Tag din frihed alvorligt, søster

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
7. marts 2026

Jeg er rigtig glad for at være kvinde i Danmark.

Jeg kan uddanne mig, arbejde, have min egen bankkonto, starte en virksomhed, se ud som jeg har lyst, klæde mig som jeg har lyst, føde børn eller lade vær, vælge min egen partner og meget mere. Kvinder har formelt opnået ligestilling i Danmark, for der er intet i dansk lovgivning, der juridisk stiller kvinder ringere end mænd.

Jeg kan grundlæggende leve et liv, hvor min ret til at bestemme over mig selv bliver taget alvorligt. Det er i den grad værd at fejre på kvindernes internationale kampdag. Det er ikke kommet af sig selv. Det er resultatet af et samfund, der bygger på frihed, ansvar og gensidig respekt, hvor det først og fremmest er dine meritter som menneske, der betyder noget. Du skal ikke have en far, en mand, en bror eller en stat til at sige god for de ting du ønsker at opnå. Du har friheden til at træffe dine egne valg, og du må leve med konsekvenserne af dem. Det er sådan, det skal være.

Desværre findes der alligevel miljøer i Danmark, hvor de danske frihedsrettigheder ikke reelt gør sig gældende. I nogle indvandrermiljøer hersker negativ social kontrol, æresrelaterede normer og fastlåste kønsroller, som skaber parallelsamfund, hvor kvinder og piger ikke har friheden til at træffe deres egne valg. For dem er det ikke en selvfølge, selv at bestemme hvad de har på, hvor de færdes eller hvem de er sammen med. Her bliver unge kvinder presset ud af fællesskaber og udelukket fra uddannelser og arbejdsmarkedet.

Alligevel handler debatten herhjemme sjældent om de mennesker, for hvem frihed ikke er en selvfølge, og oftere om mange af de forskelle mellem kønnene vi stadig ser i praksis herhjemme. Der er nogen, der mener, at forskellene i sig selv skyldes kønsdiskrimination – personligt kan jeg ikke se meget, der tyder på det. Jeg mener, det handler om frihed. Om valgfrihed og om at mennesker prioriterer forskelligt. Nogle vælger mest mulig tid med familien, nogle mere karriere, og andre ønsker at balancere begge dele. Og ja, der findes stadig kønnede forventninger, som er svære at ændre, og som vi skal tage alvorligt. Men i Danmark er du ikke tvunget til at efterleve forventningerne til dit køn. Eller nogen som helst andre forventninger. Du har friheden til at sige nej og til at bryde med traditioner eller til at efterleve dem.

Det er derfor, at vi i Danmark ofte rammer ved siden af, når den 8. marts bliver en dag, hvor mange kalder på politiske værktøjer, som staten skal tage i brug for at skabe endnu mere ‘ligestilling’. Kønnede forskelligheder skal ikke løses med kønnet lovgivning. De forskelle vi stadig ser mellem mænd og kvinder i Danmark, handler i høj grad om kultur og personlige valg. Om hvordan vi møder hinanden, og hvad vi forventer af hinanden. Så kan man godt mene, at kulturen skal ændres, eller at danske kvinder bør træffe nogle andre valg. Det er din frihed at have den holdning, ligesom det er din frihed at træffe de valg, der passer bedst til dig. Dét, der ikke er din frihed, er at tvinge andre til at træffe nogle bestemte valg gennem lovgivning.

Det er nok det, der er forskellen på den autoritære og den liberale ligestilling. Den autoritære ligestilling ønsker at styre mennesker hen mod et bestemt politisk mål. Den liberale insisterer på, at ligestilling først og fremmest handler om friheden til at vælge selv. Og netop derfor er det så ærgerligt, når kvinders frihed bliver et spørgsmål om blokpolitik. I Danmark er vi alle sammen enige om det grundlæggende: Både kvinder og mænd er myndige mennesker, hvis frie valg skal respekteres. Her er der ingen etablerede politiske kræfter, der gerne vil begrænse det fundamentale frie valg – måske med undtagelse af dem, der insisterer på en tvangsfordelt barsel mellem mor og far og måltal og kvoter for kønssammensætningen i fx virksomheder. Så er vi kvinder puttet i en kasse og er ikke længere bare mennesker, men det svagere køn, der skal beskyttes og guides af statslige påbud.

Og så er vi jo på en løjerlig måde endt med at bruge samme logik, som man bruger til at undertrykke kvinder i andre dele af verden – nemlig at kvinder ikke kan det samme som mænd. Det er jo derhen, vi i verdens måske mest ligestillede land bør rette blikket: Der hvor frihed ikke er en selvfølge, men noget der stadig skal kæmpes for. Vi skal være glade for, at vi har skabt et samfund fyldt med frihed og frit valg. Og netop med den frihed følger også et ansvar for at insistere på, at den mest præsente kvindekamp ikke længere foregår i Danmark.

