Vinden er vendt for det borgerlige Danmark

Alex Vanopslagh
8. januar 2026

Af Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF)

For et år siden var der ikke mange, der kunne se et borgerligt alternativ for sig. Nu er det svært at se andet.

Da vi fire partier gik sammen om at lancere fælles udspil for at tegne et nyt, borgerligt projekt op for kun et år siden, var der mange, der mente, at det var et afmægtigt spild af tid. Der var ikke noget alternativ til Mette Frederiksen og brede regeringer uden noget andet projekt end magten i sig selv.

Det lod vi os dog ikke skræmme af. Derimod gik vi sammen om en lang række udmeldinger og udspil. Vi slog et slag for ytringsfriheden, om visionær økonomisk reformpolitik og en fagligt stærkere og mere disciplineret folkeskole.

Og det hele kulminerede i Borgerligt Konvent i september, hvor vi fremlagde ikke færre end 50 konkrete forslag til god, kerneborgerlig politik for en kommende regering.

Nu er vinden ved at vende. SVM-regeringen er i opløsning for rullende kameraer. Og meningsmålingerne har rykket sig afgørende. I flere målinger er der nu rent blåt flertal, hvis altså Venstre vil vriste sig fri af samarbejdet med Mette Frederiksen og komme tilbage til det borgerlige Danmark.

Og ved kommunalvalget så vi, at danskernes appetit på borgerlig politik er stor, når de står i stemmeboksen.

Vi gik fra 49 til 64 blå borgmesterposter. Og også Venstre høstede mange nye borgmesterposter. Ja, generelt går det Venstre godt, når Venstre går blåt.

Og så er det jo dejligt, at vi fire partier har brugt tiden på at udvikle et politisk grundlag for en ny, blå regering. Ikke mindst de føromtalte 50 punkter.

Her foreslog vi bl.a. at træde ud af statsborgerretskonventionen – en idé, som Venstre siden har taget til sig. Det lover jo godt.

Vi foreslog også at få styr på en finansieringsplan for Danmarks oprustning (hvilket SVM-regeringen indtil videre har sjoflet på grund af interne uenigheder), omgøre SVM-regeringens klodsede ophævelse af store bededag som helligdag, at gøre op med arveafgiften, at nedbringe antallet af bureaukrater i staten, beskære regeljunglen, sænke elafgiften permanent, tillade central affaldssortering, fjerne forbuddet mod kernekraft i dansk energiforsyning, igangsætte arbejdet for langt mere reel beskyttet natur med respekt for dansk erhvervsliv, lave en solid plan for klimasikring, fjerne kilometerafgiften for lastbiler, hæve koblingsprocenten til fri- og privatskoler, skærpe straffene for butikstyveri og vanvidsbilisme og mange andre fine ting.

Alt det her fremlagde vi i september. Og siden da har danskerne som tidligere omtalt kvitteret med øget opbakning til et blåt alternativ.

Forklaringerne er sikkert mange, men det er svært at overse, at det er os borgerlige partier, der faktisk går op i danskernes reelle problemer, ikke mindst de stigende fødevarepriser, det eksploderende bureaukrati og hullerne i udlændingepolitikken. Og man behøver skam ikke tage vores ord for det: SVM-regeringen kommer nu halsende efter de samme dagsordener og forsøger at lade som om, den går op i dem.

Vi har hele tiden ment, at danskerne fortjener at beholde flere af deres egne penge og ikke bliver overdynget af nye afgifter.
Vi har hele tiden ment, at der både kan og skal skæres i bureaukratiet og bureaukrater.
Vi har hele tiden ment, at det var på tide at stramme betydeligt i udlændingepolitikken.

Det tyder jo på, at vi har de løsninger, som danskerne kan se fidusen i. Og vi glæder os til at gå til valg på dette grundlag sammen med de ting, vi hver især gerne vil sætte af præg på samfundet. Vi taler med fire forskellige dialekter, men trods alt samme sprog. Der er skam også plads til en dialekt mere i ensemblet.

Og noget kunne tyde på, at der er nogen derude, der er ved at varme stemmebåndet lidt op. Andet ville også være mærkeligt, når danskerne tydeligvis kan lide, hvad de hører.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 8. jan 2026)

I vil jo aldrig skyde de ulve alligevel vel, Venstre?

Ole Birk Olesen
26. juli 2025

Det er en ærlig sag, hvis man vil udrydde ulven i Danmark. Det vil Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, og det er et helt legitimt synspunkt.

Men Venstre vil ikke udrydde ulven i Danmark, og det vil sige, at også Venstre bliver nødt til at forholde sig til, hvordan der kan holdes får i vores land i områder, hvor der er ulv, uden at det er dyrplageri.
Det er dyrplageri at have får gående i folde, som ikke holder ulve ude.
Fåret er i Danmark ude af stand til at beskytte sig mod ulve, fordi vi ikke har bjerge, som fåret kan søge tilflugt i, og ulvene kan derfor frit komme ind, slå flere får ihjel, end de kan æde, og bare fortære indvolde, lever og hjerte, som er mest næringsrige.

Derfor skal fåreavlere beskytte deres får med ulvesikrede hegn eller vogterhunde. Regeringen har lige forhøjet tilskuddet til opsætning af ulvesikrede hegn og som noget nyt også indført et tilskud til vedligehold af hegnet.

Men i nogle områder hævder fåreavlerne, at det ikke er muligt at ulvesikre hegnene, så hvad er svaret der? Her taler Venstre med to tunger:
Europaparlamentsmedlem Asger Christensen bilder Jyllands-Postens læsere ind, at Venstre vil skyde ulve, indtil der ikke er flere angreb på får. I praksis vil det betyde, at der ikke kan være en eneste ulv i Danmark, for selv en enkelt ulv vil tage får bag hegn, som ikke er ulvesikrede.

Men Venstre på Christiansborg vil ikke gå så langt. Venstre på Christiansborg vil bare blive ved med at udbetale kompensation for hvert ulveangreb på får til avlere, som holder deres dyr på arealer, som hævdes umulige at ulvesikre.
Den diskussion må Venstre jo afklare internt. Omend jeg har en fornemmelse af, at Venstre slet ikke har noget imod at tale med to tunger her: Hvis danskere, som vil udrydde ulven, tror, at Asger Christensens synspunkt er Venstres, så kan de stemme på Venstre, samtidig med at danskere, som ikke vil udrydde ulven, også kan stemme på Venstre, hvis de bare tror på, at det er Venstre på Christiansborg, som repræsenterer Venstres synspunkt på ulv.
Det er godt nok ikke ærligt af Venstre, men det synes ikke, som om Venstre i 2025 går særligt meget op i, at vælgerne skal vide, hvor de har partiet.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.7 august 2025)

Børn tvinger os ind i øjeblikket. Det har vi brug for

Carl Andersen
17. marts 2025

Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.

Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.

Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.

Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.

Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.

Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.

At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.

Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.

Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.

Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«

Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.

Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.

Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.

Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)