Her er den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp
Når valgkampen for alvor går i gang, er der mange præmisser, der trænger til at blive udfordret.
Er det korrekt, at børn er »vores«, som de røde partier plejer at sige? Nej, det er det selvfølgelig ikke. Rent juridisk tilhører børn som udgangspunkt deres forældre. Det er dem, der er værge.
Er det korrekt, at offentlige ydelser, der stilles til rådighed for borgerne uden vederlag, er gratis? Nej, selvfølgelig er det ikke det. De er betalt af skatteborgerne. Hvorfor kontrollen med forvaltningen af vederlagsfrie, offentlige tjenester burde være langt skrappere end kontrollen med forvaltningen af tjenester, hvor brugerne skal betale en større eller mindre andel.
Er det korrekt, at man »får« gevinsten ved en skattelettelse? Nej, det er det argeste sludder. Skat består helt grundlæggende i, at staten konfiskerer en del af borgerens indtægt. Når staten konfiskerer mindre, »får« borgeren følgelig ikke en bønne. Borgeren beholder bare en større del af sine ærligt tjente penge, end der ellers var lagt op til.
I en perfekt verden, hvor medierne faktisk var kritiske, stoppede studieværter og andet godtfolk politikere hver evige, eneste gang, de sagde »vores børn«; »gratis ydelser« eller »tjener på skattelettelser« og fortalte dem, at nu sagde de noget principielt vildledende og manipulerende sludder, der kun tjente til at afspore den politiske samtale. Det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Derfor vil jeg nøjes med at opfordre den interesserede borger til selv at være på vagt under valgkampen.
Men den mest vildledende præmis i den kommende valgkamp har jeg gemt til sidst: At alle medarbejdere i den offentlige sektor er beskæftiget med at frembringe kerneydelser.
Når borgerlige politikere siger, at den offentlige sektor bør være mindre, vil den røde politiker indigneret – og rutinemæssigt – afparere med, at så er der jo nogle børn, der ikke bliver undervist, og nogle syge, der ikke bliver passet og plejet, og nogle ældre, der ikke får assistance i hjemmet og nogle forelæsninger, der bliver aflyst og så fremdeles.
Det er for alvor en vildledende præmis. Fordi den bygger på den ikkeformulerede antagelse, at alle, der arbejder på en skole underviser; at alle, der arbejder på et hospital, helbreder og plejer; at alle, der arbejder i ældreomsorgen, har kontakt med borgerne og at alle, der arbejder på et universitet, er forskere.
Sandheden er, at på næsten enhver offentlig arbejdsplads er der bunker af mennesker ansat, der ikke er beskæftiget med andet end pseudoarbejde. De laver handlingsplaner, der ikke bliver fulgt. De indkalder til møder, der hverken har konklusioner eller konsekvenser. De opstiller verdensmål. De arbejder med »udvikling«. Eller med »strategi«. Eller med »facilitering«. Eller de producerer legitimation for, at den institution, de arbejder på, i fremtiden skal have endnu større bevillinger. For eksempel ved at opfinde alle mulige dynamiske og afledte effekter – der er supertynde og tvivlsomme – for, at samfundet har langt større gavn af institutionen, end den koster i løn og drift.
Den offentlige sektor er proppet med mennesker, hvis jobfunktion ikke eksisterede for 20 eller 30 år siden. Hvilket typisk vil sige: Den er proppet med jobfunktioner, som det ikke ville have nogen som helst konsekvenser at nedlægge. Ud over, at det ville afhjælpe en del af den arbejdskraftmangel, der hersker i andre sektorer.
Så kig nærmere på jobfunktioner, der ikke fandtes i år 2000. Sådan kan man tage hul på at gøre den offentlige sektor meget mindre.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 7. september 2022)
Man er en dårlig redningsmand, hvis man selv skaber ulykken først
Det er altid velkomment med bud på, hvordan vi som samfund løser forskellige problemer. Desværre er det ofte dem, som har mest travlt med at spille redningsmænd, der har skabt problemet i første omgang.
Vi møder ofte politiske partier, især på venstrefløjen, som positionerer sig som redningsmænd. Der er mange vælgere, som godt kan lide at blive reddet. En redningsmand er en helt, og en helt er god. Alle vil gerne være gode. Men hvis man har skabt ulykken i første omgang, så kan man ikke siges at være god – uanset hvor flot man redder nogen bagefter.
I førstehjælp lærer alle, at de altid skal standse ulykke først. Men når det kommer til politiske redninger, så forværrer den foreslåede redning tit problemet, som man i første omgang ønsker at redde nogen fra. Det skaber selvforstærkende feedback-loops. Skad, red, skad mere, red mere, osv. ad infinitum. Heri ligger en delforklaring på paradokset: at selvom staten blot vokser og vokser, så bliver serviceniveauet blot ringere og ringere.
Alene den sidste uge har vi hørt på redningsudspil omkring børn og unges psyke, sygeplejerskers løn, en varmecheck, og huslejestigninger. Men fælles for alle disse er, at problemerne er opstået af politikfejl.
