DU HAR ALTID ET VALG | Alex Vanopslagh
Ligestillingsdebatten skal tilbage på sporet
Husk den sunde fornuft og det frie valg, når du fejrer og diskuterer ligestilling på kvindernes kampdag – og derefter. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling.
Ligestilling betyder enormt meget for mig. Derfor har jeg nydt at være ligestillingsordfører for Liberal Alliance, siden jeg blev valgt ind. Men den skævvredne ligestillingsdebat, vi som samfund har bevæget os på sporet af med et konstant fokus på kønsbalance og resultatlighed på alle tænkelige områder, trænger til at blive trukket tilbage på sporet.
Det synes jeg ikke burde være så kontroversielt at sige. Når jeg ytrer mig om mit syn på køn og ligestilling, møder jeg ofte opbakning fra mænd og kvinder, som med et lettelsens suk takker for, at der bringes lidt sund fornuft ind i diskussionen. For mange er debatten blevet højspændt og overstyret og noget, man ikke tør bevæge sig ud i.
I Irak sætter kvinder livet på spil og bliver dræbt alene på grund af det tøj, de (ikke) har på, og i Afghanistan får kvinder frataget basale menneskerettigheder. Og selvom vi ikke har samme udfordringer herhjemme, er der stadig ligestillings- og kønnede udfordringer at håndtere. Vi er langtfra i mål med at bekæmpe social kontrol af kvinder, særligt i indvandrermiljøer, hvor religiøse normer begrænser piger og kvinders frie valg og retssikkerhed.
Vi skal også styrke kvinders ret til selvbestemmelse over deres egne kønsceller og mulighed for reproduktion. Kvinders selvbestemmelse er på det område stadig begrænset, blandt andet når det gælder donation af kvindelige kønsceller, som ikke gælder mandlige. Her ses en klar mangel på ligestilling, som vi politisk kan og skal ændre.
Men uanset hvilket ligestillingsemne vi tager op, skal vi huske, at ligestilling og resultatlighed ikke er det samme, og at det ikke er et ligestillingsproblem, at kvinder og mænd ikke er ens og træffer forskellige valg livet igennem. Forskellighed er ikke det samme som mangel på ligestilling. Desværre bliver der i ligestillingsdebatten set med samme øjne og harme på de to ting. Der hopper kæden af for den sunde fornuft.
Tag for eksempel en kampdagsklassiker som spørgsmålet om løn. Ifølge Danmarks Statistik tjente mænd gennemsnitligt 12,3 pct. mere end kvinder i 2021. Renser man tallet for uddannelsesvalg, arbejdstid og karriereretninger – faktorer, der er bestemt af de valg, en person har truffet – forsvinder størstedelen af forskellen som dug for Solen. Men den forklaring er mange ikke tilfredse med. At flere kvinder end mænd arbejder deltid og tager længere barsel, skyldes åbenbart ikke frie valg, men strukturer i samfundet, der skubber kvinder hen på et spor, som koster dem dyrt, mens de samme strukturer åbenbart skubber mænd hen på et spor, hvor friheden til at tjene penge og gøre karriere er større.
Det er, som om folk glemmer, at vi selv træffer valget om uddannelse, arbejds- og familieliv – og at der også er fravalg og konsekvenser. Vælger du som kvinde at gå på deltid for at tilbringe mere tid med dine børn eller få familielivet til at hænge bedre sammen, er det er aktivt valg – men det er også et fravalg af en fuldtidsløn, den tilhørende ekstra pension og muligheden for at kravle op ad karrierestigen i de år.
Det samme gælder den del af ligestillingsdebatten, der handler om familielivet og the mental load, hvilket bliver omtalt som kvindens byrde at bære. Igen minder jeg om, at familielivet er resultatet af et valg, vi selv har truffet.
Debatter om skjulte hverdagsopgaver hilser jeg velkommen. De kan gøre os alle klogere – men det er ikke en generel kønskamp. Ansvaret i forældreskabet er et fællesansvar, og det er op til den enkelte familie, om man løser alle forældreopgaver 50/50 eller vælger at fordele dem mellem sig på anden vis.
