Steffen Frølund
13. december 2025

Det bedste tidspunkt at gå i gang med atomkraft i Danmark var for årtier siden. Men det næstbedste tidspunkt er lige nu.

Lars Aagaard skriver i onsdagens Berlingske , at vi atomkraftfortalere skal få pulsen ned.
Med sådan en indstilling er det ikke nogen overraskelse, at stort set alle regeringens grønne projekter konstant forsinkes og fordyres.

Men nej, Lars Aagard, vi skal ikke få pulsen ned. Vi skal få farten op.

Bare fordi regeringen tøver, betyder det ikke, at hverken Rusland eller fysikkens love tøver med at true vores energiforsyning – især når vi også ser ind i en fremtid med effektmangel.

Bare fordi regeringen tror, at man kan sparke en vinderteknologi til hjørne med en syltekrukke, lader fremtiden ikke vente på sig.

Og bare fordi regeringen i denne sag forsøger at fremstille sig selv som de sande lærde, de nuancerede og som de eneste, der bedriver politik med substans, ja så har de fleste for længst gennemskuet det moderate spil for galleriet.

Nemlig at de ingen selvstændige holdninger til energipolitikken har, andet end at de er imod, at vindenergien får konkurrence.

De har ingen løsninger på energiforsyningen andet end håb og hockeystave.

Det måske mest afslørende af alt er nemlig, at Lars Aagaard og kompagni blot foregiver at være teknologioptimister, mens de lader hensynet til deres egen industripolitik trumfe hensynet til Danmarks energiforsyning og derfor holder atomkraft ude.

Det bedste tidspunkt at gå i gang med atomkraft i Danmark var for årtier siden. Men det næstbedste tidspunkt er lige nu.

Så kære Lars Aagaard: Bliv du endelig på den energipolitiske hvilepuls.

Men lad venligst være at have ondt af dig selv, når vælgerne straffer jeres nøleri og i stedet tilvælger et af de blågrønne partier, som vil ophæve forbuddet mod atomkraft som noget af det første, hvis der kommer et borgerligt flertal.

Vi skal med på vognen

For mens I ikke har fantasi til mere end syltekrukker, har Liberal Alliance fremlagt en lige dele visionær og seriøs 24-punkts plan for, hvordan vi får atomkraft i Danmark.

Vi svarer på alle dommedagsprofeternes typiske indvendinger, lige fra placeringen af kraftværker og affald til hvordan vi får kompetente atommyndigheder gennem internationalt samarbejde.

Vores store atomkraftudspil er blevet blåstemplet og rost offentligt af Milko Kovachev, som både har været bulgarsk energiminister og sektionsleder for det internationale atomagentur, hvor han netop arbejdede med at hjælpe lande i gang med atomkraft.

Han roser altså den samme plan, du som Danmarks energiminister kalder » helt væk «. Men han er nok også mere teknologioptimist end dig.

Når den teknologiske udvikling og alverdens industrilande buldrer frem, er det eneste rigtige at komme med på vognen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi før eller siden får atomkraft i Danmark. Spørgsmålet er kun, hvor længe endnu vi skal spilde tiden med halve løsninger.

Jo mere du og dine teknologifjendske kolleger i regeringen forsøger at spænde ben for en god, grøn og stabil energikilde, des mere travlt får vi andre med at rydde op efter jer, når magten skifter.

Forhåbentligt går der ikke så længe.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. december 2025)