Børn tvinger os ind i øjeblikket. Det har vi brug for

Carl Andersen
17. marts 2025

Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.

Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.

Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.

Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.

Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.

Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.

At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.

Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.

Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.

Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«

Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.

Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.

Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.

Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)

Podcast: Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark

Liberal Alliance
14. marts 2025

Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark

Lederne af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative har sat hinanden stævne i Samtaleværelset på Christiansborg, hvor de vender deres fælles visioner for et mere borgerligt Danmark, de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, og hvorfor både koranloven og racismeparagraffen undergraver ytringsfriheden.

Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)

Vært:
Mikkel Andersson

Dragsteds parti har støttet terror og dyrker papirnusseri som en gud. De tør bare ikke stå ved det

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
5. marts 2025

Man kan kun undres, når Enhedslistens politiske ordfører tager det unødige bureaukrati i forsvar og farer i flint over forslag, der har ryddet ud i bureaukratiets urskov hos vores norske naboer.

I Liberal Alliance er vi godt og grundigt trætte af at høre på skåltaler om afbureaukratisering, som aldrig udmønter sig i konkret handling. Derfor ønsker vi at gøre op med tendensen til, at afbureaukratisering blot benyttes som et valgslogan, og i stedet binde os til masten. For historien viser os gang på gang, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere mængden af regler, bureaukrater og spildte skattekroner, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv og vores borgere kun mere og atter mere fastforankret med årenes løb.

Men det er desværre ikke alle, der vil den samme vej. Det illustrerede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ganske glimrende her i Altinget forleden, da han i det unødige bureaukratis navn for i flint over vores seneste forslag i afbureaukratiseringsdebatten: Et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet efter norsk forbillede, som kan luge ud i overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.

Dragsted drager søgte paralleller

I stedet for at bevare øjnene på bolden og kommentere sagligt på et tiltag, som ifølge Weekendavisen har beriget alle norske borgere ved at gennemføre flere end 200 forenklinger og besparelser for 35 mia. kr. om året for norsk erhvervsliv, vælger Dragsted at drage diverse søgte paralleller mellem oligarker, Elon Musk, gudsdyrkelse og Liberal Alliance. For i Dragsteds øjne forsøger vi med vores forslag nemlig at ”importere Musks bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.”

Det er svært at gøre sig klog på, hvad der leder Enhedslistens frontfigur til at beskrive vores ønske om at rydde op i bureaukratiets urskov som en Musk-inspireret, milliardpolitisk bøllemetode. Bevares, det vil da ganske rigtigt komme milliardæren til gode, hvis vores forslag bliver en realitet – lige såvel som det vil komme enhver anden borger i Danmark til gode. Og lad gå, vi indtræder gerne rollen som bøllen i et scenarie, hvor det er det unødige bureaukrati, der er ofret. Men Musk-inspireret? Blot fordi Enhedslisten tilsyneladende ikke har fulgt med i og taget del i afbureaukratiseringsdebatten i Danmark og Europa det seneste årti og først er kommet på banen i kølvandet på Elon Musks nye regeringsrolle i USA, bør vi andre næppe lægges til last.

Unødigt bureaukrati skal finkæmmes

Antallet af administrativt ansatte i stat, kommuner og regioner er steget med 23.400 i det seneste årti. Den samlede regelmængde gældende i Danmark er steget med 315 pct. siden 1989, så danskernes liv i dag reguleres af 36 mio. ord. Og samtidig klattes danske skattekroner af på et uendeligt univers af puljer til politisk projektmageri, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien.

Så lur mig om en oprydningsgeneral ikke hurtigt vil kunne finkæmme vores offentlige forbrug og regulering og udpege en stribe af besparelser, som selv den mest ivrige fortaler for statslige udgifter og centraliseret kontrol kan se fornuften i at føre ud i livet. Her ville jeg normalvis også inkludere Pelle Dragsted, men han har på tragisk vis stirret sig blindt på en forestilling om, at en oprydningsgeneral udelukkende vil gave rige virksomheder og deres ejere. For når vi vil luge ud i bureaukratiets urskov, vil vi ifølge Dragsted angiveligt pille ved regler ”som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.”

