Steffen Frølund
31. maj 2024
Afspil video
Alex Vanopslagh & Steffen Larsen
3. november 2023

Der er behov for åbenhed, når det politiske ansvar skal undersøges i FE-sagen - tilliden til magthaverne står på spil

Onsdag den 1. november kollapsede straffesagerne mod den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen og tidligere forsvarsminister fra Venstre Claus Hjort Frederiksen. Anklagemyndigheden opgav tiltalen mod Findsen og Hjort for læk af statshemmeligheder om Danmarks kabelsamarbejde med USA.

Det blev alligevel en tand for komisk for FE, hvis de i retten skulle bekræfte den i forvejen offentligt kendte ‘statshemmelighed’ om kabelsamarbejdet i deres anklage mod Findsen og Hjort om, at de skulle have røbet den store statshemmelighed. Hele forløbet – lige fra hjemsendelsen af FE-ledelsen i sommeren 2020 til iværksættelsen af en totalovervågning af Lars Findsen til den politiske beslutning om at retsforfølge en oppositionspolitiker – har været skandaløs.

Den tidligere socialdemokratiske regerings håndtering af sagen har svækket vores efterretningstjenester, slået sprækker i tilliden til myndighederne, udfordret Danmarks samarbejde med vores allierede, og de tidligere tiltalte i sagen har fået deres renommé og liv ødelagt.

Lars Findsen og Claus Hjort er nu i flere år blevet trukket gennem sølet med juridisk forfølgelse, ydmygende behandling, smadrede karrierer samt i Findsens tilfælde overvågning, varetægtsfængsling og en udbasunering af hans sexliv for hele landet. Alt sammen fordi den forrige socialdemokratiske regering forvaltede sin magt som en elefant i en glasbutik.

FE-skandalen kan meget vel vise sig at være en skandale, der får minkskandalen til at blegne. Den skandale fik vi da i det mindste belyst.

Det udestår stadig med FE-sagen. Men naturligvis skal den sag belyses grundigt. Desværre oplever vi en flertalsregering, som indtil videre blot har foreslået pseudoundersøgelser. Alene det forhold, at undersøgelseskommissionens omfang rammer og fokusområder, er bestemt af Justitsministeriet, når selvsamme ministerium er genstand for undersøgelsen, er tragikomisk. Undersøgelsen bør være uvildig og forankret i Folketinget.

Undergraver tillid

Hvis ikke både Folketinget og Regeringen tager den her type sager mere alvorligt, undergraver det den danske tillidskultur. En ét år gammel Voxmeter-måling dokumenterer, at 44,7 pct. af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år. Det forstår man godt.

For vores folkestyre er ikke tjent med den lukkethed, som omgærder skandalerne. Alle kan blive enige om, at vi naturligvis ikke skal delagtiggøre gud og hvermand i de hemmelige detaljer om vores efterretningstjenester. Men et velfungerende demokrati kan kendes på, at skandalesager bliver undersøgt og får konsekvenser for dem, der misbruger magten.

Både Moderaterne og Venstre gik i sin tid til valg på at få undersøgt FE-skandalen. Fra Venstre lød det, at “regeringens håndtering af FE-sagen har skabt usikkerhed om vores efterretningstjenester”, og hos Moderaterne kunne Lars Løkke bebude om FE-sagen, at man ikke ville komme til “at indgå i en regering, som ikke er med på, at der bliver sat nogle ordentlige punktummer i nogle af de sager, vi har haft i denne her valgperiode”.

Alligevel valgte både Moderaterne og Venstre at glemme deres krav, da de for knap et år siden indgik i SVM-regeringen. Efter at tiltalen mod Lars Findsen og Claus Hjort blev droppet, har regeringen ganske vist bebudet, at man alligevel vil lave en rigtig kulegravning af skandalerne. Men en masse afgørende spørgsmål står stadig hen i det uvisse.

Hvem var involveret i at rejse tiltale mod Lars Findsen og Claus Hjort? Hvem besluttede, at Lars Findsen skulle totalovervåges, og at hans sexliv skulle udstilles for partilederne? Hvilken rolle spillede Barbara Bertelsen og Mette Frederiksen, og hvorfor har både Lars Findsen og Claus Hjort en oplevelse af at være blevet forfulgt af statsministeriets departementschef? Når regeringen siger, at usaglige hensyn skal undersøges, gælder det så også det politiske ansvar, eller vil det blot være nogle embedsmænd, der tager skraldet?