Mens du læser det her, kæmper iranerne mod et præstestyre, hvor undertrykkelse og kontrol er et vilkår i hverdagen. Ingen er for alvor frie, og kvinder er mest ufrie i et system, der bygger på religiøs tvang og frygt. Det blev tydeligt for hele verden i 2022, da Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt efter at være blevet anholdt for sin påklædning. Siden da har protesterne og oprøret levet under ordene “Kvinde. Liv. Frihed.”, og svaret fra regimet har været brutalt. Ikke nok med at hundredvis af demonstranter er blevet dræbt, tortureret og mishandlet, så beskriver Amnesty International også, hvordan regimet har strammet grebet om kvinder yderligere. Moralpolitiet hersker stadig og kvinder, der ikke retter ind efter kravet om tilsløring, bliver nu straffet og undertrykt på flere nye måder, der spænder fra begrænsninger i adgangen til sundhedsvæsenet til nedværdigende straffe som at skulle vaske lig.

I Iran er pointen ikke, om kvinder “vælger rigtigt”. Pointen er, at de slet ikke får lov at vælge. Og det er præcis her, frihed bliver målestokken for ligestilling: I et frit samfund kan du både vælge at bryde med normer eller at efterleve dem. I et ufrit samfund bliver normerne håndhævet med straf, og retten til at træffe dine egne beslutninger er noget, du må kæmpe for. Det er de kampe, 8. marts bør handle om. Ikke fordi vi ikke også må tale om ligestilling i Danmark, men fordi der er forskel på at diskutere forskelle mellem kønnene i et frit land og på at mangle frihed helt grundlæggende. Kvindernes internationale kampdag skal handle om de kvinder, der ikke har de basale frihedsrettigheder – ikke os, der har alle muligheder for at forme vores egen skæbne.

Desværre har vi jo de sidste årtier fået noget, der ligner små lommer af Mellemøsten her i Danmark. Det er her, den vigtigste kvindekamp står i Danmark. I Danmark gælder friheden til selv at bestemme også for kvinder, der er født i hjem med andre normer. Det må aldrig blive et stigma at sige højt, og vi må aldrig blive tolerante over for ufrihed forklædt som kultur. Man kan ikke kæmpe for kvinders rettigheder og samtidig benægte eller forklejne problemerne med mellemøstlig indvandring eller modarbejde, at vi gør noget ved dem.

Så længe vi stadig har medsøstre i vores eget land, der ikke selv bestemmer over deres tøj, uddannelse, partnervalg, ja, hele deres liv, så er vi ikke i mål. Men det kommer vi heller ikke, når kvindesagen skal handle mere om lønstatistikker end om basale frihedsrettigheder.
Glædelig kampdag. Tag din frihed alvorligt og brug den.

Udlændingepolitik bør også handle om kvinders frihed i Danmark

Sandra Elisabeth Skalvig & Katrine Daugaard
10. februar 2026

Venstrefløjen, Moderaterne og De Radikale ønsker en mere lempelig udlændingepolitik. Det samme gør arbejdsgiverne, der peger på, at vi skal se på udlændinge som arbejdskraft. Men så enkel er verden naturligvis ikke. For når der kommer mange nye borgere til landet, der har et helt andet kvindesyn end det, vi har fremelsket i Danmark gennem århundreder, ændrer det også på kvinders helt almindelige frihed, tryghed og livsudfoldelse i Danmark.

Helt konkret er det sådan, at mellem 80 og 90 procent af beboerne på det mest topsikrede krisecenter i Danmark gennem 20 år, RED Center – Safehouse & Krisecenter, kommer fra MENAPT-lande. Kvinder fra Mellemøsten, Nordafrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet udgør altså den helt store andel af de mest truede kvinder i Danmark. De mænd, der truer disse kvinder, er ikke etnisk danske mænd. Det er mænd, der har den samme etniske baggrund som de truede kvinder.

Det er et spørgsmål om kultur. Ser man på for eksempel Afghanistan, er det et af de absolut værste steder i verden at være kvinde. Piger og kvinder er udsat for en uddannelsesblokade, og piger må ikke gå i skole, efter de er omkring 12 år. Kvinder må ikke færdes frit mange steder i det offentlige rum, og der er strenge regler for tildækning. Kvinder, der udsættes for vold og overgreb, har meget få juridiske muligheder for retfærdighed og beskyttelse.

I Pakistan er kvinder i høj grad underlagt patriarkalske normer, og mange kvinder har begrænset beslutningskraft over deres egne liv. Der er udbredt vold mod kvinder i hjemmet, og æresdrab og social kontrol er et vilkår for alt for mange. Undertrykkelse og risiko for seksuel vold ligger som en latent trussel over mange kvinders liv i Pakistan. I et land som Syrien kriminaliserer man ikke voldtægt inden for ægteskabet, og der er en udbredt forståelse af, at mænd kan »disciplinere« kvindelige familiemedlemmer. Kvinders juridiske stilling er dårlig set i forhold til for eksempel forældremyndighed og skilsmisse. I Bangladesh – som er et af de lande, Danmark har modtaget tusindvis af migranter fra i de seneste år – lever kvinder i en af de mest patriarkalske kulturer i verden. Kvinder bliver ofte gift, mens de er helt unge, og børneægteskaber er udbredt, selv om loven er imod det. Piger og kvinder bliver ofte dårligere uddannet end mænd, og partnervold er udbredt og fører alt for ofte ikke til dom.

