Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

Det gjaldt minkskandalen, og det gælder skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Her er Mette Frederiksens sms’er, som ellers skal indgå i undersøgelsen fra den kommission, som selvfølgelig kommer, når regeringen har lavet rav i den, selvfølgelig også blevet slettet.

Ja, I kender efterhånden historien. Men kender I nogen, der ellers sletter alle sine sms’er? Jeg gør ikke. Det er mig bekendt kun noget, som kriminelle og utro partnere gør.

Argumentet om, at Mette Frederiksen har slettet sine sms’er af sikkerhedsmæssige hensyn, som i forvejen var utroværdigt i minkskandalen, bliver decideret absurd her, når vi netop skal undersøge en skandale, som har gjort massiv skade på Danmarks sikkerhed – både for vores hemmelige tjenester og for vores forhold til vores vigtigste allierede, USA.

Men vi kender jo regeringens måde at arbejde på. Man sætter sig selv først – over embedsværket, over folkestyret og over landets ve og vel. Og man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at smyge sig udenom at blive kigget i kortene.

Magtfuld og stærk, sådan vil man fremstå. Men kigger man bag facaden, kan man se, at det netop bare er en facade, der skal dække over dyb inkompetence, panik og hensynsløshed. Så Mette Frederiksen gør alt, hvad hun kan for at undgå, at danskerne får lov at kigge bag facaden. Hun vil ikke have en advokatundersøgelse af sin egen grove vildledning i minksagen, hun prøver at bagatellisere de skandaler, hun selv har skabt, og så sletter hun sine sms’er.

Nu skal vi til valg d. 1. november. Landsmoderligt slår den hidtil uhørt magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen ud med armene og inviterer til bredt samarbejde.

Men uanset hvilke partier, hun sidder i regering med, uanset hvilke slogans, hun går til valg på, og uanset hvad end andre partiledere bilder sig ind, så kan jeg garantere jer for én ting: Så længe, Mette Frederiksen bliver siddende i statsministerstolen, vil hun fortsætte med at forvalte magten på den måde, hun har gjort de sidste 3 år. Med egoisme, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Man kan godt male striberne på en tiger over, men striberne sidder der stadig.

Der er kun én vej væk fra Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og det er at stemme på et parti, der aldrig nogensinde kunne finde på at pege på hende som statsminister.

Husk det, når du skal stemme d. 1. november.

Alex Vanopslagh
24. oktober 2022

En borgerlig regering skal forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret. Og LA’s opgave bliver at sikre, at den lever op til disse idealer.

Dette valg er ikke bare et spørgsmål om blå mod rød. Flere af de bærende principper i vores folkestyre er under pres, og derfor står der denne gang noget meget mere fundamentalt på spil, når danskerne går til stemmeboksene.

Den seneste valgperiode har nemlig budt på alt for mange dybt bekymrende skandalesager, og derfor er valget også et spørgsmål det det folkestyre, vi en dag skal give videre til de næste generationer.

Minkskandalen, FE-sagen, den gradvise udskiftning af neutrale embedsmænd, slet skjulte forsøg på at undergrave frie medier og brugen af usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik.

Mette Frederiksens måde at lede landet på sætter sig slet og ret som rust på demokratiets tandhjul.

En ny måling fra Voxmeter dokumenterer, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Derfor har Danmark brug for et flertal, som kan genoprette tilliden til vores retsstat og folkestyre, og derfor handler valget denne gang også om noget mere grundlæggende.

For Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler. Derfor har vi i Liberal Alliance fire krav til en borgerlig regering.

1) Insistere på en sandhed og saglighed
En borgerlig regering skal holde sig til sandheden. I denne valgperiode har vi set alt for mange eksempler på hele og halve usandheder fra Mette Frederiksen og hendes ministre.

Det var for eksempel hverken myndighedernes anbefaling at lukke samfundet ned eller at slå alle danske mink ihjel under corona-pandemien, selvom Mette Frederiksen påstod det.

Borgerlige ministre vil næppe kunne undgå at udtrykke sig upræcist eller endda sige noget lodret forkert, for det er menneskeligt at fejle. Men med en ansvarlig regeringsførelse følger også et ansvar for at rette sine fejl, så vi bevarer danskernes tillid til det politiske system.

2) Respekt for Danmarks lovprocesser og institutioner
Vi borgerlige skal have en helt anden respekt for Folketingets lovprocesser. Det er et alvorligt problem for vores samfund, hvis politiske beslutninger bliver gennemført uden lovhjemmel som i minkskandalen.

Og vi skal genoprette tilliden til ministerier og myndigheder som kilder til viden. Vi skal ikke tilbageholde myndighedernes faglige rådgivning og oplysninger, som Mette Frederiksens regering gjorde det i sagen som Syriens-børnene.

Vi skal ikke skubbe forvaltningen foran os for at legitimere de politiske beslutninger, og hvis beslutningerne går galt, skal vi ikke smide embedsmændene under bussen i situationer, hvor politikerne gik fri, mens flere embedsmænd blev hjemsendt.

3) Et neutralt og fagligt embedsværk
Vi borgerlige skal ansætte de mest kvalificerede i centraladministrationen gennem professionelle rekrutteringsprocesser.

Siden Socialdemokratiet indtog ministerierne er rekordmange departementschefer blevet udskiftet, og mange af ministeriernes neutrale pressechefer er blevet erstattet med medarbejdere, som tilfældigvis har bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets tidligere Finansminister, Bjarne Corydon, har udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system er i krise”.

