Blokaden af folket

Henrik Dahl
13. maj 2026

Lars Løkkes drøm om eksklusion af yderfløjene kan blive en farlig drøm for Danmark.

Danmark har syv uger efter folketingsvalget i marts endnu ikke en regering.
Den umiddelbare forklaring er, at Folketinget efter valget er omtrent lige så fragmenteret som parlamenterne i Belgien og Nederlandene. Hvor regeringsforhandlinger, der trækker ud i månedsvis, ikke er noget særsyn.

Efter den traditionelle, politiske logik, der styrede Danmark i årtier, bør landet enten have en rød regering under ledelse af Socialdemokratiet eller en blå regering under ledelse af enten Venstre eller Konservative.
Men det er der flere ting, der taler imod end tidligere. På overfladen skyldes det, at skønt Socialdemokratiet stadig er større end SF, er partiet ikke så meget større. I blå blok er ingen af partierne afgørende større end de øvrige borgerlige partier. Hvis valgresultatet var en meningsmåling, ville man sige, at forskellen på Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke er større, end hvad der falder inden for den statistiske usikkerhed. Og Konservative ligger kun akkurat uden for denne grænse.

Og længere nede i den politiske undergrund er der også tektoniske plader, der bevæger sig.
Siden 2019 har Venstres daværende formand, Lars Løkke Rasmussen, været imod projektet »blå blok«.

Siden 2022 har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, også været skeptisk over for ideen om »rød blok« og erklæret, at hun gerne så en bred regering hen over midten.
I begge tilfælde er begrundelsen, at man ikke ønsker at give for meget magt til de politiske yderfløje.

Hvor man rundtomkring i Europa har beskyttet sig imod først og fremmest højrefløjspartier med det, der på fransk hedder cordon sanitaire og på tysk hedder Brandmauer, har man i Danmark i højere grad sat sin lid til princippet »ansvarets åg«.
Da valget i 1966 åbnede muligheden for, at der kunne dannes en S-SF-regering, sagde den socialdemokratiske nestor Per Hækkerup, at SF ville have godt af at komme under ansvarets åg. At folkesocialisterne ville have godt af at opleve en ansvarliggørelse.

En sådan ansvarliggørelse ville tvinge partiet til at prioritere; til at anerkende, at penge kun kan bruges én gang; til at anerkende, at større offentlige udgifter ikke er løsningen på alt og så videre.
SITUATIONEN I DANMARK i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere. Til forskel fra lande som Frankrig og Tyskland, hvor regeringsdannelse i perioder har været præget af betydelige vanskeligheder, og en permanent eksklusion af større vælgergrupper har haft konsekvenser for både styringsevne og legitimitet.

Belært af erfaringen fra Sverige, hvor man for nogle år siden opgav at udfryse Sverigedemokraterna, har det længe været min opfattelse, at den danske vej med ansvarliggørelse af fløjpartierne på flere måder har været mere robust end den franske og tyske tilgang, hvor man i højere grad har holdt en stor del af mandaterne og dermed af vælgerne uden for direkte politisk indflydelse.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Moderaterne taler for en kurs, der i højere grad minder om de modeller, man har set i Tyskland og Frankrig.
En sådan model vil kunne få flere konsekvenser. For det første risikerer man at bekræfte de vælgere, der holdes uden for indflydelse, i opfattelsen af, at landet styres af en elite, der ikke i tilstrækkelig grad tager deres bekymringer alvorligt. En sådan udvikling vil næppe styrke tilliden til de politiske institutioner.

For det andet er der en risiko for, at politik i stigende grad bliver opfattet som et teater. I Tyskland har mange vælgere haft svært ved at forstå, at CDU/CSU og SPD før valgene fremstår som klare modpolerhvorefter de efter valgene alligevel danner regering sammen. Det kan skabe et indtryk af, at forskellene mellem partierne i sidste ende er mindre afgørende, end de fremstår under valgkampen.

For nogle vælgere kan det føre til en oplevelse af, at deres stemme har begrænset betydning for den førte politik. Og at centrale problemer – migration, integration og politisk radikalisering – ikke håndteres med tilstrækkelig klarhed.

Alt dette peger på, at man bør være varsom med at opgive en model, der i dansk sammenhæng har bidraget til både politisk integration og styringsevne.
DEN DANSKE TILGANG har ikke været uden problemer. Og det er heller ikke givet, at ansvarliggørelse altid fører til moderation. Men erfaringen peger på, at inklusion af yderpartier i det politiske ansvar kan bidrage til at gøre dem til en del af det system, de ellers kunne have haft en interesse i at stå udenfor.
Danmark står derfor ikke kun over for et valg mellem forskellige regeringskonstellationer, men også mellem forskellige styringsprincipper mellem en model, der forsøger at integrere politiske fløjpartierne gennem ansvarliggørelse, og en model, der i højere grad søger at begrænse deres indflydelse gennem eksklusion.

