Folkekirken skal leve og vokse i respekt for historien

Carl Andersen
20. september 2025

Der er brug for at fremtidssikre menighedsrådene, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave, skriver dagens kronikører

DEN DANSKE FOLKEKIRKE er med sine århundredlange rødder en uadskillelig del af dansk kultur og historie. Folkekirken er samtidig et levende og aktivt samlingspunkt for mennesker i hele Danmark på tværs af geografi, alder, holdninger og alle de andre forskelle, som kendetegner danskerne.
Ansvaret for kirkens liv og vækst er lagt i hænderne på de lokale menighedsråd, som siden I. C. Christensen stod fadder til deres oprettelse i begyndelsen af 1900-tallet har været med til at forme og værne om kirkens lokale liv. Med kirker i hvert eneste sogn i landet sikrer menighedsrådene en dyb lokal forankring og sørger for, at den lokale kirke tilpasser sig de mennesker, som lever og bor i sognet. Det giver mulighed for, at forskellige kirkesyn kan rummes og udfoldes inden for folkekirkens mange sogne og menigheder. Folkekirkens lokale forankring er helt særlig. Den skal vi fastholde og værne om. Men det kræver, at vi tør tænke nyt for at løse de udfordringer, mange menighedsråd også står overfor.

Lader vi bare stå til, risikerer problemerne at vokse sig uoverskuelige. Menighedsrådsmedlemmerne er demokratisk valgte folkekirkemedlemmer, som stiller op for at løfte et stort ansvar. Både når det gælder at samle gamle og unge i store og små lokalsamfund – ikke kun til gudstjenester, men også gennem et rigt kulturliv med kor, koncerter, debatarrangementer, sorggrupper, diakonalt arbejde og meget mere. Og når det gælder det administrative ansvar for at forvalte kirkens bygninger, økonomi og personale.
Der er brug for at fremtidssikre rammevilkårene for menighedsrådsmedlemmerne, så vi også i fremtiden kan tiltrække folk til denne uhyre vigtige samfundsopgave. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre, at folkekirken også i fremtiden kan være en levende, demokratisk og lokalt forankret kirke for alle danskere, hvor det folkelige engagement står stærkt. Derfor indgik vi i maj en politisk aftale om en historisk forenkling af menighedsrådsarbejdet med tre hovedformål:

FOR DET FØRSTE fjerner vi nu bøvl og byrder for menighedsrådene, så der ikke skal bruges timevis på at skrive ansøgninger og udfylde skemaer. Det betyder for eksempel, at en række samarbejder mellem sogne og provstier ikke skal godkendes af Kirkeministeriet. Og så letter vi opgaverne med drift og vedligeholdelse af andre bygninger og ejendomme end kirken og sognegården. Det stod ret klart i de ønsker, som mange menighedsrådsmedlemmer selv har givet udtryk for i det forberedende arbejde med reformen. Kirken og sognegården udgør derimod centrale omdrejningspunkter for det lokale kirkelige liv og forbliver forankret i det enkelte menighedsråd.

FOR DET ANDET bliver der nu en større frihed til at organisere sig efter lokale behov og forhold i sognet. Samtidig gør vi nu reglerne for valg og sammensætning af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd enklere og lettere at forstå.

FOR DET TREDJE skal vi have større fokus på ledelse og samarbejde i folkekirken, hvor tiden kalder på bedre personaleledelse i menighedsrådene. Med lovgivningen skaber vi bedre forudsætninger for, at folkekirkens arbejdsmiljø er godt for alle ansatte. Den seneste store undersøgelse af arbejdsmiljøet viste, at der er brug for nye muligheder og tiltag, der understøtter menighedsrådene i det arbejde.
Med enkelte justeringer til aftalen fra maj er vi nu blevet enige om at omsætte forslagene til ny lovgivning. Vi har lyttet til de mange gode og konstruktive høringssvar til lovforslaget og justeret på enkelte områder for at skabe endnu mere fleksibilitet til at tage højde for lokale ønsker og behov.

I.C. CHRISTENSEN insisterede på, at folkekirken skal være ”af folk og for folk”. Han mente, at det kirkelige liv må forankres lokalt, og at folkekirkens demokratiske organer skal give plads til bred deltagelse og engagement. Det har dannet grundlaget for vores arbejde. Men vi må også erkende, at verden har forandret sig siden hans tid. Menighedsrådene er offentlige myndigheder og skal leve op til de høje standarder, vi stiller til hele den offentlige sektor. Det gælder alt fra åbenhed og grundlæggende krav til forvaltningen over persondatabeskyttelse til økonomisk ansvarlighed. De administrative krav og kompleksiteten i menighedsrådsarbejdet er på den baggrund vokset, og mange menighedsrådsmedlemmer oplever i dag, at bureaukratiet tager overhånd frem for menighedens opgaver.

