Den øremærkede barsel til mænd er først og fremmest en sejr for barnepigestaten Danmark

Alex Vanopslagh
22. september 2021

Øremærkningsmiseren er typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Øremærkningen af barsel er blot det seneste angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

NU BLIVER DET et krav, at mænd skal tage mindst 11 ugers barsel – og gør de ikke det, så straffes barnet og familien ved, at der er mindre barsel til rådighed for forældrene.

Nu skal alle familier passe ned i en klassisk systempolitisk ”one size fits all”-løsning, som er dikteret af folk med store planer for andre menneskers liv.

Jeg begriber ikke, at så mange blindt accepterer den form for invasion af familielivet. Især ikke, når der er en anden vej at gå.

For øremærkningen er et angreb på familielivet og det frie valg, som udspringer af aktivistisk, politisk elite-feminisme på et korstog for resultatlighed.

Det er den absurde påstand, at vi først har et fair samfund, når vi alle sammen er ens. Uanset køn, seksualitet, hudfarve og hvad ellers, der bliver smidt på listen af tilfældige identiteter. I dette tilfælde skal samfundet blive mere fair ved at bruge blød tvang til at gøre flere kvinder til karrierekvinder og gerne parkere et par flere mænd derhjemme, så de tjener lidt færre penge.

Man kunne spørge sig selv hvorfor, at såvel kvinder som mænd skal tvinges til noget, de som udgangspunkt ikke har lyst til. Men den slags smålige hensyn er der ikke plads til, når de woke ambitioner skal rulles ud over familierne.

Hvis du også synes, at det virker helt skørt at blande sig i tusinder og atter tusinder af familiers privatliv på den måde, så er du ikke alene. Derfor har LA foreslået, at vi sætter barslen efter fødslen helt fri – væk med både de 14 uger øremærket moren og de nu 11 uger øremærket faren. Vi øremærker så at sige hele barslen til barnet.

I DE SENERE ÅR er det blevet meget mere almindeligt for mænd at tage en større del af barslen. Personligt synes jeg, det er en god udvikling, som jeg er sikker på, at mange familier er glade for. For ellers havde de jo nok ikke gjort det.

Og ærlig talt – det er fair, at kvinder, der gerne vil gøre karriere, stiller krav til deres mænd om at tage del i barslen. Og det er i øvrigt fair, at flere mænd gerne vil bruge mere tid med deres børn og familie for på den måde at få en anden balance i livet end den klassiske stereotyp med en fraværende far, der kommer sent hjem hver dag. Jeg tror på, at det gør flere familier lykkelige. Men hvorfor skal familier straffes for at vælge anderledes?

Dertil kommer også nye alternative familiemønstre som regnbuefamilier og solomødre, der ikke passer ind i nogen kasse. Måske vil man også inddrage andre familiemedlemmer til det samme i en periode.

Med en fri barselsmodel vil der være mulighed for det hele. Traditionelt, alternativt, midt i mellem eller noget helt fjerde. Det er ægte frihed til forskellighed. Og jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvordan familierne indretter deres barsel. For det handler om børnene. Og jeg har meget stor tillid til, at borgerne kan finde ud af at være forældre for deres børn. Utroligt nok er dens slags tillid efterhånden sjælden i barnepigestatens Danmark.

ØREMÆRKNINGSMISEREN er til gengæld meget typisk for barnepigestaten: Først tager man borgernes penge og giver dem flotte rettigheder i bytte. Så bliver de fulgt op af en evigt voksende liste af krav. Først tager man ansvaret, og siden følger friheden skridt for skridt. Og så bliver det en legeplads for folk med store planer for andres liv, uanset om det er politikere eller folk, der bare leger politikere.

Som liberal tror jeg på et frit samfund, hvor alle får lige muligheder for at udfolde deres talenter. Det giver frihed til forskellighed. Resultatlighed handler om præcis det modsatte – tvungen enshed. Og i et frit samfund skal vi aldrig juble over den slags.

Derfor er den øremærkede barsel til mænd først og fremmest en sejr for barnepigestaten, der har uendelige krav til dens borgere, og et nederlag for familierne, og ikke mindst for børnene.

Til gengæld ville en fri barselsmodel være en sejr for alle familier, uanset hvordan de ser ud, og for deres børn.

