Udviklingen i danskernes privatøkonomi | Steffen Frølund | Frølunds Gode Nyheder
Udviklingen i danskernes privatøkonomi | Steffen Frølund | Frølunds Gode Nyheder
Derfor virker venstrefløjens klimapolitik ikke | Steffen Frølund | Idépolitik
Troen på fremskridt skal løse klimakrisen
For nylig kunne man i nærværende spalter læse en klumme af Gregers Andersen, der har forvildet sig ud i en parade af stråmandsargumenter om Liberal Alliances klimapolitik. »Liberal Alliances klimapolitik er et sindbillede på det bedrag, der er ved at smadre vores klode«, hed den (15. august, 2023). Andersen fabulerer eksempelvis om, at Liberal Alliances klimapolitik ikke er baseret på regulering. Men hvis Andersen havde læst vores politik en kende mere grundigt, før han gik til tasterne, ville han vide, at Liberal Alliance er det parti i Folketinget, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.
I vores klimaudspil for foråret 2022 anviser vi eksempelvis vejen til at få en 100 procents CO2-reduktion i 2030. Det er et mere ambitiøst mål, end hvad man finder i partiprogrammet hos både Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller SF. Så når Andersen postulerer, at vi hænger i bremsen med hensyn til at skabe den nødvendige politiske regulering – selv om vi er det parti, der går ind for den højeste CO2reduktion – klinger hans argumenter altså en smule hult. Et andet reguleringsgreb, vi gerne vil tage i brug, er at indføre en høj, flad og ensartet CO2afgift, der naturligvis skal modsvares af tilsvarende skattelettelser.
Andersen kritiserer også vores klimapolitik for at være rodfæstet i en optimistisk tro på, at vi kan løse udfordringerne med ny teknologi. Det er fuldstændig korrekt.
I Liberal Alliance tror vi nemlig på, at vi kan overkomme problemerne med håb og optimisme – og lytter man til de førende eksperter på området, er de også enige i, at vi næppe får noget ud af lade os forføre af pessimismens sirenesang. Chefen for FN’s klimapanel, som velsagtens er den vigtigste autoritet i klimadebatten, Jim Skea, har f.eks. påpeget, at vi skal lade være med at debattere klimapolitik med udgangspunkt i undergangsscenarier. Så mens degrowth-doktrinens fanebærere vil løse klimaforandringerne med dommedagsprofetiske skræmmebilleder og formaninger om, at vi skal droppe kapitalisme og vækst, vil vi i Liberal Alliance gå i den modsatte retning. For uanset hvordan man vender og drejer den, er faktum, at vi ikke har en realistisk chance for at lægge skinnerne til en grøn omstilling uden teknologiske nybrud. Det ville svare til at forsøge at slukke en skovbrand med et glas vand.
Hvis der er noget, historien har vist os, så er det, at vi mennesker kan løse selv de mest uoverkommelige udfordringer, når innovative iværksættere i en kapitalistisk markedsøkonomi får incitamentet til at skabe noget stort.
Men det kræver, at vi tør tro på, at verden kan blive bedre. Det kræver, at vi vælger innovation frem for stagnation. Så spørgsmålet er, om vores klimapolitik skal baseres på frygt eller fremskridt? I Liberal Alliance ved vi godt, hvad vi vælger.
(Indlæg bragt i Politiken d. 25. august 2023).
Wermelin reducerer klimavidenskaben til én rapport om atomkraft
I et læserbrev trykt i Information den 31. juli med titlen »Når Danmark siger nej til atomkraft, har vi den videnskabelige evidens på vores side«, bebudede Socialdemokratiets klima- og energiordfører Lea Wermelin, at debatten om atomkraft burde tage udgangspunkt i fakta.
I Liberal Alliance er vi store tilhængere af Wermelins pointe om, at videnskabelig evidens bør være ledestjernen for den danske klimapolitik. Netop derfor foreslog vi før sommerferien at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som kunne give os viden om, hvorvidt atomkraft passer ind i den danske energiforsyning.
Men da forslaget om kommissionen skulle til afstemning, stemte Socialdemokratiet imod.
Det harmonerer selvfølgelig ikke med Wermelins budskab om, at debatten om atomkraft bør tage udgangspunkt i fakta. For hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, kan man vel ikke også være modstander af, at uafhængige eksperter give os mere viden om brugen af kernekraft, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?
Sagen er symptomatisk for en generel tendens i den danske klimadebat. De røde partier siger ét, men gør i praksis noget andet.
Når eksempelvis både IPCC’s ekspertpanel såvel som de officielle udmeldinger fra EU og FN alle slår fast, at vi kan bruge atomkraft, hvis vi skal have en jordisk chance for en grøn omstilling i tide, vender Socialdemokratiet det blinde øje til eksperternes anbefalinger.
Som et argument for sin atomkraftmodstand, henviser Wermelin til en rapport lavet af 16 forskellige energiforskere fra blandt andet Aalborg Universitet og DTU. Denne undersøgelse kalder Wermelin for »videnskaben«.
Men undersøgelsen følger slet ikke den videnskabelige metode, fordi det for det første ikke er fagfællebedømt, for det andet fordi beregningsmodellerne ikke er åbne for efterprøvelse, og for det tredje fordi deres inputdata til beregningerne er blevet kritiseret fra flere kanter.
