Kære midte, det er jer, der splitter Europa

Henrik Dahl
6. maj 2024

Det er ganske let at finde eksempler på splittende og voldsom retorik fra europæiske højrefløjspartier.

Netop den disciplin har Moderaternes spidskandidat, Stine Bosse, dygtiggjort sig i, hvilket hun også viser her i avisen. Bosse kritiserer en video, hvor Dansk Folkeparti siger noget med at »røverbander fra Bulgarien og Rumænien« nu får fri adgang til Danmark.

Man kan med rette kritisere retorikken, men det er også en politisk analyse, der kun skraber overfladen.

For splittelsen i Europa kommer ikke fra protestpartier. Det kommer ikke fra Dansk Folkeparti og dets europæiske åndsfæller. Det kommer ikke fra venstrepopulistiske partier. Det kommer heller ikke fra klimapartier, landbrugspartier eller enkeltsagspartier.

Nej, splittelsen har sine rødder fra midten.

Det var typer som Stine Bosse, der havde travlt med at udstille Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som den nye Mussolini, mens det har vist sig, at hun faktisk er en samlende figur. En, der bygger bro mellem de store midterpartier og det yderste højre.

Det var typer som Angela Merkel, der ikke indså, at ukontrolleret indvandring er det mest splittende og polariserende spørgsmål.

Og det er typer som dem, der har travlt med at forsøge at udelukke DF’s Anders Vistisen fra de store EU-debatter i den kommende valgkamp.

Den elitære og teknokratiske midte dyrker konformiteten. De udskammer alle, der ikke spiller efter voksenbordets selvopfundne regler for dekorum.

Det er midtens insisteren på ensretning, der er selve drivkraften i splittelsen.

Protestpartierne er en reaktion på netop den elitære og teknokratiske midterpolitik, der gavner systemet, men skader helt almindelige europæiske borgere. Det er den gruppe vælgere, der vender det etablerede politiske system ryggen og stemmer på protestpartier – både på højre- og venstrefløjen.

Vejen til mere splittelse er at følge Stine Bosses opskrift, som bare handler om at udskamme vælgere for at have de forkerte holdninger. Det gør kun den højrefløj, hun kritiserer, meget stærkere.

Derimod er vejen til mindre splittelse, at EU fokuserer på de faktiske fælles problemer, som vi står over for: Ukraines frihedskamp, Europas økonomi og vores alle sammens sikkerhed.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 5. maj 2024) 

Vandkrisen skal have opmærksomhed i dansk udenrigspolitik

Henrik Dahl
8. april 2024

Vandområdet er i disse dage i fokus. Det er dog nyt, at vand også ses i et sikkerhedspolitisk perspektiv, men det er på tide.

Manglende og ulige adgang til rent ferskvand samt sygdomsfremkaldende spildevand er en hovedårsag til spændinger og konflikter.

Klimaændringer, befolkningsvækst og øget vandforbrug til industri og energi vil accelerere udviklingen globalt. Den forventede konsekvens vil være øget migration såvel som en stigning i væbnede konflikter relateret til vand.

I en europæisk kontekst er det særligt vandproblemerne i Afrika og Mellemøsten, som udgør den potentielt største destabiliserende faktor. Ifølge World Resources Institute er Nordafrika og Mellemøsten (MENA) i dag verdens mest vandudfordrede område og situationen vil kun forværres frem mod 2050, hvor hele befolkningen vil lide af vandmangel.

Denne stærkt bekymrende vandmangel sker parallelt med en eksponentiel befolkningsvækst frem mod 2050, som vil fordoble befolkningen i MENA-regionen til 725 millioner mennesker.

Det siger sig selv, at denne udvikling er skrøbelig og uholdbar, og vil fremprovokere migration og en kraftig forøget risiko for lokale konflikter og krige over vandressourcer. Denne tendens gør sig også gældende i resten af Afrika.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Nato i sin årlige sikkerhedspolitiske prognose fra januar meget klart fremhæver, at vandudfordringer vil øge migrationsbevægelserne eksponentielt og deraf fremprovokere økonomisk og social ustabilitet.

