Alex Vanopslagh
18. maj 2022

Regeringens politik har gjort næsten alle danskere fattigere. Det burde bekymre en rød regering, men det gør det åbenbart ikke.

Alex Vanopslagh
2. juni 2021

Debatten om sociale ydelser kører på fulde drøn igen.

De røde støttepartier pisker en hysterisk stemning op om, at fattigdom, i særdeleshed børnefattigdom, skulle være et kæmpe problem i Danmark. Og at løsningen selvfølgelig er højere offentlige ydelser.

Jeg bliver derfor nødt til at slå tre sandheder fast, som punkterer venstrefløjens myter:

1. Vi har ikke økonomisk fattigdom i Danmark.

Det er fuldstændig omsonst at påstå noget andet. Begrebet relativ fattigdom er et vrøvlebegreb. Det betyder, at desto mere rigt og velstående Danmark bliver desto flere fattige vil vi have. Du bliver ikke fattigere af, at andre bliver rigere. De sociale ydelser i Danmark er blandt de højeste i verden – en enlig mor med to børn får over 18.000 kroner udbetalt i sociale ydelser EFTER skat.

Alligevel påstår venstrefløjen at vi har over 40.000 fattige børn i Danmark. Det er noget ævl.

2. Når det kommer til ”børnefattigdom”, er det største problem at forældrene bruger pengene forkert – ikke at de ikke har nok penge.

Når og hvis børn lider afsavn, skyldes det først og fremmest at forældrene på kontanthjælp ikke prioriterer nok penge til børnene.

Nej, det er ingen økonomisk fest at være på kontanthjælp – men det gør det jo bare endnu vigtigere at prioritere i sine udgifter.

3. Det er ikke manglen på penge, der er den egentlige fattigdom, når man er på kontanthjælp. Det er manglen på arbejde – og den mening det giver i tilværelsen at være noget for andre og være en del af et fællesskab på en arbejdsplads.

Den egentlige fattigdom er den fattigdom, hvor man mister troen på sig selv og har været udenfor arbejdsmarkedet i mange år.

Det er det, jeg tidligere har kaldt for åndelig fattigdom.

Venstrefløjen har stirret sig blind på pengene alene. De er fuldstændig blinde for, at man simpelthen ikke hjælper mennesker, der har mistet troen på sig selv, ved at give dem flere penge.

Hvad er så vejen frem? Det er at sikre en pæn forskel på et lavtlønnet job og kontanthjælp. Gør de første 7.000 kroner skattefrie.

Bekæmp ”børnefattigdom” ved at få flere i arbejde. Den bedste måde at bryde social arv er ved at have gode rollemodeller – eksempelvis forældre der går på arbejde.

Og skrot det nuværende beskæftigelsessystem, der behandler arbejdsløse med mistillid og mistro, som er med til at øge den åndelige fattigdom.

Lad os få diskussionen om fattigdom og kontanthjælpssystemet tilbage på sporet.

Henrik Dahl
9. april 2021

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse«, er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

Under udførelsen af en række overspringshandlinger, som skulle udsætte det tidspunkt, hvor der ikke længere var nogen vej uden om afvigte månedens kørselsindberetninger, faldt jeg forleden over en fødselsdagsomtale af Peter Rindal. I januar 2008 rundede han de 85 og blev i den anledning interviewet i Nordjyske. Det, der slog mig ved læsningen af interviewet, var Rindals intakte indignation og skarphed: »Rindalisme handler om, at mennesket får lov at administrere den størst mulige del af sin arbejdsindkomst selv. Undtagen alt det der er nødvendigt: Politi, vejvæsen, skoler, alderdomsforsorg. Tilskuds- og omfordelingspolitikken er gået helt over gevind. Har man en hobby, har man næsten krav på at stikke hænderne i de offentlige kasser«.

Rindal slog igennem i 1965, hvor han indsamlede over 62.000 protestunderskrifter imod Statens Kunstfond, der var blevet vedtaget i Folketinget året forinden. Som man kan se af citatet, var Rindal ikke imod kunst. Han var imod, at den skulle finansieres over skatterne. Derfor er det ikke mærkeligt, at han senere tilsluttede sig Fremskridtspartiet og i mange år repræsenterede partiet i Statens Kunstfond.

Når man googler sig længere ned i sagen om Peter Rindal, er det navnlig slående, at indignationen over at skulle betale skat til elitære formål, der ikke på nogen måde gavnede den jævne mand eller havde noget med hans tilværelse at gøre, var så voldsom. 62.000 underskrifter i et land, som dengang havde over en million indbyggere færre end i dag, er dog immervæk noget. Ligesom de 28 mandater Fremskridtspartiet opnåede ved valget i 1973.

Den brede befolknings manglende indignation over at blive snydt, så det driver, af »den herskende klasse« (navnet på en bog fra 1973 af Jørgen S. Dich, der beskrev en ny herskende klasse af offentligt ansatte; fortrinsvis akademikere), er for mig at se et af de største mysterier i dansk politik overhovedet.

For det er jo ikke sådan, at den herskende klasses svineri med den brede befolknings arbejdsomt indtjente penge er blevet mindre siden slutningen af 1960erne.

Meningsløse projekter

Hvert år bruger vi i Danmark cirka 45 milliarder kroner på sociale indsatser, og ingen kender virkningen. De 45 milliarder ville givetvis hjælpe de socialt udsatte mere og bedre, hvis de blev sat direkte ind på deres respektive NemKonti, end de gør nu, hvor de ødes bort på alverdens projekter. Men så ville den herskende klasse af projektmagere stå uden beskæftigelse, og det kan vi åbenbart ikke have.

I 2017 viste en analyse i Berlingske, at alene de tre største kommuner i Danmark havde afsat 150 millioner kroner til fortrinsvis meningsløse integrationsprojekter. Hvis man skalerer det op til hele Danmark, tør man slet ikke tænke på beløbet. Beskæftigelsesindsatsen er helt sikkert ikke 13 milliarder kroner værd. Og ud af et budget til forskning på 24 milliarder er der også råd til at bruge en pæn slat på meningsløs pseudovidenskab.

Det er en udbredt forklaring på den manglende indignation, at et flertal af befolkningen i dag på den ene eller anden måde lever af penge inddrevet i skatter og afgifter. Jeg tror bare ikke, vi kommer uden om, at indignationen også er blevet kvalt af massiv udskamning fra den herskende klasses side og af massiv indoktrinering gennem de dannelsesinstitutioner, som den herskende klasser har erobret det totale herredømme over.

Ellers er det nærmest uforståeligt, at børn og børnebørn af Peter Rindals generation er så ligeglade med at blive udplyndret og snydt af den herskende klasse, som tilfældet er.

(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 9. april 2021)