Hvor meget fattigere, skal danskerne blive, før regeringen er tilfreds?
Mere frihed til systemet, mindre frihed til borgerne
Mette Frederiksens stort anlagte frikommuneforsøg viser desværre endnu en gang, at hun altid sætter systemet over borgeren. Prisen er dyr og dårlig velfærd.
Mette Frederiksen lancerede i sin tale ved Folketingets åbning i oktober et frikommuneforsøg, hvor 7 kommuner kunne få lov at eksperimentere med velfærden. Det var med hendes egne ord ”en lidt vild idé” at prøve at give velfærden lidt friere tøjler.
Det lød som om, man havde planlagt at sende en rumraket til Mars og sende Danmark ind i fremtiden. Nu ved vi desværre, at det i stedet er et bumletog mod 70’ernes betonsocialisme, som regeringen har hentet frem.
Vi har nu fundet ud af, at frikommuneforsøget for tre kommuners vedkommende handler om bl.a. at give ret til at suspendere det frie valg i ældreplejen. Regeringen vi altså give systemet mere frihed ved at tage friheden fra borgerne. Det er ikke et frihedsforsøg, men et antifrihedsforsøg.
Når regeringen skal komme med noget, den synes er helt vildt frihedsagtigt, er det at give frihed til, at kommunerne og systemet kan fjerne friheden fra borgeren og fjerne den frie konkurrence.
I Liberal Alliance var vi ellers meget begejstrede for idéen, for vi ved jo, at frihed og ansvar virker bedre end tung socialdemokratisk systemtænkning. Jeg tror sådan set, at alle 98 kommuner kunne opnå store forbedringer i velfærden, hvis de blev sat mere fri fra både politikere, særinteresser og bureaukrater, men nu må vi så forstå, at frikommuneforsøget skal gøre det modsatte.
Måske var det bare mig, der var naiv. Vi har en regering, der er den mest økonomisk uansvarlige siden Anker Jørgensen, og som er stærkt ideologisk rød og ikke kan fordrage de private tilbud. Vi har en regering, der er villig til at gå langt for at forhindre det private initiativ – også i velfærden.
Regeringen har i hele sit virke udvist en blændende mangel på interesse for borgernes frihed og en overvældende gavmildhed på skatteborgernes regning over for dens egne kernevælgere og bureaukrater på Christiansborg og rådhuse. Det er kort sagt en regering, der sætter systemet først og borgerne – og deres velfærd – sidst.
Selvom regeringen kører videre i samme systemsocialistiske rille, tror jeg, at mange danskere er klar til at vende bøtten. De fortjener ikke at betale verdens højeste skatter – vi har lige indtaget førstepladsen i OECD igen – og samtidig få en velfærd, der på ingen måde står mål med de mange penge, de bliver flået for.
Vi burde gøre det modsatte af Mette Frederiksen: Give mindre magt til politikere, embedsmænd og særinteresser, og mere magt til borgerne og velfærdens helte, og ikke begrave alt lokalt og/eller privat initiativ under et tykt lag socialdemokratisk beton.
Lad os sætte borgerne først – også i velfærden.
Kursen er sat mod et fattigere Danmark
Vi har en regering, der med nærmest kirurgisk præcision gør Danmark fattigere. De kalder det retfærdighed.
Før valget lovede regeringen, at de skam kun ville beskatte de rigeste danskere. “Med Socialdemokratiets politik skal man være en bank, arve en virksomhed eller tjene rigtig mange penge på aktier for at opleve skattestigninger”, lovede Nicolai Wammen i 2019.
Det lød sikkert som sød musik i mange røde ører. Allerede dengang vidste vi naturligvis, at det ikke var sandt. Sådan fungerer skatter ikke. Og nu må Nicolai Wammen – der i dag er finansminister -i et folketingssvar også medgive, at det selvfølgelig ikke var sandt: Regeringens politik har gjort os alle fattigere.
Tænk, det er allerede blevet til 25 skattestigninger. Regeringens reformer har allerede ødelagt 11.000 job og gjort Danmark 14 mia. kr. fattigere.
Det er første gang i hvert fald i 20 år, vi har en regering, der aktivt gør Danmark fattigere. Det er i grunden mageløst, men ærlig talt nok, hvad man kunne forvente fra en regering, der har udråbt Anker Jørgensen som et forbillede.
