Udlændinge Arkiv - Side 3 af 3

Henrik Dahl

21. juni 2021

I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

»Sæt dig ned på centerpubben eller stil dig ved en pølsevogn og tag en snak om indvandring med et tilfældigt udsnit af klientellet. Ja, gør det samme hos en kebab-ruller på Nørrebro. Hvis du skærer de værste sprittere og konspirationsteoretikere fra, så vil den analyse, du får præsenteret, være mere solid og sanddruelig, end det, der kommer fra mange forskere.«

Sådan skrev historikeren Niels Jespersen i Ræson i 2017.

Det er hårde ord. Men ikke usande. Dansk forskning i alt, hvad der har med migration og indvandring at gøre, er i udgangspunktet fuld af fup. Det betyder ikke, at danske forskere inden for emnet ikke undertiden er drevet af sandhedskærlighed og i stand til at producere ægte indsigt. For der findes hæderlige undtagelser. Men det betyder, at man skal være forsigtig og ikke tro på noget, med mindre der kan gives en særlig begrundelse for dette.

Og dermed er vi inde ved en af de allerinderste kerner i debatten om danske universiteter.

I virkeligheden er det en slags tragedie, at det er endt, hvor det er endt. Nemlig at ingen fornuftige mennesker kunne drømme om at fæste lid til, hvad der kommer fra et helt forskningsfelt. Men det bliver selvfølgelig resultatet, når forskersamfundet som helhed ikke gennem en periode på omkring 40 år har været i stand til at producere brugbare og indsigtsfulde analyser af indvandringen fra Stormellemøsten og dens konsekvenser.

Selvfølgelig er det løgn og latin, at islam ikke spiller en negativ rolle, når det gælder overgreb mod ytringsfriheden, eller når det gælder undertrykkelse af kvinder. Ligesom det er løgn og latin, at mellemøstlig kultur ikke spiller en rolle, når det gælder afvisning af assimilation som strategi for at leve i Vesteuropa. Og så er det selvfølgelig løgn og latin, at noget af dette er vesteuropæernes skyld. For uanset hvilken politik, det enkelte land måtte have ført, er man i store træk endt med de samme problemer. De konstante faktorer i ligningen skal man være blind for ikke at få øje på.

Det eneste, der gør forskellen, er graden, i hvilken man har lyttet til forskere. I Sverige, hvor man har en ulyksalig tendens til at tage aktivistiske forskere alvorligt, er det gået helt galt. I Danmark, hvor de fleste godt kan gennemskue, at de har deres egne dagsordener, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, er det gået knap så galt.

Jeg synes, vi skal undgå at fortabe os i proces og detaljer, når vi diskuterer universiteterne. For det er tabet af tillid, der er det afgørende.

I samlet kor har vores universitetsrektorer haft travlt med at sige, at der ikke er noget galt med selvreguleringen på danske universiteter. Med sådanne udtalelser spilder de offentlighedens tid. For det store spørgsmål består på trods af de udflugter, man kommer med: Hvad vil det ærede rektorkollegium gøre for, at fornuftige mennesker ikke bare trækker på skuldrene af dansk islam-, Mellemøsten- og migrationsforskning og tænker, at her kommer endnu en dosis vrøvl og sludder, der snakker uden om ethvert spørgsmål af nogenlunde væsentlighed?

Det er selvfølgelig heller ikke »de små lejligheder og jobbene i frontlinjen«, der fører til, at covid-19-epidemien har haft så godt fat blandt indvandrere fra Stormellemøsten. Men også her har man måttet spilde kostbar tid på at nedkæmpe vrøvl og sludder fra forskere, der blandt andet skulle forestille at være til hjælp og støtte for beslutningstagerne.

Det er tillidstabet til dele af universitetsverdenen, vi først og fremmest bør diskutere. For det er et dybt alvorligt problem.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 18. juni 2021)

Henrik Dahl

26. april 2021

Skal borgere i udsatte boligområder vaccineres først? I Norge har man valgt at give borgere i indvandrertunge boligområder i Oslo en forlomme i vaccinationskøen for at komme det høje smittetal i områderne til livs.

