Debat: Hvorfor er S-borgmestre tavse om regeringens E45-løftebrud?

Ole Birk Olesen
20. september 2020

For godt et år siden gik folketingsmedlemmer fra næsten alle partier til valg i Østjylland med et budskab om, at den østjyske motorvej skulle udvides snarest muligt.

Sammen med min regering og Dansk Folkeparti havde jeg som transportminister forhandlet en investeringsplan på plads, som ville sikre, at udvidelsen af E45 skulle begynde i 2021. Socialdemokraterne sagde i valgkampen, at de ville det samme. Man kunne som østjyde trygt stemme socialdemokratisk – E45 ville også blive udvidet med en socialdemokratisk regering, fik vi at vide.

Nicolai Wammen, tidligere Sborgmester i Aarhus, blev finansminister efter valget, og han har nu fremlagt regeringens forslag til en finanslov for 2021. På den er der dog ikke afsat en eneste krone til at gå i gang med at udvide E45, ligesom der heller ikke er penge til nogen af de andre vejprojekter, som den blå investeringsplan havde fundet plads til i statsbudgettet i 2021.

Altså, et klokkeklart løftebrud over for østjyderne og mange andre danskere rundt omkring i landet.

I sådan en situation ville det være nyttigt, hvis de mange østjyske S-borgmestre ville gå ud og lægge pres på Nicolai Wammen og hans regering, men det er åbenbart for meget at forvente.

For mens løftet til østjyderne om at påbegynde udvidelse af E45 i 2021 bliver svigtet af Mette Frederiksens regering, så forholder de østjyske S-borgmestre sig fuldstændigt tavse. Vi hører intet fra hverken Jacob Bundsgaard i Aarhus, Torben Hansen i Randers, Jan Petersen i Norddjurs, Ole Bollesen i Syddjurs, Nils Borring i Favrskov, Frands Fischer i Skanderborg, Kasper Glyngø i Hedensted, Peter Sørensen i Horsens eller Marcel Meijer på Samsø.

Alle disse østjyske socialdemokratiske borgmestre, som virkelig kunne udgøre en effektiv pressionsgruppe på vegne af Østjylland, siger ingenting til, at Socialdemokratiet på Christiansborg svigter partiets løfte i valgkampen om, at man var lige så optaget af at udvide E45 som Folketingets blå partier.

Det er godt nok et borgmestersvigt af dimensioner! Det er, som om de alle har mere travlt med at være gode partisoldater for Socialdemokratiet end at være borgmestre for de østjyske vælgere, som har valgt dem. Men det kan nås endnu. Regeringen har offentliggjort sit forslag til finanslov, men forhandlingerne om finansloven er ikke begyndt endnu. Hvis de socialdemokratiske borgmestre i Østjylland i samlet flok kræver udvidelsen af E45 igangsat i 2021, ligesom deres partifæller på Christiansborg lovede i valgkampen i juni 2019, så må det være muligt at få Nicolai Wammen til at reagere.

Kom nu i gang, østjyske S-borgmestre! Det kan stadig nås!.

Debatindlæg udgivet i Jyllands-Posten d. 20. september 2020.

Mette Frederiksens forkærlighed for Anker Jørgensen bliver dyr for Danmark

Alex Vanopslagh
3. september 2020

Anker Jørgensens tid som statsminister i 1970erne og til 1982 var katastrofal for dansk økonomi.

Desværre tyder meget på, at Mette Frederiksen ønsker at gå Anker i bedene.

Uanset Ankers personlige kvaliteter efterlod han Danmark med kurs mod afgrunden. Udgifterne voksede ustyrligt, og landets statsgæld fulgte med fra cirka 10 pct. til cirka 40 pct. Man indførte også efterlønnen, der efterfølgende hang som en møllesten om de danske statsfinanser, indtil et modigt reformflertal beskar den kraftigt for snart et årti siden.

