Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

TV2-dokumentaren om forholdene på plejehjemmene er hjerteskærende. Og vi ser allerede de røde tale om ”flere penge” som en løsning.
Helt ærligt, vi kan ikke blive ved med at belønne dårlige plejehjem med flere penge. Vi får aldrig bedre ældrepleje, hvis ikke vi sætter borgerne i fokus, sikrer mere konkurrence og flere konsekvenser ved at behandle borgerne elendigt.

Det skal jo være sådan fremover, at plejehjem skal være selvejende og frie, hvis de er offentlige eller deciderede private plejehjem. Folk skal kunne vælge frit hvor de vil bo. Og når et plejehjem mishandler borgerne, skal det gå konkurs. Det skal ikke belønnes med flere skattekroner.
Vi husker alle den forfærdelige udsendelse om Else, som blev så umenneskeligt behandlet på Plejehjemmet Kongsgården i Aarhus. Det var desværre ikke en enlig svale. Den frygt har jeg fået bekræftet efter at have set udsendelsen ”Opråb fra plejehjemmet”.

Det er så rystende at se, hvordan enkelte plejere svigter de ældre. De byder på tøjauktioner i stedet for at tage sig af døende ældre. De holder pause hele tiden, taler grimt til de ældre, anvender fysisk magt over for dem, lader dem ligge i halve døgn med beskidt ble, giver dem ikke mad og drikke, glemmer deres medicin og man kunne blive ved.

Astrid Krag er allerede ude og advare mod besparelser i det offentlige, men svaret er jo ikke flere hænder. Mener Astrid Krag i ramme alvor, at beboerne på Nørremarken i Køge ville få det bedre, hvis der sad tre medarbejdere og bød på tøj i arbejdstiden, fremfor en enkelt?
En stor del af problemet her er ledelse. Og at for mange steder føler ledelsen ingen ejerskab og ansvar for stedet. Det er et strukturelt problem med mangel på ansvar og konkurrence.

Den socialdemokratiske løsninger kommer ALDRIG til at virke. Vi skal gentænke vores velfærdssamfund. Borgerne skal have mere frit valg, så de kan forlade de dårlige steder, og de dårlige steder kan få lov til at lukke og slukke. Mens de gode steder får lov til at blomstre.

Henrik Dahl
24. august 2022

Det er lidt mindre end 50 år siden, at forfatteren Henrik Stangerup offentliggjorde romanen »Manden der ville være skyldig«. Den handler om en mand, der gerne vil påtage sig skylden for sine gerninger, men ikke kan få lov til det af samfundet, han lever i.

Når Stangerups roman er værd at huske, er det, fordi det i Danmark i 2022 åbenbart er kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar. Det var en samfundstilstand, forfatteren ønskede at advare imod.

Nu er den i mellemtiden blevet til virkelighed.

Påstår man, at det enkelte menneske har en mulighed for at påvirke sin egen situation, må man regne med et inkvisitorisk interview på en landsdækkende tv-kanal.

Når det er blevet kontroversielt at sige, at mennesket har et personligt ansvar, er det, fordi en af præmisserne for velfærdsstaten er, at mennesket er et magtesløst offer for sit sociale miljø.

I socialpsykologien taler man om den såkaldte socialkarakter. Det vil sige et karakteristisk reaktionsmønster, der kan observeres i store grupper i samfundet.

Før Danmark blev et demokrati, var en afgørende socialkarakter den aristokratiske.

Omdrejningspunktet for den aristokratiske livsform var, at man som arving til sin families privilegier skulle videreføre slægtens magt og gerne gøre den større. Det gjorde man bedst ved at fremstå som indbegrebet af de dyder, slægten historisk stod for. Hvad enten det var en særlig flair for krigsførelse, offentlig administration eller dyrkelse af kunst og videnskab. Den opgave, der lå på den unge generations skuldre, var altså, at den skulle være særligt dygtig til at gøre det samme, som forfædrene altid havde gjort.

Det ændrede sig alt sammen, da man indførte demokrati. I det tidlige demokrati gjaldt det om at bevise sin duelighed.