Det er et alvorligt problem, for danskerne fortjener et embedsværk, hvor de ansatte er uafhængige af skiftende regeringer og udelukkende besidder deres stillinger på baggrund af kompetencer – og ikke partibog.

4) Stå vagt om den frie presse
En borgerlig regering skal insistere på, at en fri presse er afgørende for vores folkestyre, og vi skal ikke gøre medierne til en fjende.

Det er fuldstændig uacceptabelt at true journalister til tavshed på samme måde, som Mette Frederiksen forsøgte med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati, at pressen kan gå kritisk til magthaverne uden at frygte for repressalier.

For uanset partifarve er vi politikere ikke kun valgt for at ride vores egne kæpheste. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret som helhed.

Vores folkestyre er møjsommeligt opbygget af bønder, arbejdere, husmænd, højskolelærere, købmænd, håndværkere, kvindesagsforkæmpere og mange andre, der i årti efter årti har lidt og stridt for at skabe verdens måske bedste samfund.

De retsstatsprincipper, der udgør grundsøjlerne i vores folkestyre, var her lang tid før, at nogen af os blev en del af dansk politik. Det er vores ansvar at sørge for, at de også er her den dag, ingen af os er her mere. Danmark fortjener bedre end dét, vi har set, siden der blev dannet rødt flertal.

Derfor skal en borgerlig regering forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret, når der forhåbentlig dannes blåt flertal efter valget.

Liberal Alliances opgave bliver at sikre, at en borgerlig regering lever op til disse idealer.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 24. oktober 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. 

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Henrik Dahl
13. juli 2022

Der er utvivlsomt, at det kommende valg til Folketinget (også) kommer til at handle om statsministerens forvaltning af sit embede.

Der findes næppe et blåt medlem af Folketinget, som ikke stiller sig kritisk over for selve den lemfældige måde, hvorpå Koordinationsudvalget 3. november 2020 besluttede sig for at nedlægge minkavlen i Danmark.

Det samme kan man sige om eksekveringen af beslutningen. Den blev meldt ud på et pressemøde ledet af statsministeren dagen efter, 4. november. Og den fortsatte med politiets hjælp efter, at det 8. november stod klart for enhver, at der ikke var lovhjemmel til det. For mig er begivenhedsforløbet i de første dage af november 2020 alvorligt.

Mennesker mistede deres livsværk. Ufattelige værdier blev tilintetgjort. Det skete oven i købet efter et helt utrolig sløset analysearbejde, og uden at det var hjemlet i en lov.

Men i forhold til den tillid, partierne på Christiansborg kan have til hinanden, og i forhold til den tillid, borgerne kan have til vores politiske system, synes jeg, at regeringens fralæggelse af ansvar er værre.

Den brutale sandhed er jo, at regeringen med støttepartiernes velsignelse har besluttet sig for at ignorere Granskningskommissionen.

Man har sagt fy til sig selv og mumlet nogle beklagende ord.

Men samtidig demonstrerer flertallet i Folketinget helt uden blusel, at når magten og retten kolliderer, så er det magten, der står uskadt tilbage, og retten der ligger sammenkrøllet i rabatten.

For eksempel har regeringen bestemt, at der skal være nul sammenlignelighed i reaktionerne mod ledelsen af FE og mod de ti embedsmænd, som Granskningskommisionen nævner. I det første tilfælde skrider man til hjemsendelse og retsforfølgelse. I det sidste slipper alle for ubehageligheder, og hele sagen syltes i en ligegyldig styrelse.

Skønt kommissionen helt eksplicit blev bedt om at undlade at forholde sig til ministres ansvar, og problemstillingen i sin helhed derfor svæver i det uvisse, har et flertal i Folketinget bestemt, at det spørgsmål skal aldrig afklares.

Det er således ikke sandt, når apologeter for regeringen hævder, at den i almindelighed og statsministeren i særdeleshed er blevet frikendt af Granskningskommissionen.

Spørgsmålet er – efter ønske fra Folketinget – overhovedet ikke blevet behandlet. Og bliver det heller aldrig, hvis det står til det nuværende flertal.

Når flertallets mangel på interesse for sandheden om minkskandalen og mangel på interesse for elementær retfærdighed burde undre alle mennesker i Danmark, er det, fordi regeringens egne forsvarsværker blev skudt i grus af kommissionen.

Jo: Koordinationsudvalget har også ansvar for de beslutninger, regeringen tager.

Jo: Der var rigeligt med tid til at foretage en ekstra omgang kvalitetssikring af Koordinationsudvalgets beslutning. Og jo: Statsministeren burde have vidst, at hun og regeringen løb en risiko ved at gennemføre en så stor og kompleks beslutning på en måde, der var så forceret.

Hvis minksagens foreløbige forløb får borgere i Danmark til at tænke, at politikere er en flok principløse kynikere, der primært er optaget af beskyttelsen af egen bagdel og sekundært af for enhver pris at udøve den magt, de er kommet i besiddelse af, på den mest effektive måde, så kan jeg ærlig talt godt forstå det.

Det er et lille lys i mørket, at støttepartierne ikke vil kunne holde frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år. Dertil er de for kompromitterede af deres magtkynisme.

Men det er godtnok ikke ret stort i forhold til sagens alvor.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 13. juli 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

Indberetningerne griber om sig, og de kommunale sagsbehandlere risikerer at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.
Familien er samfundets bærende enhed, og det offentlige er sat i verden for at understøtte familiens behov, ikke for at erstatte familien. Men jeg er bange for, at vi i dag er kørt ud på et sidespor, når det kommer til det offentliges indgreb i danske familiers intimsfære. Et grelt eksempel er den såkaldte Fanø-sag for et par år siden.