Vend hver en sten

Hvis SVM-regeringen med sit politiske flertal selv får lov til at definere rammerne for kommissionen, vil det svare til at sætte ræven til at vogte gæs.

Derfor er der mere end nogensinde brug for en tilbundsgående undersøgelse af hele skandalen, så vi får vendt hver en sten, og så danskernes tillid til magthaverne og myndighederne kan genoprettes. Og hvis SVM-regeringen ikke har noget at skjule, kan de vel godt støtte op om, at vi får undersøgt hele sagen og får placeret et ansvar af uvildige eksperter?

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. november 2023).

Alex Vanopslagh
15. december 2022

Jeg kan godt forstå, hvis mange borgerlige vælgere i de her dage går rundt med en knude i maven. Venstre og Moderaternes kovending i sagen om minkskandalen handler nemlig om noget mere grundlæggende end de ting, som vi normalt strides om i dansk politik.

Det handler om vores folkestyre. Vil vi leve i et samfund, hvor politikerne kan bryde loven, hvis blot deres kolleger holder hånden over dem? Et samfund, hvor principper om lighed for loven og retssikkerhed kun gælder på de tidspunkter, hvor det er opportunt for flertallet? Det håber jeg ikke. Men når et flertal i Folketinget beslutter, at regeringen ikke skal kunne kigges efter i kortene for minkskandalen som bytte for nogle ministerposter eller politiske aftaler, går vi i den retning.

Sådan burde det ikke være. For vi bliver nødt til at holde fast i, at der er visse ting i vores demokrati, som er vigtigere. Der er principper, som vejer tungere end ens partis fremgang, og der er værdier med et højere formål end ens egne kæpheste.

Retsstaten, magtens tredeling, borgernes frihedsrettigheder og tilliden til demokratiet er langt vigtigere end vores daglige kampe om skattesatser, antallet af offentligt ansatte eller den næste motorvejs placering.

Minksagen er vigtig, fordi den udstikker kursen for, hvilket folkestyre vi skal leve i. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmark er blevet til et land, hvor man ulovligt kan destruere et helt erhverv, gøre tusindvis af danskere arbejdsløse, sende regningen på 20 mia. kr. videre til skatteyderne og alligevel slippe for ansvaret? Det troede jeg faktisk ikke. For der var jo et flertal for at undersøge, om regeringen kan stilles til ansvar for sit grundlovsbrud. Men sådan er det tilsyneladende ikke længere.Minksagen skule have været en af de principielle sager, hvor vi borgerlige beviste, at vi ikke ville sælge ud af retsstatens principper til gengæld for at få politisk indflydelse.

Men det politiske landskab har ændret sig. Nu bliver det Liberal Alliances opgave at kæmpe benhårdt for at stå vagt om retssikkerheden. For de retsstatsprincipper, der udgør fundamentet for vores folkestyre, må vi aldrig tage for givet.

(Kommentar bragt i Avisen Danmark d. 15. december 2022)

Alex Vanopslagh
25. oktober 2022

Det gjaldt minkskandalen, og det gælder skandalen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Her er Mette Frederiksens sms’er, som ellers skal indgå i undersøgelsen fra den kommission, som selvfølgelig kommer, når regeringen har lavet rav i den, selvfølgelig også blevet slettet.

Ja, I kender efterhånden historien. Men kender I nogen, der ellers sletter alle sine sms’er? Jeg gør ikke. Det er mig bekendt kun noget, som kriminelle og utro partnere gør.

Argumentet om, at Mette Frederiksen har slettet sine sms’er af sikkerhedsmæssige hensyn, som i forvejen var utroværdigt i minkskandalen, bliver decideret absurd her, når vi netop skal undersøge en skandale, som har gjort massiv skade på Danmarks sikkerhed – både for vores hemmelige tjenester og for vores forhold til vores vigtigste allierede, USA.

Men vi kender jo regeringens måde at arbejde på. Man sætter sig selv først – over embedsværket, over folkestyret og over landets ve og vel. Og man gør alt, hvad man overhovedet kan, for at smyge sig udenom at blive kigget i kortene.