Nogle eksperter mener, at Danmark bør gøre det samme, men politikerne er langt fra enige.
Dette er en del af en pro et contra. Du kan læse anden del her.

»Hos danskere er epidemien derfor ved at forsvinde, mens den stiger kraftigt hos indvandrerne«. Det skrev professor, dr.med. Niels Høiby mandag i Berlingske. Derfor er hans konklusion, at der mangler fokus i bekæmpelsen af covid-19-epidemien.

Af angst for at virke politisk ukorrekte er der ingen myndigheder, der tør drage konklusionen af SSI’s egne tal fra oktober 2020. De sagde, at mens de ikkevestlige indvandrere kun udgjorde knap 14 procent af befolkningen, så stod de for næsten en tredjedel af den konstaterede smitte. Det kan også – skriver Høiby – udlægges på den måde, at mens kontakttallet for danskere er cirka 0,8, så er det for ikkevestlige indvandrere cirka 2,3.

»Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.«

I Norge foreslår det såkaldte Steinar Holden-udvalg (der blev nedsat i begyndelsen af epidemien, og som allerede har skrevet et par fremragende udredninger af forholdet mellem sygdom og økonomi), at det samlet set giver mest mening at vaccinere der, hvor sygeligheden og risikoen er størst. Det ville i Danmark sige de steder, hvor kontakttallet er tættere på 2,3, end det er på 0,8: Københavns Vestegn samt nogle udsatte boligområder i Odense og Aarhus.

Jeg synes, at dette norske forslag er værd at overveje. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danmark skal skældes ud i amerikanske medier for at være ekstremt højredrejet samtidig med, at vores epidemihåndtering er så politisk korrekt, at det bremser en genåbning af landet og dermed skader samfundsøkonomien.

Så lad os hellere droppe de falske forklaringer om job i frontlinjen og små lejligheder og tage udgangspunkt i sandheden: Til stor skade for lokalsamfundene er der grupper af ikkevestlige indvandrere, der har bredt deres almindelige foragt for danske regler ud til også at omfatte en risikabel adfærd, når det gælder covid-19. Lad os vaccinere i vildskab netop der. Det vil – hvis man kan stole på Steinar Holden – give et bedre resultat end den strategi, vi forfølger nu.

Hvis vi holder os til Europa, har Norge været et foregangsland med hensyn til næsten alt, hvad der har med covid-19 at gøre. Der er blevet satset på effektiv smitteopsporing og karantæne. Det har bidraget til at holde landet nogenlunde åbent og til at give en meget lavt antal døde.

I Danmark har vi kun modvilligt studeret de norske analyser, der er blevet lagt frem. Skønt de for eksempel for længst har fastslået, hvad der er den bedste strategi (at holde kontakttallet under 1 og vaccinere sig ud af vanskelighederne). Derfor bør vi nu for en enkelt gangs skyld lære af Norge.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 24. april 2021)

Henrik Dahl

4. januar 2021

DER ER MEGET vægtige argumenter, som taler for, at udenlandske trossamfund i Danmark skal have en ret til at praktisere deres ritualer fuldkommen sådan, som de praktiseres i hjemlandet.

Det vægtigste er selvfølgelig Grundlovens paragraf 67. Den fastslår, at alle har ret til at blive salige i deres egen tro.

Men Grundloven kommer dog samtidig med en begrænsning: Så længe, det ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.

Hvad der helt nøjagtig strider mod sædeligheden, er ikke godt at vide. Men hvis man teoretisk forestillede sig en religion, der vendte kristendommen på hovedet, så den prædikede had og hævn til verdens ende, giver det nok en meget god idé.

Hvad der strider mod den offentlige orden, er lettere: Man må ikke prædike oprør, revolution eller borgerkrig. Gør man det, er man ikke længere beskyttet af Grundlovens paragraf 67.

Men det strider også imod princippet om gensidighed, hvis man møder udlændinge i Danmark med et forbud imod at gennemføre deres religiøse ritualer sådan, som de gennemføres hjemme.

For gennem årene er det ikke helt få danskere, der i udlandet har nydt godt af, at der fandtes en filial af folkekirken i nærheden.