Her havde en pige sagt i skolen, at hendes far var et røvhul, som altid slog sine børn. Det viste sig dog, at der var tale om kortspillet ‘ røvhul’, og at faren altid vandt over børnene – men alligevel blev forældrene indberettet til kommunen.

INDBERETNINGEN ledte til et opslidende forløb, hvor forældrene i næsten et halvt år skulle trækkes gennem sølet af kommunale undersøgelser med søvnløse nætter og besøg hos krisepsykolog til følge.

Ligesom i mange andre tilfælde startede sagen med en grundløs indberetning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tiltagende indberetninger er udtryk for et skred i vores forståelse af, hvornår staten bør gribe ind i borgernes privatliv.

Siden 2015 er antallet af anonyme indberetninger nemlig steget eksplosivt, men ligesom i sagen fra Fanø er henvendelserne ofte meget tvivlsomme. Mange af de anonyme indberetninger hviler på et papirtyndt grundlag, hvor småting såsom en glemt madpakke eller manglende tandlægetider leder til, at forældrene bliver uretmæssigt undersøgt og mistænkeliggjort af myndighederne.

Den voksende mængde indberetninger har i flere tilfælde også ført til, at kommunen går ind og blander sig i forældrenes børneopdragelse, og meget tyder på, at indberetningstendensen er et produkt af uigennemtænkt politik. I løbet af de seneste år er lovgivningen på området nemlig blevet strammet markant, og manglende indberetninger fra f. eks. pædagoger kan i dag føre til et helt års fængsel.

VI BEFINDER OS på et skråplan, og problemet ser kun ud til blive værre med den nuværende regering ved roret. Med den selvbestaltede børnenes statsminister i spidsen har Socialdemokratiet nemlig som erklæret mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det vil forebygge antallet af sager om svigt af børn, men det lader faktisk ikke til at være tilfældet.

Trods den store stigning i anonyme indberetninger er det nemlig kun 16 procent af henvendelserne, der omhandler vold eller misbrug af børnene. Og måske burde det ikke komme som en overraskelse, at mange af sagerne hører til småtingsafdelingen, når man fra politisk hold anser tvangsfjernelser som et gode i sig selv. Forstå mig ret. Der må ikke herske tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forebygge de forfærdelige sager, hvor børn bliver svigtet.

Men i den nuværende situation frygter jeg, at reguleringen på området har gjort kuren værre end sygdommen.

Vi har eksempelvis hørt om sager, hvor anonyme indberetninger får kommunen til at tage kontakt til børnene i deres institutioner for at forhøre dem, uden at forældrene overhovedet bliver underrettet.

Det er udtryk for en uanstændig mistillid til familierne og et groft indgreb i kernen af menneskers liv.

JEG FOREGIVER ikke at have nogen endelig facitliste, for jeg tror ikke på, at der er nogen lette snuptagsløsninger. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at indføre en regel om, at forældrene har lov til at tale med en socialrådgiver, pædagog eller lærer, inden en indberetning får kommunen til at kulegrave familien.

Det har man gjort i Tyskland, og på den måde kan vi sikre os, at småsager og ubetydelige misforståelser ikke får lov til at splitte familier ad, på samme måde som vi så det i sagen fra Fanø.

Vi bør også overveje at indskærpe til, at der kun kan ske anonyme indberetninger, hvis der er mistanke om grove tilfælde af svigt eller overgreb. For vi bliver nødt til at huske på, at det kan få alvorlige konsekvenser for de involverede familier, når anonyme personer laver uretmæssige indberetninger uden hold i virkeligheden.

De fleste forældre vil nok kunne forestille sig, hvor ubehageligt det må være at åbne sin e-Boks til en besked fra myndighederne om, at en anonym person har lavet en indberetning på ens forældreskab. Hvad har ligget til grund for en sådan indberetning? Og hvem er det, der ikke synes, at man er en tilstrækkeligt god forælder? En sådan mistænkeliggørelse er forfærdelig for den enkelte familie, men jeg tror også, at indberetningskulturen har konsekvenser for samfundet som helhed. For når den politiske målstyring skaber til mistillid, slår det sprækker i vores fællesskab. Det kan i værste fald undergrave den tillidskultur, som ellers kendetegner vores samfund.

KONSEKVENSEN AF indberetningskulturen er nemlig, at det civilsamfundsansvar, som historisk har ligget hos det enkelte individ, nu er blevet placeret hos staten. Mens pædagogerne i Fanø-sagen formentlig selv ville have talt med pigen om hendes oplevelse tidligere, er de som følge af den politiske styringssyge i dag nødt til at foretage en anonym indberetning af frygt for deres egen karriere.

Den strammede lovgivning flytter dermed hegnspæle i vores forståelse af, hvilken rolle kommunen skal spille i borgernes intimsfære.

Det bør vi være meget opmærksomme på. For samspillet mellem indgreb i borgernes privatliv, statslig overvågning og detailregulering er en farlig cocktail.

Med den omsiggribende indberetningstendens risikerer de kommunale sagsbehandlere nemlig at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.

Det vil uvægerligt medføre, at der er færre ressourcer tilbage til de sager, hvor det ér nødvendigt, at myndighederne træder til. Derfor bør vi lægge det overdrevne optimeringsbehov af vores børn i graven. Vi bliver nødt til at sikre os, at småting som glemte madpakker og manglende tandlægetider ikke får kommunen til at henvise forældrene til sidelinjen, mens myndighederne overtager rollen som opdrager.