Hvis Enhedslisten brugte halvt så meget tid på at lyve om Liberal Alliances politik, så vil vi mægtigt gerne spare dem for at bruge krudt på at fortælle danskerne sandheden om deres. Men lad mig i mellemtiden gøre det klart. I Liberal Alliance dyrker vi ikke en gud på den anden side af Atlanterhavet. Den eneste gudsdyrkelse, jeg spotter, kommer til udtryk i Dragelse ihærdige forsvar af unødigt bureaukrati. Han tør bare ikke stå ved det.

(Indlæg bragt i Altinget d. 5 marts 2025)

Fjern loftet over fradragsberettigede donationer og styrk civilsamfundet Foreningsliv.

Carl Andersen
25. februar 2025

Civilsamfundets mange velgørende organisationer og foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfund – og en særlig rolle i det

… liberale samfund, som vi i Liberal Alliance drømmer om. For når staten skal fylde mindre, må borgerne fylde mere. Det kræver, at vi som borgere tager ansvar – også for at sikre finansieringen af de formål, vi hver især ønsker at fremme. Derfor skal der være en større økonomisk tilskyndelse til at bruge egne penge på netop dette. Liberal Alliance ønsker at styrke civilsamfundet ved at give borgerne mere indflydelse, og reducere statens, over den økonomisk støtte. Vi foreslår at fjerne den nuværende fradragsloft på 19.000 kroner for donationer til velgørende formål og foreninger. Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for. Det er allerede blevet gjort i forbindelse med donationer til forskning, hvor man har ophævet loftet til for eksempel Syddansk Universitet og Alzheimerforeningen. Hvorfor ikke gøre det samme for Red Barnet og Grundtvigsk Forum? Det mener vi. I dag fordeler staten milliarder til udvalgte organisationer, hvilket kan føre til magtkoncentration og oversete lokale initiativer. Det er nemlig ofte de samme organisationer, der ender på Finansloven. Ved i højere grad at lade borgerne bestemme, hvor deres penge skal gå, demokratiserer vi velgørenheden og fremmer mangfoldighed og pluralisme. Flere organisationer får mulighed for at blomstre og afspejle samfundets mange interesser og behov fremfor politikernes interesser og behov.

Vi reducerer samtidig bureaukratiet. De nuværende grænser og særordninger kræver administration fra både foreninger og myndigheder. Ved at ophæve loftet for alle sparer vi penge og ressourcer, hvilket gør det lettere at fokusere på deres kerneopgaverne.

Finansieringen findes helt naturligt ved at reducere i en af de statslige puljer, som der i dag deles ud fra. Det er over 1 milliard kroner, og vores forslag koster blot 90 millioner kroner.

Samtidig forventes det, at borgerne vil donere næsten 160 millioner kroner mere end tidligere, hvis loftet ikke var der. Det er da en god forretning for både civilsamfund og skatteborger! Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.25. februar 2025)

Ole Birk Olesen går i rette med Søren Gade: Selvfølgelig kan vi få en borgerlig regering efter næste valg

Ole Birk Olesen
28. januar 2025

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik.

Vi er mange, som har oplevet det. Måske har vi alle.
Vi har en drøm, et mål, en plan, som vi lægger kræfter i at realisere, men der er bestemte mennesker, som vi helst ikke taler om det med. Vi ved, hvad de vil sige: »Det må du hellere slå ud af hovedet. Få dig en mere realistisk ambition. Det der kan aldrig lade sig gøre.«

Vi ved også, hvorfor de siger det. Det er ikke en ægte bekymring for os, som driver dem. De bekymrer sig for sig selv. For hvorfor stiler de ikke selv højere? Hvorfor har de ikke selv lignende drømme?

Den behagelige forklaring er, at de er mere realistiske.

Den ubehagelige er, at de er dovne, uambitiøse, eller at deres interesser er modstridende – de er konkurrenter.

Liberal Alliances ambition er, at der efter næste folketingsvalg skal være flertal for en borgerlig regering i Folketinget. Det ved vi kan lade sig gøre. Vi borgerlige partier har noget at tilbyde danskerne: Ideer om mere frit valg i velfærden, et nyt velfærdssamfund til erstatning for den trætte socialdemokratiske velfærdsstat.

