Henrik Dahl
2. august 2023

Nogle gange ved man, allerede mens en begivenhed udspiller sig, at man aldrig kommer til at glemme den.

Det var sådan et øjeblik, jeg oplevede i Eigtveds Pakhus mandag, mens regeringen gennemgik sine begrundelser for at genindføre dele af blasfemilovgivningen.

Under fremlæggelsen gik mine tanker tilbage til et andet møde i Eigtveds Pakhus, der fandt sted knap to år tidligere. Ved det møde var emnet de vestlige landes umiddelbart forestående nederlag i Afghanistan. Nu sad vi i den samme bygning og drøftede Danmarks nederlag til Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

Jeg tror, tiden er kommet til at forbinde de mange punkter i den nyere historie til et samlet billede.

Fra 1979, hvor islamisterne greb magten i Iran; hvor forløberne for al-Qaeda besatte den store moské i Mekka; og hvor Sovjetunionens invasion af Afghanistan katalyserede den væbnede, islamiske befrielseskamp, er der en rød tråd, som løber gennem begivenhederne.

Den røde tråd er faldende, vestlig indflydelse i hele Mellemøsten og en stadig mere velorganiseret modstand imod vestlige værdier. Ikke bare i selve den geografiske region Mellemøsten. Også i de mange lande uden for regionen, der har en islamisk diaspora.

I dag er situationen den, at man formentlig skal tilbage til 1800-tallet for at finde det punkt, hvor den vestlige indflydelse var mindre i Mellemøsten, end den er i dag.

Den islamistiske kamp for at afmontere vestlige værdier har flere forudsætninger. Det vil føre for vidt at opregne dem systematisk. Men den vestlige ideologi om, at man vil handle med hvem som helst uden at stille kritiske spørgsmål, har stor indflydelse. Takket være denne ideologi er en række af beslutsomt antidemokratiske regimer blevet styrtende rige. Og har bogstaveligt talt sat sig for at opkøbe symboler på vestlig kultur og forandre dem til symboler på sejrrig, mellemøstlig kultur.

Når OIC har kunnet besejre Danmark og gennemtvinge ændringer af vores lovgivning, skyldes det en virkelig udspekuleret udnyttelse af multilaterale samarbejdsorganisationer som FN kombineret med en retorik, der for det utrænede øre lyder som kritik af imperialisme, kolonialisme og racisme.

Strategien med at gøre FN til et våben imod FNs oprindelige medlemmer går helt tilbage til den berømte konference i den indonesiske by Bandung i 1955 – som var forløberen for samlingen af de såkaldte alliancefrie lande i Beograd i 1961.

Men den videnskabeligt klingende besmykkelse af ønsket om at forbyde kritik af islam var aldrig blevet en succes for OIC, hvis man ikke havde været allieret med venstreorienterede dele af akademia i den vestlige verden.

Knæsættelsen af begrebet »islamofobi« som et meningsfuldt, videnskabeligt begreb er et fremragende eksempel. Det burde være selvklart, at det ikke er en psykisk lidelse at kritisere aspekter af islam. Med hjælp fra sympatisk indstillede akademikere er det imidlertid lykkedes at give begrebet en videnskabelig klang.

Omdannelsen af begrebet »racisme« til at dække religions- og kulturkritik er et lige så godt eksempel. Det har krævet mange års tålmodig indsats at ændre indholdet, så det kunne udnyttes af OIC.

Hvis vi i den vestlige verden skal slå igen imod OIC, skal vi stramme gevaldigt op. Men det er nødvendigt, for ellers vil vi gradvist miste vores demokrati og vores selvstændighed. Det kræver en bredspektret indsats. Men demaskeringen af de håndlangere, der har hjulpet OIC med at forklæde kritik af religiøse magthavere som forfølgelse af skrøbelige mindretal, er et yderst vigtigt skridt.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 2. august 2023)

Henrik Dahl & Steffen Larsen
1. august 2023

Regeringen må forstå, at vores fundamentale frihedsrettigheder kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt

Lige før folketingsvalget i 2019 løb af stablen, udtalte Mette Frederiksen, at “når demokrati og religion støder sammen, har gud vigepligt”. I dag synes regeringens politik imidlertid at være, at det er demokratiet, der må vige for religion.

Det fik syn for sagen, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) søndag aften ryddede landets sendeflader for at bebude, at regeringen vil indskrænke danskernes ret til at brænde koraner.

Regeringens ambition om at begrænse danskernes ytringsfrihed kommer i kølvandet på de optøjer, som visse danskeres koranafbrændinger har affødt.

Overalt i Mellemøsten er danske flag blevet brændt, eksportprodukter er blevet boykottet, og på de danske ambassader må ansatte frygte for deres liv på grund af islamistiske fundamentalister.

Ved første øjekast kan man forledes til at tro, at disse hændelser er et resultat af et almindeligt folkeoprør blandt muslimer, men det er ikke tilfældet. De er et produkt af en organiseret og strategisk indsats fra de mørkeste afkroge af den islamiske totalitarisme.

Hizbollah i Libanon, ayatollah Muqtada al-Sadrs støtter i Irak og houthierne i Yemen, der blandt andet står bag dødsstraf af dissidenter samt forfølgelse af vantro, har alle overreageret og protesteret voldsomt over koranafbrændinger og forlangt, at de skal stoppes. Og det ser ud til at lykkes.

Hvor stopper det?