I Danmark har vi nogle gange haft den naive forestilling, at mennesker efterlader deres kulturelle normer og adfærd i lufthavnen, når de lander i Kastrup. Det er naturligvis ikke tilfældet. Derfor har indvandring fra lande med dårlige vilkår og rettigheder for kvinder også direkte indflydelse på kvinders liv i Danmark. Der er en tydelig overrepræsentation i forhold til voldskriminalitet begået af indvandrere fra MENAPT-lande, og fænomener som »æresdrab«, »social kontrol« og tildækning af kvinder er noget, der er kommet til som følge af indvandring fra disse lande. I sig selv er det ikke overraskende. Det overraskende er snarere, at vi ikke tager højde for det.

Brian Mikkelsen, der er direktør i Dansk Erhverv, udtalte for nylig, at han var »bekymret for en højredrejning på udlændingeområdet«, og han huskede os på, at vi har brug for arbejdskraft i Danmark. Det er vi klar over. Vi gør blot opmærksom på, at fremtiden for vores døtre (og for vores sønner) ikke kun handler om arbejdsudbud, men også om den virkelighed, som de møder, når de begiver sig ud på uddannelser, på arbejdspladser og i nattelivet. Vi er helt med på, at der er borgere i Danmark fra MENAPT-lande, der ikke udøver social kontrol over kvinder, og som respekterer vores ligestillingskultur. Nogle af dem er vores venner og bekendte. Men når der laves udlændingepolitik, bliver man nødt til at forholde sig til de samlede effekter af bestemte typer af indvandring.

Når en person fra for eksempel Bangladesh søger om studietilladelse i Danmark, forholder man sig jo ikke til, hvad denne person mener om kvinders rettigheder, men der er en vis sandsynlighed for, at der flytter helt andre holdninger til kvinder og ligestilling med. Vi mener derfor, at vi bør føre en udlændingepolitik, der skruer helt ned for indvandring fra de lande, som vi har dårlige erfaringer med, og som vi ved har kulturer, der ikke udviser respekt for kvinders værdighed og rettigheder. For samlet set vil fortsat indvandring fra lande, hvor der er en beskeden respekt for kvinder, afspejle sig i dårligere livsvilkår for kvinder i Danmark.

Faktisk forstår vi ikke en lyd af, at partier fra venstrefløjen og midterpartierne kan være så kulturblinde, at de ikke kan se, at vi må have en udlændingepolitik i Danmark, der også forholder sig til kvinders liv og frihed i praksis. For nylig lagde kvindelige politikere fra Enhedslisten en video ud, hvor de bakker op om kurdiske kvinders kamp mod islamister, der på den mest brutale vis undertrykker kvinder i Mellemøsten. Desværre overfører venstrefløjen ikke samme logik til Danmark, hvor de gladeligt uddeler opholdsgrundlag og statsborgerskab til personer, der viderefører en kvindeundertrykkende kultur.

Vi har et godt samfund for begge køn i Danmark. Vi kan diskutere »mental load« og marginale lønforskelle, men grundlæggende har vi en stærk ligestillingskultur. Denne kultur skal vi passe på, så vores piger kan arve de samme rettigheder, som vi selv har nydt godt af.

Sandra Skalvig er MF, Katrine Daugaard er MF, Merete Riisager er folketingskandidat og tidligere MF, Karen West er bestyrelsesmedlem i LA København, Joanne Bywater er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Charlotte Nellemann er bestyrelsesmedlem i LA København og folketingskandidat, Anna Lorentzen er medlem af LAU, Ida Werner Larsen er medlem af LAU, og Louise Siv Ebbesen er folketingskandidat. Alle for Liberal Alliance.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 10. februar 2026)

Selvfølgelig skal venstreekstreme mobbere ikke kortlægge kønnet had

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
28. juni 2025

Både som politiker og som mor er jeg i stigende grad bekymret for konflikter og kløfter mellem kønnene.

For det er, som om der fra flere og flere fronter nærmest arbejdes aktivt for, at mænd og kvinder, drenge og piger skal have sværere og atter sværere ved at nå hinanden. Disse fronter som særligt kommer til udtryk digitalt fodrer nemlig en gensidig mistillid mellem kønnene, som er fuldstændig ude af trit med tingenes tilstand i den virkelige verden, hvor kvinder og mænd jo trods alt ikke befinder sig i en konstant storskalakrig med hinanden.

