Den, som præger de nye generationer, skaber fremtiden
Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.
Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.
Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.
Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.
Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.
Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.
Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.
(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)