Hvilken vej man vælger, vil ikke blot få betydning for den næste regering, men også for den måde, det politiske system fungerer på i de kommende år.
Situationen i Danmark i dag er, at landet indtil for ganske nylig ikke har været svært at regere.

(Indlæg bragt i Weekendavisen d. 13. maj 2026)

Der er snart flere socialdemokratiske vælgere på kirkegårdene end blandt de unge

Mads Strange
9. maj 2026

Liberal Alliance har ikke bare succes hos unge mennesker, fordi vi kan finde ud af at bruge sociale medier rigtigt. Vi har først og fremmest succes, fordi vi siger noget, som appellerer til dem.

Der var engang, hvor socialdemokrater stræbte efter noget. Deres egen største slagsang, Når jeg ser et rødt flag smælde, slutter med strofen »i dens folder er fremtiden gemt«.
Sangen udtrykker en klippefast tro på, at fremtiden bliver bedre end både nutid og fortid på grund af arbejdernes kamp og daglige flid. Ordet bevægelse i arbejderbevægelse mentes såmænd engang også bogstaveligt i form af en bevægelse mod en bedre fremtid.

Det kan godt være, at de stadig synger sangen og bliver berusede af dens smukke lyrik (såvel som de dertilhørende fadøl og udsigten til en fridag) 1. maj, men der er intet tilbage af den optimistiske fremtidsstemning i det moderne Socialdemokrati.

Det viser sig også i partiets vælgeropbakning. Blandt arbejdervælgere over 60 år dominerer Socialdemokratiet suverænt, men arbejdervælgere under de 40 og særligt under de 30 stemmer såmænd oftest Liberal Alliance, ifølge en ny opgørelse foretaget af Altinget.

Blandt arbejdere mellem 40 og 60 år er Dansk Folkeparti størst. For vælgerbefolkningen som helhed har vi ikke tallene for seneste valg endnu, men Socialdemokratiet har i tidligere målinger hentet opbakning fra godt en tredjedel af samtlige vælgere over 60.
Den fane, der før var rød som brusende blod, virker nu til at have fået en betydeligt mere grå nuance.

DET ER IKKE tilfældigt. For Socialdemokratiets kampagner har for længst forladt det fremadskuende og håbefulde og er nu specialdesignede til at appellere til ældre vælgergrupper med paroler om Det Danmark, du kender, En mere retfærdig pension og den allestedsnærværende snak om tryghed.

For Socialdemokratiet ligger fremtiden så at sige i fortiden. Politikken er derefter: Arne-pension, fødevarecheck, ældrecheck. Hvis man overhovedet taler om fremtiden, lyder den som farlig eller skrøbelig: »Lad os passe på fremtiden«, som et socialdemokratisk slogan lød i 2022.

Det eneste, man kan tilbyde unge mennesker, er udsigten til at betale endnu mere i skat i fremtiden for at finansiere de evigt stigende statslige udgifter i en gumpetung offentlig sektor, der år efter år synes mere skrantende.
Med kirurgisk præcision har man indhegnet en vælgerskare, som loyalt støtter partiet og givetvis har gjort det i mange årtier. Det er man i øvrigt i sin gode ret til at gøre, for vi lever trods alt i et folkestyre, hvor alle borgere skal repræsenteres.

Der er bare et problem for Socialdemokratiet. Medmindre partiet får taget et opgør med den nuværende kurs, vil koncentrationen af deres vælgere inden for den næste generation blive større på kirkegårdene end på valgstederne.
SOCIALDEMOKRATIET er hjemsted for nogle meget dygtige strateger og magtspillere, så dette er selvfølgelig ikke gået deres næse forbi. Man har skam forsøgt at tale til de unge. Eksempelvis ved at komme på TikTok og ved at få Mette Frederiksen til at tale som en teenager.

Den fejlslagne logik synes at være, at partier som Liberal Alliance ene og alene har succes blandt det yngre vælgerkorps ved at være ung med de unge på TikTok. Det er dog både overfladisk, banalt og cringe, som de unge ville sige.

Liberal Alliance har ikke bare succes, fordi vi kan finde ud af at bruge sociale medier rigtigt. Vi har først og fremmest succes, fordi vi siger noget, som appellerer til unge mennesker.