Derfor er det enormt bekymrende, at regeringen nu har sat sig for at lave en ensporet kortlægning af kønnet had på nettet, der udelukkende skal beskæftige sig med den såkaldte manosfære. Aggressiv feminisme eller hadefulde ytringer om drenge og mænd er der således ikke plads til at afdække i kortlægningen, som der i øvrigt afsættes 700.000 kr. til at føre ud i livet. Undersøgelsen har med andre ord i essensen allerede konkluderet, hvem der er gerningsmanden, når det kommer til kønnet had på nettet: drengene. Og tilsvarende står det på forhånd klart, hvem der udelukkende udgør en offerrolle: pigerne.

Hvad værre er, har regeringen formået at udvælge en helt og aldeles absurd samarbejdspartner i form af foreningen Cybernauterne. En forening, hvis medlemmer selv udøver systematisk og venstreekstrem onlinemobning. Værst af alt hånede Harald Toksværd, underviser ved Cybernauterne, tidligere cheføkonom hos Cepos Mads Lundby Hansen, da nyheden om dennes død blev delt. I samme tråd står Cybernauternes bestyrelsesformand, Anne Katrine Raahede, bag en omfattende satireprofil, der bl.a. har anklaget en navngiven filminstruktør for at være pædofil med ekstremt store personlige omkostninger til følgeen praksis, som flere eksperter vurderer som værende decideret ulovlig. Endvidere har foreningens medstifter, Maia Kahlke Lorentzen, eksempelvis gjort sig bemærket ved at hylde branden på Børsen.

Og i den fysiske verden kan en anden aktiv i Cybernauterne, Justice Monir Mooghen, brystet sig med at have været med til fysisk at blokere gruppen Lesbiske Feminister fra at få adgang til Kvindehuset, fordi denne gruppe ikke mener, at transkvinder er 100 pct. kvinder. Ovenstående udgør blot en række af eksemplerne på, at Cybernauterne, der beskriver sig selv som »eksperter i cybersikkerhed og digitale medier«, først og fremmest må siges at være eksperter i at mobbe politiske modstandere digitalt.

SVM-regeringen står dermed i min optik med et meget stort forklaringsproblem. For ja, selvfølgelig skal vi passe på pigerne men vi skal i allerhøjeste grad også passe på drengene og på den gensidige tillid og respekt. Det gør man ikke ved at lave en ensporet analyse, som allerede har udpeget ofre og gerningsmænd på forhånd. Og hvis man i fuldt alvor mener, at det er hensigtsmæssigt at sætte en venstreekstremistisk forening, hvorfra centrale personer bl.a. har stået for massiv onlinemobning i form af forhånelse af nyligt kræftdøde og udokumenterede pædofilianklager, til at undersøge problematisk onlineadfærd, bør man søge læge.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28 juni 2025)

Ligestillingsdebatten skal tilbage på sporet

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
8. marts 2025

Husk den sunde fornuft og det frie valg, når du fejrer og diskuterer ligestilling på kvindernes kampdag – og derefter. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling.

Ligestilling betyder enormt meget for mig. Derfor har jeg nydt at være ligestillingsordfører for Liberal Alliance, siden jeg blev valgt ind. Men den skævvredne ligestillingsdebat, vi som samfund har bevæget os på sporet af med et konstant fokus på kønsbalance og resultatlighed på alle tænkelige områder, trænger til at blive trukket tilbage på sporet.

Det synes jeg ikke burde være så kontroversielt at sige. Når jeg ytrer mig om mit syn på køn og ligestilling, møder jeg ofte opbakning fra mænd og kvinder, som med et lettelsens suk takker for, at der bringes lidt sund fornuft ind i diskussionen. For mange er debatten blevet højspændt og overstyret og noget, man ikke tør bevæge sig ud i.

I Irak sætter kvinder livet på spil og bliver dræbt alene på grund af det tøj, de (ikke) har på, og i Afghanistan får kvinder frataget basale menneskerettigheder. Og selvom vi ikke har samme udfordringer herhjemme, er der stadig ligestillings- og kønnede udfordringer at håndtere. Vi er langtfra i mål med at bekæmpe social kontrol af kvinder, særligt i indvandrermiljøer, hvor religiøse normer begrænser piger og kvinders frie valg og retssikkerhed.

Vi skal også styrke kvinders ret til selvbestemmelse over deres egne kønsceller og mulighed for reproduktion. Kvinders selvbestemmelse er på det område stadig begrænset, blandt andet når det gælder donation af kvindelige kønsceller, som ikke gælder mandlige. Her ses en klar mangel på ligestilling, som vi politisk kan og skal ændre.

Men uanset hvilket ligestillingsemne vi tager op, skal vi huske, at ligestilling og resultatlighed ikke er det samme, og at det ikke er et ligestillingsproblem, at kvinder og mænd ikke er ens og træffer forskellige valg livet igennem. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling. Desværre bliver der i ligestillingsdebatten set med samme øjne og harme på de to ting. Der hopper kæden af for den sunde fornuft.