Og så bliver vi politikere nødt til at sikre os, at dårlig regulering ikke ender med at blive en spændetrøje, der afholder kommunerne fra at skride til handling i de vigtige sager.

Alternativet er, at det offentlige sander til i ligegyldigheder, at mistilliden breder sig mennesker imellem, og at vi fortsætter marchen mod den totale indordning af familien som en undersåt til staten.

Det kommer der ikke et mere omsorgsfuldt, trygt eller næstekærligt samfund ud af.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 21 juni 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

I dokumentaren “Minkskandalen – Afgørelsens time” skildrer DR forløbet op til den ulovlige ordre om at udrydde det danske minkerhverv.

Selv om jeg efterhånden kender sagen som min egen bukselomme, løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg endnu engang blev mindet om detaljerne i skandalen.

Så lad mig – mens vi venter på, at Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i næste uge – opridse nogle af de mest vanvittige dele af det hændelsesforløb, som ledte til danmarkshistoriens største politiske skandale.

For det første tror man ikke sine egne øjne, når man genser virakken om mødet i Koordinationsudvalget, hvor det blev besluttet at udrydde minkerhvervet.

På blot 44 minutter bestemte man nemlig, at tusindvis af danskere skulle have ødelagt deres livsværk, blive sendt ud i arbejdsløshed, og at skandalens regning på 19 mia. kr. skulle tørres af på borgerne.

At ordren blev givet på et ulovligt grundlag, er i sig selv beskæmmende.

Men departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet har endda også udtalt, at det ikke var »top of mind« at sikre, at den katastrofale beslutning var lovlig.

Hvordan kunne man træffe en så afgørende beslutning uden at tænke over, om det overhovedet var lovligt? Og det stopper ikke her. For de faglige bilag, der skulle ligge til grund for beslutningsprocessen, blev nemlig først udleveret i sidste øjeblik, så der ikke var tid til at læse dem før mødet.

Det er foruroligende. For selv hvis beslutningen havde været lovlig, hvordan kan man så tillade sig at træffe beslutninger med så store konsekvenser, uden i det mindste at have sat sig ind i sagen først? Noget andet, der også nager mig, er, at regeringen har sendt skandalens regning på 19 mia. kr. videre til borgerne, der i forvejen betaler nok i skat. For hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse. Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

Og hvis pengene bare skulle være blevet udbetalt til borgerne, kunne man med 19 mia. kr. også have udskrevet en check på 4.000 kr. til alle voksne danskere.

Kan du komme i tanke om noget, du hellere vil have brugt 4.000 kr. på end at samle regningen op for regeringens skandale? I DR’s dokumentar genser vi også, hvordan Mette Frederiksen først påtager sig ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink i starten af forløbet, så hun kan fremstå handlekraftig.

Men når regeringen senere i forløbet indser, at der er tale om en veritabel skandalesag, får piben hurtigt en anden klang.

For så begynder Mette Frederiksen nemlig fluks at frasige sig ansvaret, så hun kan dække sig selv ind ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

Det er en uværdig måde at skubbe ansvaret over på nogle andre, når lokummet brænder på.

For når man som leder af et land træffer så afgørende beslutninger med så store konsekvenser, bør man også stå på mål for sine handlinger.

Men selv efter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen ved med at fastholde ordren om at sønderslå minkerhvervet.

Denne nonchalance er udtryk for en mageløs grad af respektløshed over for andre menneskers hårde arbejde. Mange af minkavlerne har gennem flere generationer formået at opbygge en produktion, der var blandt verdens suverænt bedste.

Men med et pennestrøg udslettede den socialdemokratiske regering tusindvis af menneskers levebrød og livsværk. Derfor er jeg glad for, at vi fik nedsat Minkkommissionen.

Og mens vi venter på kommissionens konklusioner i næste uge, vil jeg opfordre alle til at se DR-dokumentaren.

For hændelsesforløbet, der affødte danmarkshistoriens største politiske skandale, må ikke gå i glemmebogen.

Hvad kunne de 19 mia. kr.

ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse.

Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

(Debatindlæg udgivet d. 26. juni 2022 i Jyllands Posten)

Alex Vanopslagh
5. juni 2022

Folkestyret og grundloven var her lang tid før, at nogen af os blev født, og de skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.
Mens de røde har den 1. maj til at fejre sig selv hvert år, er den 5. juni den årlige festdag for liberale. For grundloven er en liberal triumf.

Den bygger på ærkeliberale idéer om folkestyre, retsstat og en begrænset statsmagt, der ikke kan slippe afsted med hvad som helst.

Det er idéer så gode, at alle danske partier i hvert fald påstår at gå ind for dem. Men jeg er bekymret.

Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så meget røre om grundlovens paragraffer som i de seneste tre år. Og jeg er ikke kun bekymret, fordi det er en del af jobbeskrivelsen som oppositionspolitiker at finde huller i osten.

En del af virakken er et produkt af slemme overraskelser, der er ramlet ind i hinanden de seneste år, men meget af det kan spores tilbage til den måde, Mette Frederiksen leder landet på.

Da Mette Frederiksen udslettede det danske minkavl uden lovhjemmel, blev der sået tvivl om ejendomsrettens ukrænkelighed i grundlovens § 73. Da man under corona-nedlukningerne indførte begrænsninger på danskernes mulighed for at mødes, var det forsamlingsfriheden i grundlovens § 79, der blev filet på.

