Liberalismen har stadig masser at bidrage med

Alex Vanopslagh
5. februar 2021

Liberalismen skal ikke længere prædike normløshed i en tid, som kalder på fællesskab.

Martin Krasniks spændende leder i sidste uge handlede ikke blot om Venstres genvordigheder, men også om liberalismens krise. I Venstre har de nok at se til for tiden, så jeg tillader mig at svare på sidste del som formand for Danmarks liberale parti.

Liberalismen er nok den bedste idé siden protestantismen. Tanken om, at alle mennesker har samme iboende værdi, som ethvert politisk system skal respektere, og at mennesker trives bedst i frie fællesskaber, var og er epokegørende – og totalt i strid med menneskets instinkter som stammekrigere.

Borgerrettigheder, demokrati og markedsøkonomi har vundet kampen om ideerne så eftertrykkeligt, at selv socialister har opgivet (påstår de) at ødelægge dem til fordel for at forandre dem. Men Krasnik har fuldstændig ret i, at liberalismen er i krise.

Hvordan kunne det dog gå så galt? Liberalismen lider desværre af Sankt Jørgen-syndromet: Sagnet om Sankt Jørgen handler om en modig helgen, der reddede en by fra en farlig drage. Men efter at have nedlagt dragen siges det, at han gik på jagt efter mere og mere fantasifulde drager at nedlægge. Han kunne ikke finde sig til rette med, at han havde sejret. Han glemte, at han nedlagde dragen for andres skyld, ikke sin egen.

Liberalismens sejr kulminerede i det, Francis Fukuyama efter verdensbolsjevismens fald døbte »historiens afslutning«. Markedsøkonomi og globalisering har løftet omtrent en milliard mennesker ud af fattigdom og er fortsat med at udvikle de vestlige samfund som de mest velstående og velfungerende i verdenshistorien.

Men i de seneste år har vi set et regulært oprør mod den liberale orden med åbenhed, globalisering og frigørelse, både fra højre og venstre.

Og liberalismen kan ligne et falmet modekatalog fra 1991: førende i sin tid, men nu ganske kikset.

Liberalismen har verdens bedste økonomiske model, men er endt med at fokusere på en lang række abstraktioner, vækstrater og højtsvævende principper. Det skyldes blandt andet, at liberalismen i sin post-1989-eufori mere eller mindre har kappet båndene til sin gamle ærkefjende og siden bedste makker: konservatismen. Når liberalismen og konservatismen spiller godt sammen, opstår borgerligheden.

Når de strides, bliver konservatismen populistisk, dyster og autoritær, mens liberalismen bliver gold og normløs. Sankt Jørgen glemmer, at han ikke bare kæmper mod noget, men også for nogen.

Liberalismen prædiker i alt for høj grad normløshed i en tid, hvor sulten efter normer vokser og vokser.

Kampen for frihed er blevet til kampen for frigørelse fra alle menneskets sociale og historiske bånd – og ansvaret er forsvundet. Sankt Jørgens dragefantasier er blevet mere og mere groteske.

Krasnik har nemlig ret i, at tidsånden kalder på det fælles. Vi er snublet ind i en kamp om, hvilke normer og værdier der skal definere de vestlige samfund. I den kamp strides smålige fællesskaber om blandt andet race, køn og religion fra både højre og venstre.

Ofte på en primitiv og destruktiv måde, men de tilbyder dog at være fælles om noget, modsat liberalismen.

Naturligvis og heldigvis kan liberalismen reddes. Vi må genfinde liberalismens evne til at appellere til ansvaret, til det, der binder folk sammen i et frit samfund. Vi må genfinde emner, der giver mennesker mening i tilværelsen: nærhed, familie, det fælles – tale til folks hjerter, ikke blot deres hjerner og slet ikke blot deres pengepung.

I Liberal Alliance har vi forsøgt i det små med udspil som FriPension og vores familieudspil, der giver småbørnsfamilier et skattefradrag til at passe egne børn. Skattepolitik behøver ikke at være regnearkspolitik. Det kan og skal også være politik, der hjælper borgerne med at få meget mere end penge, eksempelvis flere års otium eller mere tid med deres børn.

Vi liberale skal anerkende, at vores samfund kun kan bevare sin sammenhængskraft og det liberale demokrati, hvis borgerne føler sig som en del af noget fælles og ikke løsrevet hver for sig i en aggressiv identitets-og normkamp.

Derfor skal vi genfinde den myndige samfundsborger som liberalismens fokus. Forudsætningen er blandt andet en borgerlig uddannelsespolitik med fokus på færdigheder, kundskaber, dannelse og kendskab til samtid og fortid. Den myndige samfundsborger er forpligtet på det store fællesskab, der vokser ud af de nære. Og står fast på, at systemet er en tjener og ikke en herre.

Et konkret eksempel: For nylig foreslog vi at indføre borgerbedømmelser i velfærden, som skal belønne de bedste ansatte med mere i løn. Foreløbig kun i hjemmehjælpen i Københavns Kommune, men vi vil gerne have en bred debat om logikken bag. Det har vi fået. De røde partier og deres fæller i den offentlige fagbevægelse er gået til heftigt modangreb. Det har ikke skortet på fordømmelserne – ord som »mistillid« og »hetz« går igen.

Man kan have alle mulige saglige indvendinger til teknikken i vores forslag. Men logikken – at borgernes ønsker må være i centrum, at borgerne er de bedste til at bedømme kvaliteten af deres egen velfærd (som de selv betaler for), og at alle offentlige ansatte ikke er lige gode – har også mødt massiv modstand. Velfærdsstatens vigtigste funktioner er åbenbart at sikre arbejde til en masse mennesker og at sikre politikere, embedsmænd og ledelsen i den offentlige fagbevægelse mest magt over samfundet.

Systemet først.

Dét er modsætningen til den myndige samfundsborger: velfærdsstatens ydmyge fæstebonde, der har værsgo at aflevere en stor del af høsten til herremanden, der allernådigst giver den service igen, han i sin genialitet nu beslutter, at man skal have. Det hele pakkes ind i en fortælling om velfærdsstaten som et stort fællesskab.