Den tværnationale sammenslutning af 57 muslimske lande, der repræsenterer 1,5 mia. mennesker, ved navn OIC, har eksempelvis fået FN til at vedtage en resolution om, at koranafbrændingerne og almindelig islamkritik skal defineres som hadtale.

Og med regeringens lemfældige omgang med Danmarks ytringsfrihed tyder noget på, at OIC’s mangeårige indsats nu også er ved at bære frugt i Skandinavien.

Det er et problem, som vi ikke skal vende det blinde øje til. For de vestlige samfund er netop blevet verdens mest velfungerende, fordi de bygger på principper om fundamentale frihedsrettigheder.

Men når regeringen er villig til at ofre disse frihedsrettigheder, smuldrer dét, der adskiller Vesten fra Mellemøsten. Principper er nemlig kendetegnet ved, at de kun er noget værd, hvis de også overholdes, når det ikke er belejligt.

Uanset om der er tale om dansk industris bundlinje eller ømskindede teokraters sårede følelser, kan vi ikke lade presset fra den totalitære islamisme flytte hegnspælene for vores frie samfund.

For hvad er det egentlig, regeringen håber på at få ud af at indskrænke danskernes ytringsfrihed? Tror de, at de radikale islamister stopper her? Vil problemerne med islamisk terror og tyranni forsvinde som dug for solen, efter regeringens nye lov er trådt i kraft?

Selvfølgelig ikke. Islamisterne har gennemskuet, hvilke metoder de skal tag i brug, hvis de gerne vil have deres vilje. Og hvor stopper det?

De islamistiske mørkemænd kommer ikke til at belønne den danske regerings underkastelse. Underkastelsen kommer derimod til at blive mødt med krav om mere underkastelse, og sådan vil det fortsætte, så længe de danske frihedsrettigheder går mod islams påbud.

Regeringen blev netop sat i verden for at tage de svære og langsigtede beslutninger, der rakte ud over Folketingets smålige kampe, for derimod at gøre det, der ville gavne Danmark i det lange løb. I denne sag gør regeringen det diametralt modsatte.

Værdiforladt regering

Når regeringen er villig til at træde danskernes frihedsrettigheder under fode, undergraver det demokratiets ånd. Vi kan nemlig ikke blot sælge ud af vores frihed af praktiske årsager i et udenrigspolitisk spil. For uden frihed kan sikkerhed være ligegyldigt.

Det er nemlig principper om folkestyre, retssikkerhed og ytringsfrihed, der udgør grundsøjlerne i det danske demokrati.

Hvis ikke danske politikere står stejlt på disse principper, kollapser fundamentet under vores samfund. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt skridt for skridt. Det er små indrømmelser til antidemokraterne, der sætter sig som rust på demokratiets tandhjul.

Vores frie samfund er møjsommeligt opbygget af generationer før vores, der har slidt for at skabe et af verdens bedste samfund. Gennem historien har utallige danskere givet deres liv for at kæmpe for de rettigheder, som vi i dag nyder godt af.

Når regeringen er villig til at indskrænke vores ytringsfrihed, gør de vold på denne historie. Men det er desværre konsekvensen af en værdiforladt regering, der er villige til at ofre vores principper på teknokratiets alter. Det er konsekvensen af en regering uden principper.

Henrik Dahl
25. maj 2023

Det er ødelæggende for den begavede samtale, hvis alting skal koges ned til magtmisbrug.

For nylig hed det sig i Weekendavisen, at eftersom ”vi” – det vil sige ophavsmanden til påstanden – ikke kan definere begrebet ”wokeness”, så bør hele den samfundsmæssige samtale om problemet forstumme.

Argumentet er mageløst. Jeg gider ikke diskutere begrebet X. Derfor gider jeg heller ikke sætte mig ind i, hvad begrebet X betyder. Derfor opfinder jeg et ”vi”, der ikke ved, hvad begrebet X betyder. Og derefter beordrer jeg alle andre til at lade være med at diskutere begrebet X. Fordi jeg ikke selv gider diskutere det.

Wokeness betyder, at man konsekvent fortolker forskelle mellem udvalgte grupper som magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der spiller elektrisk guitar i et rockband? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af hvide og sorte, der bliver castet til at spille gæster på et dansk badehotel i mellemkrigstiden? Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug. Er der forskel i antallet af mænd og kvinder, der er tilstrækkelig interesseret i teknik til, at de gider studere et teknisk fag på et universitet? Igen: Så er den woke forklaring, at det skyldes magtmisbrug.

Wokeness betyder, at magtmisbruget er den eneste tænkelige forklaring på de observerede forskelle.

Udstiller museerne flere billeder, der forestiller mænd eller er malet af mænd (eller begge dele), er forklaringen magtmisbrug blandt kuratorerne. Alternative forklaringer som, at mænd i gamle dage fik lov til at udvikle sig til bedre malere end kvinder, fordi optagelsespolitikkerne på datidens kunstakademier var patriarkalske, afvises derfor i det woke verdensbillede.

Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder malet af kvinder, der er lige så gode som dem, der bliver udstillet. Fordi mænd og kvinder per definition til alle tider har været lige dygtige kunstmalere.

Afbilleder fortidens malerier i udtalt grad magtfulde mænd, er det ikke, fordi datidens malere samvittighedsfuldt skildrede de faktiske forhold i deres samtid. Et eller andet hemmeligt sted ude i verden – siger wokeisten – findes de billeder af magtfulde kvinder, vi ikke må få lov til at se. Derfor skal de som en afbigt for fortidens synder findes og hænges op så hurtigt, det kan lade sig gøre.

