Mens regeringen peger fingre, peger vi på løsninger

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
22. marts 2025

Det er socialpopulistisk spin fra røde partier, der møder Liberal Alliance, hver gang vi foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Før 1993 kunne man være på dagpenge, så længe man ville. Der var simpelthen intet loft over, hvor længe man i den arbejdsdygtige alder kunne være ”midlertidigt” uden for arbejdsmarkedet. Ikke overraskende var der enorm arbejdsløshed set med danske briller.

I 80’erne forsøgte De Konservative at nedsætte dagpengeperioden, men måtte opgive på grund af enorm modstand fra Socialdemokratiet, fagforeningerne og store strejker.

Men Socialdemokratiet måtte selv gøre det nødvendige, da det fik magten i 1993. Dengang var der ligesom i dag massiv mangel på arbejdskraft, og således tog Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og resten af den daværende S-regering nemlig det første af mange nødvendige livtag med dagpengesystemet. Man forkortede dagpengeperioden fra uendelig til syv år. Der var selvfølgelig et ramaskrig om, hvor meget det ville smadre velfærdsstaten, den danske flexicurity-model og alt, der er godt i livet.

Men det virkede. Beskæftigelsen steg. Derfor forkortede Socialdemokratiet i 1995 endnu en gang dagpengeperioden – denne gang til fem år. Og igen i 1998 til fire år.

Underminerede og udhulede Socialdemokratiet velfærdsstaten dengang? Selvfølgelig ikke. Tværtimod gjorde man den mere robust, fordi pengene kunne bruges bedre end på at holde folk ude af beskæftigelse.

Siden er dagpengeperioden blevet forkortet til to år i 2010, da den daværende VK-regering med støtte fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance halverede dagpengeperioden til to år.

I dag får 9 af 10 dagpengemodtagere job inden for det første år. Det havde vi med i tankerne, da vi i weekenden kom med et seriøst bud på, hvordan vi som samfund skal få råd til højere løn til vores soldater – uden lån, uden krigsskat og uden at fjerne en helligdag, men ved bl.a. at halvere dagpengeperioden til ét år.

Forslaget kommer i en tid, hvor virksomhederne ikke bare råber, men decideret skriger på arbejdskraft. For en lille andel af dagpengemodtagerne handler det ikke om, at de har svært ved at få et job. Det har de ikke. Men de har svært ved at få præcis dét job, de drømmer om.

Det er selvfølgelig ærgerligt, men til dem er vores budskab meget klart: Man må tage det job, man kan få. Friske tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering estimerer, at danske virksomheder alene i december 2024 havde mere end 88.000 forgæves rekrutteringsforsøg, mens knap 48.000 stillinger i samme måned blev besat af en anden profil end den, man søgte.

Virksomhederne kan altså godt gå på kompromis, hvis ikke de finder drømmekandidaten – og det kan langt de fleste ledige nemlig også. Når 90 pct. af dagpengemodtagerne er i job inden for det første år, viser det tydeligt, at ét års dagpenge er tilstrækkeligt. Det er en meget lille gruppe af de ledige, som står for en uforholdsmæssigt stor del af udgifterne til dagpengesystemet. Helt præcist, så står de 9 pct. af dagpengemodtagerne, som ikke er i job inden for 12 måneder, for hele 20 pct. af udgifterne. Det er hverken til gavn for dem selv eller samfundet. Derfor bliver vores forslag også taget godt imod. Ikke kun på grund af fornuften i en etårig dagpengeperiode, men især også fordi forsvaret simpelthen er for vigtig en prioritet, til at vi kan vente.

Truslen fra Rusland venter ikke på 2040-planer og på vægelsindede politikere, som ikke tør pege på, hvor pengene ellers skal findes.

De fleste partier er heldigvis enige om, at vi skal bruge flere penge på forsvaret. Det er godt. Men i skrivende stund er det – i modsætning til landets regering – kun os selv og SF, som har fremlagt en plan for, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres. SF ønsker ikke overraskende at finansiere udgifterne ved at hæve skatten for den arbejdende befolkning, som i forvejen betaler nogle af verdens højeste skatter.

Det er vi selvfølgelig lodret uenige i. Men alligevel respekterer vi SF for at melde klart og ærligt ud. Vi behøver ikke være enige. Men vi skylder vælgerne at være ærlige. Og vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

Hvis man er venstrefløjspopulist, er det selvfølgelig nemmere bare at pege fingre ad LA end at komme med løsninger. Derfor er det heller ikke overraskende, at nogle af de politikere, som ikke selv vil svare på, hvad vi skal stille op med forsvar og finansiering, også er dem, der råber allerhøjest med automatsvar på vores forslag.

