Derfor er Weimar-lammelsen farlig

Henrik Dahl
27. september 2025

Vi ved alle, hvad der gik galt med Weimar-republikken: Den endte med at gøre Adolf Hitler til rigskansler. Hvorefter Hitler gjorde en ende på republikken.

Det er svært at sætte Hitler i parentes, fordi hans forbrydelser imod menneskeheden selv i et meget langt historisk perspektiver enestående.
Men lad os alligevel gøre forsøget.
Nu sætter vi en parentes om personen Hitler og fokuserer på den parlamentariske situation i Weimar-republikkens sidste år.
Rigsdagen bestod af langt flere partier end kommunister, socialdemokrater og nazister.

Men det var disse tre partier, der havde bestemmende indflydelse på det mest afgørende spørgsmål i ethvert parlament: Kan der skabes et beslutningsdygtigt flertal? Eller vil parlamentet i mangel på et beslutningsdygtigt flertal blive nødt til at springe fra tue til tue i stedet for at bevæge sig fremad med fart og retning. Blive nødt til at tumle videre med beslutninger, der er meget små eller meget teknokratiske (eller begge dele)?

Kommunistpartiet havde fra sine ejere i Moskva fået besked på, at Socialdemokratiet var hovedfjenden, og at der ikke måtte samarbejdes.
Socialdemokratiet var heller ikke begejstret for Kommunistpartiet.
Og Nazistpartiet var der ingen af de to andre store partier, der ville have noget med at gøre.
Derfor var det i Weimar-republikkens sidste år umuligt at skabe en stabil regering og dermed også umuligt at tage fat på de store problemer, Tyskland stod over for.

Denne tilstand af Weimar-lammelse hvor tre partiblokke, der af forskellige grunde nægter at finde hinanden i et samarbejde, låser parlamentet – skal vi lægge mærke til. For selv om Weimar-republikken er fortid, er Weimar-lammelsen som fænomen i højeste grad nutid.

I Frankrig er Den femte republik allerede præget af Weimar-lammelse. Macron-partiet Renaissance nægter kategorisk at samarbejde med Rassemblement National. Det er blokeret af en såkaldt cordon sanitaire – en permanent, politisk karantæne. Samtidig er Renaissance yderst tilbageholdende med at samarbejde med den ekstreme venstrefløj, La France Insoumise. Resultatet er, at det i realiteten er vanskeligt at regere Frankrig på basis af den nuværende Nationalforsamling.

Tyskland befinder sig i en lignende situation. Hverken Unionen (CDU/CSU) eller SPD ønsker at samarbejde med Alternative für Deutschland, der er afskåret af den tyske Brandmauer. Og appetitten på samarbejde med det hårde venstre er til at overse, ikke mindst på grund af partiets Rusland-sympatier. Derfor ender Forbundsdagen ofte i en Weimar-lammelse, hvor midterpartierne er nødt til at finde sammen efter valgene selv om de netop har brugt hele valgkampen på at understrege deres forskelle.
Og for at det ikke skal være løgn, er Europa-Parlamentet også ramt.

De fire magtpartier, der har valgt kommissionen, er socialisterne i S&D, De grønne, de socialliberale i Renew og de centrum-højre-borgerlige i EPP. Det er et tvangsægteskab, som ingen af parterne befinder sig godt i. Den venstre side efterlyser mere stat og mere grøn omstilling. Den højre side ønsker mere pragmatisme i den grønne omstilling og mere subsidiaritet.
Venstre side kunne i teorien finde lydhørhed hos The Left. Men den gruppe rummer mange, der ser stort på, hvad Stalin eller Hamas har gjort galt. Højre side kunne søge støtte længere ude, men så får man en svigerfamilie med pro-russere og relativister i forhold til Det tredje rige. Derfor er der også brandmur ind mod det ekstreme højre.
Der er flere ting, der gør Weimarlammelse farlig.

For det første har lammede parlamenter svært ved at vedtage andet end små og konsekvensløse fortsættelser af den politik, der allerede bliver ført.
For det andet skaber lammelsen massiv mistillid blandt vælgerne. De kan jo godt se, at der er brug for mere end de små hop på stedet. Derfor ender et lammet parlament med ikke at forholde sig til tidens mest påtrængende problemer – og med at fremstå ligeglad med de problemer, der optager almindelige mennesker.
Her har vi faktisk noget at tilbyde i Danmark. Vi er ikke ramt af Weimar-lammelse i vores Folketing. Det skyldes især to ting.
For det første har vi en lang tradition for at samarbejde på konkrete punkter, hvor vi kan blive enige. En typisk dansk politiker vil tænke, at selv om der står side op og side ned med tossede ting i et givet partis program, kan man godt acceptere, at partiet indgår en aftale om et konkret emne, hvis det netop på dét område har valgt at droppe tovligheden.

For det andet: Hvis en femtedel af befolkningen stemmer på parti X, fordi man mener, at parti X er bedst til at løse et påtrængende problem, så er svaret ikke at benægte problemets eksistens. Svaret er at sige: Ja, vi anerkender, at det er et påtrængende problemmen her er vores bedre forslag til, hvordan det kan løses.
I Frankrig, Tyskland og i Bruxelles er der for mange midterpolitikere, der tyr til gaslighting og bortforklaring, når de konfronteres med vælgernes bevæggrunde. Men den danske erfaring er, at midterpartierne har et mindst lige så stort ansvar som fløjene for at undgå Weimar-lammelse. De skal turde samarbejde, når fløjene en sjælden gang rammes af fornuft og de skal levere reelle løsninger på de problemer, der driver vælgerne derhen.
Weimar-lammelse er farligt. Ikke fordi det nødvendigvis leder til diktatur, men fordi det fører til stagnation og voksende mistillid. Derfor bør alle, der bekymrer sig om demokratiets fremtid, forstå fænomenet og handle for at undgå det.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27. september 2025)

Regeringens politik skader erhvervslivet og styrer os direkte mod isbjerget

Pernille Vermund & Henrik Dahl
19. september 2025

Endnu en gang ser vi eksempler på, at regeringspartierne siger ét, men gør det stik modsatte. Den prædiker igen og igen mindre bureaukrati og bedre vilkår for erhvervslivet men fører en politik, der skaber mere bureaukrati og koster erhvervslivet dyrt.