For vi ville ikke have samme problemer med børn og unges psyke, hvis ikke man lod ungdommen betale prisen for covid-nedlukningerne, udflyttede uddannelser til provinsbyer langt væk fra deres drømme, tvangsfordelte skolevenner, når de skal i gymnasiet baseret på deres forældres indtægt eller indførte skolereformer, som dræner lærerstaben for gejst og dødlægger al nytænkning af undervisningen.
Og på trods af alt dette, er det venstrefløjen, der går til valg på at gøre livet bedre for Danmarks børn og unge – selvom det er deres politik, der i første omgang har skabt problemerne.
Et andet eksempel er, at man vil afhjælpe inflationsproblemerne ved at uddele en varmecheck, der blot puster yderligere til det bål af inflation, der i disse dage brænder af danskernes privatøkonomi.
Venstrefløjen stod for at, huslejer skulle indekseres til inflationen. Og med paroler om, at der ikke kom nogen regning ved at pumpe flere penge ud i økonomien, lod man gladelig inflationen løbe løbsk, hvilket nu har ført til højere priser på alt fra fødevarer, forbrugsgoder og husleje.
Og for at føje spot til skade har regeringen endda netop meddelt, at de vil sætte yderligere loft på huslejestigninger, hvilket blot vil minimere udbuddet af boliger, så der nu skabes dårligere boligforhold for danskerne.
Et andet eksempel er, at sygeplejerskernes arbejdsmiljø og lønforhold er for dårlige. Det behøver man ikke en subjektiv vurdering af, for man kan bare se på, hvor få unge, der i disse dage har lyst til at blive sygeplejersker. Årsagen er, at man med venstreorienteret planøkonomi har besluttet, hvad en sygeplejerskeløn skal koste.
Altså den venstreorienterede klassiker med prislofter. Indfører man prislofter, så falder udbuddet. Nu falder udbuddet af sygeplejersker så i en tid, hvor der er brug for dem, hvilket skader os alle. Men som sædvanlig står venstrefløjens redningskorps i kø for at indføre flere planøkonomiske tiltag med bureaukrati og detailregulering, som vil forværre arbejdsmiljø og løn yderligere.
Men der er en vej ud af kniben. Ved første øjekast fremstår løsningen måske ikke så heltemodigt. Men hvis vi tager et opgør med forestillingen om, at politik skal fylde alt i danskernes tilværelse, kan vi undgå mange af ulykkerne.
Hvis vi tager et opgør med, at politikerne skal detailregulere danskernes liv fra vugge til grav, kommer vi ikke til at forvilde os ud i situationer, hvor politikerne må ty til halvbagte lappeløsninger. Men det kræver, at vi politikere tør blande os udenom og udviser tillid til danskerne.
(Debatindlæg udgivet i SN d. 26. Oktober)
Alex’ besked til dig: Du kan godt
Kære Sofie Carsten: Hvis du vil lave reformer, så har du mit nummer
Hvis Det Radikale Venstre vil fremtidssikre Danmark, så bliver det næppe på Mette Frederiksens vagt.
Efter i tre år at have støttet en socialdemokratisk regering, der har gjort Danmark fattigere, og som har sjoflet mulighederne for at fremtidssikre vores land, påstår Det Radikale Venstre nu at være kommet på bedre tanker.
Med en ny 2030-plan, der både indeholder visse skattelettelser, en afskaffelse af efterlønnen og et højere arbejdsudbud, har De Radikale netop bebudet, at tiden er inde til en ambitiøs reformpolitik. Og der er et par gode forslag, hvor man kigger på fx topskattelettelser og en afskaffelse af efterlønnen.
Men på trods af disse vil udspillet samlet set medføre, at danskerne kommer til at betale endnu mere i skat, bl.a. på grund af højere afgifter, og at vores kornfede offentlige sektor tager endnu mere på. Det er jo det modsatte af reformpolitik. Det svarer til at nappe en Big Mac med en salat som tilbehør og så påstå, at man spiser sundt.
Jeg tillader mig dog at være optimistisk. Hvis vi smider de dårlige elementer i skraldespanden, står vi jo tilbage med en fin lille radikal reformpakke.
Og hvis de sorte skyer over dansk økonomi skal erstattes med solskin og blå himmel, skal der snart til at ske noget. Og her kan vi jo heldigvis supplere de radikale forslag med mere, der virkelig batter. For eksempel bør vi gå sammen om at fjerne registreringsafgiften, afskaffe topskatten, indføre nulvækst i det offentlige, sløjfe efterlønnen og give en almindelige arbejderfamilie 42.000 kr. i skattelettelser om året.
Men set i lyset af de forgangne tre års parlamentariske udvikling kan jeg nu godt forstå, hvis en enkelt læser eller to rynker lidt på brynene over, om De Radikale ikke er ankommet en lille smule sent til festen. For i hele denne valgperiode har De Radikale jo lagt mandater til en politik, der ikke ligefrem rimer på økonomisk ansvarlighed.
Med Arne-pensionen har man trukket raske danskere ud af arbejdsmarkedet og parkeret dem på offentlig forsørgelse. Med mere end 40 skattestigninger har man gjort 9/10 indkomstgrupper fattigere. Og med højere afgifter har man forøget uligheden, fordi det stigende skattetryk rammer de fattigste hårdest.
Hertil kommer, at man som finansieringskilde til Arne-pensionen har indført en særskat på Danmarks finans-, pensions- og forsikringsselskaber, hvilket skaber højere forbrugerpriser.