Wokeisten har magtmisbrug på hjernen. I en grad, så enhver forklaringsmodel, der er bare en lille smule mere kompleks eller går i en lidt anden retning end begrebet om magtmisbrug, med heftighed – og gerne et udskammende svirp – må afvises.

Skyldes observerede forskelle mellem mænds og kvinders studievalg og karriereveje i et eller andet omfang biologisk betingede forskelle? Det må man ikke engang spørge om. Det må ikke engang formuleres som en hypotese. Så flegner wokeisten ud i forstilt forargelse og heftig udskamning af den formastelige forslagsstiller.

Biologi findes ikke i et wokeistisk verdensbillede. Derfor vil wokeisten heller ikke have, at biologi findes i andre menneskers verdensbillede.

Skyldes observerede forskelle mellem antallet af etniske danskere og antallet af mennesker med herkomst fra andre kontinenter i ældre film, at Danmark i det meste af sin historie har været et forholdsvis homogent land i etnisk henseende? Det vil wokeisten ikke engang have, at andre mennesker overvejer.

Når ældre danske film ikke bugner af mennesker, hvis vugge stod i Mellemøsten eller på det afrikanske kontinent, skyldes det ene og alene magtmisbrug. Og enhver, der mener noget andet, vil wokeisten uvenligst opfordre til at klappe i og holde sine tanker for sig selv.

Der følger flere politiske konsekvenser af dette.

Wokeisme er et systematisk og målrettet forsøg på at udslette andre forklaringer på forskelle mellem grupper end magtmisbrug.

Det er derfor, wokeister bliver så aggressive, når man indfører forklaringsmodeller som de to køns forskelligartede biologi; menneskers forskelligartede intelligens; menneskers forskelligartede motivation; menneskers forskelligartede interesser eller diverse gruppers forskelligartede normer og værdier.

For slet ikke at tale om de konsekvenser, indretningen af fortidens institutioner havde på forskellige typer af menneskers fremgang – eller manglende fremgang – i deres samtid.

Hvad man end kan komme i tanke om af faktorer, der måtte gøre en diskussion mere kompleks eller mere nuanceret, så skal disse faktorer dø. Ellers kan wokeisten ikke tromle alt og alle over med sin universalforklaring: magtmisbrug.

Det værste ved wokeisme er, at den bekræfter en ofte foretaget observation: Man bliver selv idiot af at høre på tåbelige mennesker.

At hele kompleksiteten i, hvorfor der kan observeres forskelle i menneskers normer og menneskers adfærd, skal koges ned til en primitiv idé om magtmisbrug, er en fornærmelse imod ethvert begavet menneske. For sådan er det naturligvis ikke.

Uanset hvor neutralt man behandler drenge og piger, vil der typisk være en ret stor forskel på, hvad de interesserer sig for. Og lidt senere i barndommen også: Hvordan de omgås. Det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Noget af det er simpelthen biologisk betinget og bliver aldrig anderledes.

Den næste politiske konsekvens af wokeisme er, at når man som politiker siger ”magtmisbrug”, så har man næsten allerede sagt ”regler”, ”indgreb” og ”tvang”. Ud fra den uangribelige politiske logik, at man altid har lov til at skride ind med regulering, hvis der er noget, der går ud over nogen.

Den måde, rockmusikken hidtil har fungeret, går ud over kvinder. Derfor er det legitimt at blande sig. Den måde, casting til realistiske film hidtil har fungeret, går ud over alle, der ikke ligner etniske danskere. Derfor er det legitimt at blande sig i filminstruktørers casting. Den måde, maskulinitet og femininitet typisk udleves kulturelt, kan konstrueres som noget, der gør kvinder til ofre. Derfor er det legitimt at blande sig politisk i, hvad maskulinitet og femininitet i det hele taget er for størrelser, og hvordan de i det hele taget udleves i vore dage.

Derfor er wokeisme løftestang for en indblanding i blandt andet frie menneskers personlige valg, kunstneres suveræne beslutninger og menneskers måde at leve i og med deres køn, hvis lige ikke er set siden den kinesiske kulturrevolution.

Det er mærkeligt at kunne konstatere, at med SVM-regeringen har Danmark fået sin suverænt mest woke regering nogensinde. Men sådan er det. Kulturministeren har på sit ressortområde taget wokeness til nye højder. Og det samme må man sige om ligestillingsministeren.

Problemet er formentlig partiet Venstre. For der kommer ligestillingsministeren fra. Og der tilbragte kulturministeren sine formative år som politiker.

Af uransagelige årsager er tidens mest brændende spørgsmål: Worfor er Wenstre Woke? Jeg gætter på, at det skyldes, at hvis man kommer fra et meget åndeligt dovent parti uden de store traditioner for intellektuel udfoldelse og analyse, så ligner wokeness – ud fra en meget overfladisk betragtning – at man er progressiv og med på noderne. Og hvem vil ikke – i mangel af selvstændig tankevirksomhed – gerne forekomme andre mennesker progressiv og med på noderne?

Nu er spørgsmålet formuleret. Så kan vi ikke få et svar: Worfor er Wenstre Woke?

(Bragt i Jyllands-Posten d. 25. maj 2023)

Se Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, holde gæstetale til vores landsmøde om hendes egne oplevelser med styrken i “Du kan godt”-mentaliteten i socialt belastede miljøer.

