Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza

Henrik Dahl
11. august 2025

I Danmark og Europa er den helt grundlæggende realisme fraværende, når det gælder Israel/Hamas-konflikten.

For den realistisk indstillede politiker burde det være klart, at det simpelthen er uacceptabelt, at Hamas trækker sig ud af konflikten med noget, der minder om en sejr.
Årsagerne burde være indlysende. Men det er de åbenbart ikke. Så lad mig minde om dem: Hamas er en ekstrem, islamistisk terrororganisation. Den har et program og nogle metoder, der ikke adskiller sig væsentligt fra Islamisk Stat. Hamas ønsker at udslette staten Israel og den jødiske befolkning, der lever i den. Organisationen ønsker på ingen måde en tostatsløsning, hvor palæstinensere og jøder lever fredeligt i hvert deres land.

Hamas er sponseret af Iran. Ligesom Hizbollah og Houthi-bevægelsen i Yemen.
Derfor vil en sejr til Hamas også være en sejr for Iran. Og lad mig i den forbindelse minde om: Iran er allieret med Rusland og Kina.

Hver gang, en ukrainer dør i forsvaret for sit land, og hver dag, krigen fortsætter, er det (også) Irans værk. Vi er nødt til at se krigen imod Vesten og imod vestlige værdier i et samlet perspektiv.
Her er Hamas’ angreb på det eneste demokratiske land i Mellemøsten en del af en langt større krigsindsats imod alt, hvad Vesten står for: Oplysning. Demokrati. Personlig frihed.

I den vestlige verden er Hamas kommet langt i retning af en folkelig accept af bevægelsen og dens mål. Det skyldes for det første, at den yderste venstrefløj er gået sammen med blandt andre Hamas til den giftige blanding, der på fransk hedder »islamogauchisme« og som vi stadig mangler et mundret ord for på dansk. Men det skyldes også, at for mange medier har haft en for ukritisk indstilling til Hamas narrativ.

Israel begår naturligvis ikke folkemord i Gaza. Det er en propagandapåstand, der i den grad trænger til modspil. Men som ikke får det. Et folkemord som Hamas rent faktisk drømmer om i forhold til jøderne kræver en hensigt hertil. At en sådan skulle eksistere blandt beslutningstagerne i Israel, er en bevisbyrde, som Hamas og deres støtter aldrig kan løfte.
Israel har heller ikke ansvaret for de sultende i Gaza. Ud fra de formelle definitioner er der ifølge FNs foreløbige vurdering ikke tale om hungersnød. Der leveres masser af nødhjælp. Fra 20. juli til 3. august kom der ifølge FN 12.000 ton fødevarer ind i Gaza. Men det er på trods af urigtige historier om det modsatte almindeligt, at Hamas og andre bevæbnede gangstere stjæler nødhjælpen fra dem, der har brug for den.

Til gengæld begår Hamas krigsforbrydelser hver dag, som ikke bliver rapporteret i tilstrækkeligt omfang. Det er en klar overtrædelse af Genevekonventionen at kæmpe fra civile områder og fra særligt beskyttede områder som hospitaler. Ligesom det er en overtrædelse at kæmpe uden uniformersamt at tage gidsler og at ydmyge krigsfanger.

I en realistisk verden er det uden mening at forestille sig fred i Mellemøsten, hvis Hamas og Iran er indblandet. Hamas kan opnå fred i morgen ved at indstille kamphandlingerne og udlevere de sidste gidsler. Det er man åbenbart ikke interesseret i. Hvad ledende talsmænd for bevægelsen direkte har oplyst til vestlige medier. Det er kun muligt at gisne om, hvorfor så mange vestlige ledere mangler realisme. Men det gør de, hvad mange andre af deres handlinger også bevidner: urealistiske planer for en i øvrigt nødvendig energiomstilling. Urealistiske ideer om global arbejdsdeling. Og indtil for ganske få år siden: totalt urealistiske ideer om Rusland.
En stor del af det uføre, som de vestlige lande befinder sig i, skyldes en bredspektret mangel på realitetssans. Men lad os begynde med begyndelsen: Hamas må aldrig vinde.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 9 august 2025)

Private kræfter må sikre vores unge en værdig værnepligt

Carsten Bach
5. august 2025

Folketinget har besluttet at sende endnu flere unge – tusindvis af unge – af begge køn i 11 måneders værnepligt startende fra næste år.

Det bakker vi op om i Liberal Alliance. Netop de unge mennesker kan blive afgørende for at forsvare Danmark og vores allierede, hvis truslen om krig bliver til ægte krig. Vi kræver meget af vores unge mennesker og sætter vores lid til dem.
Derfor har vi politikere også en opgave, man ikke kan overvurdere. Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste. Mange af dem skal jo få lyst til at blive i Forsvaret, når de har gennemført deres værnepligt.

Jeg vil gøre mit til at sikre, at det i hvert fald ikke bliver de skimmelbefængte, faldefærdige, utidssvarende tjenestesteder, der får vores unge mennesker til at rende skrigende bort.
Derfor vil jeg som forsvarsordfører for Liberal Alliance række ud til alle de virksomheder, der sammen med Forsvaret kan gøre en forskel for at sikre værdige rammer for de nye værnepligtige, som strømmer ud i landet næste år – nu og her og på længere sigt.
De unge skal have ensartede, trygge og tidssvarende rammer i hele landet. Det handler ikke kun om, at der skal kunne skylles ud, når de unge eller deres befalingsmænd har været på toilet, eller at de kan få et varmt bad, når de har været på øvelse i de kolde måneder.
De skal også have steder at opholde sig, når de har fri, et godt sted at træne og ’hænge ud’, så de ikke bruger alt deres krudt på det lokale diskotek. Med andre ord: De skal have en god oplevelse hele vejen rundt.

