Martin Krasniks nytårsessay om liberalismens påståede krise rummer mellem mange gode betragtninger om verden desværre også fundamentale misforståelser af såvel liberalisme som konservatisme. Krasniks kort over det borgerlige landskab har en brusende flod, som skiller det liberale og det konservative ad.

Billedsproget udelukker, at man kan have fodfæste på begge bredder samtidig, og floden kan tydeligvis ikke krydses uden fare for både våde sokker og bortskyllet værdighed. Antydningen er klart, at man bør forblive ovre på venstre bred med de gode, de fromme og ikke mindst vores fine institutioner, og ikke krydse floden over til »den mere mudrede modsatte bred«, hvor skumle typer som Trump, Orbán og andre bussebøhmænd holder til.

Det er med udgangspunkt heri, at Krasnik ikke mindst kritiserer mit partis holdninger til udlændingepolitik generelt og åbenhed over for at forlade visse konventioner i særdeleshed. Det stammer ikke mindst fra Krasniks insisteren på, at det er institutioner og konventioner, som de ser ud i dag, som er det reelle fundament for en liberal samfundsorden.

SÅ SÅRE ENKLE er tingene ikke. Et samfund (for) bliver ikke liberalt og åbent alene ved at have en solid retsstat, stærke frihedsrettigheder og en tilstrækkeligt fri markedsøkonomi. Et samfund skal udover liberale institutioner også have den rette kultur med myndige borgere, som føler sig forpligtede på friheden og på samfundet i al almindelighed.

I Krasniks politiske verdensbillede eksisterer mennesker ikke som handlende subjekter, kun som modtagere af institutioners nåde eller ofre for eventuelle rettighedsbrud. Men hvis menneskene ikke er liberale, kan det være fuldstændig ligemeget, hvad der står på de stykker papir, som Krasnik fæster sin lid til.

Det får også Krasnik til at overse, at de liberale principper i lige så høj grad kan krænkes af mennesker som af systemet. Når vi eksempelvis taler om, at ytringsfriheden er truet i sagen om muhammedtegningerne, er det jo ikke, fordi folk risikerer at blive arresteret af systemet, når de »krænker« islamiske dogmer (med undtagelse af den infame koranlov, som SVM-regeringen har indført). Det er, fordi mennesker risikerer at blive angrebet eller decideret dræbt af andre mennesker her i landet, som på eget initiativ krænker ytringsfriheden.

TAGER MAN UDGANGSPUNKT i, at et liberalt samfund forudsætter liberale mennesker, er en udlændingepolitik, der vil begrænse tilstrømningen af ikkeliberale mennesker til Danmark, ikke bare en pragmatisk indrømmelse, men indlysende rigtig. Når vi lægger dertil, at det danske folkestyre bygger på en særlig dansk ansvars- og tillidskultur, som selv mange liberale lande ikke deler, tørrer Krasniks flod gevaldigt ind og efterlader ikke meget andet end en lille mudderpøl eller to, som selv et par ankelhøje Blundstone-støvler kan klare.

Jeg forstår heller ikke, at Krasnik behandler konventionerne som en art guddommelige åbenbaringer. For brugen af dem har jo netop ændret sig radikalt, siden de blev indført. Tag retten til familieliv, der blev udformet i kontekst af modbydelige forbrydelser begået af Nazityskland, hvor familier blev revet itu i deportationer til udryddelseslejre. I dag bruges den til at forhindre udvisning af mordere og voldtægtsforbrydere fra Danmark. Vi kan også se på retten til asyl, som ikke mindst blev indført i skam over, at mange af Nazitysklands nabolande, inklusive Danmark, tog imod meget få mennesker, som flygtede fra nazisternes forfølgelse. Det er nu ændret til en ret til groft sagt at rejse flere tusind kilometer gennem utallige sikre lande og få offentlig forsørgelse i Europa.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 17. januar 2026)