Og det seneste skud på stammen er naturligvis tvivlen om grundlovens § 57 vedrørende folketingsmedlemmernes immunitet i Claus Hjort-skandalen, hvor regeringen forsøgte at få Folketinget til ophæve Hjorts immunitet i blinde, fordi det kun var partiledere som måtte få indblik i, hvad han var sigtet for.

I de to første sager fejlede Folketinget eklatant. Nu må vi se, hvor minkskandalen ender, efter at Minkkommissionen er færdig, men indtil videre er regeringen sluppet forbavsende godt fra sin opførsel.

Det samme gælder dens coronabeføjelser.

På få timer fik vi politikere i en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning.

Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning og sende domstolene hjem, selv om det var grundlovsstridigt.

Tænk sig engang. Det krævede bare, at vi alle blev bange, og så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre.

Ja, jeg var ikke et hak bedre selv – jeg stemte også for epidemiloven.

Men tænk sig engang, hvor lidt der skulle til, før vi bare gik på kompromis med vores idealer.

Nu er Folketinget heldigvis vågnet mere op og har sat foden ned – et flertal nægtede at stemme i blinde for at ophæve Claus Hjorts immunitet.

Og godt for det. For alle disse sager er desværre eksempler på en regering, der ikke skyr nogle midler for at tromle hen over de retsstatsprincipper, der har til formål at fungere som bremseklodser for statsapparatets uindskrænkede magtudøvelse.

Vi har også haft skandalen om den fængslede og nu løsladte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Der var sagen om sms’erne, der angiveligt blev slettet af “sikkerhedsmæssige årsager”. Fadæsen med de forseglede kuverter i Justitsministeriet, der “desværre” først kunne åbnes, efter kommunalvalget var overstået. Og forsøget på at sigte corona-demonstranter med majestætsfornærmelsesparagraffen for at brænde en dukke af.

Hertil kommer de talrige historier om den gradvise udskiftning af ministeriernes neutrale embedsmænd, der lidt efter lidt er blevet frasorteret til fordel for medarbejdere, som tilfældigvis allesammen har bånd til Socialdemokratiet.

Det folkestyre, der udgør fundamentet for vores velfungerende demokrati, skrider i disse år. Som valgt til Folketinget har vi politikere skrevet under på, at vi vil overholde grundloven, men det skulle gerne gælde både grundlovens bogstav og dens ånd. Men bliver denne ånd virkelig efterlevet i dag med vores nuværende regering? Tror nogen helt ærligt på, at de slettede sms’er handlede om »sikkerhed« og ikke om at undgå at blive kigget i kortene? Tror nogen helt ærligt på, at statsministeren var den sidste i landet, der fik nys om, at hun ikke havde lovhjemmel til at udslette den danske minkavl – flere timer efter at nyheden om den manglende hjemmel havde fundet vej til mediernes blinkende breaking news-bjælker? Selvfølgelig ikke.

Men alligevel har vi ladet det passere.

Da corona-pandemien gjorde sit indtog i Danmark, og Mette Frederiksen ville lukke landet ned, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede ikke.

Da der blev identificeret coronavirus hos de danske mink, og Mette Frederiksen ville slå hele minkbestanden ihjel, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede heller ikke.

Den unikke danske tillid, der plejede at være karakteristisk for vores samfund, embedsværk og myndigheder, er ved at blive undergravet.

For hver eneste gang regeringen bruger usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik, slår det revner i den tillidskultur, som generationer før os møjsommeligt har opbygget.

Hvis man betragter sagerne isoleret set, kunne man måske forledes til at tro, at der blot var tale om enkeltstående fejl. Mette Frederiksen mener selv, at hun dækkede sig ind ved i starten af coronakrisen at slå fast, at der selvfølgelig ville blive begået fejl.

Men der er forskel på fejl og fejltagelser.

Fejl kan vi alle begå, det er menneskeligt at være fejlbarlig.

Men når man nægter at rette og lære af sine fejl, bliver de til fejltagelser.

Og med antallet af skandalesager, der efterhånden hober sig op under denne regering, er vi langt hinsides fejl.

Så drejer det sig om den fundamentale fejltagelse, at Mette Frederiksen ikke ser sig selv som en statsminister, der tjener folket – men ser folket som nogle, der tjener statsministeren.

Er man i tvivl om, hvordan regeringen bruger magten, behøver man ikke kun at skele til de monumentale fadæser. Der er mange flere end det.

Regeringen har eksempelvis fortsat masseovervågningen af borgernes teledata, selv om EU har erklæret, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Regeringen har indført lov om, at man kan konfiskere uskyldige menneskers biler, hvis andre personer kører vanvidsbilisme i dem.

Regeringen har foreslået at fjerne kravet om dommerkendelse, inden politiet begynder at overvåge borgerne.

Og sådan fortsætter man med bid og for bid at fortære danskernes retssikkerhed. Det er sådan, gode og sunde samfund går i forfald.

Det sker stille og roligt, og så lige pludseligt.

Jeg er bekymret for vores folkestyre, når jeg ser den måde, magten er blevet brugt på de seneste år. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer valg. Men lad mig slå det helt tydeligt fast, at en blå regering, der bliver afhængig af mine mandater, aldrig nogensinde kan få lov til at opføre sig sådan, som Mette Frederiksens regering har opført sig og åbenbart vil blive ved med at opføre sig.

Og uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt. Det er vores grundlovssikrede ret – og pligt.