Det er særligt Europa, som er under pres – og Nato forudser også, at vandudfordringerne vil blive udnyttet af autoritative stater som Rusland til at skabe radikalisering og konflikter.

Senest kunne Weekendavisen berette, at Rusland planlægger at sende hundredtusindvis af afrikanske migranter gennem Afrika og Maghreb over Middelhavet og op gennem Italien og Frankrig. Uafhængigt af Ruslands planer kan vi allerede aflæse stigende migration.

Ifølge EU’s grænseagentur, Frontex, krydsede næsten 400.000 illegale migranter grænsen til EU i 2023. Det højeste niveau siden 2016.

Ovenstående udvikling er en af årsagerne til, at Forsvarets Efterretningstjeneste i sin seneste risikovurdering fremhæver statskup og væbnet oprør i blandt andet Mali, Burkino Faso og Niger, som konsekvens af vandmangel.

Men vandkrisen er endnu større og et globalt sikkerhedsproblem. Det ses afspejlet i Pacific Institute’s opgørelse over væbnede konflikter relateret til vand, hvor der fra 2017 til 2022 er registreret en global stigning på 550 procent! Fra henholdsvis 47 til 230 konflikter.

Og tendensen for 2023 ser desværre ikke bedre ud.

Vand bruges i stigende grad som våben, hvilket konflikten i Ukraine er et godt eksempel. Bare i de tre første måneder af krigen blev der ifølge det videnskabelige tidsskrift Nature registreret 64 specifikke vandrelaterede angreb i Ukraine. Det understreger, hvordan vand også bliver brugt som våben.

Det er på tide, at vandkrisen får opmærksomhed i dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Trusselsbilledet domineres af Rusland på den korte bane og Kina på den længere bane, mens det for de mere bløde “sikkerhedspolitiske temaer” mest handler om cybersikkerhed, energiforsyning og adgang til kritiske råstoffer.

Det er bestemt relevant, men vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Både Nato og FN har fået øjnene op for dette, men herhjemme er der endnu ikke tilstrækkelig politisk bevidsthed om det.

Dette til trods for, at “vand for fred” hænger uløseligt samme med de tre højest prioriterede emner for danskerne til EU-valget ifølge Kantar for tænketanken Europa: Klimaforandringer og grøn omstilling, flygtninge og migranter og forsvar og sikkerhed.

Heldigvis er der god mulighed for det politiske Danmark til at se og udnytte potentialet i vand. Danmark har en styrkeposition på vandområdet med løsninger, der efterspørges rundt om i verden og som kan være et stærkt aktiv i vores sikkerheds- og udenrigspolitik.

Lad os bruge dette aktiv til at skabe fred og til at understøtte vækst og velfærd herhjemme. Der er i hvert fald to meget konkrete muligheder i henholdsvis regeringens kommende Globaliseringsstrategi og Afrika-plan. Så lad ferskvandet flyde og spildevandet rense til gavn for Danmark, EU og verden.

Vi glemmer vandets rolle, som underliggende faktor i at skabe kriser, migration, konflikter og krige, som vi så efterfølgende må forholde os til.

Af Henrik Dahl og Mads Helleberg Dorff, branchechef Vand, Dansk Industri

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 8/4-2024)

Sådan håndterer EU fremtidens migrationsstrømme

Henrik Dahl
2. april 2024

I sidste uge kunne Egyptens præsident, al-Sisi, gnide sig i hænderne over, at han netop har landet en aftale med Den Europæiske Union.

I fremtiden vil EU nemlig sende 55 mia. kr. til al-Sisis autoritære regime i bytte for bedre grænsekontrol, som skal begrænse tilstrømningen af illegale immigranter fra Egypten til Europa.

Aftalen med Egypten er et fint skridt i den rigtige retning mod en mere holdbar situation for Europas migrationsudfordringer.

