Steffen Frølund
2. maj 2023

FN’s klimarapport tegner et alvorligt billede af planetens tilstand, men indeholder også optimistiske takter om fremtidens grønne løsninger. Men hvad er egentlig op og ned? Steffen Frølund er som Liberal Alliances klima- og energiordfører på besøg hos den anerkendte klimaforsker og IPCC-forfatter Kirsten Halsnæs for at tage temperaturen på planeten.

Steffen Frølund
5. april 2023

Grøn statsstøtte kan blive en snubletråd for grøn omstilling. Vi bør satse på det frie marked og lægge fokus på afgift på drivhusgasser.

USA vil bruge mere end 2.500 milliarder kroner på at støtte grønne virksomheder i USA – den såkaldte Inflation Reduction Act. Den melding har været startskuddet til et ræs, der nu er i gang mellem amerikanerne og EU. For på det seneste topmøde besluttede EU’s stats- og regeringsledere, at også EU nu skal give statsstøtte til europæiske grønne virksomheder for at følge med konkurrencen fra amerikanerne.

Argumentet er, at vi risikerer, at vores europæiske virksomheder bliver udkonkurreret af de amerikanske eller flytter til USA, hvor støtten til grøn teknologi er mere lukrativ.

Støtte til grønne virksomheder lyder nok som den rette vej at gå på vejen mod den grønne omstilling. Men mere statsstøtte er ikke svaret på, hvordan vi sikrer, at europæiske virksomheder går forrest i udviklingen af grønne løsninger.

For det første er det mere populistisk end nødvendigt. De europæiske lande bruger i forvejen enorme summer på statsstøtte til den grønne omstilling. I alt bruger EU 0,38 procent af BNP til at støtte den grønne sektor – og med EU-Kommissionens forslag vil der blive brugt yderligere 0,10 procent af BNP. Det er altså knapt 0,5 procent af EU’s BNP, eller 5,4 billioner kroner, der direkte går til at støtte grønne virksomheder og teknologier.

Lad os i øvrigt huske, hvordan statsstøtte fungerer: En krone bliver taget op af borgernes lommer som skat og dernæst brugt på noget, som politikerne bestemmer.

Man skal altså derfor altid huske, at når politikere praler med, at deres statsstøttede projekter vil skabe så og så mange jobs, er det jo penge, der er taget fra borgerne, som ville have brugt dem på andre formål – og dermed noget, der havde skabt jobs andre steder.

For det andet skævvrider grøn statsstøtte konkurrencen og gør den grønne omstilling i Europa dyrere end nødvendigt. En lang række økonomer peger på, at en høj pris og afgift på drivhusgasser er de nødvendige greb, der skal gøre grøn energi til det mere attraktive valg – og jo flere, der tilvælger grønne løsninger, desto flere investeringer vil området tiltrække. Den fri markedsøkonomi er allerede i gang med at skubbe udviklingen i den retning. Grøn statsstøtte vil være en snubletråd, der spænder ben.

Et eksempel på det er brint – en dyr teknologi, som har brug for ekstra støtte. De dyreste løsninger vil – uanset hvor grønne de måtte være – give mindre omstilling. Blot fordi det er en grøn teknologi, er det ikke ensbetydende med, at det er det bedste valg, og selv når det kommer til den grønne omstilling, vil det altid i det lange løb være bedre at lade falde, hvad der ikke kan stå. Andre grønne løsninger vil tage deres plads, for efterspørgslen fra markedet er der.

Vil EU sikre, at europæiske virksomheder fører an, skal vi ikke lempe EU’s konkurrenceregler, men i stedet værne om det frie marked. Fri konkurrence har igen og igen vist sig at afføde de bedste og mest konkurrencedygtige løsninger og skille de omkostningstunge og urentable løsninger fra tidligt i processen.

Klimakrisen kræver løsninger nu, og vi har ingen tid at spilde på at holde liv i de forkerte teknologier for længe. I sidste ende må det være i alles interesse, at vi får udviklet de bedste grønne løsninger hurtigst muligt. Grøn statsstøtte er ikke vejen derhen.

