Socialdemokratiet har et nedladende syn på mennesker

Alex Vanopslagh
17. marts 2022

Venstrefløjen bruger ofte megen tid på at tale om højrefløjens “menneskesyn”, der skulle være særligt slemt, fordi vi forventer noget af vores medmennesker og til gengæld blander os mindre i borgernes privatliv.

Men hvordan står det egentlig til med menneskesynet på venstrefløjen?

Lad os tage aftalen om “elevfordeling” på gymnasierne som eksempel.

Hvorfor skal elever overhovedet fordeles? I de fleste lande i verden sker fordelingen mellem skoler og uddannelsessteder på den måde, at borgerne søger den skole/uddannelsessted, de ønsker. Sådan har det også tidligere været i Danmark.

Men nu er fordeling af elever altså et statsligt anliggende. Dette skyldes, at borgerne – ifølge Socialdemokratiet – i nogle tilfælde opfører sig “uhensigtsmæssigt”.

De unge søger mod velfungerende gymnasier, hvor der er høj faglighed og et godt ungdomsmiljø. Familierne fravælger små gymnasier, hvor det faglige miljø er spinkelt og de unge styrer i nogle tilfælde udenom gymnasier, hvor det sociale miljø fungerer dårligt.
Men det må de altså ikke, siger regeringen.

Hvad siger det om Socialdemokratiets menneskesyn?

Jeg synes, det er et nedladende og deprimerende menneskesyn.

I stedet for at give landgymnasierne en hjælpende hånd og nogle flere frihedsgrader, der kunne gøre deres gymnasier mere robuste og i stedet for at hjælpe de rektorer, der har problemer med uddannelsesmiljøet, vil Socialdemokratiet tvinge de unge til at gå på gymnasier, de aldrig ville have valgt af sig selv.
Borgerne bliver altså behandlet som uartige børn, der skal makke ret.

Der er blevet investeret et trecifret millionbeløb (!) i en algoritme, der skal fordele eleverne fra skoleåret 2023/2024. Så ingen rigtigt forstår hvad der foregår. Fordelingen foregår i en tåge af nuller og ettaller.

Jeg bryder mig ikke om det.

Jeg synes, det er synd for de unge mennesker, for hvem gymnasietiden udgør afgørende år, der former dem som mennesker og giver oplevelser for livet.
Men værre er det bagvedliggende menneskesyn. Helt ærligt. Det må stoppe et sted.

Danmark er bygget af mennesker, der var myndige, tænksomme og ansvarlige. Alt dette må vi ikke
ødelægge ved at behandle borgene som børn.

Der er brug for et stilskifte her. Danskerne er myndige borgere med meninger om, hvordan deres liv, skal leves.

Og så længe vi har en socialdemokratisk regering, vil umyndiggørelsen af borgerne fortsætte.

Det giver dårligere politik, mindre meningsfyldte tilværelser og flere borgere, som vænner sig til, at politikerne skal træffe store såvel som små valg i livet.

Hvad med at vi prøver med lidt frihed og ansvar i stedet?

Barnepigestatens nye brugsbetingelser

Alex Vanopslagh
16. marts 2022

Mette Frederiksen betragter dig som for svag og dum til at tage vare på dit eget liv, så systemet skal tage vare på dig, så du ikke vælger forkert.

Når du skal downloade en ny app, skal du godkende dens brugsbetingelser. Hvis du er ligesom mig, læser du dem ikke. Vi bemærker det ikke – lige indtil den dag, vi støder ind i dem. Når en uigennemskuelig algoritme sletter dit Facebook-opslag, eller når éns data bliver solgt videre til alverdens lyssky foretagender. Så er der pludselig ingen kære mor. Og brugsbetingelserne bliver ændret hele tiden.

Den danske stat fungerer mere og mere på samme måde. Det er Mette Frederiksens socialdemokratiske ideal. Her skal systemet sørge for, at dit liv bliver godt og trygt. Borgeren er en svag og dum klient, som barnepigestaten konstant skal hjælpes til at gøre det rigtige.

Det er en brugsbetingelse for at arbejde i Danmark, at staten skal tage en kæmpe andel af pengene og bruge dem til det, den har lyst til. Og det er blevet en brugsbetingelse for at drive virksomhed, at du skal pålægges flere og flere gakkede og bøvlede regler – og selvfølgelig punge ud til statskassen.