Derfor synes vi i Liberal Alliance bare, at Wermelin burde følge sit eget gode råd: Hvad med at lytte til videnskaben, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?
Podcast: FN’s klimarapport: Hvad kan vi tage med os? | Frølunds Gode Nyheder
FN’s klimarapport tegner et alvorligt billede af planetens tilstand, men indeholder også optimistiske takter om fremtidens grønne løsninger. Men hvad er egentlig op og ned? Steffen Frølund er som Liberal Alliances klima- og energiordfører på besøg hos den anerkendte klimaforsker og IPCC-forfatter Kirsten Halsnæs for at tage temperaturen på planeten.
Grøn statsstøtte er ikke den bæredygtige vej
Grøn statsstøtte kan blive en snubletråd for grøn omstilling. Vi bør satse på det frie marked og lægge fokus på afgift på drivhusgasser.
USA vil bruge mere end 2.500 milliarder kroner på at støtte grønne virksomheder i USA – den såkaldte Inflation Reduction Act. Den melding har været startskuddet til et ræs, der nu er i gang mellem amerikanerne og EU. For på det seneste topmøde besluttede EU’s stats- og regeringsledere, at også EU nu skal give statsstøtte til europæiske grønne virksomheder for at følge med konkurrencen fra amerikanerne.
Argumentet er, at vi risikerer, at vores europæiske virksomheder bliver udkonkurreret af de amerikanske eller flytter til USA, hvor støtten til grøn teknologi er mere lukrativ.
Støtte til grønne virksomheder lyder nok som den rette vej at gå på vejen mod den grønne omstilling. Men mere statsstøtte er ikke svaret på, hvordan vi sikrer, at europæiske virksomheder går forrest i udviklingen af grønne løsninger.
For det første er det mere populistisk end nødvendigt. De europæiske lande bruger i forvejen enorme summer på statsstøtte til den grønne omstilling. I alt bruger EU 0,38 procent af BNP til at støtte den grønne sektor – og med EU-Kommissionens forslag vil der blive brugt yderligere 0,10 procent af BNP. Det er altså knapt 0,5 procent af EU’s BNP, eller 5,4 billioner kroner, der direkte går til at støtte grønne virksomheder og teknologier.
Lad os i øvrigt huske, hvordan statsstøtte fungerer: En krone bliver taget op af borgernes lommer som skat og dernæst brugt på noget, som politikerne bestemmer.
Man skal altså derfor altid huske, at når politikere praler med, at deres statsstøttede projekter vil skabe så og så mange jobs, er det jo penge, der er taget fra borgerne, som ville have brugt dem på andre formål – og dermed noget, der havde skabt jobs andre steder.
For det andet skævvrider grøn statsstøtte konkurrencen og gør den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt. En lang række økonomer peger på, at en høj pris og afgift på drivhusgasser er de nødvendige greb, der skal gøre grøn energi til det mere attraktive valg – og jo flere, der tilvælger grønne løsninger, desto flere investeringer vil området tiltrække. Den fri markedsøkonomi er allerede i gang med at skubbe udviklingen i den retning. Grøn statsstøtte vil være en snubletråd, der spænder ben.
Et eksempel på det er brint – en dyr teknologi, som har brug for ekstra støtte. De dyreste løsninger vil – uanset hvor grønne de måtte være – give mindre omstilling. Blot fordi det er en grøn teknologi, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, og selv når det kommer til den grønne omstilling, vil det altid i det lange løb være bedre at lade falde, hvad der ikke kan stå. Andre grønne løsninger vil tage deres plads, for efterspørgslen fra markedet er der.
Vil EU sikre, at europæiske virksomheder fører an, skal vi ikke lempe EU’s konkurrenceregler, men i stedet værne om det frie marked. Fri konkurrence har igen og igen vist sig at afføde de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger og skille de omkostningstunge og urentable løsninger fra tidligt i processen.
Klimakrisen kræver løsninger nu, og vi har ingen tid at spilde på at holde liv i de forkerte teknologier for længe. I sidste ende må det være i alles interesse, at vi får udviklet de bedste grønne løsninger hurtigst muligt. Grøn statsstøtte er ikke vejen derhen.
(Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 5. april 2023)
Video: Kernekraft i Danmark? | Steffen Frølund
En ny meningsmåling foretaget af Megafon for Kärnfull Energi viser rekordstor opbakning til kernekraft i Danmark. Hør Steffen Frølund, Liberal Alliances klima- og energiordfører, fortælle om vores tanker om en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på fremtiden kernekraft i Danmark.
Video: Løber vi tør for ressourcer? | Steffen Frølund | Idépolitik
Podcast: Løber vi tør for ressourcer? | Steffen Frølund | Idépolitik
Du har sikkert selv hørt historien om, at vi nu har opbrugt Jordens ressourcer for i år. Men hvor stammer den idé fra? Og er det overhovedet rigtigt? Følg med, når Steffen Frølund, folketingsmedlem for Liberal Alliance, udforsker kontrasten mellem Paul Ehrlichs dommedagsprofetier og Julian Simons optimisme.