(Debatindlæg bragt i Klimamonitor d. 5. april 2023)

Steffen Frølund
4. april 2023

En ny meningsmåling foretaget af Megafon for Kärnfull Energi viser rekordstor opbakning til kernekraft i Danmark. Hør Steffen Frølund, Liberal Alliances klima- og energiordfører, fortælle om vores tanker om en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på fremtiden kernekraft i Danmark.

Afspil video
Steffen Frølund
16. februar 2023

Du har sikkert selv hørt historien om, at vi nu har opbrugt Jordens ressourcer for i år. Men hvor stammer den idé fra? Og er det overhovedet rigtigt? Følg med, når Steffen Frølund, folketingsmedlem for Liberal Alliance, udforsker kontrasten mellem Paul Ehrlichs dommedagsprofetier og Julian Simons optimisme.

Steffen Frølund
26. januar 2023

Det er snart 20 år siden, at svenske politikere stak reguleringskæppen i hjulet på den sidste reaktor i atomkraftværket i Barsebäck.

Men med dannelsen af Sveriges nye, borgerlige regering er det ikke længere usandsynligt, at der i Barsebäcks reaktorer atter vil blive spaltet uranatomer inden for en overskuelig fremtid.

Svenskernes holdning til atomkraft har nemlig ændret sig markant inden for det seneste stykke tid, og også herhjemme begynder piben omsider at få en anden klang.

En meningsmåling fra september påviser f. eks., at 46 pct. af danskerne er tilhængere af at indføre atomkraft i Danmark, mens 39 pct.

stadig er imod. Det er en betydelig fremgang set i lyset af, at der så sent som i 2016 kun var 17 pct. af befolkningen, der var tilhængere.

Med dette skift i folkestemningen er der god grund til, at vi danskere også undersøger muligheden for at følge i svenskernes fodspor, så vi kan gøde jorden for en grøn omstilling af vores samfund.

Blandt forskerne er der nemlig stor konsensus om, at atomkraft er vejen frem. I en ny FN-rapport dokumenteres det eksempelvis, at atomkraft er den energikilde med den laveste CO2-udledning, og også i EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

Det tyder altså på, at det vil være en god idé at undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk grund, og med Putins invasion af Ukraine som bagtæppe er det kun blevet endnu mere åbenlyst, at vores nuværende energiforsyning godt kunne bruge et eftersyn.

I EU får vi omtrent 40 pct. af vores gas fra Rusland, og når Putin med et fingerknips kan lukke for gashanerne og fratage os muligheden for at opvarme vores boliger eller tænde vores komfurer, har vi et problem.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohrkommission, bestående af uvildige eksperter på området, som skal undersøge muligheden for at få atomkraft på dansk jord. Det håber jeg, at mine kollegaer i Folketinget vil støtte. For går man ind for en grøn omstilling, bør man også gå ind for, at vi kan føre en faktabaseret klimapolitik på et oplyst grundlag.

I EU har man grønstemplet kernekraft som nødvendig for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 26. januar 2022)

Steffen Frølund
6. september 2022

Den Grønne Ungdomsbevægelse har vist forsømt at sætte sig ind i LA’s klimapolitik, før de gik til tasterne. Faktum er nemlig, at LA har tårnhøje klimaambitioner.

For nyligt kunne man i nærværende avis støde på et debatindlæg fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, der anklager Liberal Alliance for at være et klimaskeptisk parti og turnerer med et postulat om, at partierne i rød blok ”åbenlyst er lysår foran partierne i blå”.
Det er forkert, men åbenlyst ér det imidlertid, at Den Grønne Ungdomsbevægelse tilsyneladende ikke har sat sig ind i Liberal Alliances klimapolitik, før de gik til tasterne.

Faktum er nemlig, at Liberal Alliance er det parti i Danmark, der har den mest ambitiøse klimapolitik målt på CO2-reduktioner.
I vores seneste klimaudspil fra foråret anviser vi nemlig vejen til at reducere CO2-udledningen med 100 procent i 2030. Ja, du læste rigtigt. Hverken Frie Grønne, Enhedslisten, Det Radikale Venstre eller nogen andre partier har en lige så ambitiøs målsætning.

Så hvordan skal vi gøre det i praksis? Jo, det handler om at føre en klimapolitik, der er renset for symbolpolitik.
I dag er den danske klimadebat nemlig kendetegnet ved et ensidigt fokus på nationalistisk navlepilleri, hvor man ikke ser længere end til vores egen danske andedam.

