Regeringen svigter havarealerne

Pernille Vermund
8. april 2025

Den katastrofale tilstand i store dele af vores havmiljø kræver både aktiv og passiv genopretning. Ellers svarer enhver genopretningsindsats til at sætte et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet er der meget, vi ikke er enige om. Men det betyder ikke, at vi er ude af stand til at finde fælles fodslag på mange områder. For eksempel er vi rørende enige om, at vi alle har en forpligtelse til at passe langt bedre på vores natur – både på landjorden og på havet.

Særligt sidstnævnte er som bekendt under et kolossalt pres, da tilstanden i store dele af det danske havmiljø er decideret katastrofal. Derfor er vi på den ene side positive, fordi regeringen vil afsætte midler til at sætte skub i den aktive genopretning af de havarealer, der er udpeget som særlig beskyttelsesværdige. Men på den anden side er vi dybt bekymrede for regeringens manglende anerkendelse af, at aktiv genopretning simpelthen ikke er nok, hvis der ikke parallelt slås et slag for yderligere passiv genopretning.

For hvis man kun fokuserer på aktiv genopretning i form af f.eks. at udplante ålegræs eller lave stenrev, vil det i bedste fald resultere i en minimal forbedring af de havområder med de allerstørste presfaktorer. I værste fald vil arbejdet og pengene være decideret spildte omkostninger, idet presfaktorerne i mange af havområderne er så omfattende, at hverken ålegræs eller stenrev vil have nogen som helst effekt.

Derfor nytter det ikke noget at negligere de mange former for passiv genopretning, vi kan gøre brug af ved at mindske og helt udfase negative påvirkninger. Det kan man f.eks. formå ved at sætte en stopper for indvending af råstoffer, for klapning og for fiskeri med bundskrabende redskaber i de særligt beskyttelsesværdige havområder. Og lad os gøre det meget klart: Hvis regeringen ikke indser dette faktum, sættes der udelukkende et Disney-plaster på et blødende kødsår.

I Liberal Alliance og Alternativet opfordrer vi derfor på det kraftigste regeringen til at vågne op til dåd og anerkende behovet for passiv genopretning. For der vil være rig mulighed for at tage bestik af vores budskab i forbindelse med de kommende forhandlinger om aftalen bag de to kommende naturnationalparker i henholdsvis Lillebælt og Øresund samt i forbindelse med den forestående fiskeriaftale.

Og konsekvenserne af ikke at tage budskabet alvorligt er ganske enkelt for graverende, til at vi har fantasi til at forestille os, at regeringen vil nægte at lytte til os.

For én ting er at svigte genopretningen af vores havarealer ubevidst. Det er straks værre, hvis man gør det bevidst.

Af: Pernille Vermund & Torsten Gejl (Å)

(Indlæg bragt i Politiken d. 8/4-2025)

Lad os kigge på atomkraft i Danmark

Regeringens dommedagsprofeti bremser grøn omstilling

Steffen Frølund
8. april 2025

I et nyligt indlæg skriver Green Power Denmark og Dansk Erhverv, at Christiansborg nøler med den grønne omstilling, mens kommunerne og virksomhederne trækker læsset.

Og ved du hvad? De har ret.

For ja, Christiansborg nøler med den grønne omstilling. Ikke på grund af manglende idéer.

Men på grund af manglende visioner, hvorfor mange simpelthen ikke formår at tænke i andre baner end de, man har tænkt i siden 1980’erne.

Forældet syn på atomkraft hænger ved
Visionsløsheden stortrives særligt blandt alliancen af følelsesstyrede partier fra SVM-regeringen i midten og ud til den yderste venstrefløj, som med deres dommedagsprofetier og skræmmekampagner holder den grønne omstilling tilbage, fordi de eksempelvis ikke har fornyet deres forældede syn på atomkraft siden 1985.

Resultatet er, at vi fokuserer alt, alt for meget på den volatile del af grøn energiproduktion, mens vi så brænder biomasse samt det sorteste kul og koks, som stadig ikke er udfaset helt, fordi der skal være tilstrækkelig energiproduktion, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser.

I 2024 var det faktiske forbrug af kul og koks på hele 19 petajoule svarende til 5.277 gigawatt-timer.