Det blev også en brugsbetingelse for at holde ferie, at staten skal administrere et feriepengesystem for dig.

Og under Mette Frederiksen er det gået helt bersærk.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for din barsel, at den skal fordeles på en bestemt måde mellem mor og far.

Pludselig er det blevet en brugsbetingelse for at gå på gymnasiet, at man skal flyttes rundt som skakbrikker i et tvangsfordelingsspil på baggrund af forældres indkomst.

Pludselig skulle det være en brugsbetingelse for at drive et friplejehjem, at man ikke måtte tjene profit. Det fik vi heldigvis stoppet.

Og nu skal det så også være en brugsbetingelse for danskere født i år 2010 og senere, at de ikke må købe tobak. Nogensinde. Heller ikke når de bliver voksne.

I det almindelige frie samfund fandtes der nogle få love, der forhindrede folk i at skade hinanden, og man skulle betale nogle penge i skat til at opretholde de love, og derudover kunne man gøre, hvad man ville med sig selv og sin ejendom. Frihed og ansvar til mennesker som myndige borgere, der kunne tage vare på sig selv.

Det er det ideal, jeg kæmper for i politik, når vi skal til valg igen og stemme denne forbudsregering ad Hekkenfeldt til.

Så du får lov til at bestemme over flere af dine egne penge. Og kan drive virksomhed uden konstant at være tynget af bøvlede regler.

Så du kan spare op til at holde ferie, som det passer dig.

Så du kan indrette din barsel med udgangspunkt i din families behov i stedet for systemets.

Så dine børn frit kan vælge gymnasium, hvis de vil gå den vej.

Så du kan drive privat velfærd uden at blive forfulgt som folkefjende. Og så du selv kan vælge din velfærd.

Så du kan nyde en smøg til en fest eller en god cigar til nytårsaften som voksent menneske, hvis du har lyst til det.

For du er en myndig borger, der ikke konstant skal lide under nye brugsbetingelser blot for at leve dit liv.

Jeg ved godt, det er en vild tanke i dagens barnepigestat, at danskerne er stærke og ikke svage. Men heldigvis er der et parti for så vilde tanker. Det hedder Liberal Alliance.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 16. marts 2022).

Putin vil tabe krigen før eller siden

Alex Vanopslagh
28. februar 2022

Talte i dag til demonstration foran den russiske ambassade. Her et par af mine ord:

“Putin regnede med at den russiske overmagt ville kunne indtage og vælte Ukraine på få dage.

Men det ukrainske folk har ikke givet op. De er ikke flygtet. Og forrest går deres præsident Zelensky og skaber håb. Selvom han risikerer sit liv, takkede han nej, da amerikanerne tilbød at evakuere: Jeg har brug for ammunition, ikke et lift, lød svaret.

Vi ser en nation af mænd og kvinder, som griber til våben og risikerer deres liv for at forsvare deres frie land mod Putin.

Deres mod, håb og gerninger er en stor inspiration.

Når jeg ser på ukrainernes mod, tænker jeg, det måske er NATO, der skal spørge, om de må blive medlem af Ukraine.

Når de russiske krigsskibe angriber, får de et klart svar fra tilbage fra ukrainerne: russian warship, go fuck yourself.

Samme budskab kan vi passende sende Putin.

Kære Rusland, Kære Putin: I har startet en krig, som I kommer til at tabe.

I troede, at ukrainerne vil møde jer som befriere og glædeligt overgive sig til jer. I stedet er i mødt af molotivcocktails og en nation på barrikaderne.

I troede I ville opleve, at Europa og Vesten ikke kunne blive enige om sanktioner, men I er ved at blive mødt af de hårdeste sanktioner i mands minde.
I troede, at I med jeres aggressive fremfærden kunne fremprovokere en ny sikkerhedsorden, hvor man skulle tage hensyn til Rusland.

Og dér har I ret. Europa og NATO opruster. Tyskland dropper pacifiscismen. Det går op for flere og flere, at vi må tage hensyn til jer og Putins utilregnelighed – derfor opruster vi militært, så vi kan standse jer.

Som sagt. Den krig, som Putin har startet, vil han tabe før eller siden.

Alt ære til ukrainske folk – må Gud være med jer.”