De sædvanlige automatsvar er ikke ladt med skarp kritik, men i stedet skarpladte med politisk spin, som forgæves forsøger at prakke befolkningen på, at vores forslag er overilet eller farligt, som Pelle Dragsted formulerede det. Kritikken fra Enhedslisten preller af på os, for jeg har svært ved at pege på, hvad der er mest farligt for Danmark mellem Enhedslistens økonomiske politik eller dets forsvarspolitik, som indtil 2023 bl.a. handlede om, at vi skulle melde os ud af Nato. Men i det mindste ved man, hvor man har Enhedslisten, og det respekterer vi.

Moderaterne er også forudsigelige. Monika Rubins automatsvar lød så teknokratisk, at det næsten kun kunne komme fra en moderat: »Der er brug for en gennemtænkt økonomisk helhedsorienteret plan.« Ja tak. Så var der også fuld plade i intetsigende konsulent-bingo. Når vi både kommer med en løsning og finansiering, så er det jo netop gennemtænkt og helhedsorienteret, hvis vi skal blive i teknokratsproget. Derfor havde vi også håbet, at Lars Løkke med sin nominelt fornuftige økonomiske tankegang ville tage godt imod forslaget. Men Moderaterne kan stadig nå at ændre holdning.

Sværere er det at vide, hvor Socialdemokratiet står. Simon Kollerup og Socialdemokratiet var bl.a. ude at kalde vores forslag for »socialt skævt«. Utroligt hvordan det ikke var socialt skævt, da Socialdemokratiet skar i dagpengene i 90’erne, efter de havde brugt et årti på at forhindre De Konservative i at gøre det samme. Er det kun skævt, når alle andre end Socialdemokratiet skærer i ydelser?

Det er den samme form for socialpopulistiske spin, man ser fra røde partier, hver eneste gang Liberal Alliance foreslår at skære bare en lille smule i nogle af verdens i forvejen højeste ydelser: at det er unødvendige tiltag – for man kan jo altid bare malke skattekvægene – og man er nærmest ond, hvis man mener andet.

Men når Socialdemokratiet skærer i ydelser eller fjerner store bededag, så er det straks noget andet. For så er der jo tale om gode mennesker, som undtagelsesvist blot fører nødvendighedens politik, må man forstå.

Heldigvis er danskerne i det store hele for kloge til at falde for så simpelt et bedrag fra de mest selvretfærdige politikere. Derfor vil jeg også hellere bruge spaltepladsen til at sende en opfordring til alle dem, der peger fingre ad os uden selv at stå på mål for alternative løsninger: Man har altid et valg. Vil I pege fingre eller pege på løsninger?

Vi politikere skylder befolkningen at gøre vores arbejde, nemlig at tage ansvar og komme med løsningsforslag. Det ville klæde andre partier at følge trop.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2025)

Alliancen: Forsvarets fremtid og kvinders valg

Liberal Alliance
20. marts 2025

Alliancen: Forsvarets fremtid og kvinders valg
Såvel socialdemokrater som feministiske økonomer raser, når eksempelvis Mai My Humaidan eller andre vælger at prioritere familie og fritid over karriere, fuldtidsjob og daginstitutioner. Ligestillingsordfører Solbjørg Jakobsen giver sit bud på, hvorfor det provokerer socialdemokrater så voldsomt, at nogle siger nej til at være velopdragne tandhjul i velfærdsstatens maskineri.

Liberal Alliance har samtidig en plan om at styrke Danmarks forsvar markant. Som det første parti fremlægger LA derfor en plan for, hvordan oprustningen skal finansieres: ved at udnytte det økonomiske råderum, indføre brugerbetaling på DR og forkorte dagpengeperioden. Finansordfører Ole Birk Olesen udlægger planen og overvejelserne bag.

Medvirkende:

Ole Birk Olesen, finansordfører

Solbjørg Jakobsen, ligestillingsordfører

Anton Leopold Krogh, politisk rådgiver

Vært:
Mikkel Andersson

EU skal ikke have alt for store forventninger til USA

Henrik Dahl
11. december 2024

”Hvis du vil have fred, må du forberede dig på krig” lyder et gammelt latinsk ordsprog. Og disse ord er mere aktuelle end nogensinde før.
Vi lever i en urolig og omskiftelig verden, og EU skal tage ansvaret for sin egen sikkerhed alvorligt uden at have for store forventninger til hjælpen fra USA.