Debatten om borgerbedømmelser viser, at fortællingen er falsk. Den er ikke andet end et skalkeskjul for et system, der spiser borgernes penge til forret, deres frihed til hovedret og deres ansvar til dessert. Vist er den ikke nogen drage som enevælden eller verdensbolsjevismen, men den socialdemokratiske velfærdsstat er glubsk. Til gengæld tilbyder den borgerne noget at være fælles om – og det er formentlig hemmeligheden bag Mette Frederiksens vinderopskrift.

Mener vi liberale alvorligt, at vi stadig har verdens bedste idé at tilbyde borgerne, må vi udfolde den, med blik for at mennesker har brug for forpligtende fællesskaber og ikke blot grænseløs frihed. Og at et samfund baseret på frihed og ansvar er bedre for mennesker at leve i end en tung socialdemokratisk stat med falsk tryghed.

For det er bedre med markedsøkonomi end politisk planlægning. Det er bedre med ansvarsfulde borgere end krævende klienter. Det er bedre, at staten tjener borgerne, end at den bruges af nogle af borgerne til at udnytte de andre. Det er bedre, at folk bliver belønnet for deres indsats, end at alle har det lige dårligt. Verden er hård og til tider ond, men vi kan gøre den bedre ved at være ansvarsfulde og ordentlige mennesker, der hjælper hinanden i stedet for at forvente, at andre gør det.

Vist er der nok ikke flere drager at nedlægge, men liberalismens Sankt Jørgen har meget mere at bidrage med, hvis han husker, at han kæmpede for nogen og ikke bare mod noget.

(Debatindlæg udgivet i Weekendavisen d. 5. februar 2021.)

Sæt borgeren først – vanvittigt og absurd?

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

I Liberal Alliance er vi så vanvittige og absurde, at vi tror på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats.

Kort sagt: Vores lille forslag går ud på at teste et rating-system i hjemmehjælpen i København, hvor borgerne bedømmer kvaliteten af deres service over for hjemmeplejen, og de ansatte, der yder den bedste indsats, belønnes med en bonus på op til 10 % oveni deres løn. Ikke en offentlig gabestok, men for at vriste de varme hænder ud af jerngrebet fra de kolde i den offentlige administration. Ikke for at give nogen mindre i løn, men for at belønne de bedste.
Det har vi foreslået, fordi vi altid arbejder for at sætte borgeren først. Også i velfærden.

Vi ved alle, at den omsorgsfulde og varme SOSU-assistent kan gøre en enorm forskel for ældre. De skal belønnes for at gøre mere, end der forlanges af dem.

Det kan jeg så læse, at Digital Redaktør Tobias Niebuhr i en leder 02/02 i lighed med venstrefløjen opfatter som ”vanvittigt” og ”absurd”.

Der er mange, der gør sig lystige over at forestille sig samme system med politikere. Men det har vi jo lige præcis cirka hvert fjerde år: Sidst fik vi 4 stjerner ud af 179 mulige, tæt på 0. Men det gjorde vi jo netop fordi, vi i Danmark tiltror borgerne, at de kan sammensætte Folketinget.

Men deres egen hjemmehjælp, den kan de åbenbart ikke bedømme.

Det får mig til at tænke på departementschefen Sir Humphrey i den engelske komedie ”Javel, Hr. Minister”, der siger, at forældre er de værst tænkelige mennesker, man kan sætte til at vælge skole til deres børn.

Samme mentalitet er på spil her. Vi må forstå, at abstrakte måltal, skemaer, konsulentrapporter, mellemledere, strategiseminarer og godt gammeldags fedteri for chefen til sammen udgør et langt mere præcist billede af kvaliteten i hjemmehjælpen end oplevelsen hos de borgere, som får besøg af hjemmehjælpere.

Javel, Hr. Redaktør.

Vi er ikke stædige med teknikken i vores forslag. Kun med logikken: At borgerne skal bedømme deres velfærd.

Selvfølgelig kan et rating-system ikke udvides til behandlere og myndighedspersoner, men hvis ikke formålet med eksempelvis hjemmehjælp er at gøre borgeren tilfreds, hvorfor har vi den så overhovedet i offentligt regi?

Det er en ærlig sag at tro på, at velfærden bliver bedre, bare den bliver dyrere, eller at vi bare mangler ét nyt afbureaukratiseringstiltag fra en regering i den ubrudte række af tiltag siden Schlüter, før vi er i mål.

I Liberal Alliance tror vi på, at velfærden er til for borgeren, og at mennesker motiveres positivt af en belønning for en god indsats. Hvis det er vanvittigt og absurd, så god fornøjelse med at være normal.

(Indlæg bragt i Århus Stiftstidende 04/02/21 under titlen ”Sæt borgeren først – er det vanvittigt og absurd?”)

Kursen er sat mod stilstand, ikke reformer

Alex Vanopslagh
4. februar 2021

Mette Frederiksens nye reformkurs er et slagnummer, der skal rydde op efter egne ulykker.

Mette Frederiksen trak overskrifter i sidste uge, fordi hun udtrykte en holdning til økonomisk politik. Det var nye toner! Efter at have brugt sin regeringstid på ganske systematisk at gøre Danmark fattigere, vil Mette Frederiksen nu slå ind på en ” reformkurs”.

Mange var imponerede, men som altid med Mette Frederiksen er der langt fra de store ord til virkeligheden.

Mette Frederiksens store slagnummer er grundlæggende at rydde op efter sine egne ulykker. Mette Frederiksen har reduceret beskæftigelsen med tidlig pension til sine kernevælgere og vil nu gerne lukke det hul igen. Det er enormt uambitiøst. De nye idéer er naturligvis samtidig blot fugle på taget, da der ikke er konkrete politiske forslag på bordet. Men selv hvis vi lader tvivlen komme Mette Frederiksen til gode, så er det allerbedste, vi kan håbe på fra vores statsminister, stilstand.

Generationer af politikere før Mette Frederiksen har taget ansvaret på sig og fået flere danskere i arbejde og gjort Danmark rigere. Også selvom det ofte har været upopulært på den korte bane. Det er det, der gør, at vi har noget at stå imod med, når coronakrisen kradser.

Det er også de upopulære beslutninger, der finansierer Mette Frederiksens valgløfter.