Og for at føje spot til skade, har de røde partier endda også gældsat de kommende generationer for at kunne dele rundhåndet ud af særchecks til udvalgte vælgersegmenter – på trods af, at både Nationalbanken og vismændene i Det Økonomiske Råd har advaret mod, at gavebodspolitikken blot forværrer de inflationsproblemer, der i disse dage hænger som sorte skyer over danskernes privatøkonomi.
Ja, den økonomiske politik har på alle tænkelige parametre været en katastrofe under Mette Frederiksens regeringstid. Inflationen galopperer fortsat derudad, erhvervslivet skriger på arbejdskraft og de røde partier har fastklemt borgerne og erhvervslivet i en spændetrøje af høje skatter og overregulering.
Og netop derfor er det kærkomment, at Det Radikale Venstre nu vil lægge kursen om og tage et opgør med Socialdemokratiets økonomiske uansvarlighed. Desværre er det som ofte med Det Radikale Venstre mere et spørgsmål om ord end om virkelighed.
Så kære Sofie Carsten Nielsen: Vis os, at der er vægt bag ordene. Lad os i fællesskab sørge for at fremtidssikre Danmark og befri vores fædreland fra den socialdemokratiske spændetrøje. Det kommer ikke til at ske på Mette Frederiksens vagt. Men du har mit nummer. Jeg ser frem til samarbejdet.
En valgkamp i økonomiens, velfærden og folkestyrets tegn
Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum.
Alle ved, at der snart kommer valg, men kun Mette Frederiksen ved hvornår. Og imens kan vi bruge tiden på at spå om valgets temaer. Jeg håber og tror, at valget vil komme til at handle om de voksende problemer i danskernes hverdag, som Mette Frederiksen og hendes flertal er ideologisk ude af stand til at løse.
Vores ferie fra verdenshistorien, der har varet i hele mit liv, er nu forbi. Det samme er dermed den tid, hvor man kunne få i både pose og sæk, og hvor det ikke gik så galt igen, selv hvis man havde en halvdårlig regering.
Men i en tid, hvor danskernes privatøkonomi igen oplever et pres, de ikke har kendt længe, kan vi ikke længere klare os med en halvdårlig regering.
I årevis, med det første corona-halvår som undtagelse, har mangel på arbejdskraft været en møllesten om halsen på dansk økonomi, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.
De mørke skyer med varemangel, inflation og særligt stigende energipriser var allerede begyndt at trække op over danskernes privatøkonomi i mange måder før Putins overfald på Ukraine, og alligevel har regeringen og det røde flertal stort set intet foretaget sig.
Vi har en regering og et flertal, der har placeret sig selv i en ideologisk spændetrøje, der gør det fuldstændig umuligt for dem at tage ansvarlige beslutninger for Danmarks fremtid. Til gengæld har de hævet skatterne over 40 gange og gjort det dyrere og mere bøvlet for danskere og danske virksomheder at gøre Danmark rigere.
Vi vil gerne tilbyde danskerne at gå den modsatte vej – sænke skatterne i stedet for at hæve dem, gøre det nemmere og mindre bøvlet at skabe vækst og arbejdspladser i stedet for at spænde ben for det, og forbedre mulighederne for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Sørge for, at de fleste danskere oplever, at deres privatøkonomi næste år bliver bedre og ikke værre.
Og det hele er selvfølgelig fuldt finansieret i vores 2035-plan, sådan som ansvarlige partier sørger for. Dertil kommer klimapolitikken, hvor grønne ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd med blå ambitioner, så Danmark både bliver grønnere, friere og rigere, imens det forholder sig langt sværere med at være grøn og rød på samme tid.
Udfordringerne tårner sig også op i velfærdssektorerne. Else-sagen, grædende børn uden opsyn i børnehaver og vuggestuer, voksende ventelister på behandlinger – også her har danskerne hverdagsproblemer, som de røde vil løse med flere penge og flere forbud mod private tilbud.
Noget af den bedste medicin – mere frit valg for borgerne og mere konkurrence mellem velfærdstilbud – er en pille, som det røde flertal nægter at sluge. Men det er vi heldigvis andre, der gerne vil. Det er trods alt borgerne, velfærden er til for.
Vi vil sikre borgerne frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så hvis borgerne er tilfredse, kan de blive, og hvis de er utilfredse, kan de gå. Og hvis nok borgere er utilfredse, kan velfærdstilbuddene gå konkurs. Sådan skal det være. Alternativet er jo, at de dårlige velfærdstilbud bliver ved med at bestå. Så kunne vi også undvære en masse af alt det bureaukrati, som forpester velfærden og de ansattes arbejdsglæde.
Vi vil også slippe iværksætteriet løs i velfærden, så ildsjæle med gode idéer har bedre muligheder for at udfolde dem i stedet for at lide skibbrud på bureaukratiets rev. Økonomi og velfærd. To gammeldags emner, som lige pludselig ikke er så gammeldags endda. Jeg tror, at danskerne vil belønne de partier, der tager deres voksende hverdagsproblemer alvorligt, og som har løsninger at tilbyde dem.
