Drop lukkeloven og sæt en stopper for butiksdøden

Pernille Vermund
19. marts 2025

Siden 2012 er hver femte detailforretning forsvundet. Hvis små, lokale butikker skal forblive en del af fremtidens gadebillede, skal vi tage alle de stik, vi kan. Lad os starte med at droppe lukkeloven.

I Danmark har vi nydt gavn af en sprudlende detailhandel i større og mindre byer. Men i de forgangne årtier har ændrede forbrugsmønstre, stigende internethandel og detailregulering af forretningslivet resulteret i en tiltagende tendens: fremvæksten af butiksdød.

Hvis man skulle være i tvivl om omfanget af butiksdød i Danmark, skal man blot tage et kig på den seneste analyse af SMVdanmark. Her fremgår det, at detailhandlen er under pres som sjældent set før. 3.752 forretninger er forsvundet i perioden 2012-2022, svarende til hver femte detailforretning i Danmark.

Det efterlader både erhvervslivet, forbrugere og politikere i en penibel situation. Hvem bærer ansvaret for at vende udviklingen? Er det det lokale erhvervsliv, som i konkurrencen med internethandlen skal gøre mere for at tilbyde kunderne en unik oplevelse? Er det forbrugerne, som har et moralsk og pragmatisk ansvar for at bakke mere op om den lokale detailhandel? Eller er det på Slotsholmen, at ansvaret for lokalbutikkens overlevelse skal placeres?

Mit fokus er ikke at diktere, hvordan det lokale erhvervsliv indretter sig. I samme tråd kommer man som forbruger ikke til at skulle lægge ører til en moralsk prædiken fra min side om, hvilke forbrugsmønstre man bør praktisere.

Derimod skal vi skabe de bedste forudsætninger for, at forretninger i hele landet kan overbevise forbrugerne om værdien i at handle lokalt og ultimativt vinde kampen mod butiksdøden. Hvis vi ønsker en fremtid, hvor små, lokale butikker forbliver en del af gadebilledet, skal vi tage alle de stik, vi kan. Og hvis man spørger mig, er det første oplagte stik at droppe lukkeloven. For det er og bliver tudetosset, at forretninger ikke selv kan vurdere, om de vil holde åbent på årets helligdage.

Derfor har jeg i de seneste mange måneder været i forhandlinger med regeringen om en aftale om lukkeloven. Udfordringen er, at det bliver vanskeligt at lande en aftale, som batter i kampen mod butiksdøden. For mens Liberal Alliance er klar til at afskaffe lukkeloven helt, ønsker regeringen udelukkende at revidere lukkeloven, så flere forretninger allernådigst får lov til også at holde åbent på helligdage. Konkret er regeringens ønske, at denne ”liberalisering” kun skal gælde for butikker i byer med færre end 15.000 indbyggere og tilmed kun, hvis butikken er placeret i bymidten.

Sådan detailregulering er og bliver et udtryk for unødigt og formynderisk bureaukrati, som skaber ulige konkurrencevilkår. Hvorfor skal en skotøjsforretning i Sorø have en fordel på en helligdag, mens dens pendant i Slagelse tvinges til at holde lukket?

Vi ser ikke det store formål i at tage mikroskopiske skridt i retningen af en reel liberalisering af lukkeloven. Butiksdøden vil medføre betydelige tab for forretninger, borgere og byliv i hele landet og i særdeleshed i de mindre byer. Det kalder på en lukning af lukkeloven, ikke en langstrakt lillefinger til udvalgte byer målt på størrelse.

(Indlæg bragt i Jyllands Posten d. 19. marts 2025)

Sólbjørg Jakobsen og Pernille Vermund træder ind i Liberal Alliances ledelse

Liberal Alliance
18. marts 2025

Liberal Alliances folketingsgruppe har konstitueret en ny gruppeledelse for partiet. Erhvervs- og miljøordfører Pernille Vermund og politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen er nye ansigter i ledelsen, som siden folketingsvalget i 2022 har bestået af gruppeformand Ole Birk Olesen og partiformand Alex Vanopslagh.