Det er et problem, for i atmosfæren er det fuldstændig ligegyldigt, om CO2-udledningen kommer fra Danmark, Indien eller Kina – den skal reduceres uanset hvad.
Derfor er det Liberal Alliances politik, at vi løfter blikket fra den danske andedam og fører en klimapolitik med internationalt udsyn.

Vi skal således både mindske vores egen udledning med 70 procent og samtidig reducere de resterende 30 procent i udlandet, så vi bliver et reelt foregangsland for den grønne omstilling.
Det gør vi ved at øge klimapuljen med mere end 1 mia. kr. om året og indgå internationale samarbejdsaftaler med udenlandske myndigheder, så vi også hjælper andre lande med at reducere deres CO2-udledning.

Vi skal have en flad og ensartet CO2-afgift samt en afgift på klimaskadelig biomasse, vi skal 17-doble dansk havvind og så skal vi sætte turbo på elektrificeringen af Danmark ved at udbygge vores elektriske infrastruktur.

Og derudover skal vi nedsætte en Niels Bohr-kommission, som fordomsfrit lader forskere undersøge mulighederne for at have kernekraft i den danske energiforsyning.
For hvis man er seriøs omkring den grønne omstilling, så lytter man naturligvis til verdens førende forskere og de officielle anbefalinger fra både EU og FN, der helhjertet støtter op om verdens billigste, sikreste og mest stabile grønne energikilde: nemlig atomkraft.

Så inden Den Grønne Ungdomsbevægelse kommer alt for godt i gang med postulaterne om at ”det står lysende klart, at de blå partier ikke har et klimaprojekt”, så skulle I måske lige læse vores ambitiøse klimaudspil?
Ja, måske vi sågar kan finde fælles fodslag om en politik, der lægger skinnerne til den grønne omstilling? Det håber jeg i hvert fald.

(Debatindlæg udgivet i Politiken d. 6. September)

Steffen Frølund
8. august 2022

Danmarks største klimasyndere er hverken Aalborg Portland, storforbrugerne af oksekød eller familien, der flere gange om året stiger på et fly for at tage på badeferie under varmere himmelstrøg.

Nej, Danmarks største klimasyndere findes derimod blandt de røde atomkraftmodstandere, som siden 1970’erne hårdnakket har blokeret for, at Danmark kan bruge verdens mest sikre, stabile og grønne energikilde. Nemlig kernekraft.

Siden år 1985 har vi nemlig haft et dumstædigt forbud mod at lade kernekraft indgå i den danske energiplanlægning. Og fordi vi har ladet protestsangene fra dengang Anker Jørgensen var Statsminister diktere vores klimapolitik, er vi i dag langt længere fra den grønne målstreg end mange af de lande, vi normalt sammenligner os selv med.

For eksempel har man i Frankrig satset på atomkraft siden 1960’erne. Franskmændene får i dag hele 2/3 af deres energiforsyning fra kernekraftværker, og ifølge Det Europæiske Miljøagentur er Frankrigs strøm derfor mere end dobbelt så grøn som Danmarks.

Ikke desto mindre er der imidlertid stadig stor modstand mod den grønne teknologi herhjemme. Men hvis vi skal nå i mål med en grøn omstilling, bliver vi nødt til at tage den bedste teknologi i brug.

For faktum er nemlig, at der blandt verdens førende eksperter er massiv konsensus om, at brugen af moderne kernekraftteknologi er både stabil, sikker og grøn. Og det er netop også årsagen til, at både EU og FN som officiel udmelding har grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde.

Så hvis vores højt besungne ambitioner om, at Danmark skal være et grønt foregangsland, rent faktisk skal blive til mere end klichefyldte floskler i de politiske skåltaler, bliver vi simpelthen nødt til at få et paradigmeskifte på spørgsmålet om atomkraft.

Derfor foreslår vi i Liberal Alliance at nedsætte en Niels Bohr-kommission bestående af danske og udenlandske eksperter, som fordomsfrit kan gøre os klogere på den grønne teknologi. Med Niels Bohr-kommissionen vil vi få faktuel og konkret viden om, hvordan vi mest optimalt kan anvende kernekraft i den danske energiforsyning.