Men det er ikke tilstrækkeligt. For ikke siden flygtningekrisen i 2015-2016 har der været så mange immigranter, der søger mod EU. Alene sidste år var der 1,14 mio. flygtninge, der søgte asyl i Europa, hvilket er en stigning på 18 pct. i forhold til året forinden.

Derfor bliver EU nødt til at få etableret nogle mere langvarige løsninger, hvor vi ikke gør os afhængige af utilregnelige lande som Egypten eller Tyrkiet.

Et godt sted at starte er ved at etablere flere modtagecentre i nærområderne. For hverken EU eller asylansøgerne er tjent med den nuværende situation, hvor flygtninge – ofte under kummerlige forhold og med hjælp fra menneskesmuglere – er nødsaget til at sætte deres liv på spil i en gummibåd over Middelhavet.

Hvis EU udruller et omfattende netværk af modtagecentre i nærområderne, vil vi ikke blot kunne forhindre, at Europa oversvømmes af illegale immigranter, som koster de europæiske lande dyrt både økonomisk, kulturelt og i forhold til kriminalitet.

Vi vil ligeledes kunne hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp, fordi det i sagens natur er mere omkostningseffektivt at hjælpe i nærområderne, end hvis asylansøgerne først skal til Europa.

Sidste gang Europa blev ramt af en flygtningekrise, var vi ikke i stand til at håndtere udfordringen.

En af de vigtigste opgaver for det kommende Europa-Parlament bliver at indhente efterslæbet, så vi kan håndtere fremtidens migrationsstrømmene og hjælpe flest mulige flygtninge med behov for hjælp.

For hvis EU’s indre grænser fortsat skal kunne holdes åbne, er det en forudsætning, at der kommer styr på de ydre grænser.

Af Henrik Dahl og Mads Strange.

(Indlæg bragt i Børsen d. 2/4-2024)

Mandela ville være pinligt berørt over jer, ANC

Henrik Dahl
14. marts 2024

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.

I sidste uge besøgte Udenrigspolitisk Nævn Etiopien og Sydafrika. Formålet med besøget i Addis Ababa var ikke mindst at holde møder med Den Afrikanske Union, som har sit hovedkvarter der.

Formålet med besøget i Sydafrika – der både gik til Pretoria, Cape Town og Stellenbosch – var generelt at gå i dialog med sydafrikanske beslutningstagere og eksperter om Sydafrikas rolle og ambitioner i den nye verdensorden, der tegner sig.

Et enkelt besøg i Sydafrika giver ikke et fyldestgørende grundlag for at fælde nogen domme eller nå frem til nogen konklusioner. Så de følgende betragtninger er umiddelbare overvejelser over nogle af de ting, jeg fandt mest tankevækkende.

Min første overvejelse er: ANC har et troværdighedsproblem. Jeg vil endda gå så langt som til at sige: ANC har et stort og påtrængende troværdighedsproblem.

ANC (African National Congress) er Nelson Mandelas parti. Og Nelson Mandela var og er en mand, de fleste beundrer. Også jeg. Både for sit personlige mod gennem mange års kamp mod apartheid – herunder en politisk dom, der kostede ham 27 års fængsel – og for sin rolle i at skabe det moderne, demokratiske og tolerante Sydafrika. Men det forekommer nogle gange, at alle ledere af ANC, der efterfulgte Nelson Mandela, har været halvt så gode som den forrige.

Hvis man spørger ANC, hvad partiet mener om krigen mellem Ukraine og Rusland, får man altid svaret: ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men … Og ligesom ”jeg går stærkt ind for ytringsfrihed, men …” betyder, at man ikke går stærkt ind for ytringsfrihed, og ”jeg fordømmer 7. oktober, men …” betyder, at man ikke fordømmer den 7. oktober, så betyder ”ANC tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden, men …”, at ANC ikke tror på nationernes selvbestemmelse og den regelbundne verdensorden.