Uden konkrete handlinger og viljestyrke kan vi ikke forvente, at EU bliver i stand til at forsvare sine borgere og værdier. Den tidligere finske præsident Sauli Niinistö foreslår endda i en rapport leveret til EU-Kommissionens formand, at hele 20 pct. af EU’s budget skal gå til vores forsvar og sikkerhed. Dog er det vigtigere, at vi fokuserer på, hvordan alle medlemslande når op på at bruge 2 pct. og måske endda tættere på 3 pct. af bnp på forsvar. Vi har fået udnævnt EU’s første forsvarskommissær, og det bliver helt afgørende, at vi bruger de mange nye midler på den rigtige måde.

I vores politiske familie, Det Europæiske Folkeparti (EPP), har vi helt tilbage til før valgkampen i juni arbejdet på at udstikke en klar kurs mod et stærkere Europa på forsvarsområdet. Resultatet er vores strategiske plan: ”Et Europa, der beskytter.” Denne plan sigter mod et reelt forsvarssamarbejde, en robust forsvarsunion og et Europa, som ikke blot søger fred, men også aktivt opbygger den. Men naturligvis stadig med Nato som grundpillen i vores kollektive forsvar.

De økonomiske realiteter taler deres tydelige sprog: Mens Rusland har udviklet en aktiv krigsøkonomi, har Europa sovet i timen. På trods af vores Nato-mål er det langtfra alle medlemslande, der lever op til kravet om 2 pct. af bnp til forsvar. Hvis vi ønsker fred i Europa, så skal vi sikre den nødvendige investering i forsvar i hele Europa, så vi effektivt kan afskrække Rusland. Vi må derfor tage ansvaret på os og sikre, at Europa bliver i stand til at forsvare sig selv og sine interesser.

Vores plan er konkret og består af fem vigtige skridt:

Oprettelsen af et indre forsvarsmarked i Europa: Den manglende sammenhæng i forsvarsmarkedet fører til ineffektiv udnyttelse af midler, hvilket koster både tid og penge for europæiske skatteydere. En styrkelse af det europæiske forsvarsmarked, der gør det muligt at handle forsvarsudstyr frit over grænserne, vil ikke blot forbedre vores kapacitet, men også styrke vores industribase. Vi skal arbejde for at inddrage små og mellemstore virksomheder og fremme europæiske værdikæder. Samtidig er det afgørende at inkludere Ukraine i denne proces.

Styrkede investeringer i fremtidens forsvarsteknologier: EU bør investere betydeligt i fremtidens forsvarsteknologier som cybersikkerhed, rummet, droner og kunstig intelligens. Sammen med vores transatlantiske partnere bør vi tage skridt mod etablering af et fælles missilforsvarsskjold og en europæisk pendant til det amerikanske Darpa, der kan sikre teknologisk innovation og sikkerhed.

Mere samarbejde og fælles kapaciteter: EPP ønsker et forsvarssamarbejde, hvor EU’s land-, sø-, luft-, rum- og cyberstyrker har mulighed for at arbejde sammen og i tilfælde af det bliver nødvendigt hurtig kan indsættes.

Med et ”militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser, hvilket giver os mulighed for at reagere hurtigt på kriser. Derfor skal alle EU-lande i samarbejde med deres parlamenter tage aktiv stilling til missioner, hvor der er fælles kommandostruktur for effektivt at kunne udnytte vores civile og militære ressourcer i krisesituationer.

Større investeringer og mindre bureaukrati: Vi kan ikke nå vores mål uden passende finansiering. Med et kommende forsvars whitepaper er det nødvendigt at sætte realistiske mål for investeringer. Det omfatter også en mulig udvidelse af Den Europæiske Investeringsbanks mandat, så vi kan mobilisere private investeringer til forsvarsindustrien.

Europa som stærk stemme i forsvarspolitikken: Hvis Europa fremover skal være en betydningsfuld magt, der taler for frihed og demokrati, må og skal vi have et stærkt forsvar til at understøtte dette. Mens EU skal støbe kuglerne, så skal de affyres i Nato. Derfor er et tæt samarbejde med USA og Nato grundlaget for vores sikkerhed. Trods det er tiden kommet til, at vi må opbygge vores egne frivillige komplementære kapaciteter, så vi i en kritisk situation kan forsvare os selv og vores interesser.

Med et “militært Schengen” kan vi sikre militær mobilitet inden for EU’s grænser.