Som tidligere fraskilt alenemor til to børn er jeg klar over, at ikke alle har mulighed at lægge dele af ansvaret over på en partner. Men den tid i mit liv var heller ikke et ligestillingsproblem. Det var resultatet af valget om at få børn og blive skilt. På samme måde, som at en skæv fordeling af visse opgaver i mit hjem i dag heller ikke er det, men et anliggende mellem mig og min kæreste.
Der findes mange kulturelle sædvaner, som kan præge vores valg, og en norm bliver formet af flertallets valg. Flere kvinder end mænd arbejder deltid. Kvinder har historisk set taget mere barsel end mænd. Der er flere kvindelige end mandlige medarbejdere i de offentlige omsorgsfag, hvor lønningerne generelt er lavere end i det private.
Men at et kønsstereotypt valg automatisk bliver tolket som manglende ligestilling eller resultat af undertrykkende strukturer, er en fejlslutning. Selvom der kan være gennemsnitsforskelle på kønnene, så er et menneske som individ en hel del mere end blot sit køn – og strukturer og normer er langt svagere, end hvad mange gør dem til.
Jeg tror, at det er manglen på disse nuancer, der er årsagen til, at mænd og kvinder bliver mere og mere polariseret i ligestillingsdebatten. I den seneste måling om ligestilling lavet af TV 2 svarer 57 pct. af mændene, at ”ligestilling er opnået” eller “ligestillingen er gået for langt”. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.
Modsat er det kun 26 pct. af kvinderne i målingen, som svarer, at ligestilling er opnået eller er gået for langt. For 10 år siden var det 47 pct. af kvinderne.
Læser man disse tal, som Fanden læser Biblen, kan denne slags måling hurtigt tegne et billede af, at tiltagende flere mænd er modstandere af ligestilling – hvilket igen puster til polariseringen på den anden fløj.
Der er behov for at huske på, hvad der nok for mange ligger bag, når de svarer, at ligestillingen er gået for langt. For de fleste er det ikke udtryk for en modstand mod ligestilling, men en debattræthed efter flere års overstyret ligestillingsdebat og initiativer, som ”i ligestillingens navn” indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed.
Når man insisterer på, at der skal være en kirurgisk præcis balance mellem kønnene i alle tænkelige dele af tilværelsen – om det gælder, hvem der tager længere barsel, om der er en halv-halv fordeling af mandlige og kvindelige skuespillere i danske film, eller hvem der sørger for børnenes nye vintertøj – forstår jeg egentlig godt, at nogen tænker, at debatten om ligestilling er blevet for meget af det gode.
Skal vi undgå, at polariseringen tager til, og få ligestillingsdebatten tilbage på sporet, skal vi huske den sunde fornuft. Vi skal ikke lade os skræmme af kønsforskelle.
Når folk svarer, at ligestillingen er gået for langt, er det ikke udtryk for modstand mod ligestilling, men debattræthed efter års ligestillingsdebat, som indfører decideret kønsdiskrimination mod mænd for at opnå resultatlighed, skriver Sólbjørg Jakobsen.
(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 8. marts 2025)
Venstrefløjens politik forvandler Europa til et frilandsmuseum
I forrige uge kom Kira Marie Peter Hansen (SF) med et modsvar til en af mine klummer i Jyllands-Posten.
Det vil jeg naturligvis besvare på den fineste måde, jeg kan, og jeg vil – imodsætning til SF –holde mig fra at kalde min politiske modstander for naiv.
Lad os nu tage det nøgternt: Det er venstrefløjens politik, der er ved at forvandle Europa til et frilandsmuseum. Alle de ideer, der trækker kontinentet ned i dyndet, har rod i en venstreorienteret tankegang.
Draghi-rapporten laver en helt præcis analyse af de konkurrencemæssige problemer, EU står overfor. Flere ting, som står både i Draghi-rapporten, eller som han har fortalt videre, er den massive overregulering i EU.
