Kommunalpolitik har også brug for ideologi

Alexander Ryle
12. september 2025

Kommunernes opgave er at levere velfærd. Mange hævder, at det derfor er ligegyldigt, om byrådet er blåt eller rødt – at ideologi slet ikke spiller en rolle i kommunalpolitik.

Det er en misforståelse, som vi må gøre op med.

Vi er alle kandidater for Liberal Alliance til kommunalvalget 18. november. Vores ambition er at være mere end administratorer af velfærdsstatens mange institutioner. Vildtvoksende bureaukrati, kommunale prestigeprojekter og vanetænkning har taget over.

Mere end nogensinde har vi brug for et ideologisk fundament, der kan styrke vækst, velstand og et levende civilsamfund – dér hvor borgernes hverdag udspiller sig.

I København bruger kommunen skattekroner på alt fra bronzestøbt toastbrød til forstenet lort – og endda sponsorater til influencere. Vi mener, at kommuner bør holde sig til de kerneopgaver, som kun kommunen kan løse. Det forekommer i mange kommuner at være svært nok.

I Nyborg betaler borgerne Danmarks højeste kommuneskat. Hos Venstre i Nyborg er skattelettelser hverken noget, man taler om eller gennemfører – heller ikke selvom partiet har absolut flertal, med 15 ud af 25 mandater i byrådet.

I Favrskov står kommunen i vejen for, at en dreng kan gå i samme børnehave som sin storesøster. Og kommunen afviser at give fuldt tilskud til hjemmepasning. Vi mener, at familier skal have frihed til at vælge den pasning, der passer dem bedst.

I Odense har kommunen bygget en letbane. Projektet blev dyrere end planlagt, har for få passagerer, og naboerne klager over støjgener.

Borgerne i Odense kunne have fået mere mobilitet for færre penge, hvis kommunen havde valgt en mindre storslået løsning med nye busser.

I Struer har kommunen fundet det nødvendigt at beslutte en søvnpolitik. Ifølge den, må børn mellem 0-3 år ikke vækkes, når de sover lur. Vi har tillid til, at forældre og daginstitutioner i fællesskab kan finde ud af den slags.

En centralt fastlagt søvnpolitik er fuldstændig unødvendig.

Systemtænkningen har infiltreret politikere på hele det politiske spektrum. Uanset om lokalpolitikeren er rød eller blå, er chancen desværre stor for, at han eller hun sidder fast i detailstyring, vanetænkning og kommunalt snæversyn. Vores ærinde er ikke at pege fingre – men at ruske op i gamle vaner.

Vi har brug for en levende idédebat – især ude i kommunerne. Til det formål vil vi præsentere vores bud på ti liberale teser, som vi mener bør forme det kommunale Danmark:

Tese #1

Borgernes frie valg er vigtigere end kommunens detaljerede planer: Valgfrihed skaber engagement og udvikling. Når borgere selv kan vælge mellem forskellige skoler, dagtilbud, fritidstilbud eller sundhedsordninger øges kvaliteten, fordi der er plads til nye ideer, konkurrence og incitament til forbedring. Kommunale planer må støtte, ikke kvæle, borgernes muligheder.

Tese #2

Borgernes retssikkerhed vejer tungere end kommunens behov for gode fortællinger:

Tillid til kommunen bygges på sikker, korrekt og gennemsigtig sagsbehandling. Smukke historier om kommunen kan aldrig erstatte borgernes retssikkerhed og forventning om fair behandling. Sagsbehandling er en kommunal kerneopgave – det er flere kommunikationsmedarbejdere og nye formidlingsprojekter sjældent.

Tese #3

Borgernes frivillige initiativer er vigtigere end bevarelse af kommunal styring: Lokale foreninger, frivillige projekter og civilsamfundets initiativer skaber stærke fællesskaber. Kommunens rolle bør være at give plads til initiativer, der vokser frem nedefra frem for at fastholde kommunale arbejdspladser, der ikke er nødvendige for borgernes bedste.

Tese #4

Samfundets samlede velstand vejer tungere end kommunens egen økonomi: Kommunens eget budget bør ses i sammenhæng med den samlede samfundsøkonomi, erhvervslivets vilkår og borgernes økonomiske muligheder. Vækst og beskæftigelse skabt af selvstændige borgere og virksomheder, er den bedste og mest bæredygtige vej til en velfungerende kommune.

Tese #5

Lav kommuneskat er vigtigere end høje kommunale udgifter: Borgernes penge bør anvendes mådeholdent og effektivt. Høje skatter begrænser både borgere og virksomheder og kan hæmme initiativ. Effektivisering og snævert fokus på kommunens kerneopgaver sikrer høj velfærd uden at skatteyderne belastes unødigt.

Tese #6

Det, kommunen selv kan gøre, er vigtigere end det, staten kan gøre for kommunen:

Lokale løsninger er ofte mere effektive og bedre tilpasset borgernes behov end centrale statslige initiativer. Byrådet bør tage ansvar for det kommunale selvstyre og udnytte sin handlefrihed og sit kendskab til lokalsamfundet frem for at vente på statslige puljer, ny regulering eller den næste udligningsreform.

Tese #7

Konkurrence og frit valg blandt leverandører er vigtigere end detaljeret kontrol:

Når private og offentlige leverandører konkurrerer, øges kvaliteten, og borgerne får mest muligt for pengene. Kommunens rolle er at skabe gode rammer for udvikling og konkurrence – ikke at styre enhver detalje i opgaveløsningen.