For nyligt havde vi besøg af de engagerede og forbilledlige unge mennesker fra Værnepligtsrådet i forsvarsforligskredsen. Her blev Karup fremhævet som et godt sted med gode forhold – mens Høveltes ry og rygte var noget mere belastet. Sådan skal det ikke være. Alle skal have ordentlige forhold.
Det er en komplet illusion at tro, at vi på traditionel vis kan bygge blivende og behagelige rammer inden februar 2026. Men som en start, så lad os se på det gode danske eksempel i Baltikum – nærmere bestemt den nybyggede Camp Valdemar i Letland. Her opholder nogle af vores skarpeste soldater sig fire måneder ad gangen som en del af Natos fremstrakte næve mod russerne.
Det er beboelsescontainere, som omtales af vores soldater som langt mere behagelige rammer end de udtjente tjenestesteder herhjemme. Ikke bare sengene og værelserne, men også de sociale rammer og træningslokaler.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) bemærkede det selv, da han besøgte lejren i efteråret 2024 og kommenterede på Facebook: ”Brede smil overalt, når jeg sammen med kolleger fra Folketinget blev vist rundt i den flotte lejr, der jo viser, hvordan dansk forsvar også kan være up to date.”
Uret tikker, mens skimmelsvampen bliver hængene i krogene. Lad os bygge flere faciliteter som Camp Valdemar, men nu her i Danmark.
Så kan vi med god samvittighed og ro i maven samtidig tage fat på de nødvendige langsigtede opgraderinger af Forsvarets tjenestesteder i hele landet.

Her er det min klare overbevisning, at private aktører som pensionskasser og store entreprenørvirksomheder skal slå sig sammen med Forsvaret om at lave moderne og blivende løsninger, som vores soldater kan være stolte af og glade for at gå på arbejde i. Uanset om det så er i Karup eller Høvelte.
De private aktører står i kø for at gøre en forskel for oprustningen herhjemme, skulle jeg hilse at sige. Hvis vi sender helt unge danske mænd og kvinder i 11 måneders værnepligt og tilbyder dem ottemandsstuer med skimmel og koldt vand i bruseren, frygter jeg, at Forsvarets store problemer med at rekruttere og motivere dygtige folk kun vokser.
Vi må sikre, at de unge mennesker får en ordentlig behandling og ordentlige rammer, når de som minimum bruger næsten et helt ungdomsår i Danmarks tjeneste.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 1. august)

Regeringen svigter industri og Nato-mål

Carsten Bach
18. juli 2025

Var det den socialdemokratiske regerings manglende kompas i form af en forsvarsindustriel strategi, der fik forsvarsminister Troels Lund Poulsen til

… at stoppe op lige før målstregen, dagen før vi i forsvarsforligskredsen kunne have truffet de afgørende beslutninger vedr. fremtidigt byggeri af store flådeskibe i Danmark?

ELLER var det SVM partiernes indre slagsmål om finansiering af udgifterne til forsvaret, der betyder, at der kan komme til at mangle penge til at leve op til væsentlige styrkemål fra Nato?
I dagene lige før sommerferien mødtes forsvarsforligskredsen – og på halvandet døgn formåede forsvarsministeren på mærkværdigvis fuldstændig at save både sin egen materielchefs og forsvarschefens materiel- og militærfaglige anbefalinger over på midten.

På trods af al snak om hurtig opbygning af kampkraft og “køb køb køb” blev væsentlige beslutninger, selv på det mest velkonsoliderede grundlag fra Forsvarsministeriets materiel- og indkøbsstyrelse nogensinde, fejet af bordet. Troels Lund Poulsen ønskede simpelthen ikke at træffe de afgørende beslutninger, hvad angår flådeskibsbyggeri i Danmark.

Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri, der står klar på sidelinjen, klar til at blive skiftet ind og tage teten i opbygningen af en ny og mere slagkraftig flåde i Danmark.

Desværre får regeringen med sin manglende forsvarsindustrielle strategi og den manglende vilje til at træffe rettidige beslutninger sendt det signal, at den danske forsvarsindustri må vente forgæves og måske aldrig kommer i spil.
Lige så utilgiveligt er det, at regeringen på trods af højttravende retorik om tempo og nyt materiel ikke kan stille den nødvendige strukturelle finansiering til rådighed for at opfylde de nye Nato-styrkemål.

Landets forsvarschef sættes i en helt utålelig kattepine, når han ikke får stillet tilstrækkelig økonomi til rådighed af sin minister til at komme videre med opbygning af forsvarets kampkraft – for hvad nytter det at sige “køb køb køb”, hvis man her og nu ikke tør tage de modige beslutninger og på den lange bane ikke har fundet finansieringen?

Regeringens modvilje mod her og nu at træffe afgørende beslutninger om dansk flådeskibsbyggeri – trods ekspertanbefalinger – vidner om en manglende forståelse for, at kampkraft også handler om opbygning af en stærk forsvarsindustri og politisk forudsigelighed i samarbejdet med forsvaret.

