Kære Chloé, jeg vil gerne give dig en undskyldning

KÆRE CHLOÉ Courage Fjelstrup-Matthisen – og alle andre, der har det som dig.

Du skriver i dit debatindlæg (Pol. 8.8.), at du har mistet troen på os voksne og troen på fremtiden.

Du føler dig svigtet af de voksne og ikke mindst af os politikere, fordi vi ikke leverer handling til at løse verdens problemer, som du forventer.

Og jeg kan på sin vis godt forstå dig. I dén forbindelse har jeg både godt og dårligt nyt.

Det dårlige først. Du føler dig svigtet, fordi din barndom og ungdom har været fyldt med politisk dommedagsretorik om klima, kriser og krig. Prædikener om, at verden og fremtiden var færdig, hvis man ikke førte en bestemt politik.

Metoden er lige så simpel, som den er ondsindet: Først har de gjort dig bange. Og så har de brugt din frygt som argument for, at man skulle gøre, som de foreslog.

Og lad os nu bare være ærlige. Det er venstrefløjen, der har skubbet børn som dig foran sig.

Som Det Radikale Venstres daværende leder Sofie Carsten Nielsen engang sagde:

»Skal vores børn bo i hytter på pæle – eller skal vi give dem en klode, de kan leve meningsfulde liv på?« Det gjorde hun i 2021, da du vel var omkring 9 år gammel. Jeg ved ikke, om du hørte det – forhåbentlig ikke men du har uden tvivl hørt noget lignende. En modbydelig, skødesløs og infam retorik, hvor man har opbygget fuldstændig umulige og forkerte forventninger, hvis slutprodukt er den følelse af svigt, som nu har taget bo i dig.

Jeg vil gerne give dig en undskyldning. Ikke fordi jeg har gået og sunget med på alle venstrefløjens paniske sange, der har gjort dig bange, for jeg har altid gjort det modsatte. Men en undskyldning på vegne af alle os politikere, der ofte glemmer, at vores retorik, propaganda og sprogbilleder, som vi bruger til at få ram på hinanden og vinde magten, faktisk bliver taget seriøst af mennesker som dig – og tusindvis af andre, unge som gamle.

MEN SÅ ER der godt nyt – rigtig godt nyt, faktisk. Jeg vil prøve at se, om jeg kan hjælpe med at give dig håbet tilbage. De mennesker, der har gjort dig bange, er glade for at sige, at håb ikke er en strategi. Jeg er uenig. Håb er den eneste strategi i en ond verden.

Men det er ikke politik, der skal sikre troen på fremtiden. Det er noget forbandet svineri, at de mennesker omkring dig, som skulle forestille at være de voksne, har stjålet din barndom og skiftet den ud med politisk snak om klima, Gaza, Trump og al anden elendighed.

Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt. Men du kan som barn ikke gøre noget ved det. Og det kan de voksne omkring dig, der ikke taler om andet, heller ikke bare sådan. Det er en langstrakt og kompliceret proces med mange kompromisser undervejs, som vi politikere har fået ansvaret for at stå i spidsen, og hvis de voksne ikke er tilfredse med os, kan de skifte os ud ved næste valg. Du får også chancen, når du bliver voksen. Dét gælder dog kun i Danmark, og når det kommer til de rigtig store ting, som du har fået tudet ørerne fulde af, så er du – og jeg – faktisk ganske rigtigt hjælpeløse. Vi kan højst inspirere og påvirke de lande og ledere, som virkelig bestemmer noget.

Men sådan har det altid været. Og det er faktisk en enorm befrielse at finde ud af, at det er sådan. For så kan du koncentrere dig om dén verden, du faktisk kan frelse, nemlig din egen verden. For lige nu kan både du og de voksne til gengæld gøre noget for de mennesker, du møder på din egen vej hver dag. Og det burde jo være dét, de voksne omkring dig hjalp dig med.

Vær et godt menneske. Også selv om det ikke altid lykkes. Så vil du se, at håbet er inden i dig og bare venter på at blive sluppet fri og kaste lys på en mørk verden.

Der er håb i verden, hver gang du og alle andre mennesker hjælper en veninde, der har det svært. Eller ringer til gamle bedstemor og tager dig tid til at lytte til hende. Eller bruger fritiden på at være hjælpetræner for lilleputholdet. Der er håb, hver gang vi gør os umage i vores daglige gerning og vælger at gøre det gode i stedet for det onde. Der er håb, hver gang et nyt menneske kommer til verden.

Jeg er ret sikker på, at jeg er blandt de voksne, du ikke stoler på. Så du synes sikkert, at det her bare er endnu en omgang tom politikersnak.

Men jeg vil gerne bede dig – og alle, der har det som dig – om at prøve noget; prøv at gå ud i morgen tidlig og se solen stige op. Fordyb dig i oplevelsen. Dér vil du se, at der er håb for verden. Og tag gerne de voksne, der har gjort dig bange, i hånden og vis dem det samme. Så er der også håb for dem – på trods af, at de har svigtet dig og mange andre.

Håb er den eneste strategi i en ond verden.

(Indlæg bragt i Politikken d. 20. august)