Denne gang er det Moderaterne med Stine Bosse i spidsen, der har trådt helt og aldeles ved siden af.

EU-Kommissionen er kommet med forslag om, at de ekstremt bureaukratiske krav om bæredygtighedsrapportering kun skal gælde for virksomheder med +1.000 ansatte. Et fornuftigt initiativ, der fjerner bureaukrati for et stort antal virksomheder – trods Liberal Alliance helst så bæredygtighedsrapporteringsloven rullet helt tilbage for alle virksomheder.

Moderaterne?

De har svaret igen med at stille et alternativt forslag med en lavere grænse, så de bureaukratiske regler vil gælde alle virksomheder med over 500 ansatte.

Moderaterne med Stine Bosse i spidsen arbejder altså aktivt for mere bureaukrati for flere virksomheder.

Det er under al mulig kritik. Men det mest kritisable er, at det ikke er en fejl. Det er bare endnu et eksempel i rækken af mange på, hvilken politik regeringen i realiteten fører på vegne af dansk erhvervsliv.

Erhvervsministeren og økonomiministeren var kort før årsskiftet ude i et stort dobbeltinterview og tale dunder om, at regeringen nu ville sætte en stopper for bureaukratiet, og at regeringen fremover ville ‘sætte en kæp i hjulet’ på forslag, der øger bureaukratiet.

Men når afbureaukratiseringen skal føres ud i livet, kan Socialdemokratiet og Venstre ikke engang kan blive enige om, hvordan det skal ske og modsiger lodret hinanden.

Europaminister Marie Bjerre understreger , at det ikke er nok bare at gøre de eksisterende regler mere simple – det er nødvendigt decideret at fjerne regler.

Men samtidig sidder erhvervsminister Morten Bødskov på et møde i Europa-Parlamentet og understreger, at den danske regering ikke vil gå så langt at deregulere og fjerne regler – blot gøre de eksisterende regler mere simple. Det er at tale med to tunger.

Fælles for dem er dog, at de tre regeringspartier har stemt for de ekstremt bureaukrati- og administrationstunge love om bæredygtighedsrapportering og arbejdstidsregistrering, der koster dansk erhvervsliv milliarder af kroner hvert år.

Ikke alene har de stemt for reglerne. Selv efter massiv kritik af reglerne fra erhvervslivet har erhvervsministeren forsvaret bureaukratiet og slået fast, at regeringen ikke vil røre ved reglerne for bæredygtighedsrapportering.

Derudover har regeringspartierne også stemt for de nye emballagegebyrer, der risikerer at koste danske emballagevirksomheder livet eller tvinger dem ud af landet, fordi omkostningerne ved at drive virksomhed bliver for dyre.

Og senest har vi Moderaternes forslag, som vil resultere i bureaukrati for titusindvis af europæiske virksomheder.

Det er uærlig, uansvarlig og erhvervsskadende politik, SVM-regeringen fører.

Og hvad er deres forsvar?

At det handler om taktik, som Stine Bosse forklarede, da hun blev spurgt kritisk ind til hendes forslag. At de egentlig ikke mener, at det, de stemmer for, er en god idé, men at det jo handler om kompromisser, som vi må forstå på Venstres Morten Løkkegaard . De vil forsøge at bilde vælgerne ind, at det er den ansvarlige og voksne måde at føre politik på.

Vores svar er: gu er det ej. Det er en bovlam, uambitiøs og skadende politik. Og der er intet ansvarligt eller voksent ved det. Det ansvarlige og voksne er at træffe de nødvendige beslutninger – også når det er upopulært.

Vi ved alle, hvad udfordringerne er: dansk erhvervsliv lider.

Virksomhederne drukner i regler og administration. EU’s konkurrenceevne er i bund, og vi halser langt bagefter Kina og USA af netop de årsager. Vi styrer direkte mod et isbjerg, der er bygget af regler, restriktioner og administration.

Der er brug for politikere, der tør handle og træffe de nødvendige beslutninger for at styre EU udenom isbjerget og få os på ret kurs igen.

Der er ikke brug for politikere, der bare holder kursen, fordi det var ‘taktisk’, eller fordi det var det ‘kompromis’, der var muligt.

Den mangel på politisk ambition, ansvar og handlekraft styrer os direkte ind i isbjerget.

Titanic gik ikke ned på grund af manglende information. De vidste, at der var et isbjerg. Det gik ned på grund af dårlig ledelse og manglende handlekraft.

(Indlæg bragt i Børsen d. 19. september 2025)

Derfor kommer borgerkrigen til Europa

Henrik Dahl
26. august 2025

En britisk professor kommer med en advarsel, man bestemt bør lytte til. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. Eller at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes og kommer til at ligne noget, man genkender fra Stormellemøsten.

Den velestimerede britiske forsker David Betz professor ved Kings College i London har for nylig vakt opsigt ved at hævde, at en borgerkrig ikke længere er utænkelig i et af de store lande i Europa.

Ikke en borgerkrig, der kommer til at ligne den amerikanske i 1860’erne eller den spanske i 1930erne. Men en langvarig periode med konstante uroligheder i gaderne, faldende tillid mellem borgerne og faldende tillid til det politiske system. En periode, hvor store grupper i samfundet trækker sig tilbage til deres egne, medieskabte virkeligheder og ikke fører konstruktive samtaler med hinanden på et fælles, oplyst grundlag.

Jeg tror desværre, at David Betz har ret. Det kan være svært at se fra Danmark. Vi er i den store europæiske sammenhæng stadig et land, hvor mennesker i vidt omfang taler med hinanden på tværs af grupper. Og hvor de fleste mennesker trods alt har tillid til, at politikerne vil det bedste og gør deres bedste.
Men andre, vigtige lande er betydelig mindre regerlige end Danmark. Og det bør bekymre. I både Tyskland og Frankrig er det sådan, som det stadig var i Sverige indtil for ganske nylig: Den politiske elite har valgt, at den under ingen omstændigheder vil samarbejde med de partier, der i særlig grad har fokus på indvandringens negative sider.