Spin vs. fakta
Hvor regeringen kan komme med søforklaringer til aviser og tv, skal de holde sig til sandheden i deres svar til Folketinget.
Et nyt folketingssvar fra finansminister Nicolai Wammen bekræfter, at alle er blevet fattigere af regeringens politik.
Dem med de laveste indkomster rammes endda relativt hårdest af regeringens politik. Og det i en sådan grad, at selv SF råber vagt i gevær og mener, at politikken med at gøre de fattigste danskere fattigere er gået for vidt! Som liberal, der tør sige åbent, at jeg vil sænke skatten for alle danskerne, bliver jeg ofte mødt med den falske påstand, at lavere skat vil gå ud over danskere med de laveste indkomster. Derfor er det også en ganske tragisk fornøjelse at læse Nicolai Wammen medgive, at regeringens skattestigninger rammer dem, der har mindst, hårdest.
Regeringens misundelsespolitik, der skulle beskatte de mest velstående, ender faktisk med at ramme de fattigste hårdest.
Men man burde jo ikke være overrasket – hvis de røde forstod sig på økonomi, var de jo næppe røde.
Da Mette Frederiksen lancerede sin særskat på banker – eller samfundsbidrag, som det hedder med socialdemokratisk nysprog – lovede hun også, at skatten kun ville ramme netop bankerne og de rigeste danskere.
I Socialdemokratiets eget udspil skrev de: “Samlet set er der tale om en meget målrettet finansiering, der ikke rammer almindelige lønmodtagere.” Det er ikke bare dybt usympatisk at prale med at føre politik, der skal straffe særligt udvalgte grupper, men det er også faktuelt forkert.
Bankerne havde åbenbart i bedste Joakim von And-stil en stor pengetank med mange milliarder, der ikke blev brugt til andet end at svømme rundt i, som man dermed kunne beskatte uden konsekvenser.
Fornuftige stemmer påpegede allerede dengang, at skatten naturligvis ville ramme kunder, ansatte, aktionærer, vores alle sammens pensionsopsparinger osv. Folketingssvaret fra Nicolai Wammen giver dem selvfølgelig ret.
Det sidste, der er brug for
Vi står midt en global coronakrise, der går hårdt ud over den danske økonomi. Det kalder på en regering, der arbejder for at styrke den danske økonomi og sørge for, at vi kan genskabe de arbejdspladser, vi mister.
Men regeringen gør præcis det modsatte. Dansk Arbejdsgiverforening siger det klart: Vi har for første gang i 20 år en regering der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.
Regeringens svar på coronakrisen er at gøre os alle sammen fattigere. Tænk bare på sommeren, hvor coronasmitten var under kontrol.
I stedet for at forberede sig på anden bølge, styrke smittesporing, lave et varslingssystem eller forberede reformer, der kunne styrke dansk økonomi, forhandlede regeringen om tidligere tilbagetrækning til deres kernevælgere og gjorde Danmark fattigere i processen.
Regeringen kalder det retfærdig politik. Men det er grundlæggende forkert og uretfærdig politik.
Der er en anden vej
Den gode nyhed er, at der er en anden, mere retfærdig, vej for Danmark. Og det kræver ikke andet end politisk mod og lidt mindre smålighed at gøre Danmark rigere og skabe flere job.
Bare ét eksempel er, at vi kan gøre Danmark 6,7 mia. kr. rigere og skabe ca. 6000 job ved at sænke aktieskatten til 25 pct.
Det vil koste statskassen 1 mia. kr. om året. Gæt hvor jeg har de tal fra. En anden socialdemokratisk minister, der udtaler sig under ministeransvar.
Næste gang socialdemokrater forsøger at binde dig på ærmet, at de bestemt går op i at skabe job og velstand, så husk hvad de svarer, når de er bundet af loven til at svare sandfærdigt: Regeringens politik gør os alle fattigere.
Derfor må spørgsmålet være: Hvor meget fattigere skal Danmark blive, før Mette Frederiksen er tilfreds?.
Vi har for første gang i 20 år en regering, der aktivt gør os fattigere og fjerner arbejdspladser.
Kronik udgivet i Børsen d. 1. december 2020.
Udbetal de resterende feriepenge!