Ifølge Draghi svarer Europas egne interne barrierer til en amerikansk toldsats på 45 procent for produktion og 110 procent for tjenesteydelser med henvisning til beregninger fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Det betyder altså, at vi har overreguleret os selv. Vores virksomheder har svært ved at konkurrere med både Kina og USA.
I mandatperioden 2019 til 2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Til sammenligning – og vel at mærke med de sædvanlige forbehold for forskelle i politiske og juridiske systemer – blev der i samme periode vedtaget omkring 5.500 føderale love i USA.
Det er derfor heller ikke overraskende, at 55 procent af Europas SMVer anser regulering og administrative byrder som deres største udfordring.
Når man konstant overdynger erhvervslivet med nye regler, er konsekvensen selvfølgelig, at vækst og konkurrenceevne svækkes.
Det burde ikke komme bag på nogen – men alligevel insisterer man på venstrefløjen i Bruxelles på at fortsætte ad samme spor.
Alle stemmer bør tælle lige
Desuden fremhæver Kira Marie Peter Hansen, at jeg ikke forstår et simpelt parlament.
Men en af årsagerne til, at EU i årevis har ført rød politik, er netop, at venstrefløjen og den politisk korrekte midte har nægtet at deltage i aftaler, hvis eksempelvis ECR var en del af dem.
Det har tvunget centrumhøjre til at indgå flere kompromisser med venstrefløjen for overhovedet at holde EU’s hjul i gang.
For når det kommer til stykket, så bliver det nødvendigt at samarbejde med højrefløjen om at komme i bund med eksempelvis overflødige rapporteringskrav, hvilket EU-Kommissionen heldigvis er i gang med.
Dét burde være parlamentarisk ABC: Alle mandater tæller lige, og beslutninger bør træffes ud fra politik – ikke personer.
Derfor er jeg heller ikke tilhænger af førnævnte ‘cordon sanitaire’.
Forskellen mellem højre- og venstrefløjen er enkel: Vi på højrefløjen er parate til at levere det, Europa har brug for: simplificering og reel deregulering.
Når vi ser på de kommende omnibusforhandlinger om ESG med mere, lader det allerede til, at Kira Marie Peter-Hansens gruppe har valgt at melde sig ud og ikke ønsker at bidrage til en reel vurdering af kravene.
De Grønnes Bas Eickhout var hurtig til at afvise EU-Kommissionens forslag om simplificering.
Han kaldte det “Trump light in Europe” – et udtryk, venstrefløjen hiver frem, når de står uden argumenter.
Eickhout formåede endda at tale imod en generel reduktion af rapporteringskravene for vores fælles virksomheder.
Så nej, venstrefløjen i EU repræsenterer ikke håndgribelige eller ansvarlige løsninger, der kan løfte Europas konkurrenceevne.
(Indlæg bragt i Altinget d.11. marts 2025)
Socialdemokratiets boligpolitik afspejler en manglende forståelse for almindelige danskere og deres boligdrømme
Man kan kun undres, når Socialdemokratiet hylder det lukkede boligmarked og samtidig farer i flint over forslag, som vil opfylde flere danskeres største boligdrøm: at eje en bolig.
Som man kunne læse her i Berlingske forleden, har Socialdemokratiet ikke meget til overs for vores boligpolitik i Liberal Alliance – og fred være med det. Boligregulering har jo altid været en af socialdemokratiets yndlingsbeskæftigelser.
Jeg må imidlertid konstatere, at Socialdemokratiet tilsyneladende ikke helt har forstået vores boligpolitik. For når partiets boligordfører, Anne Paulin, påstår, at vores forslag om at give andelsforeninger og ældre udlejningsejendomme muligheden for at opsplitte sig i ejerlejligheder »bygger på den simple idé, at flere ejerboliger vil føre til lavere boligpriser«, drager hun sine egne fejlagtige konklusioner på en falsk præmis.
For boligpriserne vil ikke falde, men stigningerne vil aftage en smule, hvilket alt andet lige gør ejerboligmarkedet mere tilgængeligt.
