Henrik Dahl
9. august 2021

De fleste kender situationen fra deres eget liv. Når der skal holdes en større familiefest, er det mest bekvemt for alle parter, hvis der bliver dækket et voksenbord og et børnebord.

Ved voksenbordet sidder man i længere tid ad gangen. Man taler sammen på en velopdragen måde. Det vil sige, at man holder sig nogenlunde til det emne, der er slået an. Taler en ad gangen. Og fordeler rollerne som lyttende og talende på en måde, der er fair for alle parter.

At opføre sig på denne måde, kræver både øvelse og dannelse. Belønningen får man i form af godt selskab, god mad og god vin.

Ved børnebordet løbes der til og fra. Man taler om det emne, man er mest interesseret i. Og bekymrer sig ikke synderligt om, hvorvidt det interesserer resten af bordet, eller om der i det hele taget er nogen, der lytter.

At opføre sig sådan kræver ikke noget særligt. Det er sjovt, hvis man godt kan lide at tale og udfolde sig. Men det, der bliver sagt, har hverken værdi eller konsekvenser. Maden er i øvrigt heller ikke værd at skrive hjem om.

I dansk politik er der også både et børnebord og et voksenbordet.

Voksenbordet kan man få adgang til, hvis man er villig til at tale på en høflig og dannet måde om økonomisk politik; velfærdsstaten; udlændingepolitikken; udenrigspolitikken samt miljø- og klimapolitikken.

”Høfligt og dannet” betyder ved det politiske voksenbord, at man ikke forlanger revolutioner. Men accepterer, at på den ene side er disse politiske områder vigtige. Mens der på den anden side ikke kan ske revolutioner. Den stille og rolige, trinvise udvikling og tilpasning er idealet. Taler man ikke ind i disse normer, hører man hjemme ved børnebordet.

Ved det politiske børnebord kan alle problemer løses. Skatterne kan sættes lige så meget ned eller op, som det skal være. Vi kan lukke lige så mange udlændinge ind, som det skal være. Eller lukke grænserne lige så stramt, som det skal være. Gigantiske reformer kan foreslås og gennemføres uden hverken flertal eller finansiering. I det hele taget har fantasien frit spil, og på den måde er det supersjovt at sidde ved børnebordet.

Ulempen er selvfølgelig, at intet af, hvad der siges ved det politiske børnebord, nogensinde kan blive til virkelighed. Af den simple grund, at der aldrig nogensinde kan samles et flertal for de vidtløftige idéer, der livligt råbes ud over bordet til resten af selskabet, som heller ikke hører efter.

Det, der præger voksenbordet, er, hvad man kan kalde Slotsholmens konsensus. Det vil sige en konsensus blandt ledende politikere på Christiansborg og ledende embedsmænd rundt omkring på Slotsholmen (og tilliggende matrikler) om, hvordan verden ser ud, og hvordan de løbende forretninger skal håndteres. Slotsholmens konsensus er, hvad man med et fint ord kan kalde institutionaliseret. Det vil sige, at den er udbygget og konsolideret ved aftaler, traktater og sædvaner.

Er det godt eller skidt, at der findes en Slotsholmens konsensus, der er adgangsbilletten til at sidde ved voksenbordet?

Man kan sige, at det er godt i den forstand, at det beskytter Danmark imod skøre idéer genereret fra dag til dag på Christiansborg. Og dem er der nok af. Se bare på alle de tovlige forslag, Folketinget gennem år og dag drøfter i form af beslutningsforslag og forespørgsler om ditten og datten.

I virkeligheden ville det være enormt farligt, hvis der ikke var nogen til at stoppe Folketinget. For meget af, hvad der sættes til debat, hverken kan eller bør nogensinde blive til virkelighed.

På den anden side, er der også flere gode grunde til, at man bør være kritisk over for Slotsholmens konsensus.

En af de indbyggede fejl ved Slotsholmens konsensus er, at man bliver ved med at lappe på ting, der burde skrottes. Man kan selv foretage en simpel test: Antag, at X ikke eksisterede, og at vi derfor blev nødt til at opfinde X. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at det nyopfundne X ville ligne den verden, vi kender?