For det første er det i sig selv angribeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at den politiske elite på forhånd har erklæret, at den ikke ønsker at lytte til og gå i dialog med et sted imellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.

Man skal i videst muligt omfang udtrykke sig diplomatisk. Men jeg formår det ikke. Det er simpelthen en tåbelig og destruktiv strategi fra den politiske elites side, at den ikke vil lytte til så store dele af befolkningen og ikke vil tage så store dele af befolkningens bekymringer alvorligt.
Ud over at det skærper den generelle mistillid i samfundet, giver det også næring til en helt konkret fortælling: at befolkningerne i Tyskland og Frankrig aldrig nogensinde er blevet spurgt på en seriøs måde til, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring af deres lande, der finder sted i disse år.

Man skal være forsigtig med at gætte. Men jeg tør godt gætte på et svar: Hvis man først tog en seriøs debat om de kulturelle konsekvenser af at tillade, at meget store grupper af indvandrere fra Stormellemøsten flyttede til Tyskland eller Frankrig, ville der aldrig nogensinde blive noget, der mindede om et flertal for at føre den politik. Det er og bliver noget, den politiske elite i de respektive lande ønsker. Og som de politiske eliter i de respektive lande hverken ønsker reelt at stå til ansvar for eller reelt at forsvare og forklare.

Derfor kommer »den snigende borgerkrig«, David Betz advarer imod, til både Tyskland og Frankrig. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. De vil ikke i længden finde sig i, at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes. Fra at ligne det vestlige gennemsnit til at ligne forhold, man genkender fra Stormellemøsten.

To faktorer, der bidrager til at gøre konflikten værre, end den burde være, er disse: For det første den politiske elites konstante gaslighting og udskamning af de borgere, der protesterer. I både Tyskland og Frankrig beskæftiger den politiske elite og dens håndlangere på universiteterne og i medierne sig først og fremmest med at forhindre erkendelse. Det vil sige: De excellerer i at bilde folk ind, at de tager fejl, og at der er noget galt med dem (at de er racister, intolerante, eller hvad det måtte være).

For det andet den større dristighed blandt de fremmeste repræsentanter for migranterne. Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

Hvis man lægger øret til den argumentation, der i vore dage kommer fra de bedst uddannede og bedst skolede islamister, skal man bemærke, at de har lært sig selv at tale på en fejlfri woke dialekt om menneskerettigheder, historiske uretfærdigheder og så videre og så videre. Det er, hvad man på engelsk kalder en weaponization altså en våbengørelse af hele det akademiske univers omkring borgerrettigheder og afdækningen af historiske sammenhænge.

Det våbengjorte, akademiske univers er selvfølgelig pseudovidenskab og selektiv omgang med historiske facts. Men eftersom ingen eksterne aktører for eksempel det politiske system og ingen interne aktører vil gøre op med pseudovidenskaben og våbengørelsen, sker der indtil videre ingenting. Ud over at islamisterne bliver mere og mere avancerede, fordi de samarbejder med den ekstreme venstrefløj. I Storbritannien er det ikke meget bedre fat. På grund af landets valgsystem opnåede den tredjedel af vælgerne, der ved seneste valg stemte på Labour, to tredjedele af pladserne i Underhuset.

Det forekommer alle andre end briterne at være totalt absurd. Og det er ekstremt farligt. Ikke mindst for en mand som Keir Starmer. Der konstant begår den fejl at tro, at han har to tredjedele af befolkningen bag sig, når det i virkeligheden kun er én tredjedel. Den form for mindretalstyranni skaber en kolossal vrede, der i denne tid blot vokser i Storbritannien.
Hvad befolkningerne egentlig ønsker i de tre store lande i Europa, får man et fingerpeg om ved at se på den rå valgmatematik.

I virkelighedens verden kan man ikke se på de rå tal fra pålidelige meningsmålinger og sige, at her er folkeviljen. Men med passende forsigtighed skal man notere sig, at cirka 55 pct. af vælgerne i Tyskland ønsker sig en klart højreorienteret regering. Cirka halvdelen af vælgerne i UK ønsker sig en klart højreorienteret regering. Og næsten halvdelen af vælgerne i Frankrig omkring 45 pct. ønsker sig en klart højreorienteret (resten er dybt splittede mellem Macrons teknokratiske socialliberalisme og den ekstreme venstrelinje hos La France Insoumise).

Jo længere tid, der går, før den førte politik i de tre store lande er klart højreorienteret, jo værre vil den folkelige vrede og presset fra de uløste problemer, de respektive regeringer skubber foran sig, blive. Og jo større bliver braget, når utilfredsheden eksploderer. Derforigen har David Betz ret i sin forudsigelse: Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.
Og hvad med fredelige Danmark? Der i mine tanker altid spiller den rolle, J.R.R. Tolkien gav Herredet i sin saga om ringen. I Danmark går det heller ikke godt. Men da vi ikke er så mange, går det mest ud over os selv.

Uanset hvilken del af den offentlige sektor man vender sit blik imod, er det sådan, at den får sværere og sværere ved at levere den kerneydelse, den er sat i verden for at producere. Forsvaret kan ikke producere sikkerhed. DSB kan ikke producere mobilitet. PostNord kan ikke fragte ting fra A til B. Socialog ældreforsorgen kan ikke producere værdighed til de borgere, der har brug for disse tjenester. Skolerne kan ikke indprente børnene hverken lærdom eller respekt for lærdom. Og så fremdeles. Det finder folk sig indtil videre i. Af mange forskellige årsager. Herunder at der ikke for alvor eksisterer en kritisk presse, der ønsker at afdække disse forhold og holde de ansvarlige fast på deres ansvar.