Putins imperiedrømme stopper først, når Vesten gør prisen for høj

Henrik Dahl
25. februar 2022

Putin kunne enten betale en enorm pris i blod og fattigdom for sin egen og andres befolkninger for at genoplive et afdødt imperium. Eller han kunne tilvælge fred og velstand mod at leve efter den traktat- og regelbundne orden. Han valgte det første.

Ud fra det system af traktater og aftaler, verdens lande har forhandlet sig frem til siden afslutningen på Anden Verdenskrig, har Rusland ingen ret til en sikkerhedszone af lydstater rundt om sit eget territorium. Rusland har heller ikke ret til at diktere, hvilke alliancer andre lande vælger at tilslutte sig. Rusland har ingen ret til at bestemme over alliancer, landet ikke selv er en del af. Rusland har ikke ret til ensidigt at ændre på grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande.

Dertil kommer, at Rusland naturligvis ikke har ret til at invadere og annektere nabolande. At Rusland ikke har ret til at blande sig i valg i andre lande. At Rusland ikke har ret til at ødelægge eller angribe andre landes it-infrastruktur. Og at Rusland selvsagt ikke har ret til at udsende dødspatruljer til andre lande.

Jeg skriver ikke disse ting, fordi jeg anser dem for kontroversielle. Tværtimod: Jeg er født og opvokset i en tidsalder, som giver mig anledning til at mene, at de er selvindlysende.

Når jeg skriver denne liste, er det for det første, fordi det er en liste over ting, Rusland mener at have ret til. Og for det andet, fordi en del mennesker gerne vil argumentere for, at skønt de ting, Rusland mener at have ret til, udelukkes af det eksisterende traktat- og aftalesystem, så bør man have en vis forståelse for, at Rusland alligevel foretager de handlinger og stiller de krav, landet gør.

Rusland opfører sig udelukkende sådan, som landet gør, af to grunde: Den første er, at der er tale om adfærdsmåder, landet tidligere havde under navnet Sovjetunionen. Den anden er, at det kan lade sig gøre.

I sin egenskab af kommunistisk (og dermed ikke-demokratisk og ikke-liberalt) imperium mente Sovjetunionen, at landet havde ret til en periferi af lydstater. At det bestemte disse lydstaters allianceforhold og politiske forhold i øvrigt. At landet havde ret til at ændre grænsedragningen mellem sig selv og sine nabolande. At landet kunne invadere lande, der ikke adlød USSR. At man på daglig basis var i sin gode ret til at blande sig i andre landes indre anliggender. Og at udsendelsen af dødspatruljer var et af midlerne hertil.

Det meste af dette blev aftalt ved topmødet i Jalta i februar 1945 og stadfæstet ved topmødet i Potsdam i juli og august samme år. Som følge af den såkaldte To-plus-fire-aftale fra 1990, der banede vejen for Tysklands genforening, bortfaldt Potsdam-aftalen imidlertid. Derfor har Rusland – som efterfølgerstat til Sovjetunionen – siden 1990 ikke haft nogen af de rettigheder, landet påberåber sig i konflikten med Ukraine.

At Rusland fører sig frem, som om Jalta- og Potsdam-aftalerne stadig eksisterede, skyldes fantomsmerter i det gamle imperium, kombineret med at landet i forhold til både Ukraine og NATO har opbygget en militær magt, der gør det muligt at udleve fantomsmerterne og opføre sig som Sovjetunionen.

Det er ikke noget, som tidligere imperier har nogen som helst form for ret til, eller som man skal have forståelse for. Det habsburgske imperium har opført sig nogenlunde tåleligt over for sine gamle enkeltlande og sin gamle omverden (hvis man tillader sig at se bort fra en enkelt undersåt med yderst dårlig opførsel, der stod i spidsen for Tyskland fra 1933 til 1945). Det osmanniske imperium har opført sig så tåleligt, som det formentlig er i stand til, over for sin omverden siden opløsningen i 1922. Det britiske imperium har været i stand til så nogenlunde at beherske sig, siden det smuldrede efter Anden Verdenskrig. Og det samme må man sige om det japanske (selvfølgelig hjulpet på vej af et totalt forbud efter Anden Verdenskrig imod at opstille væbnede styrker ud over det allermest nødtørftige).