Og vores forslag bygger derimod grundlæggende på den simple idé, at vi vil give danskerne mere frihed til at bo på den måde, som langt de fleste ønsker: i en ejerbolig. Hele otte ud af ti danskere foretrækker at bo i en ejerbolig.
I København er det blot to ud af ti boliger, der kan ejes. Det er en enorm skævhed, og det er netop derfor, at vi i Liberal Alliance ønsker at forbedre mulighederne for, at flere kan få opfyldt deres boligdrømme, ved at udbyde flere ejerboliger.
Det gør vi ikke ved at afskaffe andelsboligerne. Det gør vi ved at give andelsforeningerne det frie valg til selv at beslutte, om de fortsat vil være andelsboligforeninger, eller om de hellere vil omdanne sig til ejerboliger. En frihed, som andelsboligforeninger med rækkehuse og parceller allerede har, og de findes altså stadigvæk i bedste velgående.
Tilsvarende foreslår vi at gøre det muligt at omdanne ældre udlejningsejendomme. For i modsætning til den socialdemokratiske boligpolitik mener vi nemlig ikke, at danskerne er bedst tjent med, at vi nidkært tillader det herfra Christiansborg.
Derudover deler vi ganske enkelt ikke den socialdemokratiske analyse af, at færre andelsboliger vil gøre storbyerne »endnu mere utilgængelige for folk med almindelige indkomster«. For alle og enhver ved, at man skal være utrolig heldig og ofte besidde bunker af social kapital for at få fat i en andelsbolig. Andelsboligmarkedet er og bliver et uoverskueligt, ulige og lukket land for langt de fleste, som ikke har de fornødne kontakter og en stribe af vennetjenester på hånden.
Vi har intet imod andelsboliger. Men hvis hver tredje bolig fordeles efter kontakter frem for kontanter, så får vi bare et boligmarked for de få frem for de mange.
Vores forslag vil ikke resultere i færre boliger til almindelige mennesker. Kun hvis man kendetegner almindelige mennesker som folk med privilegeret adgang til ofte eksklusive lejligheder til en meget lav pris.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 7. marts 2025)
Alliancen: DR skal være brugerbetalt, og public service skal i udbud
Danmarks Radio er en træt, utidssvarende og alt for dyr mediegigant, der politiserer og skævvrider markedet. Derfor vil LA gøre DR abonnementsfinansieret og sende stationens public-service-indhold i udbud.
Det fortæller medieordfører Katrine Daugaard og Alex Vanopslagh i dagens Alliancen, hvor Alex også uddyber sit syn på ugens begivenheder involverende Trump og Ukraine samt fortæller hvem, der ikke behøver stemme LA.
Med:
Alex Vanopslagh, formand
Katrine Daugaard, kulturordfører
Vært: Mikkel Andersson
Dragsteds parti har støttet terror og dyrker papirnusseri som en gud. De tør bare ikke stå ved det
Man kan kun undres, når Enhedslistens politiske ordfører tager det unødige bureaukrati i forsvar og farer i flint over forslag, der har ryddet ud i bureaukratiets urskov hos vores norske naboer.
I Liberal Alliance er vi godt og grundigt trætte af at høre på skåltaler om afbureaukratisering, som aldrig udmønter sig i konkret handling. Derfor ønsker vi at gøre op med tendensen til, at afbureaukratisering blot benyttes som et valgslogan, og i stedet binde os til masten. For historien viser os gang på gang, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere mængden af regler, bureaukrater og spildte skattekroner, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv og vores borgere kun mere og atter mere fastforankret med årenes løb.
Men det er desværre ikke alle, der vil den samme vej. Det illustrerede Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, ganske glimrende her i Altinget forleden, da han i det unødige bureaukratis navn for i flint over vores seneste forslag i afbureaukratiseringsdebatten: Et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet efter norsk forbillede, som kan luge ud i overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.