Vi er ikke bare valgt for at hyppe vores egne små kæpheste og dele os efter anskuelser. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret. Folkestyret var her lang tid før, at nogen af os blev født, og det skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.

Uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 5. juni)

Alex Vanopslagh
19. maj 2022

Regeringen vil lade politiet overvåge danskernes færden uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet. Men vi skal ikke effektivisere retsstatsprincipper væk for at spare lidt hist og her.
Med et nyt lovforslag vil Socialdemokratiet afskaffe kravet om, at staten først skal have en retskendelse fra domstolene for at kunne overvåge borgernes færden. Endnu en gang er regeringens lemfældighed over for vores retsstatsprincipper blevet illustreret i al sin tydelighed.

Lovforslaget er kun det seneste skud på stammen i en lang række sager, hvor regeringen med juridiske krumspring som løftestang gradvist underminerer de liberale frihedsrettigheder, der udgør fundamentet for vores demokrati.

For nylig var det den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerup, der med logningsbekendtgørelsen forsøgte at få adgang til at overvåge fire millioner danske borgere, selv om EU-Domstolen flere gange har stadfæstet, at en sådan masseovervågning krænker menneskerettighederne og dermed er ulovlig.

Nej tak til ‘effektivisering’

Og nu vil regeringen altså give politiet lov til at overvåge og registrere danskernes færden med eksempelvis GPS uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kalder det at »effektivisere politiets arbejde« fra Folketingets talerstol. Ja, tak.

For hvor mange retsstatsprincipper i vores samfund ville man ret beset ikke kunne »effektivisere«, det vil sige kaste på møddingen, ud fra logikken om, at man dermed ville kunne spare nogle ressourcer hist og her? Når en sådan tankegang udmønter sig i lovgivning, slår det sprækker i demokratiet.

Den ultimative effektivisering, hvor regeringen slet og ret kan gøre, hvad den har lyst til, uden at have lovhjemmel til det, har vi jo allerede set i aktion i minkskandalen. Det ved jeg ikke, om nogen af os har lyst til at prøve igen. Jeg har i hvert fald ikke.

Uanset om det er i det store eller i det små, er disse indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder, hvor man med den ene gummiparagraf efter den anden skærer lunser af retssikkerheden, fordi det gør statens drift en smule lettere eller billigere, en demonstration af Socialdemokratiets uhyggelige og hæmningsløse forhold til magt.

Magten skal bindes

For det er en hjørnesten i et frit samfund som det danske, at staten ikke blot kan overvåge lovlydige borgere efter forgodtbefindende, uden at en domstol først har dømt det nødvendigt. Eller det burde det være. Når regeringen forsøger at træde dette princip under fode ud fra et effektivitetshensyn, bør det få alarmklokkerne til at ringe hos enhver, der kerer sig om retsstaten.

Men hvorfor i alverden skulle man bekymre sig om det? Er det ikke bare at være »på forbrydernes side«, som Nick Hækkerup så fint fik formuleret det? For selvfølgelig er det på kort sigt mere populært at gøre noget, når der ruller en eller anden sag. Og det gælder både under røde og blå regeringer.

Men retsstaten handler netop om at sætte grænser for magthavernes mulighed for at skalte og valte med folks liv. Den er den myndige borgers værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig. I et liberalt demokrati er det ikke nok bare at give flertallet ret til hvad som helst der må være regler og principper, der binder magten, også selv om folkestemningen kræver noget andet.

Livet i et samfund uden en retsstat er brutalt og tilfældigt. Den ene forbryder får livstid, den anden går fri. Nogle indlysende gode ting er forbudte, andre indlysende slemme ting er tilladte. Nogle mister alt, andre får i pose og sæk. Den stærkes ret råder, og den svage kan intet gøre.

Jeg er liberal, fordi jeg ikke ønsker mig sådan et samfund. Også selv om det hele skulle være demokratisk godkendt. Det er netop disse retsstatsprincipper, der adskiller Danmark fra en bananrepublik, hvor borgernes rettigheder er en by i Rusland. Så når regeringen forsøger at »effektivisere« danskernes frihedsrettigheder ved at lade staten overvåge lovlydige borgere uden en retskendelse, bliver vi nødt til at sige fra.

For retsstaten er din ven. Du ved aldrig, hvornår det er dig, det bliver populært at kanøfle.

Alex Vanopslagh
19. maj 2022

Regeringen vil lade politiet overvåge danskernes færden uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Med et nyt lovforslag vil Socialdemokratiet afskaffe kravet om, at staten først skal have en retskendelse fra domstolene for at kunne overvåge borgernes færden. Endnu en gang er regeringens lemfældighed over for vores retsstatsprincipper blevet illustreret i al sin tydelighed.

Lovforslaget er kun det seneste skud på stammen i en lang række sager, hvor regeringen med juridiske krumspring som løftestang gradvist underminerer de liberale frihedsrettigheder, der udgør fundamentet for vores demokrati.

For nylig var det den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerup, der med logningsbekendtgørelsen forsøgte at få adgang til at overvåge fire millioner danske borgere, selv om EU-Domstolen flere gange har stadfæstet, at en sådan masseovervågning krænker menneskerettighederne og dermed er ulovlig.

Nej tak til ‘effektivisering’ af frihedsrettigheder

Og nu vil regeringen altså give politiet lov til at overvåge og registrere danskernes færden med eksempelvis GPS uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kalder det at»effektivisere politiets arbejde«fra Folketingets talerstol. Ja, tak.

