Ingen danskere har stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda

Mads Strange
14. september 2026

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at venstrefløjen samt ngo-verdenen og omegn slår fra sig, når jeg og andre borgerlige politikere kritiserer den skødesløse brug af skatteborgernes penge på pjat, pjank og propaganda.

Nogle mener, at de 21 millioner kroner i oplysningspuljen er ”småpenge”, og at det derfor er ligegyldigt, at de bliver brugt på rap-konkurrencer og barnevognsmarcher her til lands.

Jeg håber, at de bliver ved med den arrogante tilgang til danske skatteyderes penge, for så behøver jeg ikke engang selv at modargumentere fjollerierne længere.

Men andre slår til lyd for, at pengene faktisk bliver brugt fornuftigt, og at det er os borgerlige politikere, der mangler nuancer.

Senest i Altingets egne spalter, hvor Malene Sønderskov – der i øvrigt arbejder med at rådgive aktører i international udvikling, blandt andet om, hvordan de får fat i penge fra udviklingsbistanden – kritiserer mig for at trække enkelte eksempler frem fra oplysningspuljen.

Millioner til rap, marcher og aktivisme
Til dem, der måske ikke har fulgt debatten tæt, kan jeg kort opsummere:

For nylig har medierne kunnet afsløre flere skøre eksempler på aktiviteter, som den danske ulandsbistand går til.

1,5 millioner kroner er givet til en barnevognsmarch i danske gader. 800.000 til en rap-konkurrence for danske 6.-klasse-elever om orangutanger. 900.000 til et skoleprojekt, der skulle gøre folkeskoleelever til aktivister imod “den globale tøjkrise”. Og knap 200.000 er blevet klattet væk på at uddanne børn i normkritisk aktivisme om “transkønnede i Indien”.

Jeg mener, at det er eksempler på, hvordan der er en alt for skødesløs brug af de penge, der burde gå til reel udviklingsbistand, der har til formål at hjælpe de fattigste områder af verden med konkrete udfordringer.

Alt for ofte bliver pengene brugt til aktivistiske formål, som jeg ikke tror, at nogen danskere forbinder med udviklingsbistand.

Men hvorfor skal bistanden betale?
Men tilbage til Malene Sønderskov. I debatindlægget kritiserer hun specifikt min forargelse over ét projekt, nemlig at penge fra udviklingsbistanden går til et undervisningsprojekt, der skulle lære eleverne at være aktivister og blandt andet gå mere op i ”køb-og-smid-væk-kulturen”.

Det mener hun tilsyneladende er fornuftig og ansvarlig brug af pengene, fordi man ikke skal ”bruge lang tid på internettet for at finde ud af, at tøjproduktion kan have alvorlige konsekvenser for arbejdsvilkår, ressourceforbrug og miljø,” som hun skriver.

Det er jo meget fint at mene, men hvor er argumentet for, at det er penge fra udviklingsbistanden, der skal gå til den slags?

Jeg synes ærlig talt, at det er respektløst over for de værdigt trængende i udlandet, der nok ville foretrække, at ulandsbistanden blev brugt på for eksempel mad eller medicin.

Sønderskov har også gennem sit arbejde lært at tale flydende “Djøf’sk”. Så oplysningspuljen er i hendes optik ikke dårlig brug af ressourcer. Nej, det skal ”vise sammenhænge”.

Der må jeg bare være hudløs ærlig og sige, at nej, vi skal ikke bruge penge fra udviklingsbistand til at ”vise sammenhænge” på fjollede projekter – hverken i landets klasselokaler eller gader.

Pengene kan kun bruges én gang, og jeg foretrækker nu engang, at de bliver brugt nede i de lande, hvor der er brug for det.

Gambler med danskernes næstekærlighed
Når man forsvarer denne åbenlyst dårlige brug af skattekroner, så gambler man med danskernes næstekærlighed.

I 2025 gav danskerne hele 7,6 milliarder kroner af deres helt egne penge til velgørenhed. Derfor tror jeg også, at der er bred opbakning til udviklingsbistand, hvis den faktisk hjælper mennesker i nød.

Men ingen danskere har nogensinde stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda.

Så nej, min kritik mangler ikke nuancer. For jeg mener faktisk, at diskussionen om oplysningspuljen er ret sort/hvid.

Jeg vil ikke være med til at spilde danskernes skattekroner.

(Indlæg bragt i Altinget 3. september)

Ulandsbistanden skal ikke spildes på pjat, pjank og venstreorienteret propaganda

Mads Strange
14. september 2026

Danskerne er et næstekærligt folk.

Helt tilbage i 1800-tallet startede en smuk tradition for privat omsorg for trængende og lidende medborgere, og stadig i 2025 gav danskerne hele 7,6 mia. kr. af deres helt egne penge til velgørenhed.
Derfor tror jeg også, at der er bred opbakning til udviklingsbistand, hvis den faktisk hjælper mennesker i nød.
Men ingen danskere har nogensinde stemt ja til, at ulandsbistand skal gå til pjat, pjank og propaganda.
For nylig har medierne kunnet afsløre flere skøre eksempler på aktiviteter, som den danske ulandsbistand går til.
1,5 mio. kr. er givet til en barnevognsmarch i danske gader. 800.000 til en rapkonkurrence for danske 6. klasse-elever om orangutanger. 900.000 kr. til et skoleprojekt, der skulle gøre folkeskoleelever til aktivister imod »den globale tøjkrise«.