Tag for eksempel en kampdagsklassiker som spørgsmålet om løn. Ifølge Danmarks Statistik tjente mænd gennemsnitligt 12,3 pct. mere end kvinder i 2021. Renser man tallet for uddannelsesvalg, arbejdstid og karriereretninger – faktorer, der er bestemt af de valg, en person har truffet – forsvinder størstedelen af forskellen som dug for Solen. Men den forklaring er mange ikke tilfredse med. At flere kvinder end mænd arbejder deltid og tager længere barsel, skyldes åbenbart ikke frie valg, men strukturer i samfundet, der skubber kvinder hen på et spor, som koster dem dyrt, mens de samme strukturer åbenbart skubber mænd hen på et spor, hvor friheden til at tjene penge og gøre karriere er større.

Det er, som om folk glemmer, at vi selv træffer valget om uddannelse, arbejds- og familieliv – og at der også er fravalg og konsekvenser. Vælger du som kvinde at gå på deltid for at tilbringe mere tid med dine børn eller få familielivet til at hænge bedre sammen, er det er aktivt valg – men det er også et fravalg af en fuldtidsløn, den tilhørende ekstra pension og muligheden for at kravle op ad karrierestigen i de år.

Det samme gælder den del af ligestillingsdebatten, der handler om familielivet og the mental load, hvilket bliver omtalt som kvindens byrde at bære. Igen minder jeg om, at familielivet er resultatet af et valg, vi selv har truffet.

Debatter om skjulte hverdagsopgaver hilser jeg velkommen. De kan gøre os alle klogere – men det er ikke en generel kønskamp. Ansvaret i forældreskabet er et fællesansvar, og det er op til den enkelte familie, om man løser alle forældreopgaver 50/50 eller vælger at fordele dem mellem sig på anden vis.

Som tidligere fraskilt alenemor til to børn er jeg klar over, at ikke alle har mulighed at lægge dele af ansvaret over på en partner. Men den tid i mit liv var heller ikke et ligestillingsproblem. Det var resultatet af valget om at få børn og blive skilt. På samme måde, som at en skæv fordeling af visse opgaver i mit hjem i dag heller ikke er det, men et anliggende mellem mig og min kæreste.

Der findes mange kulturelle sædvaner, som kan præge vores valg, og en norm bliver formet af flertallets valg. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Kvinder har historisk set taget mere barsel end mænd. Der er flere kvindelige end mandlige medarbejdere i de offentlige omsorgsfag, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private.

Men at et kønsstereotypt valg automatisk bliver tolket som manglende ligestilling eller resultat af undertrykkende strukturer, er en fejlslutning. Selvom der kan være gennemsnitsforskelle på kønnene, så er et menneske som individ en hel del mere end blot sit køn – og strukturer og normer er langt svagere, end hvad mange gør dem til.

Jeg tror, at det er manglen på disse nuancer, der er årsagen til, at mænd og kvinder bliver mere og mere polariseret i ligestillingsdebatten. I den seneste måling om ligestilling lavet af TV 2 svarer 57 pct. af mændene, at ”ligestilling er opnået” eller “ligestillingen er gået for langt”. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.

Modsat er det kun 26 pct. af kvinderne i målingen, som svarer, at ligestilling er opnået eller er gået for langt. For 10 år siden var det 47 pct. af kvinderne.

Læser man disse tal, som Fanden læser Biblen, kan denne slags måling hurtigt tegne et billede af, at tiltagende flere mænd er modstandere af ligestilling – hvilket igen puster til polariseringen på den anden fløj.

Der er behov for at huske på, hvad der nok for mange ligger bag, når de svarer, at ligestillingen er gået for langt. For de fleste er det ikke udtryk for en modstand mod ligestilling, men en debattræthed efter flere års overstyret ligestillingsdebat og initiativer, som ”i ligestillingens navn” indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed.

Når man insisterer på, at der skal være en kirurgisk præcis balance mellem kønnene i alle tænkelige dele af tilværelsen – om det gælder, hvem der tager længere barsel, om der er en halv-halv fordeling af mandlige og kvindelige skuespillere i danske film, eller hvem der sørger for børnenes nye vintertøj – forstår jeg egentlig godt, at nogen tænker, at debatten om ligestilling er blevet for meget af det gode.

Skal vi undgå, at polariseringen tager til, og få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, skal vi huske den sunde fornuft. Vi skal ikke lade os skræmme af kønsforskelle.

Når folk svarer, at ligestillingen er gået for langt, er det ikke udtryk for modstand mod ligestilling, men debattræthed efter års ligestillingsdebat, som indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed, skriver Sólbjørg Jakobsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2025)

Man kan ikke tvinge mænd og kvinder til at ville det samme

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
14. marts 2024

Vi laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov. Det er ikke ligestilling, når legater kan gives til kvinder, fordi de er kvinder. Det er diskrimination mod mænd

Den største trussel mod ligestillingen anno 2024 er paradoksalt nok selverklærede ligestillingsforkæmpere, der ønsker at forskelsbehandle mænd og kvinder. Svaret er en liberal ligestillingspolitik, hvor alle har samme mulighed og ret til at skabe det liv, de selv ønsker.

