Pernille Vermund
9. januar 2025

5 mio. kr. Så mange penge har ATP netop pumpet i en annoncekampagne, som har til formål at forbedre pensionskassens renommé.

Ikke nok med at du er tvunget til at have en pensionsopsparing hos ATP, og at de forvalter dine penge dårligt. Nu skal du altså også tvinges til at betale for, at ATP kan lave reklamer for sig selv – på trods af at virksomheden end ikke sælger et eneste produkt. Hvorfor egentlig det? Spørger man ATP’s kommunikationsdirektør skyldes det, at det er en del af deres “samfundsansvar og basale driftsopgave at sikre grundlæggende viden om ATP blandt medlemmerne”.

Men kaster man et blik på reklamerne, er den forklaring en tynd kop te. På én af reklamerne ser man f.eks. en gruppe midaldrende kvinder, der ligner nogen, som fejrer et mål i en fodboldkamp, med følgeteksten: “En god scoring. Noget bliver man aldrig for gammel til.” Hvordan bidrager denne reklame til grundlæggende viden om ATP? Svaret er, at det gør den selvfølgelig ikke. For sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt, der har til formål at kaste glans over pensionsmonopolet i en tid, hvor institutionen er under offentligt pres – og ikke at det er en velment “oplysningskampagne”. Det er slet og ret ikke OK, at danskernes skattekroner bliver formøblet på den måde.

ATP skal ikke spilde danskernes tvangsopkrævede pensionsmidler på at præge den offentlige debat. De skal fokusere på at løse den opgave, de er blevet stillet. Nemlig at få danskernes pension til at vokse. Men også her fejler ATP. I en rapport fra 2023 udarbejdet af forskere fra CBS konkluderes det, at ATP de seneste ti år kun har formået af at skabe et afkast, der er det samme som en simpel, passiv global aktieinvestering – men at dette imidlertid er sket med en væsentlig højere risiko. ATP forvalter en formue på ca. 700 mia. på vegne af 5,6 mio. danskere. Måske tiden er inde til at diskutere, om et pensionsmonopol, hvor investoren ikke selv har hånden på kogepladen, også hører fremtiden til? Sandheden er jo, at reklamefråseriet er et PR-projekt

(Indlæg bragt i Børsen d. 9. januar 2025)