Og 200.000 kr. er blevet klattet væk på at uddanne børn i normkritisk aktivisme om »transkønnede i Indien«.
At spilde udviklingsbistanden på det er et decideret misbrug af danskernes næstekærlighed.
Det er respektløst over for både de værdigt trængende i udlandet, der nok ville foretrække, at ulandsbistanden blev brugt på f.eks. mad eller medicin.
Og så er det selvfølgelig ikke mindst respektløst over for de danske skatteydere, der bliver påtvunget verdens højeste skattetryk.
Men sådan er det imidlertid ikke alle, der ser på det. Moderaterne, der har ansvaret for udviklingsbistanden i Udenrigsministeriet, forsvarer hårdnakket, at pengene bruges på aktivisme i Danmark.

Undskyldningen er, at der trods alt er tale om små beløb i udviklingsbistandens store regnskab, og at man angiveligt bryder med armslængdeprincippet, hvis man som politiker interesserer sig for, hvad danskernes skattekroner går til.
Men armslængde betyder, at politikere ikke skal detailstyre hver enkelt bevilling. Det betyder ikke, at vi skal fraskrive os ansvaret for, hvilke formål udviklingsbistanden må bruges til.
At Moderaterne dumstædigt insisterer på, at danskernes skattekroner skal spildes på det her, er endnu en påmindelse om, at de har pakket de blå valgløfter ned i en flyttekasse og er ved at finde sig permanent til rette i rød blok.
For det med at lænse offentlige kasser for penge til pjat, pjank og propaganda er en venstreorienteret specialitet.
Der er sjovt nok ingen midler,
der er gået til en march mod det iranske regimes ansvar for terror, kvindemishandling og flygtningestrømme i hele Mellemøsten.
Eller et skoleprojekt om den måde, hvorpå planøkonomi og socialisme har skabt armod og lidelse for millioner og atter millioner af mennesker verden over i et århundrede.

Eller en rapkonkurrence, der skal lovsynge al den CO2, som brugen af atomkraft har sparet over de sidste mange årtier. Og det ønsker jeg i øvrigt heller ikke, at der kommer.
Jeg er borgerlig, så jeg har tillid nok til sandheden i mine overbevisninger til, at jeg ikke behøver skatteyderbetalte marcher, skoleprojekter og rapkonkurrencer til at fremme dem.
Jeg kan nøjes med gode argumenter. For når vi politikere tvinger danskerne til at betale for ulandsbistanden, skylder vi både skatteyderne og verdens fattigste at bruge pengene på noget, der faktisk gør en forskel.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten 2. september 2026)

Omsorgssvigtet er lige så alvorligt, når tilbuddet er offentligt

Katrine Daugaard
28. august 2026

Når pressen afslører snyd, kriminalitet eller store overskud på et privat socialt tilbud, går den politiske reaktion hurtigt.

Der kræves strammere kontrol, flere regler og hårdere sanktioner, og FOA og venstrefløjen bruger sagen imod private tilbud. Historien får en tydelig skurk: en ejer, der har tjent penge, mens udsatte borgere er blevet svigtet.
Jeg må hellere understrege, at jeg ikke er uenig. Jeg bliver også forarget, når nogle bevidst udnytter private tilbud for egen vindings skyld.

Men når alvorlige svigt sker på et kommunalt tilbud, er reaktionen påfaldende anderledes. Hvad er forskellen egentlig? Det er ikke, fordi vi mangler skandalesager.

I 2013 døde toårige Lucas af lungebetændelse på det kommunale aflastningstilbud Heimdal i Slagelse. Nattevagterne skulle tilse ham hver time, men opdagede ikke hans tilstand i tide.

I 2020 fandt Maigens forældre hende stærkt forpint på samme tilbud og kørte hende straks på sygehuset med en livstruende tilstand.
I begge forløb var der ifølge familierne advaret – fra både pårørende og sundhedspersonale – men alarmklokkerne førte ikke til handling.

Det er baggrunden for den principielle retssag mod Slagelse Kommune ved Østre Landsret. Kommunen afviser erstatningsansvar, og dommen falder om nogle uger. Den skal vi afvente – men vi behøver ikke vente på den for at diskutere den politiske og mediemæssige dobbeltstandard.

Den private ejer får et ansigt

Når et privat tilbud svigter, kan pressen sætte navn og ansigt på ejeren og gennemgå løn, udbytte, biler og ejendomme. Ord som »profit«, »snyd« og »kriminalitet« skaber vrede og klikmed god grund, når der er tale om misbrug af offentlige midler.

Men når svigtet sker kommunalt, er ansvaret sværere at placere. Er det medarbejderens ansvar? Lederens? Forvaltningens? Borgmesterens? Alle har lidt ansvar, så derfor har ingen ansvar.

Der er ingen privat ejer at opsøge, ingen ideologisk fortælling om profit. Og jo, jeg kan da godt forstå, at det gør historien mindre attraktiv. Men det gør ikke svigtet mindre alvorligt.