Det er en glad gruppeformand, som byder de to kvinder velkommen i gruppeledelsen:

Vermund og Sólbjørg er to store politiske profiler. De er ikke bare stærke i de politiske debatter – de er også markante lederskikkelser. De har begge markeret sig særdeles positivt for vores parti, og det er meget fortjent, at de nu træder ind i gruppeledelsen. De er begge klar til at tage en større del af det politiske og ledelsesmæssige ansvar i Liberal Alliance, siger gruppeformand Ole Birk Olesen.

Pernille Vermund, der får titlen som gruppenæstformand, glæder sig til at tage en større del af ansvaret:

Jeg er utroligt glad for at være en del af Liberal Alliance og meget ydmyg over at blive valgt til gruppeledelsen. Jeg glæder mig meget til at hjælpe vores dygtige folketingsgruppe med at stå så skarpt som muligt frem til folketingsvalget, siger Pernille Vermund.

Sólbjørg Jakobsen fik i 2023 posten som politisk ordfører efter Alex Vanopslagh. Hun ser frem til at få mere ansvar:

Jeg er meget stolt over, at gruppen har vist mig denne tillid. Jeg glæder mig til at tage det næste skridt og hjælpe vores talentfulde folketingsgruppe, så vi bliver klar til at indgå i en borgerlig regering efter næste valg, siger hun.

Wammens afbureaukratisering mislykkes

Sólbjørg Jakobsen & Ole Birk Olesen
17. marts 2025

Regeringens spareplan for statens administration har vist sig at være en and, for alt imens Wammen og co. luger en smule ud i bureaukratiets urskov, fortsætter ukrudtet med at gro bag kulisserne

Som så ofte før var det med stor fanfare, at finansminister Nicolai Wammen (S) i foråret 2024 stolt kunne proklamere, at regeringen ville skære 1000 årsværk fra i statens administration i 2025.

For regeringen så på det vildtvoksende bureaukrati med stor alvorlighed og var klar til at sætte handling bag ordene, måtte man forstå.

Men historien har desværre nok engang vist sig at gentage sig selv. For alt imens Wammen og co. har brystet sig med sin slagkraftige spareplan i pressen og på sociale medier, har fastholdelsen samt udvidelsen af det altomfavnende bureaukrati fortsat som vanligt bag kulisserne.

Det viser nye tal fra CEPOS , som afslører, at der i andet halvår af 2024 blev ansat 874 flere i staten, som beskæftiger sig med administration og ledelse. En stigning, som skal lægges oven i en ditto stigning på knap 1000 flere bureaukrater i første halvår af 2024.

Røg planen i vasken?
Altså kan vi konstatere, at ét ud af to mulige scenarier har udspillet sig. Enten er Wammens plan om at skære 1000 årsværk fra i statens administration røget i vasken.

Eller også har det aldrig nogensinde været en oprigtig plan, som regeringen har haft i sinde at føre ud i livet, uden at der samtidig ville ske disse markante stigninger i antallet af bureaukrater andetsteds i staten.

Fællesnævneren for begge scenarier er imidlertid, at de begge indebærer den åbenlyse kendsgerning, at Wammen og SVM-regeringen den ene gang efter den anden holder danskerne for nar med sine skåltaler om afbureaukratisering.

For siden Mette Frederiksen indtog Statsministeriet for første gang i 2019, har bureaukratiet udelukkende spredt sig yderligere som ukrudt. Som følge er det alene i indeværende regeringsperiode – for blot at nævne en håndfuld eksempler – lykkedes at sætte følgende bureaukratirekorder:

For første gang i danmarkshistorien har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor rundet 100.000 fuldtidsansatte , med udpegelsen af 25 ministre har SVM-regeringen sat danmarksrekord i antallet af ministre , og med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 p ct. har SVM-regeringen formået at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Det er næppe en hemmelighed, at vi i Liberal Alliance drømmer om et Danmark, der ikke er tilsandet i bureaukrater og overflødige regelbyrder, og som ikke spilder unødige skattekroner på diverse puljer til politisk projektmageri.

Men den drøm bliver aldrig til virkelighed, hvis ikke vi på Slotsholmen binder os til masten og forpligter os til at råde bod på fadæsen.
Tilsvarende bliver drømme sjældent en realitet, hvis man primært holder af at tale om dem, og hvis man altid kan finde en kattelem til at løbe fra løfterne.