Derfor har vi sat os for at gøre det lettere og mere fleksibelt at være med i menighedsråd, uden at vi mister det demokratiske grundlag og den lokale forankring, og uden at vi giver køb på økonomisk ansvarlighed og retssikkerhed. Reformen er resultatet af et bredt samarbejde med repræsentanter fra Landsforeningen af Menighedsråd, biskopper, Provsteforeningen, Præsteforeningen og kirkefunktionærernes organisationer og andre centrale aktører, der alle har ønsket at modernisere uden at bryde med det folkelige ansvar. En af de væsentligste justeringer handler om menighedsrådenes størrelse. Hidtil har antallet af valgte medlemmer været mellem 5 og 15, afhængig af sognets størrelse. Det ændrer vi nu, så rådene som hovedregel får mellem 5 og 10 medlemmer. Samtidig giver vi mulighed for at øge antallet med op til tre ekstra medlemmer. Det betyder større fleksibilitet og mulighed for bedre at tilpasse rådene til de lokale forhold, herunder ved at bruge de nye muligheder for at organisere sig, så frivillige i højere grad inddrages i menighedsrådsarbejdet eller ved for eksempel at ansætte en daglig leder.

OG SÅ ÆNDRER VI ANSVARET for præsteembedets faste ejendomme. Styregruppen foreslog oprindeligt, at ansvaret for præsteembedets faste ejendomme overgår fuldt til provstiudvalget. Efter høringen har vi lyttet til bekymringerne. Vi fastholder, at ansvaret som udgangspunkt flyttes, men sørger for, at provstiets menighedsråd i fællesskab kan beslutte at fastholde ansvaret for ejendommene i sin helhed eller for enkelte menighedsråd. Vi gør det desuden muligt for budgetsamrådet at beslutte, om ansvaret for landbrugsejendomme og jorder skal forblive hos menighedsrådene, mens ansvaret for tjenesteboliger flyttes til provstiudvalget, eller omvendt.

For at give det enkelte menighedsråd større mulighed for at beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme i tilfælde, hvor ejendommene i øvrigt flytter til provstiudvalget, er vi også enige om at vende budgetsamrådets beføjelse om, så enkeltmenighedsråd kan beholde ansvaret for præsteembedets faste ejendomme, medmindre et kvalificeret flertal på to tredjedele af de vægtede stemmer i budgetsamrådet stemmer imod.
VI HAR OGSÅ LYTTET TIL høringssvarene, når det gælder forslaget om, at præster med under halvtidsansættelse i et sogn og provster ikke skal være fødte medlemmer af menighedsrådet. For hvis langt størstedelen af præsterne gerne ser den nuværende ordning fortsætte, er der jo ingen grund til at ændre på det. I stedet indføres en mulighed for, at biskoppen kan udpege en primærpræst i pastorater med flere sogne, hvor det vurderes hensigtsmæssigt. Samtidig får biskoppen mulighed for at fritage en provst for medlemskab i et menighedsråd, hvis der er en eller flere andre præster i sognet, som er fødte medlemmer af menighedsrådet.

MED DENNE REFORM tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover. Den forenkler rammerne for arbejdet i menighedsrådene, skaber bedre vilkår for præster og sikrer en mere bæredygtig forvaltning af kirkens ejendomme. Samtidig fastholder vi den lokale forankring og det demokratiske engagement, som har været og fortsat skal være kirkens styrke.
Vi har store forventninger til reformen og går nu videre med den gradvise implementering i de kommende år. Sammen sikrer vi en folkekirke, der lever og vokser i respekt for historien, med plads til lokalt engagement og med blik for fremtiden.
Med denne reform tager vi hånd om de udfordringer, folkekirken står overfor i dag og fremover.

(Indlæg bragt i Kristeligt Dagblad d. 20. september 2025)

Trossamfund skal ikke kunne underminere skilsmisselovgivning

Carl Andersen
24. september 2024

I den ideelle verden endte alle ægteskaber naturligvis lykkeligt, og skilsmisser var blot et overflødigt koncept.

Men når et ægteskab – af den ene eller den anden årsag – på ulykkeligvis brister, er retten og friheden til at blive skilt selvsagt en fundamental del af dansk lovgivning.

Desværre er det selv i et land som Danmark ikke en selvfølge, at man – særligt som kvinde – har mulighed for at gå skilsmissens vej.

Der ses nemlig gentagne eksempler på islamiske ægteskabskontrakter, der håndhæves ufortrødent i de religiøse miljøer, selv efter den juridiske skilsmisse er trådt i kraft.