Dragsted drager søgte paralleller
I stedet for at bevare øjnene på bolden og kommentere sagligt på et tiltag, som ifølge Weekendavisen har beriget alle norske borgere ved at gennemføre flere end 200 forenklinger og besparelser for 35 mia. kr. om året for norsk erhvervsliv, vælger Dragsted at drage diverse søgte paralleller mellem oligarker, Elon Musk, gudsdyrkelse og Liberal Alliance. For i Dragsteds øjne forsøger vi med vores forslag nemlig at ”importere Musks bøllemetoder og milliardærpolitik til vores gode velfærdsland.”
Det er svært at gøre sig klog på, hvad der leder Enhedslistens frontfigur til at beskrive vores ønske om at rydde op i bureaukratiets urskov som en Musk-inspireret, milliardpolitisk bøllemetode. Bevares, det vil da ganske rigtigt komme milliardæren til gode, hvis vores forslag bliver en realitet – lige såvel som det vil komme enhver anden borger i Danmark til gode. Og lad gå, vi indtræder gerne rollen som bøllen i et scenarie, hvor det er det unødige bureaukrati, der er ofret. Men Musk-inspireret? Blot fordi Enhedslisten tilsyneladende ikke har fulgt med i og taget del i afbureaukratiseringsdebatten i Danmark og Europa det seneste årti og først er kommet på banen i kølvandet på Elon Musks nye regeringsrolle i USA, bør vi andre næppe lægges til last.
Unødigt bureaukrati skal finkæmmes
Antallet af administrativt ansatte i stat, kommuner og regioner er steget med 23.400 i det seneste årti. Den samlede regelmængde gældende i Danmark er steget med 315 pct. siden 1989, så danskernes liv i dag reguleres af 36 mio. ord. Og samtidig klattes danske skattekroner af på et uendeligt univers af puljer til politisk projektmageri, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien.
Så lur mig om en oprydningsgeneral ikke hurtigt vil kunne finkæmme vores offentlige forbrug og regulering og udpege en stribe af besparelser, som selv den mest ivrige fortaler for statslige udgifter og centraliseret kontrol kan se fornuften i at føre ud i livet. Her ville jeg normalvis også inkludere Pelle Dragsted, men han har på tragisk vis stirret sig blindt på en forestilling om, at en oprydningsgeneral udelukkende vil gave rige virksomheder og deres ejere. For når vi vil luge ud i bureaukratiets urskov, vil vi ifølge Dragsted angiveligt pille ved regler ”som beskytter de helt almindelige ansatte, som går på arbejde i de virksomheder – eller som beskytter os andre imod skadelige stoffer i vores varer eller beskytter vores natur og miljø.”
Hvis Enhedslisten brugte halvt så meget tid på at lyve om Liberal Alliances politik, så vil vi mægtigt gerne spare dem for at bruge krudt på at fortælle danskerne sandheden om deres. Men lad mig i mellemtiden gøre det klart. I Liberal Alliance dyrker vi ikke en gud på den anden side af Atlanterhavet. Den eneste gudsdyrkelse, jeg spotter, kommer til udtryk i Dragelse ihærdige forsvar af unødigt bureaukrati. Han tør bare ikke stå ved det.
(Indlæg bragt i Altinget d. 5 marts 2025)
Iværksætter-retræte kalder på afbureaukratisering
I en tid hvor regningerne hober sig op, og vi – måske i højere grad end nogensinde før – har brug for flere iværksættere, der starter deres egen virksomhed i Danmark, er virkeligheden den modsatte.
Antallet af nyregistrerede virksomheder fortsætter med at dale. Alt for få virksomheder bliver i landet, når de vokser sig store. Og på Christiansborg gennemføres der kontinuerligt ikke den nødvendige politik for at råde bod på det faktum, at den danske iværksætterkultur er på retræte.
Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at 2024 blev året med færrest antal nyregistrerede virksomheder i Danmark i ti år.
Det er selvsagt en trist milepæl, som bør vække opsigt og skære det ud i pap for SVM-regeringen, at status quo ikke er holdbar. For hvis vi vil sikre vores kommende generationer både vækst og velstand, er der ganske enkelt ikke plads til, at den danske iværksætterkultur fortsætter sit tilbagetog.