Vækst og fremgang
Socialdemokratiet og støttepartierne opfører sig som en forkælet arving, der lever et luksusliv og nyder godt af familiens formue, men ikke selv vil arbejde og i øvrigt skyder forældrene i skoene, at de fokuserer lidt for meget på penge. Det er vist det, man på venstrefløjen vil kalde privilegieblindhed.

Fremgang er nemlig vigtigt.

Havde danske politikere siden 1960′ erne haft samme lave ambitionsniveau som Mette Frederiksen, var vores velstandsniveau i dag – i bedste fald – på niveau med Tyrkiet og Mexicos. I 1960′ erne var der også nogle, der mente, at vi ikke behøvede fremgang, men hvor skal vi prise os lykkelige for, at fornuften sejrede.

Politik skal belønne
Fælles for dem, der mener, at vi ikke behøver fremgang, er ofte, at de har deres på det tørre. Når man har sikre indkomster fra det offentlige, et hus med friværdi, ja, så kan det da virke, som om vi ikke har brug for mere fremgang i Danmark.

Det er egentlig utroligt, at det er nødvendigt stadigvæk at sige det, men vækst og fremgang er fundamentet for en god fremtid. Når man fører politik, der ikke straffer, men rent faktisk belønner initiativ og flid, får vi innovation, flere arbejdspladser, større velstand, flere muligheder, mindre fattigdom -listen er lang og kan fyldes ud med langt de fleste af vores ambitioner og drømme.

Det er alt sammen enormt vigtigt, men for os i Liberal Alliance er det vigtigste, at vi fremmer frihed og ansvar. Det giver myndige borgere i et frit samfund frem for umyndiggjorte klienter i en socialdemokratisk stat præget af stilstand.

Og det kan godt være, at det værste i verden for venstrefløjen er, at hårdtarbejdende mennesker bliver belønnet, men den glemmer, at den stilstand, som følger deres politik, særligt rammer danskerne på kanten af arbejdsmarkedet hårdest.

De er de første, der bliver fyret, når tilbagegangen rammer, og de kan først få et arbejde igen, når der er fremgang.

Socialdemokratiet glemmer de danskere, der ikke er født med en arv, de kan tære på, og forældres netværk, der kan hjælpe dem frem.

De danskere, der har de hårdeste odds mod sig for at kunne give deres familier en bedre fremtid, kommer til at kæmpe en ulige kamp i et samfund uden fremgang og vækst.

Det er simpelthen uretfærdigt. Og det er uværdigt, at venstrefløjens eneste tilbud til de svageste er flere og højere offentlige ydelser.

100.000 job
Mennesker har ikke bare brug for en indkomst. De har brug for at føle sig nyttige. Og venstrefløjens model med at parkere en større og større del af bunden af arbejdsmarkedet på passive ydelser har for længst spillet fallit – det fanger ikke blot mennesker på en permanent lav indkomst, det fratager mennesker følelsen af myndighed og af at gøre nytte.

Liberal Alliance ønsker et samfund, hvor flere får muligheden for – og hjælp til – at føle, at de gør nytte.

Ikke for regnearkenes skyld.

Men fordi, det slet og ret er retfærdigt.

Derfor lægger Liberal Alliance så meget vægt på, at vi som politikere skal blive ved med at sikre fremgang i Danmark. Vi har fremlagt en 2030-plan, der rundt regnet vil skabe 100.000 job og gøre vores økonomi mere end 100 mia. kr. større i 2030.

Vi ved godt, at det nok bliver svært at samle 90 mandater omkring en så ambitiøs plan i dag, men Folketinget må og skal holde fast i retningen. Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

Vi kan gøre det bedre end Mettes socialdemokratiske stilstandssamfund.

(Kronik udgivet i Børsen d. 4. februar 2021.)

Erstatning til minkavlerne – en smule retfærdighed for ofrene for Mette Frederiksens ugerninger

Ole Birk Olesen
29. januar 2021

I denne uge har vi været med i en aftale, der sikrer erstatning til minkavlerne. Det var på tide.

I den forbindelse debatteres det, om det er rimeligt, om regningen er for stor – eller for lille.

Men lad os lige tænke over, hvad sagen handler om. Den handler om Mette Frederiksens ulovlige, unødvendige og umenneskelige aflivning af mink-erhvervet. Og at minkavlerne nu siden november har stået med et livsværk i ruiner og hatten i hånden, pænt ventende på, at regeringen tog ansvar for sine ugerninger.

Endelig landede vi en aftale. Et sted mellem 15 og næsten 19 milliarder vil erstatningen løbe op på. Men det manglede altså bare.

Jeg er glad for, at Liberal Alliance er med i aftalen. Det giver en fair erstatning, så avlerne ikke bliver spist af med et urimeligt beløb, sådan som de rødeste partier foretrak.

Det er ingen hemmelighed, at vi gerne havde set en bedre ordning til at lade dele af minkavlen gå i dvale og starte op igen. For jeg synes, vi kan være stolte af vores minkavl i Danmark, og jeg håber, vi igen kan blive førende i verden en dag. Men det var der ikke flertal for.

For at skaffe flertal krævede det også, at vi kom de røde partier i møde med lidt ekstra dagpengetid og en økologipulje. Det er den slags gøgl, de røde altid vil have, og det er den pris, vi må betale for at sikre erstatningen – det var ikke værdigt at lade minkavlerne vente længere.

Og ja, det er en stor regning. Det er den, når staten begår den slags overgreb på borgernes grundlovssikrede rettigheder. Og det er jo et erhverv, der generelt omsætter for milliarder hvert år.

Selvfølgelig skal der finde en ordentlig erstatning sted i sådan en situation. Det forstår jeg ikke, at folk besværer sig sådan over.

Ja, det er jo ærlig talt lidt morsomt at se folk, der altid er villige til at kaste flere skattepenge efter ethvert selvudråbt offer for undertrykkelse, pludselig stejle, når de har med ægte ofre for statslige overgreb at gøre.

For lad os lige huske, hvad de blev udsat for: Mette Frederiksen ødelagde erhvervet uden lovhjemmel, på et papirtyndt grundlag og uden en anbefaling fra sundhedsmyndigheder.

Den sag er vi slet ikke færdige med at stille Mette Frederiksen til ansvar for. Men nu har de største ofre for hendes politik i det mindste fået en rimelig erstatning.