Forhenværende imperier skal hverken ses eller høres. De kan med fordel omdanne deres flotteste bygninger til seværdigheder og prøve at få dem optaget som UNESCO-verdensarv. Bortset fra det, så bør de indse, at de er almindelige lande, der bør opføre sig som andre almindelige lande.

Men sådan er det ikke gået med Rusland. Ud fra spilteoretiske overvejelser over multiple spil med samme deltagerkreds kan man sige, at Rusland formentlig ville stå sig økonomisk og socialt ved at køre efter reglerne og lade være med at være en plage for sin omverden. Gevinsten i form af tillid, når man opfører sig ordentligt, er der særdeles gode grunde til at antage, at både den russiske elite og det russiske folk ville kunne aflæse som økonomisk vækst; pæne social-økonomiske nøgletal; stigende levestandard og så videre. Det er i hvert fald sådan, den regel- og traktatbundne verdensorden har virket for EU og for den vestlige verden i videre forstand siden Anden Verdenskrig.

Men stillet over for valget mellem at revitalisere imperiet på bekostning af vækst og velstand hjemme, eller at satse mest muligt på vækst og velstand til den pris, at man skal leve efter den traktat- og regelbundne orden, har den russiske ledelse valgt den førstnævnte option.

Hvordan kan det så være? Det spørgsmål kan kun besvares på to måder: Ved at være en tankelæser, der kan se, hvad Vladimir Putin tænker og ønsker. Eller ved at drive en helt enormt effektiv efterretningsvirksomhed mod den russiske elite. Jeg har ikke nogen af mulighederne. Stillet over for valget mellem at gætte eller at lade være, vil jeg gøre det samme, som jeg synes, andre burde: lade være.

For hver dag der går, er det mere klart, at Rusland har valgt at bruge en svagt modificeret udgave af den drejebog, Tyskland benyttede over for Tjekkoslovakiet i 1938 og over for Polen i 1939. Jeg tror ikke, det betyder en storkrig, der går langt ud over Rusland og Ukraine. For i mellemtiden er atombomben blevet opfundet. Men jeg tror, det kalder på noget erkendelse fra vestlig side. Så lad os nøjes med at fastholde nogle observationer.

Ukraine er alene, når det kommer til at forsvare sig imod et angreb fra Rusland og Belarus. Ganske vist har man modtaget en del våben fra vestlige lande. Men der er ikke andre end ukrainere til at betjene dem, lader det til. Det hænger først og fremmest sammen med, at USA og NATO ikke i sidste instans vil risikere en militær konflikt og en risiko for tab, når det gælder et land uden for medlemskredsen.

NATO vil heller ikke optage Ukraine som medlem. Det hænger både sammen med, at landet er enormt korrupt, og at man ikke vil optage medlemmer, der er del af en uløst konflikt med et atombevæbnet land. Det virkelig afgørende for NATO og den vestlige verden er, at det internationale rets- og traktatsystem, man opbyggede efter Anden Verdenskrig, må anses for at være ensidigt opsagt fra russisk side. Der er ikke nogen fornuftig grund til at tro, at dette system stadig lever i forhold til Rusland, eller at det kan producere nyttige resultater.

Rusland anerkender altså ikke et begreb om national suverænitet, ligesom landet ikke anerkender et begreb om folkenes ret til selvbestemmelse. I den forstand kan man sige, at Rusland nu officielt sætter magt over ret. Det, der kan lade sig gøre, og som er opportunt for Rusland, det gør Rusland uden at spørge andre eller tage hensyn til andre.

I NATO og den vestlige verden kan vi ikke gøre så meget andet end at indrette os på, at sådan er det.

Russiske overvejelser over, hvordan lande som Polen, de baltiske stater og Finland skal behandles, vil udelukkende blive styret af overvejelser over den samlede pris for den ønskede tilgang. Derfor har vi i NATO og den vestlige verden ikke så mange andre handlemuligheder end at hæve prisen på den russiske dominansadfærd til et for dem uacceptabelt niveau. Medmindre vi er villige til at tolerere den russiske dominans, selvfølgelig.

Der er ingen tvivl om, at ledende beslutningstagere i Vesten har under- og fejlvurderet Rusland.