I Liberal Alliance tror vi på, at vælgerne vil belønne en modig og ambitiøs vision om et Danmark, der er stærkere og rigere, og som slipperne danskernes kræfter og næstekærlighed fri.
Men vi kan jo ikke vide det, men det er det, vi satser på. Og det er det, som valget burde handle om. Og det skal det nok også komme til. Men et andet emne vil trænge sig på. Nemlig om folkestyret er tjent med Mette Frederiksen som statsminister.
Affødt, naturligvis, af minkskandalen, som for altid vil være et dystert monument over Mette Frederiksens politiske karriere. Og som støttepartierne nu har del i på grund af deres svaghed og manglende lyst til at undersøge, om Mette Frederiksen og hendes ministre kan drages juridisk til ansvar.
Minkskandalen var den værste, men langt fra det eneste eksempel på Mette Frederiksens forhold til magten. Vi må ikke glemme de utallige paniske og pludselige corona-beslutninger, Lars Findsen/Claus Hjort-sagen, og den konsekvente og uhørt store lukkethed, som regeringen har forvaltet magten med.
Vil vi finde os i alt det? Skal vi kalde det magtfuldkommenhed, eller skal vi kalde det handlekraft?
Den slags plejer ikke at være et tema til et valg. Vi plejer at kunne forvente, at der bliver passet nogenlunde på vores folkestyre uanset vinderen. Den luksus har vi ikke længere. Men tingene fungerer jo selvfølgelig ikke sådan, at vi går i seng en aften i et folkestyre og står op næste morgen i en diktatur.
Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Når vi slår ring om vores egne for enhver pris, selv når de går over grænsen. Når vi lyver og fordrejer for at FÅ ret, når vi godt ved, at vi ikke HAR ret. Når vi går mere op i at jorde modstanderne og vinde magten end i, hvad meningen er med, at folket skal betro os magten.
I sidste valgperiode gjorde vi borgerlige os skyldige i noget lignende, om end langt mindre alvorligt. Men vi har erkendt svigtet og taget konsekvensen.
Det nægter Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten at gøre – og vi ved endnu ikke, hvad vi skal stille op med Det Radikale Venstres valgtrussel.
Næste valg er derfor desværre ikke bare et valg mellem blå og rød, mellem borgerlig og venstreorienteret politik, men mellem folkestyre, hvor vi politikere har respekt for borgerne og for magtens ansvar, og cæsarisme, hvor den populære og handlekraftige leders magt står over lov og ret.
Det bliver ikke et normalt valg. Men det bliver et valg, hvor vi skal afgøre, om fremtidens valg igen kan få lov at blive normale – eller om vi skal acceptere, at folkestyret aldrig bliver det samme igen.
Det bliver en valgkamp, der splitter danskerne. Men splittelsen er allerede et faktum. Vælger vi en anden vej end den nuværende, har vi en chance for at gå en anden vej, hvor vi samler mere, end vi splitter. Men det kommer ikke til at ske, hvis Mette Frederiksen fortsætter som statsminister.
Jeg vil ikke benægte, at det kan fremstå en anelse broget med det blå alternativ til Mette Frederiksen, men vi har alle sammen en fælles mærkesag om, at de sidste tre års måde at drive landet på aldrig igen skal gentage sig. Og derudover skal vi nok finde hinanden i spørgsmål om økonomi, skat, arbejdskraft, velfærd og meget andet. Det bliver måske ikke så ambitiøst, som hvis Liberal Alliance havde 90 mandater, men vi tager alle de forbedringer, vi kan få.
Samlet set tror jeg altså, at valget på den ene side vil handle om nogle meget jordnære ting, hvor hver side af Folketinget har klart forskellige idéer, og så en mere grundlæggende diskussion om folkestyret og Mette Frederiksens brug af magten.
Jeg fremstiller selvfølgelig det hele på en måde, der favoriserer mine holdninger. Men omkring halvdelen af befolkningen vil jo mene det modsatte. Og det er præcis derfor, jeg tror, det bliver valgets store temaer: Fordi det er områder, hvor vi blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej.
Og snart er det op til danskerne at vælge vejen.
Er der forskel på Jylland og København?
Det moderne Danmark blev grundlagt på en konflikt mellem den nationalliberale elite i København og Bondevennerne i Jylland. Så der er intet nyt i den modsætning, der igen er blusset op.
Hen over sommeren har der været en livlig diskussion af, om Jylland er en landsdel, der er væsensforskellig fra København og hovedstadsområdet. Det skyldes naturligvis den succes, Danmarksdemokraterne for tiden nyder, og stifteren Inger Støjbergs kritik af de fine saloner i København.
Jeg er enig med Kaare Dybvad Bek, når han i en kronik i JP skriver, at meget af kritikken af Inger Støjberg har været af den fladpandede slags. Det er fuldkommen irrelevant, på hvilke adresser de fine saloner måtte ligge. Det væsentlige er, hvad er menes med udtalelsen, hvis man behandler den sådan, som man generelt bør behandle andres udtalelser: ved at tage den alvorligt.
Hvis man vil i dybden med spørgsmålet om den københavnske elites opfattelse af Jylland og jydernes opfattelse af eliten i København, kan man med fordel orientere sig i bogen ”Opdagelsen af Jylland”. Det er historikeren Steen Bo Frandsens doktordisputats fra 1996.