Tese #8

Ansvar og frihed tæt på borgeren er vigtigere end central styring: Lokale institutioner kender borgerne og deres behov bedst.

At give dem ansvar frem for at centralisere beslutninger sikrer fleksibilitet, hurtige løsninger og større engagement blandt medarbejdere og borgere.

Tese #9

Gode rammer for hele erhvervslivet er vigtigere end særfordele til enkelte virksomheder: Vækst og arbejdspladser skabes bedst gennem generelle rammevilkår, som gør det attraktivt for alle virksomheder at etablere og udvikle sig. Særlige fordele til politisk udvalgte virksomheder giver måske lokalpolitikere opmærksomhed og popularitet – men sjældent bæredygtig velstand.

Tese #10

Private investeringer i kommunen er vigtigere end investeringer i kommunens egne projekter: Privat kapital og initiativ skaber dynamik, innovation og økonomisk bæredygtighed. Kommunale projekter kan supplere, men bør ikke være førstevalg, når private aktører kan levere de løsninger, som borgerne har brug for.

Det er på høje tid, at kommunalpolitikere træder frem som mere end administratorer af det bestående. Kommunerne har brug for ideer og visioner, der bryder med vanetænkningen og gør vores lokalsamfund til det, danskerne drømmer om.

Vi tror på, at netop liberale ideer om frisætning, valgfrihed og ansvar kan skabe forskellen, fordi de tager udgangspunkt i mennesker frem for systemer.

Kommunalpolitik skal handle om borgernes muligheder, ansvar og frihed – ikke om kommunens institutioner, tilbud og planer.

Det er tid til at give borgerne valgfrihed, større ansvar og bedre rammer for et liv i frihed og velstand.

Vores ideologiske udgangspunkt er liberalt, men vi byder alle velkomne, der vil bidrage til den nødvendige idédebat, som skal forme fremtidens kommunale Danmark.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. september 2025)

Den danske Palæstina-strategi har intet at gøre med virkeligheden

Henrik Dahl
5. september 2025

Danmark har en såkaldt strategisk vision for, hvordan landets forhold til Palæstina skal udvikle sig i årene fra 2021 til 2025. Jeg er næppe uretfærdig, når jeg påstår, at dokumentet hører til blandt statens mindre læste publikationer.

Derfor et hurtigt referat: Danmark har tre hovedprioriteter: For det første menneskerettigheder og demokratisk ansvarlighed. For det andet grøn, bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst plus anstændige job. For det tredje modstandskraft, fred og stabilitet.
De tre mål understøttes med en bevilling på en lille halv milliard kroner om året.
Dertil kommer en årlig bevilling til den kontroversielle FN-organisation UNRWA på godt og vel 100 millioner om året.
Strategien er – hedder det – baseret på de rammer, FN og EU sætter. Implementeringen følges af Det danske repræsentationskontor i Ramallah. Monitoreringen er blandt andet baseret på FNs verdensmål og indikatorer fra Verdensbanken.
Hvis jeg havde mere plads, ville jeg pakke det bedre ind. Men for at gøre en meget lang historie meget kort, har den officielle danske Palæstina-strategi lige præcis nul og ingenting med virkeligheden at gøre.

Det er der flere grunde til: 1. Den tostatsløsning, der er strategiens uantastede præmis, er i realiteternes verden stendød. Israel modarbejder den. Hamas modarbejder den. De kræfter i regionen, der stadig ønsker den, er splittede og svage.
2. Der findes ingenting, der kan danne udgangspunktet for en palæstinensisk stat. En stat har et suverænt territorium og en regering. Palæstina har ingen af delene.
3. Menneskerettigheder er ikke noget, man uden videre har. Det er noget, en stat eller anden meget stærk aktør tildeler mennesker og garanterer – i sin yderste konsekvens med magt. Disse betingelser er så langt fra at være opfyldt i Palæstina, som man overhovedet kan forestille sig.
4. Strategien bygger på tillid til UNRWA. Den tillid er der absolut ingen grund til at have.
UNRWA har aldrig klaret at vaske anklagerne om at være infiltreret af Hamas af sig. Derfor har en lang række lande – herunder Tyskland og USA – i perioder trukket støtten.
5. Udviklingsbistanden til Palæstina kan have gjort det muligt for Hamas at frigøre ressourcer til at bygge tunneler og anskaffe våben. Hamas er med andre ord ikke en regering, der på nogen måde har sin befolknings ve og vel som en høj prioritet.
6. FN har en ekstrem antiisraelsk bias. For eksempel har det absurde menneskerettighedsråd et fast punkt 7 på dagsordenen, der fordømmer Israel. Hverken Nordkorea eller Iran er nogensinde blevet fordømt i et omfang, der afspejler deres dokumenterede overtrædelse af menneskerettighederne.
7. EU er både splittet og marginaliseret i forhold til Israel-Palæstina. Det giver ingen mening at tildele EU en rolle i denne sammenhæng.

Jeg vil stoppe her. Men hvert enkelt af disse syv punkter er et selvstændigt eksempel på den ønsketænkning og fjernhed fra, hvordan verden faktisk er indrettet, der alt for ofte har fået lov til at præge dansk udenrigspolitik.
Det er af den yderste vigtighed, at Danmark – og for den sags skyld resten af de vestlige lande – fører en politik baseret på virkeligheden. Det har tidligere kostet os dyrt at føre en politik, der ikke afspejlede den. Den fejl har vi ikke råd til at gentage.
Det er uden tvivl en grundlæggende organisatorisk svaghed i Udenrigsministeriet, der fører til politikker, som er så ekstremt verdensfjerne. Vi så det også med Afghanistan og Irak.
Derfor er det på organisatorisk plan, der må tages initiativer til at undgå det i fremtiden.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 4. september)

En hovedstad kan ikke både være verdens bedste og billig at bo i

Ole Birk Olesen
30. august 2025

København er en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer.