(Bragt i Jyllands-Posten d. 11/12-2024)

Børn af veteraner skal ikke lades i stikken

Carsten Bach & Louise Brown
18. oktober 2024

I den seneste tid har flere medier afdækket de graverende konsekvenser for de danske familier, når far eller mor vender hjem fra missioner i krigszoner i udlandet og har ar på ikke blot krop men sjæl og sind – særligt i form af ptsd. Børn af veteraner oplever følelsesmæssig ustabilitet, angst og en konstant frygt for at miste deres far eller mor igen. Til gengæld oplever familierne ulykkeligvis ikke, at samfundets hjælp er tilstrækkelig.

Beretningerne giver i høj grad stof til eftertanke, for der er tale om familier, der selvsagt er yderst sårbare og under et afsindigt pres. Familier, der i årevis har kæmpet forgæves for at få den rette psykologhjælp og behandling til deres børn. Og familier, der – med rette – føler sig svigtet af et system, som ganske enkelt ikke er gearet til at håndtere de komplekse behov, børn af traumatiserede veteraner har. Hvorimod voksne børn af veteraner med ptsd kan få psykologbehandling via Forsvarets Veterancenter, er der intet tilsvarende tilbud for børn. De spises i stedet af med tidsbegrænsede gruppesessioner med andre børn.

For yderligere hjælp henvises de til det kommunale system, hvor de konsekvent støder panden ind i de alt for lange ventelister i børneog ungepsykiatrien, systemets manglende faglige indsigt i konsekvenserne af at være vokset op med en ptsdramt omsorgsperson samt den økonomiske barriere i form af selvbetaling for diverse psykologforløb.

For veteraner med ptsd er det desuden noget nær uoverkommeligt at navigere i junglen af systemets forskellige aktører. Derfor opgiver mange veteraner undervejs kampen om at få fat i den rette hjælp til deres børn.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at vi som samfund ikke formår at hjælpe vores veteraner og deres børn bedre. Ingen børn eller pårørende til skadede veteraner skal føle sig svigtet af det selvsamme samfund, der i sin tid besluttede at sende deres forældre afsted på mission til en krigszone i udlandet.

Vi må forstå, at når vi sender vores soldater i krig, så er det ikke kun de, der bliver udsendt, der bærer byrden.

Det er derimod hele den udsendtes familie – både inden, under og efter udsendelsen.

Derfor bør samfundets ansvar ikke slutte ved soldatens hjemkomst. For vi har efterfølgende en pligt til at tage ordentligt vare på ikke blot veteranerne selv men også deres børn, som ellers er dømt til at leve en tilværelse i skyggen af forældrenes krigstraumer. I første omgang kan vi starte med at styrke de eksisterende tilbud i Veterancentret og sikre, at alle børn og unge af traumatiserede soldater får adgang til den nødvendige støtte i form af målrettede gratis akuttilbud med specialuddannet fagpersonale og individuel psykologhjælp.

Opgaven er desuden ikke blot at komme fremtidige veteranfamilier til undsætning fremover, men aktivt at række en hånd ud til de mange veteraner, der i de forgangne år har opgivet de officielle systemer, eller hvor systemerne omvendt har opgivet dem.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 18. oktober 2024)

Forsvarspolitik er ikke til symbolske markeringer

Ole Birk Olesen
5. april 2024

Det sker hele tiden: Et emne er oppe i tiden, og partier og meningsdannere føler behov for at påstå, at de skam er meget mere optagede af emnet og af alt, der er godt, end vi andre.

Så skal vi høre, at hvis man ikke vil forbyde oksekød i offentlige institutionskøkkener, så er man sandelig ikke lige så helhjertet optaget af at redde kloden fra klimaundergang, som de sande klimaforkæmpere er.

Eller hvis man ikke vil forbyde muslimer at lave egne friskoler, så går man i virkeligheden ikke ind for en stram asylpolitik, uanset hvor mange andre opstramninger man ellers har stemt for.

Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor, og hvor man måske i stedet burde glæde sig over en ny konsensus om såvel retning som alle de indsatser, som faktisk rykker noget.

Sådan er det for tiden også med debatten om det danske forsvar. Enigheden har næppe nogensinde været større:

Vi skal have et stærkt forsvar, vi skal bruge 2 pct. af bnp på det, vi skal være et helhjertet medlem af Nato, og fjenden kommer fra øst. Alle betydende kræfter og partier bakker op om disse helt centrale elementer i dansk forsvarspolitik.

Så hvad skal vi nu diskutere? Værnepligt! Og at kvinder også skal indkaldes til Forsvarets Dag!