Før Norges uafhængighed og Slesvig-Holstens indlemmelse i Preussen og senere Tyskland var det almindeligt i den elite, der fra København administrerede Helstaten, at tænke, at den bestod af tre hoveddele: Norge, Danmark og Hertugdømmerne.
Hvad angik den del af Helstaten, der hed Danmark, havde enevælden en ret konsekvent politik, der gik ud på at centralisere og homogenisere. I stedet for de gamle landskabslove, som for eksempel Jyske Lov, fik man således i 1683 Danske Lov. Den skabte et ensartet grundlag for Det Danske Kancelli, når det administrerede forholdene i Danmark, Norge og Island (dansk lov gjaldt ikke i Slesvig-Holsten, derfor blev denne del af Helstaten administreret af Det Tyske Kancelli).
Da man i 1830’erne opretter de rådgivende provinsialstænder (der kunne kommentere enevældens politik), skaber man en selvstændig stænderforsamling for Jylland med sæde i Viborg. Sådan ender man på i alt fire: for Holsten, Slesvig, Nørrejylland og Østifterne.
Dermed er der politisk åbnet for en debat om, hvorvidt Helstaten har egentlige provinser ud over Hertugdømmerne.
De nationalliberale, der var den drivende politiske kraft op imod grundloven i 1849 og i demokratiets første år, mente med eftertryk, at der ikke var provinser i Danmark. Det gentog deres ledende skikkelser ofte.
Den gruppering, der hed Bondevennerne (en af forløberne for Venstre), mente, at Jylland på en række områder blev snydt, når det gjaldt tildeling af ressourcer – ikke mindst infrastruktur. Årsagen var en urimelig grad af centralisering, som eliten i København var ansvarlig for.
Det mener jyderne for så vidt stadigvæk nu, mere end 170 år senere. Og det lagde selvfølgelig op til, at Jylland faktisk var en provins eller en region af Danmark med sine egne, politiske rettigheder og krav.
Politisk satte Bondevennerne fokus på, at Jylland var noget særligt. Kulturelt var der mange i den samme æra, der også gjorde det. Et af de mest berømte eksempler er Steen Steensen Blicher. Han udgav i 1842 novellesamlingen ”Æ Bindstouw” og gjorde på den måde jysk til et skriftsprog, man endda kunne udtrykke sig kunstnerisk på. Blichers arv blev senere løftet af blandt andre Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen.
I begyndelsen af 1900-tallet var Herman Bang – der stammede fra Als, men følte sig bedre tilpas i København – på en stor danmarksturné. Den beskrev han løbende i klummer til hovedstadsaviserne.
I en af de sidste klummer er Bang på besøg på Askov Højskole. Her funderer han over forskellen på eliten i København og højskolebevægelsen, der har fat i resten af landet. Bang når frem til, at eliten i København tror, at det er Georg Brandes, der har vundet værdikampen. Mens alle i provinsen ved, at det er N.F.S. Grundtvig.
Men Bang opholder sig også ved de gensidige fordomme mellem jyder og københavnere – for 120 år siden. Mens københavnerne mener, at jyderne er usofistikerede og bondske, så mener jyderne, at københavnerne er dekadente slapsvanse. Ifølge Bang, så kunne der måske have været noget om snakken i 1870’erne eller 1880’erne. Nu om stunder passer det ikke længere.
At Jylland er en selvstændig region, der har sine egne sprog og sin egen kultur, har jyderne ment i hundredvis af år. Samtidig med at eliten i København også i hundredvis af år har opfattet dette som nonsens.
På den måde opfinder Inger Støjberg ikke noget. Hun holder bare liv i en ældgammel modsætning. Er der så noget om snakken, hvis vi tyr til noget så moderne som statistik?
Hvis man ser på sygefravær, så er det generelt mindre i Jylland uden for det røde Nordjylland og det røde Østjylland, end det er i hovedstadsområdet.
Hvis man ser på stemmeafgivelsen ved valgene, er Jylland i den samme store zone også helt entydigt en borgerlig del af landet. Mit personlige indtryk – som jeg må understrege er netop det og ikke en indsigt, der kommer fra statistik – er desuden, at jyderne i den store, borgerlige zone først og fremmest er værdikonservative (selv om de ofte stemmer på Venstre). De tror på gammeldags ting som personlig ansvarlighed og vigtigheden af arbejde og flid i højere grad, end man gør i de røde storbyer. Ligesom de er mindre tilbøjelige til at tro på velfærdsstaten og på nymodens analyser, man kan erkyndige sig om i Politiken og Information, end folk er i de røde storbyer. Og derfor mindre tilbøjelige til at hoppe på relativisme og verdensfjerne teorier, end eliten i København er.
Der er kort sagt intet nyt i, at eliten i København ihærdigt benægter, at der er forskel på dem selv og jyderne. Det gjorde de nationalliberale allerede i 1850’erne, og det gør deres efterkommere i ånden den dag i dag.
Der er heller ikke noget nyt i, at talsmænd og -kvinder for Jylland siger, at landsdelen bliver snydt for infrastruktur og andre ressourcer af hovedstaden. Og er stolte over, at de har deres eget sprog og deres egen kultur. Sådan har det også været siden 1850’erne.
