Socialdemokratiets boligpolitik afspejler en manglende forståelse for almindelige danskere og deres boligdrømme

Carl Andersen
7. marts 2025

Man kan kun undres, når Socialdemokratiet hylder det lukkede boligmarked og samtidig farer i flint over forslag, som vil opfylde flere danskeres største boligdrøm: at eje en bolig.

Som man kunne læse her i Berlingske forleden, har Socialdemokratiet ikke meget til overs for vores boligpolitik i Liberal Alliance – og fred være med det. Boligregulering har jo altid været en af socialdemokratiets yndlingsbeskæftigelser.

Jeg må imidlertid konstatere, at Socialdemokratiet tilsyneladende ikke helt har forstået vores boligpolitik. For når partiets boligordfører, Anne Paulin, påstår, at vores forslag om at give andelsforeninger og ældre udlejningsejendomme muligheden for at opsplitte sig i ejerlejligheder »bygger på den simple idé, at flere ejerboliger vil føre til lavere boligpriser«, drager hun sine egne fejlagtige konklusioner på en falsk præmis.

For boligpriserne vil ikke falde, men stigningerne vil aftage en smule, hvilket alt andet lige gør ejerboligmarkedet mere tilgængeligt.

Og vores forslag bygger derimod grundlæggende på den simple idé, at vi vil give danskerne mere frihed til at bo på den måde, som langt de fleste ønsker: i en ejerbolig. Hele otte ud af ti danskere foretrækker at bo i en ejerbolig.

I København er det blot to ud af ti boliger, der kan ejes. Det er en enorm skævhed, og det er netop derfor, at vi i Liberal Alliance ønsker at forbedre mulighederne for, at flere kan få opfyldt deres boligdrømme, ved at udbyde flere ejerboliger.

Det gør vi ikke ved at afskaffe andelsboligerne. Det gør vi ved at give andelsforeningerne det frie valg til selv at beslutte, om de fortsat vil være andelsboligforeninger, eller om de hellere vil omdanne sig til ejerboliger. En frihed, som andelsboligforeninger med rækkehuse og parceller allerede har, og de findes altså stadigvæk i bedste velgående.

Tilsvarende foreslår vi at gøre det muligt at omdanne ældre udlejningsejendomme. For i modsætning til den socialdemokratiske boligpolitik mener vi nemlig ikke, at danskerne er bedst tjent med, at vi nidkært tillader det herfra Christiansborg.

Derudover deler vi ganske enkelt ikke den socialdemokratiske analyse af, at færre andelsboliger vil gøre storbyerne »endnu mere utilgængelige for folk med almindelige indkomster«. For alle og enhver ved, at man skal være utrolig heldig og ofte besidde bunker af social kapital for at få fat i en andelsbolig. Andelsboligmarkedet er og bliver et uoverskueligt, ulige og lukket land for langt de fleste, som ikke har de fornødne kontakter og en stribe af vennetjenester på hånden.

Vi har intet imod andelsboliger. Men hvis hver tredje bolig fordeles efter kontakter frem for kontanter, så får vi bare et boligmarked for de få frem for de mange.

Vores forslag vil ikke resultere i færre boliger til almindelige mennesker. Kun hvis man kendetegner almindelige mennesker som folk med privilegeret adgang til ofte eksklusive lejligheder til en meget lav pris.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 7. marts 2025)

Sådan får vi potentielt 260.000 flere ejerboliger i Danmark

Carl Andersen
27. februar 2025

Boligen er basen for vores liv, og derfor er det afgørende at føre en boligpolitik, der sætter det enkelte menneske i centrum.

7 af 10 danskere ønsker at eje deres bolig, men kun lidt over halvdelen af voksne danskere bor i en bolig, de ejer. Andelen har været faldende de seneste 10 år, og mange unge frygter, de aldrig vil få mulighed for at eje deres eget hjem.

Udfordringen er især tydelig i de større byer. Her stiger boligpriserne hurtigere, end opsparingerne kan følge med. Ca. halvdelen af den samlede boligmasse er ejerboliger, og andelen er lavere i de store byer.

Selv S-boligminister Sofie Hæstrup Andersen har erkendt behovet for flere ejerboliger og færre lejeboliger, især i København. Men partiet undlader at adressere andelsboligerne, der præger boligmarkedet i hovedstaden. Rockwool Fonden har dokumenteret, at andelsboligerne ofte er forbeholdt dem med de rette forbindelser – ikke dem, der ønsker at købe sig ind gennem opsparing og hårdt arbejde. Det skaber et utilgængeligt og uretfærdigt marked.

Derfor vil Liberal Alliance ophæve forbuddet mod at omdanne andelslejligheder og ældre lejeboliger til ejerboliger. For et sådant tosset forbud findes nemlig, og flere arbejdsgrupper har allerede regnet på konsekvenserne.