På den ene side findes den klassisk liberale tilgang, der ønsker, at den enkelte borger bedømmes på sine egne evner og ideer, og hvor man kompromisløst kæmper for lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling på baggrund af køn, hudfarve og seksualitet.

Det er både den historisk mest prominente og Liberal Alliances ligestillingsopfattelse.

Men overfor står en ny ligestillingsopfattelse, der har rod i identitetspolitikken.

Her bliver man netop bedømt og forskelsbehandlet på baggrund af ens køn, hudfarve eller seksualitet – såkaldt positiv særbehandling. De færreste indrømmer det, men gemmer i stedet sandheden bag termer som ‘kønsbalance’ eller ‘repræsentation’.

Men de misforstår helt forskellen mellem lige muligheder og lige resultater.

Diskrimination i ligestillingens navn

Som meget andet i den danske debat kommer denne tendens primært fra USA. Her har en række både offentlige myndigheder og virksomheder i USA indført såkaldte Diversity, Equity & Inclusion-programmer, hvor man systematisk ansætter eller belønner medarbejdere på baggrund af køn, hudfarve eller seksualitet. Altså diskrimination, men i ligestillingens navn.

Her kan man naturligvis indvende, at den danske lov om ligebehandling, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af blandt andet køn og etnicitet, ville gøre det samme umuligt i Danmark. Sådan forholder det sig desværre ikke.

I den danske akademiske verden har vi set en række tiltag – blandt andet og senest -programmet, der fremmer positiv særbehandling af kvinder ved ansættelser. Alle programmer har enten været i strid med lov om ligebehandling eller har på bagkant fået en politisk bestemt undtagelse fra lovgivningen.

Tænk engang: Vi lever i et land, hvor man laver ligestillingsprogrammer, der er i strid med vores egen ligebehandlingslov.

Desværre tyder meget på, at vi kommer til at se mange krav, der vil fremme resultatlighed fremover, også her i Danmark.

I en række brancher er der nu anført måltal for kønsfordeling, der åbenlyst skal nøde virksomhederne til at indrette deres medarbejdersammensætning, som politikerne foretrækker, ligesom man har indført krav om detaljerede køns- og etnicitetsregnskaber.

Kønsforskelle handler om livsvalg

Argumentet for dette er en hyppig fejlslutning, hvor man ser på forskelle mellem grupper, og derfra konkluderer, at forskellen skyldes diskrimination eller usynlige strukturer – og ikke bare er et resultat af forskellige personlige valg.

Selv om det gør ondt på nogle at erkende det, så er der åbenlyse – og gennemsnitlige – biologiske forskelle på mænd og kvinder, også i forhold til adfærd og livsvalg.

Ikke alene er det noget, som langt de fleste mennesker uden problemer kan se i deres egne liv, der er også udført en lang række tværkulturelle studier med den såkaldte, der analyserer forskellige karaktertræk.

Gang efter gang og på tværs af landegrænser bliver der konstateret ganske markante forskelle mellem de to køn, ligesom det såkaldte viser, at kønsforskelle inden for blandt andet uddannelsesvalg ofte er større i mere ligestillede samfund end i mere konservative.

Heldigvis er danskerne efter alt at dømme meget lidt identitetspolitisk eller, og jeg er ret sikker på, at langt de fleste ønsker et samfund, hvor borgerne bliver bedømt på deres evner og holdninger og ikke, hvad de har mellem benene, deres hudfarve eller seksualitet.

Et samfund, hvor velfungerende drenge ikke fra politisk hold bliver belært om, at de er toksisk maskuline eller gennem en kønsbaseret arvesynd ansvarlige for årtiers patriarkat. Og svaret på dette er ikke at anklage kvinder og piger for toksisk femininitet, som økonomikonsulent gør i en kronik her i avisen, som jeg ellers kan erklære mig enig i meget af.

Alt er ikke et ligestillingsproblem

Samtidig er der en sørgelig tendens til at gøre alt til et ligestillingsproblem: I en kronik her i avisen skriver og flere andre fra Enhedslisten, at det er et stort problem, at kvinder i voldelige forhold ikke kan få kontanthjælp, hvis deres ægtefælle kan forsørge dem.

Partnervold er en forbrydelse, som i Danmark over 16 år fortæller, de har været udsat for i 2020. At udlægge forsørgerpligt mellem ægtefæller som et ligestillingsproblem er at vende tingene på hovedet.

Hvis man bliver slået af sin partner, er det presserende behov og samfundets ansvar naturligvis at få volden stoppet øjeblikkeligt og straffet hårdt – og formentlig også at bistå offeret med komme ud af parforholdet, uanset om offeret er mand eller kvinde.

For netop at værne om den klassiske ligestillingsopfattelse ønsker vi at nedlægge Ligestillingsministeriet og lade ligestillingsemner behandles integreret i relevante ressortministerier.