Og den visionsforladte dommedagsalliance ved udmærket godt, at atomkraft ikke skal erstatte al den grønne sol- og vindenergi, som vi er så gode til at producere i Danmark. Men i stedet erstatte al den biomasse samt kul og koks, vi brænder af lige nu.

Oplagt supplement til sol- og vindenergi
For én af de mange fordele ved atomkraft er nemlig, at man kan op- og nedjustere outputtet nærmest efter forgodtbefindende, hvorfor det netop er et oplagt supplement til sol- og vindenergi.

Tilmed udleder det lige præcis nul gram CO2 at producere strøm med atomkraftværk.

Men hvis man i årevis har fortalt sine vælgere, at atomkraft er farligt (det er det ikke), at affaldet er et problem, vi ikke kan løse (det er det ikke), at det er for dyrt (det er prisen værd), eller at det aldrig vil kunne blive indført i Danmark (det finder vi ud af, hvis vi afskaffer forbuddet), så er alt det ovenstående næppe noget, man gider forholde sig seriøst og redeligt til.

Tilsvarende vil dommedagsprofeterne fra de følelsesstyrede partier heller ikke forholde sig seriøst og redeligt til atomkraft, uanset hvad FN’s eget klimapanel anbefaler.

Og uanset hvor stor succes man har med at producere grøn strøm fra atomkraft i andre lande, og uanset hvor meget strøm fra disse landes atomkraftværker vi importerer.

Danskere ser mod atomkraft
Så ja, det er ofte Christiansborg, som nøler på den grønne omstilling, mens virksomhederne og kommunerne trækker læsset.

Og sådan vil det være, lige så længe den visionsforladte alliance mellem SVM-regeringen og venstrefløjen nægter at forholde sig til virkeligheden og dens muligheder.

Men heldigvis kan vi glæde os over, at danskerne ikke er styret af frygt.

Senest i januar viste en megafon-måling, at et stort flertal af danskerne går ind for atomkraft. Og sågar blandt vælgerne hos alle tre regeringspartier er der flere, som er for atomkraft end imod.

Derfor varer det forhåbentlig ikke længe, før det første parti forlader den visionsløse alliance i et forsøg på at følge med deres vælgere, som for længst er kommet videre fra 1980’erne.

Det vil vi naturligvis hilse velkomment i Liberal Alliance.

For vi skal have udskiftet den teknologifjendske frygt med teknologineutrale visioner for en bedre og grønnere fremtid, så dansk energi- og klimapolitik langt om længe kan få en tiltrængt, frisk start.

Alliancen: Hvorfor ender SVM-regeringens klimapolitik altid som varm luft?

Liberal Alliance
7. april 2025

Regeringen taler varmt om grøn omstilling, men hvorfor falder det hele på gulvet, når visioner skal omsættes til virkelighed? I denne udgave af Alliancen stiller vi skarpt på SVM-regeringens lange række af kuldsejlede klimapolitiske prestigeprojekter, fra energiøer og grønne indenrigsfly til den mislykkede udfasning af gasfyr. Klima- og energiordfører Steffen W. Frølund samt politisk rådgiver Anton Leopold Krogh analyserer, hvorfor implementering gang på gang fejler, og hvorfor bureaukrati og symbolpolitik måske er klimapolitikkens værste fjender.

Til sidst kan du høre den stærke og dybt personlige tale af Sihaam, som på trods af vold, genopdragelsesrejser og omfattende social kontrol, valgte friheden, demokratiet og Danmark til. Hendes fortælling minder os om, at selv under de sværeste vilkår har vi altid et valg.

Vært:
Mikkel Andersson

Hele fem af regeringens grønne prestigeprojekter har nu lidt vuggedøden

Steffen Frølund
31. marts 2025

Storslåede skåltaler og pompøse pressemøder er sjældent en mangelvare, når SVM-regeringen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i spidsen markerer sig på den grønne dagsorden. Lig den daværende S-regering sætter fantasien nærmest ingen grænser for, hvad der kan udtænkes, formuleres og præsenteres med stor fanfare.

Altid lyder det ambitiøst, og ofte lyder det tilmed fornuftigt.