Mere overskud i hverdagen for folk, som yder en indsats på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet. Nye løsninger på tidens udlændingeproblemer. Sund fornuft i mødet med såkaldte »woke« dagsordener, som den danske venstrefløj og Moderaterne forsøger at importere til Danmark fra USA.

Og meget, meget mere.

Vi har også en stor villighed til at finde ud af det sammen i de fire borgerlige partier, som ikke er gået ind i Mette Frederiksens regering. Vi samarbejder fortroligt og godt i Folketinget og hjælper hinanden i det daglige. Vi går til forhandlinger sammen, og vi laver udspil sammen.

Alligevel mødes vi jævnligt af nej-sigere, især fra Venstre. Både folk fra partiets top, som interviewes i pressen, og mere menige medlemmer, som skriver ud på sociale medier, at det eneste, som kan lade sig gøre i disse år, er en regering under Mette Frederiksens socialdemokratiske ledelse.

Senest er det Venstres formand for Folketinget, Søren Gade, som har sagt det i et podcaststudie hos Ekstra Bladet.
Hans argumenter er blot en gentagelse af, hvad andre Venstre-folk også siger:

For det første kommer han med en henvisning til årene 2015-2019, hvor tingene ikke fungerede godt mellem VLAK-partierne og DF.

Nogle giver LA skylden for det, andre ser mere nøgternt på også det dengang Løkke-ledede Venstres medansvar. Og ikke mindst på DFs skyld i en periode, hvor Kristian Thulesen Dahl hellere ville kissemisse med Mette Frederiksen end med DFs tidligere blå venner.

Det er alt sammen 100 procent ligegyldigt, for vi er et andet sted nu. Alle borgerlige partier har nye formænd. Alle andre formænd end Venstres siger, at deres forgængere begik fejl, som de ikke vil gentage. De siger, at de har lært af fejlene og er kommet videre. Stemningen i den blå opposition i dag minder mere om tiden op til Poul Schlüters firkløverregering i 1982 end om den, som dominerede fra 2015-2019.

For det andet mener Søren Gade, at en borgerlig regering efter næste valg er udelukket, fordi Morten Messerschmidt har sagt, at DF ikke vil medvirke til at gøre Lars Løkke Rasmussen til minister igen.

Lad os lige slå nogle ting fast her. Det er fuldstændig normalt i dansk politik at have regeringer med støttepartier, som ikke er regeringspartier. Jeg er 52 år, og de første 50 år af mit liv, har vi aldrig haft en regering, som ikke havde et eller flere støttepartier, som ikke var regeringspartier.

Socialdemokratiet gik til valg i både 2019 og 2022 med en ambition om måske at danne regering med blandt andet De Radikale og Enhedslisten som mulige støttepartier, samtidig med at Socialdemokratiet også sagde højt, at de da ikke ville have hverken De Radikale eller Enhedslisten med i deres regering.

Så hvorfor kan vi ikke også have en borgerlig regering igen med støttepartier, for eksempel Moderaterne?

Her må vi forstå det sådan, at Søren Gade og de øvrige Venstre-folk mener, at Lars Løkke Rasmussen er villig til at føre politik med hvem som helst, som vil give ham den fineste ministerpost. Politikken er ligegyldig.

Glemt er i så fald Moderaternes eksistensberettigelse som partiet, der vil føre politik på midten uden afhængighed af yderfløjene, og Løkke vil så i princippet kunne sidde som udenrigsminister i en rød regering på Pelle Dragsteds og Franciska Rosenkildes nåde.

Glemt er så også, at de fleste af Moderaternes vælgere kommer fra andre blå partier, og at disse vælgere i et valg mellem at læne sig op ad enten DF eller Enhedslisten og Alternativet trods alt foretrækker DF.