Ingen nævnt og ingen glemt. Men der vil uden tvivl komme en kraftig omvurdering af diverse tyske regeringer efter Helmut Kohl i årene, der kommer. Som spydige tunger har sagt om Angela Merkel: Først ødelagde hun Sydeuropa med sparepolitik. Så ødelagde hun Nordeuropa med flygtningepolitik. Og til sidst finansierede hun undertrykkelsen af Østeuropa med en hovedløs energipolitik.

Skønt det ikke har andet end symbolsk betydning, mener jeg også, at man af hensyn til historiebevidstheden hos de opvoksende og fremtidige generationer snarest bør opstille en skamstøtte af tidligere kansler Gerhard Schröder på en central plads i København.

Det hele kommer til at ende med, at “den regelbundne verdensorden” er noget, vi bruger tid på i den vestlige verden. Men som ikke vil optage andre aktører i synderlig grad. Tysklands vaghed og NATO’s svaghed er helt sikkert noteret i både Beijing og Teheran.

(Debatindlæg udgivet på kontrast.dk d. 24. februar 2022)

Derfor bør alle liberale sige nej til kønskvoter

Alex Vanopslagh
25. februar 2022

Kønskvoter er ikke et fremskridt for ligestillingen. Det vil tværtimod diskriminere på baggrund af køn og dermed gøre det vigtigere, hvad du er, end hvad du kan.

I debatten om kvinders adgang til topposter i samfundet kom jeg til at tænke på kvinden, der står over os alle sammen, nemlig dronning Margrethe.

For i forbindelse med sit regeringsjubilæum for ikke så længe siden blev hun faktisk spurgt til køn og topposter: ” Man skal gøre sig umage, det (at få topposter, red.) kommer ikke af sig selv. (For, red.) en kvinde, der opnår en høj position i et eller andet foretagende, dér må det være kolossalt vigtigt at vide, at det er, fordi jeg gjorde mig umage. Hvor det er sådan, at det bliver dygtigheden og evnerne – og ikke om man er kvinde eller mand, det tror jeg er frygtelig væsentligt.” Det er en klog dronning, vi har.

Jeg ved det ikke med sikkerhed, og hun må jo slet ikke have politiske holdninger, men det er svært at forstå anderledes end en kritik af f. eks. kvoter for kvinder i virksomheders bestyrelser, sådan som regeringen og venstrefløjen ønsker det. Det er jeg imod.

Jeg har ikke tidsånden med mig, når jeg siger det her, men så må jeg nøjes med den sunde borgerlige fornuft og det værdigrundlag, hele den frie verden bygger på.

For jeg er liberal, fordi jeg tror på det enkelte menneskes lige ret til i frihed og ansvar at leve sit liv, som man ønsker. Og jeg er imod alle former for forskelsbehandling, der går på irrelevante forhold som køn, race, seksualitet osv., uanset om det er den ene eller den anden vej.

Det er ikke et fremskridt for ligestillingen, at vi nu skal diskriminere på baggrund af køn. Ligestilling handler jo for pokker om det modsatte.

Målet må være, at vi undgår diskrimination, ikke at vi diskriminerer os frem til resultatlighed.

Vil skabe tvivl

Det er i virkeligheden grotesk newspeak, når tilhængerne af kvoter, ligesom med tvangsfordelt barsel, påstår det modsatte. Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition selvfølgelig tvang og ikke frihed.

Ja, i gamle dage var der mere eller mindre formel diskrimination mod kvinder for at tage aktiv del i livet uden for hjemmet. Det er vi alle sammen i dag enige om, at vi aldrig skal tilbage til. Men et opgør mod diskrimination kan jo aldrig bestå af at indføre ny diskrimination.

Man har jo heller ikke lov til at stjæle, bare fordi man selv er blevet stjålet fra engang.

Samtidig har jeg svært ved at se det anderledes end, at kvoter bygger på den åndssvage idé, at kvinder er for svage og udygtige til selv at gøre sig gældende.