Men intention, ambitionen og fornuften er som regel til ingen verdens nytte. For i den virkelige verden imploderer regeringens grønne prestigeprojekter på stribe, hvorefter de enten forbliver fatamorganaer eller udvikler sig til dyrere, langsommere og mere uambitiøse tiltag.

Noa Redington, politisk kommentator på TV 2, illustrerede forleden på glimrende vis, hvordan de fleste af os formentlig går og har det, når det kommer til at danne os et overblik over regeringens ambitioner på den grønne dagsorden, samt hvilke projekter der reelt er blevet til noget: Vi har kort fortalt mistet overblikket.

Derfor tjener dette indlæg ét formål.

At danne et overblik, som gør det nemmere for kendsgerningen at synke ind: Nemlig at SVM-regeringens grønne prestigeprojekter – hvoraf visse ganske vist er levn fra den forhenværende S-regering – har to fællesnævnere.

For det første bliver de altid præsenteret til den store guldmedalje på velbesøgte pressemøder. Og for det andet bliver projekterne aldrig før ud i livet efter planen.

Implosioner på stribe

Lad os starte med planen om at oprette en grøn indenrigsflyrute i 2025, som skal flyve på 100 procent bæredygtigt brændstof. En plan, som har været længe på tegnebrættet, og som har været kommunikeret vidt og bredt, for så blot at blive opgivet i 11. time.

I dag er det nemlig kun tilladt at bruge en brændstofblanding med maksimalt 50 procent grønt flybrændstof, hvorfor regeringen har set sig nødsaget til at sende den grønne flyvning i udbud med ambitionen om at få to flyruter til at flyve med en halvgrøn tank.

Tilsvarende har SVM-regeringen haft store drømme om at lave to energiøer i Nordsøen såvel som ved Bornholm. Drømme, som sidenhen er blevet til mareridt.

For førstnævnte, som oprindelig blev søsat som et prestigeprojekt af den forhenværende S-regerings klimaminister og nuværende energikommissær i EU, Dan Jørgensen (S), endte med at blive sat på pause, og nu er udbuddet udskudt mindst tre år.

Og sidstnævnte har med et prisskilt på 31,5 milliarder kroner vist sig at blive næsten dobbelt som dyr som først antaget og er sidenhen ditto pausesat. Den officielle forklaring er det tyske valg, da Tyskland skal spille en kritisk rolle i projektet. Men det er blot heldig timing for regeringen, for i virkeligheden handler det om, at der overhovedet ikke er styr på økonomien i projektet – og det ved tyskerne godt, hvorfor de forståeligt nok ikke ønsker at finansiere en dansk underskudsforretning.

Om løbet helt er kørt for Energiø Bornholm, er ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men helt sikkert er det, at regeringen har efterladt sin virkelighedssans på perronen, hvis de tror, at en pause løser udfordringerne. For der er hverken tysk vilje til at gøre en dårlig handel eller opbakning i forligskredsen til at gå videre med så uansvarligt stort et underskud.

Næste eksempel er udbuddet af seks gigawatt havvind med statsligt medejerskab. Her viste det sig til syvende og sidst, at ingen private aktører ønskede at bide til bolle.

Og hvem kan virkelig bebrejde erhvervslivet for den manglende interesse? For udbuddet var slet og ret indrettet således, at det ikke var risikoen værd, og særligt kravet om statsligt medejerskab har med statsgaranti i sig selv skræmt interessenter væk en masse.

Nært beslægtet er SVM-regeringens ambitioner om at udfase Putins gas ved at sætte turbo på produktionen af vedvarende energi. Konkret skulle midlet være en firedobling af produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land i energiparker landet over. Men nok en gang har Lars Aagaard og co. måtte skrotte deres prestigiøse planer.

Ligeledes er det ikke lykkedes at leve op til planen om at få sat skub i udfasningen af gasfyr i de cirka 400.000 boliger i Danmark, som opvarmes af gas. For stik imod hensigten om et totalt stop for at bruge gas til opvarmning af vores boliger, fortsætter vi med at installere gasfyr. Faktisk viser nye tal fra Sikkerhedsstyrelsen, at der installeres cirka 11 gasfyr om dagen.