ET HELT ALMINDELIGT PRINCIP siger, at de fordele, man gerne selv vil nyde, bør man også tilstå andre. Vil man i princippet gerne i den danske kirke i London eller Paris, bør man derfor også tilstå folk fra London eller Paris, at de i København og andre steder kan komme i en filial af deres kirke. Det er kun ret og rimeligt.

Til gengæld må jeg være ærlig og sige, at jeg finder det irriterende, når højtstående, danske gejstlige foregiver, at de ikke kender til det grundlæggende problem, der har skabt et kæmpe dilemma for danske politikere, når det gælder udenlandsk forkyndelse i Danmark.

Prøv for eksempel at læse denne tekstprøve: ” Som fællesskab er det i dag vor opgave at holde erindringen levende om vore ærede martyrer, som efterlod os vor hjemstavn som arv. De, som vil ødelægge vort slægtskab, vor enhed og vor enighed, må aldrig få nogen mulighed for at så splid, uro og strid mellem os.” Eller denne: ” Ingen, som betræder Paradiset, ville ønske at vende tilbage til Jorden. Kun en martyr vil gerne tilbage og igen dø martyrdøden, når han ser, hvilken anseelse og hvilken rang, han nyder her i Paradiset. Det var dette glædesbudskab, som besjælede vor Profet og hans følgere og senere også vore forfædre og drev dem fra den ene front til den næste for at opnå denne høje rang.

Ind på Allahs vej for at udbrede Hans navn. For landet og landets folk.” MAN KUNNE GODT FORESTILLE SIG, at disse tekststumper var opfanget af en eller anden efterretningstjeneste, der med behørige dommerkendelser overvågede en revolutionær, islamistisk celle i Molenbeek eller en anden skummel forstad til en vesteuropæisk millionby.

Men det er ikke tilfældet. Begge citater er uddrag af prædikener, der er forfattet af Ditib. Det vil sige Den tyrkisk-islamiske union for religiøse anliggender.

Ditib hører under det officielle tyrkiske, statslige organ for religion, der hedder Diyanet. Hver eneste uge udfærdiger embedsmænd i Ditib officielle prædikener, der holdes af udsendte imamer overalt i Europa.

Og som man kan se af de to uddrag, der ikke er usædvanlige: Her prædikes der evig, tyrkisk enhed. Det vil sige: Det prædikes, at man aldrig skal assimilere sig og falde ind med den lokale befolkning.

Ligesom det prædikes, at den højeste rang i Paradiset tilfalder martyren, der falder ved fronten i kampen for islam.

DET ER SKRAPPE SAGER. Og hvad mere er: Vi kan intet gøre ved det. For de tyrkiske imamer opholder sig i for eksempel i Danmark som følge af en aftale mellem EF – det daværende EU – og Tyrkiet indgået i 1963: den såkaldte Ankara-aftale.

Jeg synes ærlig talt ikke, det klæder danske gejstlige at spille dumme og lade, som om regeringen har et særligt problem med, at der lægges inderlige tanker om livet og døden frem ved udenlandske gudstjenester rundt omkring i Danmark. Det er der simpelthen ingen i Folketinget, der har. Og derfor er det stråmandsargumentation af den tungeste kaliber at fremstille tingene på den måde.

Jeg har ikke selv taget stilling til, hvad den bedste løsning er. Men jeg kan forsikre for, at der er et problem: at den tyrkiske stat – med velsignelse fra en tåbelig traktat – uge efter uge spreder sin nationalistiske og fundamentalistiske agitation og indoktrinering overalt i Europa.

Hvad løsningen end måtte være: Dette er problemet. Ikke, at nogen forkynder deres guds ord på andre sprog end dansk.

Debatindlæg udgivet i Kristeligt Dagblad d. 19. december 2020.

Henrik Dahl

14. december 2020

Afspil

Schweiz afviste de statsborgerskab til en kvinde, fordi hun var en generelt irriterende veganer.

Det kunne vi lære af i Danmark. Statsborgerskab skal ikke gives til folk, der ikke ønsker at blive en bidragende del af det danske nationale fællesskab.

En enkelt veganer eller to kan vi nok godt klare.

Henrik Dahl

15. november 2020

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Derfor er det afgørende, at Danmark står last og brast med Frankrig og Østrig, når de nu tager et opgør med islamiske anslag mod ytringsfriheden og vestlig levevis i Europa.