Er det fair, at skatteyderne skal betale prisen for Mette Frederiksens usaglige og ulovlige ødelæggelse af dansk minkavl?

Staten har begået overgrebet – på Mette Frederiksens befaling – og staten betaler erstatning.
Men er man utilfreds med, at man som skatteyder skal betale for den slags, og at der i øvrigt smides irrelevant gøgl med i aftalen, er der kun én ting at gøre: At stemme borgerligt næste gang, så vi kan få et flertal og en statsminister, der respekterer Grundloven og vores hårdtarbejdende borgeres skattekroner i al almindelighed.

Det kan kun gå for langsomt.

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt

Henrik Dahl
18. januar 2021

At Twitter og en række andre tilsvarende selskaber har lukket Donald Trumps konto kan for selv den mest rettroende liberale forsvares til og med det tidspunkt, hvor faren for et statskup definitivt er drevet over. Det vil formentlig sige til og med 20. januar.

For her er, hvad en af liberalismens kernefilosoffer – John Stuart Mill – siger om ytringsfrihed og indskrænkning af den i bogen »On Liberty«, der udkom i 1859: Den opfattelse, at kornhandlere udsulter de fattige, eller at privat ejendom er tyveri, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i pressen, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran en kornhandlers hus, eller når den omdeles til den samme pøbel i form af et flyveblad.

Citatet kan uden forvrængning af den oprindelige mening omformes til: Den holdning, at Joe Biden snød ved valget, bør være uantastet, når den fremkommer generelt i medierne, men bør med rette straffes, når den udtrykkes mundtligt til en ophidset pøbel foran Kongressen, eller omdeles til samme pøbel på Twitter.

Twitter ønsker heldigvis ikke at være medskyldig i noget, der er en overhængende fare for vil udvikle sig til en grov forbrydelse. Det kan fuldt ud retfærdiggøres i en liberal optik. Når de amerikanske efterretningstjenester med sikkerhed kan fastslå, at faren for vold og optøjer er drevet over, bør Donald Trump til gengæld have muligheden for at gøre brug af sin ytringsfrihed på de sociale medier tilbage.

Men tilbage står problemet: Hvad bør man gøre med voldelige sekter? For sagen er den, at dele af Republikanerne og dele af den ekstreme højrefløj i amerikansk politik har udviklet sig på en måde, der nøje svarer til, hvordan sekter fungerer.

Den bedste kortlægning af, hvordan tænkningen i en sekt folder sig ud, er formentlig bogen »When Prophecy Fails« af de amerikanske socialpsykologer Leon Festinger, Henry Riecken og Stanley Schachter.

Bogen udkom i 1956 og beskriver en lille sekt i Chicago, som tror, at Jorden snart vil blive tilintetgjort af rumvæsener.

Det, der er karakteristisk for sekten, er, at den så at sige er aktivt ukritisk. Det vil sige, at al logisk tænkning over sektens troslære er suspenderet, og at al viden og alle argumenter imod trossætningerne enten filtreres væk eller bortforklares med en omfattende system af begreber og pseudokendsgerninger, der bekræfter sektens medlemmer i deres tro.

Da Jorden – forventeligt for alle andre end sektens medlemmer – ikke går under, kommer lederen straks med den forklaring, at netop den stærke tro på rumvæsenerne har bevirket, at de har forbarmet sig over alle jordboerne og vist dem nåde. Også det accepterer sektens medlemmer, og på den måde står hele dens bygning af tro fuldkommen intakt. Selv efter, at fundamentet er blevet ramt af noget, man skulle tro var dynamiteksplosioner: Virkeligheden og sandheden.

UFO-sekten var harmløs, og den gav anledning til en god og inspirerende bog. Men store og voldelige sekter, der lever i deres egen verden og ikke kan nås med den form for logik og empiriske argumenter, der får normale mennesker til at overgive sig, er en udfordring for et demokratisk samfund.

Trump-fascismen har vist sig at være en bevæbnet og farlig sekt af en betydelig størrelse. Det samme var for eksempel Islamisk Stat. Dens inderste kerne er decideret kriminel, og bør håndteres som sådan. Men hvordan man dræner – med Helmut Schmidts rammende udtryk – sumpen af sympatisører, uden at gøre vold på retssamfundet, er og bliver en kæmpe udfordring.

Små skridt på borgerens side skal gøre Danmark rigere

Alex Vanopslagh
15. januar 2021

Vores hårdt prøvede erhvervsliv har brug for en hjælpende hånd. Og siden vi lever i landet med verdens højeste skatter, er det oplagt at lette skattebyrden. I denne uge har Liberal Alliance to beslutningsforslag i Folketinget om netop det.

Det første handler om med et lidt teknisk udtryk at udføre fuld momsafløftning på erhvervsmæssige restaurationsbesøg. Det betyder, at virksomheder kan få fuld fradrag for momsen på restaurantbesøg, hvor de nu kun får fradrag for 25%.

Deloitte vurderer, at omsætningen i restaurationsbranchen faldt med 30% i første halvår af 2020, og med den hårde nedlukning, vi nu er i, ser andet halvår uden tvivl også slemt ud.

I vores nabolande har man for længst indført fuld momsafløftning – og har i øvrigt i forvejen lavere moms for restaurationsbranchen, som kommer alle forbrugere til gode. I Sverige er den 12%, i Holland 9% og i Storbritannien 5%. Nu prøver vi at flytte Danmark lidt i samme retning.

I flere nabolande har de også lavere selskabsskat end vores på 22%. I Sverige er den 20,6%, i Storbritannien er den 17% og i Holland er den 21%. Vores andet forslag handler om at indføre hollandske tilstande – dvs. sænke vores selskabsskat med et enkelt procentpoint.

Det vil ifølge Skatteministeriet løfte BNP med 3,3 mia. kr. og betyde 300 ekstra i beskæftigelse, fordi det vil være mere attraktivt at investere i danske virksomheder – og ikke påvirke uligheden. Finansministeriet vurderer, at hvis man sænker selskabsskatten med 1%, øges timelønnen med 0,2%. Det koster tilmed kun ca. 1,3 mia. kr. for statskassen.