Alex tale om udbetaling af de resterende feriepenge.
Mette Frederiksens forkærlighed for Anker Jørgensen bliver dyr for Danmark
Anker Jørgensens tid som statsminister i 1970erne og til 1982 var katastrofal for dansk økonomi.
Desværre tyder meget på, at Mette Frederiksen ønsker at gå Anker i bedene.
Uanset Ankers personlige kvaliteter efterlod han Danmark med kurs mod afgrunden. Udgifterne voksede ustyrligt, og landets statsgæld fulgte med fra cirka 10 pct. til cirka 40 pct. Man indførte også efterlønnen, der efterfølgende hang som en møllesten om de danske statsfinanser, indtil et modigt reformflertal beskar den kraftigt for snart et årti siden.
Den borgerlige regering under Poul Schlüter rettede heldigvis op på mange af problemerne, og selv de to socialdemokrater Poul Nyrup og Helle Thorning kastede siden vrag på arven fra Anker og førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men ifølge Mette Frederiksen var Anker ligefrem »Danmark, når Danmark er bedst«. Tak for kaffe.
Kursen er lagt i regeringens finanslove: Den offentlige sektor får lov at vokse, og blæse være med dem, der betaler gildet i den private sektor – der er ingen nye kolleger i udsigt, kun flere fyringssedler og en større skattebillet.
En lille undskyldning
Anker Jørgensen havde faktisk en lille undskyldning – hans embedsværk vidste heller ikke bedre. Uden at gå i detaljer anerkendte de dengang groft sagt ikke, at den økonomiske tilskyndelse til at arbejde betød noget, og at hverken høje ydelser eller højere skatter – enten nu eller i fremtiden ved at køre med store offentlige underskud – var et fundamentalt problem for samfundsøkonomien.
Nu har vi over 40 års saglig evidens for det modsatte. Mette Frederiksen ved udmærket, at hendes politik reducerer Danmarks beskæftigelse og pålægger de hårdtarbejdende danskere større byrder. Og hvis hun alligevel er i tvivl, kunne hun få finansminister Nicolai Wammen til at spørge sine embedsmænd. Svaret er klart – det sænker Danmarks velstand at øge skatter, afgifter og offentlige udgifter, og det øger selvsamme at sænke dem.
Så drop alle tanker om nye røde møllesten om halsen på de hårdtarbejdende danske skatteydere. Giv danskerne bedre muligheder for at bestille noget mere uden at blive flået i skat, så de får flere penge mellem hænderne, giv virksomhederne bedre muligheder for at fastholde og skabe nye arbejdspladser ved at beslaglægge færre af deres penge og investeringer i selskabsskat og anden kapitalbeskatning.
Men Mette Frederiksens økonomiske politik er én lang ønskeliste til nye byrder på hårdtarbejdende danskere, mere offentlig forsørgelse og flere offentligt ansatte. Hertil skal så lægges en endnu længere ønskeliste fra hendes endnu rødere støttepartier, der dog har den undskyldning, at de er socialister og dermed per definition ignorerer økonomisk sagkundskab.
Engang var Det Radikale Venstre garanten for, at de røde partier ikke gik helt grassat og fik rippet danskerne for rub og stub, men hvornår har nogen sidst hørt Morten Østergaard mene noget, der ikke gjorde Danmark endnu fattigere? Danskerne fortjener ikke ti års Anker Jørgensen-politik, inden den borgerlige fornuft igen indfinder sig. Og derfor påhviler det nu os borgerlige at bygge et projekt sammen, der hurtigst muligt kan sende Anker Jørgensen-politikken derhen, hvor den hører hjemme: På historiens mødding.
For at genoplive borgerligheden må vi sætte borgeren først
Det nærmer sig en kliché, at det borgerlige Danmark er i krise. Det er en kærkommen lejlighed til at genopbygge et borgerligt projekt, som kan hente opbakning i befolkningen – og endegyldigt droppe at bruge de gamle tricks.
Det borgerlige Danmark må genopbygge sit projekt og lære igen at sætte borgeren først. Vi skal ikke marchere i takt, men vi skal i det mindste marchere samme vej, hvis vi igen skal overbevise vælgerne om, at vi og vores idéer er bedre end de rødes.