På Christiansborg snakker folksom altid sådan, som de har forstand til. Det skal de jo have lov til, og det var værre, hvis de ikke gjorde.
Ude på slotspladsen råber et stadig mere radikaliseret centrumvenstre (der i stigende grad lever i sin egen virkelighed) op om, hvor godt det ville være, hvis der blev etableret en selvstændig terrorstat med en lang kystlinje ud til Middelhavet.
Det vil selvfølgelig ikke være godt for noget. Tværtimod. Og jeg ville da også være ekstremt bekymret, hvis nogen af de højtråbende havde noget at skulle have sagt. Den europæiske galskab kommer også ind over vores grænser. Men heldigvis mildnes den af, at de fleste mennesker trods alt savner enhver tiltro til store ord og nemme løsninger.

Nu starter den politiske sæson, hvor alle vil kaste sig over at drøfte den ene procent af statens budget, som regeringen har valgt at sætte til diskussion i år. De 99 pct. er der som sædvanlig ingen, der orker at tale om.
Det er trygt og hyggeligt som resten af højtiderne. Hvor familien også mødes og snakker om de ting, den plejer at snakke om. Ude i Europa ser det mildest talt ikke godt ud for den sociale fred. Det kommer der i Danmark måske en overskrift eller to ud af på et tidspunkt.Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.

Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26 september 2025)

GDPR er faktisk lavet for at beskytte dig, ikke direktøren

Alexander Ryle
28. maj 2025

Alt for ofte bliver retten til privatliv fremstillet som en klods om benet på virksomheder, der har brug for vores data til at være innovative og konkurrencedygtige. Men vi behøver ikke vælge mellem databeskyttelse og konkurrenceevne – de to ting kan sagtens gå hånd i hånd.

Den seneste måned har flere ytret deres frustration over databeskyttelsesforordningen – bedre kendt som GDPR.

Først varslede digitaliseringsminister Caroline Stage et opgør med reglerne, og siden er det blevet bakket op af både SMV Danmark og Dansk Industri. Det er både forståeligt og legitimt at kritisere reglerne for at spænde ben for innovation og drift.

Men GDPR-forordningens kritikere glemmer at forholde sig til, hvorfor forordningen overhovedet er nødvendig. Forordningen er ikke skrevet for at genere nogen – den handler om noget helt grundlæggende: Retten til privatliv og kontrol over egne data.

I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet

Det er frihed i digital form.

Ja, GDPR kan være en barriere, hvis man mener, at virksomheder eller staten altid bør kunne opsamle data om borgere, ansatte eller kunder. Men måske skal vi netop stille det modsatte spørgsmål: Er det nødvendigt at måle, gemme og analysere så meget persondata?

Svaret er ofte nej. Virksomheder bør minimere deres dataindsamling – ikke bare fordi GDPR kræver det, men fordi det er etisk rigtigt og sund fornuft.

Hvis man indsamler mindre data, følger der automatisk færre krav, mindre bureaukrati og lavere risiko for misbrug med. Det skaber også mere fair konkurrence, fordi det svækker de store koncerners fordel ved at sammenkæde store mængder persondata.

Det burde faktisk være i både Lars Sandahls og Alexander Søndergaards medlemmers interesse. GDPR blev til for at rette op på en grundlæggende designfejl i det digitale samfund. I dag er overvågning blevet en forretningsmodel – og du er blevet produktet.

GDPR er det første store modtræk: En digital rettighedslov, der spørger, hvilken teknologi der bedst beskytter borgeren.

Når det er sagt, har kritikerne én væsentlig pointe: Håndhævelsen af GDPR er ujævn i EU. En dansk virksomhed skal kunne regne med samme regler som i Tyskland, Frankrig eller Polen.

Derfor bakker Liberal Alliance op om en mere ensartet og central håndhævelse.

Men løsningen er ikke at udhule beskyttelsen af det enkelte menneske. Tværtimod. GDPR – med alle sine skavanker – er og bliver en af de mest liberale EU-forordninger, vi har.

(Indlæg bragt i Børsen, d. 27/05/2025)

SVM’s kamp mod bureaukratimonstret, de selv har skabt

Alexander Ryle & Pernille Vermund & Henrik Dahl
21. maj 2025

21, 5 mia. kr.

Så meget koster bureaukratisk lovgivning fra EU det danske bnp – om året.

Særligt to lovgivninger fra EU er med til at sande dansk erhvervsliv til med regler og administrationde såkaldte CSRD og CSDDD, som er EU’s nye regler om bæredygtighedsrapportering.

Heldigvis har regeringen blæst til kamp mod bureaukratiet og udråbt sig selv til bannerfører.

For eksempel kalder erhvervsminister Morten Bødskov reglerne for “et bureaukratisk monster, som hvert år koster erhvervslivet milliarder” og slår fast, at det er på tide at rydde op.

Også europaminister Marie Bjerre vil “rydde op i EU’s regeljungle” og peger på netop bæredygtighedsrapportering som et eksempel på det, der drukner europæiske virksomheder i papirnusseri og meningsløse regler.

Morten Løkkegaard, MEP for Venstre, gør det klart, at partiet ikke ønsker et EU, hvor virksomheder bliver kvalt i kontrol og papirarbejde, og peger også på bæredygtighedsrapportering som et eksempel på lovgivning, “hvor konsekvenserne for virksomhederne bliver overset, undervurderet eller direkte ignoreret”.

Men det, de glemmer at nævne, er, at både Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne selv stemte for lovgivningen i Europa-Parlamentet.

Venstre og Socialdemokratiet stemte for CSRD og CSDDD og Moderaterne for CSDDD. Det, den socialdemokratiske erhvervsminister med egne ord kalder “et bureaukratisk monster”, er et Frankensteins monster, som regeringen selv har været med til at skabe.

Virkelighedsfjernt

Det er lovgivning, som Liberal Alliance fra begyndelsen har advaret om og stemt imod i Folketinget. Det skaber et bureaukratisk helvede for tusindvis af danske virksomheder, som nu skal hyre konsulenter og jurister for at finde hoved og hale i de mange nye krav.

De skal nu bruge tid og penge på at bevise, at de ikke gør noget forkert, og om de er grønne nok i stedet for at investere det i produktion, grøn omstilling og innovation.