Ejerformen siger intet om kvaliteten

Den grundlæggende fejl er forestillingen om, at »offentlig« er et kvalitetsstempel, mens »privat« i sig selv er et faresignal.
Private tilbud skal naturligvis kontrolleres. Ejere, der beriger sig på borgernes bekostning, skal stoppes. Men kontrollen skal tage udgangspunkt i kvalitet, faglighed og borgernes sikkerhed – ikke være dydssignalering, hvor venstrefløjen modarbejder konkurrence i velfærden.

Et privat tilbud kan levere fremragende omsorg, specialisering og kontinuitet. Et kommunalt tilbud kan være præget af dårlig ledelse, underbemanding og en kultur, hvor pårørendes advarsler ikke tages alvorligt.
For Liberal Alliance er det ikke afgørende, om tilbuddet er privat – det handler om kvaliteten. Alligevel bruges svigt på private tilbud igen og igen til at mistænkeliggøre en hel sektor.

Svigter et kommunalt tilbud, behandles det som en enkeltstående fejl eller et spørgsmål om ressourcer. Ingen kræver et opgør med kommunal drift – og hvor er FOA og de røde partier, som ellers er så hurtige til at stille sig på barrikaderne?

Snyd må ikke overskygge omsorgssvigt

Det er ærgerligt, at debatten primært har handlet om økonomi, ejerforhold og overskud. Relevante spørgsmål, ja. Men det skygger for kerneopgaven: at beskytte udsatte børn, unge og voksne mod omsorgssvigt.

For borgeren er det ikke værre at blive svigtet af en privat virksomhed end af en kommune – og heller ikke bedre. Et barn bliver ikke mindre mishandlet, fordi institutionen var kommunal.

Vi skal stille præcis de samme krav til offentlige og private tilbud. Men hvorfor er forargelsen så ulige fordelt? Omsorgssvigt har ingen ejerform. Det bør vores kontrol, vores presse og vores politiske opmærksomhed heller ikke have.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 28. august 2026)

Vi siger, vi vil have dansk forsvarsproduktion, men vores regler står i vejen

Carsten Bach
28. august 2026

Vi ønsker os forsvarsproduktion på dansk jord, men når virksomhederne melder sig på banen, står byrder og bureaukrati i vejen. Det må væk, hvis vi skal opbygge den danske forsvarsindustri i tide.

På få områder er dansk politik så enig som her: Vi skal have mere forvarsproduktion på egen jord.

Det er vigtigt for os selv. Og det er vigtigt for Ukraine.

Vi skal mindske afhængigheden af udlandet, skabe arbejdspladser og sikre, at de mange milliarder, der investeres i forsvaret, også ender i Danmark.

Problemet er bare, at vi, når virksomhederne rent faktisk melder sig på banen og vil investere, ikke har de nødvendige produktionsarealer at tilbyde dem.

Og det er ikke det eneste benspænd.

Bureaukratiske benspænd

Vi ved, at interessen er der. Både danske og udenlandske forsvarsproducenter ønsker at etablere sig i Danmark.

Især Ukrainske dronevirksomheder vil gerne have areal at folde deres nye viden og teknologi ud på. Vi i Danmark kan lære af dem.

Men lige nu er der for mange ubekendte. En virksomhed skal selv finde en egnet lokation, og det er langt sværere, end det lyder.

Derudover kommer bureaukrati, tid og i høj grad tålmodighed. Selv når arealet er fundet, må virksomheden være forberedt på, at der kan gå mange år, før de nødvendige tilladelser er på plads. Det er ikke gavnligt for udviklingen af dansk forsvarsproduktion.

De færreste er principielt imod dansk forsvarsindustri, men når det konkrete areal skal findes, bliver det sværere i praksis at finde et sted, som ikke er for tæt på beboere, går udover naturen eller er for tæt på byen.

Det er forståeligt nok, for der er mange hensyn at tage, når forsvarsproduktion skal placeres – men vores sikkerhed er simpelthen for vigtig til at blive holdt som gidsel.

Nabobekymringerne forsvinder ikke af sig selv. Det skal de heller ikke, men de bliver kun større af, at sagsbehandlingen trækker ud.

Lange sagsforløb forlænger den periode, hvor et projekt står hen som et ubesvaret spørgsmål i lokalområdet, og giver usikkerheden og konflikten tid til at vokse, længe før den første spade er i jorden. Det skaber unødvendig bekymring og manglende svar.

Dertil kommer, at miljøgodkendelser og øvrige tilladelser – på forsvarsområdet også godkendelse til produktion af forsvarsmateriel – ikke er indrettet til den fart, som sikkerhedssituationen i dag kræver, hvor udviklingen kan nå at overhale virkeligheden.

Vi mangler kapaciteterne i sådan en grad, at det hellere skulle have været i går end i morgen, og derfor må det ikke være bureaukratiske benspænd der gør, at virksomhederne skal vente flere år på de nødvendige tilladelser.

Ikke flere undtagelseslove

Regeringen og embedsværk bør tage ansvar og hjælpe med at skabe fremdrift i dansk forsvarsproduktion. For det første bør regeringen selv gå forrest og udpege konkrete arealer, der er egnede til forsvarsproduktion.