(Kommentar bragt på Ræson d. 21. september 2021)

Derfor har vi brug for reformer

Alex Vanopslagh
20. september 2021
Afspil video

Vi taler meget om reformer, men hvorfor i alverden gør vi det? Se med her.

Danskerne fortjener et system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum

Alex Vanopslagh
31. august 2021

Jyllands-Posten skriver, at regeringen vil give et “fritidstillæg” til forældre på kontanthjælp, så deres børn kan komme til fodbold, badminton og andre gode ting.

Det kommer til at koste 180 millioner kroner. Det er dog kun de 130 millioner, som børnene får. De sidste 50 millioner skal embedsværket have for at administrere hele ordningen.

Det vil sige at administrationen alene udgør mere end 25 procent.

Hvorfor i alverden kan vi aldrig igangsætte et eneste initiativ i det offentlige, uden at enorme mængder ressourcer bliver ædt op af papirnussere, bureaukrater og kommunalt spild?

For ikke så længe siden mente Kommunernes Landsforening, at de kun kunne indføre minimumsnormeringer ude i børnehaverne, hvis 20 % af pengene gik til administration i kommunerne.

For nogle år siden vedtog Folketinget en glimrende ordning omkring et socialt frikort. 45 millioner kroner lød udgiften på – de 29 millioner gik til administration af ordningen alene.

Udgifterne til den offentlige sektor stiger hvert evig eneste år. Men borgerne oplever ikke, at de får mere for pengene.
Hvorfor? Fordi det meste ryger over i spild, bureaukrati og administration.

Alene de sidste 10 år har vi set en stigning i antallet af akademikere, der bliver ansat i kommunerne på 44 procent. Det er jo helt vildt.
Vi har skabt et bureaukratisk monster i den offentlige sektor, som vi politikere ikke længere har kontrol over.

Jeg tror den eneste måde vi kommer det til livs på er at starte forfra. Riv skidtet ned og start på ny.

Område for område – starte med et blankt stykke papir og spørge os selv: Hvordan skaber vi verdens bedste velfærdssamfund?
Danskerne fortjener et enkelt, gennemskueligt system uden bøvl og bureaukrati – og hvor borgeren er i centrum.

I politik findes der et voksenbord og et børnebord

Henrik Dahl
9. august 2021

De fleste kender situationen fra deres eget liv. Når der skal holdes en større familiefest, er det mest bekvemt for alle parter, hvis der bliver dækket et voksenbord og et børnebord.

Ved voksenbordet sidder man i længere tid ad gangen. Man taler sammen på en velopdragen måde. Det vil sige, at man holder sig nogenlunde til det emne, der er slået an. Taler en ad gangen. Og fordeler rollerne som lyttende og talende på en måde, der er fair for alle parter.

At opføre sig på denne måde, kræver både øvelse og dannelse. Belønningen får man i form af godt selskab, god mad og god vin.

Ved børnebordet løbes der til og fra. Man taler om det emne, man er mest interesseret i. Og bekymrer sig ikke synderligt om, hvorvidt det interesserer resten af bordet, eller om der i det hele taget er nogen, der lytter.

At opføre sig sådan kræver ikke noget særligt. Det er sjovt, hvis man godt kan lide at tale og udfolde sig. Men det, der bliver sagt, har hverken værdi eller konsekvenser. Maden er i øvrigt heller ikke værd at skrive hjem om.

I dansk politik er der også både et børnebord og et voksenbordet.

Voksenbordet kan man få adgang til, hvis man er villig til at tale på en høflig og dannet måde om økonomisk politik; velfærdsstaten; udlændingepolitikken; udenrigspolitikken samt miljø- og klimapolitikken.

”Høfligt og dannet” betyder ved det politiske voksenbord, at man ikke forlanger revolutioner. Men accepterer, at på den ene side er disse politiske områder vigtige. Mens der på den anden side ikke kan ske revolutioner. Den stille og rolige, trinvise udvikling og tilpasning er idealet. Taler man ikke ind i disse normer, hører man hjemme ved børnebordet.

Ved det politiske børnebord kan alle problemer løses. Skatterne kan sættes lige så meget ned eller op, som det skal være. Vi kan lukke lige så mange udlændinge ind, som det skal være. Eller lukke grænserne lige så stramt, som det skal være. Gigantiske reformer kan foreslås og gennemføres uden hverken flertal eller finansiering. I det hele taget har fantasien frit spil, og på den måde er det supersjovt at sidde ved børnebordet.