Dette efterlader muslimske kvinder i uønskede ægteskaber, hvor de udsættes for en ekstrem grad af negativ social kontrol.

Derudover udgør de islamiske ægteskabskontrakter et reelt juridisk problem i visse muslimske lande, hvor de anerkendes som juridisk gyldige, hvorfor trossamfundet og dets imamer får yderligere grobund til at fastholde kvinder i uønskede ægteskaber.

Det kan vi som borgerligt-liberale naturligvis ikke acceptere.

Vi har i medierne set eksempler på, at f.eks. Familieretshuset har samarbejdet med imamer for at få ophævet de islamiske ægteskabskontrakter. Men det er slet ikke den rette vej at gå.

Islamforsker Jesper Petersen rammer nemlig hovedet på sømmet, når han kalder denne tilgang et eksempel på, at en dansk myndighed »både efterspørger og indirekte blåstempler danske shariapraksisser«.

Vi har i stedet som lovgivere en forpligtelse til at fremlægge konkrete løsninger på, hvordan vi kan sikre borgernes frihed uden at købe ind på parallelle retssystemers præmisser.

For vi må og skal aldrig acceptere, at religiøse regler står over de verdslige regler.

I Liberal Alliance mener vi, at det er på høje tid at forpligte anerkendte trossamfund til reelt at anerkende vores ægteskabs- og skilsmisselovgivning.

Derfor foreslår vi en række ændringer til loven om anerkendte trossamfund, så særligt de kvinder, som fanges i uønskede religiøse ægteskaber, får styrket deres retssikkerhed.

Først og fremmest ønsker vi at indføre en ny betingelse for at kunne være anerkendt trossamfund i Danmark. Det vil indebære, at alle anerkendte trossamfund bliver pålagt at underskrive en tro- og loveerklæring om, at de anerkender dansk ægteskabslovgivning, herunder at man i Danmark har ret til skilsmisse – også selvom kun den ene part ønsker det.

Tilsvarende skal forkyndere i forbindelse med deres ansøgning om vielsesbemyndigelse også i løfteerklæringen anerkende, at en juridisk dansk skilsmisse automatisk fører til ophævelse af det religiøse ægteskab.

I dag afgives der nemlig alene en samvittighedsfuld erklæring og løfte om, at man vil overholde dansk lovgivning bredt set.

Samlet set vil vores forslag tydeliggøre over for alle trossamfund, at man i Danmark har ret til at blive skilt, herunder på baggrund af at blot en af parterne ønsker det, også selvom skilsmisse måtte være i strid med trossamfundets religiøse normer eller praksisser.

Det vil aktivt modvirke anerkendte trossamfunds medvirken til at fastholde personer i ægteskaber mod deres ønske.

Herunder at lægge pres på en person med henvisning f.eks. til, at et ægteskab forudsætter en ”religiøs” vielse eller ægteskabskontrakt, eller til at skilsmisse kun er mulig, hvis en religiøs autoritet ophæver en ”religiøs” vielse eller udfærdiger en ”religiøs” skilsmissekontrakt.

Hvis et trossamfund underminerer dansk ægteskabs- og skilsmisselovgivning, skal det have reelle konsekvenser – i yderste instans en fratagelse af anerkendelsen af trossamfundet samt tilbagekaldelse af vielsesbemyndigelser.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24. september 2024)

Liberal Alliance: Gør som Tyskland og luk de samfundsundergravende moskeer

Carl Andersen
19. september 2024

Debat: Som et liberalt demokrati har vi pligten til at beskytte vores frihedsrettigheder mod dem, der aktivt arbejder for at underminere dem. Derfor opfordrer Liberal Alliance regeringen til at foretage en grundig undersøgelse af det juridiske grundlag for at kunne lukke moskeer, der har tætte forbindelser til despotiske regimer og organisationer, der udgør en trussel mod borgernes sikkerhed og frihed.

Når en moské aktivt fungerer som forlænget arm for despotiske og antidemokratiske styrer eller organisationer, overskrider den grænsen for, hvad grundloven beskytter. Så er de til fare for danske borgere og Danmark.

Det sker som følge af, at jeg scrollede nyheder i sommerferien og erfarede, at tyskerne har udført en storstilet aktion mod “Den Blå Moské” i Hamborg samt over 50 andre moskeer eller islamiske indretninger med forbindelse hertil.

De tyske myndigheder mente at kunne bevise, at “Den Blå Moské” og dens forening “Islamisk Center Hamborg” er en forlænget arm for det autoritære præstestyre i Iran og desuden har forbindelse til Hizbollah, der i Tyskland har status som terrororganisation.