En godkendt liste over steder, hvor rammerne allerede er afklarede, så en virksomhed, der vil investere i Danmark, kan få svar på få måneder, ikke år.

For det andet skal regeringen lette de byrder, der i dag tynger erhvervslivet, når en forsvarsproducent forsøger at etablere sig.

Det handler ikke om at fjerne alle miljøkrav, for selvfølgelig skal det stadig være forsvarligt. Men det handler om at gøre processerne forudsigelige og hurtige, så virksomhederne kender vilkårene fra start.

Og for det tredje må vi erkende, at byrderne for erhvervslivet er blevet for store, når Folketinget må ty til at vedtage særlove, der midlertidigt tilsidesætter miljøtilladelser og borgernes klageadgang blot for at muliggøre forsvarsproduktion.

Det er en nødløsning, og jeg forstår behovet, men det er ikke en måde at drive lovgivning på.

Vi kan ikke blive ved med at lave en ny undtagelseslov, hver gang en virksomhed vil etablere forsvarsproduktion i Danmark. Når lovgivningen tydeligt ikke fungerer, skal vi i stedet ændre det grundlæggende.

Vi har som Folketing sagt ja til at investere massivt i forsvaret. Nu må vi også tage ansvar for, at pengene rent faktisk kan blive omsat til reel produktion på dansk jord.

Det kræver, at regeringen udpeger stederne, letter byrderne og gør det til reglen – ikke undtagelsen – at man hurtigt kan komme i gang. Ellers ender vi med alle de rigtige intentioner, men ingen resultater.

(Indlæg bragt i Altinget d. 28. august 2026)

Slip datacentrene og markedskræfterne fri

Thorbjørn Jacobsen
8. august 2026

Datacentrene har fået den kolde skulder.

Der står datacentre i kø hos Energinet på op til ca. 17 GW, mere end en fordobling af de 7 GW effekt, som hele Danmark maksimalt bruger i dag. At datacentrene nedprioriteres i køen til elnettets knappe kapacitet er et alvorligt problem.

For datacentre redder liv, når de leverer regnekraften til at stille en cancerdiagnose i et tidligt stadie. Eller sekventerer et genom, som kan kurere en alvorlig sygdom.

Datacentre giver bedre velfærd. AI giver mere effektiv sagsbehandling, og processer i det offentlige kan automatiseres. Et referat kan skrives på en brøkdel af den tid, man brugte før. Den tid, som frigives, kan veksles til bedre velfærd for skattekronerne.

Fremtidens vækst

Datacentre driver fremtidens økonomiske vækst. Når virksomheder bruger AI til at forbedre konkurrenceevnen eller at udvikle fremtidens produkter, så skabes højværdijobs. Og så er der selvfølgelig de lokale arbejdspladser til at drive datacenteret.

Regeringens akutplan skubber datacentrene bagerst i køen, når politikerne prioriterer, hvem der må få plads på elnettet. De må forvente op til 10 års ventetid og håbe, at staten er i stand til at håndtere store infrastrukturprojekter professionelt. Suk.

Her er en åbenlys mulighed for at slippe markedskræfterne fri. Lad aktørerne selv sikre en stabil og pålidelig emissionsfri energiforsyning! Det kan kernekraft levere, når det samplaceres med datacenteret – helt uden at lægge beslag på elnettet. I USA har man netop opført en mikroreaktor til test, som er gået fra gravemaskine til fission på bare 8 måneder. Et anlæg, som designes specifikt til datacentre, og selvsagt ikke udleder klimagasser.

Strøm døgnet rundt

Det viser en mulig vej frem også for Danmark. Aktørerne bag er yderst betalingsvillige. Tech-giganter omsætter i dag for 50-70 kr. for hver kWh, de bruger, og værditilvæksten ser ud til at fortsætte opad. I den sammenhæng fremstår det latterligt at diskutere, hvorvidt en kWh koster 40 eller 80
øre. Det vigtigste er, at datacentrene kan få strøm nok, døgnet rundt.
Så lad dem! Hvis vi snarest muligt tillader kernekraft, og giver datacentrene mulighed for at skaffe deres egen emissionsfrie elforsyning udenom elnettet, så er der en vej frem.

At sætte datacentrene i stå er selvsagt en taberstrategi. Lad os droppe den fejlslagne planøkonomi, og lade markedet selv løse kapacitetsproblemerne ved at tillade og muliggøre kernekraft i en fart. Det er vores fremtid, der er på spil, og datacentre er en grundpille for fremtidens moderne samfund.

(Indlæg bragt i Børsen d. 8. august 2026)

Løftet om det indre marked skal indfries

Henrik Dahl
3. august 2026

Europa mangler ikke talent. Europa mangler heller ikke gode idéer. Det, vi mangler, er et reelt indre marked.

Vi taler ofte om EU som ét marked med 450 millioner forbrugere. Men når en startup vil vokse fra Ribe til Rom, møder den ikke ét fælles marked, men 27 forskellige selskabsretlige systemer, registreringsprocedurer og administrative krav.