Afspil video

Lyt til Özlem Cekic, tidligere folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti, holde gæstetale til vores landsmøde om hendes egne oplevelser med styrken i “Du kan godt”-mentaliteten i socialt belastede miljøer.

Ole Birk Olesen
29. marts 2023

Under folketingsvalgkampen i november mødte jeg især to aldersgrupper, som overstrømmende roste Liberal Alliances indsats: Der var de unge, som i mangel på Alex Vanopslaghs tilstedeværelse gerne ville tage selfie’er sammen med ham med skægget, som de også havde set på tv, men vist ikke altid kunne huske navnet på.

Og så var der min egen generation, forældrene, som gav udtryk for stor taknemmelighed for, at Alex Vanopslagh og Liberal Alliance havde formået at inspirere familiens næste led til at tolke og anskue politik gennem et liberalt prisme fremfor et rødt.

Skønt vi moderne, blå forældre hylder de unges selvstændige stillingtagen, så ligger frygten der jo: Vil de tilslutte sig Pelle Dragsteds vision om kollektivisering af private virksomheder? Vil det gå så galt, at de bilder sig ind, at et fagforeningsinteressevaretagende Socialdemokratiet er det bedste, vi kan opnå for Danmark? Eller at den karrierebefordrende hellighed, som De Radikale tilbyder, ikke kun er et svar på private, men også samfundets udfordringer? De blå forældre åndede lettede op i valgkampen. Én partileder havde påtaget sig opgaven med at præsentere liberale principper på en måde, så de unge kunne se sig selv i dem: Alex Vanopslagh.

Bent Meier Sørensen er ikke glad for, at Alex Vanopslagh forleden blev overrakt Fonsmark-prisen af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen. Man forestiller sig heller ikke, at der vil være samme glæde i Bent Meiers og hustru Ida Aukens hjem som i de borgerlige familiers, hvis børnene en dag kommer hjem og meddeler, at de er blevet medlemmer af Liberal Alliances Ungdom.

Han mener, at kåringen er blevet grundlagt ved Alex Vanopslaghs synlighed på det sociale medie TikTok, selvom han medgiver, at kun abonnenter på Berlingske kunne afgive stemme på, hvem der skulle modtage Fonsmark-prisen: »Uanset hvem Berlingske havde stillet op imod en politiker, hvis videoer på TikTok ses af mere end en halv million mennesker, ville de tabe. Nok har et fåtal af disse abonnement på Berlingske, men det har deres forældre,« skriver Bent Meier Sørensen.

Jeg læste Henning Fonsmarks »Historien om den danske utopi« og »Den suveræne dansker« i 1991, mens jeg endnu gik i gymnasiet. Det er nogle år siden, men jeg kan med sikkerhed slå fast: Henning Fonsmarks ærinde i den første af de to bøger var en redegørelse for og en kritik af de borgerlige partiers omfavnelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, og i den anden af bøgerne leverede han selv det ideologiske skyts til at genoptage velfærdsstatskritikken.

Der stod absolut intet i bøgerne om, at kritikken af velfærdsstaten ikke måtte foregå på TikTok, og der er ingen grund til at tro, at Fonsmark, hvis han havde levet i dag, ville have været kræsen i forhold til de valgte medier til formidling af velfærdsstatskritik.

(Kommentar bragt i Berlingske d. 29 marts. 2023)

Alex Vanopslagh
11. marts 2023

Ja, vi andre gider da heller ikke altid at tage på arbejde, men det gør vi jo alligevel.

Ordene faldt en råkold lørdag i februar, hvor en snestorm hærgede i Struer. Det var min mors svar på mine beklagelser over, at jeg lige præcis denne dag skulle ud på min faste avisrute.

Der var ingen kære mor så at sige. Eller det var der jo faktisk netop – en kærlig mor, som forsøgte at lære sin søn, at man skal yde, før man kan nyde. Og så nytter det jo ikke med jammer og selvmedlidenhed. Ud med de aviser.

Episoden illustrerer fint de sunde værdier, som mine forældre forsøgte at give videre. Jeg vil ikke påstå, at min opdragelse var noget unikt og uhørt. Den var bare meget vestjysk med vægt på selvstændighed, at sætte tæring efter næring, og at man altid skal gøre sig umage og tage sig sammen.

Jeg fik tv på værelset og mobiltelefonen i lommen lidt senere end min jævnaldrende klassekammerater. Til gengæld havde jeg selv sparet op til dem med min sparsomme løn fra avisruterne, og stoltheden ved selv at have arbejdet for det hele var til at føle på.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at fundamentet i min politiske grundoverbevisninger kommer hjemmefra. Ikke at vi havde aviser, politiske debatbøger eller klaver for den sags skyld derhjemme. Men min familie var rundet af en selvstændigheds- og ansvarskultur, som de forsøgte at give videre efter bedste evne.

Formentlig af samme grund har jeg så længe, jeg kan huske, lagt stor vægt på, at man skal tage ansvar for sit liv – og jeg har altid haft en aversion mod klynk og selvynk. Da jeg mange år senere blev ramt af alvorlig stress, var jeg det første lange stykke tid inderligt imod at tale om det offentligt – jeg var bange for at fremstå som én, der havde ondt af mig selv.

Man behøver ikke at være borgerlig for at gå op i det personlige ansvar. Men det er svært at være borgerlig, hvis ikke man tror på det personlige ansvar.

