Henrik Dahl
13. juli 2022

Der er utvivlsomt, at det kommende valg til Folketinget (også) kommer til at handle om statsministerens forvaltning af sit embede.

Der findes næppe et blåt medlem af Folketinget, som ikke stiller sig kritisk over for selve den lemfældige måde, hvorpå Koordinationsudvalget 3. november 2020 besluttede sig for at nedlægge minkavlen i Danmark.

Det samme kan man sige om eksekveringen af beslutningen. Den blev meldt ud på et pressemøde ledet af statsministeren dagen efter, 4. november. Og den fortsatte med politiets hjælp efter, at det 8. november stod klart for enhver, at der ikke var lovhjemmel til det. For mig er begivenhedsforløbet i de første dage af november 2020 alvorligt.

Mennesker mistede deres livsværk. Ufattelige værdier blev tilintetgjort. Det skete oven i købet efter et helt utrolig sløset analysearbejde, og uden at det var hjemlet i en lov.

Men i forhold til den tillid, partierne på Christiansborg kan have til hinanden, og i forhold til den tillid, borgerne kan have til vores politiske system, synes jeg, at regeringens fralæggelse af ansvar er værre.

Den brutale sandhed er jo, at regeringen med støttepartiernes velsignelse har besluttet sig for at ignorere Granskningskommissionen.

Man har sagt fy til sig selv og mumlet nogle beklagende ord.

Men samtidig demonstrerer flertallet i Folketinget helt uden blusel, at når magten og retten kolliderer, så er det magten, der står uskadt tilbage, og retten der ligger sammenkrøllet i rabatten.

For eksempel har regeringen bestemt, at der skal være nul sammenlignelighed i reaktionerne mod ledelsen af FE og mod de ti embedsmænd, som Granskningskommisionen nævner. I det første tilfælde skrider man til hjemsendelse og retsforfølgelse. I det sidste slipper alle for ubehageligheder, og hele sagen syltes i en ligegyldig styrelse.

Skønt kommissionen helt eksplicit blev bedt om at undlade at forholde sig til ministres ansvar, og problemstillingen i sin helhed derfor svæver i det uvisse, har et flertal i Folketinget bestemt, at det spørgsmål skal aldrig afklares.

Det er således ikke sandt, når apologeter for regeringen hævder, at den i almindelighed og statsministeren i særdeleshed er blevet frikendt af Granskningskommissionen.

Spørgsmålet er – efter ønske fra Folketinget – overhovedet ikke blevet behandlet. Og bliver det heller aldrig, hvis det står til det nuværende flertal.

Når flertallets mangel på interesse for sandheden om minkskandalen og mangel på interesse for elementær retfærdighed burde undre alle mennesker i Danmark, er det, fordi regeringens egne forsvarsværker blev skudt i grus af kommissionen.

Jo: Koordinationsudvalget har også ansvar for de beslutninger, regeringen tager.

Jo: Der var rigeligt med tid til at foretage en ekstra omgang kvalitetssikring af Koordinationsudvalgets beslutning. Og jo: Statsministeren burde have vidst, at hun og regeringen løb en risiko ved at gennemføre en så stor og kompleks beslutning på en måde, der var så forceret.

Hvis minksagens foreløbige forløb får borgere i Danmark til at tænke, at politikere er en flok principløse kynikere, der primært er optaget af beskyttelsen af egen bagdel og sekundært af for enhver pris at udøve den magt, de er kommet i besiddelse af, på den mest effektive måde, så kan jeg ærlig talt godt forstå det.

Det er et lille lys i mørket, at støttepartierne ikke vil kunne holde frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år. Dertil er de for kompromitterede af deres magtkynisme.

Men det er godtnok ikke ret stort i forhold til sagens alvor.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 13. juli 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

Indberetningerne griber om sig, og de kommunale sagsbehandlere risikerer at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.
Familien er samfundets bærende enhed, og det offentlige er sat i verden for at understøtte familiens behov, ikke for at erstatte familien. Men jeg er bange for, at vi i dag er kørt ud på et sidespor, når det kommer til det offentliges indgreb i danske familiers intimsfære. Et grelt eksempel er den såkaldte Fanø-sag for et par år siden.

Her havde en pige sagt i skolen, at hendes far var et røvhul, som altid slog sine børn. Det viste sig dog, at der var tale om kortspillet ‘ røvhul’, og at faren altid vandt over børnene – men alligevel blev forældrene indberettet til kommunen.

INDBERETNINGEN ledte til et opslidende forløb, hvor forældrene i næsten et halvt år skulle trækkes gennem sølet af kommunale undersøgelser med søvnløse nætter og besøg hos krisepsykolog til følge.

Ligesom i mange andre tilfælde startede sagen med en grundløs indberetning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tiltagende indberetninger er udtryk for et skred i vores forståelse af, hvornår staten bør gribe ind i borgernes privatliv.

Siden 2015 er antallet af anonyme indberetninger nemlig steget eksplosivt, men ligesom i sagen fra Fanø er henvendelserne ofte meget tvivlsomme. Mange af de anonyme indberetninger hviler på et papirtyndt grundlag, hvor småting såsom en glemt madpakke eller manglende tandlægetider leder til, at forældrene bliver uretmæssigt undersøgt og mistænkeliggjort af myndighederne.

Den voksende mængde indberetninger har i flere tilfælde også ført til, at kommunen går ind og blander sig i forældrenes børneopdragelse, og meget tyder på, at indberetningstendensen er et produkt af uigennemtænkt politik. I løbet af de seneste år er lovgivningen på området nemlig blevet strammet markant, og manglende indberetninger fra f. eks. pædagoger kan i dag føre til et helt års fængsel.

VI BEFINDER OS på et skråplan, og problemet ser kun ud til blive værre med den nuværende regering ved roret. Med den selvbestaltede børnenes statsminister i spidsen har Socialdemokratiet nemlig som erklæret mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det vil forebygge antallet af sager om svigt af børn, men det lader faktisk ikke til at være tilfældet.