Om det er sandt, er ikke godt at sige. Men som den sociologiske grundlærdom slår fast: Det får under alle omstændigheder sande konsekvenser.
Fra tryghedsstat til ansvarssamfund
Liberal Alliance er et parti, der er kendt for sine planer. Vi putter ikke med, hvad vi vil, og vi er ikke bange for at sætte ambitiøse mål for det Danmark, vi drømmer om. Vi har skufferne fulde af politik, der vil føre Danmark i en liberal retning.
Én ting er at øge BNP, arbejdsstyrken – alt det der, som vi plejer at have planer for. Det har vi vores 2035-plan til. Men vi har også brug for at have nogle mere fundamentale mål for, om et borgerligt flertal har succes med sin politik eller ej.
For mig at se er det kort sagt at gøre det mere attraktivt for danskerne at gøre en positiv forskel i deres eget og andres liv. Om i stort og i småt at styrke de fællesskaber, som udgør rammen om danskernes liv, og at styrke dem gennem frihed og ansvar for den enkelte. Det, vi kan kalde ansvarssamfundet.
For vi mennesker har brug for at gøre en forskel i vores eget liv og, vigtigere endnu, for andre mennesker. Det kan vi kun gøre, hvis vi har et ansvar – for vores handlinger, for at gøre en forskel, for at tage livet på os.
Det socialdemokratiske politiske projekt handler om tryghed i bredeste forstand. Om at fjerne hver en sten på borgernes vej, men samtidig også at føre dem ad en bestemt vej. Det hverken kan eller skal vi konkurrere med dem om, selvom vi har forsøgt de sidste to årtier. Der kommer der kun et mere socialdemokratisk samfund ud af.
Og derfor skal vi heller ikke være bange for at sætte nogle ambitiøse mål, der ikke rigtig lader sig ændre fra den ene dag til den anden, men som til gengæld over en 5-10-årig horisont kunne udvikle sig i den rigtige retning – hvis vi altså har ret. Og som vi dermed kunne blive bedømt på.
Et godt bud på disse mål kunne være:
· Flere danskere er aktive medlemmer i foreningslivet.
· Færre danskere føler sig ensomme.
· Flere danskere ejer andele i virksomheder.
Det er nogle af de ting, som er med til at give danskerne en oplevelse af mening i tilværelsen, og som siger noget om vores fællesskabers grundlæggende styrke. Derfor skal det heller ikke forstås som nogen ultimativ liste eller som noget, der skal opnås planøkonomisk.
Men vi kan kalde det et borgerligt fællesskabsløfte, hvor vi forsøger at knække nogle af alle de kurver, der går den gale vej. Og altid forholde os til, om et bestemt politisk forslag hjælper med eller modarbejder opfyldelsen af disse mål – i sidste ende, at flere oplever at leve en meningsfuld tilværelse. Det er ikke lige så konkret som at gøre de første 7.000 kroner hver måned skattefrie eller at indføre frit valg i velfærden fra dag ét, men det er netop de store mål, der ligger bag de midler, som vi går ind for.
Og som alle borgerlige partier burde være enige om. Man behøver ikke være enig med LA’s konkrete politik, men der er ting, der er udelukket, hvis man køber analysen.
Køber man analysen, kan det ikke forsvares at begrænse det frie valg i velfærden eller føre krig mod privat velfærd.
Køber man analysen, kan det ikke forsvares at tage flere af folks penge i skat.
Køber man analysen, kan det ikke forsvares at gøre det mindre attraktivt at gøre sig umage i fx skolen eller arbejdslivet.
Køber man analysen, kan det ikke forsvares, at magtudøvelsen koncentreres i hænderne på få mennesker, der kan skalte og valte med statsapparatet og folks private ejendom efter forgodtbefindende.
Så på den måde er det en radikalt anderledes vision end den, som det nuværende flertal står for.
Så vidt den store vision. Nu vil jeg fortælle lidt om, hvad det betyder på en række forskellige politikområder – økonomi, velfærd og i forhold til magtudøvelsen generelt.
Økonomisk politik handler i sidste ende ikke om penge, men om hvordan, vi prioriterer ressourcerne i samfundet.
For i virkeligheden betaler vi ikke vores skat med vores penge, men med vores tid. Den tid, du bruger på at arbejde for staten, får du ikke igen. Og det er trods alt næsten halvdelen af belønningen for din arbejdsindsats, der går til staten. Derfor synes vi, at du skal bruge mindre tid på at arbejde for staten. Så du kan bruge den på det, du drømmer om. Det er årsagen til, at vi vil fjerne skatten på de første 7.000 kroner, du tjener hver måned. For du skal kunne forsørge dig selv, før du skal tvinges til at forsørge andre.
Og ja, vi vil også fjerne topskatten. Den er misundelig, den er uretfærdig, og den gør Danmark fattigere.
Og vi vil sænke selskabsskatten til 15 % og sænke aktie- og kapitalskatterne til 27 %. Det skal simpelthen være billigere at gøre Danmark rigere. Og vi vil også afskaffe arveafgiften. Ja, og meget mere end det.
Alt i alt løber det op i skattelettelser for cirka 100 milliarder kroner. Så må det offentlige klare sig med 1.100 milliarder kroner. Det er vist også rimeligt nok. Dét er liberal økonomisk politik – din tid er for vigtig til, at andre end dig selv skal bruge for meget af den for dig.