Det er med andre ord så godt som gratis at gøre det billigere at gøre Danmark rigere. Det burde ligge ligefor, hvis gerne vil hjælpe Danmark fremad, hvis man altså kan se ud over misundelsespolitikken.

Det er små tiltag. Men når vi har den mindst erhvervsvenlige regering i mands minde, må vi kæmpe for alle forbedringer. Og det vil betyde alverden for nogle af de borgere, der kæmper for deres livsværk i en benhård coronakrise.

Det er sådan, vi fører politik i Liberal Alliance. På borgernes side.

(Kommentar bragt i Børsen d. 15. januar 2021)

Støjberg og Trump fortæller samme historie: Et levedygtigt politisk projekt kan ikke bygges på populisme

Ole Birk Olesen
12. januar 2021

Hvis man savner politisk integritet, er populismen tillokkende: Man kan opbygge hele partier på at sige det, der er populært hos vælgere, som ikke ved bedre end de usandheder, man taler dem efter munden med. Måske kan man endda erobre valg og regeringsmagt. Men tilfældene Donald Trump og Inger Støjberg viser os, heldigvis, at populisme kun er en kortsigtet vinderstrategi.

Både venstre og højre side af det politiske spektrum har sine populister. Tro ikke, at blot fordi de mest bemærkelsesværdige populistiske tabere i disse uger kommer fra højre, er det et enestående højrefænomen at tale imod bedre vidende i et forsøg på at score politisk profit. Tag et emne som udlændingepolitik:

Det er på den ene side populistisk at påstå, at der findes letkøbte løsninger på tidens indvandrer- og integrationsudfordringer, som ikke allerede er overvejet og forkastet, mens man selv var en del af det regerende flertal. Sådan har Dansk Folkeparti altid gjort, og det gør Det Konservative Folkeparti for tiden også.

Men det er sandelig ikke mindre populistisk, når man på den anden side påstår, at indvandringen op gennem 80erne og 90erne ikke udgjorde og udgør et meget væsentligt problem i Danmark, og at man derfor fint ville kunne afskaffe de stramninger, som er blevet gennemført fra 00erne og frem. Den slags hører vi fortsat fra partier som Enhedslisten og de Radikale.

Alle, som har forstand, og som er ærlige over for sig selv, ved, at disse to udlændingepopulistiske positioner er bragesnak med det formål at score vælgerprofit hos folk, som bekymrer sig for lidt om den politiske substans. Derfor hører man også blot udenomstale, når medlemmer af de udlændingepopulistiske partier stilles kritiske spørgsmål om emnet, uanset om de hedder Pia Kjærsgaard og Marcus Knuth eller Zenia Stampe og Pernille Skipper.

Det umulige flertal

Det er desværre umuligt at danne regering uden mandatbidrag fra populister. Socialdemokratiet har brug for selv de mest populistiske mandater fra venstrefløjen, dem fra Enhedslisten, og vi blå kan ikke undvære mandater fra vores egne populister, uanset hvilke partier de for tiden råber højest i.

Tanken om den store forbrødring af såkaldt »ansvarlige partier« på den lige så såkaldte »midte« ser fuldstændig bort fra, at vi på hver side af denne politiske midte vil forskellige ting i store og stadig helt afgørende spørgsmål om skat, beskæftigelse, den offentlige sektors drift og erhvervslivets vilkår. Hvordan skulle liberale og konservative i disse spørgsmål kunne finde fælles fodslag med Mette Frederiksens reformforskrækkede udgave af Socialdemokratiet og folkesocialisterne i SF? Det lader sig ikke gøre – vi vil noget ganske forskelligt.

Så populisterne er et vilkår for regeringsførelse, som vi må leve med – og altid har levet med. Det er jo ikke nyt, det her.

Populisme som projekt

Det nye, som vi i de senere år har oplevet blandt blå politikere og meningsdannere, er kravet om, at populismen skal gøres til målet for vores politiske indsats. Altså, ikke bare noget som må håndteres og rummes på egen fløj som et vilkår, men at populismen skal gøres til selve det politiske projekt, som de blå partier skal forenes om.

Det har vi mest tydeligt set i USA med Donald Trump og i Danmark blandt blå meningsdannere, som har fremhævet Trump som et forbillede, som danske politikere burde tage ved lære af. De danske fortalere for Trump har bl.a. været Eva og Rune Selsing, Kasper Støvring, Søren Hviid Pedersen og Asger Aamund. De har heppet på Trump til trods for alle hans løgne, hans afsindige råberi på sociale medier og den forventede fare for, at han ville forsøge at sabotere en demokratisk valghandling.

Trump var ikke kun populær hos en formuende elite, men også hos mennesker med lave indkomster, og er det ikke netop de blå partier i Danmarks store problem for tiden, at folk med almindelige indkomster bakker Mette Frederiksen op? »Lær af Trump!« har det bl.a. lydt.

Men den lære, som kan drages af Trump, er, at han kun formåede at vinde ét valg. Hans brovtende facon og hans ligegladhed med sandt og falsk hjalp ham med at få opbakning fra den midte, som eksisterede for fire år siden. Men hans embedsperiode skabte samtidig en ny midte af mennesker, som så på hans styre med bekymring og gav valgsejren til en mere tilregnelig Biden i 2020.

Trumps populisme havde kun kortsigtet appel. Den lukrerede på en eksisterende opbakning blandt rolige og forstandige republikanere og tilføjede så vælgergrupper med anderledes radikale og forskruede opfattelser af amerikansk politik, hvilket tilsammen gav Trump valgsejren i 2016.

Men allerede i 2020 stod Trump alene tilbage med de radikaliserede og forskruede og havde tabt opbakningen fra normalt trofaste republikanere med mere tillid til »eliten«, til videnskabelig konsensus og til det amerikanske samfunds institutionelle fundamenter.

Herhjemme mener dele af Venstre, dele af De Konservative og både DF og Nye Borgerlige, at Inger Støjbergs danske udgave af Trumps foragt for sandt og falsk og muligvis også ligegladhed med lov og orden er vejen frem for et samlet blåt regeringsalternativ. De blå partier skal blot kommunikere mere hårdtslående intentioner om at ville gøre noget ved problemerne knyttet til indvandring og efterfølgende integration, og så vil det vælte ind med tomler op på Facebook og vælgere ved valgene.