Mål, man ikke kan løbe fra
Derfor udvikler vi løbende forslag, der hver især har til formål at gøre markante indhug i bureaukratiet, og som kan bane vej for bindende mål, man ikke kan løbe fra.

Vi har først og fremmest udarbejdet en plan for at indføre en bindende bureaukratilov , der skal gøre op med den nedslående kendsgerning, at afbureaukratisering har tendens til blot at udgøre et valgslogan.

Den bindende bureaukratilov har blandt andet som mål at rulle antallet af administrativt ansatte i staten tilbage til 2018-niveau inden 2030, hvilket vil reducere antallet med 15.576 færre administrativt ansatte i staten.

I samme tråd indeholder forslaget et bindende mål om at tilbagerulle 10 års stigninger i antallet af ord i love og bekendtgørelser tilbage, hvilket svarer til at skære lovgivningen med ca. 3 mio. ord.

Og endelig indebærer forslaget et bærende princip, om at hver gang der indføres én ny regel, skal to andre regler sløjfes.

En frisk start
For nylig slog vi et slag for at modarbejde SVM-regeringens rekord i antal ministre ved at nedlægge en håndfuld unødvendige ministerier , og senest kiggede vi mod Norge for at få inspiration til et forslag om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at gennemtrævle den offentlige sektor for overflødige love, regler, puljer og projekter.

Vi postulerer ikke, at vores forslag – hverken isoleret eller som helhed – kan tilbagerulle hele det makværk, vi har skabt for os selv i Danmark over de sidste mange årtier.

Men vi vover at påstå, at det kan udgøre en frisk start, som danskerne har krav på. For de fortjener ikke at blive holdt for nar.
Og vi kan tilsvarende ikke byde dem et evindeligt spild af deres skattekroner på en endeløs stigning i bureaukrater og et virvar af overflødig regulering, love og regler.

(Indlæg bragt i Børsen d. 17/3-2025)

Børn tvinger os ind i øjeblikket. Det har vi brug for

Carl Andersen
17. marts 2025

Vi har travlt. Flere sygemeldes med stress, og hverdagen hænger tidsmæssigt kun lige sammen for mange af os.

Samtidig lever vi i en verden, hvor der er meget fokus på alt det, vi gerne vil nå, opleve, udrette, følge med i, blive klogere på eller underholdes af. En kultur af FOMO (Fear of Missing Out), hvor skærmtiden overstiger tiden, vi er ansigt til ansigt.

Jeg er selv ramt af det hele. Både FOMO og for meget skærmtid.

Det er nok en form for politisk arbejdsskade. Der sker ligesom hele tiden et eller andet, som måske – eller måske ikke – kunne være interessant at mene noget om eller nyttigt at have gjort sig nogle overvejelser om.

Her har mine to piger været min mentale redning. Jeg er beriget af en på snart fire og en på snart et år.

Det fantastiske ved børn er deres umiddelbarhed og ufiltrerede analysering af den verden, de konstant forsøger at gribe om, forstå og blive trygge i. Der er ikke så meget fokus på fortid eller fremtid, men en meget intens væren i nuet eller måske rettere: i øjeblikket.

At få børn er det mest givende, man kan forestille sig. Som Jordan B. Peterson siger, er det først der, man for alvor selv bliver voksen.

Det er nemlig først i rollen som forælder, at man reelt har et ansvar, som er større end en selv. Du har et ansvar for et andet menneske, som du selv har skabt. Et menneske, som udelukkende har ét ønske: at få en enestående relation til dig. Det er udgangspunktet.

Du skal sørge for ikke at smide den gave væk. Og det hele starter med at være i øjeblikket – fremfor alle mulige andre steder.