Trods den store stigning i anonyme indberetninger er det nemlig kun 16 procent af henvendelserne, der omhandler vold eller misbrug af børnene. Og måske burde det ikke komme som en overraskelse, at mange af sagerne hører til småtingsafdelingen, når man fra politisk hold anser tvangsfjernelser som et gode i sig selv. Forstå mig ret. Der må ikke herske tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forebygge de forfærdelige sager, hvor børn bliver svigtet.

Men i den nuværende situation frygter jeg, at reguleringen på området har gjort kuren værre end sygdommen.

Vi har eksempelvis hørt om sager, hvor anonyme indberetninger får kommunen til at tage kontakt til børnene i deres institutioner for at forhøre dem, uden at forældrene overhovedet bliver underrettet.

Det er udtryk for en uanstændig mistillid til familierne og et groft indgreb i kernen af menneskers liv.

JEG FOREGIVER ikke at have nogen endelig facitliste, for jeg tror ikke på, at der er nogen lette snuptagsløsninger. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at indføre en regel om, at forældrene har lov til at tale med en socialrådgiver, pædagog eller lærer, inden en indberetning får kommunen til at kulegrave familien.

Det har man gjort i Tyskland, og på den måde kan vi sikre os, at småsager og ubetydelige misforståelser ikke får lov til at splitte familier ad, på samme måde som vi så det i sagen fra Fanø.

Vi bør også overveje at indskærpe til, at der kun kan ske anonyme indberetninger, hvis der er mistanke om grove tilfælde af svigt eller overgreb. For vi bliver nødt til at huske på, at det kan få alvorlige konsekvenser for de involverede familier, når anonyme personer laver uretmæssige indberetninger uden hold i virkeligheden.

De fleste forældre vil nok kunne forestille sig, hvor ubehageligt det må være at åbne sin e-Boks til en besked fra myndighederne om, at en anonym person har lavet en indberetning på ens forældreskab. Hvad har ligget til grund for en sådan indberetning? Og hvem er det, der ikke synes, at man er en tilstrækkeligt god forælder? En sådan mistænkeliggørelse er forfærdelig for den enkelte familie, men jeg tror også, at indberetningskulturen har konsekvenser for samfundet som helhed. For når den politiske målstyring skaber til mistillid, slår det sprækker i vores fællesskab. Det kan i værste fald undergrave den tillidskultur, som ellers kendetegner vores samfund.

KONSEKVENSEN AF indberetningskulturen er nemlig, at det civilsamfundsansvar, som historisk har ligget hos det enkelte individ, nu er blevet placeret hos staten. Mens pædagogerne i Fanø-sagen formentlig selv ville have talt med pigen om hendes oplevelse tidligere, er de som følge af den politiske styringssyge i dag nødt til at foretage en anonym indberetning af frygt for deres egen karriere.

Den strammede lovgivning flytter dermed hegnspæle i vores forståelse af, hvilken rolle kommunen skal spille i borgernes intimsfære.

Det bør vi være meget opmærksomme på. For samspillet mellem indgreb i borgernes privatliv, statslig overvågning og detailregulering er en farlig cocktail.

Med den omsiggribende indberetningstendens risikerer de kommunale sagsbehandlere nemlig at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.

Det vil uvægerligt medføre, at der er færre ressourcer tilbage til de sager, hvor det ér nødvendigt, at myndighederne træder til. Derfor bør vi lægge det overdrevne optimeringsbehov af vores børn i graven. Vi bliver nødt til at sikre os, at småting som glemte madpakker og manglende tandlægetider ikke får kommunen til at henvise forældrene til sidelinjen, mens myndighederne overtager rollen som opdrager.

Og så bliver vi politikere nødt til at sikre os, at dårlig regulering ikke ender med at blive en spændetrøje, der afholder kommunerne fra at skride til handling i de vigtige sager.

Alternativet er, at det offentlige sander til i ligegyldigheder, at mistilliden breder sig mennesker imellem, og at vi fortsætter marchen mod den totale indordning af familien som en undersåt til staten.

Det kommer der ikke et mere omsorgsfuldt, trygt eller næstekærligt samfund ud af.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 21 juni 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

I dokumentaren “Minkskandalen – Afgørelsens time” skildrer DR forløbet op til den ulovlige ordre om at udrydde det danske minkerhverv.

Selv om jeg efterhånden kender sagen som min egen bukselomme, løb det mig koldt ned ad ryggen, da jeg endnu engang blev mindet om detaljerne i skandalen.

Så lad mig – mens vi venter på, at Minkkommissionen fremlægger sine konklusioner i næste uge – opridse nogle af de mest vanvittige dele af det hændelsesforløb, som ledte til danmarkshistoriens største politiske skandale.

For det første tror man ikke sine egne øjne, når man genser virakken om mødet i Koordinationsudvalget, hvor det blev besluttet at udrydde minkerhvervet.

På blot 44 minutter bestemte man nemlig, at tusindvis af danskere skulle have ødelagt deres livsværk, blive sendt ud i arbejdsløshed, og at skandalens regning på 19 mia. kr. skulle tørres af på borgerne.

At ordren blev givet på et ulovligt grundlag, er i sig selv beskæmmende.

Men departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet har endda også udtalt, at det ikke var »top of mind« at sikre, at den katastrofale beslutning var lovlig.

Hvordan kunne man træffe en så afgørende beslutning uden at tænke over, om det overhovedet var lovligt? Og det stopper ikke her. For de faglige bilag, der skulle ligge til grund for beslutningsprocessen, blev nemlig først udleveret i sidste øjeblik, så der ikke var tid til at læse dem før mødet.