I den forbindelse melder også borgerlige politikere, debattører og en avislederskribent her på Jyllands-Posten sig med påstande om, at hvis vi i Liberal Alliance ikke mener det samme om værnepligt som alle øvrige, så er vi at sammenligne med folk, som ikke går rigtigt op i klimaet, fordi de ikke vil forbyde oksekød i børnehaver, eller med andre, som er lalleradikale på udlændinge, fordi de ikke vil forbyde muslimer at lave friskoler.

Der må være en kant! Og hvis den er svær at finde, så kan vi da altid opfinde en!

Der bliver sagt og skrevet meget om, hvad LA mener om værnepligt. Jeg føler behov for at slå tre ting fast:

For det første: I LA er vi tilhængere af grundlovens bestemmelse om, at enhver våbenfør mand (eller kvinde) har pligt til at stille sig til rådighed for landets forsvar, hvis fjenden er på vej mod vores grænser for at invadere nationen. Vi har gentagne gange sagt, at vi ikke ønsker en ny grundlov, og det gælder også i forhold til grundlovens paragraf 81 om den almindelige værnepligt. Intet skal ændres her. Vores frihed har historisk hvilet på en vilje til at beskytte vores selvstændighed, og det kan den komme til igen. I så fald skal våbenføre borgere kunne udkommanderes til at skyde mod fjenden.

For det andet: Det, vi har behov for i dag, er at kunne stille med det stærkest mulige forsvar for at leve op til vore Nato-forpligtelser. Danmarks forsvar er ikke alene Danmarks sag, ligesom f.eks. Finlands forsvar i dag ikke alene er Finlands sag. Begge lande, og alle lande i Nato, har svoret en ed om at komme hinanden til hjælp, såfremt et land uden for forsvarsalliancen går til angreb på et allianceland. Vi udkommanderer i Danmark ikke værnepligtige, hverken unge, som aktuelt aftjener deres værnepligt, eller fra reserven af tidligere værnepligtige til Nato-missioner i udlandet. Hvis Rusland truer de baltiske lande, Polen eller Finland, så er det professionelle danske soldater, som vi sender til Baltikum, Polen eller Finland for at markere Natos samlede styrke og ultimativt for at stå klar til at yde forsvar mod angreb og invasion.

Vores værnepligtige bidrager ikke til de styrkemål, som vi stiller til rådighed for hele Nato-alliancens forsvar, hvor end i verden der måtte være trussel om konflikt. Vores værnepligtige bruges kun til forsvar af Danmarks eget territorium, i tilfælde af at russiske tropper har taget turen syd om gennem Polen og Tyskland eller nordom gennem Finland og Sverige og nu har udpeget Danmark til at stå for tur.

For det tredje: Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige. Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdsplads og ved at få de mest motiverede og de dygtigste til at benytte sig af deres værneret. Her er der meget at gøre! Og det kommer vi forhåbentlig til i de kommende år.

Mange værnepligtige kan her vise sig kontraproduktivt.

Hvis vi gerne vil have højt motiverede og dygtige unge mennesker til at benytte deres værneret, så er det en god idé at øge kravene knyttet til fysik, mentalitet og motivation, så man efter f.eks. 11 måneder som rekrut og soldat kan skrive på sit cv, at man er en af de udvalgte få, som har kunnet udføre opgaven.

Jo flere af de dygtigste og mest motiverede, vi kan få til at melde sig frivilligt, desto større vil muligheden for at rekruttere de rigtige unge til professionel tjeneste efterfølgende være.

Hvis man omvendt gerne vil have så mange som muligt ind, så tvinges Forsvaret til at sænke kravene, så alle af de mange kan være med. Det kan føre til, at de dygtigste og mest motiverede ikke melder sig frivilligt, fordi der ikke er så stor lærdom og prestige forbundet med at have værnet sit land.

Forsvarspolitik handler faktisk om, at der en krig, som skal vindes, hvis den bryder ud. I Liberal Alliance forsøger vi i denne som i alle andre sager at give saglige svar på, hvordan vi som samfund bedst håndterer de problemer, vi står over for.

Vi er klar over, at mange andre i den offentlige debat bare gerne vil score dydspoint på at sige ting, som lyder smarte, og vi tager med, at vi i LA i den konkurrence ikke er helt så dygtige.

“Der går symbolpolitik i den politiske diskussion, så nogle kan hævde sig bedre end andre på et område, hvor den politiske uenighed slet ikke er så stor.”

Vi mener i LA ikke, at vi får et bedre rekrutteringsgrundlag til de professionelle dele af det danske forsvar ved at få flere værnepligtige.