Når jeg ser tilbage på, hvad der har formet mig politisk, så kan det inddeles i tre faser: Min opvækst i et vestjysk arbejderhjem med en slagter som far og en mor fra en fiskerfamilie.

Min evige trang til at være en Rasmus Modsat og mit engagement i en rebelsk, flabet og selvsikker liberalisme.

Og sidenhen mit mere voksne liv med en søgen efter det meningsfulde.

Søgte det mest kætterske parti

Jeg havde som ung det bedst med at gå i mod strømmen. Selv med helt latterlige ting; hvis et bestemt tøjmærke eller popstjerne var populært, så kunne jeg på forhånd have bestemt mig for, at det kunne jeg ikke lide.

Måske var det min indre Rasmus Modsat, der i 7. klasse fik mig til at melde mig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. Det blev dog en kort fornøjelse – ikke længe efter indså jeg, at Danmarks mest kætterske parti jo var Liberal Alliance. Partiet for de selvstændige enere, hvis nærmest revolutionære liberalisme og storskrydende facon var én stor udstrakt langemand til janteloven. Hvilket andet parti kunne dog passe mig bedre?

Jeg kom med i Liberal Alliances Ungdom og tog for mig af de ideologiske retter. Det blev til mange timer på kollegieværelset i natbordslampen og cigaretglødernes skær, imens jeg læste de liberale klassikere – tænkere som Adam Smith, Friedrich Hayek, Frédéric Bastiat og Milton Friedman.

Det var for mig at se en indføring i smukke, udødelige ideer, som vandt idékampen i slutningen af 1800-tallet og igen efter Anden Verdenskrig, og som har skabt fundamentet for, at vi i den vestlige verden lever i den mest fredelige, fremgangsrige og retfærdige tid nogensinde i menneskehedens historie.

Der findes til dato stadig ingen samfundsform, som klarer sig bedre end den frie verden. Eller som andre i højere grad drømmer om at blive en del af eller efterligne.

Men der var noget i disse tanker, jeg ikke forstod eller værdsatte nok dengang. Det var netop friheden – det rebelske, det utæmmede, ja, det hæmningsløse – som talte til mig.

Fjenden var forstenede, offentlige systemer og formynderiske politikere. Og selvfølgelig folk, der klynkede og påkaldte sig det offentliges hjælp uden at være i reel nød. Jeg fik lov at stå i spidsen for Liberal Alliances Ungdom i lige netop de år, hvor Liberal Alliance fik sit (første) kanonvalg, og vi troede, at det liberale ungdomsoprør ville føre til et liberalt tusindårsrige, hvor det stærke individ kunne kappe alle bånd, der holdt det tilbage.

Så nemt gik tingene som bekendt ikke.

I takt med at jeg blev ældre, blev den frihedshungrende, rebelske liberalisme med frigørelsen i centrum også for tom og meningsløs for mig. Måske blev jeg bare ældre og mere moden.

Min søn gav perspektiv

Efter at jeg i 2016 blev velsignet med at blive far, begyndte det at gå op for mig, at mine forventninger og bekymringer om min søn ikke handler om, at han skal blive en stor kanon – næh, de handler om, hvorvidt han trives med de andre børn, om han er god mod andre, og om han helt generelt kan finde ud af at omgås andre mennesker uden at være til for meget besvær. Kort sagt: Om han kan indgå i de fællesskaber, som danner rammen om hans liv.

Og hvis det er sådan, jeg har det med dén person i hele verden, som jeg elsker højest – hvorfor skulle det så være anderledes helt generelt?

Det slog mig også, at selvom min søn blev den mest betydningsfulde person i mit liv, så centrerer verden sig jo ikke om ham. Og dermed heller ikke om mig. Vi er alle født af en bestemt mor og far, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og lever og virker i bestemte sammenhænge.

Vi er præget af de erfaringer, som vores forfædre har gjort sig på både godt og ondt. På den måde er vi hver især ret ubetydelige, fordi vi alle blot er ét led i en så godt som uendelig kæde, men samtidig altafgørende, fordi det er vores ansvar at hjælpe næste led i kæden på vej, så de selv en dag kan gøre det samme.

I nogenlunde samme periode i mit liv blev jeg bevidst om bagsiden af medaljen ved at være alt for optaget af min selvrealisering. Jeg kørte med 180 km/t med fokus på at fremme min politiske karriere internt i partiet, fremme min erhvervsmæssige karriere, dyrke mit netværk, være til stede i den offentlige debat, få likes på Facebook og hele tiden være optaget af drømme om, hvor langt jeg kunne få mine egne evner til at række.

Undervejs blev jeg ramt af en følelse af meningsløshed og tomhed. Jeg kunne mærke, at mit velbefindende i tilværelsen i alt for høj grad hang sammen med min ydre succes. Men hvad så, når det ikke gik godt med selvrealiseringen? Hvad ville jeg så have at falde tilbage på?

Jeg begyndte i højere og højere grad at prioritere tid til de ting, som jeg fandt mere meningsfulde. Jeg fik blik for, at der faktisk findes noget større i livet end det enkelte menneske. Mit liv blev rigere af, at jeg begyndte at føle en forbundethed med alt, hvad der er større end mig selv: historien, kulturen, kunsten, naturen.

Kirkens tidløse visdom

Jeg begyndte også at gå til gudstjenester. Det nyder jeg stadig i dag. For en stund glemme sig selv og i stedet falde ind i en liturgi, som millioner af mennesker gennem hundrede af år har gjort det.