Det er foruroligende. For selv hvis beslutningen havde været lovlig, hvordan kan man så tillade sig at træffe beslutninger med så store konsekvenser, uden i det mindste at have sat sig ind i sagen først? Noget andet, der også nager mig, er, at regeringen har sendt skandalens regning på 19 mia. kr. videre til borgerne, der i forvejen betaler nok i skat. For hvad kunne de 19 mia. kr. ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse. Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

Og hvis pengene bare skulle være blevet udbetalt til borgerne, kunne man med 19 mia. kr. også have udskrevet en check på 4.000 kr. til alle voksne danskere.

Kan du komme i tanke om noget, du hellere vil have brugt 4.000 kr. på end at samle regningen op for regeringens skandale? I DR’s dokumentar genser vi også, hvordan Mette Frederiksen først påtager sig ansvaret for beslutningen om at aflive alle mink i starten af forløbet, så hun kan fremstå handlekraftig.

Men når regeringen senere i forløbet indser, at der er tale om en veritabel skandalesag, får piben hurtigt en anden klang.

For så begynder Mette Frederiksen nemlig fluks at frasige sig ansvaret, så hun kan dække sig selv ind ved at lade Mogens Jensen tage skraldet.

Det er en uværdig måde at skubbe ansvaret over på nogle andre, når lokummet brænder på.

For når man som leder af et land træffer så afgørende beslutninger med så store konsekvenser, bør man også stå på mål for sine handlinger.

Men selv efter det kom frem, at der ikke var lovhjemmel, blev Mette Frederiksen ved med at fastholde ordren om at sønderslå minkerhvervet.

Denne nonchalance er udtryk for en mageløs grad af respektløshed over for andre menneskers hårde arbejde. Mange af minkavlerne har gennem flere generationer formået at opbygge en produktion, der var blandt verdens suverænt bedste.

Men med et pennestrøg udslettede den socialdemokratiske regering tusindvis af menneskers levebrød og livsværk. Derfor er jeg glad for, at vi fik nedsat Minkkommissionen.

Og mens vi venter på kommissionens konklusioner i næste uge, vil jeg opfordre alle til at se DR-dokumentaren.

For hændelsesforløbet, der affødte danmarkshistoriens største politiske skandale, må ikke gå i glemmebogen.

Hvad kunne de 19 mia. kr.

ikke være gået til i stedet? Svaret er, at vi for den mængde penge kunne have givet 150.000 unge en faglært uddannelse.

Vi kunne have betalt for knap 42.000 pædagogers årsværk i daginstitutionerne, hvilket svarer til at fordoble alle pædagogers løn i ét år.

(Debatindlæg udgivet d. 26. juni 2022 i Jyllands Posten)

Alex Vanopslagh
5. juni 2022

Folkestyret og grundloven var her lang tid før, at nogen af os blev født, og de skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.
Mens de røde har den 1. maj til at fejre sig selv hvert år, er den 5. juni den årlige festdag for liberale. For grundloven er en liberal triumf.

Den bygger på ærkeliberale idéer om folkestyre, retsstat og en begrænset statsmagt, der ikke kan slippe afsted med hvad som helst.

Det er idéer så gode, at alle danske partier i hvert fald påstår at gå ind for dem. Men jeg er bekymret.

Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så meget røre om grundlovens paragraffer som i de seneste tre år. Og jeg er ikke kun bekymret, fordi det er en del af jobbeskrivelsen som oppositionspolitiker at finde huller i osten.

En del af virakken er et produkt af slemme overraskelser, der er ramlet ind i hinanden de seneste år, men meget af det kan spores tilbage til den måde, Mette Frederiksen leder landet på.

Da Mette Frederiksen udslettede det danske minkavl uden lovhjemmel, blev der sået tvivl om ejendomsrettens ukrænkelighed i grundlovens § 73. Da man under corona-nedlukningerne indførte begrænsninger på danskernes mulighed for at mødes, var det forsamlingsfriheden i grundlovens § 79, der blev filet på.

Og det seneste skud på stammen er naturligvis tvivlen om grundlovens § 57 vedrørende folketingsmedlemmernes immunitet i Claus Hjort-skandalen, hvor regeringen forsøgte at få Folketinget til ophæve Hjorts immunitet i blinde, fordi det kun var partiledere som måtte få indblik i, hvad han var sigtet for.

I de to første sager fejlede Folketinget eklatant. Nu må vi se, hvor minkskandalen ender, efter at Minkkommissionen er færdig, men indtil videre er regeringen sluppet forbavsende godt fra sin opførsel.

Det samme gælder dens coronabeføjelser.

På få timer fik vi politikere i en værre hast vedtaget en epidemilov, hvor Folketinget afleverede magten til regeringen, som derfra kunne detailregulere danskernes liv ned til mindste detalje uden parlamentarisk opbakning.

Som kunne indskrænke borgernes forsamlingsfrihed, lukke deres forretninger ned uden erstatning og sende domstolene hjem, selv om det var grundlovsstridigt.

Tænk sig engang. Det krævede bare, at vi alle blev bange, og så var vi klar til at gå på kompromis med borgernes retssikkerhed og vores folkestyre.

Ja, jeg var ikke et hak bedre selv – jeg stemte også for epidemiloven.

Men tænk sig engang, hvor lidt der skulle til, før vi bare gik på kompromis med vores idealer.

Nu er Folketinget heldigvis vågnet mere op og har sat foden ned – et flertal nægtede at stemme i blinde for at ophæve Claus Hjorts immunitet.

Og godt for det. For alle disse sager er desværre eksempler på en regering, der ikke skyr nogle midler for at tromle hen over de retsstatsprincipper, der har til formål at fungere som bremseklodser for statsapparatets uindskrænkede magtudøvelse.

Vi har også haft skandalen om den fængslede og nu løsladte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen.

Der var sagen om sms’erne, der angiveligt blev slettet af “sikkerhedsmæssige årsager”. Fadæsen med de forseglede kuverter i Justitsministeriet, der “desværre” først kunne åbnes, efter kommunalvalget var overstået. Og forsøget på at sigte corona-demonstranter med majestætsfornærmelsesparagraffen for at brænde en dukke af.