Og sidst men ikke mindst drømmer regeringen om at få etableret et brintrør til Tyskland i 2028. Tiden må vise, om projektet vil lide samme skæbne som dets forgængere, men vi må i hvert fald imidlertid konstatere, at projektet er kraftigt forsinket til 2031-2033 – og at regeringens blakket track-record mildest talt giver anledning til mistillid.

En frisk start for et grønnere og stærkere Danmark

I Liberal Alliance drømmer vi også om store projekter, som kan realisere en omstilling til en grønnere fremtid, der samtidig er forenelig med vækst og velstand. For selvfølgelig skal man drømme stort, ønske at skubbe grænser og være klar til at give liv til ambitiøse klima- og energiprojekter, som kan skabe et grønnere og stærkere Danmark.

Men sådanne projekter skal selvsagt have rødder i virkeligheden og ikke blot i fantasien.

Og i samme tråd skal projekterne ikke handle om symbolpolitik, centrere sig om ønsket om positiv presseomtale eller søsættes for at opnå en KPI i en kommunikationsstrategi. For i så fald lider de med alt sandsynlighed den samme vuggedød, som den forgangne stribe af imploderede prestigeprojekter.

I min optik er den danske klima- og energipolitik i dag desværre båret af nationalt navlepilleri, og alt for ofte prioriterer vi symbolsk handling i Danmark over reelle reduktioner i den globale CO₂-udledning.

Dertil er jeg af den overbevisning, at hurtig udbygning af vedvarende energi bør vægtes langt højere, end den gør i dag, hvor statslig kontrol og planøkonomiske tendenser har det med at spænde ben for effektiv og visionær handlekraft på den grønne dagsorden.

Derfor mener jeg og Liberal Alliance, at det er på høje tide, at Danmark træder i karakter og gør sig fortjent til i fremtiden at kunne blive omtalt i udlandet som et højteknologisk, innovativt og grønt foregangsland. Det kræver ikke mindst, at der sættes en stopper for fordommene om teknologier såsom kernekraft, som for længst har etableret sig hos en bred vifte af vores nabolande som en ren, stabil og grøn energikilde.

Bevares, kritiske røster vil med sikkerhed vende min egen argumentation imod mig og argumentere for, at vores ønske om at afsøge muligheden for kernekraft på dansk jord – lig SVM-regeringens mange fejlslagne prestigeprojekter – bunder i fantasier fremfor at have rødder i virkeligheden.

Men sagen er jo den, at vi i Liberal Alliance netop er nødsaget til at drømme.

For Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne har nægtet at stemme for vores forslag om at nedsætte en Niels Bohr-kommission, som skal kigge fordomsfrit på mulighederne for at inkorporere kernekraft i den danske energiforsyning. Ergo står Danmark i stampe, og alle de af os, der som minimum abonnerer på fornuften i at få en faglig afklaring på spørgsmålet om den grønneste, vedvarende energikilde på kloden, må nøjes med at drømme.

I mellemtiden lader vi os ikke styre af mismod eller tvivl. For i Liberal Alliance håber og tror vi inderligt på, at vi med tiden kan skabe en frisk start for et grønnere og stærkere Danmark. Men det kræver bunkevis af mod, handling og teknologioptimisme, som skal have lov at dominere i de kommende år. For epoken for storslåede skåltaler og imploderede prestigeprojekter har haft sin storhedstid.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 31. marts 2025)

Kortsigtet klimasucces må ikke undergrave erhvervslivet

Steffen Frølund
11. december 2024

Hvor ambitiøse skal Danmarks klimamål være i 2035 – skal vi til den tid have reduceret vores drivhusgasudledning med 80, 85 eller 90 pct.? Og hvordan når vi målet? Det er spørgsmålene, som Klimarådet forsøger at besvare i sin nye rapport.

I Liberal Alliance køber vi ikke præmissen om, at det partout skal gøre ondt, før det bliver godt og grønt. For os er det ikke så vigtigt, om vores CO2-reduktion om ti år er lige præcist 80 eller 85 pct. Det vigtigste er, at vi smartest muligt rammer 100 eller 110 pct. – og ikke ender med kortsigtede, dyre løsninger, der bunder i ren og skær ideologisk symbolpolitik.