Sådan er det også i praksis i dag, hvor relevante ministerier altid deltager i behandling af emner, som vedrører disse – ligestillingsministeriet er derfor et ekstra bureaukratisk lag og indlysende unødvendig brug af skattekroner.

Kvinder er ikke stakler

Det betyder naturligvis ikke, at fortidens diskrimination af kvinder eller andre skal glemmes eller ignoreres. Vi har heldigvis forkastet fortidens patriarkalske syn på kvinden som en uformående og sart blomst, der skal holdes i hjemmet.

Det er jeg selvsagt glad for både politisk og personligt: Det er netop opgøret med et ideologisk kønssyn og fjernelsen af diskrimination, der har gjort det muligt for mig – helt uden kvoter eller måltal – at komme fra en ganske reaktionær opvækst på Færøerne, gøre karriere i en række tidligere traditionelle mandefag som jura og politik og i dag repræsentere mine medborgere i landets parlament.

Og jeg er langtfra nogen særlig undtagelse. Langt hovedparten af fremtidens psykologer, læger, jurister vil være kvinder, hvad vi i Liberal Alliance naturligvis heller ikke ser noget ligestillingsproblem i.

Derfor er Liberal Alliances ligestillingspolitik baseret på at sikre lige rettigheder og muligheder for kvinder såvel som for mænd. Det er derfor, vi kæmper for, at mænd og kvinder får den samme kønsneutrale værneret til at forsvare Danmark.

Det er derfor, benhårdt for at sikre, at kvinder får ret til at beholde deres nedfrosne æg i længere tid end fem år, som mænd allerede kan med nedfrosne sædceller. Og for at gøre kønsneutral, så voldsramte mænd får samme ret til hjælp, som kvinder allerede har.

Desværre er en kønskvoteret barsel blevet en realitet. Allerede nu kan vi se, at det fører til, at en række børn kommer, fordi politikeres ligestillingsideologi bliver vigtigere end konkrete familiers egne ønsker.

Liberalt bliver det aldrig, men Ligestillingsministeriet kører videre i samme rille.

Svaret er derimod en ligestillingsdebat, hvor kvinder ikke konstant bliver påduttet, at de på grund af deres køn er stakler, som kun kan klare sig på arbejdsmarkedet, hvis de bliver sat på måltal, kvoteret ind eller får anden positiv særbehandling.

(Indlæg bragt i Information d. 13/3-2024)

Video: Regeringen ønsker resultatlighed, men vil ikke indrømme det | Sólbjørg Jakobsen | Steffen Larsen

Sólbjørg Jakobsen & Steffen Larsen
20. februar 2024
Afspil video

Der skal ikke længere være en udløbsdato på kvinders raske, nedfrosne æg: En åbenlys ligestillingssag

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
25. maj 2023

Vi har et ligestillingsproblem i Danmark som handler om kvinders ret til at fryse deres æg – såkaldt social freezing. Der er intet sundhedsfagligt argument for, at vi i Danmark ikke har ligestilling på området. Derfor har Liberal Alliance stillet et beslutningsforslag om at ændre lovgivningen. Næste uge skal det debatteres i Folketingssalen. Det er en debat, vi ser frem til, og regeringspartierne flager allerede nu, at de støtter vores forslag. Tiden er til at give kvinderne mere selvbestemmelse over egen krop og æg.

Årsagen til, at fænomenet eksisterer, er, at der ved fertilitetsbehandling er fordele i at anvende unge æg. Den vilde udvikling i sundhed har gjort det muligt at bruge denne fordel til, at kvinder kan fryse deres unge og raske æg ned til et senere tidspunkt i livet. Der kan være et utal af gode grunde til, at en kvinde vælger – måske har hun ikke fundet den partner, hun ønsker at stifte familie med, måske tillader hendes økonomi ikke, at hun får et barn nu eller noget helt tredje. Årsagerne er mange. Desværre er vinduet for, hvor længe kvinderne må gøre brug af deres egne nedfrosne æg, snævert.

Men hvis der ingen medicinsk grund er til, at en kvinde fryser sine æg ned – som for eksempel i forbindelse med en sygdom, der kan skade chancen for at få børn, eller forestående kemoterapi – må æggene i dag kun opbevares nedfrosset i fem år. Derefter skal de sunde og raske æg destrueres. Sker det ikke, kan det resultere i bøde eller fængsel i op til fire måneder. Mænd derimod må have deres nedfrosne sæd opbevaret, så længe de ønsker – også efter deres død.

Der står intet medicinsk i vejen for at også kvinders æg kan opbevares i længere tid end fem år. Faktisk kan de holde sig i mere end 30 år. Danmarks grænse for, hvor længe æggene må fryses ned, er ekstremt begrænset i forhold til landene omkring os. Sverige, Norge og Finland har ingen grænse for, hvor længe kvinders æg må være frosset ned, og sidste år ændrede Storbritannien sin lovgivning, så nedfrosne æg må opbevares i op til 55 år.