I Danmark har vi verdens dyreste velfærd, men betyder det, at vi har verdens bedste velfærd?
Danskerne er bekymrede for, hvad deres børn lærer i skolen, og de er bekymrede for at komme på hospitalet, og de er bekymrede for at ende på plejehjem. Det er på tide at tænke nyt. I Danmark vælger vi politikere, der så vælger velfærd for os – hvorfor skal vi ikke have ret til at vælge begge dele selv?
Frit valg fra dag 1, uanset om det gælder dagtilbud, skoler, plejehjem eller sygehus. Så kan danskerne stemme med fødderne, hvis de ikke er tilfredse med den velfærd, de får, og så kan dårlige velfærdsinstitutioner få lov at gå konkurs. Imens de bedste kan få frie rammer til at blomstre og vokse.
Lad fri offentlig velfærd konkurrere mod fri privat velfærd – for os betyder det ikke noget, om katten er blå eller rød, hvis bare den kan fange mus.
Dét er liberal velfærdspolitik – velfærd på borgernes præmisser.
Og så, måske vigtigst af alt, kan vi simpelthen ikke leve med den måde, statsmagten har opført sig på under den nuværende regering. Der er i den grad brug for en hovedrengøring i magtens haller. Staten er til for borgerne og skal respektere deres rettigheder.
Og jeg kan sige det helt kategorisk: Liberal Alliance kommer aldrig nogensinde til at tolerere, at en regering, der sidder på vores mandater, opfører sig med samme foragt for folkestyret og retsstaten, som den nuværende regering gør. Selvom den så skulle give os alle de skattelettelser, vi kunne pege på, er der trods alt noget her i verden, der er vigtigere end konkret politik, nemlig vores folkestyre og retsstat. Og lovbrud og løgn skal ikke stå på dagens ret i Snapstinget efter næste valg.
Danskernes retssikkerhed skal forbedres, de skal underkastes mindre masseovervågning, og vi skal have bedre muligheder for at kigge magthaverne i kortene gennem fx en liberaliseret offentlighedslov.
Dét er liberal retspolitik – en ydmyg stat, der tjener den myndige borger, og ikke omvendt.
Jeg er ikke så naiv at tro, at vi får gennemført hvert et komma af LA’s politik! Men al politik, som et borgerligt flertal vil føre, vil blive bedømt på, om det bringer os tættere på eller længere væk fra et ansvarssamfund, hvor myndige borgere lever en mere meningsfuld tilværelse ved at være forpligtet på sig selv og andres liv.
Den socialdemokratiske samfundsvision har fejlet, og det er på tide af give den borgerlige vision nyt liv. Jeg er overbevist om, at vi har alt at vinde ved at satse på styrken i vores egne idéer i stedet for at lave blege efterligninger af de andres.
Det borgerlige Danmark står over for to vigtige konflikter – den ene kan ikke vindes
Henover sommeren har et af de store temaer i mediernes politiske dækning været, om det borgerlige Danmark ikke i disse år kan siges at være løbet tør for idépolitisk brændstof.
Jeg erkender gerne, at det borgerlige projekt i Danmark ikke står lysende klart for tiden. Den ansvarlige, økonomiske politik er knæsat som det indiskutable udgangspunkt for at forvalte statens finanser. Og den stramme udlændingepolitik er på samme måde et helt indiskutabelt udgangspunkt for at forvalte regeringsmagten i Danmark.
Man bør ikke glemme, at det er kæmpestore, politiske sejre for de blå partier. For man skal betænke: Det kostede Socialdemokratiet to gange ti år i den politiske straffeboks at indse, at det ikke kan være anderledes.
Men hvad skal så markere en forskel? Når det ikke længere er de to kerneborgerlige mærkesager, ansvarlig, økonomisk politik og stram udlændingepolitik, der skaber politisk splittelse.
Som et udgangspunkt er det en god idé at forstå, hvad de store, statsbærende partier i Danmark gør, når de er nødt til at indse, at modparten har ret. De indstiller modstanden og skaber på den måde en konsensus om, at på dette eller hint område kan det simpelthen ikke være anderledes i Danmark.
Det er sådan, at blå mærkesager som økonomi og udlændinge er blevet konsensus i Danmark, ligesom det er sådan, at røde mærkesager som klima og miljø er blevet det. Den svageste part i uenigheden har indset, at den har tabt og tilsluttet sig flertallets synspunkt.
Så vidt, jeg ved, er det ret enestående for Danmark, at man håndterer politiske nederlag på den måde: Ved at tilslutte sig det sejrrige standpunkt uden de helt store armbevægelser. Det gode ved fremgangsmåden – som anvendes af de statsbærende partier på begge sider af midten – er, at Danmark som land samlet set kommer videre. Det dårlige ved fremgangsmåden er selvsagt, at ser man ud over det samlede antal af politikområder, som Christiansborg arbejder med, er det en forbløffende stor andel, der er båndlagt af pasmeldinger og borgfred i form af meget brede forlig.
