Henrik Dahl
16. juli 2021

Indenrigs-og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) har fremlagt regeringens planer for storstilet, social ingeniørkunst i Berlingske tidligere på ugen. At borgerne frit kan vælge, hvor de vil bo, tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, bør vi anskue som problematisk. Det fører nemlig til fravalg af steder og mennesker, den frie borger af denne eller hin årsag er mindre begejstret for end andre.

Forslagene er på den ene side meget vidtgående, og på den anden side inkonsekvente.

Det vidtgående består i, at det er kampen mod selve begrebet forskellighed, regeringen kaster sig ind i. Byen Skærbæk i Sønderjylland, hvor jeg trådte mine barnesko, er forskellig fra København. For eksempel når det gælder mulighederne for at tage en uddannelse.

Det har i tidens løb ført til en omfattende udvandring fra Skærbæk, når unge mennesker ønskede at uddanne sig. Men kan det hånden på hjertet nogensinde blive anderledes, hvis vi forpligter os til at være helt ærlige? Det kan det nok ikke, eftersom der er grænser for, hvor mange uddannelsestilbud det giver mening at anbringe i en kommune som Tønder, hvor lidt over 37.000 mennesker er spredt ud på knap 1.200 kvadratkilometer.

På den anden side er det inkonsekvent: Smukke mennesker kan vælge og vrage, når det gælder om at finde en partner. Det samme kan, i mindre omfang, personer, der er kloge eller morsomme. Er det ikke også urimeligt? Fører det ikke også til et skævt Danmark? Og burde det ikke udløse en eller anden form for kæresteværnepligt, så alle – i det mindste i en afgrænset periode – kan prøve, hvordan det føles at have en virkelig attraktiv partner? For den sociale ingeniør vil der altid være nok at tage fat på.

Hvor er det borgerlige modspil, spørger Berlingske på lederplads. Jeg skal forsøge at antyde et svar.

Det borgerlige Danmarks kapitulation
Mest banalt er sagen den, at der i Danmark ikke kan samles 90 stemmer for en egentlig borgerligt-liberal politik. Det ramte allerede Poul Schlüter, der ikke kunne regere uden Centrum-Demokraterne og Radikale Venstre. Men det ramte også Anders Fogh Rasmussen, der ikke kunne regere uden Dansk Folkeparti. Og uden det skal lyde alt for selvoptaget, ramte den samme problemstilling også i den forrige valgperiode mit eget parti ganske hårdt. Det er fint nok at råbe fra ethvert gadehjørne, hvad man vil.

Uden et politisk flertal har det bare ikke de helt store konsekvenser.

Men det egentlige problem for det borgerlige Danmark er, at kampen imod en stor stat, der blander sig i næsten alting, allerede blev tabt i 1960erne. Da Poul Hartling i 1965 inviterede Radikale Venstre til et nærmere samarbejde med Venstre og Konservative, blev vejen banet for den VKR-regering, der tiltrådte i 1968. Og som alle politisk interesserede ved: Den var mere socialdemokratisk end Jens Otto Krag. Så der skete ulykken. Der kapitulerede det borgerlige Danmark.

At det forholder sig sådan, er det ikke mange, der har lyst til at sige. Derfor opstår forestillingen om ‘ midten’.

Når borgerlige politikere siger »midten«, skal man forstå det som kodesprog. At man »vil regere hen over midten« betyder i klar tekst, at man vil administrere velfærdsstaten uden at udfordre den. Eller med andre ord: At man gerne vil have magten, men at man ikke har tænkt sig at benytte den til noget særligt.

Det eneste, der kan bremse velfærdsideologien, er, at den ikke er økonomisk bæredygtig.

Det er set før, og vi ser det atter med den socialdemokratiske regering. Men derfor skal den selvfølgelig udfordres ved enhver given lejlighed.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 16. juli 2021)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059