
Det er en ærlig sag, hvis man vil udrydde ulven i Danmark. Det vil Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, og det er et helt legitimt synspunkt.
Men Venstre vil ikke udrydde ulven i Danmark, og det vil sige, at også Venstre bliver nødt til at forholde sig til, hvordan der kan holdes får i vores land i områder, hvor der er ulv, uden at det er dyrplageri.
Det er dyrplageri at have får gående i folde, som ikke holder ulve ude.
Fåret er i Danmark ude af stand til at beskytte sig mod ulve, fordi vi ikke har bjerge, som fåret kan søge tilflugt i, og ulvene kan derfor frit komme ind, slå flere får ihjel, end de kan æde, og bare fortære indvolde, lever og hjerte, som er mest næringsrige.
Derfor skal fåreavlere beskytte deres får med ulvesikrede hegn eller vogterhunde. Regeringen har lige forhøjet tilskuddet til opsætning af ulvesikrede hegn og som noget nyt også indført et tilskud til vedligehold af hegnet.
Men i nogle områder hævder fåreavlerne, at det ikke er muligt at ulvesikre hegnene, så hvad er svaret der? Her taler Venstre med to tunger:
Europaparlamentsmedlem Asger Christensen bilder Jyllands-Postens læsere ind, at Venstre vil skyde ulve, indtil der ikke er flere angreb på får. I praksis vil det betyde, at der ikke kan være en eneste ulv i Danmark, for selv en enkelt ulv vil tage får bag hegn, som ikke er ulvesikrede.
Men Venstre på Christiansborg vil ikke gå så langt. Venstre på Christiansborg vil bare blive ved med at udbetale kompensation for hvert ulveangreb på får til avlere, som holder deres dyr på arealer, som hævdes umulige at ulvesikre.
Den diskussion må Venstre jo afklare internt. Omend jeg har en fornemmelse af, at Venstre slet ikke har noget imod at tale med to tunger her: Hvis danskere, som vil udrydde ulven, tror, at Asger Christensens synspunkt er Venstres, så kan de stemme på Venstre, samtidig med at danskere, som ikke vil udrydde ulven, også kan stemme på Venstre, hvis de bare tror på, at det er Venstre på Christiansborg, som repræsenterer Venstres synspunkt på ulv.
Det er godt nok ikke ærligt af Venstre, men det synes ikke, som om Venstre i 2025 går særligt meget op i, at vælgerne skal vide, hvor de har partiet.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.7 august 2025)
Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.
Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.
Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.
Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.
Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.
Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.
At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.
Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.
Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.
Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«
Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.
Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.
Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.
Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)
Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark
Lederne af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative har sat hinanden stævne i Samtaleværelset på Christiansborg, hvor de vender deres fælles visioner for et mere borgerligt Danmark, de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, og hvorfor både koranloven og racismeparagraffen undergraver ytringsfriheden.
Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)
Vært:
Mikkel Andersson
Man kan kun undres, når Enhedslistens politiske ordfører tager det unødige bureaukrati i forsvar og farer i flint over forslag, der har ryddet ud i bureaukratiets urskov hos vores norske naboer.
I Liberal Alliance er vi godt og grundigt trætte af at høre på skåltaler om afbureaukratisering, som aldrig udmønter sig i konkret handling. Derfor ønsker vi at gøre op med tendensen til, at afbureaukratisering blot benyttes som et valgslogan, og i stedet binde os til masten. For historien viser os gang på gang, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere mængden af regler, bureaukrater og spildte skattekroner, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv og vores borgere kun mere og atter mere fastforankret med årenes løb.
Men det er desværre ikke alle, der vil den samme vej. Det illustrerede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ganske glimrende her i Altinget forleden, da han i det unødige bureaukratis navn for i flint over vores seneste forslag i afbureaukratiseringsdebatten: Et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet efter norsk forbillede, som kan luge ud i overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.
Dragsted drager søgte paralleller
I stedet for at bevare øjnene på bolden og kommentere sagligt på et tiltag, som ifølge Weekendavisen har beriget alle norske borgere ved at gennemføre flere end 200 forenklinger og besparelser for 35 mia. kr. om året for norsk erhvervsliv, vælger Dragsted at drage diverse søgte paralleller mellem oligarker, Elon Musk, gudsdyrkelse og Liberal Alliance. For i Dragsteds øjne forsøger vi med vores forslag nemlig at ”importere Musks bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.”