Det første er rigtigt, det sidste er ikke.

Likes saboterer

På Facebook er folk, som tror på lette løsninger i udlændingespørgsmål, lige så overrepræsenterede, som Enhedslistevælgere er overrepræsenterede på Twitter. Deres mange ‘likes’ og ‘dislikes’ saboterer nogle blå politikeres evne til at tolke, hvad folk, som de er flest, i virkeligheden mener.

Blandt alle danskere har der aldrig været mere end 15 pct. opbakning ved valg til partier, som har hævdet, at udlændingepolitik trumfer alt andet, og at løsningerne på faktiske udlændingeudfordringer er enkle, og alene savner gode intentioner fra de rigtige politikere for at blive gennemført. Det er min vurdering, at Dansk Folkeparti kun fik over 20 pct. af stemmerne i 2015, fordi Kristian Thulesen Dahl, fra han tiltrådte som DF-formand i 2012, nedtonede udlændingepolitikken i DF og talte meget mere om andre politikområder end hans forgænger, Pia Kjærsgaard.

Et blåt regeringsprojekt kan ikke klare sig uden mandater fra de politikere og partier, som har valgt den populistiske vej, ligesom Mette Frederiksen ikke kan være statsminister uden opbakning fra Enhedslisten. Men skal det blå projekt være langtidsholdbart, i stedet for som Trump at blive afsat efter en enkelt regeringsperiode eller som Inger Støjberg at ende i Rigsretten, må fundamentet i den blå politik være baseret på sande fortællinger om samfundets udfordringer og reelle løsningsforslag, som kan gennemføres i respekt for eksisterende lovgivning eller ved at vedtage nye love gennem tre behandlinger i folketingssalen.

Populisme er en kortsigtet politisk taktik for demagoger, som søger popularitet for sig selv, ikke en langsigtet politisk strategi for politikere, som vil skabe opbakning til reelle ændringer af den førte politik.

(Kronik udgivet i Berlingske d. 11. januar 2021.)

Den frie verden kan ikke holde til mere

Henrik Dahl
12. januar 2021

I hvert fald efter dansk lov ville nogle af Trumps seneste handlinger blive takseret til højforræderi.

Det har været klart fra begyndelsen, at Donald Trump var en usædvanlig politiker. Men dem skal der være plads til.

Og politisk var der god mening i hans projekt: at varetage interesserne for den del af amerikanerne, der enten blev forbigået af globaliseringen eller led skade ved den.

Men nu er vi ved vejs ende.

Selve det amerikanske valg kan betragtes som en uofficiel folkeafstemning om den foretrukne præsidentkandidat.

Donald Trump tabte både folkeafstemningen i 2016 og i 2020. Ved den sidste fik han blot – til forskel fra første gang – også det færreste antal valgmænd. Desværre har hans reaktion været utilgivelig.

I stedet for at indrømme sit forholdsvis klare nederlag spandt han et stadig mere vidtstrakt net af løgne om, at han i virkeligheden havde vundet.

Samtidig med at han fik sine tilhængere til at tro på alle disse løgne og mobiliserede dem i et hvidglødende had mod de fiktive gerningsmænd.

Allerede der gik Donald Trump så langt over stregen, at det ikke længere var acceptabelt. Et angreb på den demokratiske institution, valget er, udgør et angreb på selve den forfatning, han ved sin indsættelse i 2016 højtideligt svor på, at han ville bevare, beskytte og forsvare.

Men det skulle blive værre.

Såvel forsøget på at presse Georgias indenrigsminister til at forfalske valgresultatet som forsøget på at presse Mike Pence til at overskride sin kompetence samt ophidselsen af den allerede rasende pøbel foran Kongressen er i direkte modstrid med den præsidentielle ed, Trump har aflagt.

Efter dansk ret ville man formentlig taksere det som højforræderi at organisere et væbnet angreb på Folketinget, dets medlemmer og ministrene. Det giver mellem 16 års fængsel og livstid.

Trumps tid bør være forbi. USA kan ikke holde til mere. Og dermed kan den frie verden heller ikke.

(Blogindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 12. januar 2021)

Lad os praktisere samfundssind – og ikke kun prædike det som Mette Frederiksen

Ole Birk Olesen
5. januar 2021

Hvis vi i Danmark havde stillet os tilfredse med 1960’ernes velstand, så ville vi i dag være lige så fattige som mexicanerne og tyrkerne. Politikere må vise det samfundssind at arbejde for det langsigtet rigtige, ikke kun det kortsigtet populære. Her svigter Mette Frederiksen og hendes regering.

“Samfundssind” er blevet kåret til årets ord af Dansk Sprognævn, og det forstår jeg godt. Samfundssind er et godt ord, og det er rigtigt, at ordet har været væsentligt i corona-året 2020. Samfundssind er at kunne tage hensyn til hele samfundet, ikke bare tænke på sig selv og sine egne umiddelbare behov.

Statsminister Mette Frederiksen har brugt ordet meget i det forgangne år, men som med så mange andre positive ord bør politikere ikke bare prædike, men også praktisere. Her svigter Mette Frederiksen med sit evige fokus på egne meningsmålinger.

Politikere udviser som andre samfundssind, når de tænker: ”Hvad er til samfundets gavn?” – ikke kun “Hvad er til min gavn?”. Tør man sætte Danmarks bedste på langt sigt over kortsigtet politisk profit, ja, så udviser man samfundssind som politiker.

Det kræver nogle gange, at man som politiker skal være villig til at gøre en indsats for en sag, som er rigtig, også selvom sagen kan være svær at forklare, ikke er populær i første omgang, og der er en risiko for, at man mister stemmer på det. Hvis man som politiker altid kun gør sig til talsmand for det umiddelbart populære og aldrig går i brechen for det kortsigtet vanskelige, men langsigtet rigtige, så udviser man som politiker ikke samfundssind.

Her må vi konstatere, at Mette Frederiksen meget gerne prædiker samfundssind, men ikke praktiserer det.

Det behøver man ikke nøjes med at tage mit ord for. Socialdemokratiets tidligere finansminister Bjarne Corydon har stort kendskab til den nuværende top i Socialdemokratiet og i regeringen, og han konstaterer, at regeringen går alt for meget op i spin og kommunikation og for lidt op i at gøre det rigtige for landet.