Ordener hænger man på idioter, havde P. A.

Heiberg frejdigt hævdet i slutningen af 1700-tallet og modtaget en streng straf for det. Skulle man have et embede, var det ikke længere nok, at man havde et traditionsrigt efternavn og indflydelsesrige onkler. Man skulle selv kunne noget og være i stand til at godtgøre det med et eksamensbevis.

Denne borgerlige samfundsorden kalder man den meritokratiske, og den fungerer fortrinligt i de første 100 år af det danske demokratis historie. Men i takt med, at velfærdssamfundet bliver indført, begynder en ny måde at tænke på at konkurrere med den meritokratiske. Nu gælder det ikke længere om at bevise, at man er dygtig. Det gælder om at bevise, at man er magtesløs.

For er man det, går velfærdsstatens pengekasse op, og man kan regne med at blive forsørget resten af sine dage. I den forstand har velfærdsstaten det bagvendte succeskriterium, at det gælder om ikke at kunne. For kan man ikke, står systemet klar til at hjælpe.

Hvis man er et politisk parti, der gerne vil have mange stemmer, er en effektiv metode i Danmark i vore dage at gøre sig til talsmand for grupper, der hævdes at være ofre. Det ses mange steder, men mest tydeligt hos Socialistisk Folkeparti. Her fisker man ihærdigt i vælgerhavet ved at påstå, at selve det at være et ungt menneske er mere eller mindre sundhedsskadeligt.

Men som menneske har man altid et ansvar. Om ikke andet så for, hvordan man fortolker sin egen tilværelse. Det er derfor, det ikke burde være kontroversielt at sige, at folk godt kan. Problemet er, at det rokker ved den grundlæggende logik i velfærdsstaten.

For i så fald bliver behandlersamfundet overflødigt. Det er forklaringen på, det er blevet et rødt tabu at sige, at mennesker godt kan.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 24. august 2022)

Alex Vanopslagh
18. maj 2022

Regeringens politik har gjort næsten alle danskere fattigere. Det burde bekymre en rød regering, men det gør det åbenbart ikke.

Alex Vanopslagh
2. juni 2021

Debatten om sociale ydelser kører på fulde drøn igen.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.

Jeg bliver derfor nødt til at slå tre sandheder fast, som punkterer venstrefløjens myter:

1. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Det er fuldstændig omsonst at påstå noget andet. Begrebet relativ fattigdom er et vrøvlebegreb. Det betyder, at desto mere rigt og velstående Danmark bliver desto flere fattige vil vi have. Du bliver ikke fattigere af, at andre bliver rigere. De sociale ydelser i Danmark er blandt de højeste i verden – en enlig mor med to børn får over 18.000 kroner udbetalt i sociale ydelser EFTER skat.

Alligevel påstår venstrefløjen at vi har over 40.000 fattige børn i Danmark. Det er noget ævl.

2. Når det kommer til ”børnefattigdom”, er det største problem at forældrene bruger pengene forkert – ikke at de ikke har nok penge.

Når og hvis børn lider afsavn, skyldes det først og fremmest at forældrene på kontanthjælp ikke prioriterer nok penge til børnene.

Nej, det er ingen økonomisk fest at være på kontanthjælp – men det gør det jo bare endnu vigtigere at prioritere i sine udgifter.

3. Det er ikke manglen på penge, der er den egentlige fattigdom, når man er på kontanthjælp. Det er manglen på arbejde – og den mening det giver i tilværelsen at være noget for andre og være en del af et fællesskab på en arbejdsplads.

Den egentlige fattigdom er den fattigdom, hvor man mister troen på sig selv og har været udenfor arbejdsmarkedet i mange år.

Det er det, jeg tidligere har kaldt for åndelig fattigdom.

Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Hvad er så vejen frem? Det er at sikre en pæn forskel på et lavtlønnet job og kontanthjælp. Gør de første 7.000 kroner skattefrie.

Bekæmp ”børnefattigdom” ved at få flere i arbejde. Den bedste måde at bryde social arv er ved at have gode rollemodeller – eksempelvis forældre der går på arbejde.