Jeg mener, at der i den lutherske kristendom ligger en stor og tidløs visdom gemt, som vi vil have gavn af at få frem igen i et moderne samfund fuld af mistrivsel og selvoptagethed.

Uanset hvilken mytologi, man pakker det ind i, så er jeg overbevist om, at vi, så længe menneskeheden eksisterer, vil have gavn af at blive mindet om vores egen fejlbarlighed. Huske på at vi bør stræbe efter at tilgive andre menneskers fejl, for de kunne have været vor egne. Have det for øje, at når vi vil ændre verden til det bedre, kunne vi starte med at rette op på vores egne synder og fejl, fremfor at pege fingre af andres.

Og så vil det til alle tider være meningsfuldt at stræbe efter at være næstekærlig og gøre en forskel for mennesker, man møder på sin vej.

Skal man opsummere mine overvejelser gennem den sidste håndfuld år: Mennesker finder meningen i livet ved at være noget for andre. Og formålet med friheden er netop, at mennesker skal være frie for at forpligte sig – til fællesskabet. På alverdens forskellige måder, som jeg hverken kan eller skal diktere, men som for langt de fleste mennesker sker i familien, mellem venner, på arbejdspladsen og i foreninger.

Vi skal hver især være frie til at søge meningen med tilværelsen sammen med andre. Jeg havde overset disse ting i det liberale tankegods fra start. Og de erkendelser førte mig tilbage til dét, som efterhånden bliver kaldt for mange mærkelige ting, men som slet og ret netop bare er klassisk liberalisme.

Desværre er liberalismen i Vesten alt for ofte blevet reduceret til enten en Excel-arks-liberalisme, som begrunder sin politik med henvisninger til arbejdsudbudseffekter, økonomisk teori og higen efter BNP-maksimering, eller en frigørelsesliberalisme, hvor alt er lige godt – og derfor lige meget. Hvorfor mange liberale er endt i den vildfarelse, at det at være liberal handler om, at den enkelte skal kappe båndene til alt, hvad der er givet. Hvad enten det er din familie, normerne og traditionerne i samfundet, dit køn eller forventninger fra dine omgivelser.

Jeg vidste fra start, da jeg kom til som leder af Liberal Alliance, at jeg hverken ville stå for en Excel-arks-liberalisme eller en frigørelsesliberalisme.

Ånd, ikke Excel

Jeg har været mere optaget af at tale om åndelig fattigdom blandt arbejdsløse end at tilbagevise påstande om udbredt økonomisk fattigdom.

Jeg har i min tid som partileder brugt mere tid på at tale om unges mistrivsel end om topskattelettelser. Grundlæggende tror jeg på, at den borgerlige idédebat skal vindes på menneskesyn og værdier. Vinder vi dén kamp, vil selv socialdemokrater blive borgerlige. I dag er det desværre omvendt.

Op til valget i 2022 besluttede vi os for, at vi skulle køre en kampagne på livs- og menneskesyn fremfor først og fremmest at tale om konkret politik. Det blev til vores »Du kan godt!«-kampagne. Med et budskab om at lægge offerrollen fra sig, tage livet på sig og huske på, at uanset hvilken situation, man er havnet i, så har man også selv et ansvar. Om ikke andet et ansvar for ikke at se sig selv som et offer og et ansvar for at gøre en forskel selv, uanset hvor lille. Det er forudsætningen for et meningsfuldt liv.

Og så var kampagnen en modfortælling til venstrefløjens evige offerfortælling.

På en måde kan jeg ikke være overrasket over, at netop jeg har haft så stor en trang til at komme med en kampagne, der fusionerer personligt ansvar, som jeg har fået med fra barnsben, fokus på mening i tilværelsen, som jeg har filosoferet meget over i de senere år, og en stor langemand til venstrefløjen offergørelse, så jeg stadig kunne være en Rasmus Modsat.

Jeg er kun 31 år. Når mit eget syn på tilværelsen allerede har udviklet sig så meget over de seneste år, skulle det da undre mig, at jeg nu sidder inde med den endelige sandhed om livet og om, hvad det vil sige at være borgerlig.

Derfor er det jo på nogle måder lidt tidligt, at jeg har fået den enorme ære at blive nomineret til en pris opkaldt efter Henning Fonsmark, en af de største borgerlige åndskæmper.

Der er brug for en stærkere borgerlig åndskamp. Vi har alt at vinde i kampen for frihed og ansvar, for de stærke fællesskaber og for at forbedre den i forvejen fantastiske gave, vi har fået i arv af vores forfædre i kraft af at leve i et land som Danmark.

(Kronik bragt i Berlingske d. 11. marts 2023)

Henrik Dahl
8. marts 2023

Det er trivielt at fastslå, at medierne er fulde af nyheder. Men hvad er en nyhed, hvis man tænker nærmere efter? Der findes flere definitioner.

Men for langt de fleste nyheder gælder, at de er skabt ud fra en af tre skabeloner.

Den første er det voldsomme brud med normaliteten. Huse plejer at stå på deres fundament. Derfor vil det altid være en nyhed, hvis et hus af en eller anden grund falder ned fra det.

Den anden er, at noget, man skulle tro var tilfældet, ikke er det alligevel. Man skulle for eksempel tro, at folk fik det bedre af at gå til læge. Derfor er det en nyhed, hvis der er nogen, der har fået det værre.