Vi skal hele tiden have for øje, at det er et klimamål. Ikke et “det skal gøre mest muligt ondt på erhvervslivet”- mål. Den grønne omstilling og klimaforandringerne, vi ser konsekvenserne af verden over lige nu, bliver ikke løst med en symbolpolitisk øvelse.

Det bliver løst ved, at vi er hardcore målorienteret.

Vind og atomkraft Vi ved, hvad der virker. Det er ikke venstrefløjens tilgang med at hoppe over gærdet, hvor det er absolut højest.

Eller regeringens energiøer – eller fantasier, som jeg har døbt dem – som er grønne prestigeprojekter, der endnu ikke har set dagens lys.

Det, der virker, er, at vi nu sætter alle sejl. Alle grønne teknologier skal i spil nu – også atomkraft. For det er en af de reneste energikilder, der eksisterer, og vi vil med atomkraft få en stabil energikilde, der ikke er afhængig af, om solen skinner, eller vinden blæser. Havde vi tilladt atomkraft fra 30 år siden, så havde vi været meget, meget længere, end vi er i dag. Den næstbedste dag at komme i gang er nu.

Men det er ikke nok at rykke på marginalerne herhjemme. CO2-udledningen stopper ikke ved landegrænsen, og det er derfor nødvendigt, at vi tænker langt mere internationalt, hvis vi vil reducere CO2-udledningen mest muligt, hurtigst muligt. CO2-udslippet i Europa er siden 1990 reduceret med 37 pct.

Til sammenligning er det på verdensplan steget med 60 pct. i samme periode. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi i langt højere grad end i dag hjælper lande som Kina og Indien, der er blandt de lande i verden, som udleder absolut mest, med at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er her, vi kan plukke lavthængende frugter, som for alvor gør en forskel for den globale CO2-udledning.

Danmark er ikke et grønt foregangsland, fordi vi lykkes med at reducere med yderligere 5 pct. hurtigere end forventet. Det er vi til gengæld, hvis vi formår at hjælpe lande som Kina og Indien med at skære markant i CO2-udslippet gennem nye danske, grønne løsninger og teknologier.

Vindmøller er et eksempel. Ny atomkraft kunne have været det næste, hvis ikke vores dygtige atomstartups kæmpede i strid politisk modvind herhjemme.

Og så er der alle de teknologier, som danske iværksættere endnu ikke har opfundet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke ofrer erhvervslivet og iværksætteriet i klimaets navn, for det vil samtidig knægte udviklingen af grønne løsninger, som vi kan eksportere. De grønne løsninger skal tværtimod have gode og gunstige vilkår at gro i. Det løser samtidigt et helt andet problem, vi har med vækst og velstand.

EU”s konkurrenceevne er i bund og bliver en af EU”s helt store udfordringer de kommende år. Vi sakker lige nu bagud i forhold til USA og Kina, som er godt i gang med at udkonkurrere os økonomisk, og vi risikerer at tabe feltet helt, hvis ikke vi omgående begynder arbejdet med at styrke det europæiske erhvervsliv.

Lykkes vi ikke med det, mister EU i yderste konsekvens sin rolle og muskelstyrke i det internationale samfund, og så vil det ikke længere være Europas grønne interesser, som er dominerende internationalt. I stedet vil det netop være nationer som Kina og USA, som vil sætte kursen for den globale indsats mod klimaforandringerne – og det er ikke en retning, som gavner de internationale klimamål.

For med genvalget af Donald Trump er der en stor risiko for, at han endnu engang trækker USA ud af Paris-aftalen, som han gjorde det i 2017, og det kan samtidig svække presset på lande som Kina til at forpligte sig til at reducere sin udledning.

Det er derfor både ekstremt kortsigtet og kontraproduktivt at ville ofre vækst og udvikling i erhvervslivet i klimaets navn.

Så lade os bruge dette som afsæt til en gang for alle at sige, at det grønne ligger fremad og ikke bagud.

(Bragt i Børsen d. 11/12-2024)

Nu har selv Dan Jørgensen skiftet holdning til atomkraft

Steffen Frølund
14. november 2024

Med to tredjedeles flertal er Dan Jørgensen blevet godkendt af EU-parlamentet som unionens nye energi- og boligkommissær.