Og helt ærligt. Hvis man reelt er interesseret i en grøn omstilling, så kan man vel ikke være modstander af, at vi får mere viden om brugen af grøn teknologi, så vi kan føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt?

Så lad os kortlægge mulighederne for at bruge kernekraft på dansk jord, så vi ikke fører klimapolitik i blinde. Lad os nedsætte en Niels Bohr-kommission som giver os mere viden til kampen for en grøn omstilling.

(Debatindlæg udgivet på Politiken.dk d. 27. Juli 2022)

Steffen Frølund
1. august 2022

Det er samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og fornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling.

Klimaforandringerne lurer forude, og hvis vi ikke reducerer den globale CO2-udledning, får det store konsekvenser. Men i den offentlige debat lyder det ofte, at den grønne omstilling skal baseres på planøkonomiske principper, hvor politikerne håndplukker teknologier uden markedskræfternes innovation.

Det er en farlig tankegang. For vejen til den grønne omstilling går derimod gennem liberale rammebetingelser og teknologiske landvindinger, som formindsker vores CO2-udledning, uden at vi skal leve fattigere liv.

I den politiske debat har vi en tendens til at undervurdere, hvor vigtigt teknologi er. Hvem kunne eksempelvis for 50 år siden have forudset, at vi i dag kan få svar på næsten alle spørgsmål ved blot at række hånden ned i lommen og lave en simpel Google-søgning med vores smartphone?

Hvem skulle for 200 år siden have troet, at vi ville få fly, biler eller højhastighedstog, og at helt almindelige mennesker i dag lever et liv i en luksus, som selv fortidens kejsere og konger ikke kunne drømme om? Folk ville ikke have troet på det i deres vildeste fantasi. For det er afsindigt svært at forudsige, hvordan fremtidens teknologi vil forme vores samfund.

Og på samme måde som at fortidens embedsmænd og politikere ikke havde en jordisk chance for at forudsige nutidens teknologi, har politikerne anno 2022 heller ikke en spåkugle, der med kirurgisk præcision kan forudsige den grønne omstillings vinderteknologier.

Derfor bliver vi nødt til at erkende, at det ikke bør være politikerne, som skal udvælge bestemte løsninger og dumstædigt holde fast i dem, selvom markedet konstant frembringer bedre teknologier. Fremtidens grønne løsninger kommer nemlig ikke dumpende ned fra himlen som følge af et pennestrøg fra politikerne på Christiansborg.

Men fra min tid som iværksætter og investor i grønne start-ups ved jeg også, at dét ikke betyder, at teknologien ikke kommer. For hvis vi med liberale rammebetingelser muliggør, at folk også selv får en gevinst af at udvikle fremtidens løsninger, kickstarter vi en teknologisk proces, som kan overkomme selv de mest uoverskuelige problemer.

På et decentralt og konkurrenceudsat marked, hvor virkelystne ildsjæle har incitamenter til at udvikle grønne løsninger, er det nemlig lige så sikkert som amen i kirken, at det vil pible frem med nye teknologier.

Når venstrefløjens dommedagsprofeter med løftet pegefinger prædiker om en klimapolitik, hvor vi skal afgive vores frihed og leve i askese, bør vi råbe vagt i gevær. Der er ingen grund til at føle skam, når vi stiger på et fly eller sætter os bag rattet i en bil. Og vi er ikke nødt til at leve fattige liv for at kunne løse klimaproblemerne. Faktisk forholder det sig omvendt.

Den grønne omstilling er nemlig ikke uforenelig med vækst og velstand. Tværtimod er det netop samspillet mellem vækst, liberale markedsvilkår og snusfornuftig regulering, som kommer til at lægge skinnerne til den grønne omstilling. Så hvad skal vi gøre i praksis? Jeg har tre overordnede initiativer, som vil være et betydeligt skridt i retningen mod et mere bæredygtigt samfund.

For det første skal vi have en ordentligt CO2 afgift, så naboen kompenseres nøjagtigt for den ulempe, din udledning påfører ham. Ingen virksomheder (heller ikke dem, der tilfældigvis har produktion i samme valgkreds som Statsministeren) skal have uretfærdige rabatordninger, for CO2-afgiften skal være flad og ensartet, så vi sikrer lige konkurrencevilkår for alle.