Da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre, indvarslede han en værdikamp over en bred front. Inden man kunne gennemføre liberale og borgerlige reformer, skulle vælgernes værdier og overbevisninger rykkes. En krystalklar analyse – som desværre kun blev fulgt op at et kærkomment opgør med ekspertvældets trang til at diktere, hvordan myndige og voksne danskere skulle leve deres liv.
Men al snak om liberale teser, brugerbetaling i sundhedsvæsenet eller anden vigtig værdidebat fra folketingsgruppen blev brutalt slået ned. Værdikamp var noget man talte om – ikke noget man førte i Venstre, Danmarks Liberale Parti.
I stedet skulle alle sejl sættes mod at få magten – opskriften fandtes i den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik forsimplet ud på, at de borgerlige spillede uafgjort mod de røde på velfærdspolitik og vandt på udlændingepolitik. Det vandt de borgerlige alle valg foruden ét på i perioden 2001-2015.
Vejen væk fra skattelettelser
Prisen var gradvis borgerlig forvitring. I 1994 ønskede 51 pct. af vælgerne skattelettelser og 49 pct. ønskede højere offentlige udgifter – i 2015 ønskede 32 pct. skattelettelser og 68 pct. højere offentlige udgifter, imens de offentlige udgifter blot var vokset og vokset i perioden.
»Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.«
Andre lærte af doktrinen. Nu spiller Mette Frederiksen uafgjort på udlændingepolitik og vinder på velfærdspolitik. Skal vi spille uafgjort på velfærd med Mette Frederiksen, skal vi overgå Anker Jørgensen i forbrugsiver og uansvarlighed, og skal vi overgå Mette Frederiksen i stram udlændingepolitik, vil det koste på solide principper om retsstat og frihedsrettigheder – og så er det nok bedre at løse udlændingepolitikken fra bunden (så at sige) med Socialdemokratiet.
Sagt på en anden måde: Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.
Vi sagde nej til Euroen – men nu skal vi finansiere den
Mette Frederiksen vendte 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i Euroen som i 1992, 1993 og 2000.
Tre gange har vi i Danmark haft folkeafstemning om deltagelse i det fælles europæiske valutasamarbejde, euroen: I 1992 stemte et flertal nej, i 1993 stemte et flertal ja til at stå udenfor, og i 2000 stemte et flertal igen nej til at deltage.
Hver gang har plusser og minusser været debatteret, og danskerne har tilkendegivet, at ulemperne ved deltagelse fylder mere end fordelene.
Alligevel vendte statsminister Mette Frederiksen 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i euroen som i 1992, 1993 og 2000.
Aftalen handler om EUs såkaldte »genopretningsfond« , som har fået det navn for at bilde europæerne ind, at den er blevet til for at rette Europas økonomi op i lyset af de skader, som corona-epidemi og nedlukning af samfundene har forvoldt. Virkeligheden er, at fonden handler om euro-samarbejdet, og at corona-epidemien blot er et påskud for at oprette den.
At genopretningsfonden er til for at styrke Eurozonen, kan statsminister Mette Frederiksen naturligvis ikke sige, når hun har besluttet, at Danmark skal bidrage. Hvordan skulle det kunne forsvares, når danskerne tre gange har stemt imod dansk deltagelse?
Den falske melodi
Hvis statsministeren åbent sagde til befolkningen, at vi herhjemme nu skal yde vores del af et tilskud på 2.900 mia. kr. til primært sydeuropæiske lande og yderligere hæfte for lån på 2.700 mia. kr., begge dele pga. et euro-samarbejde som Danmark ikke er med i, ville det være en klokkeklar indrømmelse af, at disse tre danske resultater ved folkeafstemninger ignoreres af Mette Frederiksen og hendes regering. Så hellere synge med på den falske europæiske melodi om, at det er coronaen, som nødvendiggør pengeoverførslerne, tænker statsministeren.
Virkeligheden er imidlertid, at euro-samarbejdet for at kunne fungere ordentligt har savnet en fond til omfordeling mellem euro-landene. Det er svært at opretholde en fælles valuta, når der er så stor forskel på statsfinansernes holdbarhed i de forskellige lande. Hvis man insisterer på at dele mønt, er den direkte overførsel af penge fra de sunde offentlige finanser i nord til de usunde i syd derfor svaret. Hvis man altså er med i euroen.