Magtfuld og stærk, sådan vil man fremstå. Men kigger man bag facaden, kan man se, at det netop bare er en facade, der skal dække over dyb inkompetence, panik og hensynsløshed. Så Mette Frederiksen gør alt, hvad hun kan for at undgå, at danskerne får lov at kigge bag facaden. Hun vil ikke have en advokatundersøgelse af sin egen grove vildledning i minksagen, hun prøver at bagatellisere de skandaler, hun selv har skabt, og så sletter hun sine sms’er.

Nu skal vi til valg d. 1. november. Landsmoderligt slår den hidtil uhørt magtfuldkomne statsminister Mette Frederiksen ud med armene og inviterer til bredt samarbejde.

Men uanset hvilke partier, hun sidder i regering med, uanset hvilke slogans, hun går til valg på, og uanset hvad end andre partiledere bilder sig ind, så kan jeg garantere jer for én ting: Så længe, Mette Frederiksen bliver siddende i statsministerstolen, vil hun fortsætte med at forvalte magten på den måde, hun har gjort de sidste 3 år. Med egoisme, lukkethed og magtfuldkommenhed.

Man kan godt male striberne på en tiger over, men striberne sidder der stadig.

Der er kun én vej væk fra Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, og det er at stemme på et parti, der aldrig nogensinde kunne finde på at pege på hende som statsminister.

Husk det, når du skal stemme d. 1. november.

Alex Vanopslagh
24. oktober 2022

En borgerlig regering skal forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret. Og LA’s opgave bliver at sikre, at den lever op til disse idealer.

Dette valg er ikke bare et spørgsmål om blå mod rød. Flere af de bærende principper i vores folkestyre er under pres, og derfor står der denne gang noget meget mere fundamentalt på spil, når danskerne går til stemmeboksene.

Den seneste valgperiode har nemlig budt på alt for mange dybt bekymrende skandalesager, og derfor er valget også et spørgsmål det det folkestyre, vi en dag skal give videre til de næste generationer.

Minkskandalen, FE-sagen, den gradvise udskiftning af neutrale embedsmænd, slet skjulte forsøg på at undergrave frie medier og brugen af usandheder som rambuk til at gennemtrumfe sin politik.

Mette Frederiksens måde at lede landet på sætter sig slet og ret som rust på demokratiets tandhjul.

En ny måling fra Voxmeter dokumenterer, at 44,7 procent af danskerne har fået mindre tillid til retssystemet, politikerne og den offentlige administration de seneste år, mens blot 5,7 procent har fået mere tillid.

Derfor har Danmark brug for et flertal, som kan genoprette tilliden til vores retsstat og folkestyre, og derfor handler valget denne gang også om noget mere grundlæggende.

For Danmark har brug for et lederskab, der udviser ydmyghed overfor sin magt, sit ansvar og det danske demokratis spilleregler. Derfor har vi i Liberal Alliance fire krav til en borgerlig regering.

1) Insistere på en sandhed og saglighed
En borgerlig regering skal holde sig til sandheden. I denne valgperiode har vi set alt for mange eksempler på hele og halve usandheder fra Mette Frederiksen og hendes ministre.

Det var for eksempel hverken myndighedernes anbefaling at lukke samfundet ned eller at slå alle danske mink ihjel under corona-pandemien, selvom Mette Frederiksen påstod det.

Borgerlige ministre vil næppe kunne undgå at udtrykke sig upræcist eller endda sige noget lodret forkert, for det er menneskeligt at fejle. Men med en ansvarlig regeringsførelse følger også et ansvar for at rette sine fejl, så vi bevarer danskernes tillid til det politiske system.

2) Respekt for Danmarks lovprocesser og institutioner
Vi borgerlige skal have en helt anden respekt for Folketingets lovprocesser. Det er et alvorligt problem for vores samfund, hvis politiske beslutninger bliver gennemført uden lovhjemmel som i minkskandalen.

Og vi skal genoprette tilliden til ministerier og myndigheder som kilder til viden. Vi skal ikke tilbageholde myndighedernes faglige rådgivning og oplysninger, som Mette Frederiksens regering gjorde det i sagen som Syriens-børnene.

Vi skal ikke skubbe forvaltningen foran os for at legitimere de politiske beslutninger, og hvis beslutningerne går galt, skal vi ikke smide embedsmændene under bussen i situationer, hvor politikerne gik fri, mens flere embedsmænd blev hjemsendt.

3) Et neutralt og fagligt embedsværk
Vi borgerlige skal ansætte de mest kvalificerede i centraladministrationen gennem professionelle rekrutteringsprocesser.