Det er svært at gøre sig klog på, hvad der leder Enhedslistens frontfigur til at beskrive vores ønske om at rydde op i bureaukratiets urskov som en Musk-inspireret, milliardpolitisk bøllemetode. Bevares, det vil da ganske rigtigt komme milliardæren til gode, hvis vores forslag bliver en realitet – lige såvel som det vil komme enhver anden borger i Danmark til gode. Og lad gå, vi indtræder gerne rollen som bøllen i et scenarie, hvor det er det unødige bureaukrati, der er ofret. Men Musk-inspireret? Blot fordi Enhedslisten tilsyneladende ikke har fulgt med i og taget del i afbureaukratiseringsdebatten i Danmark og Europa det seneste årti og først er kommet på banen i kølvandet på Elon Musks nye regeringsrolle i USA, bør vi andre næppe lægges til last.
Unødigt bureaukrati skal finkæmmes
Antallet af administrativt ansatte i stat, kommuner og regioner er steget med 23.400 i det seneste årti. Den samlede regelmængde gældende i Danmark er steget med 315 pct. siden 1989, så danskernes liv i dag reguleres af 36 mio. ord. Og samtidig klattes danske skattekroner af på et uendeligt univers af puljer til politisk projektmageri, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien.
Så lur mig om en oprydningsgeneral ikke hurtigt vil kunne finkæmme vores offentlige forbrug og regulering og udpege en stribe af besparelser, som selv den mest ivrige fortaler for statslige udgifter og centraliseret kontrol kan se fornuften i at føre ud i livet. Her ville jeg normalvis også inkludere Pelle Dragsted, men han har på tragisk vis stirret sig blindt på en forestilling om, at en oprydningsgeneral udelukkende vil gave rige virksomheder og deres ejere. For når vi vil luge ud i bureaukratiets urskov, vil vi ifølge Dragsted angiveligt pille ved regler ”som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.”
Hvis Enhedslisten brugte halvt så meget tid på at lyve om Liberal Alliances politik, så vil vi mægtigt gerne spare dem for at bruge krudt på at fortælle danskerne sandheden om deres. Men lad mig i mellemtiden gøre det klart. I Liberal Alliance dyrker vi ikke en gud på den anden side af Atlanterhavet. Den eneste gudsdyrkelse, jeg spotter, kommer til udtryk i Dragelse ihærdige forsvar af unødigt bureaukrati. Han tør bare ikke stå ved det.
(Indlæg bragt i Altinget d. 5 marts 2025)
Civilsamfundets mange velgørende organisationer og foreninger spiller en helt afgørende rolle i det danske samfund – og en særlig rolle i det
… liberale samfund, som vi i Liberal Alliance drømmer om. For når staten skal fylde mindre, må borgerne fylde mere. Det kræver, at vi som borgere tager ansvar – også for at sikre finansieringen af de formål, vi hver især ønsker at fremme. Derfor skal der være en større økonomisk tilskyndelse til at bruge egne penge på netop dette. Liberal Alliance ønsker at styrke civilsamfundet ved at give borgerne mere indflydelse, og reducere statens, over den økonomisk støtte. Vi foreslår at fjerne den nuværende fradragsloft på 19.000 kroner for donationer til velgørende formål og foreninger. Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for. Det er allerede blevet gjort i forbindelse med donationer til forskning, hvor man har ophævet loftet til for eksempel Syddansk Universitet og Alzheimerforeningen. Hvorfor ikke gøre det samme for Red Barnet og Grundtvigsk Forum? Det mener vi. I dag fordeler staten milliarder til udvalgte organisationer, hvilket kan føre til magtkoncentration og oversete lokale initiativer. Det er nemlig ofte de samme organisationer, der ender på Finansloven. Ved i højere grad at lade borgerne bestemme, hvor deres penge skal gå, demokratiserer vi velgørenheden og fremmer mangfoldighed og pluralisme. Flere organisationer får mulighed for at blomstre og afspejle samfundets mange interesser og behov fremfor politikernes interesser og behov.
Vi reducerer samtidig bureaukratiet. De nuværende grænser og særordninger kræver administration fra både foreninger og myndigheder. Ved at ophæve loftet for alle sparer vi penge og ressourcer, hvilket gør det lettere at fokusere på deres kerneopgaverne.
Finansieringen findes helt naturligt ved at reducere i en af de statslige puljer, som der i dag deles ud fra. Det er over 1 milliard kroner, og vores forslag koster blot 90 millioner kroner.
Samtidig forventes det, at borgerne vil donere næsten 160 millioner kroner mere end tidligere, hvis loftet ikke var der. Det er da en god forretning for både civilsamfund og skatteborger! Dette vil motivere flere til at støtte de initiativer, som de brænder for.
(Indlæg bragt i Avisen Danmark d.25. februar 2025)