Styrker det konkurrenceevnen og produktiviteten? På ingen måde.

Det er komplet virkelighedsfjernt. I det virkelige liv bidrager det ikke med andet end at overdynge danske og europæiske virksomheder i administration og unødigt papirarbejde.

Derfor var det også LA, der sammen med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP, var ansvarlige for at stille forslaget til EU-Kommissionen om de to såkaldte omnibuspakker, der nu skal forenkle og udskyde klimaog bæredygtighedsrapporteringskrav for virksomhederne.

Det er absolut nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at styrke europæisk konkurrenceevne og undgå, at EU i fremtiden halser langt bagefter økonomier som Kina og USA.

En nødløsning

Det er lykkedes at lave en nødløsning denne gang.

Men det er ikke en holdbar strategi for EU at lappe på fejlslagen politik. Skal vi overregulering og bureaukrati til livs, bliver vi nødt til at tage fat om problemets rod, som er, at der bliver stemt for meget lovgivning igennem i EU, som skader europæiske virksomheder mere, end det gavner.

Ingen siger det bedre end Morten Løkkegaard selv: Der mangler konsekvensvurderinger med udgangspunkt i virkeligheden.

Vi kunne ikke være mere enige. Regeringspartierne har ikke formået at konsekvensvurdere, før de stemte for lovgivning, der dynger EU’s virksomheder til med flere rigide regler og krav.
Og desværre kommer selverkendelsen af dette for sent.

Mange virksomheder vil – både direkte og som leverandører – blive ramt af den første bølge af lovgivningen, som vi ikke kan bremse eller rulle tilbage.

De må nu betale prisen for regeringens forfejlede beslutninger, og her hjælper regeringens bagklogskab intet.

Derfor vidner om en ekstrem arrogance over for danske virksomheder og selvretfærdighed, når Venstres Morten Løkkegaard mener, at danske virksomheder ligger, som de har redt, fordi erhvervslivet ifølge Løkkegaard selv har bedt om de mange regler fra EU – hvilket han med egne ord minder erhvervslivet om, når de “brokker sig”.

Havde Venstre praktiseret godt lederskab og ansvarlighed, havde de rådet virksomhederne til andet end mere regulering i stedet for at gøre dem en bjørnetjeneste for derefter at pege fingre ad dem, når de bliver stillet til ansvar for deres politik.

Bagklogskab

I Liberal Alliance hilser vi ambitionerne om oprydning velkommen og ser frem til at følge med, om regeringen sætter handling bag ordene.

Den får en kærkommen mulighed, når Danmark overtager formandskabet i EU 1. juli, og dermed kan være med til at forme og prioritere den politiske dagsorden for EU. Vi håber ikke, regeringen ikke forspilder den mulighed.

Vores erhvervsliv har ikke brug for mere bagklogskab. Det har brug for politikere, der er deres ansvar bevidst og stopper bureaukratiet i tide.

(Indlæg bragt i Børsen d. 21/5-2025)

Tag dig i agt for jubeleuropæerne

Lars-Christian Brask & Henrik Dahl
7. april 2025

Selv den største EU-skeptiker vil i disse uforudsigelige og urolige geopolitiske tider næppe postulere, at behovet for øget europæisk samarbejde om sikkerheds-, vækstog energipolitik er aftaget.

For situation taler klart og tydeligt for, at vi fremover må og skal lægge flere af vores sikkerhedspolitiske æg i den europæiske kurv. Så langt, så godt er langt de fleste på tværs af det politiske spektrum trods alt nået i deres analyseapparat. Men for jubeleuropæerne er det – til ingens overraskelse – ikke nok.

For de kan aldrig tage til takke med det rimelige og fornuftige niveau af EU-integration. Og de kan aldrig nøjes med at centrere deres politiske planer om at løse faktiske problemer. I stedet handler det snarere om at finde problemer, der passer til de løsninger, de allerede har besluttet sig for at gennemtvinge.

I de forgange uger har vi set tre klokkeklare eksempler på ovenstående tendens. Først gik Lars Løkke Rasmussen på talerstolen til Moderaternes årsmøde og bebudede, at han ønsker en folkeafstemning inden for to år om at udskifte den danske krone med euroen.

Dernæst ytrede han i selvsamme tale et ønske om at lave samme øvelse med henblik på at afskaffe retsforbeholdet. Og efterfølgende kom Martin Lidegaard og Radikale Venstre på banen med en gammel traver i form af forslaget om at indføre en EU-hær.

Alle tre problemløse løsninger har én fællesnævner: Nemlig at danskerne har afvist dem. I 2000 gik danskerne til stemmeurnerne og takkede pænt nej til at ophæve euroforbeholdet. Og der er intet, der tyder på, at danskerne har ombestemt sig.

Da befolkningen senest blev spurgt af Epinion for Altinget og DR, var det blot hver fjerde dansker, der var klar til at udskifte kronen med euroen. I 2015 blev ønsket om at afskaffe retsforbeholdet ligeledes mødt med et pænt »nej tak«. Den holdning har næppe ændret sig, for i den seneste måling fra Verian for Tænketanken Europa, er det kun lidt over hver fjerde dansker, der i dag ville afskaffe retsforbeholdet.

Og både til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet i 2022 samt i europaparlamentsvalgkampen sidste sommer var der hos majoriteten ikke nogen tvivl om, at om end man ønskede et tættere forsvarssamarbejde i EU, så var det altså trods alt ikke en fælles EU-hær, der var drømmescenariet. Men det stopper ikke jubeleuropæerne i at udnytte de igangværende geopolitiske spændinger til at give deres drømmescenarier endnu et skud.

For i deres optik er et »nej« ikke et endegyldigt »nej« – det er blot en mellemvej til et »ja«.

I Liberal Alliance har vi ligesom alle andre ansvarlige partier taget bestik af den sikkerhedspolitiske situation og senest anvist en borgerlig og ansvarlig vej til at øge forsvarsudgifterne til 3,5 procent af BNP.