Siden Socialdemokratiet indtog ministerierne er rekordmange departementschefer blevet udskiftet, og mange af ministeriernes neutrale pressechefer er blevet erstattet med medarbejdere, som tilfældigvis har bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiets tidligere Finansminister, Bjarne Corydon, har udtalt, at ”embedsværket i denne valgperiode har undergået en sådan politisering, at det politiske system er i krise”.

Det er et alvorligt problem, for danskerne fortjener et embedsværk, hvor de ansatte er uafhængige af skiftende regeringer og udelukkende besidder deres stillinger på baggrund af kompetencer – og ikke partibog.

4) Stå vagt om den frie presse
En borgerlig regering skal insistere på, at en fri presse er afgørende for vores folkestyre, og vi skal ikke gøre medierne til en fjende.

Det er fuldstændig uacceptabelt at true journalister til tavshed på samme måde, som Mette Frederiksen forsøgte med Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen.

Det er en forudsætning for et velfungerende demokrati, at pressen kan gå kritisk til magthaverne uden at frygte for repressalier.

For uanset partifarve er vi politikere ikke kun valgt for at ride vores egne kæpheste. Vi er også valgt for at tage vare på folkestyret som helhed.

Vores folkestyre er møjsommeligt opbygget af bønder, arbejdere, husmænd, højskolelærere, købmænd, håndværkere, kvindesagsforkæmpere og mange andre, der i årti efter årti har lidt og stridt for at skabe verdens måske bedste samfund.

De retsstatsprincipper, der udgør grundsøjlerne i vores folkestyre, var her lang tid før, at nogen af os blev en del af dansk politik. Det er vores ansvar at sørge for, at de også er her den dag, ingen af os er her mere. Danmark fortjener bedre end dét, vi har set, siden der blev dannet rødt flertal.

Derfor skal en borgerlig regering forpligte sig på åbenhed, mådehold og respekt for folkestyret, når der forhåbentlig dannes blåt flertal efter valget.

Liberal Alliances opgave bliver at sikre, at en borgerlig regering lever op til disse idealer.

(Kronik udgivet i Jyllands-Posten d. 24. oktober 2022)

Alex Vanopslagh
19. august 2022

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. 

Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.

Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.

Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.

I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.

Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.

Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.

Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.

Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.

Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.

Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.

Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.

I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.

Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.

Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.

Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.

Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?

Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.

Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.

I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.

Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.

Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.

Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.

Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.

Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.

Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.

Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.

Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.

(Udgivet i Berlingske d. 12. August 2022)

Henrik Dahl
13. juli 2022

Der er utvivlsomt, at det kommende valg til Folketinget (også) kommer til at handle om statsministerens forvaltning af sit embede.

Der findes næppe et blåt medlem af Folketinget, som ikke stiller sig kritisk over for selve den lemfældige måde, hvorpå Koordinationsudvalget 3. november 2020 besluttede sig for at nedlægge minkavlen i Danmark.

Det samme kan man sige om eksekveringen af beslutningen. Den blev meldt ud på et pressemøde ledet af statsministeren dagen efter, 4. november. Og den fortsatte med politiets hjælp efter, at det 8. november stod klart for enhver, at der ikke var lovhjemmel til det. For mig er begivenhedsforløbet i de første dage af november 2020 alvorligt.

Mennesker mistede deres livsværk. Ufattelige værdier blev tilintetgjort. Det skete oven i købet efter et helt utrolig sløset analysearbejde, og uden at det var hjemlet i en lov.

Men i forhold til den tillid, partierne på Christiansborg kan have til hinanden, og i forhold til den tillid, borgerne kan have til vores politiske system, synes jeg, at regeringens fralæggelse af ansvar er værre.

Den brutale sandhed er jo, at regeringen med støttepartiernes velsignelse har besluttet sig for at ignorere Granskningskommissionen.

Man har sagt fy til sig selv og mumlet nogle beklagende ord.

Men samtidig demonstrerer flertallet i Folketinget helt uden blusel, at når magten og retten kolliderer, så er det magten, der står uskadt tilbage, og retten der ligger sammenkrøllet i rabatten.

For eksempel har regeringen bestemt, at der skal være nul sammenlignelighed i reaktionerne mod ledelsen af FE og mod de ti embedsmænd, som Granskningskommisionen nævner. I det første tilfælde skrider man til hjemsendelse og retsforfølgelse. I det sidste slipper alle for ubehageligheder, og hele sagen syltes i en ligegyldig styrelse.

