Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
16. august 2024

Hvem arbejder danskerne for?

Da statsminister Mette Frederiksen over flere omgange erklærede, at danskerne simpelthen måtte arbejde noget hårdere for at fremtidssikre velfærdsstaten og bekæmpe Putin, fordi der er »noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret«, var protesterne så højlydte og mange, at statsministeren blev tvunget på et noget forkølet tilbagetog.

Når reaktionerne blev så voldsomme, er det, fordi hun afslørede en grundlæggende forskel på en socialdemokratisk og liberal tilgang. I en socialdemokratisk optik er danskernes arbejdsliv og livsvalg i sidste ende noget, der skal tilpasses velfærdsstaten.

Som liberal ser jeg det stik modsat: At dit liv og din tid tilhører dig, og at velfærdsstaten skal være et middel til at understøtte dit liv. Sådan er det desværre langt fra i dag.

Danske børn har en, synes jeg, trist europarekord i tid brugt i institutioner. Det skyldes ikke mindst den skyhøje danske skat, der kræves for at finansiere selvsamme institutioner, og som gør det svært for folk at leve i kortere eller længere perioder på en enkelt indkomst.

Desuden gør en forfejlet boligpolitik i en række kommuner, ikke mindst det knaldrøde København, at det er noget nær umuligt for unge børnefamilier at få fodfæste på boligmarkedet. Der bliver bygget for lidt og forkert, og konsekvenserne er tydelige.

Familierne skal endvidere leve med tilfældige lukkedage i børneinstitutioner, der grundlæggende er ufleksible standardløsninger, et væld af overflødige beskeder fra et stressende AULA og hverdage, det er svært at få til at hænge sammen. Fordi det offentlige alt for ofte bliver en mod- i stedet for en medspiller.

Mange familier føler sig helt og aldeles tilpasse i sådan et liv, og det er jo rigtig dejligt. Men jeg mener, at der mangler frihed til dem, der godt kunne tænke sig at indrette sig anderledes.

Og ja, vi går meget op i skat i Liberal Alliance, fordi vi mener, at et lavere skattetryk er lig med frihed til ikke mindst familierne. De penge, man betaler i skat, kan man ikke bruge på at købe en ny elbil med plads til hele familien, gå ned i tid, mens børnene er små, eller at betale håndværker- og serviceregninger, hvis man nu hellere vil bruge sin fritid på kvalitetstid med familien i stedet for gør-det-selv-arbejde.

Frihed er andet og meget mere end fravær af statslig tvang: Det er også friheden til at indrette sit familieliv, som man selv ønsker det. Det mangler familier i alt for høj grad i dag.

Det glæder mig, at danskerne i stigende grad siger fra, når forskellige partier gang på gang forsøger at reducere dem til passive brikker i deres eget liv, når de bliver bedt om at arbejde mere, og når daginstitutionerne pludselig lukker midt i arbejdstiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 15/8-2024)