At skalere i Europa er derfor i praksis at starte forfra 27 gange.
For startups og scaleups svarer fragmenteringen til en skjult intern told på omkring 44 pct. for varer og helt op mod 110 pct. for tjenesteydelser. I stedet for at udvikle produkter, ansætte medarbejdere og finde nye kunder bruger virksomheder tid og kapital på advokater, compliance og bureaukrati.
Det er ikke bare et problem for iværksætterne. Det er et problem for Europas konkurrenceevne.

Ambitiøst forslag
Derfor er EU-Kommissionens forslag om en fælles europæisk selskabsform – det såkaldte EU Inc. – noget af det mest ambitiøse, der er sket for det indre marked i årtier. For første gang foreslås en frivillig selskabsform med fælles regler, digital registrering og moderne rammer for investeringer og medarbejderaktier på tværs af hele EU.

Men netop nu afgøres det, om forslaget bliver et historisk gennembrud eller endnu et ligegyldigt europæisk kompromis. Nu er den politiske proces i gang, hvor gode intentioner alt for ofte bliver oversat til flere undtagelser, flere kontroller og mere bureaukrati.

EU Inc. skal designes til startups og scaleups, men være en mulighed for alle selskaber. For det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse. Og selvfølgelig skal EU Inc. være robust. Den skal forhindre svindel og respektere nationale arbejdstagerrettigheder.

Men den må ikke blive udvandet af særkrav fra fagbevægelsen, som i praksis vil gøre det til et arbejdstagerprojekt frem for et projekt, der skal styrke muligheden for skalering på tværs af det indre marked. Ellers risikerer vi at bygge en selskabsform, som ingen iværksættere vil bruge.

EU Inc. skal være født digitalt, administreres digitalt, og virksomhederne skal kunne rejse kapital gennem fælles standarder for bl.a. selskabsret og medarbejderaktier. Derfor bør EU etablere et fælles europæisk virksomhedsregister, hvor selskaber kan oprettes og administreres direkte, mens de nationale systemer synkroniserer med det centrale. Ellers risikerer vi blot at digitalisere fragmenteringen frem for at afskaffe den.

Frigøre ressourcer
Behovet er åbenlyst. Europa har over 35.000 startups og nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer, men alt for få virksomheder vokser sig globale. Samtidig findes kun syv af verdens 100 største teknologivirksomheder i Europa, mens 56 er amerikanske.

EU Inc. vil gøre Europa mere attraktivt for iværksættere, investorer og talenter samt frigøre ressourcer til innovation, produktudvikling og international ekspansion. Altså det der skaber den vækst, som vi i Europa har så hårdt brug for.

Vi har skrevet rapporter om problemet siden 1988 og til Draghis dødsstød af en rapport. Nu er det på tide, at vi rent faktisk gør noget ved det.
Europa bliver ikke mere konkurrencedygtigt af at regulere de nationale markeder yderligere. Europa bliver mere konkurrencedygtigt af endelig at gøre vores fælles marked til virkelighed. Netop det arbejde har Kommissionen sat i gang.

Nu må Europa-Parlamentet ikke udvande det til ukendelighed og forpasse chancen for den vigtigste reform af det indre marked siden dets etablering. Det er de innovative virksomheder, der skal styrke Europas konkurrenceevne. Derfor må og skal vi skabe bedre rammer for, at de kan vokse.

(Indlæg bragt i Børsen d. 3. august 2026)

EU’s AI-lovforslag skaber nye unødvendige byrder

Henrik Dahl
29. juli 2026

EU vil regulere kunstig intelligens (AI) på arbejdspladsen. Problemet er bare, at det allerede er reguleret.

Europa har i de senere år lagt ambitiøse planer for at styrke sin position inden for kunstig intelligens. AI-forordningen, Europas Digitale Årti og ambitionerne om teknologisk suverænitet har alle det fælles mål at skabe et velfungerende, sammenhængende europæisk marked for fremtidens teknologier og europæiske teknologiske løsninger.

Men netop som disse rammer skal til at implementeres i praksis, bevæger EU sig i en anden retning. Europa-Kommissionen forbereder et nyt initiativ om anvendelsen af AI på arbejdspladsen, som med stor sandsynlighed ender ud som et nyt direktiv om AI og algoritmisk styring. Det sker på et område, hvor reguleringen allerede er omfattende.

Det er kendetegnende for området, at man vil finde løsninger på problemer, der endnu ikke findes. I stedet bør EU fokusere på at implementere de eksisterende regler samt sikre, at løsningerne findes der, hvor man rent faktisk høster gevinsterne. Nemlig I det stærke samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte virksomhed med løsninger, der kan tilpasses de specifikke forhold i branchen.

AI anvendt i arbejdslivet er ikke ureguleret. Tværtimod. AI-forordningen klassificerer en række arbejdsrelaterede anvendelser som højrisikosystemer. Platformsdirektivet sætter særligt strenge krav til virksomheder, som har algoritmer og AI i kernen af deres virke.

Databeskyttelsesreglerne sætter klare rammer for automatiserede beslutninger og beskytter medarbejderes data. Hertil kommer en lang række regler om arbejdsmiljø, information og høring.

Tilsammen udgør de et omfattende og detaljeret regelsæt. Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal være regler. Spørgsmålet er, om der er behov for flere.
Når nye regler foreslås oven på eksisterende, risikerer det at skabe øget kompleksitet og overlap. Det kan gøre det besværligt for virksomheder at navigere i reglerne. Erfaringen viser, at flere regler ikke nødvendigvis giver bedre beskyttelse. Men de medfører ofte større usikkerhed og højere administrative omkostninger.