Skønt kommissionen helt eksplicit blev bedt om at undlade at forholde sig til ministres ansvar, og problemstillingen i sin helhed derfor svæver i det uvisse, har et flertal i Folketinget bestemt, at det spørgsmål skal aldrig afklares.

Det er således ikke sandt, når apologeter for regeringen hævder, at den i almindelighed og statsministeren i særdeleshed er blevet frikendt af Granskningskommissionen.

Spørgsmålet er – efter ønske fra Folketinget – overhovedet ikke blevet behandlet. Og bliver det heller aldrig, hvis det står til det nuværende flertal.

Når flertallets mangel på interesse for sandheden om minkskandalen og mangel på interesse for elementær retfærdighed burde undre alle mennesker i Danmark, er det, fordi regeringens egne forsvarsværker blev skudt i grus af kommissionen.

Jo: Koordinationsudvalget har også ansvar for de beslutninger, regeringen tager.

Jo: Der var rigeligt med tid til at foretage en ekstra omgang kvalitetssikring af Koordinationsudvalgets beslutning. Og jo: Statsministeren burde have vidst, at hun og regeringen løb en risiko ved at gennemføre en så stor og kompleks beslutning på en måde, der var så forceret.

Hvis minksagens foreløbige forløb får borgere i Danmark til at tænke, at politikere er en flok principløse kynikere, der primært er optaget af beskyttelsen af egen bagdel og sekundært af for enhver pris at udøve den magt, de er kommet i besiddelse af, på den mest effektive måde, så kan jeg ærlig talt godt forstå det.

Det er et lille lys i mørket, at støttepartierne ikke vil kunne holde frelste skåltaler om retsstaten de næste mange år. Dertil er de for kompromitterede af deres magtkynisme.

Men det er godtnok ikke ret stort i forhold til sagens alvor.

(Debatindlæg udgivet i Jyllands Posten d. 13. juli 2022)

Alex Vanopslagh
28. juni 2022

Indberetningerne griber om sig, og de kommunale sagsbehandlere risikerer at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.
Familien er samfundets bærende enhed, og det offentlige er sat i verden for at understøtte familiens behov, ikke for at erstatte familien. Men jeg er bange for, at vi i dag er kørt ud på et sidespor, når det kommer til det offentliges indgreb i danske familiers intimsfære. Et grelt eksempel er den såkaldte Fanø-sag for et par år siden.

Her havde en pige sagt i skolen, at hendes far var et røvhul, som altid slog sine børn. Det viste sig dog, at der var tale om kortspillet ‘ røvhul’, og at faren altid vandt over børnene – men alligevel blev forældrene indberettet til kommunen.

INDBERETNINGEN ledte til et opslidende forløb, hvor forældrene i næsten et halvt år skulle trækkes gennem sølet af kommunale undersøgelser med søvnløse nætter og besøg hos krisepsykolog til følge.

Ligesom i mange andre tilfælde startede sagen med en grundløs indberetning.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de tiltagende indberetninger er udtryk for et skred i vores forståelse af, hvornår staten bør gribe ind i borgernes privatliv.

Siden 2015 er antallet af anonyme indberetninger nemlig steget eksplosivt, men ligesom i sagen fra Fanø er henvendelserne ofte meget tvivlsomme. Mange af de anonyme indberetninger hviler på et papirtyndt grundlag, hvor småting såsom en glemt madpakke eller manglende tandlægetider leder til, at forældrene bliver uretmæssigt undersøgt og mistænkeliggjort af myndighederne.

Den voksende mængde indberetninger har i flere tilfælde også ført til, at kommunen går ind og blander sig i forældrenes børneopdragelse, og meget tyder på, at indberetningstendensen er et produkt af uigennemtænkt politik. I løbet af de seneste år er lovgivningen på området nemlig blevet strammet markant, og manglende indberetninger fra f. eks. pædagoger kan i dag føre til et helt års fængsel.

VI BEFINDER OS på et skråplan, og problemet ser kun ud til blive værre med den nuværende regering ved roret. Med den selvbestaltede børnenes statsminister i spidsen har Socialdemokratiet nemlig som erklæret mål, at flere børn skal tvangsfjernes fra deres forældre. Ved første øjekast kan man måske forledes til at tro, at det vil forebygge antallet af sager om svigt af børn, men det lader faktisk ikke til at være tilfældet.

