Liberal Alliance
5. januar 2023

Bettina Eriksen, som har været byrådsmedlem for Venstre i Kerteminde Kommune, skifter nu til Liberal Alliance.

Liberal Alliance har fornøjelsen af at byde endnu et nyt byrådsmedlem velkommen i partiet. Bettina Eriksen er det fjerde byrådsmedlem, der i de seneste fire måneder har meldt sig under Liberal Alliances faner.

Vi savner en klar liberal borgerlig stemme i Kerteminde Kommune, der vil forpligte sig på ikke at pege på en socialdemokratisk borgmester, og det har vi nu taget konsekvensen af, lyder Bettina Eriksens begrundelse for skiftet.

Bettina har været medlem af byrådet siden kommunalvalget i november 2021, og hun er næstformand for kommunens Erhvervs- og vækstudvalg samt medlem af Plan- og teknikudvalget. Bettina arbejder til dagligt som administrerende direktør i virksomheden Stratos AI, og derudover er hun bestyrelsesmedlem i Kertemindes forsyningsselskab.

Storkredsformand for Liberal Alliance i Fyns Storkreds, Camilla Silfverberg, glæder sig over, at Liberal Alliance nu bliver repræsenteret Kertemindes Byråd:

Vi er meget glade for at byde Bettina velkommen i Liberal Alliance. Vi har i de seneste år arbejdet for, at partiets lokale repræsentation skal styrkes, og med en kompetent kommunalpolitiker som Bettina kommer Liberal Alliance til at stå langt stærkere i Kerteminde Kommune.

For kontakt og interview:
Bettina Eriksen (2423 7530)
Mads Strange, rådgiver i Liberal Alliance (6162 3526)

Liberal Alliance
8. december 2022

Det bliver Ole Birk Olesen, som skal være gruppeformand for Liberal Alliances nye og meget større folketingsgruppe. LA gik ved folketingsvalget frem fra 3 til 14 medlemmer, som nu har valgt Ole Birk Olesen som gruppens formand. Alex Vanopslagh er Liberal Alliances politiske leder og
partiformand.

Ole Birk Olesen blev første gang valgt til Folketinget for Liberal Alliance i 2011, og han er siden blevet genvalgt til Folketinget alle tre gange, der har været valg. Han fungerede under VLAKregeringen fra 2016-2019 som transport-, bygnings- og boligminister og var også gruppeformand for Liberal Alliance i den forgangne valgperiode.

Ole Birk Olesen lægger vægt på, at det politiske arbejde i en folketingsgruppe er en holdindsats.

”Partipolitik for LA i Folketinget handler om, at hvert enkelt gruppemedlem skal begynde arbejdsdagen med at tænke på, hvad man kan gøre af gode ting for at fremme den liberale sag i dag. Det skal man gøre på en måde, så både man selv og resten af partiets folketingsgruppe kan se sig selv i det, og så vi løfter vores fælles ansvar sammen og skaffer endnu mere indflydelse til LA i fremtiden. Det er, hvad vores vælgere forventer af os, og det er, hvad vi skal levere”, siger Ole Birk Olesen.

Ole Birk Olesen er valgt til Folketinget i Københavns Storkreds, hvor den oprindelige sønderjyde også har boet i nu over 25 år.

For kontakt og interview:
Mads Strange, politisk rådgiver:
Tlf.: 6162 3526 / Mail: mads.strange@ft.dk

Liberal Alliance
17. november 2022

Liberal Alliances nye folketingsgruppe har fordelt ordførerskaber.

Støvet fra valgkampen har efterhånden lagt sig, og med Liberal Alliances fremgang fra 3 til 14 mandater har partiets nye gruppe nu fordelt ordførerskaber. Folketingsgruppens fordeling af ordførerskaber ser ud som følger:

  • Alex Vanopslagh: Politisk ordfører
  • Henrik Dahl: Udenrigsordfører
  • Ole Birk Olesen: Finansordfører og miljøordfører
  • Sólbjørg Jakobsen: Beskæftigelsesordfører, ligestillingsordfører og Færøerneordfører
  • Carsten Bach: Forsvarsordfører, fødevareordfører og Grønlandsordfører
  • Jens Meilvang: Transportordfører og ordfører for landdistrikter- og øer.
  • Louise Brown: Sundheds- og epidemiordfører
  • Helena Artmann Andresen: Børne- og undervisningsordfører samt boligordfører
  • Katrine Daugaard: Socialordfører samt kirke- og kulturordfører.
  • Lars-Christian Brask: Erhvervsordfører og indenrigsordfører
  • Sandra Elisabeth Skalvig: Uddannelses- og forskningsordfører samt indfødsretsordfører
  • Steffen Frølund: Skatteordfører og klimaordfører
  • Steffen Larsen: Retsordfører samt udlændinge- og integrationsordfører
  • Alexander Ryle: EU-ordfører, IT-ordfører samt ordfører for § 71

Partiformand Alex Vanopslagh udtaler i den forbindelse: ”Vælgerne har givet Liberal Alliance et rigtig godt valg, og vi har fået mange profiler ind i folketingsgruppen med et stort potentiale. Jeg glæder mig meget til at følge den nye gruppe og se dem udmærke sig på deres nye ordførerposter”.