I Danmark er og bliver vi dybt afhængige af en blomstrende iværksætterkultur, som leverer morgendagens eksporteventyr – og den kultur visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår.
For hvorfor skulle man som iværksætter starte en virksomhed i Danmark, hvis der er enklere og gunstigere forhold for erhvervslivet i udlandet? Hvorfor skulle man vælge at bruge sin dyrebare tid og kræfter på endeløs compliance og rapporteringskrav, hvis man på den anden side af Atlanterhavet får frigjort ressourcer til at drive sin forretning?
Og hvorfor skulle man som dansk iværksætter føle andet end mismod, når den ene regering efter den anden undlader at sætte handling bag ordene, når det kommer til afbureaukratisering?
Sådan vender vi tilbagetoget
Hvis iværksætterkulturen i Danmark skal tilbage på rette kurs, skal vi først og fremmest stoppe med at kvæle vores erhvervsliv i regulering.
Det mener landets små og mellemstore virksomheder i hvert fald, når de bliver spurgt. Heriblandt svarer 78 pct. af smv’erne , at færre regler og mindre bureaukrati enten i høj eller i meget høj grad ville gøre det lettere at starte og drive virksomhed i Danmark.
I samme tråd svarer 68 pct. af smv’erne , at mængden af bureaukrati, regler og indberetning til det offentlige udgør de faktorer, som skaber de dårligste vilkår for at drive iværksætteri i Danmark.
Kulturen visner over tid, hvis ikke den tilbydes de rette rammevilkår
Og det er intet under, at landets mindste virksomheder er frustrerede over bureaukratiske byrder. Sammenlagt bruger danske smv’er nemlig flere end 49 mio. timer om året på bureaukrati til en årlig pris på 14 mia. kr. tilsvarende flere end 25.000 fuldtidsstillinger.
Tilsvarende kan man næppe fortænke dem i at miste troen på, at der fra Slotsholmen vil blive gjort op med fadæsen. Derfor er det en trist men ikke overraskende kendsgerning, at hele 83 pct. af smv’erne ikke har tillid til, at politikerne kan reducere de bureaukratiske byrder.
For sådan går det selvsagt, når de mange politiske skåltaler om afbureaukratisering fra skiftende regeringer siden 80’erne ikke har udmøntet sig i tilstrækkelig konkret handling og bindende målsætninger.
Fra skåltaler til handling
Hvis tilliden mellem erhvervslivet og Christiansborg skal genoprettes, og den danske iværksætterkultur skal knække kurven, kan tomme løfter ikke længere være svaret.
Derfor vil vi i Liberal Alliance binde os politikere til masten ved at indføre en bindende bureaukratilov , som foruden at sikre et massivt indhug i antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor, også skal resultere i markant færre regler og administrative byrder for vores virksomheder.
I den forbindelse vil vi blandt andet gøre brug af et grundlæggende princip om, at der skal afskaffes to eksisterende regler, hver gang der indføres én ny. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia, hvilket resulterede i et massivt fald i regelmængden med 40 pct. på blot tre år
For når politikere rent faktisk forpligter sig til at reducere regelmængden, frem for blot at tale om det, kan bureaukratiets urskov fældes hurtigere, end man skulle tro.
(Indlæg bragt i Børsen d. 1/3-2024)
Gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv
Det er ikke Trumps nye kærlighed for tariffer, der har ødelagt Europas konkurrenceevne. Det har vi klaret helt og aldeles selv. Hvis EU skal tilbage på rette kurs, skal vi have iværksæt en massiv deregulering.
I disse dage mærker man på tværs af det europæiske kontinent i stigende grad frygten for Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser. En forståelig frygt, der ikke desto mindre eksemplificerer et besynderligt paradoks. For hvorfor skulle vi bruge vores dyrebare tid og kræfter på at frygte eksterne barrierer, når vi i forvejen har klistret os selv til i intern regulering og bureaukrati? Det burde trods alt være alfa omega, at vi først og fremmest bruger de kommende år på at rydde op i vores egen urskov af administrative byrder og interne barrierer, før vi lader os kue af eksterne faktorer. For de historiske eksempler på europæisk erhvervslivs stolte traditioner, innovation og virkelyst er utallige – men de nutidige rammevilkår er gift.