Folk, som bare bruger ord, fordi de lyder godt, ikke fordi de giver mening i sammenhængen, vil nok kalde det et »paradoks«: At København nu er blevet kåret til verdens bedste by, men samtidig bliver dyrere og dyrere at skaffe bolig i.
Men sagen er selvfølgelig, at det ikke er et paradoks overhovedet. Det ene følger tværtimod af det andet. For det er klart, at hvis København var et forfærdeligt sted at bo, så ville de færreste mennesker i et land som Danmark, hvor de fleste har andre muligheder end at bo et forfærdeligt sted, bo i København. Og så ville boligpriserne være lave, for hvordan skulle boligerne i den forfærdelige by ellers blive udlejet eller solgt?

SÅDAN VAR DET DA også, indtil engang i 90’erne i København. Folk flyttede væk, hvis de kunne. Boligerne var derfor billige for de unge mennesker, som midlertidigt, mens de studerede tog ophold i byen, inden de også flygtede væk, når de begyndte at tjene penge efter studierne.
Men der skete noget fra 90erne og frem. Byen blev bedre og bedre at bo i, i takt med at boliger blev moderniseret, nye mennesker flyttede ind, nye boliger blev bygget, flere mennesker kom til byen, flere spisesteder skød op, der kom mere kulturliv, flere parkeringspladser blev erstattet med grønne og rekreative arealer, caféer åbnede i stedet for værtshuse, flere kom i arbejde, havnens vand blev rent, så man kunne bade i det og så videre og så videre. København blev i de fleste danskeres og udlændinges øjne en bedre by, flere ville bo her, og derfor steg boligpriserne.

Heldigvis er boligpriserne ikke steget så meget i København som i Oslo og i Stockholm. Det skyldes, at der er blevet lavet lokalplaner for nye, store boligområder i København, som har kunnet opsuge meget af merefterspørgslen: Ørestad, Sydhavn, Islands Brygge, Nordhavn, Carlsbergbyen og Grønttorvet er dér, hvor flest nye boliger er skudt op. Noget tilsvarende har det lokale styre i Oslo og i Stockholm enten ikke villet tillade eller ikke kunnet, så hos vore skandinaviske naboer har søgningen mod hovedstaden resulteret i større boligprisstigninger end i København. Det betyder så også, at vi skal fortsætte med at tillade mere boligbyggeri til de mange mennesker, som gerne vil flytte til eller blive boende i København i de kommende årtier. Ellers går noget tabt, for de mange af os, som gerne vil bo tæt på vores voksne børn eller for de unge, som gerne vil bo i samme by som deres forældre.

Med mindre den unge generation har råd til væsentligt dyrere boliger end os andre, da vi flyttede ind, så kan den ikke flytte hjemmefra og blive boende i byen, hvis vi ikke tillader nybyggeri, som kan holde boligprisudviklingen i ave. Så vil vi have os, der bliver ældre og ældre, boende i byen nær alt, mens vore voksne børn risikerer at skulle bruge mange timer hver uge på at pendle frem og tilbage mellem arbejdet i København og Vest- eller Sydsjælland, hvor de har råd til at bo.
Det vil ikke være verdens bedste by for mig: en by, som ikke har plads til, at de gamle, deres voksne børn og deres børnebørn har nemt ved at besøge hinanden og hjælpe hinanden, fordi de bor i samme by, gerne endda i samme kvarter.

MIN IDEALBY har kvarterer, som hver især minder om små italienske middelalderbyer: Familier i tre eller måske endda fire generationer bor der. Børn løber rundt og leger på en rolig gade eller på en plads i bydelen med gamle siddende omkring sig på bænke i solen.
I det daglige kan børn og ældre nå alt, de har brug for i deres eget kvarter. Skole, læge, fodbold, supermarked, venner, svømning, bridgeklub, fortovscafé, park, isenkræmmer, fritidshjem. De erhvervsaktive skal dog ofte hoppe på cykel eller Metro, måske endda S-tog eller egen bil, for at komme frem eller tilbage fra arbejde. Men uden for arbejdstid, når de er hjemme, så er familiens generationer højst lige rundt om hjørnet fra hinanden, for nok har Danmark og også København en socialdemokratisk velfærdsstat med folk ansat, som får løn for at tage sig af os, hvis vi ikke kan selv, men det er sjældent en fuldgod erstatning for at have familie eller venner omkring sig, som oprigtigt elsker en.

Jeg tror, vi er på vej derhen i Danmark, at familierne igen kommer til at betyde meget mere på tværs af generationerne, fordi vi ikke længere stoler på den socialdemokratiske velfærdsstat. Det skal byen kunne facilitere. Der er vi ikke i dag. Det er ikke Københavns skyld, for det er national politik i Danmark, at vi opkræver en masse penge hos folk, og så betaler vi offentligt ansatte for at tage sig af både børn og ældre, mens der i familierne ikke er overskud til at tage over, fordi der skal tjenes penge nok til at betale verdens næsthøjeste skatter, inden der er penge til at få et tag over hovedet, mad på bordet, tøj på kroppen og ferieture to gange om året.
KØBENHAVN ER en af verdens bedste byer, men det halter med at muliggøre familielivet i flere generationer. Hvis vi ikke bliver ved med at finde nye muligheder for boligbyggeri, vil det blive for dyrt for de yngre generationer at blive boende i byen, og når det kommer til familiemedlemmernes mulighed for at tage sig af hinanden på tværs af alder, så er København et alt, alt for institutionaliseret sted.

