Sandra Elisabeth Skalvig
7. februar 2025

Skal vi ukritisk tildele statsborgerskab til mennesker, der gennem deres adfærd – eksempelvis ved at udtrykke offentligt had mod homoseksuelle, ønske

… muhammedtegninger forbudt eller glædes over, at Muhammedtegnere omkommer – har demonstreret åbenlys foragt for grundlæggende danske værdier? Nej, siger vi liberale sammen med vores gode, borgerlige venner. Den ekstreme venstrefløj i Folketinget, Alternativet og Enhedslisten, er uenige med os. I et indlæg i Berlingske forsøger Alternativets indfødsretsordfører, Helene Brydensholt, at gå i rette med os. Hun mener, at forslaget vil »skabe selvcensur blandt ansøgere, som frygter, at tanker og ytringer kan bruges imod dem.« Det er altså synd for homofober, islamister og antisemitter, hvis de skal gå og lægge bånd på sig selv for at få dansk statsborgerskab.

Alternativets omsorg for den slags mennesker er noteret. Helene Brydensholt erkender dog, at statsborgerskab er et privilegium og ikke en ret, og hvis man gennem sin adfærd har demonstreret, man ikke deler helt grundlæggende værdier med det danske fællesskab, kan vi selvfølgelig nægte folk dette privilegium. Også selvom dette ifølge Helene Brydensholt er »et symbolpolitisk angreb på tanke- og ytringsfriheden og underminerer et frit samfund.« For hvis hun virkelig mener dét, må jeg med nogen beklagelse fortælle hende, at hun i så fald ikke lever i et frit samfund. For som Alex Vanopslagh tydeligt gør opmærksom på, hviler Liberal Alliances forslag netop på Grundlovens klippegrund og er helt i tråd med dens historiske praksis. At Brydenholt så mener, at »tiderne har ændret sig«, er hun selvsagt velkommen til. Det har Grundloven bare ikke. Og det er i øvrigt ikke et argument for noget som helst, at kalenderen viser et andet årstal nu, end den gjorde sidste år eller for 50, 100 eller 150 år siden.

Enhedslistens Peder Hvelplund tager samme tur i indlægget d. 3. februar. Her anklager han os liberale for at have »et demokratisyn, der hører 1800-tallet til.« Han tror sikkert, det er en fornærmelse, men vi tager det som en ros. Det var i 1800-tallet, at det Danmark, vi kender og elsker, blev skabt. Det danske folkestyre bygger på alle de traditioner og idéer, der blev formet i 1800-tallet; de var hele forudsætningen for alle de fremskridt, vi siden har oplevet for almindelige mennesker – og ikke mindst kvinder og forskellige minoriteter. Det er ikke for sjov, når vi liberale taler om frihed, ansvar og det meningsfulde liv i forpligtelse.

Grundtvig er ikke bare til pynt hos os. Vi tror faktisk på, at det ikke er i staten, men blandt borgerne ude i de små og store fællesskaber, at Danmark bliver skabt, opretholdt og udviklet. Derfor er det selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle borgere, som fællesskabet består af. Hvis tilpas mange borgere ikke under andre frihed og ikke selv gider at tage ansvar for sig selv eller Danmark, så smuldrer hele fundamentet under det danske samfund jo. Det var netop dét, som vores grundlovsfædre gerne ville have et værn mod, da de skrev paragraffen ind i sin tid.

Enhedslisten er ikke så tynget af 1800-tallets demokratisyn: Partiet er skabt ud af vragresterne af kommunistpartiet, der arbejdede for at knuse friheden og folkestyret, og er igen og igen og igen gået anti-vestlige, autoritære bevægelsers ærinde. De har endda netop været nødt til at lave om i deres egne vedtægter, så de nemmere kan smide medlemmer ud, der »sår tvivl om, hvorvidt Enhedslisten tager afstand fra terror«. Det er jo meget sigende for partiet, at sådan noget overhovedet kan blive et problem. Så med fare for at fremstå arrogant, så mener jeg ikke, at Enhedslisten har nogen som helst troværdighed, når det kommer til spørgsmål om demokratiske værdier. Men det er dog selvsagt fint at vide, hvor Alternativet og Enhedslisten står i denne sag, så borgerne har mulighed for at dele sig efter anskuelse ved næste valg.