Den nu afdøde Johnny Madsen, som jeg holder meget af som følge af min færden i Sydvestjylland, har også gjort sig tanker om øjeblikket. I 2023 sagde han, at »man ikke skal springe over øjeblikket. Det er der, hvor tingene sker.«

Hvor vil jeg hen med det her? Jo – jeg tror paradoksalt nok, at man bliver lidt mindre fortravlet af at få børn, hvis man overgiver sig til det at være forælder. For børn tvinger en væk fra alt det, man tænker på at ville lave, læse eller se. De tvinger en til at være til stede i det øjeblik, som kan indtage utallige former. Alt fra legen på stuegulvet til perleplader på værelset og over til de aftener, som man måske ville have brugt på alt muligt andet, men som nu endte med at blive to timers putning og nærhed med et lille væsen, som bare havde brug for sin far eller mor.

Der er ikke meget, man kan gøre der kl. 23 med sin datter i armene, som sover trygt.

Det øjeblik giver ro – hvis man overgiver sig til, at ens liv bare ér sådan, når man har børn. Det er et nyt vilkår, som man kan anskue som forfærdeligt fængslende, men også diametralt modsat: som befriende enkelt.

Du har altid et valg – men jeg vil til enhver tid anbefale det sidste.

(Indlæg bragt i Jyllands-Posten d. 15/3-2025)

Jeg kan godt lide syndstanken, for den sætter en fri til at forbedre sig selv

Alex Vanopslagh
14. marts 2025

I stedet for at se dig selv som offer for omstændighederne, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. Det væsentlige er ikke, hvad du kan eller ikke kan, men om du bestræber dig på at være et bedre menneske

Jeg er ikke et dovent menneske i gængs forstand. Jeg har endda en tidligere stressdiagnose til at bevidne mit arbejdstempo. Men jeg er et menneske, der tit udskyder mange ting til sidste øjeblik og nogle gange endnu længere, og som har tendens til at slå tingene hen, hvis jeg ikke har lyst til at gøre noget bestemt.

Af natur er jeg ret ubekymret, og det kan være til stor nytte, når det kommer til ting, jeg ikke kan gøre noget ved – hvorfor så bekymre sig? Men det kan også blive en undskyldning for at være passiv, hvis der nu faktisk i virkeligheden er noget, jeg kan gøre ved mine bekymringer. Og det er vel måske endda den vigtigste og værste form for dovenskab eller magelighed.

For dovenskab handler i virkeligheden ikke så meget om bare at ligge på sofaen, som det handler om de grunde, man opfinder til sig selv for at undgå at gøre det rigtige eller det nødvendige, når den slags er ubehageligt. Det kan manifestere sig i sætninger som: Det går jo fint nok. Jeg kan slå græsset i næste uge. Vi køber bare noget nyt. Det kan vi altid snakke om senere. Det nytter alligevel ikke noget. Der er alligevel ingen, der ser det.

Vi har frihed til at tøjle den indre synder

Dovenskaben hvisker dig konstant ting i øret. Men det er til gengæld også det eneste, den kan gøre mod dig. Hvis du skal finde modet til at stå imod en bølle, kan det jo være svært at gøre, hvis han er dobbelt så stor som dig. Hvis du skal slippe ud af et misbrug, er du oppe mod ekstremt stærke biokemiske processer. Når du mærker begæret, er det trods alt udløst af noget uden for dig selv. Men dovenskaben – dén er kun i vores egne tanker.

Mennesker har altid døjet med dovenskab, men i et ufrit samfund har folk jo ikke så mange valg. Hvis ridefogeden banker dig, hvis du ikke arbejder, er der ikke meget at gøre. Derfor er dovenskaben måske i virkeligheden den mest moderne af de syv dødssynder, for i dagens Danmark har vi friheden til at være dovne. Men det betyder også, at vi har et valg om at give efter for dovenskaben eller ej. Og det er valg som disse, der viser, hvem vi er.

Det er faktisk lige præcis derfor, jeg tror så inderligt på friheden: Fordi den giver os muligheden for at vælge at stræbe højere efter at være ordentlige mennesker. Selv ikke de allerbedste kan se sig selv helt fri fra alle syv dødssynder, og ingen kontrol og tvang i verden kan udrense dem fra dine tanker. Det er faktisk netop på dén måde, at alle vi mennesker er lige – gennem vores eget ansvar for at tøjle vores indre synder og følge vores samvittighed. For samvittigheden kan ingen aflaste dig fra. Du skal være i stue med din samvittighed indtil den dag, du dør – og måske endda for evigt. Derfor er der heller ingen andre, der kan sikre dig en indre følelse af værdighed over at være lidt bedre til at tøjle din indre synder, end du var i går.