Der er ca. 130.000 andelslejligheder, hvor der økonomisk er incitament til at omdanne til ejerlejligheder, primært i hovedstadsområdet og andre større byer. Andelsboligforeningerne bør selv kunne bestemme, hvilken ejerform der er bedst for dem, da andelshaverne ejer bygningerne. Hvis disse boliger kom ud på det frie marked, ville vi få et mere tilgængeligt og retfærdigt boligmarked, hvor det handler om at finde en køber, ikke om at have de rette forbindelser.

Tilsvarende er der ca. 130.000 ældre lejeboliger, mange underlagt stram huslejeregulering og ikke altid i god stand. Muligheden for at sælge disse boliger vil tiltrække private investeringer i forbedring af bygningerne, hvilket er mere klimavenligt end at bygge nyt. Mange af disse lejeboliger ligger i mellemstore byer som Herning, Horsens, Vejle og Fredericia, men også i Aarhus og København.

Beregninger viser, at 87 pct. af andelsboligerne og 65 pct. af de ældre lejeboliger vil komme på markedet gradvist, efterhånden som lejere fraflytter, og andelsboligforeninger beslutter sig for at omdanne.

Den nye frihed vil muliggøre flere ejerboliger i områder, hvor det er svært at bygge nyt, som i Aarhus midtby. Værdistigningerne vil blive beskattet og kan bruges til at forbedre byområder, klimasikre eller støtte andre samfundsgavnlige projekter.

Samlet set vurderer Skatteministeriet øgede boligskatteindtægter på 3,2 mia. kr. årligt og et tocifret milliardbeløb i avancebeskatning.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 27 februar 2025)

København mangler lidt Manhattan – vi skal bygge i højden

Alexander Ryle
12. februar 2025

Da jeg for nylig var i New York, blev jeg mindet om, hvordan højere og tættere bebyggelse rent faktisk kan skabe en storby med plads til alle – eller i hvert fald rigtig mange.

Arealmæssigt er Manhattan en smule mindre end Amager, men huser cirka 7,3 gange flere borgere. Med sine mere end 1,6 millioner indbyggere bor der faktisk omkring 180.000 flere mennesker end i København, Aarhus, Aalborg og Odense tilsammen.

Bevares, selv en storbyliberal som mig får højdeskræk ved tanken om et København med 100-etagers høje bygninger. Men mindre kan bestemt også gøre det. Vi kommer ikke uden om at bygge flere boliger – som i mange flere – hvis vi bare skal lægge en lille dæmper på de hidsige huslejestigninger.

Som barn i 90ernes København husker jeg tydeligt, hvordan de voksne i min børnehave ved Kultorvet måtte fjerne kanyler fra sandkassen. 70ernes og 80ernes krisetider havde sat deres tydelige spor.

Men med store investeringer og politisk mod blev byen forvandlet. Ørestaden, Vanløse, havneområderne og metroen blev realiteter, og i dag er København en by, som folk valfarter til – ikke flygter fra.

Af samme grund har huslejeniveauet såvel som ejerboligpriserne i årevis været på himmelflugt. Og lige så længe har venstrefløjen turneret rundt med opportunistiske valgløfter om guld og billige boliger.

Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil taget de 35.000 kommende Lynetteholm-beboere som gidsel i sin iver efter at sætte sig på den københavnske jerntrone. Hun har nemlig startet et korstog mod nye bydele med dyre lejeboliger »gemt bag kønsløse facader af stål, glas og beton«, som hun formulerer det i Berlingske.

I stedet drømmer Rosenkrantz-Theil om »hyggelige byggeforeningsagtige huse, der er vævet ind mellem smukke murstenskarreer med københavnertage til 4.–5. sals højde«.

Jeg medgiver, at det lyder tillokkende. Men denne boligdrøm kvalificerer sig snarere til et af de utallige tv-programmer om danskere, hvis boligdrømme ikke matcher virkeligheden.

Jeg er sådan set enig i, at huslejen i mange af de nye lejeboliger ligger i den høje ende. Men én ting er sikkert: Den bliver ikke lavere af, at vi bygger færre af dem. Som med alt andet handler det i sidste ende om udbud og efterspørgsel.

Da vi hverken kan eller vil reducere efterspørgslen på at bo i København, er vores eneste mulighed at øge udbuddet. Og medmindre vi ønsker at inddrage de i forvejen knappe byrum, legepladser og grønne åndehuller, siger det sig selv, at vi må bygge højere.

Af Københavns Kommunes seneste boligredegørelse fremgår det, at der stadig er et betydeligt boligefterslæb fra 00erne og 10erne, samtidig med at boligvæksten er den laveste siden 2015. Tiden er derfor ikke til at kaste byens udvikling over styr med socialdemokratiske boligfiduser.

Personligt værdsætter jeg i allerhøjeste grad de gamle, charmerende dele af København, og jeg har naturligvis ingen ambition om at omdanne byen til ét stort glaspalads. Men det er simpelthen for let at harcelere over glasfacader og høje huslejer, når ens egne løsninger svarer til at slukke en bybrand med en vandpistol.

(Indlæg bragt i Berlingske d.12. februar 2025)