Og skrot det nuværende beskæftigelsessystem, der behandler arbejdsløse med mistillid og mistro, som er med til at øge den åndelige fattigdom.

Lad os få diskussionen om fattigdom og kontanthjælpssystemet tilbage på sporet.

Henrik Dahl
9. april 2021

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse«, er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

Under udførelsen af en række overspringshandlinger, som skulle udsætte det tidspunkt, hvor der ikke længere var nogen vej uden om afvigte månedens kørselsindberetninger, faldt jeg forleden over en fødselsdagsomtale af Peter Rindal. I januar 2008 rundede han de 85 og blev i den anledning interviewet i Nordjyske. Det, der slog mig ved læsningen af interviewet, var Rindals intakte indignation og skarphed: »Rindalisme handler om, at mennesket får lov at administrere den størst mulige del af sin arbejdsindkomst selv. Undtagen alt det der er nødvendigt: Politi, vejvæsen, skoler, alderdomsforsorg. Tilskuds- og omfordelingspolitikken er gået helt over gevind. Har man en hobby, har man næsten krav på at stikke hænderne i de offentlige kasser«.

Rindal slog igennem i 1965, hvor han indsamlede over 62.000 protestunderskrifter imod Statens Kunstfond, der var blevet vedtaget i Folketinget året forinden. Som man kan se af citatet, var Rindal ikke imod kunst. Han var imod, at den skulle finansieres over skatterne. Derfor er det ikke mærkeligt, at han senere tilsluttede sig Fremskridtspartiet og i mange år repræsenterede partiet i Statens Kunstfond.

Når man googler sig længere ned i sagen om Peter Rindal, er det navnlig slående, at indignationen over at skulle betale skat til elitære formål, der ikke på nogen måde gavnede den jævne mand eller havde noget med hans tilværelse at gøre, var så voldsom. 62.000 underskrifter i et land, som dengang havde over en million indbyggere færre end i dag, er dog immervæk noget. Ligesom de 28 mandater Fremskridtspartiet opnåede ved valget i 1973.

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse« (navnet på en bog fra 1973 af Jørgen S. Dich, der beskrev en ny herskende klasse af offentligt ansatte; fortrinsvis akademikere), er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

For det er jo ikke sådan, at den herskende klasses svineri med den brede befolknings arbejdsomt indtjente penge er blevet mindre siden slutningen af 1960erne.

Meningsløse projekter

Hvert år bruger vi i Danmark cirka 45 milliarder kroner på sociale indsatser, og ingen kender virkningen. De 45 milliarder ville givetvis hjælpe de socialt udsatte mere og bedre, hvis de blev sat direkte ind på deres respektive NemKonti, end de gør nu, hvor de ødes bort på alverdens projekter. Men så ville den herskende klasse af projektmagere stå uden beskæftigelse, og det kan vi åbenbart ikke have.

I 2017 viste en analyse i Berlingske, at alene de tre største kommuner i Danmark havde afsat 150 millioner kroner til fortrinsvis meningsløse integrationsprojekter. Hvis man skalerer det op til hele Danmark, tør man slet ikke tænke på beløbet. Beskæftigelsesindsatsen er helt sikkert ikke 13 milliarder kroner værd. Og ud af et budget til forskning på 24 milliarder er der også råd til at bruge en pæn slat på meningsløs pseudovidenskab.

Det er en udbredt forklaring på den manglende indignation, at et flertal af befolkningen i dag på den ene eller anden måde lever af penge inddrevet i skatter og afgifter. Jeg tror bare ikke, vi kommer uden om, at indignationen også er blevet kvalt af massiv udskamning fra den herskende klasses side og af massiv indoktrinering gennem de dannelsesinstitutioner, som den herskende klasser har erobret det totale herredømme over.

Ellers er det nærmest uforståeligt, at børn og børnebørn af Peter Rindals generation er så ligeglade med at blive udplyndret og snydt af den herskende klasse, som tilfældet er.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 9. april 2021)