Trods den store stigning i anonyme indberetninger er det nemlig kun 16 procent af henvendelserne, der omhandler vold eller misbrug af børnene. Og måske burde det ikke komme som en overraskelse, at mange af sagerne hører til småtingsafdelingen, når man fra politisk hold anser tvangsfjernelser som et gode i sig selv. Forstå mig ret. Der må ikke herske tvivl om, at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forebygge de forfærdelige sager, hvor børn bliver svigtet.

Men i den nuværende situation frygter jeg, at reguleringen på området har gjort kuren værre end sygdommen.

Vi har eksempelvis hørt om sager, hvor anonyme indberetninger får kommunen til at tage kontakt til børnene i deres institutioner for at forhøre dem, uden at forældrene overhovedet bliver underrettet.

Det er udtryk for en uanstændig mistillid til familierne og et groft indgreb i kernen af menneskers liv.

JEG FOREGIVER ikke at have nogen endelig facitliste, for jeg tror ikke på, at der er nogen lette snuptagsløsninger. Men et skridt i den rigtige retning kunne være at indføre en regel om, at forældrene har lov til at tale med en socialrådgiver, pædagog eller lærer, inden en indberetning får kommunen til at kulegrave familien.

Det har man gjort i Tyskland, og på den måde kan vi sikre os, at småsager og ubetydelige misforståelser ikke får lov til at splitte familier ad, på samme måde som vi så det i sagen fra Fanø.

Vi bør også overveje at indskærpe til, at der kun kan ske anonyme indberetninger, hvis der er mistanke om grove tilfælde af svigt eller overgreb. For vi bliver nødt til at huske på, at det kan få alvorlige konsekvenser for de involverede familier, når anonyme personer laver uretmæssige indberetninger uden hold i virkeligheden.

De fleste forældre vil nok kunne forestille sig, hvor ubehageligt det må være at åbne sin e-Boks til en besked fra myndighederne om, at en anonym person har lavet en indberetning på ens forældreskab. Hvad har ligget til grund for en sådan indberetning? Og hvem er det, der ikke synes, at man er en tilstrækkeligt god forælder? En sådan mistænkeliggørelse er forfærdelig for den enkelte familie, men jeg tror også, at indberetningskulturen har konsekvenser for samfundet som helhed. For når den politiske målstyring skaber til mistillid, slår det sprækker i vores fællesskab. Det kan i værste fald undergrave den tillidskultur, som ellers kendetegner vores samfund.

KONSEKVENSEN AF indberetningskulturen er nemlig, at det civilsamfundsansvar, som historisk har ligget hos det enkelte individ, nu er blevet placeret hos staten. Mens pædagogerne i Fanø-sagen formentlig selv ville have talt med pigen om hendes oplevelse tidligere, er de som følge af den politiske styringssyge i dag nødt til at foretage en anonym indberetning af frygt for deres egen karriere.

Den strammede lovgivning flytter dermed hegnspæle i vores forståelse af, hvilken rolle kommunen skal spille i borgernes intimsfære.

Det bør vi være meget opmærksomme på. For samspillet mellem indgreb i borgernes privatliv, statslig overvågning og detailregulering er en farlig cocktail.

Med den omsiggribende indberetningstendens risikerer de kommunale sagsbehandlere nemlig at drukne i unødvendige småsager, hvor der ikke er en finger at sætte på forældrenes opdragelse.

Det vil uvægerligt medføre, at der er færre ressourcer tilbage til de sager, hvor det ér nødvendigt, at myndighederne træder til. Derfor bør vi lægge det overdrevne optimeringsbehov af vores børn i graven. Vi bliver nødt til at sikre os, at småting som glemte madpakker og manglende tandlægetider ikke får kommunen til at henvise forældrene til sidelinjen, mens myndighederne overtager rollen som opdrager.

Og så bliver vi politikere nødt til at sikre os, at dårlig regulering ikke ender med at blive en spændetrøje, der afholder kommunerne fra at skride til handling i de vigtige sager.

Alternativet er, at det offentlige sander til i ligegyldigheder, at mistilliden breder sig mennesker imellem, og at vi fortsætter marchen mod den totale indordning af familien som en undersåt til staten.

Det kommer der ikke et mere omsorgsfuldt, trygt eller næstekærligt samfund ud af.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 21 juni 2022)