Er der for eksempel nogen som helst sandsynlighed for, at et helt nyt skattesystem ville komme til at ligne det, vi har? Selvfølgelig ikke – fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at et nyt beskæftigelsessystem ville komme til at ligne det eksisterende? Igen: Svaret er nej. Fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Noget lignende gælder for mange andre dele af samfundet. Ville nogen lave en folkeskole, der lignede den nuværende, hvis de kunne slippe fri af tidligere beslutninger? Næppe. Ville nogen acceptere en socialforsorg, der leverede så lidt dokumentation for sin effektivitet som den eksisterende, hvis man kunne starte på et blankt stykke papir? Svært at forestille sig.

Hvis man skal sige det kort, har Slotsholmens konsensus altså en indbygget tendens til at smide gode penge efter dårlige, som i bund og grund er beklagelig.

Det andet problem er, at Slotsholmens konsensus er grå og kedelig og lige netop voksen, når man sammenligner med den muntre og fabulerende pludren ved børnebordet. Det er og bliver sjovere at forestille sig en bemandet mission til Mars, end det er at sørge for, at skraldet bliver samlet ind. At det så er meget værre for almindelige mennesker, at det sidstnævnte projekt kører af sporet, end at der ikke sker særlig meget med det førstnævnte, er så en helt anden sag.

Derfor er der naturligvis mange, der gerne vil lytte med ved børnebordet, fordi det er så festligt. Og et fåtal, der har den naive idé, at de festlige idéer en dag kan blive til virkelighed.

To problemer ved Slotsholmens konsensus har jeg ikke en fiks og færdig løsning på. Det ene er principielt. Det andet er personligt.

Principielt er det sådan, at Slotsholmens konsensus engang imellem har brug for det, man med et rigtig grimt og konsulentagtigt ord kalder ”disruption”. Det vil sige: Der er faktisk brug for, at selve Slotsholmens konsensus bliver taget op til revision.

I Danmark sker det ikke særlig ofte. Man kan sige, at da Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der en hel stribe af dagsordener fra 1970’erne, der fra den ene dag til den næste blev taget af bordet. Det mest kendte er Økonomisk Demokrat, men der var mange andre. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev en hel stribe af dagsordener fra 1990’erne om, hvordan Danmark skulle forholde sig til flygtninge og indvandrere også taget af bordet.

Det, der kan disrupte Slotsholmens konsensus, synes altså at være, at en bestemt tilgang til tingene bryder helt sammen. Det stopper lappeløsningerne, og man begynder forfra på et nogenlunde blankt stykke papir.

Det andet problem er, at både jeg selv og mange andre politikere både har en barnestemme og en voksenstemme inden i os.

På den ene side er man opdraget til at være fornuftig og læse de kedelige papirer fra ministrene om, hvordan vi kan stille lidt på samfundsmaskinens håndtag og hjul uden, at alting bryder sammen. Så går der tid med det, og vi laver et kedeligt kompromis og holder ”doorstep”, som man siger. Og så går vi hver til sit og tænker i vores stille sind, at det nok ikke får de helt store konsekvenser, når det kommer til stykket.

På den anden side har man lyst til at være barnlig og råbe højt: Det her betyder ikke en skid! For hvis I virkelig vil have forandringer, vil det bogstavelig talt koste en krig imod såvel interesseorganisation X, Y og Z, som imod Finansministeriet.

Jeg tror, meget ville være vundet, hvis man som politiker gav sig selv lov til både at tale med voksenstemmen, når det giver mest mening. Og med barnestemmen, når vi skal have en alvorlig snak om, hvordan tingene bliver bedre.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 8. august 2021)

Støt Liberal Alliances Kampagne-fond

Vi vil meget gerne kunne komme endnu længere ud med vores budskaber om et friere Danmark. Det håber vi, at du vil bidrage til!

Månedligt
Andre muligheder
MobilePay

Brug følgende mobilnummer:
412141

Bankoverførsel

Danske Bank
Reg.nr.: 1551
Konto nr.: 3445559962
IBAN: DK5130003445559059