Venstrefløjen himler igen op om, at højrefløjen i EU er i gang med at køre den grønne omstilling helt af skinnerne.

Endnu en gang skal vi høre på venstrefløjens gamle plade: at det er os på højrefløjen, der er problemet. At det er farligt, at vi stemmer, som vi gør. At det er forkert, at vi bruger det flertal, vi faktisk har fået af vælgerne. Der bliver rullet med øjnene og slået korsets tegn for sig, hver gang demokratiet ikke leverer den slags politik, venstrefløjen mener, vi bør have.
Det konkrete drama denne gang handler om 2040-klimamålet.

Europa-Kommissionen præsenterede i starten af juli sin plan for, hvor klimaneutral EU skal være i 2040. Målet er nu, at EUs udledning af drivhusgasser skal være reduceret med 90 procent i 2040 sammenlignet med niveauet i 1990 og det er bare et delmål. For det endelige mål er, at EU skal være helt klimaneutral i 2050. Dermed har EU den mest ambitiøse klimapolitik i verden. Nu er opgaven at finde den bedste løsning på, hvordan vi faktisk lykkes med det. En vigtig opgave, som vi netop fordi den er vigtig ikke skal forhaste igennem og risikere at vælge uigennemtænkte løsninger, vi senere vil fortryde. Jeg og min borgerlige gruppe i EuropaParlamentet mener, at det er den ansvarlige tilgang, der både sikrer en fornuftig og gennemtænkt politik, hvor vi også tænker konkurrenceevne, arbejdspladser og virksomheder ind i ligningen.

Men allerede få dage efter at målene var præsenteret, krævede venstrefløjen i EU heriblandt Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Moderaterne og sågar Venstre en afstemning om, hvorvidt 2040-målet skulle hastes igennem en fremskyndet proces. Hvilket ikke er andet end endnu et symbolpolitisk nummer for at se ekstra grønne ud i vælgernes øjne. Det blev et nej fra højrefløjen til så forhastet og uigennemtænkt et forslag. At ville forhaste denne opgave er den slags logik, som kun eksisterer i venstrefløjens osteklokke og i Venstres, åbenbart.

Jeg og resten af mine borgerlige kolleger i Europa-Parlamentet mener, at vi selvfølgelig skal følge den sædvanlige lovgivningsprocedure, så vi sikrer både demokratisk inddragelse af de nødvendige parter og dermed en høj kvalitet af den lovgivning, vi i sidste ende vedtager på så afgørende et område.
Da det ikke lykkedes venstrefløjen at få opbakning til sit præmature forslag, røg selvbeherskelsen. Det er tilsyneladende skandaløst, at flertallet i salen ikke danser efter venstrefløjens pibe. Generelt mener vi på højrefløjen blot, at der er andre veje mod 2040-målene, end den symbolpolitiske og selvpineriske vej venstrefløjen peger på.

Men når vi på højrefløjen tillader os at stille os kritisk over for venstrefløjens plan for, hvordan målet nås, portrætteres vi straks som en fjende af klimaet. Det er polemisk og langt fra sandheden. Det er et udtryk for en ekstrem arrogance på den politiske venstrefløj over for højrefløjen, som de har stemplet som det dårlige selskab.

Det er mangel på respekt for politiske uenigheder, det vigtige lovgivningsarbejde, vi står over for, eller for flertallet af vælgerne, der ved det seneste Europa-Parlamentsvalg gjorde det klart, at de ikke ønsker at gå ad venstrefløjens vej. Hvis vi for alvor skal have EU til at gennemføre en gennemtænkt klimapolitik, må vi føre velovervejet, klog politik. Politik, hvor vi også tænker virksomheder og arbejdspladser ind.
Alt andet er håbløst.