Når vi siger Du kan godt og taler om frihed og ansvar, taler vi til det aspirerende i mennesker. Om en fremtid, der bliver god, fordi vi gør den god. I stedet for at prædike dommedagsprofetisk tryghedsnarkomani og fortælle folk, at de ikke evner noget selv og derfor er nødsaget til at blive holdt i hånden af bedrevidende politikere vil vi give folk plads til at udfolde deres kræfter og talenter.

VI LEFLER IKKE for ungdommen med dansevideoer, løfter om højere SU, bestikkelsespenge før en valgkamp eller løsagtig offerretorik. Vi tager unge mennesker seriøst som kommende voksne, der vil have lov til at vise verden, hvad de kan.

Men det er selvsagt ikke kun forbeholdt unge mennesker at have drømme og ambitioner samt at være stolte af det, de kan. Derfor tror jeg også på, at vi i Liberal Alliance har mulighed for at gøre os fortjent til endnu flere stemmer blandt de voksne over 40, hvis vi altså gør os umage.

Til gengæld tror jeg ikke på, at Socialdemokratiet kommer til at knække koden til, hvordan man taler til ungdommen inden for nogen relevant tidshorisont. Ingen variant af budskaber om tryghed, ældrecheck, fødevarecheck, formueskat, Arne-pension eller højere skatter kommer nogensinde til at tale til mennesker, der gerne vil vise verden, hvad de kan.

Hvis Socialdemokratiet dropper alt dette, skubber de deres eksisterende vælgere fra sig. Det viser deres seneste vælgerlussing også bedst eksemplificeret med historien om deres egen galionsfigur, Arne Juhl, som var utilfreds over, at Socialdemokratiet prioriterede Ukraines frihedskamp over, at han selv kunne få lavere fødevarepriser på andres bekostning.

Socialdemokratiet er altså endt som gidsler af deres eget vælgersegment. De mærker nu konsekvenserne af en politisk strategi, hvor kortsigtede løfter, gavecheks, bestikkelsespenge og en skarp retorik mod det, vi andre oplever som en ansvarlig reformpolitik, har undergravet deres egen troværdighed som et ansvarligt parti.

Så hvad er fremtiden for Socialdemokratiet? Den er der selvfølgelig ingen, der kender. At Liberal Alliance står stærkt blandt unge nu, siger ingenting om, hvad folk stemmer på om 10, 20, 40 eller 150 år. Opbakningen er noget, vi hele tiden skal gøre os fortjent til. For de unge stemmer jo trods alt efter deres appetit på fremtidens sejre og ikke efter magelighed over fortidens ditto.
Socialdemokratiet er endt som gidsler af deres eget vælgersegment.

(Indlæg bragt i Politiken d. 9. maj 2026)

Vinden er vendt for det borgerlige Danmark

Alex Vanopslagh
8. januar 2026

Af Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF)

For et år siden var der ikke mange, der kunne se et borgerligt alternativ for sig. Nu er det svært at se andet.

Da vi fire partier gik sammen om at lancere fælles udspil for at tegne et nyt, borgerligt projekt op for kun et år siden, var der mange, der mente, at det var et afmægtigt spild af tid. Der var ikke noget alternativ til Mette Frederiksen og brede regeringer uden noget andet projekt end magten i sig selv.

Det lod vi os dog ikke skræmme af. Derimod gik vi sammen om en lang række udmeldinger og udspil. Vi slog et slag for ytringsfriheden, om visionær økonomisk reformpolitik og en fagligt stærkere og mere disciplineret folkeskole.

Og det hele kulminerede i Borgerligt Konvent i september, hvor vi fremlagde ikke færre end 50 konkrete forslag til god, kerneborgerlig politik for en kommende regering.

Nu er vinden ved at vende. SVM-regeringen er i opløsning for rullende kameraer. Og meningsmålingerne har rykket sig afgørende. I flere målinger er der nu rent blåt flertal, hvis altså Venstre vil vriste sig fri af samarbejdet med Mette Frederiksen og komme tilbage til det borgerlige Danmark.

Og ved kommunalvalget så vi, at danskernes appetit på borgerlig politik er stor, når de står i stemmeboksen.

Vi gik fra 49 til 64 blå borgmesterposter. Og også Venstre høstede mange nye borgmesterposter. Ja, generelt går det Venstre godt, når Venstre går blåt.

Og så er det jo dejligt, at vi fire partier har brugt tiden på at udvikle et politisk grundlag for en ny, blå regering. Ikke mindst de føromtalte 50 punkter.

Her foreslog vi bl.a. at træde ud af statsborgerretskonventionen – en idé, som Venstre siden har taget til sig. Det lover jo godt.