Det danske forsvar fortjener handling – ikke kun ord. Og hvis ikke regeringen har hverken kompas eller finansiering klar til det, må vi spørge os selv: Står SVM regeringen tilbage uden en samlet forsvarspolitik? Det sender et utilgiveligt signal til den danske forsvarsindustri

(Indlæg bragt i Børsen d.18 juli 2025)

Forsvarsløfter haves, finansieringsplaner efterlyses

Carsten Bach
20. juni 2025

Vores sikkerhed afhænger af økonomiske slagkraft. Derfor er det useriøst, at regeringen ikke har givet et bud på, hvor finansieringen til forsvarsoprustningen skal komme fra

I snart tyve år har tv-programmet “Luksusfælden” underholdt og forarget, når impulsive danskere bliver udstillet for åben skærm på grund af deres rod i privatøkonomien. Luksusfælden beror på én banal pointe.

Med en manglende plan for privatøkonomien kan selv små forbrugsfristelser føre til kviklån, der eksploderer i renter. For uge efter uge illustrerer programmets eksperter, at et midlertidigt plus på kontoen ikke er det samme som en varig indtægt. Men udskifter man privatøkonomi med nationaløkonomi er en tilsvarende tendens ved at udspille sig i dansk politik, hvor Finansministeriet med jævne mellemrum finder nye milliarder i budgettet.

Ja, alene siden valgkampen i 2022 er det økonomiske råderum faktisk blevet opjusteret hele fem gange med mere end 45 mia. kr. Hertil kommer, at den danske stat også har haft et markant overskud på de offentlige finanser hvert eneste år siden år 2020. De seneste fem år er statens overskud på de offentlige nemlig samlet set løbet op i svimlende 437,5 mia. kr.

For blandt andet som følge af de strukturreformer, man har lavet siden 80’erne, har Mette Frederiksens regeringer overtaget nogle særdeles sunde offentlige finanser. Men som en forkælet arving, der aldrig selv har tjent formuen, kan også en regering hurtigt vænne sig til lette penge og glemme, at indtægten ikke er evig. Kaster man et blik på statsministerens seneste melding om at opruste Forsvaret, kan man let forledes til at tænke, at hun er landet i “Luksusfælden”.

Hvilken finansiering?

For selvom Mette Frederiksen gerne vil bruge 5 pct. af vores bnp på Forsvaret, står det straks mere sløjt til, når det kommer til at anvise finansieringen.
Det er useriøst i en tid med krig på det europæiske kontinent. Både Danmarks og Europas sikkerhed afhænger nemlig af vores økonomiske slagkraft. I hele det forrige århundrede har vi europæere nydt godt af, at tidligere generationer har skabt et Europa og Danmark, som er en af de mest velstillede afkroge på kloden. Men noget er ved at ændre sig i disse år.

De tektoniske plader under international politik er i opbrud, den globale magtbalance er ved at blive forskudt, og år for år sakker Europas vækst, produktivitet og konkurrenceevne tiltagende længere bagud.
For tyve år siden var ca. hver tredje af de største tusind virksomheder fra Europa. I dag er tallet svundet ind til en sjettedel.

I 2023 blev der registreret 9883 patenter i avancerede digitale teknologier i EU. Det tilsvarende tal i Kina og USA var hhv. 27.928 og 49.248.
Og mens EUs økonomi udgjorde 110 pct. af den amerikanske i 2008, var dette tal reduceret til at være 67 pct. i 2023. Så hvad skal vi gøre for at opruste Danmark økonomisk, så vi kan imødegå den sikkerhedspolitiske trussel?

Økonomisk plan

I Liberal Alliance har vi fremlagt en fuldt finansieret økonomisk plan, som gør det muligt for os at efterleve de nye Nato-styrkemål. For det første bør vi halvere dagpengeperioden, sænke dimittendsatsen til SU-niveau og afskaffe både beskæftigelsestillægget og muligheden for at få 110 pct. dagpenge under uddannelse, så vi sparer 8,6 mia. kr. Med både en public service-reform og en reduktion af myriaden af “puljer og projekter” på finansloven, får man yderligere 4,2 mia. Så er der antallet af administrativt ansatte i staten, som skal rulles tilbage til niveauet, før Mette Frederiksens regeringstid, hvilket vil give 13,5 mia. kr. Og hvis man tilmed ruller overadministrationen i regionerne og kommunerne tilbage, får man yderligere 8,8 mia.

Vis os budgettet

Men det handler imidlertid heller ikke kun om at lave spareøvelser. Skal vi på lang sigt have sundere finanser, skal vi også lave reformer, der øger fremtidens vækst. For det første bør ingen danskere betale mere end 50 pct. i skat på deres arbejde. Toptopskatten skal afskaffes, og topskatten skal sænkes markant ved at fjerne den kommende mellemskat. For det skal kunne betale sig at være blandt dem, der bidrager mest til vores samfund. Selskabsskatten skal sænkes til maks. 18 pct., så de danske virksomheder bliver mere konkurrencedygtige, og på sigt skal vi have en flad kapitalbeskatning på 27 pct. Disse spareøvelser og økonomiske reformer er det skjold, der gør et højt forsvarsbudget bæredygtigt i fremtiden.