Der er også en mere grundlæggende udfordring. EU har i de senere år haft et stærkt fokus på forenkling og bedre oplyste lovgivningsprocesser. Gennem initiativer som AI omnibus og arbejdet med at reducere administrative byrder har ambitionen været at skabe et mere effektivt og investeringsvenligt regelmiljø.

Det er derfor svært at se logikken i samtidig at introducere nye, detaljerede regler på netop det samme område. Risikoen er ikke kun øgede byrder. Det er også øget fragmentering i EU. Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer, at EU’s interne fragmentering svarer til en straftold på 45 procent for fysiske varer og 110 procent for tjenesteydelser. Der er i forvejen et arbejde i gang med at nedbryde denne fragmentering. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

Et nyt direktiv om AI på arbejdspladsen vil i sagens natur blive implementeret forskelligt i medlemsstaterne. Det vil føre til endnu større variation i reglerne på tværs af EU. Dermed risikerer man at undergrave det arbejde, der allerede er i gang med at skabe et mere harmoniseret indre marked for digitale løsninger.

EU står over for en betydelig opgave at implementere de eksisterende regler korrekt. Regler for højrisiko-AIsystemer er komplekse og stiller omfattende krav til virksomheder. Platformsdirektivet og andre initiativer bidrager yderligere til reguleringen af, hvordan teknologi anvendes i arbejdslivet.
I den situation kan det være hensigtsmæssigt at tage et skridt tilbage.
Før man introducerer ny lovgivning, bør man sikre, at den eksisterende fungerer efter hensigten. Det indebærer en fokuseret indsats på implementering, håndhævelse og vejledning.

En sådan tilgang vil være i tråd med EU’s egne ambitioner om bedre regulering og et velfungerende indre marked.
Kunstig intelligens rummer et betydeligt potentiale for at øge produktiviteten og styrke Europas konkurrenceevne. Det forudsætter imidlertid, at rammerne er klare, stabile og proportionale.

Hvis EU ønsker at realisere dette potentiale, bør prioriteten være at få de eksisterende regler til at fungere. Ikke at lægge endnu et lag af regulering oven på de eksisterende. Europa får ikke flere AI-virksomheder af flere regler, men af bedre rammer for innovation. Et nyt direktiv om AI vil gøre et allerede komplekst arbejde endnu vanskeligere.

(Indlæg bragt i Avisen Danmark d. 29. juli 2026)

Hvis bare vi kunne leve af vores historie og forsvare os med papir

Henrik Dahl
27. juli 2026

I EU har de fleste indset, at det er et problem, at vi ikke kan forsvare os selv. Mange er også kommet til den erkendelse, at oprustning koster penge.

Og nu har et flertal besluttet at gøre det lettere for virksomheder at investere i europæisk forsvar. Det er et opgør med årtiers naivitet og et vigtigt skridt på vejen mod en konkurrencedygtig forsvarsindustri, der kan bygge de fabrikker og producere det materiel, vi har brug for.

Europa har for længe levet med den antagelse, at vi kunne få vores produkter fra Kina, vores energi fra Rusland og vores sikkerhed fra USA.
Den tid er forbi.

De aktuelle konflikter viser, at denne form for strategisk ønsketænkning ikke har ledt til fred og stabilitet. Samtidig får vi at vide, at vi ikke bare kan regne med, at andre vil træde til og redde os, hvis det skulle blive nødvendigt.

Sin egen værste fjende

I EU har vi derfor måttet indse, at hvis vi vil kunne forsvare os selv, så skal vi opruste i et tempo, der normalt ikke rimer på bureaukrati.
Det kommer til at kræve flere investeringer, mere produktion og en stærkere europæisk forsvarsindustri.

Og i det arbejde er EU endnu engang sin egen værste fjende. Vi er simpelthen verdensmestre i at spænde ben for os selv.
For vores virksomheder vil gerne bygge fabrikker, udvide produktionen og levere det udstyr, vi har brug for.

Men bureaukratiet har fået lov til at bremse disse ambitioner. Indtil nu.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen. Vi indfører nemlig klare rammer for godkendelsesprocesserne og sætter en grænse for, hvor længe myndigheder kan lade virksomheder vente.

Det betyder hurtigere afgørelser, lavere omkostninger og flere investeringer. Til gavn for vores fælles sikkerhed og velstand.
Som Parlamentets chefforhandler på aftalen har mit mål været at gøre EU mere handlekraftigt og mindre handlingslammet. Og heldigvis tager vi nu et skridt i den retning ved at sige til virksomhederne, at når de vil investere i vores sikkerhed, så skal politisk skabte regler ikke være deres største forhindring.

Unødige regler
Derfor er det vigtigt, at vi ikke nøjes med at se på bureaukrati som en administrativ omkostning. Det er et alvorligt erhvervs- og sikkerhedspolitisk problem. For hver dag, en fabrik eller en produktionslinje forsinkes af unødige regler, er en dag, hvor Europa står fattigere og svagere.