Den tredje er det omvendte: At noget, man ikke skulle tro var tilfældet, viser sig at være det. Man skulle ikke tro, at der var nogen danskere, der elskede et spartansk og nøjsomt liv. Derfor er det en nyhed, hvis det skulle lykkes at støve en enkelt op, der med overbevisning i stemmen kan fortælle, at det gør vedkommende.

Fælles for de tre skabeloner er, at de handler om brudte forventninger. Det var derfor, der ikke var noget nyt fra Vestfronten. Ganske vist døde der i tusindvis af mennesker hver dag. Men det havde alle regnet med, og derfor var det ikke en nyhed. Samtidig er det derfor, det er umuligt at interessere mennesker, der ikke forventer noget, for nyheder. Eftersom de ikke har nogen anelse om, hvad der er normalt, kan de selvklart ikke se det spændende ved, at der sker noget unormalt.

Hvis man uddanner befolkningen tilstrækkelig dårligt, vil den derfor miste interessen for nyheder. Men det er en anden sag, vi må diskutere en anden dag.

Det, der får mig til at skrive om den snævre sammenhæng mellem forventningen og nyhedsbegrebet, er, at der med lethed kunne brydes en masse andre forventninger end dem, medierne faktisk vælger at berette om.

Man har i mange år skullet tro, at Forsvarets bygninger så nogenlunde levede op til gængse standarder. Og i lige så mange år har enhver, der gad sætte sig ind i tingene, vidst, at det gjorde de ikke. Så hvor blev nyheden af?

Man har i mange år skullet tro, at man blev bedre til kritisk tænkning af at studere ved et universitet. Og i lige så mange år har enhver, der gad undersøge sagen, kunnet forvisse sig om, at de fleste studerende bliver dårligere til selvstændig tænkning. Så hvor blev nyheden af ?

Man har i mange år skullet tro, at Statens Uddannelsesstøtte var en ordning, der begunstigede talentfulde unge fra uddannelsesfremmede miljøer. Og i lige så mange år har alle, der gad at sætte sig ind i tallene, vidst, at det var en ordning, der begunstigede unge, hvis forældre også har en videregående uddannelse. Så hvor blev nyheden af ?

Nyhedsfladen i en avis eller på en tv-kanal er kort sagt ikke en udtømmende liste over brudte forventninger af en vis offentlig interesse inden for det seneste døgn. Den er også et fravalg af brudte forventninger, som man med lige så god ret kunne have skrevet om. Men af mere eller mindre forståelige grunde ikke ønsker at lave en historie om.

Uden at jeg kan føre et bevis for det, har jeg på fornemmelsen, at illusionen om, at store og vigtige samfundsinstitutioner fungerer efter hensigten, er så vigtig at opretholde, at medierne intuitivt lader være med at afsløre den. Selvom det på enhver måde lever op til nyhedskriterierne, at vigtige dele af det, de fleste mennesker forstår som virkeligheden, faktisk er en illusion.

Jeg har nævnt det før i andre sammenhænge, men det tåler en gentagelse: Velfærdsstaten minder mere om The Matrix, end de fleste tør tænke på.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 8. marts 2023).

Henrik Dahl
1. marts 2023

Stamme- og kastesamfund er altid mindre liberale end sande borgerlige samfund. Derfor er der ikke plads til blå svigt her.

Den britisk-amerikanske historiker Robert Conquest påpegede engang, at alle organisationer, der ikke specifikt var skabt til at være højreorienterede, over tid ville ende som venstreorienterede.

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om et eksempel, der modbeviser Conquests påstand. Derfor vil jeg indtil videre anse den for at være sand.

Men ikke bare organisationer ender over tid med at blive venstreorienterede. Det sker også for hele samfund som for eksempel det danske.

Man skulle forestille sig, at alle højreorienterede politikere ville se det som en helt oplagt opgave at forhindre, at det samfund, de var en del af, til stadighed blev mere venstreorienteret.

Men det forekommer mig bestemt ikke at være tilfældet.

Inden jeg kommer med mit belæg for, at de fleste højreorienterede partier synes at være ligeglade med, om samfundet bliver mere venstreorienteret, er jeg imidlertid nødt til at se på et andet spørgsmål: Er det i orden, at et af de borgerlige partier kritiserer de øvrige (eller nogle af dem)?

Der findes mennesker, som hævder, at de borgerlige partier bør tage deres uenigheder internt. Det er et synspunkt, jeg under normale omstændigheder har en vis forståelse for. Er man for eksempel en del af en borgerlig koalitionsregering, er det klart, at man ikke bør lancere sin kritik af dette eller hint i en avisartikel.

Lige for tiden synes jeg imidlertid, vi lige så godt kan suspendere denne regel. Der har netop været afholdt et valg. Og det afslørede, hvad de fleste formentlig vidste i forvejen: De mange borgerlige partier, der efterhånden findes, er ikke enige om særlig meget. Derfor er der lige her og nu ikke noget, man kan kalde for den blå blok.

Når jeg i det følgende vil kritisere de borgerlige partier, skal man derfor læse det som en del af et nødvendigt oprydnings- og afklaringsarbejde: Her er et område, hvor det er nødvendigt, at de borgerlige partier strammer gevaldigt op. Ellers er det tvivlsomt, om der nogensinde igen vil opstå noget, det giver mening at kalde blå blok.

Og så til kritikken.

