglere – er nødsaget til at sætte deres liv på spil i en gummibåd over Middelhavet.
Hvis EU udruller et omfattende netværk af modtagecentre i nærområderne, vil vi ikke blot kunne forhindre, at Europa oversvømmes af illegale immigranter, som koster de europæiske lande dyrt både økonomisk, kulturelt og i forhold til kriminalitet.
Vi vil ligeledes kunne hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp, fordi det i sagens natur er mere omkostningseffektivt at hjælpe i nærområderne, end hvis asylansøgerne først skal til Europa.
Sidste gang Europa blev ramt af en flygtningekrise, var vi ikke i stand til at håndtere udfordringen.
En af de vigtigste opgaver for det kommende Europa-Parlament bliver at indhente efterslæbet, så vi kan håndtere fremtidens migrationsstrømmene og hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp.
For hvis EU’s indre grænser fortsat skal kunne holdes åbne, er det en forudsætning, at der kommer styr på de ydre grænser.
Af Henrik Dahl og Mads Strange.
(Indlæg bragt i Børsen d. 2/4-2024)