For hvor mange retsstatsprincipper i vores samfund ville man ret beset ikke kunne»effektivisere«, det vil sige kaste på møddingen, ud fra logikken om, at man dermed ville kunne spare nogle ressourcer hist og her? Når en sådan tankegang udmønter sig i lovgivning, slår det sprækker i demokratiet.

Den ultimative ‘effektivisering’, hvor regeringen slet og ret kan gøre, hvad den har lyst til, uden at have lovhjemmel til det, har vi jo allerede set i aktion i minkskandalen. Det ved jeg ikke, om nogen af os har lyst til at prøve igen. Jeg har i hvert fald ikke.

Uanset om det er i det store eller i det små, er disse indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder, hvor man med den ene gummiparagraf efter den anden skærer lunser af retssikkerheden, fordi det gør statens drift en smule lettere eller billigere, en demonstration af Socialdemokratiets uhyggelige og hæmningsløse forhold til magt.

Magten skal bindes

For det er en hjørnesten i et frit samfund som det danske, at staten ikke blot kan overvåge lovlydige borgere efter forgodtbefindende, uden at en domstol først har dømt det nødvendigt. Eller det burde det være. Når regeringen forsøger at træde dette princip under fode ud fra et effektivitetshensyn, bør det få alarmklokkerne til at ringe hos enhver, der kerer sig om retsstaten.

Men hvorfor i alverden skulle man bekymre sig om det? Er det ikke bare at være»på forbrydernes side«, som Nick Hækkerup så fint fik formuleret det? For selvfølgelig er det på kort sigt mere populært at ‘gøre noget’, når der ruller en eller anden sag. Og det gælder både under røde og blå regeringer.

Men retsstaten handler netop om at sætte grænser for magthavernes mulighed for at skalte og valte med folks liv. Den er den myndige borgers værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig. I et liberalt demokrati er det ikke nok bare at give flertallet ret til hvad som helst – der må være regler og principper, der binder magten, også selv om folkestemningen kræver noget andet.

Livet i et samfund uden en retsstat er brutalt og tilfældigt. Den ene forbryder får livstid, den anden går fri. Nogle indlysende gode ting er forbudte, andre indlysende slemme ting er tilladte. Nogle mister alt, andre får i pose og sæk. Den stærkes ret råder, og den svage kan intet gøre.

Jeg er liberal, fordi jeg ikke ønsker mig sådan et samfund. Også selv om det hele skulle være ‘demokratisk’ godkendt. Det er netop disse retsstatsprincipper, der adskiller Danmark fra en bananrepublik, hvor borgernes rettigheder er en by i Rusland. Så når regeringen forsøger at»effektivisere«danskernes frihedsrettigheder ved at lade staten overvåge lovlydige borgere uden en retskendelse, bliver vi nødt til at sige fra.

For retsstaten er din ven. Du ved aldrig, hvornår det er dig, det bliver populært at kanøfle.

(Debatindlæg udgivet i Informationen d. 18. maj 2022)

Henrik Dahl
10. marts 2022

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Det ville passe venstrefløjen så aldeles glimrende.

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive flere bøger. Og en af de bøger, jeg ville skrive, skulle omhandle den sande natur af venstrefløjens projekt.

Den sande natur af venstrefløjens projekt ser man mest tydeligt, når man betragter Enhedslistens modvilje mod Nato og Frie Grønnes forestillinger om afrustning.

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Jeg besøgte engang øen Palawan. Den er filippinsk og ligger ud til Det Sydkinesiske hav. En af de personer, jeg talte med, var den øverstkommanderende for de væbnede styrker i området. Jeg spurgte ham, om der faktisk var fri sejlads på Det Sydkinesiske hav. Sådan som FN’s havretskonvention foreskriver. Og han svarede: ja. Men udelukkende, fordi USA patruljerer med hangarskibe.

Sådan er det: Uden overlegen våbenmagt er fjenderne af det, vi selv står for, klar til at ødelægge det alt sammen. Og lade deres egen orden tage over.

Enhedslistens strategi for at ødelægge den vestlige orden er direkte overtaget fra DKP – der havde fået den tilsendt fra Sovjetunionen.

Skab mistillid til det bestående. Fremsæt forslag til alternativer, der er langt dårligere. Men lyder troværdige i naive og urealistiske menneskers øren. Og skab på den måde splittelse blandt Sovjetunionens fjender.

Det er derfor, Enhedslisten taler om andre alliancer. Andre tilgange til at skabe sikkerhed. Styrken ved neutralitet. Der er ingen af tingene, der nogensinde vil kunne realiseres. Og hvis de kunne – hvad ethvert fornuftigt menneske på forhånd burde være i stand til at indse, at de ikke kan – ville de ikke have nogen effekt. Til gengæld fører den slags destruktive og verdensfjerne forslag til, at det er nødvendigt at bruge tid på at diskutere dem. Og den diskussion fører så til en farlig splittelse i det samfund, DKP eller Enhedslisten ønsker at ødelægge. Altså vores.

Vi kan se, at venstrefløjens energipolitik i mange år har haft det samme mål som sikkerhedspolitikken: at sikre den vestlige verdens ødelæggelse. Og at midlerne har været de samme: at komme med fuldstændig verdensfjerne forslag til, hvordan udslippet af CO2 begrænses. At lokke så mange som muligt til at tilslutte sig disse verdensfjerne forslag. Og på den måde opnå et af to: enten en politisk sejr, der i sig selv fører til en risikabel energipolitik, der ligger lige på grænsen til det egentligt farlige. Eller en splittelse, der er praktisk taget lige så god.