Alle partier i Folketinget har netop indgået en aftale om den såkaldte forskningsreserve. Det er en større sum penge, Folketinget disponerer selvstændigt for at styrke udvalgte dele af forskningen. Eller med andre ord: At fordele forskningsreserven er et fast tilbagevendende, årligt ritual, der ligger ud over, hvad finansloven tildeler forskningen af midler.

En vis del af forskningsreserven er skabt i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen fra 2012 (mellem venner kaldet FØP/FLEKS-reformen). Deltagerne i aftalen er den daværende regering bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF plus Venstre, Konservative og LA. Derfor er det sådan, at den del af den samlede forskningsreserve, der er genereret af FØP/FLEKS-reformen, kun kan disponeres i enighed mellem de seks partier, der var med i den oprindelige aftale.

Så vidt, så godt.

I 2019 introducerede den – på det tidspunkt – nye, Socialdemokratiske regering det såkaldte Inge Lehmann-program som en del af forskningsreserven. I Liberal Alliance var vi skeptiske og stillede derfor en lang række spørgsmål til programmet. Da vi fik de svar, vi havde bestilt, kunne vi se, at Inge Lehmann-programmet diskriminerede stenhårdt til fordel for kvinder. Det var så svært for mænd – grænsende til umuligt – at trække penge ud af programmet, at det eneste rimelige var at konkludere, at det helt ensidigt var til fordel for kvinder.

Den slags er faktisk ulovligt ud fra loven om ligebehandling. Og regeringen måtte dengang have anet uråd. For den havde for en sikkerheds skyld søgt om dispensation fra loven.

Som følge af, at vi i 2020 havde fået klarhed over Inge Lehmann-programmet og dets diskrimination imod mænd, aftalte vi med regeringen, at FØP/FLEKS-pengene ikke måtte bruges på dette formål. Regeringen handlede smidigt og fornuftigt. Tilbød en aftale delt i to. Så Inge Lehman-programmet blev finansieret ved hjælp af midler, der ikke havde noget med FØP/FLEKS at gøre.

Inge Lehmann-programmet er et helt absurd program. Ifølge Undervisnings- og Forskningsministeriets egne statistikker, finder der absolut ingen diskrimination sted imod kvinder, der søger om at blive adjunkt, lektor eller professor.

I bedste fald har en kvindelig ansøger til en af disse tre stillingskategorier den samme sandsynlighed for at få det søgte job som en mand. I værste fald er det faktisk lettere for kvinder at få en stilling ved et universitet, end det er for en mand.

Inge Lehmann-programmet handler derfor slet ikke om lige behandling og lige muligheder for de to køn. Det handler om, at kvinder skal udstyres med en kollektiv rettighed til halvdelen af alle attraktive stillinger på universiteterne.

Det er ikke nogen helt ligegyldig forskel. For hvor kampen for lige behandling og lige muligheder er en liberal kamp, så er kampen for kollektive rettigheder en illiberal kamp. Det er nemlig sådan, at når man udstyrer en given gruppe af mennesker med en kollektiv rettighed, er der altid mennesker, hvis individuelle rettigheder vil blive trådt under fode.

I Liberal Alliance tager vi den liberale kamp for, at ”ligestilling” skal betyde lige behandling og lige muligheder. Det gør vi ved at sige, at vi nedlægger veto imod, at FØP/FLEKS-midlerne anvendes til illiberale formål.

Mens ingen andre borgerlige partier tilsyneladende kan se, at de foretager et knæfald for en illiberal, venstreorienteret måde at forstå begrebet ”ligestilling”, når de accepterer, at det betyder lige repræsentation.

Det er navnlig for dårligt, at Venstre og Konservative blåstempler en illiberal og venstreorienteret fortolkning af ligestillingsbegrebet, når det står i deres magt at nedlægge veto. Men det er sandt for dyden også ringe, at resten af de borgerlige partier forsømmer at gøre anskrig.

Det næste store slag, når det gælder om at gøre samfundet mere venstreorienteret og mindre liberalt, handler netop om ”repræsentation” som et generelt fænomen.

For ”repræsentation” er kodesprog for ”kollektive rettigheder”. Og kollektive rettigheder er ensbetydende med, at samfundet bliver mindre liberalt.

Et samfund, hvor kvinder har en kollektiv ret til 50 procent af alle attraktive stillinger, er langt mindre liberalt end et samfund, hvor alle har den samme ret til at konkurrere og de samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, hvor etniske minoriteter har en kollektiv ret (svarende til deres andel i samfundet) til hvad som helst, er mindre liberalt end et samfund, hvor alle har samme ret til at konkurrere og samme muligheder for at vinde konkurrencen.

Et samfund, der bygger på ”repræsentation” er et skridt på vejen til et rent stamme- eller kastesamfund. Det vil sige et samfund, hvor enhver stamme eller kaste i samfundet har en ret til proportional repræsentation.

I de illiberale stamme- og kastesamfund er der altid mindre tillid og mindre tolerance imellem borgerne, end der er i et liberalt samfund.

Derfor burde det være alle borgerlige partiers og alle borgerlige menneskers første pligt at sige nej til ethvert skridt, der bringer os tættere på stamme- eller kastesamfundet.

Jeg håber, at resten af de borgerlige partier meget snart vågner op fra deres blund. Men ærlig talt: Lige nu ser det ikke særlig godt ud for den liberale kamp imod samfundets forvandling til et stamme- eller kastesamfund.

(Kommentar udgivet i Jyllands-Posten d. 1. marts 2023)