For det, ANC altid fortsætter med at sige, er, at parterne bør slutte fred nu, hvorfor der er behov for forhandlinger.

Der er adskillige ting at sige til det, hvoraf ingen er pæne. Den første og vigtigste er, at Rusland ikke er en partner, man kan stole på. Al erfaring siger, at det ikke giver nogen mening at lave aftaler med Putin-regimet, eftersom det er konsekvent løgnagtigt, uoprigtigt og upålideligt.

”At forhandle med Rusland” er kort og godt et tomt og meningsløst udtryk, der hører hjemme i fantasiens verden.

Men lad os nu som et tankeeksperiment antage, at Rusland var en forhandlingspartner, man kunne stole på. Selv i det tilfælde er ANC’s tilgang absurd. Forudsætningen for, at man bør forhandle, er, at begge parter har fat i en del af sandheden.

At begge parter står med noget, der i sin kerne er en rimelig og retfærdig sag. Men den forudsætning er ikke opfyldt. Rusland har nul andel i sandheden, når det gælder Ukraine. Rusland har nul og ingenting, når det gælder om at repræsentere det rimelige og det retfærdige.

At sige, at Rusland og Ukraine skal forhandle, svarer til at sige, at den, der truer med voldtægt, og den, der trues med at blive voldtaget, burde sætte sig ned og snakke tingene igennem og nå frem til et eller andet rimeligt udfald.

Det er jo det glade vanvid. Men det er den slags vanvid, ANC med usvigelig sikkerhed promoverer, når man spørger om Rusland og Ukraine.

Sandheden er, at Rusland modarbejder ethvert princip, som Sydafrikas forfatning bygger på. Altså ethvert af de principper, Nelson Mandela i sin tid arbejdede for at få ind i Sydafrikas forfatning.

Sydafrikas forfatning bygger på demokrati og menneskerettigheder. På at stække magten ved fastholde, at den er tredelt. Sydafrikas forfatning bygger på respekt for det enkelte menneske, for minoriteter, for privat ejendomsret, for lov og orden.

Rusland kæmper hver dag imod demokrati og menneskerettigheder. Rusland kæmper for at centralisere magten hos Vladimir Putin.

Rusland står for foragt for det enkelte menneske, foragt for minoriteter, foragt for privat ejendomsret, foragt for lov og orden. Ydermere er Rusland alt det, ANC oprindeligt kæmpede imod: Rusland er først og fremmest imperialistisk.

Rusland er kolonialistisk. Rusland er fascistisk. Rusland har nul respekt for andre lande og andre kulturer. Vil ikke tøve et sekund med at udradere dem.

At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig. Hver dag, hvor ANC støtter Rusland, tramper ANC på Nelson Mandelas minde.

På alt, hvad han stod for. Der går vedvarende rygter i Sydafrika om, at alt dette skyldes, at Rusland har købt og betalt ANC med massiv økonomisk støtte. Om det er sandt, er ikke godt at vide. Men det får i hvert fald ANC’s ubegribelige svigt af sine egne værdier til at give en form for mening.

Det andet nedslag fra besøget i Sydafrika er, at de herskende, intellektuelle forestillinger i landet er ekstremt venstreorienterede – iblandet en solid dosis af den identitetspolitiske ideologi, der i de senere årtier er blevet udviklet ved vestlige universiteter.

Under besøget sad vores delegation ved Stellenbosch University i et panel. Der besvarede vi spørgsmål fra en gruppe i øvrigt særdeles dygtige og sympatiske studerende.

Jeg fik en meget stor lyst til at sige til forsamlingen: Præmisserne for meget af, hvad I spørger om, er uhæderlige. Helt og aldeles uhæderlige. Men det kan man jo ikke rejse sig op og sige uden totalt at spolere den gode stemning.