Ulempen er selvfølgelig, at intet af, hvad der siges ved det politiske børnebord, nogensinde kan blive til virkelighed. Af den simple grund, at der aldrig nogensinde kan samles et flertal for de vidtløftige idéer, der livligt råbes ud over bordet til resten af selskabet, som heller ikke hører efter.

Det, der præger voksenbordet, er, hvad man kan kalde Slotsholmens konsensus. Det vil sige en konsensus blandt ledende politikere på Christiansborg og ledende embedsmænd rundt omkring på Slotsholmen (og tilliggende matrikler) om, hvordan verden ser ud, og hvordan de løbende forretninger skal håndteres. Slotsholmens konsensus er, hvad man med et fint ord kan kalde institutionaliseret. Det vil sige, at den er udbygget og konsolideret ved aftaler, traktater og sædvaner.

Er det godt eller skidt, at der findes en Slotsholmens konsensus, der er adgangsbilletten til at sidde ved voksenbordet?

Man kan sige, at det er godt i den forstand, at det beskytter Danmark imod skøre idéer genereret fra dag til dag på Christiansborg. Og dem er der nok af. Se bare på alle de tovlige forslag, Folketinget gennem år og dag drøfter i form af beslutningsforslag og forespørgsler om ditten og datten.

I virkeligheden ville det være enormt farligt, hvis der ikke var nogen til at stoppe Folketinget. For meget af, hvad der sættes til debat, hverken kan eller bør nogensinde blive til virkelighed.

På den anden side, er der også flere gode grunde til, at man bør være kritisk over for Slotsholmens konsensus.

En af de indbyggede fejl ved Slotsholmens konsensus er, at man bliver ved med at lappe på ting, der burde skrottes. Man kan selv foretage en simpel test: Antag, at X ikke eksisterede, og at vi derfor blev nødt til at opfinde X. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at det nyopfundne X ville ligne den verden, vi kender?

Er der for eksempel nogen som helst sandsynlighed for, at et helt nyt skattesystem ville komme til at ligne det, vi har? Selvfølgelig ikke – fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Er der nogen som helst sandsynlighed for, at et nyt beskæftigelsessystem ville komme til at ligne det eksisterende? Igen: Svaret er nej. Fordi det eksisterende system er totalt vanvittigt og dysfunktionelt. Noget lignende gælder for mange andre dele af samfundet. Ville nogen lave en folkeskole, der lignede den nuværende, hvis de kunne slippe fri af tidligere beslutninger? Næppe. Ville nogen acceptere en socialforsorg, der leverede så lidt dokumentation for sin effektivitet som den eksisterende, hvis man kunne starte på et blankt stykke papir? Svært at forestille sig.

Hvis man skal sige det kort, har Slotsholmens konsensus altså en indbygget tendens til at smide gode penge efter dårlige, som i bund og grund er beklagelig.

Det andet problem er, at Slotsholmens konsensus er grå og kedelig og lige netop voksen, når man sammenligner med den muntre og fabulerende pludren ved børnebordet. Det er og bliver sjovere at forestille sig en bemandet mission til Mars, end det er at sørge for, at skraldet bliver samlet ind. At det så er meget værre for almindelige mennesker, at det sidstnævnte projekt kører af sporet, end at der ikke sker særlig meget med det førstnævnte, er så en helt anden sag.

Derfor er der naturligvis mange, der gerne vil lytte med ved børnebordet, fordi det er så festligt. Og et fåtal, der har den naive idé, at de festlige idéer en dag kan blive til virkelighed.

To problemer ved Slotsholmens konsensus har jeg ikke en fiks og færdig løsning på. Det ene er principielt. Det andet er personligt.

Principielt er det sådan, at Slotsholmens konsensus engang imellem har brug for det, man med et rigtig grimt og konsulentagtigt ord kalder ”disruption”. Det vil sige: Der er faktisk brug for, at selve Slotsholmens konsensus bliver taget op til revision.

I Danmark sker det ikke særlig ofte. Man kan sige, at da Poul Schlüter kom til magten i 1982, var der en hel stribe af dagsordener fra 1970’erne, der fra den ene dag til den næste blev taget af bordet. Det mest kendte er Økonomisk Demokrat, men der var mange andre. Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, blev en hel stribe af dagsordener fra 1990’erne om, hvordan Danmark skulle forholde sig til flygtninge og indvandrere også taget af bordet.