Selvfølgelig er aftalen ikke løsningen på alle Europas forsvarsudfordringer. Der er fortsat behov for større investeringer, tættere europæisk samarbejde og en politisk vilje til at prioritere vores egen sikkerhed højere, end vi har gjort gennem mange år.

Men vi kommer ingen vegne, hvis vi fastholder et system, hvor papirarbejde forsinker produktionen af det udstyr, vores soldater har brug for.
Jeg håber derfor også, at aftalen bliver en del af en større diskussion, hvor den næste erkendelse i EU bliver, at vi ikke kan leve af vores historie og forsvare os med papir.

For hvis vi skal være rigere og sikrere i morgen, skal vi være bedre til at producere, ikke notere. Det er god sikkerhedspolitik.
Med EUs nye forsvarsaftale får unødigt papirnusseri og nationale særregler ikke længere lov til at stå i vejen.

(Indlæg bragt i Børsen d. 27. juli)

Gamle Venstre-politikere kritiserer mig for at bruge tid på sociale medier. Det er dem, der ikke følger med

Mads Strange
26. juli 2026

De danske vælgere har sammensat et historisk ungt folketing med en gennemsnitsalder på 43,9 år.

Men spørger man en række ældre politikere som Søren Gade (V) og Jan E. Jørgensen (V), bør kombinationen af et yngre folketing såvel som politikernes tiltagende brug af de sociale medier dog vække bekymring.

Venstres Søren Gade har eksempelvis kritiseret mig med en svada om, at ”Folketinget ikke skal være et skuespilhus for sociale medier”.

Og den mangeårige Venstre-profil Jan E. Jørgensen begræder, at yngre politikeres fokus på at kommunikere med vælgerne på de sociale medier uvægerligt må ske på bekostning af det parlamentariske rugbrødsarbejde.

Men sandheden er, at de gamle Venstre-politikere bare ikke er fulgt med tiden.

Demokratiet er også på sociale medier
For selvfølgelig er der ikke noget modsætningsforhold mellem at passe sit parlamentariske arbejde samvittighedsfulgt og samtidig deltage aktivt i den offentlige debat på de sociale medier. Tværtimod.

Vi folkevalgte er nemlig ikke alene valgt til at behandle lovforslag, stille §20-spørgsmål og sidde til udvalgsmøder. Vi har også en forpligtelse til at bidrage til den offentlige debat.

Demokratiet lever ikke kun via afstemninger i folketingssalen, men også gennem en levende offentlig samtale mellem borgere og politikere.

Det er nemlig netop gennem den offentlige debat, at nye idéer bliver prøvet af, at gamle dogmer udfordres, at holdninger flyttes, og nye politiske flertal tager form.

Tidligere foregik denne samtale udelukkende i forsamlingshuse, til vælgermøder og gennem den etablerede presse. Men i dag har den offentlige debat fået endnu en arena i form af digitale forsamlingshuse som Instagram, Facebook og TikTok, der i sin essens er meritokratiske.

De gør det muligt for nye stemmer at bryde igennem lydmuren uden først at komme igennem nåleøjet hos en avisredaktion eller et tv-studie.

Dét er sundt for det danske demokrati.

For i dag er det ikke længere kun kommentatorer eller kritiske journalister, der kan stille spørgsmål til os folkevalgte, give deres eget besyv med i debatten, eller bestemme hvem der får taletid.

Seriøse budskaber
Aldrig før har helt almindelige borgere haft så let adgang til både at få politikernes opmærksom og til selv at forme den offentlige debat. Hvorfor skulle dét være et problem?

De gamle Venstre-politikeres kritik beror på forfejlet og fortærsket fortælling om, at de sociale medier nødvendigvis må være overfladiske, og at den politiske substans automatisk forsvinder, fordi kommunikationen ikke længere kun finder sted gennem tv-skærmen eller dagbladenes debatspalter.

Men det er noget pjat.

Kaster man eksempelvis et blik på mine egne sociale medier, finder man seriøse og substantielle budskaber om alt fra Argentinas nationaløkonomi og liberalismens idéhistorie til de finanspolitiske konsekvenser af top-topskatten.

Hvorfor? Fordi vælgerne efterspørger det, og fordi jeg tager vælgerne alvorligt.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet af især yngre vælgere, som fortæller, at jeg har bidraget til at vække deres politiske interesse eller fået dem til selv at engagere sig mere i politik.

Det betyder selvfølgelig ikke, at de sociale medier ikke også kan afføde udfordringer, præcis ligesom ethvert andet betydningsfuldt teknologisk nybrud.

Personligt er jeg for eksempel bekymret for, at en lille håndfuld tech-moguler i stigende grad får uforholdsmæssig stor indflydelse på vores offentlige debat.

For når man ultimativt kontrollerer de sociale mediers algoritmer, er det fra et teoretisk perspektiv også muligt at udøve indflydelse på, hvilke historier danskerne bliver eksponeret for. Det rejser en række principielle demokratiske spørgsmål.

Direkte kommunikation med vælgerne
Men det er et argument for, at vi politikere sikrer større gennemsigtighed og ansvarlighed hos de platforme, som i dag er blevet en integreret del af vores demokratiske infrastruktur – ikke at vi dropper at være til stede, der hvor borgerne er.

