Det at være woke er at være tilhænger af en venstreorienteret, identitetspolitisk ideologi. I bund og grund er det kulturmarxisme. I gamle dage hed det sig, at kapitalejerne undertrykte arbejderne. Nu har man skiftet kapitalejerne ud med den hvide mand, og arbejderne er i stedet alle minoriteterne plus kvinder. Med woke-bevægelsen vil man så hele tiden påvise, at disse grupper er undertrykte. Man vil gerne have lovgivning, der favoriserer, at de er undertrykte og vinde den kulturkamp, hvor normer som ligestilling, at være progressiv og fordomsfri skal være herskende.

Jeg mener, at vi skal have et samfund, hvor vi kan tolerere forskellighed. De, der er woke, mener vi skal have et samfund, hvor vi hylder forskellighed. Bare ikke den forskellighed, hvor man accepterer andres forskellighed. Intet er længere for småt til, at man kan blive krænket over det. Vi ser ikke længere hinanden som individer, men som grupper. Det kan for eksempel være farve, køn eller seksualitet, og så kan man ellers bliver krænket på sine egne eller især andres vegne.

Woke fylder også for meget på Christiansborg. Et af de nyeste eksempler på dette er tvangsfordelingen af barsel. For her må vi forstå, at kvinder er undertrykte af mænd, fordi det er kvinden, der føder børn og ammer og derfor også i højere grad tager mere barsel. Forslag om kønskvoter i bestyrelser er et andet eksempel. Nu skal det ikke længere være færdigheder, der afgør, hvilke poster du får, men derimod køn.

Vi har kæmpet i 100 år for, at køn ikke skal betyde noget, men tager nu dette tilbageskridt. Det er ikke ligestilling. Flertallet skal pludselig indrette sig efter mindretallet, og det er noget, jeg vil kæmpe imod. I stedet vil jeg kæmpe for, at opretholde ligestillingen, at højne tolerancen og mindske polariseringen.

(Indlæg bragt i Fyens Stiftstidende d. 8. marts 2023)