Så her er, hvad jeg ville have sagt: Det er intellektuelt uhæderligt at fremstille erobring og slaveri som vestlige opfindelser. At erobre land og at tage slaver er noget, der har fundet sted overalt, hvor der har levet mennesker, siden tidernes morgen.

Det særlige ved Vesten er derfor ikke, at vestlige magthavere har erobret land, og at de har bidraget til slaveri. Det særlige ved Vesten er tværtimod, at det er i Vesten, der er udviklet ideologier, der retter sig imod erobring og slaveri. Det er i Vesten, man har udviklet den tanke, at det er forkert.

Det er sandt, at disse tanker ikke øjeblikkeligt og umiddelbart blev anerkendt af magthaverne i de vestlige verden. Men det ændrer ikke på det faktum, at idéen om, at erobring og slaveri er moralsk forkastelige handlinger, er vestlig.

Ligeledes fik jeg lyst til at sige: Beslutningen om at etablere kolonier uden for Europa blev i en lang række tilfælde ikke truffet af demokratiske, men af autokratiske regeringer.

Tag for eksempel Danmark. Danmark havde enevælde – altså et gennemført autokratisk styre – frem til 1849. Alle danskere, der ikke nedstammer fra landets herskere, nedstammer med andre ord fra undertrykte mennesker – ikke fra mennesker, der traf beslutninger om at undertrykke andre.

Efter 1849 er der i Danmark ikke taget så meget som en enkelt beslutning, der gik på at skaffe sig flere kolonier, eller som gik på at fastholde slaveri. Så lad lige være med at skyde på det demokratiske Danmark, der opstod efter 1849, i disse komplicerede og – indrømmet – tragiske spørgsmål.

Den sidste ting, jeg nok lige ville have nævnt, er: Lad venligst være med at stille tingene sådan op, at de vestlige lande har pålagt f.eks. Afrika unaturlige grænser. Hvorfor? Fordi det antyder, at grænserne i Europa er naturlige.

Ligesom det antyder, at de er demokratisk fastlagt. Der findes næsten ingen grænser i Europa, er er fastlagt ved folkeafstemning. En af de få er grænsen mellem Danmark og Tyskland. Tværtimod: De fleste grænser i Europa ligger, hvor de ligger, efter diktat fra stormagter, der havde sejret i en krig.

Så modsætningen mellem naturlige grænser i Europa og kunstige grænser i Afrika er ikke en modsætning, der holder så meget som en enkelt meter.

Jeg ved desværre ikke, hvad man kan gøre for at udrydde den identitetspolitiske ideologi, der styrer ANC, og som også har godt fat ved sydafrikanske universiteter (der er nogle af kontinentets bedste).

Det demokratiske Europa (i grove træk EU plus Storbritannien) er den verdensdel, der investerer flest penge direkte i Sydafrika. Dermed er det demokratiske Europa også den verdensdel, der skaber flest arbejdspladser i landet.

Det tæller bare ikke det mindste, når identitetspolitikken behersker sindene. Så vil man hellere have et Rusland, der underminerer ethvert princip, Sydafrika officielt bygger på. Eller et Kina, der stort set ikke skaber nogen beskæftigelse.

Det er i Europa og Vesten, man har formuleret samtlige principper, der er nødvendige for at skabe samfund, der er gode at leve i: Demokrati. Menneskerettigheder. Retssamfund. Magtens tredeling og ansvarliggørelse af magthavere.

Tolerance og respekt for minoriteter. Alligevel består et møde mellem danske politikere og sydafrikanske studerende i den rituelle mistænkeliggørelse og tilsvining af Vesten, der har været god latin i vestlige universitetsmiljøer de seneste to-tre årtier.

Jeg har ikke nogen løsninger på disse problemer. Men jeg tror, det er en god start at omtale problemerne og at sige fra over for de værste urimeligheder og selvmodsigelser.

“At ANC i realiteten støtter Rusland, er det største fald fra den moralske tinde, Nelson Mandela satte ANC på, man overhovedet kan forestille sig.”

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 12/3-2024)