De ældre Venstre-politikeres kritik virker mest af alt som en frustration over, at de ikke længere selv har monopol på at fylde i den offentlige debat. Men folkestyret bliver ikke svækket af, at vi politikere kommunikerer direkte med vælgerne.

Det bliver svækket, hvis vi dropper kontakten til de mennesker, vi er valgt til at repræsentere, og hvis vi ikke forstår, at den offentlige debat skal fungere på de menneskers præmisser.

(Indlæg bragt i Altinget d. 26. juli 2026)

Skattevæsenet må ikke knuse uskyldige borgeres liv

Mads Strange
24. juli 2026

Det er ikke en trussel mod retssikkerheden at lade embedsmænd sige fra over for vanvittige afgørelser.

ALENE INDEN FOR den seneste måneds tid har vi haft nogle fuldstændig groteske skandalesager om skattemyndighedernes dybt urimelige behandling af borgere.
Der var sagen, hvor Skattestyrelsen i årevis opkrævede millionbeløb i skat fra uskyldige borgere, som havde fået stjålet deres identitet.

Selv om Skat var blevet orienteret af politiet om, at borgerne var ofre for en forbrydelse, fastholdt myndighederne deres krav – lige indtil pressen kom ind over, hvorefter Skattestyrelsen pludselig godt kunne ændre deres afgørelse.

Der var skandalen med en sygeplejerske, som efter otte års tovtrækkeri endelig fik rettens ord for, at hun selvfølgelig ikke skulle betale 115 pct. i skat – hvorefter Skatteministeriet besluttede sig for at anke sagen og insistere på, at hun alligevel skulle betale mere i skat, end hun overhovedet havde tjent i første omgang.

Og så var der eksempelvis sagen, hvor skattemyndighederne insisterede på at påtvinge en pensionist at betale dobbelt boligskat efter sin ægtefælles død, lige indtil de blev kontaktet af pressen, og afgørelsen pludselig blev ændret.
Denne vilkårlighed i de skønsbaserede vurderinger fra Skats medarbejdere er selvfølgelig en fuldstændig uacceptabel måde at drive forvaltning på.

Men det er nu ikke min opfattelse, at de fleste medarbejdere i skatteforvaltningen bevidst går på arbejde for at ødelægge livet for uskyldige borgere.

Tværtimod tror jeg, at problemet i vid udstrækning udspringer af, at de enkelte medarbejdere enten ikke kan eller tør sige fra, når systemet eller deres ledelse kommer med vanvittige afgørelser oppefra.

Så hvad skal vi gøre for at forhindre, at flere uskyldige borgere på et uretfærdigt og ofte ulovligt grundlag får smadret deres liv, når skattevæsenet laver skøre, skønsbaserede afgørelser?

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft.

I NÆRVÆRENDE AVIS konkluderer jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst dog, at vores forslag vil forbryde sig mod demokratiske retssikkerhedsprincipper og skabe usikkerhed om borgernes retsstilling.

Men kritikken fra Holst beror på en misforståelse af, hvordan skønsbaserede afgørelser hos skattemyndighederne fungerer i praksis. Det lyder, som om hun tror, at skattesager altid bare er mekaniske facitøvelser, som har et entydigt juridisk svar.

Men hvis det var tilfældet, ville vi jo ikke have et omfattende ankesystemog vi ville heller ikke have set så mange eksempler på, at myndighederne pludselig bare ændrer deres egne afgørelser om borgeres skattesager, blot fordi de bliver kontaktet af pressen.

Holst har imidlertid ret i én ting. Nemlig at ansvaret for skattevæsenets mange fejl og mangler i sidste ende kan placeres hos politikere præcis som vi i Liberal Alliance også har betonet fra starten af.

JO MERE KRINGLET og bureaukratisk politikernes skattelovgivning bliver, desto mere vil embedsmændene nemlig være nødsaget til at navigere efter skøn frem for klare regler.

For når lovgivningen bliver til et juridisk minefelt af undtagelser og særregler, skabes der et større rum for menneskelige skøn, hvilket øger risikoen for, at uskyldige borgere kommer i klemme som følge af fejlagtige vurderinger.

Holst skriver selv, at »retssikkerhed er, at man kan stole på, at myndigheder træffer afgørelser, som er i overensstemmelse med gældende ret«. Det er jeg helt enig i.

Netop derfor kan vi ikke blive ved med at ignorere de mange åbenlyse fejlvurderinger, der plager vores skattevæsen. Vi politikere er nødt til at tage et ansvar ved både at reducere skattelovgivningens kompleksitet, så der bliver mindre rum for forkerte afgørelser, og ved at give embedsmændene bedre mulighed for at sige fra, når en afgørelse åbenlyst er urimelig over for borgerne.

Det er ikke et opgør med retssikkerheden, men derimod et forsøg på at genoprette den.

I Liberal Alliance har vi foreslået at indføre en samvittighedspligt, der skal sikre, at medarbejdere har ret til at sige nej til at gennemføre skønsbaserede afgørelser, der strider mod almen sund fornuft. Dette har medført kritik fra jurastuderende Mathilde Colbjørn Holst, men det beror på en misforståelse.

(Indlæg bragt i Politiken d. 24. juli)