Der eksisterer stadig enkelte modstandslommer fra 1990erne, der ikke kan se problemerne ved indvandring fra Stormellemøsten. Det så man senest udstillet i dagbladet Politiken, hvor 21 fremtrædende forskere, som næsten ingen har hørt om, argumenterede mod regeringens initiativer til af forhindre antisocial adfærd.

Men ellers er alvoren efterhånden gået op for de fleste. De 47 lande, der har islamisk befolkningsflertal – og navnlig dem, der har en islamisk forfatning, hører i en række væsentlige dimensioner til blandt de værste i verden, når man betragter dem samlet.

Disse oplysninger finder man samlet i Ruud Koopmans’ nye bog Islams forfaldne hus, der hermed anbefales varmt. For at få det fulde overblik bør man læse hele bogen. Men jeg kan nævne, at landene under ét er de mindst demokratiske og mindst frie. Ligesom jeg kan nævne, at landene under ét er dem, der giver kvinder samt religiøse og seksuelle mindretal den værste behandling.

Når den islamiske befolkningsandel vokser i et vestligt land, følger dårligdommene fra den islamiske verden automatisk med. Forfølgelsen af mindretal og den dårlige behandling af kvinder vokser. Det gør bekæmpelsen af demokratiet også – i lighed med bekæmpelsen af almindelige, civiliserede normer for adfærd.

Man orker næsten ikke at skrive, at der er undtagelser. Men selvfølgelig er der det. Problemet er bare, at der er alt, alt for lidt modstand indefra. At der er alt, alt for få mennesker med stormellemøstlig baggrund, der på de indre linjer siger fra over for de mange onder, kulturen fører med sig.

Jeg tror imidlertid, der er forandringer på vej. At den franske præsident Macron og den østrigske forbundskansler Kurz har fået nok af de islamiske anslag mod ytringsfriheden og den vestlige levevis, virker efter den seneste bølge af terror troværdigt.

Men spørgsmålet er: Har de to statsledere, når det kommer til stykket, den fornødne kraft til at vende udviklingen? Det er ikke helt små forhindringer, der skal ryddes på vejen frem mod en rekonstruktion af de borgerlige rettigheder og den moderne, verdslige levevis i Europa.

For det første skal Europas ydre grænser lukkes effektivt. Det har Macron for længst gjort klart. Men kan han overtale Tyskland og Tysklands forlængede arm – EU-kommissionen – til det? Landet har indtil nu brilleret med en gennemført verdensfjern og netop 1990er-agtig forståelse af problemerne. Macron og Kurz har formentlig ret i deres analyser. Men kan de få ret? Det er det store spørgsmål, der i den kommende tid skal besvares.

For det andet skal fremmede stater høre op med at blande sig i de europæiske landes indre anliggender. Her er det igen Macron, der går i spidsen med sit opgør med Tyrkiet og ikke mindst landets direktorat for religiøse anliggender, Diyanet. Kravet om ophør af indblanding går langt videre. Men i kraft af den store gruppe af mennesker i Europa, der har tyrkisk baggrund, er han selvfølgelig startet et fornuftigt sted.

Men tør Macron gennemføre sit opgør med Tyrkiet? Der formentlig ender med at røre ved helt centrale forhold som landets medlemskab af NATO og den samarbejdsaftale mellem det daværende EF og Tyrkiet, der går helt tilbage til 1963? Og givetvis også vil få konsekvenser for den aftale, som EU indgik med landet i 2015 vedrørende flygtninge.

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed overalt i Europa står og falder med, at Macron og Kurz holder fast. Derfor er det af den allerstørste vigtighed, at Danmark yder de to lande den fornødne moralske og politiske opbakning.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. november 2020.

Dansk forskning i migration og indvandring er fuld af fup

Lad os vaccinere i vildskab netop her – i de indvandrerområder, hvor der er mest smitte

Vi har et problem: Tyrkiet spreder nationalistisk og fundamentalistisk agitation

Ikke statsborgerskab til hvem som helst

Tilbageerobringen af den fulde ytringsfrihed i Europa står og falder med to personer

For at genoplive borgerligheden må vi sætte borgeren først