Uden dem vil oprustningen svare til at betale for vores sikkerhed med kredit.
Hvis “Luksusfældens” økonomer fik besøg af Mette Frederiksens regering, ville rådet være det samme som til den overforbrugende familie:
Lav et varigt budget, og vis, hvor pengene skal komme fra.

For hvis vi i Danmark, skal kunne slå over vores vægtklasse sikkerhedspolitisk, kræver det også, at vi har en vis økonomisk slagkraft. Før regeringen kommer med flere forsvarsløfter, skylder de derfor at komme med svar på, hvordan oprustningen skal finansieres. Som en forkælet arving, der aldrig selv har tjent formuen, kan også en regering hurtigt vænne sig til lette penge og glemme, at indtægten ikke er evig

(Indlæg bragt i Børsen d. 20. juni 2025)

Den europæiske forsvarsindustri er lagt i benlås. Ukrainerne kan vise os vejen fri

Carsten Bach
21. maj 2025

I Danmark og Europa producerer vi for lidt til Forsvaret og for langsomt. Det haster med en ny forsvarsindustriel strategi, og den bør være inspireret af de erfaringer, Ukraine gennem krigen har opbygget, skriver Carsten Bach. 

Krigen i Ukraine har kastet Europa ind i en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Men den har også bidraget til, at vi bredt på det politiske spektrum har fået øjnene op for, at dansk forsvarsindustri ikke er gearet til tidens trusler.

Vi producerer for lidt, for langsomt og uden den fleksibilitet, der kræves i en krisetid. Det gælder ikke kun det danske marked, men hele den europæiske forsvarsindustri, som er lagt i ineffektiv og bureaukratisk benlås.

I Ukraine er situationen det stikmodsatte. Midt i krigens kaos har ukrainerne opbygget en stærk forsvarsindustri. Produktionen er rykket tættere på frontlinjen, beslutningsvejene er kortere og udviklingen sker i et tempo, som vi i Vesten kun kan misunde.

I takt med krigens udvikling formår ukrainerne at omsætte den løbende erfaringsdannelse til egen produktion. Det tjener til påmindelse om, at det kan lade sig gøre både at tænke og handle – selv i krisetider. Og det beviser, at effektivisering og innovation er mindst lige så kampafgørende som eksisterende våbenkapaciteter​​.

Ny strategi skal bygge på Ukraines erfaringer

Mens ukrainerne knokler med at holde russerne fra døren, effektiviserer deres kampkraft og innoverer militær teknologi, lader den forsvarsindustrielle strategi herhjemme vente på sig.

Tid er ellers ikke det, vi har mest af i en politisk virkelighed, hvor alting – også ifølge regeringen selv – haster. Især haster det med en ny strategi for en langsigtet og bæredygtig oprustning af vores forsvar.

Vi skal gentænke den strukturelle retning, som vi politikere bør udstikke, så det private erhvervsliv har en klar ramme at agere indenfor. Men mest af alt haster det med at få integreret den ukrainske frontlinjes erfaringer med dansk iværksætterånd.

Et samlet Europa bør hurtigst muligt bygge videre på det forspring og den solide platform, der fra ukrainsk side er skabt de seneste år, og derfor bør en kommende strategi have erfaringen fra Ukraine som centralt kardinalpunkt.

Det gælder også den viden, som danske virksomheder har indsamlet i forbindelse med opbakningen til Ukraines kamp. Leverancerne til ukrainsk forsvar har givet adgang til viden og erfaringer, man ikke kan læse sig til i en manual.

Det er værdifuld knowhow, som vi bør bruge til at styrke vores egen forsvarsindustri, så der er sammenhæng mellem de virksomheder, der bidrager til det danske forsvar, og de virksomheder, der bliver valgt til donationer til Ukraine.

Danmark har stærke kort på hånden med kompetencer og forskningsmiljøer i topklasse. Men vi lider under, at regeringen ikke har udstukket en strategi, der binder industri, politik og viden sammen.

Begynd med droneteknologien

Et godt sted at starte er med droneteknologi, som historisk har været en af Danmarks styrkepositioner. Ukraine har vist, hvordan simple maritime droner kan tippe balancen i Sortehavet. Nu har Danmark en chance for at bringe den viden ind i Østersøen, hvor trusselsbilledet også ændrer sig.

Den bro har vi med den nylige flådeaftale taget de første spadestik til at bygge. Her har vi afsat midler til et test- og udviklingsprogram for netop maritime droner, som det kun kan gå for langsomt med at udmønte.

Forsvarets Dronecenter bliver centralt i den indsats, som skal sikre fremdrift i teknologisering og videreudvikling af dansk produktion til maritim overvågning.

For der findes allerede danske virksomheder med kompetencer, der kan bidrage til opbygning af dansk forsvar. Det skal vi udnytte, så vi får skabt en solid industri.

I Odense har vi også en etableret robotklynge, som ligeledes kan sætte fart under at afsøge det fulde potentiale for ubemandet teknologi og en skalering af militære teknologiske løsninger.

Men der er brug for handling og en strategi, så vores virksomheder kan komme i gang. Et tættere samarbejde mellem EU og Ukraine om produktion og standarder vil styrke forsyningskæderne og åbne nye muligheder for danske virksomheder, både som hovedleverandører og som underleverandører.

Derfor bør den kommende forsvarsindustrielle strategi være stærkt inspireret af Ukraine. Deres erfaringer kan blive vores styrke. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal vente på en plan, der haster.