Den støtte, som ydes til ældrepleje og pasning af børn i København og resten af Danmark, betyder, at familierne skubber ansvaret fra sig og lader professionelle tage over. Jeg tror ikke, det er ideelt, og jeg tror, at vi danskere i stigende grad kan se problemerne ved det, og at vi oplever et tab af livsmening ved den måde at gøre det på.

Det kan København og Danmark gøre bedre.

(Indlæg bragt i Politiken d. 30 august 2025)

Derfor kommer borgerkrigen til Europa

Henrik Dahl
26. august 2025

En britisk professor kommer med en advarsel, man bestemt bør lytte til. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. Eller at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes og kommer til at ligne noget, man genkender fra Stormellemøsten.

Den velestimerede britiske forsker David Betz professor ved Kings College i London har for nylig vakt opsigt ved at hævde, at en borgerkrig ikke længere er utænkelig i et af de store lande i Europa.

Ikke en borgerkrig, der kommer til at ligne den amerikanske i 1860’erne eller den spanske i 1930erne. Men en langvarig periode med konstante uroligheder i gaderne, faldende tillid mellem borgerne og faldende tillid til det politiske system. En periode, hvor store grupper i samfundet trækker sig tilbage til deres egne, medieskabte virkeligheder og ikke fører konstruktive samtaler med hinanden på et fælles, oplyst grundlag.

Jeg tror desværre, at David Betz har ret. Det kan være svært at se fra Danmark. Vi er i den store europæiske sammenhæng stadig et land, hvor mennesker i vidt omfang taler med hinanden på tværs af grupper. Og hvor de fleste mennesker trods alt har tillid til, at politikerne vil det bedste og gør deres bedste.
Men andre, vigtige lande er betydelig mindre regerlige end Danmark. Og det bør bekymre. I både Tyskland og Frankrig er det sådan, som det stadig var i Sverige indtil for ganske nylig: Den politiske elite har valgt, at den under ingen omstændigheder vil samarbejde med de partier, der i særlig grad har fokus på indvandringens negative sider.

For det første er det i sig selv angribeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at den politiske elite på forhånd har erklæret, at den ikke ønsker at lytte til og gå i dialog med et sted imellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen.

Man skal i videst muligt omfang udtrykke sig diplomatisk. Men jeg formår det ikke. Det er simpelthen en tåbelig og destruktiv strategi fra den politiske elites side, at den ikke vil lytte til så store dele af befolkningen og ikke vil tage så store dele af befolkningens bekymringer alvorligt.
Ud over at det skærper den generelle mistillid i samfundet, giver det også næring til en helt konkret fortælling: at befolkningerne i Tyskland og Frankrig aldrig nogensinde er blevet spurgt på en seriøs måde til, om de ønsker den demografiske og kulturelle forandring af deres lande, der finder sted i disse år.

Man skal være forsigtig med at gætte. Men jeg tør godt gætte på et svar: Hvis man først tog en seriøs debat om de kulturelle konsekvenser af at tillade, at meget store grupper af indvandrere fra Stormellemøsten flyttede til Tyskland eller Frankrig, ville der aldrig nogensinde blive noget, der mindede om et flertal for at føre den politik. Det er og bliver noget, den politiske elite i de respektive lande ønsker. Og som de politiske eliter i de respektive lande hverken ønsker reelt at stå til ansvar for eller reelt at forsvare og forklare.

Derfor kommer »den snigende borgerkrig«, David Betz advarer imod, til både Tyskland og Frankrig. De brede lag i befolkningen vil ikke i længden finde sig i, at kulturen i de store byer forandrer sig til ukendelighed. De vil ikke i længden finde sig i, at kvinders og seksuelle minoriteters stilling i samfundet svækkes. Fra at ligne det vestlige gennemsnit til at ligne forhold, man genkender fra Stormellemøsten.

To faktorer, der bidrager til at gøre konflikten værre, end den burde være, er disse: For det første den politiske elites konstante gaslighting og udskamning af de borgere, der protesterer. I både Tyskland og Frankrig beskæftiger den politiske elite og dens håndlangere på universiteterne og i medierne sig først og fremmest med at forhindre erkendelse. Det vil sige: De excellerer i at bilde folk ind, at de tager fejl, og at der er noget galt med dem (at de er racister, intolerante, eller hvad det måtte være).

For det andet den større dristighed blandt de fremmeste repræsentanter for migranterne. Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

Hvis man lægger øret til den argumentation, der i vore dage kommer fra de bedst uddannede og bedst skolede islamister, skal man bemærke, at de har lært sig selv at tale på en fejlfri woke dialekt om menneskerettigheder, historiske uretfærdigheder og så videre og så videre. Det er, hvad man på engelsk kalder en weaponization altså en våbengørelse af hele det akademiske univers omkring borgerrettigheder og afdækningen af historiske sammenhænge.

Det våbengjorte, akademiske univers er selvfølgelig pseudovidenskab og selektiv omgang med historiske facts. Men eftersom ingen eksterne aktører for eksempel det politiske system og ingen interne aktører vil gøre op med pseudovidenskaben og våbengørelsen, sker der indtil videre ingenting. Ud over at islamisterne bliver mere og mere avancerede, fordi de samarbejder med den ekstreme venstrefløj. I Storbritannien er det ikke meget bedre fat. På grund af landets valgsystem opnåede den tredjedel af vælgerne, der ved seneste valg stemte på Labour, to tredjedele af pladserne i Underhuset.