(Indlæg bragt i Berlingske 7. februar 2025)

Alex Vanopslagh
21. januar 2025

Vi skal ikke uddele statsborgerskab til mennesker, der ønsker at undergrave Danmark som et folkestyre med frihedsrettigheder til alle borgere.

Det tror jeg, at næsten alle er enige i, men når det så kommer til at gøre alvor af ordene, er der åbenbart en del, som ikke ønsker at stå vagt om frihedens fundament.

Siden Liberal Alliance lancerede forslaget om at screene ansøgere for adfærd, der strider mod demokratiske og danske værdier, har der raset en mildest talt ophedet debat i medierne, som har været præget af en del misforståelser, som det både er nødvendigt og på tide at få ryddet op i.

Helt banalt er statsborgerskab ikke en rettighed på linje med ytringsfrihed eller for den sags skyld Arne-pension, men en gave. En gave, der indebærer, at man bliver fuldgyldig medborger i Danmark med samme rettigheder og pligter som dem, hvis slægt har levet på denne plet på landkortet i årtusinder. Og det er en gave, som ikke alene gives til ansøgeren selv, men også til vedkommendes børn og efterkommere i tid og evighed – i øvrigt uanset hvor i verden, de måtte blive født.

I Danmark er Grundloven indrettet sådan, at det er os politikere, der i sidste ende skal stemme ja eller nej til at tildele folk statsborgerskab. Når vi som politikere tager stilling til selv den mest banale lovgivning, bliver vi udstyret med bunkevis af bilag, der skal sikre, at vi kan tage stilling på et kvalificeret og oplyst grundlag.

Når det gælder spørgsmålet om, hvem der skal være fremtidige medborgere i Danmark, skal vi som politikere naturligvis have et mindst lige så godt grundlag at træffe beslutning på, som tilfældet er, når vi lovgiver om tilsætningsstoffer eller fiskekvoter.

Det burde være fuldstændig ukontroversielt og indlysende, at Folketingets medlemmer selvfølgelig bør vide det, hvis personer, som ønsker dansk statsborgerskab, aktivt har udvist en adfærd, der er i modstrid med det frie, demokratiske og liberale danske samfund, som de ønsker at blive en del af.

Ærlig talt undrer det mig en del, at nogle af mine kolleger i Folketinget åbenbart ikke mener, at den viden er nødvendig for at kunne træffe en kvalificeret beslutning om tildeling af statsborgerskab. Selv hvis man – af for mig uforståelige grunde – ønsker at give statsborgerskab til folk, der ikke ønsker Danmark det bedste, slår det mig som sært, at man ikke ønsker, at politikerne, der skal træffe beslutningen, får den viden.

Kritikere bør kende deres historie
For det er som sagt kun os demokratisk valgte folketingsmedlemmer, altså ikke en embedsmand, en minister eller styrelse, der kan give statsborgerskab. Og vi folketingsmedlemmer er, som det også fremgår af Grundloven, i sidste ende ikke forpligtet af andet end vores egen samvittighed.

Selvom mit indtryk er, at en del i den offentlige debat ønsker, at det forholdt sig anderledes, så er det derfor heller ikke muligt at vedtage lovgivning, der påligger Folketinget at give nogen som helst statsborgerskab. En sådan lov ville helt banalt stride mod Danmarks Riges Grundlov.

Jeg kan konstatere, at flere har været særdeles harme over, at Liberal Alliance ønsker at indføre det, de kalder sindelagskontrol. Selv foretrækker jeg at tale om en helhedsvurdering, for kravene til statsborgerskab bør naturligvis gå videre end blot sindelaget – her skal kriminalitet, selvforsørgelse og andre ting naturligvis også, som hidtil, indgå.

Men ord skal imidlertid ikke skille os ad, så hvis folk vil kalde det sindelagskontrol, så skal de for min skyld være velkomne. Men de harmdirrende kritikere af dette bør nok være opmærksomme på, at muligheden for at kontrollere ansøgeres sindelag var en væsentlig årsag til, at Grundlovens paragraf om indfødsret ser ud, som den gør.