Hertil kommer de talrige historier om den gradvise udskiftning af ministeriernes neutrale embedsmænd, der lidt efter lidt er blevet frasorteret til fordel for medarbejdere, som tilfældigvis allesammen har bånd til Socialdemokratiet.

Det folkestyre, der udgør fundamentet for vores velfungerende demokrati, skrider i disse år. Som valgt til Folketinget har vi politikere skrevet under på, at vi vil overholde grundloven, men det skulle gerne gælde både grundlovens bogstav og dens ånd. Men bliver denne ånd virkelig efterlevet i dag med vores nuværende regering? Tror nogen helt ærligt på, at de slettede sms’er handlede om »sikkerhed« og ikke om at undgå at blive kigget i kortene? Tror nogen helt ærligt på, at statsministeren var den sidste i landet, der fik nys om, at hun ikke havde lovhjemmel til at udslette den danske minkavl – flere timer efter at nyheden om den manglende hjemmel havde fundet vej til mediernes blinkende breaking news-bjælker? Selvfølgelig ikke.

Men alligevel har vi ladet det passere.

Da corona-pandemien gjorde sit indtog i Danmark, og Mette Frederiksen ville lukke landet ned, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede ikke.

Da der blev identificeret coronavirus hos de danske mink, og Mette Frederiksen ville slå hele minkbestanden ihjel, begrundede hun det med, at myndighederne havde anbefalet det. Det passede heller ikke.

Den unikke danske tillid, der plejede at være karakteristisk for vores samfund, embedsværk og myndigheder, er ved at blive undergravet.

For hver eneste gang regeringen bruger usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik, slår det revner i den tillidskultur, som generationer før os møjsommeligt har opbygget.

Hvis man betragter sagerne isoleret set, kunne man måske forledes til at tro, at der blot var tale om enkeltstående fejl. Mette Frederiksen mener selv, at hun dækkede sig ind ved i starten af coronakrisen at slå fast, at der selvfølgelig ville blive begået fejl.

Men der er forskel på fejl og fejltagelser.

Fejl kan vi alle begå, det er menneskeligt at være fejlbarlig.

Men når man nægter at rette og lære af sine fejl, bliver de til fejltagelser.

Og med antallet af skandalesager, der efterhånden hober sig op under denne regering, er vi langt hinsides fejl.

Så drejer det sig om den fundamentale fejltagelse, at Mette Frederiksen ikke ser sig selv som en statsminister, der tjener folket – men ser folket som nogle, der tjener statsministeren.

Er man i tvivl om, hvordan regeringen bruger magten, behøver man ikke kun at skele til de monumentale fadæser. Der er mange flere end det.

Regeringen har eksempelvis fortsat masseovervågningen af borgernes teledata, selv om EU har erklæret, at det er en krænkelse af menneskerettighederne. Regeringen har indført lov om, at man kan konfiskere uskyldige menneskers biler, hvis andre personer kører vanvidsbilisme i dem.

Regeringen har foreslået at fjerne kravet om dommerkendelse, inden politiet begynder at overvåge borgerne.

Og sådan fortsætter man med bid og for bid at fortære danskernes retssikkerhed. Det er sådan, gode og sunde samfund går i forfald.

Det sker stille og roligt, og så lige pludseligt.

Jeg er bekymret for vores folkestyre, når jeg ser den måde, magten er blevet brugt på de seneste år. Og jeg aner ikke, hvornår der kommer valg. Men lad mig slå det helt tydeligt fast, at en blå regering, der bliver afhængig af mine mandater, aldrig nogensinde kan få lov til at opføre sig sådan, som Mette Frederiksens regering har opført sig og åbenbart vil blive ved med at opføre sig.

Og uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt. Det er vores grundlovssikrede ret – og pligt.

Vi er ikke bare valgt for at hyppe vores egne små kæpheste og dele os efter anskuelser. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret. Folkestyret var her lang tid før, at nogen af os blev født, og det skulle også gerne være her den dag, ingen af os er her mere.

Uanset farven på regeringen efter et valg, så håber jeg, at vi som Folketing bliver bedre til at sætte foden ned, når en regering går for langt.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 5. juni)

Alex Vanopslagh
19. maj 2022

Regeringen vil lade politiet overvåge danskernes færden uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet. Men vi skal ikke effektivisere retsstatsprincipper væk for at spare lidt hist og her.
Med et nyt lovforslag vil Socialdemokratiet afskaffe kravet om, at staten først skal have en retskendelse fra domstolene for at kunne overvåge borgernes færden. Endnu en gang er regeringens lemfældighed over for vores retsstatsprincipper blevet illustreret i al sin tydelighed.

Lovforslaget er kun det seneste skud på stammen i en lang række sager, hvor regeringen med juridiske krumspring som løftestang gradvist underminerer de liberale frihedsrettigheder, der udgør fundamentet for vores demokrati.

For nylig var det den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerup, der med logningsbekendtgørelsen forsøgte at få adgang til at overvåge fire millioner danske borgere, selv om EU-Domstolen flere gange har stadfæstet, at en sådan masseovervågning krænker menneskerettighederne og dermed er ulovlig.

Nej tak til ‘effektivisering’

Og nu vil regeringen altså give politiet lov til at overvåge og registrere danskernes færden med eksempelvis GPS uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kalder det at »effektivisere politiets arbejde« fra Folketingets talerstol. Ja, tak.

For hvor mange retsstatsprincipper i vores samfund ville man ret beset ikke kunne »effektivisere«, det vil sige kaste på møddingen, ud fra logikken om, at man dermed ville kunne spare nogle ressourcer hist og her? Når en sådan tankegang udmønter sig i lovgivning, slår det sprækker i demokratiet.

Den ultimative effektivisering, hvor regeringen slet og ret kan gøre, hvad den har lyst til, uden at have lovhjemmel til det, har vi jo allerede set i aktion i minkskandalen. Det ved jeg ikke, om nogen af os har lyst til at prøve igen. Jeg har i hvert fald ikke.

