Regions- og byrådsmedlem skifter til Liberal Alliance
Thomas Vesth, der siden 2021 har slået sine folder i Region Sjælland og Slagelse Byråd, har efter 6 års medlemskab i Nye Borgerlige meldt sig under Liberal Alliances faner.
Thomas Vesth var oprindeligt medlem af Liberal Alliance siden partiets spæde start i 2007 og har bl.a. bestredet posten som formand for Liberal Alliances lokalafdeling i Slagelse. Men i 2016 besluttede han sig for at melde sig ind i Nye Borgerlige, hvilket han i dag fortryder:
”Efter at have været vidne til Alex Vanopslagh og Liberal Alliances utrættelige kamp for at stå vagt om retssikkerheden, føre en klimapolitik baseret på fornuft og fakta og at tage gøre op med vores uretfærdige skattesystem, er jeg nået til den erkendelse, at det er hos LA, jeg hører hjemme”.
Thomas kommer fra en karriere med 30 års erfaring i politiet og 19 års erfaring fra Forsvaret, hvor han af flere omgange har været udsendt til bl.a. Afrika. Derudover har Thomas også medvirket som ekspert på Radio 24Syv-programmet ’Døgnrapporten’ og på Den Uafhængige sammen med Asger Juhl.
I byrådet er Thomas medlem af Økonomiudvalget samt Klima- og miljøudvalget, og i Region Sjælland sidder Thomas både 1) Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, 2) udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø samt 3) Inddragelsesudvalget.
Thomas Vesth er det tredje byrådsmedlem, der på blot to måneder skifter til Liberal Alliance, og det vækker begejstring hos partiformanden, Alex Vanopslagh: ”En stor del af kampen for at give danskerne mere frihed og velstand tages ude i det lokale, og derfor glæder det mig, at endnu en liberal ildsjæl som Thomas Vesth vil kæmpe for et borgerligt systemskifte gennem et medlemskab hos LA”.
Kontakt og interview:
Thomas Vesth (2026 4399)
Mads Strange, rådgiver, Liberal Alliance (6162 3526)