 

(Indlæg bragt i Altinget d. 21/5-2025)

Alliancen: Hvorfor skal vi acceptere landminer og klyngebomber?

Carsten Bach
9. maj 2025

Danmark bør træde ud af konventionerne der forbyder brugen af klyngeammunition og personelminer. Det siger LA’s forsvarsordfører Carsten Bach, der med disse udtalelser har vakt opsigt i medierne i løbet af ugen. Men hvorfor skal vi træde ud af konventionerne på det område, og er det udtryk for fine fornemmelser, når regeringen ikke tør?

Og så er Anton Leopold Krogh i studiet til en snak om, hvorfor erhvervsorganisationer nogle gange siger ting, der ikke er borgerlige. F.eks. når det kommer til arbejdskraftsindvandring fra muslimske lande. Det tager Rasmus Ulstrup og Anton Krogh en samtale om.

Deltagere:
Anton Leopold Krogh, Politisk rådgiver
Carsten Bach, MF, Forsvarsordfører
Vært: Rasmus Ulstrup

Vi skal stå stærkere i egen ret

Carsten Bach
29. april 2025

SVM-regeringens forsvarsindustrielle strategi lader vente på sig. Men hvis Europa skal håndtere det sikkerhedspolitiske trusselsbillede, skal vi ændre strategi øjeblikkeligt

Danmarks seneste strategi for dansk forsvarsindustri fra 2021 blev indgået i noget, der føles som en svunden tid.
Det transatlantiske fundament, der siden Anden Verdenskrig har været Europas sikkerhedsgaranti, er begyndt at slå revner.
USA’s præsident taler om at lade Europa sejle sin egen sø.
Og for første gang i flere årtier er der atter krig på det europæiske kontinent.
Derfor blev det i forbindelse med forsvarsforliget fra 2023 aftalt, at der skal etableres en ny forsvarsindustriel strategi, der står mål med det aktuelle trusselsbillede.
For hvis USA vender Europa ryggen, kan vi ikke fortsat hvile på laurbærrene, når det kommer til vores sikkerhedspolitik.
Når Washington tøver, må Europa vise handlekraft.
Vi skal stå stærkere i egen ret, og det kræver, at vi kan forsyne os selv med våben og ammunition.
Men vores reaktion på USA’s isolationisme må ikke blive præget af det fodslæbende bureaukrati, der normalt kendetegner beslutningsgangene i Bruxelles.

Ukraine viser vejen
Her kan Ukraine være et forbillede for resten af kontinentet.
For siden putins kampvogne rullede ind over Ukraines landegrænse, har landet nemlig formået at få fart på hjulene under sin egen forsvarsindustrielle produktion.
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, som man siger – og fra de ukrainske samlebånd strømmer der netop nu både droner, våben og ammunition ud til slagmarken i rekordtempo.
Det er bl.a. sket med direkte støtte fra Danmark, der gennem “den danske model” har købt materiel fra den ukrainske forsvarsindustri som donation til frihedskampen mod putins angribende styrker.
Hvis Europa skal håndtere det nuværende trusselsbillede, kræver det, at vi tager ved lære af denne tilgang. Det liberale svar på tidens udfordringer er nemlig at befri den europæiske iværksætterkraft fra EU’s bureaukratiske spændetrøje og at lade vores store kapitalmarkeder accelerere produktionen til forsvarsindustrien.
For vi behøver ikke at tage til takke med hverken afhængigheden af en utilregnelig og lunefuld Trump i USA eller en bureaukratisk selvforsyning i EU.

Ukrainsk inspiration
Krigen i Ukraine har vist os, at vækst og konkurrenceevne er mindst lige så afgørende som eksisterende våbenkapaciteter.
Derfor er det en bunden politisk opgave at udstikke en liberal ramme for forsvarsproduktionen, som erhvervslivet kan agere inden for.
Europa bør hurtigst muligt etablere en integreret forsvarsindustriel akse, der bygger videre på det forspring, som Ukraines imponerende produktion har skabt.
En fælles europæisk indsats med Danmark i spidsen skal gøre Ukraine til en integreret partner i den europæiske forsvarsindustri, så produktion og innovation kan skaleres hurtigst muligt, og forsyningssikkerheden styrkes.
Det vil både være til gavn for Europas militære kampkraft, vores langsigtede forsyningssikkerhed samt vores vækst og konkurrenceevne.

Vi kan ikke vente
Vi skal med andre ord adoptere Ukraines tilgang i hele EU ved at etablere fælles produktionslinjer for ammunition, droner og andre kampafgørende komponenter i både Ukraine og i resten af EU.
For Danmarks vedkommende vil det aktuelt betyde, at vi kan lægge skinnerne til produktionen af maritime droner og autonome enheder, som også vil styrke vores egen sikkerhed i Østersøen.
For der er en tydelig sammenhæng mellem vores egen sikkerhed i Østersøen og vores ukrainske allieredes sikkerhed i Sortehavet.
I Sortehavet har ukrainerne vist, at evnen til at integrere og udnytte ny teknologi har afgørende betydning for evnen til at operere militært.
Disse erfaringer skal vi i Danmark sætte i spil i et fælles samarbejde om i første omgang en mere effektiv farvandsovervågning i Østersøen, både over og under overfladen.
I den nye miniaftale om Forsvarets flådeplan har vi søsat et udviklingsprojekt, der skal koble den danske forsvarsindustri til erfaringerne fra Ukraine i forbindelse med udviklingen af autonome enheder til maritim overvågning.
Det er initiativer som disse, der skal revitalisere Europas forsvarsindustri, så vi igen bliver i stand til at forsvare os selv.
For vi er nødt til at agere hurtigt, hvis vi skal sikre Europas langsigtede sikkerhed.
Vi kan ikke vente på, at EU’s bureaukratiske system tilpasser sig de hastigt skiftende realiteter.
Kun gennem et tættere samarbejde og en stærk, integreret forsvarsindustri kan Europa bevare sin selvstændighed og støbe fundamentet for en fremtid, hvor vi ikke er afhængige af lande uden for kontinentet.
For hvis fremtidens europæere også skal vokse op på et velstående og sikkert kontinent, bliver vi nødt til at stå stærkere i egen ret.

