Den regelbaserede verdensorden har aldrig eksisteret

Den amerikanske arrestation af Venezuelas diktator, Nicolás Maduro, (og dennes hustru) samt den ledsagende udøvelse af militær magt har forståeligt

fået mange i Europa til at beklage, at der foreligger et brud på den regelbaserede verdensorden.
Formålet med de følgende betragtninger er at sætte denne antagelse i perspektiv.

Hvis vi begrænser os til de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, er det kun Storbritannien og Frankrig, der nogenlunde konsekvent respekterer det, europæerne kalder den regelbaserede verdensorden.

Rusland fører krig i Ukraine i grov modstrid med folkeretten. Kinas fremfærd i Det Sydkinesiske Hav hører ingen steder hjemme i folkeretten. Og det gør den amerikanske arrestation af Maduro heller ikke.

Med andre ord: Flertallet af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet har et diplomatisk sagt afslappet forhold til FN-pagten og andre fundamentale dele af den regelbaserede verdensorden.

At USA, Rusland og Kina kun efterlever principperne i den regelbaserede verdensorden, indtil de ikke gør det alligevel, er der intet nyt i.
Forskellen er snarere måden, hvorpå regelbruddene begrundes. USA har fortsat for vane at legitimere sine handlinger i et normativt sprog om menneskerettigheder, ansvar og international orden også når argumenterne er spinkle.

Rusland og Kina henviser derimod i stigende grad åbent til interessesfærer, historisk ret og civilisatoriske særtræk.
Rusland – og før det Sovjetunionen har en lang historie, når det gælder om at invadere lande i den russiske interessesfære, der ikke makkede ret. Kina har været medlem af WTO i 25 år uden nogensinde reelt at respektere organisationens regler. USA har ligeledes foretaget et betydeligt antal militære operationer uden FN-mandat efter Anden Verdenskrig.

Spørgsmålet er derfor ikke, hvornår de tre lande gik bort fra at respektere den internationale orden. Spørgsmålet er snarere, om de nogensinde begyndte at gøre det i andet end retorisk forstand.

Ved nærmere eftertanke tvinges man til at indse, at den regelbaserede verdensorden i vid udstrækning er et normativt fantom, som ikke mindst de små og mellemstore lande i Europa har haft en forkærlighed for at tale om. I lighed med deres vigtigste samarbejdsorganisation: EU.

Hermed ikke sagt, at normer er uden betydning. Regler virkermen de virker asymmetrisk. De disciplinerer de svage langt mere effektivt, end de binder de stærke. Jeg mener i princippet ikke, der er noget i vejen med skåltaler for principper, det kan være svært at leve op til hver dag.

Idéen med en skåltale er at installere et ideal. En forestilling, de fleste anerkender og har respekt for. Lykkes det, har det to fordele.
For det første findes der en norm, man kan appellere til, hvis den overtrædes. Selvom man ikke fortæller den fulde sandhed altid og hver gang, man har ordet, er normen om sandhed en god ting.

Den danner et udgangspunkt for legitim kritik, hvis en konkret person i en konkret situation ikke er sanddru. Og det er nyttigt.
For det andet virker normer i heldige tilfælde sådan, at folk skammer sig over at overtræde dem – og bliver udskammede, hvis de bliver pågrebet in flagrante. Intet samfund kan klare sig uden den slags mekanismer for kontrol og selvkontrol.

Set i det lys er der naturligvis ikke noget i vejen med, at de europæiske lande og EU som helhedbekender sig til den regelbaserede verdensorden.
Imidlertid bliver det problematisk, hvis man i Europa virkelig og i fuld alvor tror på, at verden faktisk styres af regler, og at regelbrud konsekvent bliver påtalt og sanktioneret.

Hvorfor? Grundlæggende fordi det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Fordi det er en illusion og permanente illusioner er farlige.
Det, der i sidste ende styrer verdens gang, er magt. Det kan og bør skåltaler om den regelbaserede verdensorden ikke tilsløre.

De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere. De små og mellemstore lande kan alene håbe på, at de store vil spille efter reglerne. For hvis de ikke gør hvad så? Så ikke noget. Så er reglerne i praksis ugyldige, og den stærkes ret gør sig gældende.

Derfor er det egentlige problem ved den amerikanske arrestation af Maduro ikke, at folkeretten endnu engang er blevet tilsidesat. Det er der historisk set intet nyt i.
Det nye er snarere, at europæerne stadig foregiver at være overraskede.
At de store lande kun anerkender den regelbaserede verdensorden, når det passer dem, er der således ikke noget nyt i. Det nye er alene, at de i stigende grad ikke længere ser nogen grund til at skjule det.

Sex eksisterede også, før pornografien blev frigivet. Det nye var ikke, at mennesker pludselig begyndte at gøre en masse ting, de aldrig havde gjort før. Det nye var, at de ikke længere skammede sig over det og lod det være alment kendt, at sådan var verden nu engang indrettet.

Derfor svarer den nye internationale virkelighed snarere til pornografiens frigivelse, end den svarer til, at der er begyndt at ske helt nye og epokegørende ting rundt omkring i soveværelserne.

I en verden, hvor de stærke magter åbent handler efter interesse og magt, må de svagere enten opbygge reel magt, knytte sig til magt eller acceptere deres irrelevans. Appeller til regler, der ikke håndhæves, ændrer intet. Protester uden sanktionskapacitet ændrer intet. Moralsk forargelse uden materielle midler ændrer intet.

For Europa betyder det, at spørgsmålet ikke længere er, om den regelbaserede verdensorden er blevet krænket. Den er irrelevant. Spørgsmålet er alene, hvilke magtmidler Europa råder over militært, økonomisk og strategisk og om der findes politisk vilje til at anvende dem.

Hvis ikke, vil Europa fortsætte med at tale normernes sprog i en verden, der er gået videre til magtens. Smukt, men uden virkning.
De store lande overholder reglerne, så længe det er til deres fordel. I det øjeblik denne fordel forsvinder, gør de det ikke længere.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 6. januar 2026)