Måske er virkeligheden mindre kompliceret, end R bilder sig ind

I de seneste uger har undertegnede og en håndfuld talenter fra Dansk Folkeparti fået en del presseomtale for at være billedet på »en ny generation af unge højreorienterede«, der med »slagkraftige budskaber« og »velsiddende jakkesæt« har »vind i sejlene«.

Men spørger man Olivia Kjøng Østergaard og Camille Nissen-Petersen fra De Radikale skyldes vores succes imidlertid ikke, at vælgerne er enige med os.
Nej, tværtimod mener De Radikale, at opbakningen til Mikkel Bjørn (DF), Malte Larsen (DF), Mitchel Oliver (DF) og mig selv (af DR døbt »Det borgerlige boyband«) blot skyldes en særdeles velorkestreret selviscenesættelse.
De mener nemlig, at vi – fordi vi »fremstår skarpe, selvsikre og ligner nogen med succes og en fyldt bankkonto« formår at forføre unge vælgere til at bakke op om en politik, der ikke huer De Radikale.

Jeg synes, indlægget blotlægger en virkelighedsfjern arrogance, som længe har huseret i Radikale Venstre.
For skulle vælgerne virkelig være så uoplyste, at man blot med effektiv kommunikation på de sociale medier kan få folks stemme, selvom de er uenige i den politiske substans?

Selvfølgelig ikke.

De Radikales »dumstædige uvillighed«

Da jeg i valgkampen deltog i gymnasiedebatter, var til panelsamtaler på kollegier eller talte med unge på gaden, var det langt fra min oplevelse, at man kunne gøre sig fortjent til deres kryds alene gennem overfladiske TikTok-videoer eller substansløse Instagram-opslag.

Tværtimod oplevede jeg et yngre vælgersegment, der var veloplyst, stillede begavede spørgsmål og oprigtigt kerede sig om de udfordringer, Danmark står over for.
I denne sammenhæng udgør udlændingedebatten et illustrativt eksempel ikke blot på vores fremgang, men også på De Radikales dumstædige uvillighed til at lytte til mange danskeres bekymringer.

For De Radikale har i årevis været bannerførere for en udlændingepolitik, der er milevidt fra den virkelighed, som mange (unge) danskere oplever i hverdagen.
En forfejlet forestilling
Min generation er ikke vokset op med 1990ernes forfejlede forestilling om, at integrationsproblemerne blot ville forsvinde af sig selv med tiden.

Vi er vokset op med bandekriminalitet, terrortrusler, parallelsamfund og beretninger om unge kvinder i indvandrermiljøer med social kontrol, som ikke selv må vælge deres kæreste og bliver pakket ind i tørklæder fra barnsben.
Vi er vokset op med den ene veldokumenterede undersøgelse efter den anden, der påviser udbredt homofobi blandt muslimer og adskillige historier om islamister, der vil indføre sharialovgivning.

Derfor virker det også mærkeligt, at de Radikale fremstiller det som et mysterium, at mange unge ønsker en strammere udlændingepolitik.
Jeg tror ikke, at de unge vælgere lader sig forføre af »en æstetik, der gør det attraktivt at følge« os unge, borgerlige politikere, som De Radikale ellers påstår.

Jeg tror, de reagerer på noget langt mere substantielt og at dette selvfølgelig afspejler sig i, hvor de sætter deres kryds.
Mangel på selverkendelse

Liberal Alliance er det parti, der har størst opbakning blandt danskere på 18-34 år. Dansk Folkeparti er det parti, der netop nu har den største procentuelle fremgang blandt selvsamme unge vælgersegment.
Alligevel er der ingen selverkendelse hos De Radikale.

Tværtimod er det som om, partiet insisterer på at sætte den samme tyndslidte plade fra 90erne på grammofonen, hvor enhver bekymring om integrationsudfordringer, parallelsamfund eller overrepræsentation af kriminalitet blandt indvandrere affejes som fremmedfjendsk.
Hvis vælgerne ønsker en strammere udlændingepolitik (og det gør de!), kan det ifølge De Radikale umuligt skyldes virkeligheden omkring dem.

Det vidner om den samme bedrevidende distance, der også i årevis har præget partiets tilgang i udlændingedebatten.
For mens mange lever med konsekvenserne af en forfejlet immigrationspolitik, vælger De Radikale alt for ofte at tale problemerne ned.
Men måske er virkeligheden langt mindre kompliceret, end De Radikale bilder sig ind.

Måske skyldes vores fremgang ikke vores æstetiske sans eller effektive brug af sociale medier.

Måske skyldes den bare, at stadig flere unge ganske enkelt er mere enige med os end med De Radikale?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 13. maj 2026)