Det, han siger, er, at regeringen ikke har noget samfundssind. For den tænker kun på at højne Socialdemokratiets stemmetal og ikke på, hvad der er godt for samfundet. Samfundssind er i stedet blevet et ord, regeringen bruger til at udskamme andre og pålægge andre byrder, mens Mette Frederiksen og hendes ministre selv fokuserer meget snævert på, hvad der tjener Socialdemokratiet bedst.

Regeringen har et problem, når folk, som kender regeringens topfolk godt, kan gennemskue, at når man taler om samfundssind, så handler det om alle mulige andre end en selv.

Vilje til reformer
Danmark har en sund økonomi i dag, fordi alle regeringer siden Mette Frederiksens forbillede, Anker Jørgensen, smed tøjlerne, har haft fokus på at efterlade et mere velstående Danmark, end de overtog. Midlet har været reformer, som på kort sigt gjorde op med snævre interesser hos udvalgte pressionsgrupper, men som på langt sigt gavnede brede samfundsgrupper.

Mette Frederiksens regering går som den første i årtier den modsatte vej. Regeringens politik gør Danmark fattigere. Det har vi finansministerens ord for i et svar til Folketinget. Regeringen gennemfører politik, der måske er populær hos kernevælgerne på den korte bane, fx fordi Arne og andre 3F’ere får mulighed for at få deres efterlønsbidrag tilbage, mens de i stedet går på en 100 pct. offentligt betalt, alternativ efterløn. Men det er samtidig en politik, som hiver raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, så færre bidrager til Danmarks velstand.

Det sker, mens man forsikrer sig selv om, at vi jo har det godt i Danmark. Behøver vi egentlig at blive rigere? Kan vi ikke bare bruge af de penge, vi har? Kan vi ikke ”investere i velfærd”, som Socialdemokratiet siger, som var partiet med i en udgave af Luksusfælden, og dér ikke kunne skelne mellem, hvad der er forbrug, og hvad der er investeringer. Udgifter til flere offentligt ansatte og højere overførselsindkomster er forbrug, ikke investeringer.

Tænk, hvis vores politikere midt i 1960’erne havde ført politik som vores regering i dag:

“Vi behøver ikke at lave nogle reformer. Vi har det jo godt nok i Danmark. Vi behøver ikke at blive rigere, vi hæver bare skatten, hvis vi mangler penge i statskassen”. I 1960’erne, som i dagens Danmark, syntes mange, at de havde det rigtig godt og mageligt. Men hvis vi var gået i stå i 1960’erne, hvis vi siden 1960’erne havde ført stilstandspolitik som vores nuværende regering, så ville vores velstand i dag være på niveau med Mexicos og Tyrkiets. Og vi forstår da godt, at borgerne i Mexico hellere vil bo i USA, og borgerne i Tyrkiet hellere vil bo i Europa. Folk vil væk fra de lande, fordi de ikke har opnået den velstand, som vi har i Danmark. Vi må derfor aldrig glemme, at Danmarks velstandsudvikling er et resultat af, at vi har ført politik, der har holdt vores velstand og udvikling på et højt niveau. Selvom det ofte har været upopulært.

Kortsigtet politik for lånte penge
Denne regering og dens politik gør indtil videre landet fattigere. Regeringen gør ganske vist en del for at kompensere for corona-krisen og skubber gang i efterspørgslen. Det holder regeringen altid op som et skjold, når vi påpeger, at der ikke bliver gennemført langsigtede reformer, der er positive for vækst og beskæftigelse. Men kortsigtet konjunkturpolitik for lånte penge kan ikke erstatte langsigtet strukturpolitik, og faktum er, at regeringen ganske målrettet fører politik, der gør Danmark fattigere.

Den berømte Arne-pension er et godt eksempel: 10.000 mennesker bliver hevet ud af beskæftigelse og over på offentlig forsørgelse.

Alle bør have ret til i højere grad at planlægge sit eget otium. De høje indkomstskatter på arbejdende danskere gør det svært for folk med indkomster under gennemsnittet. Løsningen er, at lade folk beholde flere penge til sig selv, gerne i form af et særligt fradrag for penge, som er hensat til egen pension. Vi har i LA foreslået en ordning, vi kalder FriPension, som giver alle i arbejde ret til at indbetale 675 kr. om måneden på en FriPension-konto, hvorfra pengene aldrig vil blive beskattet, hverken ved ind- eller udbetaling. Det giver mulighed for at trække sig næsten fem år tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvis man har været i arbejde i 40 år. Eller man kan lade være og bare få pengene udbetalt til at forsøde sin pensionisttilværelse med ved den ordinære folkepensionsalder.

Men at give folk ret til at holde fri for andres regning, selvom de ikke har skavanker, som berettiger til hverken førtids- eller seniorpension, er jo renlivet kortsigtet vælgerbestikkelse: ”Giv os jeres stemme, så giver vi jer endnu flere af andre folks penge!”

I Liberal Alliance har vi en lang række politiske forslag, som godt nok kræver, at vi går imod velerhvervede velfærdsprivilegier, men som til gengæld sikrer et velstående Danmark på langt sigt.

Vi vil gerne have lavere skat i bunden af indkomstskalaen. Vi synes ikke, der skal betales skat af de første 7.000 kr., man tjener hver måned. Og vi vil også gerne have lavere skat i toppen af indkomstskalaen. Vi synes ikke, man skal betale over 40 pct. af den sidst tjente krone.

Vi vil gerne have virksomheder til at investere i Danmark. Derfor bør vi have en lavere selskabsskat, fordi det vil resultere i flere investeringer i Danmark. Det fører til, at Danmark bliver mere produktivt. Det fører til højere timelønninger. Det fører til højere indkomster for lønmodtagere.