(Indlæg bragt i Børsen 26. april)

Danskerne fortjener ærlige svar på forsvarsfinansieringen

Sólbjørg Jakobsen & Carsten Bach
15. april 2025

Regeringen bør give et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen. Det fortjener danskerne

Den danske befolkning har i bred udstrækning bakket op om den konsensus, der over de seneste år har spredt sig på tværs af Slotsholmen:
Nemlig at der må og skal foretages en omfattende oprustning af det danske forsvar for dels at sikre vores egen evne til at udøve forsvar af det danske kongerige og dels for at understøtte vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Men den opbakning hviler selvsagt også på en forventning om, at vi politikere er i stand til at levere ærlige og redelige svar på, hvor vi vil finde de mange ekstra milliarder til Forsvaret.

En forventning, som er helt og aldeles på sin plads. For selvfølgelig fortjener danskerne vished om, hvordan hvert enkelt parti ønsker at betale regningen.

Start debatten
Og naturligvis er danskerne i høj grad optaget af debatten om, hvilke finansieringskilder der bør tages i brug.

For eksempel sagde danskerne klart ‘nej tak’ til en krigsskat i en meningsmåling foretaget af Norstat sidste måned, idet det blot var 16 pct., der var villige til at betale højere skatter for at finansiere de store milliardinvesteringer i Forsvaret.

Og i den forgangne uge svarede blot 35 pct. af danskerne i en Verian-måling , at de er parate til at finansiere forsvarsudgifterne gennem nedskæringer på den offentlige service og velfærd.

Danskerne er således mere end indstillet på at tage stilling til debatten, men deres stillingtagen forudsættes naturligvis af, at debatten rent faktisk bliver stablet på benene.

Derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik i den nære fremtid komme på banen og præsentere et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance gjorde vi for nylig netop dette i form af en række forslag, som hverken vil indebære, at danskerne skal betale én krone mere i skat, eller at der skal skæres i kernevelfærden.

Vores bud indeholder imidlertid forslag og reformer, som vi udmærket er klar over, ikke vil høste os udpræget ros eller skaffe os nemme, billige point blandt alle i befolkningen.

For regningen til forsvarsfinansieringen bliver som bekendt stor, og det vil med statsgaranti kræve svære beslutninger at komme i mål.

Vi foreslår konkret – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til ét år, en reform af Danmarks Radio og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Disse forslag er og vil fra mange sider blive mødt af harmdirrende kritik. Men det er ærlige forslag.

Det er ansvarlige forslag. Og sidst, men ikke mindst er det som sagt forslag, der hverken vil medføre højere skatter eller en forringelse af kernevelfærden, hvilket imødekommer nogle af danskernes største bekymringer i forbindelse med forsvarsfinansieringen.

Men i stedet for at vågne op og levere sit eget bud har særligt Socialdemokratiet på det seneste brugt nærmest alt deres krudt på at pege fingre ad vores plan.

For det første har socialdemokraterne set sig sure på vores forslag om at halvere dagpengeperioden, hvilket primært illustrerer, at Socialdemokratiet foretrækker at forkorte dagpengeperioden, når der ikke er valgkamp.

Kom med en plan
De forkortede i hvert fald selv dagpengeperioden i hhv. 1993, 1995 og 1998, og selvom de har siddet på regeringsmagten i majoriteten af tiden de seneste 25 år, har de ikke valgt at tilbagerulle forkortelserne.

Derfor er det pudsigt, at der lyder et ramaskrig, når Liberal Alliance foreslår en forkortelse.

For det andet har de råbt vagt i gevær over vores plan for at reformere Danmarks Radio og udgifterne til public service, selvom DR er Danmarks suverænt største medieaktør med et årligt budget på små 4 mia. kr. og kontinuerligt svigter sin kerneopgave: at levere public service-indhold, som markedet ikke tilbyder.

Og for det tredje køber de næppe ind på, at vores plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige er den rette vej at gå.
For på trods af diverse markante målsætninger og storslåede skåltaler om afbureaukratisering er stigningen i bureaukratiet som bekendt udelukkende intensiveret, siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019.

Misforstå os ikke. Vi hilser selvsagt Socialdemokratiets kritik af vores plan for forsvarsfinansieringen velkommen, for det udgør i sig selv en blåstempling af vores forslag.

Men hvor ville det dog klæde debatten, hvis Socialdemokratiet og de øvrige partier i SVM-regeringen vågnede op til dåd og begyndte at levere deres egne bud på finansieringskilder.