Nu står vi med resultaterne af venstrefløjens energipolitik i hele Europa: Den atomkraft, der kunne forhindre både udslip af CO2 og afhængighed af den vestlige verdens fjender, har vi ikke. Til gengæld har vi en super usikker energipolitik, der nødvendiggør, at vi fylder kasserne hos alverdens diktatorer.

Som jeg ser det, handler venstrefløjens politik på stort set alle områder om at så kimen til, at Danmark og den vestlige verdensorden bliver totalt ødelagt.

Det mest tydelige område er naturligvis flygtninge- og indvandringspolitikken. Hvor man gennem årtier har ønsket en politik, der ville destabilisere de vestlige lande ved at tilføre dem et enormt stort befolkningselement fra Mellemøsten.

Al erfaring siger nemlig, at jo større befolkningselementet fra Mellemøsten er, jo større er den økonomiske belastning for velfærdsstaten, trykket fra kriminalitet, trykket på de almindelige borgerlige rettigheder, trykket på samfundstilliden og kravene om, at de vestlige lande tilpasser sig mellemøstlig kultur og levevis.

Med den økonomiske politik forholder det sig ikke meget bedre: Opbyggelsen af et kolossalt, offentligt forbrug er ødelæggende for den økonomiske vækst. Samtidig med at den moral, der gennemsyrer velfærdsstaten, stimulerer selv-offergørelse, klientgørelse, passivisering og bortfald af almindeligt samfundssind.

Område for område kan man se, hvordan røde politikker ødelægger samfundet. Hele uddannelsessystemet er efterhånden designet til at stimulere dovenskab, selvmedlidenhed og uvidenhed og udslette forskellen på viden og synsninger.

Socialforsorgen er designet til at ødelægge al virkelyst hos det enkelte menneske og udslette opfattelsen hos det enkelte menneske af, at det er et subjekt med handlemuligheder.

Miljøpolitikken er nødvendig. Men venstrefløjen har altid været flittig til at sikre, at den lægger så mange hindringer i vejen for at skabe og drive virksomheder som overhovedet muligt.

Men hvorfor er der ikke nogen, der siger fra, kan man spørge sig selv.

Her kommer vi til noget af det mest geniale, venstrefløjen har udtænkt: et helt enormt system af repression. Der ene og alene er designet til at forhindre rationaliteten, erfaringen og den sunde fornuft i at triumfere.

Fundamentet for venstrefløjens system til repression af rationalitet, erfaring og sund fornuft er universiteterne. Her har man siden 1970’erne opbygget et mægtigt teoretisk apparat, som allerede fra en ung alder lærer mennesker at opfatte de mest vanvittige antagelser som fornuftige: at kvinder i Danmark bliver groft undertrykt af usynlige og udokumenterbare ”strukturer”. At problemer med indvandring fra Stormellemøsten skyldes ”strukturel racisme” og ”islamofobi”. At biologien ikke har nogen indflydelse på opfattelsen af eget køn. At den vestlige samfundsmodel er et kriminelt system, der bygger på kolonialisme.

Samtidig har man iværksat et omfattende system af negativ social kontrol. Dette system virker gennem at stemple, udskamme og udgrænse ethvert menneske, der appellerer til rationalitet, erfaring og sund fornuft.

Jeg hader at måtte indrømme dette. Men strategien er faktisk tæt på at være genial: Man udnævner det til en psykisk lidelse – en fobi – at kritisere de ting, det er tabu at kritisere. Hvis man kritiserer kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden eller dens negative indflydelse på udviklingen af demokrati, lider man af en sygelig islamfrygt: islamofobi. Hvis man siger, at uden en biologisk dimension er forestillinger om køn meningsløse, er man transfob. Og så fremdeles.

Jeg ville egentlig ønske, at højrefløjen var lige så udspekuleret. Så kunne vi omtale den røde antisemitisme som israelofobi. Vi kunne kalde modviljen imod fornuftige samtaler for faktofobi. Og vi kunne kalde hele venstrefløjens projekt for oikofobi. Altså: sygeligt had til vores eget hjem i verden.

Forsøger man at påvise, at kvinder ikke på et plan, der kan ses i nogen statistikker, bliver undertrykt, bliver man ikke mødt med redelig, intellektuel modstand, men med negativ social kontrol i både klassiske og sociale medier.

Fremlægger man dokumentation for, at separatismen og antagonismen mod Danmark og resten af Europa udgår fra de mennesker, der er indvandret fra Stormellemøsten: det samme. Man mødes med negativ social kontrol og ikke rationelle og sobre argumenter.

Og sådan er det punkt for punkt: negativ social kontrol imod mennesker, der kan dokumentere, hvordan 1700-tallets samfundsøkonomi faktisk hang sammen. Eller kan dokumentere, hvordan biologi faktisk påvirker f.eks. kønsidentiteten eller evnen til at præstere i en idrætskonkurrence. Eller hvordan intelligens og flid sætter sit præg på de karakterer, man opnår i skolen.

Der er ikke meget godt at sige om Ruslands krig mod Ukraine.

Men den har fået maskerne til at falde. Og på den måde har den påvist, hvad venstrefløjens egentlige projekt er: at ødelægge den vestlige samfundsorden så godt og grundigt, det overhovedet lader sig gøre. Gid jeg dog havde bedre tid. Så ville alt dette ligge i boghandlen som en spændende bog engang i løbet af efteråret.

(Dette er en blog udgivet i Jyllands-Posten d. 10/03-2022)