Vi mener, at vi kan gøre rekrutteringen mere effektiv ved at gøre Forsvaret til en bedre arbejdspladsen.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5/4-2024)

Hverken mænd eller kvinder skal tvinges i militæret mod deres vilje

Carsten Bach
2. april 2024

Under overskriften ”Hvorfor i alverden kan kvinder ikke være soldater?

Præsenterede Venstres folketingsmedlem Torsten Schack Petersen for nylig i JP en parade af forkerte udlægninger om Liberal Alliances holdning til værnepligt.

Regeringen har nemlig besluttet sig for, at danske kvinder også skal underlægges tvungen værnepligt, som mænd er det i dag.

Svaret er, at det kan kvinder bestemt godt, og at vi i Liberal Alliance hjertens gerne vil have flere dygtige kvinder i Forsvaret.

Det er netop derfor, at vi arbejder for at accelerere den i forvejen opadgående kurve med flere kvinder i militæret, så vores forsvar ikke misser ud på værdifuldt talent, som kan bidrage til vores sikkerhed.

Men måske et mere relevant spørgsmål til Venstre og resten af regeringen er, hvorfor i alverden kvinder skal tvinges til at være soldater, hvis de ikke har lyst, og om regeringen i ramme alvor tror på, at vi får et stærkt forsvar med medarbejdere, der arbejder der under tvang?

I Liberal Alliance har vi altid gået ind for at afskaffe værnepligten og i stedet lade den blive erstattet af en ligestillet værneret, som skal gælde for begge køn.

Så da regeringen annoncerede, at kvinder, der ikke har lyst til at være en del af Forsvaret, i fremtiden skal kunne tvinges i militæret, sagde vi fra.

Det er der grundlæggende tre årsager til. For det første bryder vi os ikke om at skulle tvinge folk til at være soldater, hvis de ikke har lyst.

Som et liberalt parti tror vi på et frit samfund, hvor det er staten, der er til for danskerne, og ikke omvendt. Derfor vil vi ikke have tvungen værnepligt, uanset om den omfatter et eller flere køn.

For det andet er regeringens tvangsbaserede ordning unødvendig og disproportional, hvis vi gerne vil opruste vores forsvar med flere ansatte.

I alt for mange år har skiftende regeringer ledet af socialdemokraterne og Venstre desværre nedprioriteret Forsvaret, hvorfor der i dag er store problemer med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere.

Men netop hvad angår værnepligten, er frivillighedsgraden helt i top, og i dag hører det til sjældenhederne, at mænd bliver tvunget til at være værnepligtige.

Hvis vi sørger for bedre vilkår i Forsvaret, vil vi sagtens kunne sikre det fornødne antal medarbejdere, og derfor er den tvangsbaserede ordning fuldstændig unødvendig.

For det tredje tror vi i Liberal Alliance på, at vi får det stærkeste og mest velfungerende forsvar, hvis medarbejderne er der af egen fri vilje – og ikke fordi Venstre og resten af regeringen har tvunget dem i trøjen.

Jo lavere frivillighedsgraden i Forsvaret bliver, desto mindre professionelt og veldrevet bliver vores militær.

Det har vi slet og ret ikke råd til i en tid med krig på det europæiske kontinent.

(Indlæg bagt i Jyllands-Posten d. 28/3-2024)

Liberal Alliances forsvarspolitik

Det er ikke de unge, der er uegnede. Det er værnepligten, der er uegnet

Carsten Bach
22. maj 2023

I sidste uge kunne man i Berlingske læse, at langt flere danske unge mænd i dag bliver erklæret uegnet til værnepligt end tidligere – hele 58 pct. kasseres i dag.

Jeg læste nyheden med hovedrysten. En stor del af de unge sorteres fra, fordi de på et tidspunkt i livet har haft en diagnose som angst, adhd eller depression.

Sågar laktoseintolerans kan være en hindring for at blive værnepligtig.

Selvfølgelig er over halvdelen af danske unge mænd ikke uegnede til militærtjeneste.

Det er hele systemet med værnepligt som rekrutteringsinstrument til Forsvaret, der er uegnet.

For det første er værnepligten forældet og fastholder en uhensigtsmæssig praksis i Forsvaret. Det har altid været helt tilfældigt, hvem der blev udvalgt.

I dag er alle værnepligtige – heldigvis – frivillige, men det er stadigvæk ikke Forsvaret, der aktivt vurderer og udvælger den enkelte baseret på, hvem der er mest motiveret og bedst egnet til en karriere som soldat.

Når Forsvaret derudover vurderer kommende soldater ud fra one-size-fits-all-sundhedskriterier – fordi de skal passe til den brede og tilfældige rekruttering, som værnepligten er – er deres vurdering lige så præcis og kvalificeret som et skud i tågen.