Derudover skal vi sænke selskabsskatten til 12,5%, så vi tiltrækker konkurrencedygtige virksomheder og sikrer, at selskaberne har midler til at investere i smartere løsninger, der vil kunne sætte gang i hjulene under den grønne omstilling.

Afslutningsvis skal vi deregulere finansierings- og investeringsmarkederne, så der tilføres likviditet til udviklingen af grøn teknologi. Derfor bør vi fremme muligheden for at tage lån med pant i bolig, gøre det lettere for småsparere at investere i grønne fonde og skabe bedre rammer for, at virksomheder kan få finansieret nye projekter gennem eksempelvis crowdfunding.

For hvis vi slipper innovationen løs fra lænkerne af høje skattesatser og overregulering, skal markedskræfterne nok frembringe grøn teknologi, så vi kan overkomme klimaforandringerne. Præcis ligesom vi med flid, frihed og opfindsomhed har formået at overkomme alle de andre problemer, menneskeheden hidtil er stødt på.

(Udgivet i Børsen d. 22. juli 2022)

Alex Vanopslagh
30. april 2022

Lad os nu se sagligt på kernekraft

Lad os nu komme videre fra alle de skimlede skræmmebilleder og mavefornemmelser og få et seriøst kig på kernekraft.

Kernekraft er grøn, stabil og sikker energi. Punktum.

Hver evig eneste dag splitter reaktorer over alt i Europa atomer ad og skaber massevis af energi, som er til glæde og gavn for europæerne. Og lande som UK, Frankrig og Polen er i gang med ambitiøse planer for at udbygge deres kernekraft. For der er ingen grøn fremtid for Europa uden kernekraft.

Gælder det også Danmark? Det synes jeg, at vi skal finde ud af. Derfor har Liberal Alliance foreslået at nedsætte en Niels Bohr-kommission, der skal gøre os klogere på de fordele og ulemper, der vil være forbundet med at få kernekraft på dansk jord. For lige nu er debatten domineret af skræmmebilleder og mavefornemmelser, og danskerne fortjener bedre end det.

Siden 1970’erne har den generelle holdning til kernekraft i overvejende grad været baseret på venstrefløjens skræmmekampagner. Én af de højeste stemmer i den kernekrafts-fobiske kakofoni er desværre vores egen klimaminister, Dan Jørgensen, der ofte har for vane at male skræmmebilleder, der bevæger sig langt væk fra virkeligheden.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at Dan Jørgensen ofte ynder at turnere med mølædte referencer til Tjernobyl-værket, der blev opført for 45 år siden, som om at dette enkeltstående, anekdotiske eksempel er repræsentativt for, hvor sikre nutidens kernekraftværker er. Det er en usaglig spinmetodik.

For at turnere med Tjernobyl-værket som case er lige så usagligt, som hvis man brugte Dybbøl Mølle som case for nutidens vindmølle-teknologi, og så dårligt oplyst kan Dan Jørgensen da umuligt være, når han bestrider det vigtige hverv som manden, der skal stå i spidsen for Danmarks grønne omstilling.

De førende klimaforskere på området har i tillæg til de officielle anbefalinger fra både EU og FN allerede dokumenteret, at vi på global plan kommer til at bruge kernekraft, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling.

Ved at nedsætte en kommission bestående af landets førende forskere får vi muligheden for at føre klimapolitik på et velkvalificeret og fagligt grundlag. Hvis folk som Dan Jørgensen reelt er interesserede i, at vi får muligheden for at føre klimapolitik på et så oplyst grundlag som muligt, burde han også gå ind for Liberal Alliances Niels Bohr-kommission.

Lad os nu kortlægge mulighederne for brugen af kernekraft på dansk jord, så vi har et sagligt overblik over de bedste måder at imødegå klimaforandringerne og komme i mål med en grøn omstilling på.

Sådan fører man klimapolitik, hvis man oprigtigt går op i at gøre det bedste for klimaet. Og det gør jeg.

(Dette er et opinionsindlæg udgivet i Berlingske d. 30. april 2022).