Formålet kan der næppe sås tvivl om: At finde løsninger på faktiske problemer. En tilgang, som står i skarp kontrast til Moderaternes ønske om at indføre euroen og afskaffe retsforbeholdet samt Radikales drøm om at etablere en fælles EU-hær.

For den danske krone er ikke et problem. Særligt ikke når en afskaffelse af euroforbeholdet derimod vil indebære, at danskerne påtvinges at hæfte for de sydeuropæiske landes økonomiske uansvarlighed. Det danske retsforbehold er ikke et problem.

For i kraft af forbeholdet har vi i Danmark fuldstændig kontrol over vores rets- og udlændingepolitik og samtidig rig mulighed for at tilslutte os de dele af rets- og udlændingepolitikken, som vi ønsker. Og manglen på en fælles EU-hær er ikke et problem.

For vi kan sagens forstærke det forsvarspolitiske samarbejde i EU, uden at etablere en hær. Så tag dig i agt, når du støder på jubeleuropæernes ønskeseddel i disse urolige tider. De er som altid ude på at sælge dig en problemløs løsning, som du højst sandsynligvis allerede har takket nej til.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7/4-2025)

Venstrefløjens politik forvandler Europa til et frilandsmuseum

Henrik Dahl
7. marts 2025

I forrige uge kom Kira Marie Peter Hansen (SF) med et modsvar til en af mine klummer i Jyllands-Posten.

Det vil jeg naturligvis besvare på den fineste måde, jeg kan, og jeg vil – imodsætning til SF –holde mig fra at kalde min politiske modstander for naiv.

Lad os nu tage det nøgternt: Det er venstrefløjens politik, der er ved at forvandle Europa til et frilandsmuseum. Alle de ideer, der trækker kontinentet ned i dyndet, har rod i en venstreorienteret tankegang.

Draghi-rapporten laver en helt præcis analyse af de konkurrencemæssige problemer, EU står overfor. Flere ting, som står både i Draghi-rapporten, eller som han har fortalt videre, er den massive overregulering i EU.

Ifølge Draghi svarer Europas egne interne barrierer til en amerikansk toldsats på 45 procent for produktion og 110 procent for tjenesteydelser med henvisning til beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF).

Det betyder altså, at vi har overreguleret os selv. Vores virksomheder har svært ved at konkurrere med både Kina og USA.

I mandatperioden 2019 til 2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Til sammenligning – og vel at mærke med de sædvanlige forbehold for forskelle i politiske og juridiske systemer – blev der i samme periode vedtaget omkring 5.500 føderale love i USA.

Det er derfor heller ikke overraskende, at 55 procent af Europas SMVer anser regulering og administrative byrder som deres største udfordring.

Når man konstant overdynger erhvervslivet med nye regler, er konsekvensen selvfølgelig, at vækst og konkurrenceevne svækkes.

Det burde ikke komme bag på nogen – men alligevel insisterer man på venstrefløjen i Bruxelles på at fortsætte ad samme spor.

Alle stemmer bør tælle lige

Desuden fremhæver Kira Marie Peter Hansen, at jeg ikke forstår et simpelt parlament.

Men en af årsagerne til, at EU i årevis har ført rød politik, er netop, at venstrefløjen og den politisk korrekte midte har nægtet at deltage i aftaler, hvis eksempelvis ECR var en del af dem.

Det har tvunget centrumhøjre til at indgå flere kompromisser med venstrefløjen for overhovedet at holde EU’s hjul i gang.

For når det kommer til stykket, så bliver det nødvendigt at samarbejde med højrefløjen om at komme i bund med eksempelvis overflødige rapporteringskrav, hvilket EU-Kommissionen heldigvis er i gang med.

Dét burde være parlamentarisk ABC: Alle mandater tæller lige, og beslutninger bør træffes ud fra politik – ikke personer.

Derfor er jeg heller ikke tilhænger af førnævnte ‘cordon sanitaire’.

Forskellen mellem højre- og venstrefløjen er enkel: Vi på højrefløjen er parate til at levere det, Europa har brug for: simplificering og reel deregulering.

Når vi ser på de kommende omnibusforhandlinger om ESG med mere, lader det allerede til, at Kira Marie Peter-Hansens gruppe har valgt at melde sig ud og ikke ønsker at bidrage til en reel vurdering af kravene.

De Grønnes Bas Eickhout var hurtig til at afvise EU-Kommissionens forslag om simplificering.

Han kaldte det “Trump light in Europe” – et udtryk, venstrefløjen hiver frem, når de står uden argumenter.

Eickhout formåede endda at tale imod en generel reduktion af rapporteringskravene for vores fælles virksomheder.

Så nej, venstrefløjen i EU repræsenterer ikke håndgribelige eller ansvarlige løsninger, der kan løfte Europas konkurrenceevne.

(Indlæg bragt i Altinget d.11. marts 2025)

Gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv

Pernille Vermund & Henrik Dahl
3. marts 2025

Det er ikke Trumps nye kærlighed for tariffer, der har ødelagt Europas konkurrenceevne. Det har vi klaret helt og aldeles selv. Hvis EU skal tilbage på rette kurs, skal vi have iværksæt en massiv deregulering.

I disse dage mærker man på tværs af det europæiske kontinent i stigende grad frygten for Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser. En forståelig frygt, der ikke desto mindre eksemplificerer et besynderligt paradoks. For hvorfor skulle vi bruge vores dyrebare tid og kræfter på at frygte eksterne barrierer, når vi i forvejen har klistret os selv til i intern regulering og bureaukrati? Det burde trods alt være alfa omega, at vi først og fremmest bruger de kommende år på at rydde op i vores egen urskov af administrative byrder og interne barrierer, før vi lader os kue af eksterne faktorer. For de historiske eksempler på europæisk erhvervslivs stolte traditioner, innovation og virkelyst er utallige – men de nutidige rammevilkår er gift.

Heldigvis er der flere, der deler den betragtning. For eksempel har økonomen Mario Draghi, som sidste efterår formåede – om ikke andet delvist – at vække det europæiske kontinent fra sin tornerosesøvn med en udførlig diagnosticering af EU’s skrantende konkurrenceevne, på ny ramt hovedet på sømmet.

