Hvis bare vi kunne leve af vores historie og forsvare os med papir

I EU har de fleste indset, at det er et problem, at vi ikke kan forsvare os selv. Mange er også kommet til den erkendelse, at oprustning koster penge.

Og nu har et flertal besluttet at gøre det lettere for virksomheder at investere i europæisk forsvar. Det er et opgør med årtiers naivitet og et vigtigt skridt på vejen mod en konkurrencedygtig forsvarsindustri, der kan bygge de fabrikker og producere det materiel, vi har brug for.

Europa har for længe levet med den antagelse, at vi kunne få vores produkter fra Kina, vores energi fra Rusland og vores sikkerhed fra USA.
Den tid er forbi.

De aktuelle konflikter viser, at denne form for strategisk ønsketænkning ikke har ledt til fred og stabilitet. Samtidig får vi at vide, at vi ikke bare kan regne med, at andre vil træde til og redde os, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sin egen værste fjende

I EU har vi derfor måttet indse, at hvis vi vil kunne forsvare os selv, så skal vi opruste i et tempo, der normalt ikke rimer på bureaukrati.
Det kommer til at kræve flere investeringer, mere produktion og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Og i det arbejde er EU endnu engang sin egen værste fjende. Vi er simpelthen verdensmestre i at spænde ben for os selv.
For vores virksomheder vil gerne bygge fabrikker, udvide produktionen og levere det udstyr, vi har brug for.

Men bureaukratiet har fået lov til at bremse disse ambitioner. Indtil nu.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen. Vi indfører nemlig klare rammer for godkendelsesprocesserne og sætter en grænse for, hvor længe myndigheder kan lade virksomheder vente.

Det betyder hurtigere afgørelser, lavere omkostninger og flere investeringer. Til gavn for vores fælles sikkerhed og velstand.
Som Parlamentets chefforhandler på aftalen har mit mål været at gøre EU mere handlekraftigt og mindre handlingslammet. Og heldigvis tager vi nu et skridt i den retning ved at sige til virksomhederne, at når de vil investere i vores sikkerhed, så skal politisk skabte regler ikke være deres største forhindring.

Unødige regler
Derfor er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at se på bureaukrati som en administrativ omkostning. Det er et alvorligt erhvervs- og sikkerhedspolitisk problem. For hver dag, en fabrik eller en produktionslinje forsinkes af unødige regler, er en dag, hvor Europa står fattigere og svagere.

Selvfølgelig er aftalen ikke løsningen på alle Europas forsvarsudfordringer. Der er fortsat behov for større investeringer, tættere europæisk samarbejde og en politisk vilje til at prioritere vores egen sikkerhed højere, end vi har gjort gennem mange år.

Men vi kommer ingen vegne, hvis vi fastholder et system, hvor papirarbejde forsinker produktionen af det udstyr, vores soldater har brug for.
Jeg håber derfor også, at aftalen bliver en del af en større diskussion, hvor den næste erkendelse i EU bliver, at vi ikke kan leve af vores historie og forsvare os med papir.

For hvis vi skal være rigere og sikrere i morgen, skal vi være bedre til at producere, ikke notere. Det er god sikkerhedspolitik.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 27. juli)