Når kvinder fremover – på grund af kvoter – bliver valgt til bestyrelsesposter, vil det skabe tvivl hos omgivelserne og måske dem selv, om hvorvidt de har fået stillingen på grund af kompetencer eller deres køn. Den tvivl er ingen tjent med – og det er et tilbageskridt for ligestillingen, for hvorfor skulle kvinder ikke være lige så dygtig som mænd til bestyrelsesarbejde? Sig mig, regner kvotetilhængere virkelig kvinder for så lidt? Splittende og ærgerligt Hvis vi skal se sagen i et større perspektiv, forstår jeg sådan set heller ikke, at det pludselig skal være målet i et frit samfund, at der er en bestemt fordeling af mænd og kvinder eller noget som helst andet nogen steder.

Tænk lige over det: Ville du kun flytte ind i dit hus, hvis lige mange mænd og kvinder havde været med til at bygge det? Ville du kun købe ind i Netto, hvis butikken havde lige mange mænd og kvinder ved kasseapparaterne? Ville du kun opereres for livsfarlig kræft af et hold af læger, hvor kønsbalancen var 50/ 50? Nej, vel? Hvorfor skulle det være anderledes i virksomheders bestyrelser, bare fordi nogle socialister påstår det? I et moderne og frit samfund, hvor folk kan vælge at gøre de ting i livet, de har lyst til, fordeler folk sig meget forskelligt.

Og jeg er glad for, at mennesker, der er dygtige og flittige, generelt når længere inden for deres branche, end folk, der er det modsatte.

Ikke altid, desværre, men dog for det meste. Men den slags skaber selvfølgelig ulige repræsentationer overalt. Og det er ikke i sig selv et bevis på unfair diskrimination.

Det er noget studentermarxistisk vrøvl.

Det er en udokumenteret teori, at kvinder fravælges til bestyrelsesposter alene, fordi de er kvinder.

Af samme grund har vi set ingen sager i medierne om kvinder, der er blevet fravalgt poster på grund af deres køn. Erhvervslivet ønsker, at flere kvinder vil søge topposter, så erhvervslivet får flere talenter og flere kompetencer i spil. Det får vi dog næppe med kvoter.

Men vi får til gengæld et samfund, hvor du bliver bedømt mere på det, du er, i stedet for det, du kan.

Det er både ærgerligt og splittende.

I stedet bør vi lytte til vores dronnings vise ord.

Når staten tager valget for den enkelte person eller virksomhed, er det per definition tvang og ikke frihed.

(Debatindlæg udgivet i Børsen d. 25. februar 2022)

Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling holder sjældent

Henrik Dahl
24. februar 2022

Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.

Det bliver undertiden sagt, at selve identitetspolitikken er et spøgelse. Altså at politik, hvis hovedformål er at opnå anerkendelse, ikke findes. Man må forstå, at den er en form for skræmmebillede, højrefløjen har fundet på.

At identitetspolitikken overhovedet ikke findes, er selvfølgelig nonsens.

Det kan man blandt andet se af den potentielle konflikt, der er opstået mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i spørgsmålet om transkvinders adgang til at konkurrere mod biologiske kvinder. Hvor IOC står for det synspunkt, at det er acceptabelt, siger DIF, at i afvejningen mellem inklusion, retfærdighed og sikkerhed, kan man ikke bare tilsidesætte de biologiske kvinders krav om, at idrætskonkurrencer grundlæggende skal være fair – og at det naturligvis skal være sikkert at deltage. IOCs position og DIFs position kan ikke eksistere samtidig. Derfor ligger der på dette område en konflikt og venter på at bryde ud.

Men det største område for identitetspolitik i Danmark er kvinders identitetspolitik. Det kommer man ofte til at overse. Fordi kvindernes identitetspolitik som en anden eremitkrebs er flyttet ind i det tomme hylster fra tidligere tiders feminisme. Og derfor på overfladen ligner den gammeldags feminisme, der handlede om at forhindre diskrimination.

Et godt eksempel på, hvordan feminismen er blevet til ren identitetspolitik, er spørgsmålet om kvinders løn.

I udgangspunktet er det sådan, at det er ulovligt at aflønne personer, der udfører det samme arbejde, efter to forskellige tariffer. Og derfor er det heller ikke sandt, at der findes en mandetarif og en kvindetarif nogen steder, hvor arbejdsmarkedet er reguleret af en overenskomst. En mandlig og en kvindelig gymnasielærer, der blev ansat på samme tidspunkt og har de samme opgaver, tjener præcis det samme. En mandlig og en kvindelig MFer, der blev valgt ved det samme valg, har præcis det samme vederlag og den samme pension.