Vi er ikke syge, vi er syndere 

Andre kan ofte løse dine problemer for dig, og tit kan du ikke undvære hjælpen, men din følelse af værdighed afhænger af, at du selv formår at tage ansvar. Ansvaret tager udgangspunkt i din egen situation, og synden er som bekendt meget mangfoldig: Det væsentlige er ikke, hvad du kan og ikke kan, men hvor meget, du bestræber dig på at være bedre, end du egentlig gider at være på en dårlig dag. Og det er i sidste ende en bedømmelse, du foretager med din egen samvittighed – som du ikke kan lyve for.

Af samme grund mener jeg, at det er en decideret umenneskelig tanke at gøre op med idéen om mennesket som en uhelbredelig synder til fordel for socialpsykologiske forklaringer på alle vores fejl. For hvis vi ikke er syndere, må vi jo være syge, når vi gør os selv eller andre ondt. Og så skal vi ikke angre vores egne synder og tilgive andres, men derimod alle sammen tvangsindlægges til terapi, hvor det er op til kliniske eksperter at behandle os og erklære os raske.

Ikke alene er det en umyndiggørelse af mennesket, det er også helt evident, at vi på ingen måde har fået et mere rummeligt og tilgivende samfund af at aftabuisere synd og putte den i samme kasse som reelle psykiske lidelser. Vi har tværtom fået mere offentlig fordømmelse og større mistrivsel – og i øvrigt langt større offentlige udgifter til al terapien.

Jeg vil gerne slå et slag for synderne. Syndstanken fokuserer og koncentrerer dit moralske univers om dig selv på en konstruktiv måde. I stedet for at se dig selv blot som offer for psykologiske omstændigheder, opfordrer syndstanken dig til at lære at mestre dig selv og holde dine dårlige sider tilbage. I stedet for at forlange, at hele verden skal forandre sig for at efterleve din påståede moral, er syndstankens udgangspunkt, at du skal starte med at forandre dig selv for at kunne efterleve din egen moral. Og du kommer i øvrigt til at fejle, så lad være med at fordømme andre alt for hårdt for det samme.

Frelserkomplekset er dovenskab i ny forklædning

Det kan godt være, at du tror, og bliver bekræftet af alverdens strømninger i samtiden i, at du kan løse alle verdens problemer, før du behøver at løse dine egne, men i sidste ende er det såmænd den gode gamle dovenskab, der spiller dig et puds. Det er jo trods alt den ultimative undskyldning for at undgå de hårde erkendelser og det hårde arbejde ved dig selv: At du er på en højere mission end dét. Men det er du ikke. Du kan kun for alvor være til nytte for andre, hvis du har et nogenlunde greb om dine egne problemer og din egen tilværelse.

Og selv hvis du nu skulle være i stand til at redde hele verden, ville det ikke ændre en tøddel ved dine brudte løfter til venner og familie, dine løgne, din skuffelse over at have sjoflet vigtige ting, dine utugtige og utro tanker, eller din misundelse over andres ting, som du ikke har.

Der er ikke noget større billede, der frikender din egen samvittighed for noget som helst, som du har gjort forkert, eller undskylder noget som helst, du har forsømt at gøre. Der er kun dét, at du er en synder. Og gudskelov for det. For dét kan du arbejde med hver eneste dag, når du har valget mellem at give efter for synden eller at stå fast på din samvittighed.

Og er det ikke fantastisk, at vi får sådan nogle chancer hver dag? Vi kan angre og arbejde med vores synder, og vi kan tilgive andres synder. Hver dag kan vi gøre os selv og verden bedre på dén måde, også selvom vi fejler. Således kan vi nu, helt selv, faktisk gøre noget i stedet for bare at råbe op imod alle denne verdens storme. For vi har altid et valg. Vi kan vælge at stræbe højere. Og gudskelov for dét.

Bragt i Information d. 14. marts 2025.