Det forekommer alle andre end briterne at være totalt absurd. Og det er ekstremt farligt. Ikke mindst for en mand som Keir Starmer. Der konstant begår den fejl at tro, at han har to tredjedele af befolkningen bag sig, når det i virkeligheden kun er én tredjedel. Den form for mindretalstyranni skaber en kolossal vrede, der i denne tid blot vokser i Storbritannien.
Hvad befolkningerne egentlig ønsker i de tre store lande i Europa, får man et fingerpeg om ved at se på den rå valgmatematik.

I virkelighedens verden kan man ikke se på de rå tal fra pålidelige meningsmålinger og sige, at her er folkeviljen. Men med passende forsigtighed skal man notere sig, at cirka 55 pct. af vælgerne i Tyskland ønsker sig en klart højreorienteret regering. Cirka halvdelen af vælgerne i UK ønsker sig en klart højreorienteret regering. Og næsten halvdelen af vælgerne i Frankrig omkring 45 pct. ønsker sig en klart højreorienteret (resten er dybt splittede mellem Macrons teknokratiske socialliberalisme og den ekstreme venstrelinje hos La France Insoumise).

Jo længere tid, der går, før den førte politik i de tre store lande er klart højreorienteret, jo værre vil den folkelige vrede og presset fra de uløste problemer, de respektive regeringer skubber foran sig, blive. Og jo større bliver braget, når utilfredsheden eksploderer. Derforigen har David Betz ret i sin forudsigelse: Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.
Og hvad med fredelige Danmark? Der i mine tanker altid spiller den rolle, J.R.R. Tolkien gav Herredet i sin saga om ringen. I Danmark går det heller ikke godt. Men da vi ikke er så mange, går det mest ud over os selv.

Uanset hvilken del af den offentlige sektor man vender sit blik imod, er det sådan, at den får sværere og sværere ved at levere den kerneydelse, den er sat i verden for at producere. Forsvaret kan ikke producere sikkerhed. DSB kan ikke producere mobilitet. PostNord kan ikke fragte ting fra A til B. Socialog ældreforsorgen kan ikke producere værdighed til de borgere, der har brug for disse tjenester. Skolerne kan ikke indprente børnene hverken lærdom eller respekt for lærdom. Og så fremdeles. Det finder folk sig indtil videre i. Af mange forskellige årsager. Herunder at der ikke for alvor eksisterer en kritisk presse, der ønsker at afdække disse forhold og holde de ansvarlige fast på deres ansvar.

På Christiansborg snakker folksom altid sådan, som de har forstand til. Det skal de jo have lov til, og det var værre, hvis de ikke gjorde.
Ude på slotspladsen råber et stadig mere radikaliseret centrumvenstre (der i stigende grad lever i sin egen virkelighed) op om, hvor godt det ville være, hvis der blev etableret en selvstændig terrorstat med en lang kystlinje ud til Middelhavet.
Det vil selvfølgelig ikke være godt for noget. Tværtimod. Og jeg ville da også være ekstremt bekymret, hvis nogen af de højtråbende havde noget at skulle have sagt. Den europæiske galskab kommer også ind over vores grænser. Men heldigvis mildnes den af, at de fleste mennesker trods alt savner enhver tiltro til store ord og nemme løsninger.

Nu starter den politiske sæson, hvor alle vil kaste sig over at drøfte den ene procent af statens budget, som regeringen har valgt at sætte til diskussion i år. De 99 pct. er der som sædvanlig ingen, der orker at tale om.
Det er trygt og hyggeligt som resten af højtiderne. Hvor familien også mødes og snakker om de ting, den plejer at snakke om. Ude i Europa ser det mildest talt ikke godt ud for den sociale fred. Det kommer der i Danmark måske en overskrift eller to ud af på et tidspunkt.Der kommer et kæmpestort Donald Trump-agtigt tordenbrag i alle tre lande. Det er ikke længere til at undgå.

Det, der sker i disse år i både Tyskland og Frankrig, er, at venstrefløjen og islamismen vokser sammen til det, der på fransk hedder islamogauchisme. Det vil sige et sammenrend af islamistiske krav til, hvordan samfundet bør indrettes, og en venstreorienteret og woke argumentation for, at det er rimelige og korrekte krav.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 26 september 2025)

Få nu styr på tildelinger, Kaare Dybvad

Sandra Elisabeth Skalvig
25. august 2025

Tildeling af statsborgerskaber er ikke bare en administrativ manøvre. Det er en afgørende handling, der tildeler alle de rettigheder, der knytter sig til at være dansker – ud i al fremtid.

Derfor bliver vi nødt til at være meget præcise med, hvem vi giver det til. Giver vi det til personer, der vil undergrave grundlov, frihedsrettigheder og kvinders ligestilling, gør vi vores land sårbart og overlader konflikter og uro til kommende generationer.

Derfor er jeg meget optaget af, at vi får styr på tildelingen af statsborgerskaber – hvilket der ikke er i øjeblikket. Jeg har foreslået en screeningsproces, der skal frasortere ansøgere, der ikke respekterer, eller som direkte modarbejder demokratiske værdier.

Regeringen meldte ud, at den ville nedsætte en arbejdsgruppe, men siden er der intet sket. Derfor er der stadig en åben dør for anti-demokrater på lovforslag om statsborgerskab. I maj forsikrede Kaare Dybvad mig om, at arbejdsgruppen ville være på plads inden sommerferien. Nu er sommeren slut. Arbejdsgruppen er stadig ikke blevet nedsat. Otte måneder efter ministerens første forsikringer er vi blevet bekræftet i vores bange anelser.