Derfor kan det selvfølgelig undre, når kvindelige gymnasielærere eller kvindelige MFere viser deres lønsedler frem og siger, at der er 14 procent forskel på mænds og kvinders løn. Det gælder for eksempel ikke for den lønseddel, de selv står og blafrer med.

Men desværre lever kvinders identitetspolitik af, at den type af påstande ikke bliver undersøgt tilstrækkelig kritisk i medierne.

Passer det, at kvinder tjener 14 procent mindre end mænd? For så ville enhver arbejdsgiver jo kunne spare 14 procent i lønbudgettet ved at erstatte sin mandlige arbejdsstyrke med en kvindelig. Nej, selvfølgelig passer det ikke. Man kan ikke som vognmand spare 14 procent i løn ved at erstatte alle sine mandlige langturschauffører med kvindelige.

Passer det, at kvinder bliver snydt, når de søger et job som adjunkt, lektor eller professor? Nej, det passer ikke. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal, så har kvindelige ansøgere faktisk en lidt bedre chance for at få jobbet, end mænd har. Og sådan bliver det ved og ved: Kvinders identitetspolitiske påstande om snyd og forskelsbehandling, er som hovedregel ikke sande.

Vi savner i den grad en kritisk presse, der tager den slags påstande ved vingebenet. Senest løgnen om, at mænd hader kvinder og har en »kultur«, der fremelsker vold imod dem. Det har simpelthen intet på sig.

Identitetspolitik svækker den tillid mellem borgerne i vores samfund, vi som danskere kan være helt utrolig glade for. Derfor er det nødvendigt at sige fra, når den kommer med fuldstændig grundløse påstande.

(Dette er en kommentar udgivet i Berlingske d. 23. februar 2022)

Derfor bliver vi nødt til at tale om indoktrinering igen

Henrik Dahl
11. februar 2022

Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt.

Forleden læste jeg en passage om den berømte politolog og Harvard-professor Samuel P. Huntington. Den lød således: »Bogen ”The Clash of Civilizations” udkom i 1996 og blev fra dag ét skudt ned af forskere som overfladisk, generaliserende, historisk mangelfuld og uvidenskabelig. Men efter angrebet på World Trade Center brød teorien for alvor gennem den folkelige lydmur med slagordet ”Islam mod Vesten”, der igen og igen blev bekræftet af medierne og bekymrede politikere. ”Islam mod Vesten” blev forstærket og udnyttet af især nationalistiske højrefløjsgrupperinger i deres politiske retorik og i arbejdet for at fremme egne politiske interesser: at begrænse den muslimske indvandring.«

Citatet stammer fra gymnasielærebogen ”Radikalisering og terrorisme”, der er skrevet af Ole Bjørn Petersen og Hans Henrik Fafner. Og det, der er problemet, er selvfølgelig, at det er så tendentiøst og forenklet, at det er lodret løgn.

Der er for eksempel ingen tvivl om, at bogen er værdig til at blive taget alvorligt. Ellers ville der ikke blive udgivet antologier og skrevet lærde artikler om den 25 år efter dens udgivelse. Der er heller ikke nogen tvivl om, at mange har misforstået bogen med vilje. Det kan man læse en fyldig gennemgang af her. Og så er der bare – hvis man som jeg har læst hele bogen fra ende til anden – ikke nogen tvivl om, at den handler om langt, langt mere end den vestlige verdens forhold til islam. At påstå det sidstnævnte er meget tæt på at være en falsk deklaration af, hvad der i det hele taget står i bogen. For eksempel har den prognoser for udviklingen i både Kina, Rusland og Ukraine, der i vore dage ikke kan kaldes andet ens skarpe og præcise. Ligesom den tager nogle forbehold i forhold til en østlig udvidelse af EU, der også er værd at læse igen i vore dage.

Mit egentlige ærinde er dog ikke at diskutere en enkelt uredelig lærebog. Verden skal nok bestå, selv om der bliver publiceret bras. Det har den i hvert fald gjort indtil nu.

Det, jeg gerne vil diskutere, er: Hvad gør vi som samfund ved indoktrinering i vores uddannelsessystem?

Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger. Og jeg gentager for de tungnemme: Det skal hverken være sådan, at Danmark skal indføre berufsverbot, eller at der skal være forhåndscensur af lærebøger.

