Pernille Vermund
27. juni 2025

Enhedslistens Pelle Dragsted var klar i mælet, da han fornyligt her i Avisen Danmark tordnede mod danske milliardærer.

“Grundlæggende burde der slet ikke eksistere milliardærer, som skævvrider vores samfund og risikerer at undergrave både demokratiet og den sociale sammenhængskraft”, fastslog han blandt andet.
Jeg ville ønske, at en leder af et politisk parti i Folketinget så sig for god til at slynge om sig med sådan en omgang socialistisk misundelsespolitik, som med sikkerhed høster billige point i Enhedslistens bagland, men i virkelighedens verden udgør et både besynderligt og destruktivt syn på de danskere, der i kroner og ører bidrager allermest til statskassen.

Dertil kan det kun vække undren, at Pelle Dragsted kan få sig selv til at komme med et forslag, som vil gøre det endnu sværere for ham selv at finde finansiering til sine utallige velfærdsforslag og gaveboder til diverse socialistiske kernevælgere.
For Danmark har jo brug for flere milliardærer, ikke færre. Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

Vores vækst vil stagnere, og flere og flere succesfulde danskere og virksomheder vil søge mod udlandet. Den økonomiske og sociale fremgang, som vi har oplevet gennem generationer, vil ende brat. Unge mennesker i dag vil leve markant ringere liv med færre muligheder og dårligere velfærd, end vi andre har oplevet.
Og det vil alt sammen skyldes en misundelsespolitisk agenda om resultatlighed for resultatlighedens skyld. En agenda, hvor man hellere vil se alle danskere blive fattigere, end at acceptere, at det er helt okay, at nogle bliver rigere end andre, så længe vi alle bliver rigere. Så lad os nu hæve niveauet i debatten om velstand og velfærd og glæde os over og lære af dygtige og succesrige danskere i stedet for at synke ned i den dystre socialistiske sump af misundelse. For det er ikke denne sump, der har gjort Danmark rigt og velstående og det kommer det heller aldrig til at blive.

Lad os i stedet gøre brug af de værktøjer, som vi ved, gør alle danskere og vores samfund som helhed rigere:
Skatten skal ned, bureaukratiet skal barberes, og det skal være lettere at skaffe adgang til risikovillig kapital i alle egne af landet.
Hvis Pelle Dragsted og hans kumpaner på venstrefløjen får magt, som de har agt, bliver Danmark nemlig på et splitsekund fattigere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 21/6 2025).