Heldigvis er der flere, der deler den betragtning. For eksempel har økonomen Mario Draghi, som sidste efterår formåede – om ikke andet delvist – at vække det europæiske kontinent fra sin tornerosesøvn med en udførlig diagnosticering af EU’s skrantende konkurrenceevne, på ny ramt hovedet på sømmet.
Det seneste indlæg i Financial Times fra den tidligere chef for Den Europæiske Centralbank føjer sig smukt til rækken af dystre diagnoser over Europas økonomiske deroute. Og lad os være ærlige: Det er ikke en udvikling, der kommer bag på nogen med en basal forståelse for økonomi og politisk styring.
Vi står med en kontinentalsygdom, hvor vækstmulighederne bliver kvalt i et stadig tykkere lag af regulering, interne barrierer og lovgivningsmæssige krumspring, der gør det stort set umuligt at drive forretning på tværs af grænser – eller overhovedet drive en forretning uden at have en hær af compliance-konsulenter med på sidelinjen.
Først og fremmest illustrerer Draghi i indlægget, hvor skizofrent det er at frygte Trump-protektionisme og amerikanske toldsatser, hvis man ikke samtidigt anerkender det presserende behov for at adressere konsekvenserne af Europas egne interne barrierer. Disse barrierer svarer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) til en toldsats på 45 procent for produktion og svimlende 110 procent for tjenesteydelser, hvilket de facto fastholder europæisk handel og vækst i et selvforårsaget jerngreb.
Jerngrebet rammer selvsagt alle aktører i det europæiske erhvervsliv hårdt. Men særligt nogle af de virksomheder og markeder med allerstørst potentiale for innovation og vækst – såsom techindustrien – lider kolossalt og sakker som følge mere og mere bagud til amerikanske og kinesiske konkurrenter for hver dag, der går.
Ifølge Draghi har for eksempel alene omkostningerne ved at overholde GDPR-reglerne reduceret fortjenesten for små europæiske techfirmaer med op mod 12 procent. Og det er som bekendt blot ét element i den utømmelige pukkel af fordyrende bøvl og bureaukrati, som EU udsætter sine egne virksomheder for. Fra 2019-2024 blev der vedtaget 13.000 nye retsakter i EU. Om end det er svært at lave en direkte sammenligning pga. forskellige politiske og juridiske systemer, blev der i samme periode gennemført ca. 5.500 føderale stykker lovgivning i USA. Derfor er det heller intet under, at 55 procent af europæiske SMV’er udpeger regulering og administrative byrder som deres allerstørste udfordring.
På det bagtæppe er det vanskeligt at så tvivl om, hvem vi bør frygte mest. For selvfølgelig er vores erhvervsliv i skarp konkurrence med amerikanske og kinesiske virksomheder, og sådan vil det altid være. Men når blot fire af verdens største 50 techgiganter er europæiske, skyldes det altså ikke ene og alene, at vores globale konkurrenter bare er og bliver monumentalt bedre end os. Nej, gerningsmanden bag vores skrantende konkurrenceevne er og bliver EU selv.
Sådan frigør vi jerngrebet på os selv
Hvorimod der siden Draghi-rapporten er opstået nogenlunde konsensus i europæiske beslutningstageres kredse om diagnosticeringen af EU’s skrantende konkurrenceevne, er det vidt forskellige bud på, hvilken medicin der skal udskrives, hvis vi skal stoppe med at kvæle den europæiske iværksætterkultur, kreativitet og innovation i regler og rapporteringskrav.