At du på et tidligere tidspunkt i livet i en periode har haft angst, depression eller adhd, skal ikke være en livslang hindring for at gennemføre en militæruddannelse og være ansat på kontrakt i Forsvaret.

Det samme gælder de unge kvinder. For dem gælder samme rigide mentale og fysiske krav som for mændene.

Derudover kan de også erklæres uegnede, hvis de har kraftig og uregelmæssig menstruation. Tænk, hvis alle kvinder skal tvinges til Forsvarets Dag, for at dem med uregelmæssig menstruation skal have at vide, at de er fysisk uegnet til en militæruddannelse af den grund. Jeg kunne desværre blive ved med at opliste eksempler på uforståelige krav.

Systemet sorterer uundgåeligt en stor gruppe unge mennesker fra, som kunne have fået en lang militærkarriere. I stedet kommer værnepligten utilsigtet til at forstærke en sygeliggørelse af unge mennesker, som kan fastholde nogen i den tro, at de af den grund ikke dur til noget.

Jeg er overbevist om, at mange af de unge mennesker, som har en interesse for og ønske om en militæruddannelse, kan gøre sig nyttige i Forsvaret. De kan måske endda være bedre kandidater end andre, som godt nok ikke har angst eller adhd, men derimod heller ikke har en motivation for en karriere i Forsvaret.

Langt de fleste ressourcer, som Forsvaret bruger på at gennemføre værnepligtsuddannelsen, er derfor mere eller mindre spildt. Det er først i det øjeblik, at en person afslutter værnepligten og tegner en kontrakt med Forsvaret, at ressourcerne er en god investering. Derfor skal vi sikre, at langt flere (motiverede og kompetente) unge tegner kontrakt med Forsvaret.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten den 21. maj 2023)

Regeringen har valgt den mest dovne løsning for Forsvaret

Carsten Bach
29. marts 2023
Teknologi skal kompensere for manglende personel i Forsvaret.

Det står efterhånden klart for enhver, at Danmarks behov for et moderne og fremtidssikret forsvar er større end som så. Det er ganske enkelt nødvendigt for, at vi kan løse de opgaver, som Nato-alliancen, EU og vores vigtigste allierede forventer, at vi kan løse i tilfælde af krig eller kriser.

Hvad der til gengæld er uklart for de fleste, er, hvordan vi kommer derhen. For Forsvaret mangler arbejdskraft – og det er ikke bare lige sådan at skaffe.

Manglen på personel er desværre hverken et kortvarigt eller fremtidigt problem, men i stedet et både højaktuelt og langvarigt et af slagsen.

I Letland kan vi i dag ikke opretholde vores etablerede kampbataljon på 800 mand, fordi vi ikke har mandskab til opgaven, mens vi i 2024 ikke kan stille en division på 4.000 mand til en polstring af Natos beredskab, hvilket vi ellers har forpligtet os til.

Det gør det til en bunden opgave for ethvert politisk parti at overveje, hvordan vi kan sikre os et forsvar med kapacitet til at levere, når vi har brug for det. Og her bør manglen på personel være et bærende element.

Regeringen kigger desværre mod den mest dovne og illiberale af alle løsninger: mere tvang. Flere skal aftjene værnepligt, og sådan løses store dele af udfordringerne, må man forstå. Men kan regeringen tvinge sig til det bedste forsvar – og styrkes værnepligten rent faktisk gennem mere tvang? Det mener jeg ikke.

I stedet mener jeg, at frivillighed bør være vejen frem. For folk skal selv vælge Forsvaret til, hvis vi reelt skal engagere dem.

Vi ved, at unge i dag vægter det højt, at en arbejdsplads bruger ny teknologi og har moderne og tidssvarende arbejdsforhold. Og vi ved også, at Forsvaret ikke har nogen af delene. Den seneste evaluering, S-regeringens såkaldte kasseeftersyn, påviste betydelige efterslæb i forhold til it og digitalisering af Forsvarets områder, og hvad angår arbejdsforhold, må Forsvaret nok nærmest betegnes som samfundets sidste konservative bastion.

Når det kommer til kulturen, så er Forsvaret – for nu at sige det pænt – heller ikke altid fulgt med det øvrige samfunds udvikling. Og af de grunde er det mildest talt ikke attraktivt nok at vælge den grønne uniform til.

Derfor mener jeg, at vi i stedet for at satse på tvang bør arbejde på en højteknologisk udvikling af Forsvaret, så vi kan tiltrække nye unge og kompensere for dem, vi ikke kan få.

