Gamle Venstre-politikere kritiserer mig for at bruge tid på sociale medier. Det er dem, der ikke følger med

De danske vælgere har sammensat et historisk ungt folketing med en gennemsnitsalder på 43,9 år.

Men spørger man en række ældre politikere som Søren Gade (V) og Jan E. Jørgensen (V), bør kombinationen af et yngre folketing såvel som politikernes tiltagende brug af de sociale medier dog vække bekymring.

Venstres Søren Gade har eksempelvis kritiseret mig med en svada om, at ”Folketinget ikke skal være et skuespilhus for sociale medier”.

Og den mangeårige Venstre-profil Jan E. Jørgensen begræder, at yngre politikeres fokus på at kommunikere med vælgerne på de sociale medier uvægerligt må ske på bekostning af det parlamentariske rugbrødsarbejde.

Men sandheden er, at de gamle Venstre-politikere bare ikke er fulgt med tiden.

Demokratiet er også på sociale medier
For selvfølgelig er der ikke noget modsætningsforhold mellem at passe sit parlamentariske arbejde samvittighedsfulgt og samtidig deltage aktivt i den offentlige debat på de sociale medier. Tværtimod.

Vi folkevalgte er nemlig ikke alene valgt til at behandle lovforslag, stille §20-spørgsmål og sidde til udvalgsmøder. Vi har også en forpligtelse til at bidrage til den offentlige debat.

Demokratiet lever ikke kun via afstemninger i folketingssalen, men også gennem en levende offentlig samtale mellem borgere og politikere.

Det er nemlig netop gennem den offentlige debat, at nye idéer bliver prøvet af, at gamle dogmer udfordres, at holdninger flyttes, og nye politiske flertal tager form.

Tidligere foregik denne samtale udelukkende i forsamlingshuse, til vælgermøder og gennem den etablerede presse. Men i dag har den offentlige debat fået endnu en arena i form af digitale forsamlingshuse som Instagram, Facebook og TikTok, der i sin essens er meritokratiske.

De gør det muligt for nye stemmer at bryde igennem lydmuren uden først at komme igennem nåleøjet hos en avisredaktion eller et tv-studie.

Dét er sundt for det danske demokrati.

For i dag er det ikke længere kun kommentatorer eller kritiske journalister, der kan stille spørgsmål til os folkevalgte, give deres eget besyv med i debatten, eller bestemme hvem der får taletid.

Seriøse budskaber
Aldrig før har helt almindelige borgere haft så let adgang til både at få politikernes opmærksom og til selv at forme den offentlige debat. Hvorfor skulle dét være et problem?

De gamle Venstre-politikeres kritik beror på forfejlet og fortærsket fortælling om, at de sociale medier nødvendigvis må være overfladiske, og at den politiske substans automatisk forsvinder, fordi kommunikationen ikke længere kun finder sted gennem tv-skærmen eller dagbladenes debatspalter.

Men det er noget pjat.

Kaster man eksempelvis et blik på mine egne sociale medier, finder man seriøse og substantielle budskaber om alt fra Argentinas nationaløkonomi og liberalismens idéhistorie til de finanspolitiske konsekvenser af top-topskatten.

Hvorfor? Fordi vælgerne efterspørger det, og fordi jeg tager vælgerne alvorligt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet af især yngre vælgere, som fortæller, at jeg har bidraget til at vække deres politiske interesse eller fået dem til selv at engagere sig mere i politik.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de sociale medier ikke også kan afføde udfordringer, præcis ligesom ethvert andet betydningsfuldt teknologisk nybrud.

Personligt er jeg for eksempel bekymret for, at en lille håndfuld tech-moguler i stigende grad får uforholdsmæssig stor indflydelse på vores offentlige debat.

For når man ultimativt kontrollerer de sociale mediers algoritmer, er det fra et teoretisk perspektiv også muligt at udøve indflydelse på, hvilke historier danskerne bliver eksponeret for. Det rejser en række principielle demokratiske spørgsmål.

Direkte kommunikation med vælgerne
Men det er et argument for, at vi politikere sikrer større gennemsigtighed og ansvarlighed hos de platforme, som i dag er blevet en integreret del af vores demokratiske infrastruktur – ikke at vi dropper at være til stede, der hvor borgerne er.

De ældre Venstre-politikeres kritik virker mest af alt som en frustration over, at de ikke længere selv har monopol på at fylde i den offentlige debat. Men folkestyret bliver ikke svækket af, at vi politikere kommunikerer direkte med vælgerne.

Det bliver svækket, hvis vi dropper kontakten til de mennesker, vi er valgt til at repræsentere, og hvis vi ikke forstår, at den offentlige debat skal fungere på de menneskers præmisser.

(Indlæg bragt i Altinget d. 26. juli 2026)