Det, der kan disrupte Slotsholmens konsensus, synes altså at være, at en bestemt tilgang til tingene bryder helt sammen. Det stopper lappeløsningerne, og man begynder forfra på et nogenlunde blankt stykke papir.

Det andet problem er, at både jeg selv og mange andre politikere både har en barnestemme og en voksenstemme inden i os.

På den ene side er man opdraget til at være fornuftig og læse de kedelige papirer fra ministrene om, hvordan vi kan stille lidt på samfundsmaskinens håndtag og hjul uden, at alting bryder sammen. Så går der tid med det, og vi laver et kedeligt kompromis og holder ”doorstep”, som man siger. Og så går vi hver til sit og tænker i vores stille sind, at det nok ikke får de helt store konsekvenser, når det kommer til stykket.

På den anden side har man lyst til at være barnlig og råbe højt: Det her betyder ikke en skid! For hvis I virkelig vil have forandringer, vil det bogstavelig talt koste en krig imod såvel interesseorganisation X, Y og Z, som imod Finansministeriet.

Jeg tror, meget ville være vundet, hvis man som politiker gav sig selv lov til både at tale med voksenstemmen, når det giver mest mening. Og med barnestemmen, når vi skal have en alvorlig snak om, hvordan tingene bliver bedre.

(Blogindlæg udgivet på JP.dk d. 8. august 2021)

Venstrefløjens ulidelige lethed

Henrik Dahl
28. juli 2021

Der forestår et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

Velfærdsstaten er ikke økonomisk bæredygtig. Det fastslog Gunnar Viby Mogensen allerede i 2010 i konklusionen på bogen ”Det danske velfærdssamfunds historie”.

Der er flere årsager til dette, men først og fremmest bør den såkaldte ”Baumols lov” nævnes. Det er en økonomisk lovmæssighed, som fastslår, at selv om produktiviteten ikke stiger inden for en given sektor, vil der være en tendens til, at lønnen følger den generelle lønudvikling i samfundet.

Der skal ikke bruges væsentligt færre musikere til at opføre ”Messias”, end man brugte ved uropførelsen i 1741, og de spiller ikke væsentligt hurtigere, end man gjorde dengang. Set med økonomens øjne er der altså sket nul med messiasproduktiviteten de seneste 280 år, og derfor burde der – stadig i økonomperspektiv – ikke være grundlag for en lønforbedring. Alligevel modtager vore dages musikere en 2021-løn, og ikke en 1741-løn. Det er ”Baumols lov” i en nøddeskal. Den bidrager voldsomt til, at den offentlige sektor hele tiden bliver dyrere, uden at kerneprodukterne bliver væsentligt bedre eller billigere.

Jeg tror imidlertid, at der mangler en anden form for bæredygtighed, og at denne anden mangel på bæredygtighed er værre end den økonomiske. Det er manglen på moralsk bæredygtighed.

Den manglende, moralske bæredygtighed viser sig ved, at venstreorienterede politikere og interesseorganisationer i mange tilfælde udvikler en hæmningsløshed, der ikke kender nogen grænser, når det gælder om at fremsætte krav, der koster penge.

Et godt eksempel på de manglende hæmninger er pædagogernes gennem næsten halvtreds år gentagne krav om, at produktiviteten på børnepasningsområdet skal sættes ned. Det har de nemlig forlangt lige siden begyndelsen af 1970’erne, hvor den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich bemærkede det i sin klassiske bog ”Den herskende klasse”. Udgangspunktet for pædagogernes fagforening har aldrig været, om der fandtes uvæsentlige arbejdsopgaver, der kunne skæres væk til fordel for kontakt med børnene. Eller den helt kætterske tanke, at man kunne stræbe efter et nationalt sygefravær, der lå på linje med fraværet i de bedste kommuner (som typisk ligger i Jylland). Det har simpelthen været, at der skal ansættes flere kollegaer, så den enkelte på den måde får mindre at lave. Regningen? Den sendes ubekymret videre til skatteborgerne.

Et andet eksempel på manglende hæmninger er venstrefløjens mantra om, at der hele tiden finder ”nedskæringer” sted.

I det store og hele bliver der ikke skåret ned i den offentlige sektor. Finanskrisen i 00’erne kostede – udmålt i hele træskolængder – ikke nogen offentligt ansatte deres job. Ligesom covid-19-krisen heller ikke i nævneværdigt omfang har kostet nogen offentligt ansatte deres stilling. Prisen for den slags bliver altid betalt i et helt disproportionalt omfang af den private sektor.