Uanset om det er i det store eller i det små, er disse indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder, hvor man med den ene gummiparagraf efter den anden skærer lunser af retssikkerheden, fordi det gør statens drift en smule lettere eller billigere, en demonstration af Socialdemokratiets uhyggelige og hæmningsløse forhold til magt.

Magten skal bindes

For det er en hjørnesten i et frit samfund som det danske, at staten ikke blot kan overvåge lovlydige borgere efter forgodtbefindende, uden at en domstol først har dømt det nødvendigt. Eller det burde det være. Når regeringen forsøger at træde dette princip under fode ud fra et effektivitetshensyn, bør det få alarmklokkerne til at ringe hos enhver, der kerer sig om retsstaten.

Men hvorfor i alverden skulle man bekymre sig om det? Er det ikke bare at være »på forbrydernes side«, som Nick Hækkerup så fint fik formuleret det? For selvfølgelig er det på kort sigt mere populært at gøre noget, når der ruller en eller anden sag. Og det gælder både under røde og blå regeringer.

Men retsstaten handler netop om at sætte grænser for magthavernes mulighed for at skalte og valte med folks liv. Den er den myndige borgers værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig. I et liberalt demokrati er det ikke nok bare at give flertallet ret til hvad som helst der må være regler og principper, der binder magten, også selv om folkestemningen kræver noget andet.

Livet i et samfund uden en retsstat er brutalt og tilfældigt. Den ene forbryder får livstid, den anden går fri. Nogle indlysende gode ting er forbudte, andre indlysende slemme ting er tilladte. Nogle mister alt, andre får i pose og sæk. Den stærkes ret råder, og den svage kan intet gøre.

Jeg er liberal, fordi jeg ikke ønsker mig sådan et samfund. Også selv om det hele skulle være demokratisk godkendt. Det er netop disse retsstatsprincipper, der adskiller Danmark fra en bananrepublik, hvor borgernes rettigheder er en by i Rusland. Så når regeringen forsøger at »effektivisere« danskernes frihedsrettigheder ved at lade staten overvåge lovlydige borgere uden en retskendelse, bliver vi nødt til at sige fra.

For retsstaten er din ven. Du ved aldrig, hvornår det er dig, det bliver populært at kanøfle.

Alex Vanopslagh
19. maj 2022

Regeringen vil lade politiet overvåge danskernes færden uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Med et nyt lovforslag vil Socialdemokratiet afskaffe kravet om, at staten først skal have en retskendelse fra domstolene for at kunne overvåge borgernes færden. Endnu en gang er regeringens lemfældighed over for vores retsstatsprincipper blevet illustreret i al sin tydelighed.

Lovforslaget er kun det seneste skud på stammen i en lang række sager, hvor regeringen med juridiske krumspring som løftestang gradvist underminerer de liberale frihedsrettigheder, der udgør fundamentet for vores demokrati.

For nylig var det den netop afgåede justitsminister, Nick Hækkerup, der med logningsbekendtgørelsen forsøgte at få adgang til at overvåge fire millioner danske borgere, selv om EU-Domstolen flere gange har stadfæstet, at en sådan masseovervågning krænker menneskerettighederne og dermed er ulovlig.

Nej tak til ‘effektivisering’ af frihedsrettigheder

Og nu vil regeringen altså give politiet lov til at overvåge og registrere danskernes færden med eksempelvis GPS uden retskendelse, fordi det kan spare nogle ressourcer hos politiet.

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, kalder det at»effektivisere politiets arbejde«fra Folketingets talerstol. Ja, tak.

For hvor mange retsstatsprincipper i vores samfund ville man ret beset ikke kunne»effektivisere«, det vil sige kaste på møddingen, ud fra logikken om, at man dermed ville kunne spare nogle ressourcer hist og her? Når en sådan tankegang udmønter sig i lovgivning, slår det sprækker i demokratiet.

Den ultimative ‘effektivisering’, hvor regeringen slet og ret kan gøre, hvad den har lyst til, uden at have lovhjemmel til det, har vi jo allerede set i aktion i minkskandalen. Det ved jeg ikke, om nogen af os har lyst til at prøve igen. Jeg har i hvert fald ikke.

Uanset om det er i det store eller i det små, er disse indgreb i borgernes fundamentale frihedsrettigheder, hvor man med den ene gummiparagraf efter den anden skærer lunser af retssikkerheden, fordi det gør statens drift en smule lettere eller billigere, en demonstration af Socialdemokratiets uhyggelige og hæmningsløse forhold til magt.

Magten skal bindes

For det er en hjørnesten i et frit samfund som det danske, at staten ikke blot kan overvåge lovlydige borgere efter forgodtbefindende, uden at en domstol først har dømt det nødvendigt. Eller det burde det være. Når regeringen forsøger at træde dette princip under fode ud fra et effektivitetshensyn, bør det få alarmklokkerne til at ringe hos enhver, der kerer sig om retsstaten.

Men hvorfor i alverden skulle man bekymre sig om det? Er det ikke bare at være»på forbrydernes side«, som Nick Hækkerup så fint fik formuleret det? For selvfølgelig er det på kort sigt mere populært at ‘gøre noget’, når der ruller en eller anden sag. Og det gælder både under røde og blå regeringer.

Men retsstaten handler netop om at sætte grænser for magthavernes mulighed for at skalte og valte med folks liv. Den er den myndige borgers værn mod politikere og myndigheder, der ikke kan styre sig. I et liberalt demokrati er det ikke nok bare at give flertallet ret til hvad som helst – der må være regler og principper, der binder magten, også selv om folkestemningen kræver noget andet.

Livet i et samfund uden en retsstat er brutalt og tilfældigt. Den ene forbryder får livstid, den anden går fri. Nogle indlysende gode ting er forbudte, andre indlysende slemme ting er tilladte. Nogle mister alt, andre får i pose og sæk. Den stærkes ret råder, og den svage kan intet gøre.

