Få nu styr på tildelinger, Kaare Dybvad
Tildeling af statsborgerskaber er ikke bare en administrativ manøvre. Det er en afgørende handling, der tildeler alle de rettigheder, der knytter sig til at være dansker – ud i al fremtid.
Derfor bliver vi nødt til at være meget præcise med, hvem vi giver det til. Giver vi det til personer, der vil undergrave grundlov, frihedsrettigheder og kvinders ligestilling, gør vi vores land sårbart og overlader konflikter og uro til kommende generationer.
Derfor er jeg meget optaget af, at vi får styr på tildelingen af statsborgerskaber – hvilket der ikke er i øjeblikket. Jeg har foreslået en screeningsproces, der skal frasortere ansøgere, der ikke respekterer, eller som direkte modarbejder demokratiske værdier.
Regeringen meldte ud, at den ville nedsætte en arbejdsgruppe, men siden er der intet sket. Derfor er der stadig en åben dør for anti-demokrater på lovforslag om statsborgerskab. I maj forsikrede Kaare Dybvad mig om, at arbejdsgruppen ville være på plads inden sommerferien. Nu er sommeren slut. Arbejdsgruppen er stadig ikke blevet nedsat. Otte måneder efter ministerens første forsikringer er vi blevet bekræftet i vores bange anelser.
Sådan er det med denne regering. Når de ikke kan blive enige med hinanden, går alting i stå, og meget tyder på, at pilen – igen – peger på Moderaterne. Senest i sagen om bederum på uddannelsesstederne, hvor Socialdemokratiet lovede handling, men det endte med ingenting. Hvor mange antidemokrater vil Socialdemokratiet give dansk statsborgerskab, før I tager skeen i den anden hånd?
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 25 august 2025)