Det seneste indlæg i Financial Times fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank føjer sig smukt til rækken af dystre diagnoser over Europas økonomiske deroute. Og lad os være ærlige: Det er ikke en udvikling, der kommer bag på nogen med en basal forståelse for økonomi og politisk styring.

Vi står med en kontinentalsygdom, hvor vækstmulighederne bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af compliance-konsulenter med på sidelinjen.

Først og fremmest illustrerer Draghi i indlægget, hvor skizofrent det er at frygte Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser, hvis man ikke samtidigt anerkender det presserende behov for at adressere konsekvenserne af Europas egne interne barrierer. Disse barrierer svarer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) til en toldsats på 45 procent for produktion og svimlende 110 procent for tjenesteydelser, hvilket de facto fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb.

Jerngrebet rammer selvsagt alle aktører i det europæiske erhvervsliv hårdt. Men særligt nogle af de virksomheder og markeder med allerstørst potentiale for innovation og vækst – såsom techindustrien – lider kolossalt og sakker som følge mere og mere bagud til amerikanske og kinesiske konkurrenter for hver dag, der går.

Ifølge Draghi har for eksempel alene omkostningerne ved at overholde GDPR-reglerne reduceret fortjenesten for små europæiske techfirmaer med op mod 12 procent. Og det er som bekendt blot ét element i den utømmelige pukkel af fordyrende bøvl og bureaukrati, som EU udsætter sine egne virksomheder for. Fra 2019-2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Om end det er svært at lave en direkte sammenligning pga. forskellige politiske og juridiske systemer, blev der i samme periode gennemført ca. 5.500 føderale stykker lovgivning i USA. Derfor er det heller intet under, at 55 procent af europæiske SMV’er udpeger regulering og administrative byrder som deres allerstørste udfordring.

På det bagtæppe er det vanskeligt at så tvivl om, hvem vi bør frygte mest. For selvfølgelig er vores erhvervsliv i skarp konkurrence med amerikanske og kinesiske virksomheder, og sådan vil det altid være. Men når blot fire af verdens største 50 techgiganter er europæiske, skyldes det altså ikke ene og alene, at vores globale konkurrenter bare er og bliver monumentalt bedre end os. Nej, gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv.

Sådan frigør vi jerngrebet på os selv

Hvorimod der siden Draghi-rapporten er opstået nogenlunde konsensus i europæiske beslutningstageres kredse om diagnosticeringen af EU’s skrantende konkurrenceevne, er det vidt forskellige bud på, hvilken medicin der skal udskrives, hvis vi skal stoppe med at kvæle den europæiske iværksætterkultur, kreativitet og innovation i regler og rapporteringskrav.

I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvilken retning vi skal i. Vi skal respektere nærhedsprincippet. Vi skal holde op med at undergrave vores egen vækst. Vi skal give vores virksomheder incitament til ikke at flytte hovedkvarteret til den anden side af Atlanterhavet. Vi skal gennemtjekke al lovgivning, der direkte hæmmer vækst, og udvikle vores indre marked ved at nedbryde langt flere barrierer, end vi gør i dag. For det er problematikker, vi selv kan løse. Vi kan aldrig forudsige, hvad Trump vil gøre næste gang, men vi kan udvikle os selv til det bedre.

Og så må EU snart forstå, at regulering ikke er svaret på absolut alt. Derfor bør ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller det forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer. Et ønske, som vi deler med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP. I samme tråd ønsker vi, at EU-lovgivning inden for nye områder såsom kunstig intelligens vedtages med en solnedgangsklausul, så man løbende kan vurdere, om loven lever op til sit formål, eller om en lov skaber mere bøvl end gavn.

I hele EU skal vi binde os til masten i form af konkrete, bindende mål for en omfattende afvikling af administrative bøvl – hellere i dag end i morgen. Et af værktøjerne til en bindende slankekur for bureaukratiet – som vi både ønsker indført i Danmark og i EU-regi – er et regelloft baseret på princippet om, at hver gang der indføres en ny regel, skal der fjernes to. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia med kolossal succes til følge i form af et fald i regelmængden med 40 procent på blot tre år.

Og historien viser os som bekendt klart og tydeligt, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere regelmængden, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv kun mere og mere fastforankret med årenes løb.

Nu er tiden ikke til at falde tilbage i vores tornerosesøvn og glemme alt om Draghis advarsler. Eller bruge alle vores kræfter på at frygte amerikanske toldsatser fremfor at rydde op i vores egen baghave. Fremtiden for Danmark og Europa skabes nu, og hvis den skal være lys, kræver det lederskab og innovation, ikke overregulering og regelrytteri.

EU’s fremtid skal gribes, og vi skal se de nye muligheder, som ligger foran os. Tiden er ikke til ynk, men derimod hårdt arbejde for at få EU tilbage på skinnerne. Det kan kun ske som følge af massiv deregulering.

Det er og bliver en borgerlig pligtopgave at tage ansvar og skubbe på for denne retning, i Folketinget såvel som i Europa-Parlamentet. Den pligtopgave tager vi i Liberal Alliance ikke for givet.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 3. marts 2025)

Vances München-tale var en blanding af tiltrængt opsang og bizart hykleri

Henrik Dahl
18. februar 2025

Meget i vicepræsidentens tale var sandt. Men en god del er også hykleri og farlig ligegyldighed over for Rusland. Og under alle omstændigheder tegner den en virkelighed, Europa er nødt til at forholde sig til i de i hvert fald næste fire år.

J.D. Vances tale ved sikkerhedskonferencen i München er allerede efter få dage historisk. Retorisk er den fremragende. Men har Vance i overvejende grad ret i det, han siger? Eller tager han i overvejende grad fejl? Det skal diskuteres på de følgende linjer.Den amerikanske vicepræsident har ubetinget ret i, at en række lande i Europa har ført en selvdestruktiv indvandringspolitik. Og værre end det: en indvandringspolitik, som de enkelte landes borgere aldrig for alvor er blevet spurgt om, hvorvidt de ønskede. Hvis de var blevet spurgt, havde de fleste formentlig sagt nej. Som valget i Tyskland den 23. februar givetvis kommer til at vise.