Men eftersom bruttonationalproduktet (BNP) hele tiden vokser med et gennemsnit på cirka to procent om året, og den offentlige sektor hele tiden konsumerer 47-48 procent af det, så er der altså målt i reelle beløb altid en vis vækst, (der – som vi allerede har set – generelt ikke modsvares af den forbedrede produktivitet, der driver det samlede BNP i vejret).

De manglende hæmninger viser sig ved, at det generelt er fuldkommen umuligt at trække venstrefløjen og interesseorganisationerne ind i en meningsfuld samtale om, at det rent logisk ikke giver mening at blive ved med at anmelde nye krav uden at overveje, om finansieringen er til stede.

Og de stimuleres yderligere af, at venstrefløjen og interesseorganisationerne generelt får et alt, alt for svagt modspil af nyhedsmedierne. Der bliver aldrig for alvor gået til stålet, når nye krav anmeldes. Alene et simpelt spørgsmål som: ”Hvem skal have mindre, hvis I skal have mere?”. Det kunne være velgørende at høre det, men det sker aldrig. Og på den måde slipper de hæmningsløse så godt som altid af krogen.

Men det værste er næsten, at der konstant opfindes nye behov – og at der insisteres på de nye behov med en heftighed, der var en bedre sag værdig.

Hvis man skulle tage læserne af Politiken og Information helt alvorligt, er det efterhånden et helt uoverstigeligt problem at eksistere som menneske, hvis man ikke modtager kostbar hjælp og store, økonomiske tilskud til det fra staten. Altså de helt almindelige skatteborgere, der godt kan klare at gå i skole; tage en uddannelse; passe et arbejde; blive og være forældre; opleve livets større og mindre stød uden at bryde sammen og skrive læserbreve fulde af narcissisme og økonomiske krav.

Der er mange eksempler, men her er et af de skøreste: At nogle træffer ansvarlige og fornuftige beslutninger, mens andre lader være, og at begge dele har konsekvenser, kan selv af et formentlig veluddannet menneske gøres til et politisk problem og påhæftes etiketten ”ulighed”.

De fleste af de absurde krav, der fremsættes i centrum-venstremedierne, finder vej til Folketinget som beslutningsforslag, forespørgselsdebatter og nogle gange sågar lovforslag. På den måde eksploderer mængden af behov, man potentielt kan forestille sig, at skatteborgerne skal betale for at dække. Og som en sidegevinst opstår en livsuduelig og jamrende befolkningsgruppe, der efter grundige studier af egen navle er nået frem til, at de er ofre for et modbydeligt samfund.

Manglen på økonomisk bæredygtighed har indtil videre haft den konsekvens, at venstrefløjen fra tid til anden er blevet regeringsuduelig, og har måttet overlade magten til de økonomisk ansvarlige, borgerlige partier. Det vil også ske igen, når den røde forbrugsfest har stået på i nogle valgperioder, og vi alle er blevet meget fattigere af uansvarligheden.

Men der forestår samtidig et større, folkeopdragende arbejde i forhold til den manglende, moralske bæredygtighed.

I årene, der kommer, bliver vi nødt til at have en offentlig samtale om grænserne for politik. Det må være sådan, at nogle problemer er og skal vedblive med at være private. Det er for eksempel ikke et offentligt anliggende, at man er uansvarlig eller doven. Ligesom det ikke er et offentligt anliggende, at personlige valg har konsekvenser. Eller at livet ikke hver evige, eneste dag kan være en dans på roser.

Den slags må man lære at leve med selv. Uden at blande staten og skatteborgerne ind i sagen.

På samme måde er vi nødt til at have en samtale om interesseorganisationernes konstante opfindelse af nye behov og konstante pres for at lave mindre til samme betaling som før – eller sågar en bedre.

Det er og bliver udtryk for en moralsk hæmningsløshed, hvor man satser på gevinst her og nu. Samtidig med, at man overlader det til fremtidige generationer at løse problemerne, når de ikke længere blot er moralske, men også har udviklet sig til en trussel mod samfundets økonomiske overlevelse.

(Debatindlæg udgivet på Jp.dk d. 27. juli 2021)

Landsmødetale 2021 af formand Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh
1. juni 2021
Se landsmødetalen her

Vi skal videre fra tryghedsstat til ansvarssamfund.