Sådan er det med denne regering. Når de ikke kan blive enige med hinanden, går alting i stå, og meget tyder på, at pilen – igen – peger på Moderaterne. Senest i sagen om bederum på uddannelsesstederne, hvor Socialdemokratiet lovede handling, men det endte med ingenting. Hvor mange antidemokrater vil Socialdemokratiet give dansk statsborgerskab, før I tager skeen i den anden hånd?

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 25 august 2025)

Stoklund udstiller manglende respekt for danske borgeres bidrag til statskassen

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
23. august 2025

Da skatteminister Rasmus Stoklund (S) for nylig tog til tasterne her i Berlingske og definerede Liberal Alliances bebudede skattelettelser som »en champagnereform i Dom Perignon-klassen,« der kun kommer velhavende snobber som Fritz og Poul fra satireprogrammet »Rytteriet« til gode, afslørede han tre kendsgerninger om sig selv.

For det første, at hans kendskab til champagne er beundringsværdigt – om end jeg personligt foretrækker Cristal fremfor Dom Perignon.
For det andet, at hans kendskab til Liberal Alliances skattepolitik hviler på uoriginale vrangforestiller fremfor basale fakta.

Og for det tredje, at han på trods af sin titel som skatteminister – besidder en komplet mangel på forståelse og respekt for helt almindelige danskeres enorme bidrag til statskassen samt den enorme betydning, som det vil have for deres hverdag og økonomiske formåen, hvis de – mod Socialdemokratiets viljefår lov til at beholde nogle flere af deres egne penge.

Hvis Stoklund havde gjort sig selv den tjeneste blot at holde en kort pause fra »Rytteriet« for at skimme Liberal Alliances økonomiske plan »En frisk start«, ville han vide, at vi bruger næsten halvdelen af vores finansiering på at sænke skatten på indkomst i bunden for at gøre de første 5.000 kroner i indkomst om måneden skattefrie.

Vi tillader at bilde os selv ind, at et forslag som dette samt planen som helhed vil være kærkomment nyt i mange danske husholdninger, særligt efter at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har brugt de sidste seks års statsministermagt på primært at gøre det mageligere at være dansker, hvis du ønsker at blive ansat som administrativ bureaukrat i den offentlige sektor.
Men i stedet bruger Stoklund selvsagt krudtet på at lange ud efter Liberal Alliances »skæve« skattelettelser baseret på et regneark fra Skatteministeriet, der tilskriver, at borgere i velhavende kommuner, såsom Gentofte, kan se frem til større gevinster end borgere i mindre velhavende kommuner, såsom Langeland.

Og jovist, selvfølgelig er der forskel på, hvilke husholdninger og hvilke kommuner, der får mest ud af vores bebudede skattelettelser. Sådan fungerer procentregning nu engang.
Men er det vigtigste ikke at gøre alle danskere rigere? Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

Og er det ikke på høje tide, at politikere såsom Stoklund begynder at udvise blot en my af ydmyghed og respekt for, hvor statskassens penge kommer fra i stedet for, at han behandler den ene opjustering af råderummet efter den anden som en selvfølge, der straks skal udvide det i forvejen rekordstore offentlige forbrug?

Er det ikke væsentligere, at håndværkeren og sygeplejersken bliver bedre rustet til at kunne tackle de stigende udgifter til dagligvarer, selvom direktøren også får gavn af skattelettelserne?

(Indlæg bragt i Berlingske d. 23. august 2025)

Kære Chloé, jeg vil gerne give dig en undskyldning

Alex Vanopslagh
22. august 2025

KÆRE CHLOÉ Courage Fjelstrup-Matthisen – og alle andre, der har det som dig.

Du skriver i dit debatindlæg (Pol. 8.8.), at du har mistet troen på os voksne og troen på fremtiden.

Du føler dig svigtet af de voksne og ikke mindst af os politikere, fordi vi ikke leverer handling til at løse verdens problemer, som du forventer.

Og jeg kan på sin vis godt forstå dig. I dén forbindelse har jeg både godt og dårligt nyt.

Det dårlige først. Du føler dig svigtet, fordi din barndom og ungdom har været fyldt med politisk dommedagsretorik om klima, kriser og krig. Prædikener om, at verden og fremtiden var færdig, hvis man ikke førte en bestemt politik.

Metoden er lige så simpel, som den er ondsindet: Først har de gjort dig bange. Og så har de brugt din frygt som argument for, at man skulle gøre, som de foreslog.

Og lad os nu bare være ærlige. Det er venstrefløjen, der har skubbet børn som dig foran sig.

Som Det Radikale Venstres daværende leder Sofie Carsten Nielsen engang sagde:

»Skal vores børn bo i hytter på pæle – eller skal vi give dem en klode, de kan leve meningsfulde liv på?« Det gjorde hun i 2021, da du vel var omkring 9 år gammel. Jeg ved ikke, om du hørte det – forhåbentlig ikke men du har uden tvivl hørt noget lignende. En modbydelig, skødesløs og infam retorik, hvor man har opbygget fuldstændig umulige og forkerte forventninger, hvis slutprodukt er den følelse af svigt, som nu har taget bo i dig.