Jeg er liberal, fordi jeg ikke ønsker mig sådan et samfund. Også selv om det hele skulle være ‘demokratisk’ godkendt. Det er netop disse retsstatsprincipper, der adskiller Danmark fra en bananrepublik, hvor borgernes rettigheder er en by i Rusland. Så når regeringen forsøger at»effektivisere«danskernes frihedsrettigheder ved at lade staten overvåge lovlydige borgere uden en retskendelse, bliver vi nødt til at sige fra.

For retsstaten er din ven. Du ved aldrig, hvornår det er dig, det bliver populært at kanøfle.

(Debatindlæg udgivet i Informationen d. 18. maj 2022)

Henrik Dahl
10. marts 2022

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Det ville passe venstrefløjen så aldeles glimrende.

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive flere bøger. Og en af de bøger, jeg ville skrive, skulle omhandle den sande natur af venstrefløjens projekt.

Den sande natur af venstrefløjens projekt ser man mest tydeligt, når man betragter Enhedslistens modvilje mod Nato og Frie Grønnes forestillinger om afrustning.

Hvis Nato forsvandt, og den vestlige verden afrustede, ville ikke bare den vestlige verden som en fysisk størrelse, men også den vestlige verdensorden, forsvinde. Jeg besøgte engang øen Palawan. Den er filippinsk og ligger ud til Det Sydkinesiske hav. En af de personer, jeg talte med, var den øverstkommanderende for de væbnede styrker i området. Jeg spurgte ham, om der faktisk var fri sejlads på Det Sydkinesiske hav. Sådan som FN’s havretskonvention foreskriver. Og han svarede: ja. Men udelukkende, fordi USA patruljerer med hangarskibe.

Sådan er det: Uden overlegen våbenmagt er fjenderne af det, vi selv står for, klar til at ødelægge det alt sammen. Og lade deres egen orden tage over.

Enhedslistens strategi for at ødelægge den vestlige orden er direkte overtaget fra DKP – der havde fået den tilsendt fra Sovjetunionen.

Skab mistillid til det bestående. Fremsæt forslag til alternativer, der er langt dårligere. Men lyder troværdige i naive og urealistiske menneskers øren. Og skab på den måde splittelse blandt Sovjetunionens fjender.

Det er derfor, Enhedslisten taler om andre alliancer. Andre tilgange til at skabe sikkerhed. Styrken ved neutralitet. Der er ingen af tingene, der nogensinde vil kunne realiseres. Og hvis de kunne – hvad ethvert fornuftigt menneske på forhånd burde være i stand til at indse, at de ikke kan – ville de ikke have nogen effekt. Til gengæld fører den slags destruktive og verdensfjerne forslag til, at det er nødvendigt at bruge tid på at diskutere dem. Og den diskussion fører så til en farlig splittelse i det samfund, DKP eller Enhedslisten ønsker at ødelægge. Altså vores.

Vi kan se, at venstrefløjens energipolitik i mange år har haft det samme mål som sikkerhedspolitikken: at sikre den vestlige verdens ødelæggelse. Og at midlerne har været de samme: at komme med fuldstændig verdensfjerne forslag til, hvordan udslippet af CO2 begrænses. At lokke så mange som muligt til at tilslutte sig disse verdensfjerne forslag. Og på den måde opnå et af to: enten en politisk sejr, der i sig selv fører til en risikabel energipolitik, der ligger lige på grænsen til det egentligt farlige. Eller en splittelse, der er praktisk taget lige så god.

Nu står vi med resultaterne af venstrefløjens energipolitik i hele Europa: Den atomkraft, der kunne forhindre både udslip af CO2 og afhængighed af den vestlige verdens fjender, har vi ikke. Til gengæld har vi en super usikker energipolitik, der nødvendiggør, at vi fylder kasserne hos alverdens diktatorer.

Som jeg ser det, handler venstrefløjens politik på stort set alle områder om at så kimen til, at Danmark og den vestlige verdensorden bliver totalt ødelagt.

Det mest tydelige område er naturligvis flygtninge- og indvandringspolitikken. Hvor man gennem årtier har ønsket en politik, der ville destabilisere de vestlige lande ved at tilføre dem et enormt stort befolkningselement fra Mellemøsten.

Al erfaring siger nemlig, at jo større befolkningselementet fra Mellemøsten er, jo større er den økonomiske belastning for velfærdsstaten, trykket fra kriminalitet, trykket på de almindelige borgerlige rettigheder, trykket på samfundstilliden og kravene om, at de vestlige lande tilpasser sig mellemøstlig kultur og levevis.

Med den økonomiske politik forholder det sig ikke meget bedre: Opbyggelsen af et kolossalt, offentligt forbrug er ødelæggende for den økonomiske vækst. Samtidig med at den moral, der gennemsyrer velfærdsstaten, stimulerer selv-offergørelse, klientgørelse, passivisering og bortfald af almindeligt samfundssind.

Område for område kan man se, hvordan røde politikker ødelægger samfundet. Hele uddannelsessystemet er efterhånden designet til at stimulere dovenskab, selvmedlidenhed og uvidenhed og udslette forskellen på viden og synsninger.

Socialforsorgen er designet til at ødelægge al virkelyst hos det enkelte menneske og udslette opfattelsen hos det enkelte menneske af, at det er et subjekt med handlemuligheder.

Miljøpolitikken er nødvendig. Men venstrefløjen har altid været flittig til at sikre, at den lægger så mange hindringer i vejen for at skabe og drive virksomheder som overhovedet muligt.

Men hvorfor er der ikke nogen, der siger fra, kan man spørge sig selv.

Her kommer vi til noget af det mest geniale, venstrefløjen har udtænkt: et helt enormt system af repression. Der ene og alene er designet til at forhindre rationaliteten, erfaringen og den sunde fornuft i at triumfere.