Det ville tjene debatten. Og det skylder de danskerne at tage alvorligt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 15/4-2024)

Tiden er ikke til udenrigspolitiske pseudoindsatser

Carsten Bach & Lars Christian-Brask
14. april 2025

Danmark har en vigtig rolle at spille internationalt. Men hvor ville det dog klæde vores udenrigspolitik at skære pseudoindsatser og projektmageri fra og udelukkende fokusere på fornuftig handlekraft.

Danmark har en stolt udenrigspolitisk historie såvel som en stærk nutidig platform for at influere vores omgivelser, bidrage til internationale koalitioner og imødekomme truslerne fra vores fjender med troværdig afskrækkelse. Både historikken og platformen skal vi imidlertid værne om.

For førstnævnte går i glemmebogen, hvis ikke vi tager ved lære af – og agerer med afsæt i – den. Og sidstnævnte kan særligt i disse urolige og uforudsigelige geopolitiske tider på ingen måde tages for givet. Fjerne trusler bliver hurtigt transformeret til regulære fjender. Tætte allierede bliver hurtigt reduceret til samtalepartnere eller blot bekendte. Og Danmark bliver hurtigt gjort overflødig på den internationale scene, hvis vi foretager for mange fejltrin og samtidig ikke har modet til at tage de nødvendige skridt i den rigtige retning.

Vores førsteprioritet i Liberal Alliance er selvsagt at foretage en omkalfatrende oprustning af det danske forsvar for at sikre vores evne til at udøve forsvar af det danske kongerige samt styrke vores forudsætninger for at kunne udgøre en troværdig og pålidelig Nato-partner.

Det kræver naturligvis nye finansieringskilder at komme i mål, og derfor bør ethvert ansvarligt parti i vores optik udvise fornuftig handlekraft og udarbejde et ærligt bud på en økonomisk plan for forsvarsoprustningen.

I Liberal Alliance kom vi for nylig med vores eget bud. Et bud, der med sikkerhed indeholder beslutninger og reformer, som blandt store dele af befolkningen hverken vil høste os ros eller billige point. For oprustningen kommer ganske enkelt til at kræve svære og upopulære beslutninger. Og hvis nogen forsøger at bilde dig andet ind, tager de enten fejl, eller også fortæller de dig ikke sandheden.

Med vores bud sætter vi tæring efter næring og viser en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 pct. af bnp, så vi kan imødekomme den kommende opjustering af Natos styrkemål. For at finde pengene foreslår vi – foruden at bruge det frie råderum – en dagpengereform, hvor vi bl.a. halverer dagpengeperioden fra to til et år, en reform af DR og udgifterne til public service samt en plan for oprydning af overflødige puljer og bevillinger i det offentlige.

Bevares, det vil som sagt af mange blive taget ned som barsk medicin og derfor mødt med harmdirrende kritik. Men det er et ærligt bud. Det er et ansvarligt bud. Og det er et bud, der modsat udsigten til venstrefløjens varsler om krigsskat indebærer, at danskerne ikke skal betale én eneste krone mere i skat for at finansiere forsvarsoprustningen.

Når vi som borgere og politikere gør alt, hvad vi kan, for at ruste Danmark til at imødekomme det hastigt forandrede og skærpede trusselsbillede, skylder vi på Christiansborg udelukkende at udvise fornuftig handlekraft i dansk udenrigspolitik. Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

Ja, tiden for den slags sløseri og arrogance skulle jo sådan set aldrig have set dagens lys. Men det var imidlertid lettere at se igennem fingre med, dengang vi ikke befandt os i en situation som nu, hvor vi er nødsaget til at sætte alle sejl ind for at beskytte Danmark og spille vores rolle i forsvaret af den vestlige verden, af frihed, af demokrati og af alle de andre grundpæle, som vores del af verden er bygget på.

Så når vi igennem årene har brugt ni millioner skattekroner via ulandsbistanden på blandt andet at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana, skal vi til at lukke for kassen. Når vi ditto har sendt ni millioner af sted til et træningsprogram i kritisk journalistik i Vietnam, skal vi lukke for kassen.

Når vi blot i 2024 har brugt tæt på et tocifret millionbeløb på ulandsbistand til Kina – ét af verdens mest magtfulde lande med én af verdens stærkeste økonomier – skal vi lukke for kassen. Og når vi i samme tråd har givet en millionbevilling til nødhjælpsorganisationen Mellemfolkeligt Samvirke, hvoraf en del af den er gået til et projekt i Georgien med formålet at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme, skal vi lukke for kassen.

For danskerne fortjener bedre. Jovist, kritiske røster vil kalde vores eksempler for flyvske samt angive beløbene som håndører i det store billede. Men for det første skraber vi med ovenstående eksempler knap nok i overfladen af det enorme pengespild i dansk udenrigspolitik, som går til politisk projektmageri. For det andet er man blind for betydningen af millionbeløb, hvis man bagatelliserer de nævnte summer. Og for det tredje misser man princippet i god og ordentlig forvaltning af skatteborgernes penge, hvis man stiller sig kritisk over for vores budskab. For vi kommer som sagt til at skulle træffe svære og hårde beslutninger på Christiansborg i den kommende tid, og det tror vi fuldt og fast på, at danskerne er klar til at tage imod med oprejst pande.