Jeg vil gerne give dig en undskyldning. Ikke fordi jeg har gået og sunget med på alle venstrefløjens paniske sange, der har gjort dig bange, for jeg har altid gjort det modsatte. Men en undskyldning på vegne af alle os politikere, der ofte glemmer, at vores retorik, propaganda og sprogbilleder, som vi bruger til at få ram på hinanden og vinde magten, faktisk bliver taget seriøst af mennesker som dig – og tusindvis af andre, unge som gamle.

MEN SÅ ER der godt nyt – rigtig godt nyt, faktisk. Jeg vil prøve at se, om jeg kan hjælpe med at give dig håbet tilbage. De mennesker, der har gjort dig bange, er glade for at sige, at håb ikke er en strategi. Jeg er uenig. Håb er den eneste strategi i en ond verden.

Men det er ikke politik, der skal sikre troen på fremtiden. Det er noget forbandet svineri, at de mennesker omkring dig, som skulle forestille at være de voksne, har stjålet din barndom og skiftet den ud med politisk snak om klima, Gaza, Trump og al anden elendighed.

Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt. Men du kan som barn ikke gøre noget ved det. Og det kan de voksne omkring dig, der ikke taler om andet, heller ikke bare sådan. Det er en langstrakt og kompliceret proces med mange kompromisser undervejs, som vi politikere har fået ansvaret for at stå i spidsen, og hvis de voksne ikke er tilfredse med os, kan de skifte os ud ved næste valg. Du får også chancen, når du bliver voksen. Dét gælder dog kun i Danmark, og når det kommer til de rigtig store ting, som du har fået tudet ørerne fulde af, så er du – og jeg – faktisk ganske rigtigt hjælpeløse. Vi kan højst inspirere og påvirke de lande og ledere, som virkelig bestemmer noget.

Men sådan har det altid været. Og det er faktisk en enorm befrielse at finde ud af, at det er sådan. For så kan du koncentrere dig om dén verden, du faktisk kan frelse, nemlig din egen verden. For lige nu kan både du og de voksne til gengæld gøre noget for de mennesker, du møder på din egen vej hver dag. Og det burde jo være dét, de voksne omkring dig hjalp dig med.

Vær et godt menneske. Også selv om det ikke altid lykkes. Så vil du se, at håbet er inden i dig og bare venter på at blive sluppet fri og kaste lys på en mørk verden.

Der er håb i verden, hver gang du og alle andre mennesker hjælper en veninde, der har det svært. Eller ringer til gamle bedstemor og tager dig tid til at lytte til hende. Eller bruger fritiden på at være hjælpetræner for lilleputholdet. Der er håb, hver gang vi gør os umage i vores daglige gerning og vælger at gøre det gode i stedet for det onde. Der er håb, hver gang et nyt menneske kommer til verden.

Jeg er ret sikker på, at jeg er blandt de voksne, du ikke stoler på. Så du synes sikkert, at det her bare er endnu en omgang tom politikersnak.

Men jeg vil gerne bede dig – og alle, der har det som dig – om at prøve noget; prøv at gå ud i morgen tidlig og se solen stige op. Fordyb dig i oplevelsen. Dér vil du se, at der er håb for verden. Og tag gerne de voksne, der har gjort dig bange, i hånden og vis dem det samme. Så er der også håb for dem – på trods af, at de har svigtet dig og mange andre.

Håb er den eneste strategi i en ond verden.

(Indlæg bragt i Politikken d. 20. august)

Toptopskattens grådighed har ingen grænser

Steffen Frølund & Pernille Vermund
12. august 2025

Da Socialdemokratiet og SF tilbage i sensommeren 2009 foreslog at bebyrde danskerne med endnu en ekstra skattesats i form af en ny millionærskat, var

…daværende Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, klar i mælet: Altså fuldstændig fladt at sige, at hvis man får en god idé og derfor også får en indkomst over en million, så skal man beskattes af det – det er ikke rigmandsskat. Det er hjerneskat, og det er hjernedødt.
”
I Liberal Alliance kunne vi nærmest ikke have sagt det bedre selv, når vi på bedst mulig vis skal forsøge at indkapsle definitionen af SVM-regeringens mildest talt symbolpolitiske, misundelsespolitiske og grådige toptopskat.
For danskerne betaler jo som bekendt allerede nogle af verdens højeste skatter til en af verdens dyreste offentlige sektorer, og vi synes i modsætning til vores kollegaer i Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke, at de fortjener endnu en ekstraregning.

Onde tunger vil selvsagt postulere, at det ikke er almindelige danskere, der får toptopskatten at føle.
At ekstraregningen udelukkende adresseres til Lego-arvinger og multimillionærer med sommerresidens i Sydfrankrig. Og at disse i øvrigt har godt af at skulle spytte lidt ekstra i statskassen, selvom de i forvejen i kroner og ører bidrager betragteligt mere til denne end den gennemsnitlige skatteyder.
Og ditto selvom statskassen i forvejen bugner, bedst illustreret af Finansministeriets ene opjustering af det økonomiske råderum efter den anden. Men som det fremgik i Børsen forleden, tager sådanne onde tunger naturligvis fejl. For eksempel står 6000 selvstændige herunder læger, tandlæger og ejendomsmæglere der har fulgt alle regler, stiftet virksomheder og sparet store summer op i disse, til at blive brandbeskattet af SVM-regeringens toptopskat i 2026.

En fællesnævner for disse 6000 selvstændige er nemlig, at de i årenes løb har opnået et opsparet overskud på over 10 mio. kr., og at de risikerer at skulle betale toptopskat af hele opsparingen, hvis ikke de selv er hurtige til at rode sig ud af toptopskattens grådige greb.
En risiko, som særligt kan have afgørende betydning for de, hvis otium lokker lige om hjørnet, og som ærligt og redeligt har fulgt hidtil gældende regler for at spare op til denne gennem deres virksomhed.