Alliancen: Vanopslagh om ny kampagne og fælles blå visioner for fremtidens Danmark

Liberal Alliance
14. marts 2025

“Du har altid et valg” er titlen på en ambitiøs ny kampagne, som LA netop har lanceret. Hvorfor kampagnen er nødvendig netop nu, og hvilke tanker der ligger bag, forklarer Alex Vanopslagh først i dagens program.

Derefter er emnet det borgerlige fundament under fremtidens Danmark, som LA, DD, K og DF i fællesskab er ved at støbe. Onsdag mødtes de fire partiledere til en samtale om den truende sikkerhedspolitiske situation, om fælles visioner og om forsvaret for ytringsfriheden.

Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)

Vært:
Mikkel Andersson

Podcast: Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark

Liberal Alliance
14. marts 2025

Borgerligt fundament: En samtale om den blå vision for fremtidens Danmark

Lederne af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative har sat hinanden stævne i Samtaleværelset på Christiansborg, hvor de vender deres fælles visioner for et mere borgerligt Danmark, de sikkerhedspolitiske trusler mod Danmark, og hvorfor både koranloven og racismeparagraffen undergraver ytringsfriheden.

Medvirkende:
Mona Juul (K)
Morten Messerschmidt (DF)
Inger Støjberg (DD)
Alex Vanopslagh (DF)

Vært:
Mikkel Andersson

Venstre bor i et bureaukratisk glashus – de bør næppe kaste med sten

Portræt af Sólbjørg Jakobsen
Sólbjørg Jakobsen
12. marts 2025

Når man har givet nøglerne til Statsministeriet til en socialdemokrat, som sætter den ene bureaukratirekord efter den næste, skal man nok ikke være lige så meget ude med riven efter Liberal Alliance, som Venstres politiske ordfører er.

I Liberal Alliance er der få ting, vi drømmer mere om, end en omfattende afbureaukratisering, hvor der bliver luget markant ud i antallet af bureaukrater i det offentlige, hvor regelbyrden på vores borgere og virksomheder reduceres drastisk, og hvor der sættes en stopper for unødigt spild af skattekroner på politisk projektmageri. Derfor kommer vi løbende med forslag, som har til formål at realisere vores drøm, og som enhver med hang til borgerlige og liberale idealer bør kunne se fornuften i.

Jeg kan imidlertid forstå på Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensens, kommentar i Berlingske forleden, at han ikke abonnerer på fornuften i vores afbureaukratiseringsdrøm. For i Liberal Alliance er vi angiveligt en flok hyklere, som »konstant foreslår initiativer, der kræver mere bureaukrati,« må man lade forstå. Lige så overrasket, som jeg kan blive over sådan en usammenhængende tirade, lige så trist kan jeg blive jeg på liberale – herunder fornuftige Venstre-folks – vegne. For deres partis politiske ordfører efterlader mig her i en besynderlig position, hvor mit modsvar skal forfattes, som om det var et modsvar til en politisk ordfører for Enhedslisten.

Først og fremmest må jeg påpege, at det selvsagt er tragikomisk at se en politisk ordfører for det (nominelt borgerlige) parti, som har gjort Mette Frederiksen til statsminister – en socialdemokrat, som sætter den ene bureaukratirekord efter den anden – lange ud efter et liberalt oppositionsparti og dets afbureaukratiseringsambitioner. For jeg begriber ganske enkelt ikke, at Venstre føler sig kaldet til at kaste med sten, når de selv bor i et bureaukratisk glashus.

Et bureaukratisk glashus, som består af en perlerække af nedslående bureaukratirekorder i en rådvild SVM-regering, der aktivt negligerer og modarbejder vores afbureaukratiseringsdrøm i Liberal Alliance. For at nævne nogle eksempler har antallet af administrativt ansatte i den offentlige sektor under SVM-regeringens vagt rundet 100.000 fuldtidsansatte for første gang nogensinde i danmarkshistorien. En rekord, som er kommet i hus efter en stigning på næsten 14.000 fuldtidsansatte, siden Mette Frederiksen for første gang gjorde sit indtog i Statsministeriet i 2019.

I samme tråd har statsministerens regeringssamarbejde med Venstre og Moderaterne blot intensiveret Socialdemokratiets offentlige overforbrug yderligere, da det med en gennemsnitlig årlig realvækst på 1,8 procent er lykkedes SVM-regeringen at overgå både Helle Thornings-Schmidts røde regeringskonstellationer samt Mette Frederiksens rene S-regering i offentligt forbrug.