Der skal ikke længere være en udløbsdato efter fem år på kvinders raske, nedfrosne æg. I stedet skal kvinder, som selv vælger og betaler for det, også have mulighed for at have deres æg frosset ned indtil de fylder 46 år, som er aldersgrænsen for at begynde i fertilitetsbehandling. Dermed er manglende midler i statskassen heller ikke et argument for ikke at ligestille kvinderne med mændene.

Fjerner vi tidsgrænsen på fem år, styrker vi kvindernes selvbestemmelse og ret til deres egen krop. Det vil skabe mere frihed og flere muligheder for kvinder, hvis de ikke tvinges til at vælge mellem at blive mødre (mere eller mindre) her og nu eller aldrig.

Der følger ingen garanti for graviditet ved social freezing – det ved vi kvinder godt! Det stopper heller ikke det biologiske urs til tider stressende tikken. Men det giver den enkelte kvinde en mulighed for at styrke sine chancer for at blive mor i fremtiden, såfremt hun af en eller anden årsag ikke er klar til en graviditet endnu. Som sagt, årsagerne til social freezing er mange, og valget om, hvornår man vil være mor, bør være kvindens.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark den 24. maj 2023)

Der er ét ord, som Marie Bjerre glemmer, når hun vil forklare, hvad der styrer mænds væren i verden

Henrik Dahl
17. maj 2023

Kvinder er eksempelvis gode til at søge læge- eller psykologhjælp uden at afvente, om det går over af sig selv. Ellers føler de sig ikke som rigtige kvinder.«

Sådan ville ingen mandlig ligestillingsminister nogensinde argumentere, selvom det er skåret over samme læst som Marie Bjerre (V) i et nyligt interview i Jyllands-Posten: »Mænd er eksempelvis dårligere til at søge læge- eller psykologhjælp, for så føler man sig ikke som en rigtig mand.«

Hvem der er »bedre« eller »dårligere« til at søge læge, er vitterligt en kønnet præmis. Den profeminine tolkning af statistikkerne er, at kvinder er »gode« til gå til læge, fordi de gør det mere end mænd. Omvendt er en promaskulin tolkning af de samme statistikker, at kvinder er »dårlige« til at vente og se, om det går over af sig selv.

Mit forslag er, at man starter et helt andet sted: Kvinder og mænd har forskellige tilgange til, hvornår skavanker kræver et lægebesøg. Der er fordele og ulemper ved dem begge. Derfor skal man passe på med at sige firkantet, at den ene er den bedste.

Men nu, hvor jeg har mikrofonen, og emnet er slået an, så lad mig sige et par ord om, hvordan det er at læse en kvindelig kollegas tanker om, hvad mænd går og gemmer på i deres indre.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men der er ét ord, som i den grad lyser op i alt sit fravær, når Marie Bjerre skal forklare, hvad der styrer mænds væren i verden. Og det er ordet pligt.

Der er ikke nogen følelse, der har haft større indflydelse på mit liv, end følelsen af, at jeg var underlagt visse pligter, som jeg ikke uden videre kunne kaste fra mig.

Som den ældste i en stor søskendeflok har jeg altid vidst, at jeg havde en særlig pligt til ikke at gøre ondt værre for mine forældre, når de små var kede af et eller andet – eller bare utilfredse med, at de ikke kunne få deres vilje.

Som barn i en konservativ middelklassefamilie har jeg også altid vidst, at det var min pligt at gøre mit bedste, uanset hvad det gjaldt. Man kan ikke sjofle sin skolegang. Man kan ikke sjofle et fritidsjob. Man kan ikke sjofle sin træning, hvis man først har meldt sig til en eller anden idrætsgren.

Som studerende ved diverse uddannelser, det var svært at komme ind på, vidste jeg altid, at det var min pligt at få mest muligt ud af de ressourcer, den pågældende institution stillede til rådighed.

Og sådan er det blevet ved: Som far har man pligt til at opdrage sine børn så godt, man kan. Som medejer af en virksomhed har man pligt til at skabe et overskud og til at skabe gode rammer for medarbejderne (de to ting er i øvrigt forbundne kar). Som politiker har man pligt til at forvalte den tillid, vælgerne har udvist, så godt, man formår. Som offentligt kendt person har man pligt til at svare venligt på folks henvendelser – også når det forudsætter, at man først skal tælle til ti.

Jeg er født i 1960, og jeg bilder mig ikke ind, at min mentalitet er frygtelig meget anderledes end den, man finder hos andre mænd på samme alder. Man skal klare pligterne først. Ellers er det ikke i orden at holde fri og nøjes med at tænke på sig selv.

At leve sådan kræver selvfølgelig en vis grad af selvdisciplin. For eksempel bør man holde sine sorger for sig selv. Ellers bryder al orden sammen, så børnene tvinges til at være voksne; de svage til at være stærke og de letsindige til bekymring.

Jeg ved ikke, om det giver mening for unge mennesker, der gerne vil have mig til at tænke over at være mand. Men det er her, det må begynde.

(Bragt i Berlingske d. 17. maj 2023)