Vi foreslog også at få styr på en finansieringsplan for Danmarks oprustning (hvilket SVM-regeringen indtil videre har sjoflet på grund af interne uenigheder), omgøre SVM-regeringens klodsede ophævelse af store bededag som helligdag, at gøre op med arveafgiften, at nedbringe antallet af bureaukrater i staten, beskære regeljunglen, sænke elafgiften permanent, tillade central affaldssortering, fjerne forbuddet mod kernekraft i dansk energiforsyning, igangsætte arbejdet for langt mere reel beskyttet natur med respekt for dansk erhvervsliv, lave en solid plan for klimasikring, fjerne kilometerafgiften for lastbiler, hæve koblingsprocenten til fri- og privatskoler, skærpe straffene for butikstyveri og vanvidsbilisme og mange andre fine ting.

Alt det her fremlagde vi i september. Og siden da har danskerne som tidligere omtalt kvitteret med øget opbakning til et blåt alternativ.

Forklaringerne er sikkert mange, men det er svært at overse, at det er os borgerlige partier, der faktisk går op i danskernes reelle problemer, ikke mindst de stigende fødevarepriser, det eksploderende bureaukrati og hullerne i udlændingepolitikken. Og man behøver skam ikke tage vores ord for det: SVM-regeringen kommer nu halsende efter de samme dagsordener og forsøger at lade som om, den går op i dem.

Vi har hele tiden ment, at danskerne fortjener at beholde flere af deres egne penge og ikke bliver overdynget af nye afgifter.
Vi har hele tiden ment, at der både kan og skal skæres i bureaukratiet og bureaukrater.
Vi har hele tiden ment, at det var på tide at stramme betydeligt i udlændingepolitikken.

Det tyder jo på, at vi har de løsninger, som danskerne kan se fidusen i. Og vi glæder os til at gå til valg på dette grundlag sammen med de ting, vi hver især gerne vil sætte af præg på samfundet. Vi taler med fire forskellige dialekter, men trods alt samme sprog. Der er skam også plads til en dialekt mere i ensemblet.

Og noget kunne tyde på, at der er nogen derude, der er ved at varme stemmebåndet lidt op. Andet ville også være mærkeligt, når danskerne tydeligvis kan lide, hvad de hører.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 8. jan 2026)

I vil jo aldrig skyde de ulve alligevel vel, Venstre?

Ole Birk Olesen
26. juli 2025

Det er en ærlig sag, hvis man vil udrydde ulven i Danmark. Det vil Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, og det er et helt legitimt synspunkt.

Men Venstre vil ikke udrydde ulven i Danmark, og det vil sige, at også Venstre bliver nødt til at forholde sig til, hvordan der kan holdes får i vores land i områder, hvor der er ulv, uden at det er dyrplageri.
Det er dyrplageri at have får gående i folde, som ikke holder ulve ude.
Fåret er i Danmark ude af stand til at beskytte sig mod ulve, fordi vi ikke har bjerge, som fåret kan søge tilflugt i, og ulvene kan derfor frit komme ind, slå flere får ihjel, end de kan æde, og bare fortære indvolde, lever og hjerte, som er mest næringsrige.

Derfor skal fåreavlere beskytte deres får med ulvesikrede hegn eller vogterhunde. Regeringen har lige forhøjet tilskuddet til opsætning af ulvesikrede hegn og som noget nyt også indført et tilskud til vedligehold af hegnet.

Men i nogle områder hævder fåreavlerne, at det ikke er muligt at ulvesikre hegnene, så hvad er svaret der? Her taler Venstre med to tunger:
Europaparlamentsmedlem Asger Christensen bilder Jyllands-Postens læsere ind, at Venstre vil skyde ulve, indtil der ikke er flere angreb på får. I praksis vil det betyde, at der ikke kan være en eneste ulv i Danmark, for selv en enkelt ulv vil tage får bag hegn, som ikke er ulvesikrede.

Men Venstre på Christiansborg vil ikke gå så langt. Venstre på Christiansborg vil bare blive ved med at udbetale kompensation for hvert ulveangreb på får til avlere, som holder deres dyr på arealer, som hævdes umulige at ulvesikre.
Den diskussion må Venstre jo afklare internt. Omend jeg har en fornemmelse af, at Venstre slet ikke har noget imod at tale med to tunger her: Hvis danskere, som vil udrydde ulven, tror, at Asger Christensens synspunkt er Venstres, så kan de stemme på Venstre, samtidig med at danskere, som ikke vil udrydde ulven, også kan stemme på Venstre, hvis de bare tror på, at det er Venstre på Christiansborg, som repræsenterer Venstres synspunkt på ulv.
Det er godt nok ikke ærligt af Venstre, men det synes ikke, som om Venstre i 2025 går særligt meget op i, at vælgerne skal vide, hvor de har partiet.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d.7 august 2025)