Men der findes en ikke-nedskrevet præmis for, at forældre af enhver art kan overlade deres børn til det offentlige uddannelsessystem: at det optræder fair og afbalanceret og det, man i andre sammenhænge kalder ”ikke-konfessionelt”, i forhold til de børn og unge mennesker, forældrene har betroet til systemet.

Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde.

Man kan ikke undervise i liberalisme og forbigå i tavshed, at der i Danmark er to vigtige politiske strømninger, der hedder konservatisme og socialisme/socialdemokratisme. Det er simpelthen ikke rimeligt, hvis målet er at give børnene en fair og afbalanceret og ikke-konfessionel undervisning.

Man kan ikke fremstille nogle legitime politiske synspunkter som værende andre legitime synspunkter moralsk overlegne. Det er ikke acceptabelt (selv om det i min bog er OK at sige, at f.eks. nazisme og kommunisme har ført til de groveste forbrydelser mod menneskeheden).

Man kan ikke undervise i et kontroversielt synspunkt uden at sige, at det er kontroversielt. For eksempel er det ikke i orden at sige, at kønnet er en social konstruktion uden at gennemgå argumenterne imod lige så seriøst, som man gennemgår argumenterne for.

Jeg har en nagende mistanke om, at tingene ikke er helt i orden i vores uddannelsessystem. Næret af mærkelige episoder, som da jeg for et stykke tid siden fik besøg af en gymnasieklasse. Her havde en stor del af klassen tilsyneladende den opfattelse, at kvinder tjente mindre end mænd, der udførte det samme arbejde. Jeg gik imod opfattelsen ved at påpege noget, der er 100 pct. sandt: at klassens to kvindelige lektorer ned på sidste øre fik det samme i løn som en mandlig kollega med tilsvarende anciennitet og tilsvarende funktioner på skolen.

Men hvordan kan det ske? Hvordan kan klassen ende med at få noget at vide, som ikke engang holder vand, hvis lærerne bliver bedt om noget så banalt som at vise deres egne lønsedler frem og sammenligne med deres mandlige kolleger.

Jeg synes i princippet, det er i orden, at flertallet af medarbejdere ved alle dannelsesinstitutioner (skoler, gymnasier, universiteter, højskoler, kirker og lignende) er venstreorienterede. Men det fordrer en vis professionalisme. Selv om man har en given holdning, skal man ikke missionere for den, når man underviser. Der skal man være fair og afbalanceret og lade være med at slippe egne holdninger løs i klassen.

Men jeg tror, tiden er kommet til, at der for det første udarbejdes en eller anden form for kodeks for fair og afbalanceret undervisning. Bedst selvfølgelig af lærernes egne faglige organisationer.

Jeg tror også, tiden er kommet til noget mere transparens med hensyn til, hvad der faktisk undervises i på skoler rundtomkring. Hvis der anvendes materiale af en aktivistisk ngo som for eksempel Sex & Samfund eller Normstormeren, skal det tydeligt deklareres. Desuden: Materiale fra aktivistiske ngo’er burde som en selvfølge ikke stå alene. Det bør nødvendigvis afbalanceres med andet materiale, der ikke har det samme udgangspunkt.

Endelig tror jeg, det bør være muligt, at man som forælder eller som ældre elev kan blive hørt og taget alvorligt, hvis man har den opfattelse, at der bliver manipuleret eller indoktrineret i skolen.

Hvorfor kan man ikke indberette til et eller andet officielt organ, at den citerede lærebogspassage er fuld af fup? Så ville man som elev eller forælder kunne se, at der faktisk har været klager over en given bog. Man ville – afhængig af, hvordan systemet bliver udformet – kunne se noget om, hvad der er sket med klagen. Og man ville kunne spørge sin lokale institution om, hvordan man i undervisningen afbalancerer bøger, der helt åbenlyst er ensidige eller fordrejer tingene.

Spørgsmålet om indoktrinering i vores dannelsesinstitutioner kan helt sikkert gribes an på mange måder. Men en ting er sikker: Det er en debat, vi bliver nødt til at tage. Der sker formentlig allerede for meget, der ikke tåler dagens lys.

(Dette er et debatindlæg udgivet i Jyllandsposten d. 10. februar 2022)