Det sker, efter at vores tidligere klimaminister har været under politisk beskydning i tre timers høring, hvor han blandt andet skulle svare på kritiske spørgsmål om sin holdning til atomkraft. For vil man godkendes som EU’s energikommissær, kommer man ikke uden om en af verdens grønneste, sikreste og mest stabile energikilder.

I lighed med anbefalingerne fra en kakofoni af uafhængige klimaforskere har EU nemlig officielt grønstemplet atomkraft som en bæredygtig energikilde, der er nødvendig for den grønne omstilling. Og netop derfor var der masser af kritiske spørgsmål til Dan Jørgensen, der indtil for ganske nylig var en arg modstander af atomkraft.

Som klimaminister i 2021 udtalte Dan Jørgensen eksempelvis, at “atomkraft er ikke bare dyrt og farligt. Det er decideret unødvendigt”. Og da EU forsøgte at anerkende atomkraft som bæredygtigt i 2019, forsøgte Dan Jørgensen som klimaminister at blokere for EU’s officielle udmelding.

Men for at kunne blive energikommissær har piben pludselig fået en anden klang. Nu lyder det, at “der ikke findes noget scenarie, hvor verden kan leve op til målsætningen om at holde temperaturstigninger under 1,5 grader uden brug af atomkraft”. Når Dan Jørgensen er nødt til at krybe til korset og skifte holdning for at kunne blive udnævnt som energikommissær, er det et symptom på et generelt paradigmeskifte i synet på atomkraft.

Mens 66 pct. af danskerne eksempelvis var imod atomkraft tilbage i 2016, var det sidste år kun 26 pct. , der var modstandere af energikilden. For nye vinde blæser over den energipolitiske slagmark, og både de uvildige eksperter såvel som menigmand har set skriften på væggen; hvis vi er seriøse omkring at ville have en grøn omstilling, kan vi ikke længere undlade at bruge en af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilder. Nemlig atomkraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 11/11-2024)

Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem

Steffen Frølund
18. oktober 2024

Til stor fanfare kunne daværende klimaminister Dan Jørgensen i 2020 annoncere, at et “afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling havde set dagens lys. Danmark skulle nemlig have to nye energiøer i henholdsvis Nordsøen og på Bornholm, som i fremtiden skulle levere grøn strøm til europæernes stikkontakter med en kapacitet, som svarer til 13,3 mio. danske husstandes årlige elforbrug.
Det endte imidlertid med at være et “fyrtårn”, forstået som noget man skal sejle langt uden om. Men som så ofte når de velmente ambitioner fra de politiske skåltaler om klimaet møder virkeligheden, viste det sig at være lettere sagt end gjort.

Den ene energiø i Nordsøen er allerede blevet udskudt på ubestemt tid, da beregninger sidste år viste, at den ville føre til et underskud på 50 mia. kr. Og i en ny rapport fra De Økonomiske Råd konkluderes det nu også, at Energiø Bornholm ikke vil være samfundsøkonomisk rentabelt, hvorfor vismændene foreslår at lægge projektet i graven. Skandalen om energiøerne er et symptom på et generelt problem, der plager den danske klimapolitik.

Nemlig at man ofte satser alle jetonerne på et eller få storstilede projekter, som muligvis kan afføde presseomtale for den pågældende minister, men som ikke nødvendigvis er den mest effektive løsning for at komme tættere på en grøn omstilling.
Men sådan behøver man ikke at føre klimapolitik. Hos vores naboer i Sverige har man netop valgt at satse på atomkraft.

Men selv efter at både EU, FN”s klimapanel, tiltagende flere af vores nabolande og en bred vifte af uvildige eksperter har anerkendt atomkraft som en grøn energikilde, insisterer venstrefløjen og regeringen stadig på at blokere for atomkraft i Danmark.

Ofte gøres det med henvisning til argumenter om, at atomkraft er usikkert, dyrt og langsommeligt. Ironisk nok har netop dette nu vist sig at være årsagen til, at energiøerne er endt som en fiasko, så måske tiden er moden til at prøve noget nyt? Det kunne jo være, at også vi kunne få glæde af verdens sikreste, mest stabile og grønneste energikilde.

(Indlæg bragt i Børsen d. 18. oktober 2024)