Men vi kan ikke byde dem, at der samtidig sjuskes med deres hård tjente kroner, som de indbetaler i skat med forventningen om, at de forvaltes med respekt.

I rigsfællesskabet skal vi i tæt samspil med Grønland og Færøerne bane vejen for et endnu stærkere samarbejde, der kan bidrage til at tage hånd om spændingerne i Arktis, hvilket de forgangne måneder udelukkende har øget behovet for. I Nato skal vi efter årtiers fodslæben i forsvarspolitikken op i omdrejninger og levere de bidrag til vores egen og Vestens forsvar og sikkerhed, som vores allierede med rette forventer af os.

Og i EU skal vi understøtte det europæiske kontinent i langt om længe at vågne op fra sin tornerosesøvn og sætte turbo på styrkelsen af vores forsvar, understøtte vores vækst og konkurrenceevne samt sikre vores egen produktion af tilstrækkelig vedvarende energi, så vi endegyldigt bliver uafhængige af magter uden for Europa.

Tiden, hvor man kan tillade sig at ødsle danskernes skattekroner væk på pseudoindsatser, politisk projektmageri og ulandsbistand til lande, der ikke længere er ulande med behov for ulandsbistand, er ovre.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 14. april 2025)

Ordblindhed og ADHD skal ikke bremse værnepligtige

Carsten Bach & Helena Artmann Andresen & Louise Brown
24. marts 2025

I kølvandet på omkringliggende krig og tiltagende trusler er Danmark i gang med en historisk omfattende oprustning af det danske forsvar, hvad angår både materiel og personel.

I den forbindelse kommer vi til at bruge flere penge på Forsvaret end nogensinde før, og vi har ditto mere end nogensinde før brug for alle de dygtige og motiverede danskere, som aktivt ønsker at lade sig indlemme i og gøre karriere i Forsvaret.

Derfor skriger det til himlen, når man kan konstatere, at potentielle værnepligtige med orden i penalhuset samt hjertet på det rette sted bliver frasorteret af for strenge helhedskrav. For hvorfor skal eksempelvis ordblindhed eller en adhddiagnose sætte en stopper for, at du får lov til at tjene dit land, hvis det er det, du går og har et brændende ønske om?

Er du virkelig ukampdygtig, blot fordi du ikke kan afkode eller formulere en fejlfri tekst i lyntempo? Og er du virkelig uegnet til at bidrage til Danmarks sikkerhed, alene fordi du har en adhd-diagnose i bagagen, som du skal tage højde for?

I Liberal Alliance siger vi nej, for man kan selvsagt sagtens blive en dygtig soldat trods ordblindhed eller adhd. Derfor er det både unødvendigt, uholdbart og uretfærdigt, at motiverede og kompetente unge mennesker med afsæt i diagnoser som disse diskvalificeres fra at opfylde deres ønsker og drømme om en fremtidig karriere i Forsvaret. Ordblinde eller personer med adhd bliver jo heller ikke på forhånd diskvalificeret fra andre dele af vores uddannelsessystem og arbejdsmarked – så det skal de heller ikke blive i Forsvaret.

Dertil befinder vi os ganske enkelt ikke i et scenarie, hvor Forsvaret kan tillade sig at finkæmme puljen af potentielle værnepligtige og vælge og vrage efter forgodtbefindende mellem dem, der både kan og vil stå distancen for deres land. Forsvaret mangler værnepligtige, som på sigt bliver fastansatte soldater.

Netop derfor blev vi enige sidste år om at lempe helhedskravene, så eksempelvis manglende centimeter i højden eller et for højt bmi-tal ikke længere udgør en stopklods for at blive indlemmet som værnepligtig.

I samme tråd som beslutningen fra sidste år om at lempe helhedskravene blev der for nylig igangsat et dybdegående analysearbejde af helbredskravene på tværs af Forsvarsministeriets område.

Konklusionen blev, at helbredskravene burde differentieres og lempes yderligere. Det blev herunder foreslået, at helbredskravene fremadrettet vil udgøre minimumskrav for alle militære medarbejdere, hvilket muliggør en bredere rekruttering og inkluderer flere, der tidligere kunne være blevet udelukket af strenge krav.

Konklusionen er et skridt i den rigtige retning, men arbejdet med at ændre reglerne går for langsomt og er endt i unødigt omfattende og langtrukne arbejdsgrupper.

Det har vi ganske enkelt ikke tid til. Lige nu og her i en alvorlig og usikker tid bør alt bringes i spil, og Forsvaret skal have mulighed for at opbygge kampkraft i lyntempo.

Derfor nytter det ikke noget, at regeringen agerer fodslæbende i arbejdet med at ændre helhedskravene ved at sylte processerne i arbejdsgrupper og langsommelige deadlines.

Vi har ikke brug for dybdegående analysearbejde af helhedskravene for at kunne konkludere, at man sagtens kan blive en dygtig soldat trods ordblindhed eller adhd.

Og hvis det står til Liberal Alliance, kunne vi derfor uden problemer mødes ved forhandlingsbordet i forligskredsen i morgen og drøfte et kursskifte, som vil komme både værnepligtige og Danmark til gavn.

For tiden er ikke til syltekrukker – tiden er inde til at klæde Forsvaret på til fremtidens udfordringer og åbne døren for alle de dygtige og motiverede danskere, som vil kæmpe for deres land og deres medborgeres sikkerhed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 24. marts. 2025)