Det interessante er, at disse nu lukkede og forbudte moskeer i Tyskland har nogle forbindelser til danske moskeer. Særligt Imam-Ali Moskeen i København, hvis vedtægter blandt andet tilskriver, at aktiverne skal overdrages til den nu lukkede “Den Blå Moske” i Hamborg. Det her bør i den grad få alarmklokkerne til at ringe hos de danske politikere og myndigheder.

Det tyske eksempel viser, at det er muligt at tage effektivt hånd om problemet, hvis der er politisk vilje til det. Simpelthen at lukke moskeerne og forbyde deres undergravende foreningsaktivitet. Vi skal handle, fordi det er vores pligt at beskytte vores land, vores værdier og vores demokrati.

Derfor mener vi, at regeringen skal tage de nødvendige skridt for at identificere de moskeer, der udgør en trussel mod samfundet, og undersøge det juridiske grundlag for at kunne lukke dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 19. september 2024)

Magten i folkekirken udgår fra folket – ikke Folketinget

Henrik Dahl
11. februar 2022

Det har udløst en betydelig debat, at præsten Michael Olesen Høj, der netop er blevet indsat i et embede i Hedensted, ikke vil foretage vielser af homoseksuelle eller fraskilte.

Lad mig i min egenskab af kirkeordfører prøve at sætte sagen i et politisk perspektiv.

Forfatningsmæssigt er folkekirken noget roderi. Det hænger sammen med, at grundloven helt siden 1849 har haft en paragraf, der aldrig er blevet udmøntet. I den nuværende grundlov er det paragraf 66, som siger, at folkekirkens forfatning ordnes ved lov.

Ideen med paragraf 66 er, at folkekirken bør have et samlet og afklaret forhold til staten, og at dette forhold bør være præget af en betydelig frihed. Men ingen har nogensinde fået skrevet og vedtaget en kirkeforfatning. Derfor kører folkekirken på – om føje år – tredje århundrede uden at have andet at rette sig efter end skik og brug samt partikulær lovgivning om alskens praktiske ting.

Men afgørende for mig er det, at magten i folkekirken udgår fra folket. Det vil sige: Den udgår ikke fra regering eller folketing. Ej heller fra en ærkebiskop eller en synode af biskopper. I praksis skal folket forstås som den konkrete kirkes menighed, hvad der vil sige dens menighedsråd.

Det betyder, at regeringen eller Folketinget kun i meget begrænset omfang kan udstede ordrer til folkekirkens præster. Og specielt hvad angår spørgsmål om selve den kristne lære, skal regering og folketing være yderst tilbageholdende. Skulle der opstå problemer på det område, er det først provst og siden biskop, der har påtalemyndigheden.

Eftersom folkekirken ikke er en banal styrelse under Kirkeministeriet, ville det på en helt grundlæggende måde være forkert, hvis regering og folketing blandede sig i, hvem den gode menighed i Hedensted ønsker at have som præst. Ligesom det ville være grundlæggende forkert, hvis regeringen eller Folketinget blandede sig i, hvad der skal betragtes som den rette udlægning af den kristne lære.

Den danske folkekirke har et meget grundfæstet hjemmestyre. Og det skal den blive ved med at have.

Men hvis vi løfter os op over det statsretslige, er der også mere alvorlige grunde til, at jeg ikke vil blande mig i, hvem de enkelte menigheder ønsker at have som deres præst.

Mange mennesker forstår ikke religion, og i den forstand kan man sige, at vi i Danmark har nogle af de dårligste ateister, man kan forestille sig. Som hovedregel ved de end ikke, hvad det er, de ikke tror på.

Hvis man ikke kan forstå, at religion handler om liv og død, og at religion er den dybeste alvor for den troende, vil jeg derfor opfordre til, at man i erkendelse af egne begrænsninger undlader at lufte alt for skråsikre meninger. Ligesom jeg med den største respekt ville opfordre en person, der var født blind, til at lade være med at belære mig om farver.

Folkekirken er ikke en del af den offentlige sektor. Det har blandt andet som sin konsekvens, at den hverken kan eller bør indrette sig på, hvad moden eller tidsånden finder det for godt at mene. Det er ikke brugerne eller borgerne, der har det sidste ord i religiøse spørgsmål. Det er de hellige skrifter og de bedst mulige fortolkninger af dem – som kyndige og sandhedssøgende mennesker formår at nå frem til.

Jeg tænker nogle gange over, hvad det mest ugudelige, man kan forestille sig, egentlig er. Og jeg tror, det er at bære nag.

Men hvis jeg ikke må vælge det svar, vil jeg sige, at så må det være at kommandere med Vorherre og fortolkningen af de hellige skrifter i tidsåndens navn. I andre kulturer hedder det hybris.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 9. februar 2022)