Henrik Dahl
12. november 2020

Jeg roste regeringen for sine resolutte tiltag i starten af coronakrisen. Og det gør jeg gerne igen. Man betrådte nyt land, og i sådan en situation kan vi ikke bruge mandagstrænere til ret meget.

Men mange mandage er kommet og gået, og hvor regeringen i foråret betrådte nyt land, er det svært at forstå, den ikke har studeret terrænet bedre i den tid, der siden er passeret.

Det er flere uger siden, at regeringen blev klar over, at smitten bredte sig på landets minkfarme og begyndte aflivningerne. Billederne af bunker af døde mink, der ligger i det fri, og dermed fortsat kan sprede smitte, har bredt sig. Har regeringen styr på det? Nu skal alle mink aflives.

Det er et dødsstød mod minkavlen, der i praksis eksproprierer en hel branches livsgrundlag og dermed tvangslukker hele branchen.

Måske er det berettiget – men de 3 sider fra Statens Serum Institut plus bilag er alt, vi har fået i Folketinget.

Er det virkelig alt, regeringen har? Lad os alligevel antage, at grundlaget for aflivningerne er i orden. Men det er under al kritik, at man kun lægger op til en mager kompensation og halvbagte hjælpepakker.

Vores minkavlere har ikke brug for den slags, når deres livsgrundlag er væk – de har brug for fuld erstatning for alle deres nu værdiløse investeringer og en stærk hjælpende hånd til at komme videre.

Hvor regeringen i foråret fremstod resolut, fremstår den nu rådvild og vilkårlig.

Debatindlæg udgivet på jv.dk d. 8. november 2020.

Alex Vanopslagh
11. november 2020

Regeringen med Mette Frederiksen i front har udsendt en grundlovsstridig instruks om at aflive alle raske mink i Danmark. Det skal de ikke slippe godt fra.

Efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i onsdags udsendte en instruks om, at alle mink i Danmark – også de raske – skulle aflives, er det kommet frem, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre sådan en aflivning. Lad os glemme grundlaget fra Statens Serum Institut, der fremstår mere og mere flosset – endda har Kåre Mølbak selv undergravet regeringens argumenter.

Siden har der været skiftende forklaringer fra Miljø- og Fødevareminister Mogens Jensen (S) om hvorvidt, man var klar over, at man udsendte en instruks uden lovhjemmel.

I søndags sagde ministeren, at man godt vidste det, men at det hastede så meget, at man ikke havde tid til at afvente ny lovgivning. I går ændrede ministeren forklaring til, at man havde kommunikeret uklart – at det var en opfordring og ikke en ordre. Det er der ikke en sjæl, der tror på. Og i dag fik vi så en tredje forklaring – at det var en fejl, og man ikke vidste, at instruksen var grundlovsstridig.

Jeg har i dag bedt ombudsmanden undersøge sagen, for vi skal til bunds i det her – både i Miljø- og Fødevareministeriet og i Statsministeriet, for selvfølgelig skal vi have Mette Frederiksen på banen.

Hidtil har vi haft det indtryk, at der ikke bliver indkøbt nyt printerpapir ude i en styrelse uden, at beslutningen er forbi Mette Frederiksens bord. Skal vi så tro på, at hun ikke har noget ansvar for en grundlovsstridig instruks?

Spørgsmålet her er om, at man bevidst har sat demokrati og retsstat til side, eller om regeringen er så magtfuldkommen, at den tager beslutninger uden at interessere sig for lovhjemmel.

I dag havde jeg og mine kollegaer mulighed for at grille Mette Frederiksen i, hvad hun vidste, og hvorfor, hun har tilladt, at aflivningen af raske mink er fortsat i to dage, selvom der ikke var lovhjemmel. Det blev vi ikke meget klogere på – statsministeren er åbenbart fuldstændig ligeglad.

Men vi stopper ikke her. Hvad hun ikke frivilligt vil fortælle, må andre grave frem. Og hun slipper i øvrigt ikke ved at smide sin fødevareminister under bussen.

En hel branche er lagt i graven – på baggrund af en grundlovsstridig instruks. Det er muligvis en større skandale end Tamilsagen. Det skal de ikke slippe afsted med.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 10. november 2020.