Politikere, som påstår, at en borgerlig regering simpelthen ikke kan lade sig gøre, siger ikke noget klogt om dansk politik. De ønsker bare ikke at bidrage til arbejdet for, at vi igen får en borgerlig regering. De er af grunde, som de selv må redegøre for, modstandere af en regering, som har en anden statsminister end Mette Frederiksen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28/1-2025)

Hvorfor eliter ofte mener, kejseren har tøj på

Henrik Dahl
21. december 2024

Her kommer et sociologisk bud på, hvorfor det kun er folk udefra, der kan se det manglende tøj.

Hvad kunne være den sociologiske årsag til, at den politiske elite, der omgiver kejseren med de nye klæder, så stædigt fastholder, at han er fuldt og elegant påklædt fra inderst til yderst?Og kunne der ligge en pointe i, at forfatteren til ”Kejserens nye klæder” er dansker (at herskeren hedder ”kejser”, var en ren og skær sikkerhedsforanstaltning, som man også tog andre steder. I den oprindelige japanske oversættelse fra 1868 hedder herskeren for eksempel ”kongen”)?Det skal vi se på. Men først skal vi en omvej. Udnævnelsen af en ny bestyrelse for Danmarks Radio har medført kritik. Kan det virkelig være rigtigt, lyder den, at man uden videre kan gå fra at være topembedsmand i et ministerium til at være ledende medarbejder i en finansieringsvirksomhed i den politisk-økonomiske gråzone, der hedder ”grøn omstilling”, og videre til at være bestyrelsesformand for Danmarks Radio – samtidig med at man tiltræder som leder af en lobbyorganisation?

Diskussioner, der tager deres udgangspunkt i, at medlemmer af den øverste elite i samfundet uden problemer kan skifte fra for eksempel en politisk karriere til en økonomisk karriere eller en organisatorisk karriere, ender i personfnidder.

Er det i orden, at NN kan gå lige fra et ministerjob med en meget høj løn til et cheflobbyistjob med en endnu højere løn, lyder spørgsmålet. Det bliver meget hurtigt til en debat præget af misundelse og ressentiment, fordi vi nu engang er danskere, og det ligger i vores natur at lade os bevæge af misundelse og ressentiment.

Diskussionen kommer til at skygge for en langt vigtigere og langt mere principiel diskussion. Nemlig denne: Er det godt for Danmark, at vores samfund er et af de mest korporatistiske i Europa?

Korporatisme er en ideologi om, at politik og den splittelse, politik fører med sig, dybest set er af det onde. I stedet for politik og splittelse er der brug for, at lederne af de forskellige sektorer i samfundet – centraladministration, store organisationer, store virksomheder, regeringen – sætter sig om et fælles bord og aftaler, hvordan samfundet skal styres.

Den slags plejer vi at rose os selv for i Danmark. Vi har et ”samtaledemokrati”, hedder det. Og det skyldes, at vi er et ”tillidssamfund”, fortsætter analysen. Her hos os har alle partiformændene hinanden indkodet på deres mobiltelefoner, praler folketingsmedlemmerne på delegationsrejser til udlandet.

At Danmark er et helt enormt indspist samfund, bør der herske nul tvivl om. Mens jeg stadig sad i Folketinget, yndede jeg at tage besøgende ud på den balkon, Liberal Alliance er så heldig at have råderet over på Christiansborg. Når man står på balkonen, kan man se, hvordan Christiansborg er opdelt i en stor afdeling for Folketinget og mindre afdelinger for regeringen og Højesteret (plus kongehuset, for at det ikke skal være løgn). Alt sammen i det samme bygningskompleks.

»Her i Danmark tror vi på magtens tredeling,« plejede jeg at sige. »Men alt for tredelt bryder vi os alligevel ikke om, at den er.«

At have både det ceremonielle statsoverhoved og de tre forfatningsmæssige grene af statsmagten boende i det samme, forholdsvis lille bygningskompleks ville man finde mærkværdigt i de fleste lande. Også dem, der har valgt en mindre radikal løsning end Sydafrika, hvor der er flere tusind kilometer mellem hovedsædet for henholdsvis regeringen, parlamentet og højesteretten. Men vi synes, det er hyggeligt. Og har ovenikøbet for vane at prale af det.