Når kommentariatet spørger de borgerlige partier, hvad de egentlig har at byde på, mener det i klar tekst: Har det blå Danmark overhovedet en stor og principielt vigtig konflikt, den er villig til at tage med det røde Danmark? Jeg tror, der er to principielle konflikter, man kan tage. Den ene kan ikke vindes, men bør markeres. Den anden vil jeg gætte på, at de blå partier faktisk kan vinde.
Konflikten, der ikke kan vindes, er, konflikten om størrelsen på den offentlige sektor (som ikke er lig med konflikten om niveauet for overførselsindkomster). Den offentlige sektor er i Danmark absurd stor og fyldt med helt meningsløse pseudo-jobfunktioner, der omgående burde nedlægges.
Men det kan ikke gennemføres, fordi to tredjedele af befolkningen lever af den offentlige sektor.
Den anden konflikt er konflikten om den massive, røde hjernevask af danskerne. Træder man to skridt tilbage, er det absurd, at alle dannelsesinstitutioner, næsten alle ngo’er og næsten alle medier i Danmark er domineret af venstrefløjen og derfor altid har det røde verdensbillede som præmis.
Det betyder blandt andet noget så banalt som, at man aldrig vinkler krav om større offentligt forbrug eller flere forbud kritisk.
Mens krav om det modsatte altid underkastes inkvisition.
Når denne kamp muligvis kan vindes, er det fordi Socialdemokratiets højrefløj i virkeligheden er værdikonservative med en positiv holdning til omfordeling. Men det kræver i første omgang, at nogen overhovedet vil tage den.
(Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 27. juli 2022)
Kønnet er ikke konstrueret: Mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr er opdelt i to køn
Dansk Regnbueråd er det seneste skud på det store og vildtvoksende træ, der hedder Foreningsdanmark.
Dansk Regnbueråd bør i den grad hilses velkomment. Det er en tværpolitisk forening, som har til formål at fremme de seksuelle minoriteters interesser uden samtidig at forskrive sig til den woke dagsorden. Jeg vil arbejde for, at foreningen bliver berettiget til at komme med høringssvar, så de ekstreme foreninger som LGBT+ Danmark eller Sex & Samfund ikke skal have monopol.
I det hele taget er det i sidste øjeblik, der kommer et modspil til de dagsordener, disse foreninger promoverer.
Kønnet er ikke en social konstruktion. For mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr er opdelt i to køn. Der er noget, der hedder normalt i statistisk forstand. Det betyder noget så banalt som det mest almindelige.
Og der er absolut ikke noget galt i, at man i undervisningen og i opdragelsen tager udgangspunkt i det mest almindelige. Når blot man husker at understrege, at der også skal stå respekt og anerkendelse omkring det, der ikke er almindeligt. Biologiske organer, der er specifikt mandlige eller kvindelige, er der ingen grund til at give mærkelige og kønsneutrale navne. For livmoderen eller testiklerne – for nu at nævne et par kønsspecifikke organer – er ikke kønsneutrale og bliver det selvfølgelig aldrig.
Det er utroligt, at man i vore dage er nødt til at slå i bordet og insistere på de ting, der står ovenfor. Men det er man. Og derfor skal Dansk Regnbueråd bydes hjerteligt velkomne i vrimlen af danske ngo’er.
I det hele taget tror jeg, at det er nødvendigt at advare lidt mere tydeligt, end det hidtil er blevet gjort, imod ekstremisters forsøg på at overtage dagsordenen i landets skoler og på landets ungdomsuddannelser.
Hver eneste dag, Normstormerne ikke offentliggør deres undervisningsmateriale, er en kæmpe skandale. Ligesom hver eneste dag, Normstormerne har en officiel samarbejdsaftale med en dansk kommune, er det.
Derfor må Folketinget naturligvis insistere på at gøre det umuligt fremover, at der ikke er offentlighed og transparens, når det gælder undervisningsmaterialet på skoler og ungdomsuddannelser.
På samme måde ville det være en kæmpe skandale, hvis et flertal i Folketinget gjorde de ekstreme kønsdagsordener til selve præmissen for seksualundervisningen.
Det skal aldrig nogensinde være en præmis på offentligt finansierede, danske uddannelser, at kønnet er en social konstruktion.
Fordi det simpelthen er noget uvidenskabeligt bavl at hævde, at det skulle forholde sig sådan. Udover, at det er noget uvidenskabeligt bavl, hvis man ser bort fra det biologiske køn og dets betydning for kønsidentiteten, fører det også steder hen, som ingen hæderlige mennesker kan ønske sig at ende.
Det fører nemlig til ødelæggelsen af den specifikt kvindelige livserfaring. For eksempel den livserfaring, det er at have menstruation eller at føde et barn. Det fører til ødelæggelsen af sport for kvinder – som man har set i den skandaløse sag om den biologiske mand Lia Thomas, der har fået lov til at svømme i kvinderækken ved de amerikanske universitetsmesterskaber. Og det fører til en massiv utryghed for kvinder, når deres eksklusive områder som for eksempel omklædningsrum, invaderes af biologiske mænd. Kvinder er allerede blevet voldtaget af mænd, der identificerer sig selv som kvinder.
I Folketinget har vi en moralsk og politisk forpligtelse til at standse vanviddet, før det er for sent. Derfor skal vi hilse Dansk Regnbueråd varmt velkommen.