Og samtidig har SVM-regeringen i stedet for at gå forrest og illustrere for danskerne, at man har tænkt sig at sætte handling bag de endeløse skåltaler om afbureaukratisering afviklet på diverse pressemøder og talertaburetter, med udpegelsen af 25 ministre sat danmarksrekord i antallet af ministre.

Afbureaukratiseringsforslag en masse

Mens Venstre har understøttet en regering, der bader i bureaukrati, kommer vi i Liberal Alliance som sagt løbende med forslag – store som små – der samlet set har til formål at tømme badekarret for overflødig vand.

Vi har for eksempel fremlagt vores plan for at indføre en bindende bureaukratilov, som blandt andet vil reducere antallet af administrativt ansatte i staten med 15.576 og dermed rulle antallet tilbage til 2018-niveau inden 2030. For nylig foreslog vi at råde bod på SVM-regeringens danmarksrekord i antallet af ministre ved at nedlægge en håndfuld ministerier, som vi mener kan nedlægges fra dags dato, uden at danskerne vil mærke nogen som helst forskel. Og seneste skud på stammen er vores forslag med norsk forbillede om at hyre en oprydningsgeneral fra erhvervslivet til at finkæmme og fjerne overflødige love, regler, puljer og projekter i det offentlige.

I mellemtiden har Jan E. Jørgensen stirret sig blindt på en række løse, usammenhængende eksempler, hvor vi angiveligt ikke handler, som vi prædiker, når det kommer til at luge ud i urskoven af unødigt bureaukrati. Men alle eksemplerne har en gennemgående fællesnævner, idet de næppe kan klandres for at indebære unødigt bureaukrati.

For det første langer han ud efter vores ønske i den blå opposition om en national undersøgelse af vold i folkeskolen. Og bevares, det kommer naturligvis til at koste nogle skattekroner at lave sådan en undersøgelse. Men vil Venstre virkelig karakterisere det som unødigt bureaukrati at blive klogere på, hvordan vi kan komme uforsvarlig vold på skolebørn- og lærere til livs?

For det andet har han set sig sur på vores forslag om at stramme reglerne for ansøgere af dansk statsborgerskab. Det er jeg helt og aldeles uforstående overfor. For vi mener nemlig, at det er en selvfølge for et borgerligt parti at gøre alt, hvad man kan, for at undgå, at antidemokrater bliver tildelt et dansk pas. Venstre derimod, må man forstå, mener, at det bidrager til unødigt bureaukrati at tage kampen imod antidemokrater alvorligt.

For det tredje kritiserer han vores forslag om at sløjfe puljer til diverse ulandsprojekter, der beskæftiger sig med alt lige fra at støtte arbejdet med meningsmålinger i Ghana til at fremme såkaldt intersektionel grøn feminisme i Georgien. For dem kunne Liberal Alliance jo blot have fjernet, »dengang Anders Samuelsen var udenrigsminister«. Det er et budskab, jeg egentlig er enig i. Jan E. Jørgensen glemmer dog imidlertid, at det var hans egen partifælle, Ulla Tørnæs, der som udviklingsminister havde ansvar for udviklingsbistanden.

Og for det fjerde kritiserer han blå blok for ikke at falde i svime over, at SVM-regeringen har igangsat en plan om at skære 1.000 administrative årsværk i staten. Vi støtter initiativet, men vi mener ikke, at det er noget at bryste sig med at ville fjerne en dråbe fra et hav, man selv er med til at udvide hver dag. Fra 2019 til 2023 blev der ansat 1.030 flere medarbejdere alene i centraladministrationens departementer, hvorfor jeg tvivler på, at SVM-regeringens beskedne spareøvelse vil skabe mirakler.

Så kære Jan E. Jørgensen. Drop nu at kaste med sten – i hvert fald, indtil du og dine partifæller er flyttet ud af jeres bureaukratiske glashus. Lad os hellere samarbejde om konkrete initiativer, som kan nedbringe bureaukratijunglen.

(Indlæg bragt i Berlingske d. 12. marts 2025)