Hvis man havde et mere køligt temperament, ville man sige, at i Danmark har vi indrettet os sådan, at alle betingelser for både magtmisbrug og gigantiske, politisk-administrative fejlbeslutninger er de bedste mulige.

Hvorfor? Fordi det danske system er indrettet sådan, at der næsten aldrig opstår uenighed om noget som helst. Og fordi det danske system ovenikøbet også er indrette sådan, at der næsten ikke er nogen institutioner, der effektivt kan bremse hinanden.

På papiret kan Folketinget selvfølgelig afsætte en regering. Men fordi der er indgået forlig om næsten alting, har en ny regering sjældent de store konsekvenser. I virkeligheden kommer der bare et nyt hold politikere for at administrere de samme dårlige aftaler, som det forrige hold administrerede.

Det egentligt betænkelige ved, at der sidder en masse forhenværende MF’ere og ministre og departementschefer og forvalter stort set hvad som helst i Danmark, er, at det er en garanti imod, at det én gang vedtagne nogensinde bliver udfordret. Det er derfor, alting i Danmark ender med at køre på de skinner, der én gang er lagt. Uanset hvor ujævnt de er monteret. Uanset hvor mange irrationelle bugtninger de slår. Og uanset hvor de i øvrigt fører hen.

Er det et problem, at Danmarks Radio efterhånden er forfaldet til et sygt kedeligt og forudsigeligt miks af genudsendelser og venstreorienteret hejs, som ingen gider spilde tiden på? Ikke et større problem åbenbart, end at den nye bestyrelse med garanti vil lade det fortsætte.

Er det et problem, at der ikke er nogen, der gider opstille vindmøller i Danmark, og at vindmøllerne i øvrigt er en super ustabil energikilde? Ikke et større problem åbenbart, end at alle de mange mennesker, der efterhånden har bildt sig selv og os andre ind, at der ligger en fejlsikker plan for grøn omstilling, fortsætter i deres embeder.

Er det et problem, at børnene ikke lærer noget i skolen? Det skulle man tro, fordi de jo skal vokse op og overtage hele det samfund, vi voksne i dag prøver at administrere efter bedste evne.

Men problemet er åbenbart ikke større, end at alle de mange mennesker fortsætter i deres stillinger og har gjort det til en levevej at påstå, at selv om børnene ikke kan noget nyttigt eller gavnligt, så kan de så meget andet.

Og så tilbage til det spørgsmål, jeg åbnede ballet med. Svaret er: Den helt nøjagtige årsag til, at den danske elite tror, at kejseren har tøj på, er, at den er korporatistisk. Man kan nemlig ikke forestille sig, at der i Danmark nogensinde ville være en person indefra, der sagde: ”Hvad foregår der egentlig her?” eller ”Dette her er jo fup og svindel” eller bare ”Han har jo ikke noget på”.

For sagen er, at i Danmark sidder alle med ved bordet, og alle har en lille del af ansvaret, og alle de gode job går på omgang mellem partierne og mellem politikere og embedsmænd. Derfor har alle en lille del af ansvaret. Og når alle har ansvaret, er der som bekendt ingen, der har ansvaret. Det er den dybere mening med at rykke politikere over som lobbyister. Ligesom det er den dybere mening med at rykke ledende embedsmænd rundt imellem den offentlige og den halvoffentlige sektor og de store organisationer.

”Kejserens nye klæder” kunne ske alle steder, hvor der er korporatisme. Og eftersom der er mere korporatisme i Danmark, end der næsten er nogen andre steder, er ”Kejserens nye klæder” i særlig grad en fortælling om Danmark.

 

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 21. december 2024)

Formynderstatens feriepengefadæse

Pernille Vermund
25. november 2024

Et beløb på hele 3,9 mia. kr. og et tab, der potentielt vil gå ud over 751.000 danskere.

Det er henholdsvis den samlede sum af feriepenge og det samlede antal af danskere, der endnu ikke har indkasseret de penge, som staten har påtvunget dem at spare op. Det er meldingen i en pressemeddelelse fra ATP, hvor danskerne med en løftet pegefinger både bliver mindet om, at de nu også skal huske at holde ferie og at få deres feriepenge udbetalt.