Det danske forsvar skal i samarbejde med universiteterne og industrien være førende i EU på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor skal vi have en større andel i EU’s forsvarsfond, og i EU-regi skal vi indgå i samarbejdsrelationer om den nyeste teknologiske udvikling som f. eks. Eurodronen. Og så skal vi selvfølgelig indgå samarbejde med verdens bedste leverandører af militært isenkram og teknologi og lade danske enheder teste og videreudvikle systemerne. Akkurat som vi har gjort med F-35-flyene.

På den måde kan vi forhåbentlig finde flere unge, der vil finde det spændende at operere med hypermoderne undervandsrobotter i Søværnet, avancerede droner i infanterigruppen eller meget akkurat rumteknologi og satellitovervågning i Flyvevåbnet. For ikke at tale om integration af kunstig intelligens og kvantecomputere til databehandling på kamppladsen. Forsvaret skal altså være en moderne, højteknologisk organisation, der kan tilbyde en fremtidssikret karriere med mulighed for udvikling og merit til det civile erhvervsliv.

Det er i 2020′ erne opskriften på at tiltrække de unge. En opskrift, man allerede har fulgt på IT-Universitetet, hvilket har resulteret i et markant højere ansøgertal – og at mange flere kvinder har søgt ind. Det bør vi lade os inspirere af, så vi i en ny, moderne og højteknologisk tidsalder i Forsvaret kan løse de opgaver, vi skal kunne løse.

(Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten d. 29. marts 2023)

Dannebrog på soldats uniform

Vi har brug for en højteknologisk modernisering af Forsvaret

Carsten Bach
28. marts 2023

Siden de første russiske kampvogne rullede over Ukraines grænser, har det stået klart for de fleste, at Danmark på kortere sigt end forventet har brug for et velfungerende forsvar.

For Putin er på krigsstien, og intet tyder på, at forårsfreden vil sænke sig over Europa i den kommende tid. Derfor er det afgørende, at vi fra politisk hold arbejder på at ruste forsvaret bedst muligt til den geopolitiske situation.

En af de største udfordringer for Forsvaret er i dag den samme som i så mange andre hjørner af samfundet – manglen på arbejdskraft. Et problem, vi desværre heller ikke her blot kan løse med et pennestrøg fra et flertal i Folketinget – og hvad værre er: Et problem, der har fået regeringen til at gribe til et af de mest dovne og illiberale tiltag i bogen. Mere tvungen værnepligt.

Men kan vi virkelig løse problemerne med manglende arbejdskraft i Forsvaret ved at tvinge ungdommen til at aftjene værnepligt? Det mener jeg ikke.

Tværtimod tror jeg på, at det bør være kvalificeret arbejdskraft baseret på frivillighed, som skal udgøre rygraden i Danmarks forsvar. Spørgsmålet er derfor, hvordan Forsvaret kan få den nødvendige arbejdskraft, uden at vi er nødt til at kaste ungdommens frihed på møddingen.

Vi ved, at mange unge efterspørger et job, der anvender ny teknologi og har moderne arbejdsforhold. Og vi ved også, at den seneste evaluering af området påviste betydelige efterslæb med hensyn til IT og digitalisering af Forsvarets arbejdsgange.

Som et lille land vil vi aldrig kunne konkurrere med verdens forsvarspolitiske sværvægtere, når det kommer til antallet af soldater i vores styrker, men med vores høje uddannelsesniveau og teknologiske know-how har vi muligheden for at slå over vores vægtklasse på anden vis.

Et øget samarbejde med universiteterne og industrien kan nemlig bidrage til at gøre det danske forsvar førende på områder som militærteknologi, forskning og udvikling. Derfor bør vi sørge for at få en større andel af EU’s forsvarsfond og indgå samarbejdsaftaler med de førende leverandører af militært isenkram, som danske enheder kan videreudvikle.

Initiativer som disse vil ikke blot lægge skinnerne til et moderne forsvar, der gør det muligt for os at leve op de forpligtelser, vi har overfor vores allierede.

De vil ligeledes fungere som et trækplaster for ambitiøse unge, der ønsker at anvende og udvikle fremtidens kunstige intelligens og kvantecomputere, arbejde med avancerede droner i infanteriet eller moderne rumteknologi og satellitovervågning i flyvevåbnet.

Så det er bare med at komme i gang. For med et stærkt og højteknologisk forsvar kan vi imødegå truslen fra Øst, leve op til vores Nato-forpligtelser og tiltrække kvalificeret og frivillig arbejdskraft. Helt uden regeringens tvungne værnepligt.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 28. marts 2023)