I Liberal Alliance er vi ikke i tvivl om, hvilken retning vi skal i. Vi skal respektere nærhedsprincippet. Vi skal holde op med at undergrave vores egen vækst. Vi skal give vores virksomheder incitament til ikke at flytte hovedkvarteret til den anden side af Atlanterhavet. Vi skal gennemtjekke al lovgivning, der direkte hæmmer vækst, og udvikle vores indre marked ved at nedbryde langt flere barrierer, end vi gør i dag. For det er problematikker, vi selv kan løse. Vi kan aldrig forudsige, hvad Trump vil gøre næste gang, men vi kan udvikle os selv til det bedre.
Og så må EU snart forstå, at regulering ikke er svaret på absolut alt. Derfor bør ny EU-lovgivning vurderes på, om det bidrager til en bedre konkurrenceevne eller det forværrer den – for eksempel i form af et konkurrencebarometer. Et ønske, som vi deler med vores gruppe i Europa-Parlamentet, EPP. I samme tråd ønsker vi, at EU-lovgivning inden for nye områder såsom kunstig intelligens vedtages med en solnedgangsklausul, så man løbende kan vurdere, om loven lever op til sit formål, eller om en lov skaber mere bøvl end gavn.
I hele EU skal vi binde os til masten i form af konkrete, bindende mål for en omfattende afvikling af administrative bøvl – hellere i dag end i morgen. Et af værktøjerne til en bindende slankekur for bureaukratiet – som vi både ønsker indført i Danmark og i EU-regi – er et regelloft baseret på princippet om, at hver gang der indføres en ny regel, skal der fjernes to. Sådan et princip indførte man f.eks. i 2001 i den canadiske provins British Columbia med kolossal succes til følge i form af et fald i regelmængden med 40 procent på blot tre år.
Og historien viser os som bekendt klart og tydeligt, at hvis vi politikere ikke forpligter os til at reducere regelmængden, så bliver jerngrebet om vores erhvervsliv kun mere og mere fastforankret med årenes løb.
Nu er tiden ikke til at falde tilbage i vores tornerosesøvn og glemme alt om Draghis advarsler. Eller bruge alle vores kræfter på at frygte amerikanske toldsatser fremfor at rydde op i vores egen baghave. Fremtiden for Danmark og Europa skabes nu, og hvis den skal være lys, kræver det lederskab og innovation, ikke overregulering og regelrytteri.
EU’s fremtid skal gribes, og vi skal se de nye muligheder, som ligger foran os. Tiden er ikke til ynk, men derimod hårdt arbejde for at få EU tilbage på skinnerne. Det kan kun ske som følge af massiv deregulering.
Det er og bliver en borgerlig pligtopgave at tage ansvar og skubbe på for denne retning, i Folketinget såvel som i Europa-Parlamentet. Den pligtopgave tager vi i Liberal Alliance ikke for givet.
(Indlæg bragt i Berlingske d. 3. marts 2025)
Sihaam tog sin frihed tilbage: En insiderberetning fra islams parallelsamfund
Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.
Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.
Medvirkende: Sihaam og Steffen Larsen, udlændinge og retsordfører
Alliancen: Er forældre bange for autoritet, og svigter myndighederne børn i parallelsamfund?
Da Sihaam var ni år gammel, blev hun sendt på en islamisk genopdragelsesrejse til Somalia, uden at nogen danske myndigheder greb ind.
Nu er Sihaam 21 år gammel og er brudt ud af et muslimsk parallelsamfund præget af vold og social kontrol. Men det har været en hård rejse, hvor hun fortæller, at alt for mange danske myndigheder ignorerede oplagte faresignaler.
(Du kan finde hele interviewet med Sihaam i LA’s podcastfeed)
Merete Riisager, tidligere undervisningsminister og nu seniorrådgiver i Liberal Alliance, er begejstret for Trivselskommissionens opfordringer til, at forældre skal turde være autoriteter og sætte rammer for børn. Hun mener, at det er et nødvendigt korrektiv til dybt problematiske pædagogiske strømninger. Hør hvorfor i dagens program.
Medvirkende:
Steffen Larsen, udlændinge- og retsordfører
Sihaam
Merete Riisager, seniorrådgiver
Rasmus Ulstrup Larsen, rådgiver