Han har også ubetinget ret i, at ”brandmure”, der i praksis holder store dele af et lands befolkning ude fra de almindelige, politiske processer, er en dårlig idé. Selv fundamental uenighed skal ikke tackles ved, at flertallet tryner et meget stort mindretal og erklærer dette mindretals synspunkter for uønskede og ikke værdige til at blive taget i betragtning.

I et velfungerende demokrati er flertallet altid nødt til at gå i dialog med et mindretal på 20-25 pct. af befolkningen. Ellers er demokratiet ikke velfungerende.

Vicepræsidenten har endvidere ubetinget ret i, at overdrevet nidkære love imod hadtale i realiteten giver aktører, der handler i ond tro – det vil først og fremmest sige islamister og wokeister – veto i forhold til kritik, provokation og satire. Det er derfor, den danske koranlov er og bliver en skandale.

Endelig har den amerikanske vicepræsident ubetinget ret i, at Europa har gjort alt, alt for lidt i forhold til sin egen sikkerhed.Hvis det ikke var så tragisk, ville argumentet om, at vi ikke kan gøre ditten og datten på grund af internationale forpligtelser, være komisk. I næsten 10 år ignorerede næsten alle lande i Europa – herunder Danmark – konsekvent at leve op til sine internationale forpligtelser på forsvarsområdet. Det skete der i mange år ikke noget ved. Undtagen – hvad der også er grelt nok – at kontinentet i dag er håbløst bagud, når det gælder om at tage vare på egen sikkerhed.

Med andre ord: ”Hensynet til internationale forpligtelser” er i den grad et ad hoc-argument, man kan slå sine modstandere i hovedet med, hvis man ikke tør argumentere ærligt for sine standpunkter. Det er i hvert fald ikke noget, der med nødvendighed overholdes i Danmark, eller som nødvendigvis har nogen konsekvenser.Der, hvor J.D. Vances tale er mindre god, er de dele, der på den ene eller den anden måde står i forbindelse med den russiske imperialisme og den russiske hybridkrig imod Europa.

Og så naturligvis de dele, der handler om valgsvindel og misinformation. For lad os lige få på det rene: J.D. Vances chef – Donald Trump – har konsekvent gennem mere end fire år spredt den løgn, at han vandt valget i 2020. J.D. Vances chef stod bag et mislykket statskup den 6. januar 2021. Og så er J.D. Vances chef i det hele taget et omvandrende bevis på omfanget af det problem, der hedder løgn og misinformation.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

Russisk indblanding i valg er et kæmpestort problem for Europa. Rusland har blandet sig i Georgien. Rusland har blandet sig i Moldova. Rusland har uden tvivl blandet sig i Rumænien.

I øvrigt gør Rusland gennem sine marionetter Viktor Orbén og Robert Fico også alt for, at EU skal bryde sammen. Så en tale om, hvad Europa gør og ikke gør og burde gøre og ikke burde gøre, kan ikke – hvis den skal være nogenlunde redelig – komme uden om Rusland.

Vi skal være utrolig påpasselige i Europa, så vi ikke synker ned på et illiberalt niveau i forsøget på at forsvare os imod Rusland. Men jeg må også slå fast: Det er fuldkommen legitimt at bekæmpe, at fremmede magter forsøger at destabilisere ens land. Det har alle lande enhver tænkelig ret til.

Det er gådefuldt, hvorfor MAGA-republikanerne er så eftergivende over for Rusland. Men det har de desværre til fælles med det hårde højre i Europa – som J.D. Vance helt klart forsøger at glæde med sin tale i Europa. Og denne eftergivenhed over for Rusland var den helt store svaghed ved J.D. Vances tale – selvom han også fik afleveret en del sandheder, som den politiske elite i Europa havde godt af at høre.

Jeg kan ikke vide, om det er i en kombineret iver efter at glæde ejerne af de store amerikanske kommunikationsplatforme og det hårde højre i Europa på en og samme tid, at J.D. Vance får lanceret den påstand, at ytringsfriheden i Europa har trange kår.

I hvert fald er påstanden om, at mediernes frihed i Europa er presset, ikke sand. Ifølge det velansete World Press Freedom Index for 2024 kommer USA på en sløv 21.plads. Langt efter store EU-lande som Tyskland og Frankrig. Og selvfølgelig endnu længere efter Danmark, der trods alt er på andenpladsen efter Sverige.

Jeg er godt klar over, at de store amerikanske kommunikationsplatforme har en interesse i at fremstille tingene på den måde, at EU’s Digital Services Act (DSA) er et uset indgreb i ytringsfriheden. Men sandheden er, at DSA løfter de regler, der gælder for eksempelvis dagblade og tv-stationer, ind i det digitale domæne. Det kan man mene om, hvad man vil. Jeg synes, det er meget rimeligt, at en stor kommunikationsplatform som X i princippet skal opføre sig ligesom Jyllands-Posten eller TV 2. Ikke bedre og ikke dårligere – bare på tilsvarende måde.

Så alt i alt: Halvdelen af J.D. Vances tale er fremragende og en tiltrængt opsang til den politiske elite i Europa. Mens den anden halvdel er en hyklerisk – og bizart Ruslands-ignorerende – kritik af EU for at ville beskytte sit demokrati imod udenlandsk indblanding og ryggesløse tyranners forsøg på statskup. Om det gør glasset halvt fuldt eller halvt tomt, kan man så bruge lang tid på at grunde over. Uanset hvad, så er talen udtryk for de gældende vilkår i Europa i mindst fire år frem i tiden.

Hvor meget det end glæder mig, at Donald Trump tager et opgør med wokeisme, er jeg kort og godt ude af stand til at se bort fra, at han er fuld af løgn og forkerte påstande. Som han frækt gentager og aldrig dementerer.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 18. februar 2025)