Fundamentet for venstrefløjens system til repression af rationalitet, erfaring og sund fornuft er universiteterne. Her har man siden 1970’erne opbygget et mægtigt teoretisk apparat, som allerede fra en ung alder lærer mennesker at opfatte de mest vanvittige antagelser som fornuftige: at kvinder i Danmark bliver groft undertrykt af usynlige og udokumenterbare ”strukturer”. At problemer med indvandring fra Stormellemøsten skyldes ”strukturel racisme” og ”islamofobi”. At biologien ikke har nogen indflydelse på opfattelsen af eget køn. At den vestlige samfundsmodel er et kriminelt system, der bygger på kolonialisme.

Samtidig har man iværksat et omfattende system af negativ social kontrol. Dette system virker gennem at stemple, udskamme og udgrænse ethvert menneske, der appellerer til rationalitet, erfaring og sund fornuft.

Jeg hader at måtte indrømme dette. Men strategien er faktisk tæt på at være genial: Man udnævner det til en psykisk lidelse – en fobi – at kritisere de ting, det er tabu at kritisere. Hvis man kritiserer kvindeundertrykkelsen i den islamiske verden eller dens negative indflydelse på udviklingen af demokrati, lider man af en sygelig islamfrygt: islamofobi. Hvis man siger, at uden en biologisk dimension er forestillinger om køn meningsløse, er man transfob. Og så fremdeles.

Jeg ville egentlig ønske, at højrefløjen var lige så udspekuleret. Så kunne vi omtale den røde antisemitisme som israelofobi. Vi kunne kalde modviljen imod fornuftige samtaler for faktofobi. Og vi kunne kalde hele venstrefløjens projekt for oikofobi. Altså: sygeligt had til vores eget hjem i verden.

Forsøger man at påvise, at kvinder ikke på et plan, der kan ses i nogen statistikker, bliver undertrykt, bliver man ikke mødt med redelig, intellektuel modstand, men med negativ social kontrol i både klassiske og sociale medier.

Fremlægger man dokumentation for, at separatismen og antagonismen mod Danmark og resten af Europa udgår fra de mennesker, der er indvandret fra Stormellemøsten: det samme. Man mødes med negativ social kontrol og ikke rationelle og sobre argumenter.

Og sådan er det punkt for punkt: negativ social kontrol imod mennesker, der kan dokumentere, hvordan 1700-tallets samfundsøkonomi faktisk hang sammen. Eller kan dokumentere, hvordan biologi faktisk påvirker f.eks. kønsidentiteten eller evnen til at præstere i en idrætskonkurrence. Eller hvordan intelligens og flid sætter sit præg på de karakterer, man opnår i skolen.

Der er ikke meget godt at sige om Ruslands krig mod Ukraine.

Men den har fået maskerne til at falde. Og på den måde har den påvist, hvad venstrefløjens egentlige projekt er: at ødelægge den vestlige samfundsorden så godt og grundigt, det overhovedet lader sig gøre. Gid jeg dog havde bedre tid. Så ville alt dette ligge i boghandlen som en spændende bog engang i løbet af efteråret.

(Dette er en blog udgivet i Jyllands-Posten d. 10/03-2022)

Henrik Dahl
8. marts 2022

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland.

Den 24. februar faldt maskerne. Ud fra diverse teoretiske begrundelser havde en række eksperter sagt, at Rusland ikke ville indlede en militær konflikt med Ukraine. Den række var den længste.

En anden og meget kortere række havde sagt det modsatte: Rusland mener sine erklæringer om behovet for en russisk verdensorden dødsens alvorligt. Og dermed vil Ukraine blive invaderet som et led i den langsigtede strategi om at vende tilbage til det gamle system, hvor Rusland omkring sig har en interessesfære af lande, der i bedste fald er en slags vasaller. Og i værste blot neutrale og alliancefri.

Efter invasionen kan vi så gøre status: Rusland forlanger en vasalagtig neutralitet af landene i sin interessesfære. Og landet skyr ikke nogen midler for at gøre dette ønske til virkelighed.

Derfor indbefatter midlerne indadtil en skærpelse af diktaturet og en omfattende brug af misinformation mod egne borgere. Udadtil en evig hybridkrig mod Ruslands modstandere: de vestlige lande og den vestlige samfundsorden.

Det, vi skal se i øjnene, at vi står overfor, er altså for det første den evige hybridkrig. For det andet den evige trussel om brugen af våbenmagt over for ethvert land, som Rusland mener burde tilhøre interessesfæren. Det vil blandt andet sige de baltiske lande og Polen. Og for det tredje: Den evige trussel med atomvåben for at forhindre de vestlige lande i at forsvare deres interesser og deres samfundsorden effektivt.

Sådan ved vi efter den 24. februar i år med sikkerhed, at verden er indrettet. Og derfor kan man også sige, at enhver, der lægger andre præmisser til grund, tager fejl.

For eksempel Enhedslisten, der betragter krigen i Ukraine som Natos ansvar eller delvise ansvar.

Eller de naivister, der har troet, at deltagelse i globaliseringen og medlemskab af internationale organisationer i sig selv havde en forebyggende virkning, når det gjaldt brugen af militær magt for at nå sine politiske mål.

Eller de sværmere, der siger, at vi skal forstå Rusland og tilpasse os Rusland, fordi landet trods alt er en kristen kulturnation. Hør lige her: Tyskland var også ”Land der Dichter und Denker”. Lige indtil den dag, hvor det blev ”Land der Richter und Henker”.

Det, der begrænser konsekvenserne af russisk hybridkrig, reducerer truslen for russisk invasion og gør atomtrusler uacceptabelt afskrækkende, er vestlig, militær styrke og intet andet.

"Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget."

Hvad EU siger, betyder ikke noget. Hvad Nato siger: heller ikke. Det eneste, der virker, er, hvad Nato gør eller tydeligvis formår at gøre.

Det er derfor, vi burde have oprustet for meget længe siden. Og derfor vi trods alt bør lette på hatten for den flok slubberter, der stemte imod et forslag om at gå til 2 pct. sidste år. Og nu vedtager at gøre det uden at inddrage de hæderlige partier, som faktisk anerkendte problemerne for et år siden.

