Jeg har kun siddet i Folketinget og været sundhedsordfører i lidt over et halvt år. Jeg har meget at lære endnu. F.eks. hvorfor mange i den politiske debat bliver ved med at gentage en række myter om private sundhedstilbud. Myter, der undergraver muligheden for en oplyst debat og fornuftige løsninger på så vigtigt et område.

Den første myte er, at privathospitalerne stjæler de ansatte fra offentlige hospitaler. Ævl. I 2021 var de ifølge Dansk Sygeplejeråds egne tal ca. 2.373 sygeplejersker, der forlod den offentlige sektor. 142 af dem fik job på et privathospital. 142!

Sundhedsstyrelsen har også kigget på afgangen af både anæstesisygeplejersker og intensivsygeplejersker i tidsrummet fra fjerde kvartal af 2019 og til andet kvartal af 2022.

Her viser det sig, at der har været en nettotilgang på privathospitalerne på henholdsvis 14 og 21 blandt intensiv- og anæstesisygeplejersker. Kigger man på de offentlige hospitaler, har der været et nettofald på 13 intensivsygeplejersker og en nettotilgang på 72 anæstesisygeplejersker. Kan vi så ikke én gang for alle drukne dén fortælling?

Den anden myte er, at privathospitalerne scorer kassen. Også noget ævl. Sundhed Danmark, der er interesseorganisation for en stor del af de private aktører på sundhedsområdet, har for nylig indgået den meget omtalte aftale, hvori de har givet ”det offentlige” 12 pct. rabat fra juni 2023 frem til 2024, hvor rabatten falder til 10 pct. af, hvad de plejer at skulle betale. Det har de gjort, fordi de gerne vil bidrage til at nedbringe vores vildtvoksende ventelister.

Sagen er bare den, at Sundhed Danmark nu står med håret i postkassen, da den kun har fået lov at byde ind på 11 områder af de 80, hvor den tilbød sig. Det betyder desværre, at ventelisterne stadig er helt grotesk lange. Nogle må vente 13 år på en kæbeoperation, der kunne klares i det private stort set med det samme.

Den tredje myte er, at privathospitalerne kun tager de ”lette” patienter. Og her er der dog lidt om snakken, sådan da. Det er sandt, at der er mange komplicerede operationer, der ikke kan udføres på de private hospitaler. Men det handler altså ikke udelukkende om, at privathospitalerne ikke vil. Det handler om, at de ikke får lov – som nævnt før fik private kun lov at dække en brøkdel af de områder, de bød ind på. Nuvel, nogle af operationerne kan ikke udføres på privathospitalerne. De operationer, der er meget risikofyldte, kræver et beredskab, der ikke findes på privathospitalerne, men det er altså ikke alle komplicerede operationer, der er klassificeret sådan.

Den fjerde myte er, at der er mangel på psykologer. Igen noget ævl.

Der er rigtig mange psykologer derude i landet. Men vi har et spidsfindigt system, der gør, at man kun kan få lov at hjælpe det offentlige, hvis man har et ydernummer, og det er altså ikke noget, det offentlige rutter med.

Der findes faktisk også op til flere private psykiatriske hospitaler. I dag står mange børn og unge på venteliste for at blive udredt eller på anden måde modtage hjælp i forhold til psykiatriske lidelser. Dette, imens flere mennesker og institutioner er klar til at tage imod. Men det må de ikke.

Vi står altså i den situation, at tusindvis står på venteliste – nogle mere akutte end andre – men alligevel lader vi dem vente i årevis, fordi det åbenbart er vigtigt, om det er en offentlig eller en privat udbyder, der hjælper.

Det er på tide, at vi gør op med den tankegang – det handler vel om patienterne!

Så kan vi tale om ideologi og værdier bagefter, og tilhængerne af myten kan få lov til at forklare folk, at de desværre skal undvære deres behandling, fordi den ikke er offentlig.

Hvorfor bliver vi ved med at høre disse myter fra folk, der burde vide bedre? Det har jeg endnu til gode at lære. Og jeg håber faktisk lidt, at jeg aldrig lærer det.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12. maj)