Grundloven blev nemlig skrevet, mens Danmark var i krig med Tyskland, hvorfor man i Danmark så med nogen ængstelse på risikoen for, at tysksindede personer fik mulighed for at opnå statsborgerskab, og derfor valgte man at gøre beslutningen om at tildele indfødsret til en politisk beslutning, så Folketinget til enhver tid kunne granske lige præcis sindelaget hos ansøgerne.

Det betyder også, at hvor man i de fleste andre sammenhænge fuldt rimeligt kan forvente, at den offentlige administration er præget af forudsigelighed, så vil tildelingen af statsborgerskab altid kunne skifte, fordi folketingsflertallet som bekendt også gør det. Hvis danskerne sammensætter et andet folketing, så bliver konsekvensen naturligvis, at dets vurdering af hvem, der kan blive statsborgere, også kan gøre det. Men man bliver nødt til at forstå, at det ikke er en fejl, men en direkte konsekvens af vores grundlov.

Og netop fordi beslutningen om at give statsborgerskab er politisk, så kan et flertal i Folketinget selvsagt også beslutte, at man godt kan blive statsborger, selvom man i ord og handling giver udtryk for at foragte grundlæggende danske og liberale værdier.

Grundtvig var forgangsmand
Men jeg vil gerne gøre det krystalklart, at det ikke kommer til at ske med Liberal Alliances stemmer. Vi mener, at frie og liberale samfund, som det danske, skabes af dem, der deler dets grundlæggende værdier, og selvfølgelig ønsker vi ikke at give indfødsret til personer, der har demonstreret, at de ikke deler dem. Frihed og demokrati skal til stadighed forsvares.

Der er utvivlsomt masser af tekniske spørgsmål, som skal afklares, før vi forhåbentlig lander på en politisk løsning, der gør det muligt for Folketinget at tage stilling til statsborgerskabsansøgere på et kvalificeret grundlag. Og her vil jeg gerne understrege, at vi i Liberal Alliance er åbne over for et væld af modeller, som kan gøre en sådan vurdering mulig – for naturligvis er det muligt at give Folketinget et kvalificeret grundlag at træffe beslutninger på. Men selvfølgelig kan vi ikke acceptere en retstilstand, hvor det forventes, at vi skal stemme ja eller nej til nye medborgere uden at ane, om de faktisk deler de værdier, som har skabt det Danmark, vi kender og elsker.

Jeg mener ærlig talt, at det er lige så indlysende, som det er ukontroversielt, at vi som politikere skal have mulighed for at tage stilling til ansøgere til statsborgerskab på et kvalificeret grundlag – og som en selvfølge bør afvise mennesker, der gennem deres adfærd har vist, at de ikke ønsker det godt.

Egentlig mener jeg, at det er dem, der er uenige i dette, der skylder svar på, hvorfor de egentlig mener, at det bør være muligt for mennesker, som har udvist udemokratisk adfærd – og ja, lad os da bare kalde det sindelag – at blive medborgere i et samfund grundlagt på værdier, som de ikke deler.

For naturligvis bør det kræve andet og mere at blive medborger i Danmark end blot at holde sig fra kriminalitet, tale sproget nødtørftigt og ikke ligge andre til last.

Det gjorde vores grundlovsfader og den første formand for indfødsretsudvalget, N.F.S. Grundtvig, klart i sin tale om indfødsret allerede i 1850, hvor han præcist og rammende erklærede:

Det følger iøvrigt af sig selv, at Den, der ikke har nogen Følelse af, at der er et eget lille Folk, som hedder det danske – som ikke blot har egen Nytte eller Fordeel, men som ogsaa har et eget Kald og egne Anlæg – som altsaa har en egen Berettigelse i den lille Krog, som Forsynet har skjænket det – Den der ikke føler det, men seer blot paa Mit og Dit som enkelte Personers Eiendom – om han ogsaa kunde tænke verdensborgerligt, at det er det Samme, hvad enten der kommer Folk i Sneseviis, Hundredeviis eller Tusindeviis hertil fra andre Lande og nedsætte sig blandt os – han er ingen dansk Mand eller fortjener at være det.

(Kronik bragt i Berlingske d. 21. januar 2025)