På det mentale plan er vi nødt til at sige: Alt, hvad folk gik rundt og sagde om udenrigs- og sikkerhedspolitik til og med den 23. februar, er nu ”die Welt von gestern”. Verden af i går, der ikke findes længere. Som man kan mindes med varme eller det modsatte. Men samtidig: en verden, hvis regler ikke gælder mere, og hvis præmisser er meningsløse.

Det er selvfølgelig legitimt at kritisere både Nato og EU. Men hvis man kritiserer Nato og EU på de præmisser, der gjaldt til og med den 23. februar, er man galt afmarcheret.

Til og med den 23. februar var præmissen for kritikken af Nato og EU, at der ikke bestod en eksistentiel trussel imod vores verdensorden. Nu ved vi, at det er løgn. Der findes en eksistentiel trussel, og den hedder Rusland.

Derfor håber jeg, vi i de måneder og år, der kommer, får masser af substantiel diskussion om både Nato og EU. Samtidig med at jeg er nødt til at sige: Kritik, der hviler på præmisserne fra verden af i går, kan jeg ikke bruge til noget.

Nato er vores eneste beskyttelse imod den eksistentielle trussel om at leve i en ugunstig og uønsket verdensorden, der kommer fra Rusland. Og Europa er nødt til – inden for den præmis, der ligger i Lissabontraktatens artikel 42, nemlig at Nato altid har forrang – at overveje, hvordan kontinentet bedst muligt kan forsvare sine interesser og fremstå tilpas militært afskrækkende over for Rusland.

Alle de gamle skræmmebilleder fra Den Kolde Krigs tid og fra 1990’erne bør nu pakke sig selv bort. Ikke fordi det skal være forbudt at kritisere Nato og EU. Men fordi verden efter den 24. februar 2022 er så radikalt anderledes end verden før, at skræmmebillederne ikke længere kan bruges til noget som helst.

(Dette er en blog udgivet af Jyllands-Posten 07/03-2022)

Ole Birk Olesen
3. januar 2022

Dommen i Rigsretssagen af Inger Støjberg synliggjorde forskellen på Folketinget og regeringen: Det er Folketinget, som vedtager lovene, ikke ministrene. De skal udøve magt på baggrund af lovene. Dette taler Ole Birk Olesen om i hans tale til Inger Støjberg i en debat i Folketingssalen d. 21/12 – 2021.

Alex Vanopslagh
7. december 2021

Seneste skud på den socialdemokratiske spinstamme er at beskylde os andre for at opføre os som Trump. Det er lige så dovent, som det er gennemskueligt.

På det seneste har de sociale medier været plastret til med opslag fra mere eller mindre prominente socialdemokrater, der i nogenlunde enslydende fraser fordømmer os borgerlige for ”tonen” og for at bedrive hetz. Flere af dem sætter trumf på ved at beskylde os for at opføre os ligesom Donald Trump.

Vi borgerlige må forstå, at vores vedholdende kritik af regeringens lovbrud, mørklægning og bortforklaringer i minkskandalen har antaget en usaglig karakter, der leder tankerne hen på den orange mand fra Amerika, der som bekendt er meget dum og ond og højreorienteret.

Trump-kortet har siden midten af sidste årti fungeret som en form for nazikort light, hvor man med den sammenligning regner med at lukke debatten ved at afskrive modstanderen som en højreorienteret klovn, hvis ikke-stuerene tosserier ikke fortjener nogen saglige modargumenter.

Og det er jo meget belejligt, hvis man ikke rigtigt har nogen saglige modargumenter på lager.

Sandheden er jo, at Socialdemokratiet i over et år nu har skøjtet rundt i forskellige slags forsvar for Mette Frederiksens handlinger i minkskandalen. Først var det en fejl, men hun ville alligevel gøre det samme igen, og så var det i øvrigt nødvendigt på grund af situationen (beskrevet i et papirtyndt notat med tvivlsomme fund fra SSI, som hurtigt blev tilbagevist). Dernæst havde man ikke læst bilagene, og så manglede der måske slet ikke hjemmel alligevel. Og nu er vi så nået dertil, at forsvaret for Mette Frederiksen består i at kalde os andre for Trump.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det

Men Trump-kortet er ikke det trumfkort, Socialdemokraterne tror. Først og fremmest fordi det er dovent, men allervigtigst fordi kortet spilles samtidig med, at Mette Frederiksen turnerer land og rige rundt med en historie om, at hun er bekymret for den demokratiske samtale.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på.

Retorikken er blevet hård efter minkskandalen. Jeg holder mig personligt ikke tilbage for at kalde det for én af Danmarkshistoriens største politiske skandaler, og mine kritiske spørgsmål til statsministeren er lige så sylespidse, som hendes svar er undvigende og ubrugelige.

Nej, vi taler ikke normalt sådan om hinanden i dansk politik, men det er heller ikke normalt, at en regering bryder loven, krænker danske borgeres ejendomsret og dernæst forsøger at spinne sig ud af det.

Det eneste, vi ikke ved endnu og måske aldrig finder ud af, er, om Mette Frederiksen vidste, at hun brød loven, da hun gjorde det. Hun vidste det i hvert fald bagefter, og det stoppede hende ikke. Som tidligere omtalt sagde hun ligefrem, at hun ville gøre det igen. Den lader vi bare stå.

Det havde nok været lettere for alle parter, hvis regeringen bare havde ladet være med at bryde Grundloven. Ikke mindst for minkavlerne. Og hvis det bedste argument imod det er at kalde os i oppositionen for Trump, så er der vist kun tilbage at citere manden selv: ”So sad”.

Der er noget ejendommeligt og skamløst i at udråbe sig selv til ridder af den demokratiske samtale samtidig med, at håndlangerne er sendt i byen med iltfattige beskyldninger mod os andre for at slægte den dumme og onde orange mand i Amerika på

(Detbatindlæg udgiver i Ræson d. 7. december 2021)