Allerede tilbage i september kunne ATP annoncere over for 1,4 mio. lønmodtagere, at tiden nu var inde til at hæve deres feriepenge. Men to måneder senere er der altså stadig mere end 750.000 personer, som i gennemsnit har 5200 kr. stående på statens konto, som vil gå tabt, hvis de ikke bliver indkrævet før årets udgang. For alle, der går op i at bevare respekten for danskernes penge, bør det afføde en masse spørgsmål.

For hvorfor skal man miste retten til sine feriepenge, hvis man ikke har haft anledning til allernådigst at spørge staten, om man nu også må få sine egne penge udbetalt? Hvorfor i alverden må man ikke få sine feriepenge igen, hvis man eksempelvis af den ene eller anden årsag ikke har lyst til at holde ferie? Og hvorfor er det egentlig, at vi i første omgang har antaget, at helt almindelige, voksne mennesker ikke selv skulle være i stand til at spare op til deres ferie?

Idéen om feriepenge er et symptom på et generelt problem, der plager mange afkroge af det danske samfund. Nemlig at mange politikere tror, at deres opgave er at diktere, hvordan danskerne skal leve deres liv ned til mindste detalje. Statens tvangshjælp Det er ikke blot et problem, fordi det fører til højere offentlige administrationsudgifter og et unødigt bureaukrati, når staten skal tvangshjælpe borgerne med at spare op til deres ferie.

Det er også et problem, fordi det er rodfæstet i en manglende respekt for folks ansvar, frihed og ret til fleksibilitet over deres egne penge. Når der ikke bliver sagt fra over for dette bedrevidende formynderi, fører det til tossede situationer, hvor 750.000 danskere risikerer at deres egne tvangsopkrævede penge går tabt.

(Indlæg bragt i Børsen d.25. november 2024)

Hvad skal vi bruge endnu et ministerie til, hvis det ikke selv kender svaret?

Carsten Bach
19. november 2024

Da Mette Frederiksen tilbage i august annoncerede, at der skulle oprettes et nyt Ministerie for Samfundssikkerhed og Beredskab med Venstres Torsten Schack i spidsen, var det vanskeligt at se de stærke argumenter for ministeriets nødvendighed – og argumenterne er desværre ikke blevet stærkere med tiden.

Særligt fordi hverken Torsten Schack, Mette Frederiksen eller andre relevante aktører endnu har formået at gøre det klart og tydeligt, hvad ministeriets mandat rent faktisk er. Derfor er det med tiden udelukkende blevet mere og mere åbenlyst, at der er reel tvivl om, hvorvidt ministeriet har beføjelser til at stille konkrete krav eller blot komme med anbefalinger.

Nu står det sågar så grelt til, at ministeren føler sig nødsaget til at nedsætte en kommission for at undersøge, hvad hans egne beføjelser er. Altså skal dyrebar tid og skattekroner nu bruges på, at en kommission bruger kræfter på at finde frem til det svaret på de spørgsmål, som regeringen selv burde have besvaret for længst: Hvorfor er det her ministerie sat i verden? Og hvad har det konkret af ansvarsområder og beføjelser?

Danskerne fortjener ganske enkelt et ordentligt svar på disse spørgsmål, og det burde ikke koste en krone i kommissionsudgifter at få styr på ministeriets mandat flere måneder efter ministeriets tilbliven. Det bør tværtimod være en selvfølge, at der etableres et både overbevisende og gennemarbejdet fundament for et ministeries eksistensgrundlag, hver gang der oprettes et nyt. Særligt set i lyset af, at SVM-regeringen med 25 ministre har sat danmarksrekord i antallet af ministre siden grundlovsændringen i 1953.

I Liberal Alliance bliver vi desværre efterladt med et indtryk af, at oprettelsen af ministeriet potentielt er ren og skær symbolpolitik, som snarere havde til formål at sende et signal end at gøre en reel forskel for den danske samfundssikkerhed og beredskab. Vi håber, at ministeren i den nære fremtid kan forsikre os om, at det ikke er tilfældet.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 16/11-2024)