Sikke en sølle tak at sende til de borgere, der fravælger livet som lønmodtager for at drive selvstændig virksomhed til gavn for deres lokalsamfund og Danmark som helhed.
Det er altså på høje tide med en frisk start for dansk politik, hvor vi ikke møder vores borgere med mærkværdige skattesatser, blot fordi de vil drive en tandlægeklinik eller et ejendomsmæglerkontor.
Derfor er vi heller ikke i tvivl om, hvad der skal ske med toptopskatten efter næste folketingsvalg: Den skal fjernes, og det kan kun gå for langsomt.

(Indlæg bragt i Børsen d. 12. august 2025)

Venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til ungdommen

Ole Birk Olesen
11. august 2025

To drenge er dygtige fodboldspillere i hver sin klub, men de brækker begge benet uden for banen og må holde pause fra deres passion i et halvt år. Uheld! Da det halve år er gået, er den ene så skuffet over at være blevet dårligere, mens holdkammeraterne er blevet bedre, at han aldrig får samme glæde ved spillet og til sidst beslutter at bruge sin fritid på noget andet. Den anden går endnu mere indædt til træningen, bliver bedre end før og ender som professionel fodboldspiller. Fortjeneste!

Kristian Weise – økonom, tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratiet og tidligere direktør i tænketanken Cevea, der var et modstykke til borgerlige CEPOS – gør, hvad mange venstreorienterede før ham så ofte gør: Skriver en epistel i avisen om, at held spiller en stor rolle for, hvordan vi ender i livet, under overskriften: »Hvis du har klaret dig godt, har du sikkert også været heldig undervejs«.

Vi har alle været både heldige og uheldige i vores liv, og det ved vi godt, så hvorfor er det for venstreorienterede som Kristian Weise vigtigt at skrive om folk, som har klaret sig godt, at netop de har været heldige? Fordi Weise og hans holdningsfæller gerne vil udjævne de økonomiske forskelle mellem os endnu mere: »De har ikke penge, fordi de har fortjent det! De har bare været heldige!« kan man næsten høre Kristian Weise råbe til os fra sin ideologiske, røde skyttegrav.

Når jeg med jævne mellemrum læner mig tilbage i solen på et yndlingssted og tænker, at jeg har det nu meget godt, så sender jeg både en taknemmelig tanke til mit held og giver også mig selv et mentalt klap på skulderen for det, jeg har gjort. Meget kunne være gået galt undervejs. Jeg kunne have været født ind i en dårlig familie, jeg kunne være blevet kørt ned af en vanvidsbilist, en af min ungdoms våde byture kunne have ført til alvorligere og mere langtrækkende konsekvenser end tømmermænd dagen efter, eller jeg kunne helt uforskyldt være blevet ramt af fatal eller lemlæstende sygdom.

Jeg føler taknemmelighed over, at det ikke er sket. Det var heldigt. Jeg ved dog også, hvad jeg aktivt selv har gjort for at få et liv, som jeg synes er godt. Jeg var nysgerrig og læsende som barn og ung, jeg lavede de lektier, som skulle afleveres, jeg valgte den rigtige livspartner, vi besluttede at få børn, vi købte hus i stedet for at leje, vi sparede op i stedet for at forbruge alt, og vi løb begge risici i arbejdslivet i stedet for at satse på det kedelige, men sikre.

De dele af vores liv, som er et resultat af vores bevidste valg og indsatser, har vi gjort os fortjent til. Men de venstreorienterede forsøger at sprede en livsforbandelse til landets ungdom. Den forbandelse er, at hvis de unge ikke er tilfredse med deres liv, så er der ikke noget at gøre ved det. De har bare været uheldige, og det er synd for dem.

Handler utilfredsheden om økonomi, så nytter det derfor heller ikke noget at se på dem, som har klaret sig bedre og forsøge at lære. Næh, for folk med en tilfredsstillende økonomi har jo bare været heldige. I stedet skal de unge stemme på de røde partier for at få en politisk forandring med højere skatter, dyrere »velfærd« til dem og højere overførselsindkomster til alle, som tror på, at de bare har været uheldige.

I stedet for at de unge sætter sig i deres eget livs førersæde, skal de lade sig føre mod et bedre samfund af politiske ledere, som svinger med røde faner.

I kirken ved høsttid og også uden for kirken er vi mange, som godt kan li’ salmen »Du gav mig, o Herre, en lod af din jord«. Den rummer den dobbelthed, som er sand, at meget godt kommer til os af sig selv og ved held: »Hvad magted jeg vel / om du ej gav held? / Det vokser jo, medens vi sove.« Men også at intet kommer til den, som ikke udretter, hvad der skal udrettes for, at det kan ske: »Så lær mig da, Herre, at dig til behag / jeg bruger det pund, mig blev givet / at fylde med hæderligt virke min dag.«

Kristian Weise har to små børn. Jeg er tæt på 100 procent sikker på, at han i det private vil give sine børn gode råd om, hvad de selv skal gøre for at få gode liv, herunder også materielt trygge liv. Men når Kristian Weise er rød ideolog i avisen, så fortæller han os, at en god privatøkonomi i meget høj grad bare handler om en person, der har været heldig.

Hvorfor denne forskel? Fordi Kristian Weise elsker sine børn, så de får kun det bedste fra ham. Alle andre må nøjes med hans socialisme.

(Indlæg bragt i Berlingske d.10 august 2025)