Vi vil gerne have, at beskatningen af biler sættes i forhold til deres skadevirkning på samfundet, ikke i forhold til deres værdi. Det betyder, som de økonomiske vismænd ved flere lejligheder har påpeget, at registreringsafgiften skal afskaffes – der er rigelig beskatning på biler gennem brændstofafgift, ejerafgift og afgift på forsikring. Med det nuværende politiske flertal på Christiansborg stiller vi os gerne tilfredse med, at registreringsafgiften på grønne biler helt afskaffes, så afgiften forsvinder på hele bilparken, i takt med at grønne biler til sidst sætter sig på al nybilsalg. At rød blok i stedet frem mod 2030 vil have 80 pct. af nuværende registreringsafgift på også de grønne biler er håbløst kortsigtet og udtryk for, at rød blok hverken er grøn eller økonomisk fornuftig.

Men disse forslag kræver naturligvis reformer, som umiddelbart kan være upopulære hos snævre særinteresser, der har nemt ved at få taletid i medierne, men som på langt sigt giver mulighed for at gøre Danmark til et bedre og mere velstående land.

Her står regeringen desværre af og sætter i stedet sin egen kortsigtede vælgerprofit over det samfundssind, som Mette Frederiksen ellers efterspørger hos alle andre.

Det kan en ny regering, som ikke kun prædiker, men også praktiserer, gøre bedre.

Rød vinter skal erstattes af liberalt forår

Alex Vanopslagh
5. januar 2021

Det er en stor politisk udfordring, at den nuværende regering hæmmer det frie initiativ i stedet for at fremme det.

Børsen lavede en fremragende temaserie i 2017, der kulminerede i udgivelsen af bogen ” De handlende”. Den hyldede danskere, der brændte for noget, skabte noget, udrettede noget – ja, tog handling. Der var både hyldester til gamle erhvervskæmper, til Grundtvig, til nulevende store forretningsmænd og -kvinder, nødhjælpsarbejdere og opfindsomme plejehjemsgrundlæggere.

Som Anders Krab-Johansen skrev om temaet: ” Jeg er træt af forventningen om, at vi helt automatisk er et af verdens rigeste lande. Jeg tror ikke på fortællingen om, at velfærdssamfundet klarer alting. Vi skal genoverveje vores forventning om, at systemerne kan holde til presset fra verdens forandringer og borgernes stigende forventninger.” Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Et virkelig godt tiltag, som de politiske årstider desværre ikke lod sig præge af. Tværtimod er klimaet for alvor blevet koldere for den slags frie initiativ, som det nuværende røde flertal bestemt ikke hylder, men tværtimod bekæmper. Derfor er det en afgørende politisk udfordring for 2021 at stoppe korstoget mod de handlende og igen føre politik, der fremmer i stedet for at bremse det frie initiativ.

Frihed til at tage ansvar

Det er ikke for meget at sige, at den slags handlende mennesker og deres initiativ har skabt den verden og det Danmark, vi holder af. En hyldest til de historiske kæmper er på sin plads, Danmark løftede sig med stærke hænder og kloge hoveder fra et ludfattigt stændersamfund til et frit industrisamfund, hvor rygende skorstene fra Lemvig til Nexø vidnede om et blomstrende og fremgangsrigt erhvervsliv.

Bondestanden blev løftet med skolegang, og landmændene tog deres individuelle ejendom og gik sammen for at skabe andelsbevægelsen – glem ikke første del, når man hører socialister lovsynge andelsbevægelsen.

Alt sammen i samme periode, hvor dansk politik efter indførelsen af grundloven var fastlåst i konflikten mellem Højre og Venstre. Alt sammen uden nogen politisk plan, men med udgangspunkt i det frie initiativ.

Det er den sande historie om det Danmark, vi kender.

Jeg har meget ringe tillid til politikere som samfundsingeniører med store planer. Jeg har til gengæld al tillid i verden til borgere, der har frihed til at tage ansvar for deres egne planer, store som små. Og det er ikke bare blind ideologi, men underbygget af Danmarks fantastiske historie i vejen til at blive et rigt land. Den vej var brolagt med frihed, ansvar og fællesskab. Og det er den stadig, hvis Danmark skal blomstre endnu mere.

Rød vinter

Siden folketingsvalget sidste år har kursen imidlertid været den stik modsatte. Politik, der får Danmark til at blomstre, er de røde partier inderligt imod. I stedet har de indledt et korstog mod det frie initiativ. Eksemplerne er legio.

Bekæmpelse af ” profit i velfærd”, sløjfning af hævelse af loftet på aktiesparekontoen, højere skatter på ejendomme, nye offentlige ydelser til at trække folk ud af arbejdsmarkedet, kamp mod kapitalfonde, ja, kamp mod alt, der lugter af selvstændigt initiativ. Siden Mette Frederiksen er kommet til magten, er skatteskruen blevet strammet igen og igen.

Det har medført mere end 30 skattestigninger, som beløber sig på omkring 17 mia. kr. i umiddelbart virkning. Man har i modsat retning hævet overførsler til primært udlændinge og gennemført enkelte meget spinkle skattelettelser. Men bundresultatet er, at regeringens økonomiske politik gør alle fattigere.

Vi ved endnu ikke, hvornår det røde flertal er tilfredse – hvor mange flere af danskernes penge skal de opkræve, og hvor meget fattigere skal Danmark blive? Men kursen er helt klar, og den går mod mindre respekt for de handlende. Det skal være dyrere at gøre Danmark rigere.

Det hele fortjener at blive kaldt en rød vinter for Danmark.

Det bliver forår igen

Men det bliver forår igen. Selvom Liberal Alliance er et lille parti, har vi store ambitioner på Danmarks vegne. For det, der for alvor virker, hvis vi skal slippe de handlende danskeres kræfter løs, er lavere skat på arbejde, på forbrug, på virksomheder og på investeringer. For det skal ikke være så dyrt at gøre Danmark rigere, som det er nu.

Og opfindsomme ildsjæle med gode idéer til at gøre velfærden bedre skal også have langt bedre muligheder for det.

Eksempelvis er der mange bøvlede og bureaukratiske barrierer mod private initiativer i dagplejen, som vi bør fjerne. Det samme gælder i hele velfærdssektoren – lad tusind blomster blomstre, som en meget rød person engang sagde.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling. At give de handlende de bedste muligheder for at gøre det, de er bedst til. Danmark har stadig sine bedste dage foran sig, hvis den røde vinter får en ende, og vi igen sætter borgerne først.

Udfordringen er i stort og småt at give danskerne mere frihed og ansvar i stedet for mere kontrol og omfordeling.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 5. januar 2021.