Den borgerlige regering under Poul Schlüter rettede heldigvis op på mange af problemerne, og selv de to socialdemokrater Poul Nyrup og Helle Thorning kastede siden vrag på arven fra Anker og førte en langt mere ansvarlig økonomisk politik. Men ifølge Mette Frederiksen var Anker ligefrem »Danmark, når Danmark er bedst«. Tak for kaffe.

Kursen er lagt i regeringens finanslove: Den offentlige sektor får lov at vokse, og blæse være med dem, der betaler gildet i den private sektor – der er ingen nye kolleger i udsigt, kun flere fyringssedler og en større skattebillet.

En lille undskyldning

Anker Jørgensen havde faktisk en lille undskyldning – hans embedsværk vidste heller ikke bedre. Uden at gå i detaljer anerkendte de dengang groft sagt ikke, at den økonomiske tilskyndelse til at arbejde betød noget, og at hverken høje ydelser eller højere skatter – enten nu eller i fremtiden ved at køre med store offentlige underskud – var et fundamentalt problem for samfundsøkonomien.

Nu har vi over 40 års saglig evidens for det modsatte. Mette Frederiksen ved udmærket, at hendes politik reducerer Danmarks beskæftigelse og pålægger de hårdtarbejdende danskere større byrder. Og hvis hun alligevel er i tvivl, kunne hun få finansminister Nicolai Wammen til at spørge sine embedsmænd. Svaret er klart – det sænker Danmarks velstand at øge skatter, afgifter og offentlige udgifter, og det øger selvsamme at sænke dem.

Så drop alle tanker om nye røde møllesten om halsen på de hårdtarbejdende danske skatteydere. Giv danskerne bedre muligheder for at bestille noget mere uden at blive flået i skat, så de får flere penge mellem hænderne, giv virksomhederne bedre muligheder for at fastholde og skabe nye arbejdspladser ved at beslaglægge færre af deres penge og investeringer i selskabsskat og anden kapitalbeskatning.

Men Mette Frederiksens økonomiske politik er én lang ønskeliste til nye byrder på hårdtarbejdende danskere, mere offentlig forsørgelse og flere offentligt ansatte. Hertil skal så lægges en endnu længere ønskeliste fra hendes endnu rødere støttepartier, der dog har den undskyldning, at de er socialister og dermed per definition ignorerer økonomisk sagkundskab.

Engang var Det Radikale Venstre garanten for, at de røde partier ikke gik helt grassat og fik rippet danskerne for rub og stub, men hvornår har nogen sidst hørt Morten Østergaard mene noget, der ikke gjorde Danmark endnu fattigere? Danskerne fortjener ikke ti års Anker Jørgensen-politik, inden den borgerlige fornuft igen indfinder sig. Og derfor påhviler det nu os borgerlige at bygge et projekt sammen, der hurtigst muligt kan sende Anker Jørgensen-politikken derhen, hvor den hører hjemme: På historiens mødding.

Kommentar bragt i Berlingske d. 2. september 2020

Nu bør det være alles tur – hvis de vil

Alex Vanopslagh
21. august 2020

Livet er meget andet end arbejde. Men i stedet for at indføre nye særordninger til Socialdemokratiets kernevælgere bør vi forbedre mulighederne for selv at spare op til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Når vi i Liberal Alliance skal løse et politisk problem, starter vi med at spørge, om problemet kan løses med mere frihed og ansvar i stedet for mindre af begge to. Det er derfor, Liberal Alliance har foreslået en FriPension-konto til alle danskere – så de får mere frihed til at tage mere ansvar for deres tilbagetrækning.

For tiden er det nærmest ikke til at sparke sig frem for guldrandede pensionsløfter. De helt dyre handler om at fastfryse den fremtidige stigning i folkepensionsalderen, selvom gennemsnitslevealderen stiger, hvilket ikke bare ville være en bombe under statsfinanserne (og du kommer til at betale for den), men også en principielt forkert vej at gå – danskerne skal ikke være mere afhængige af staten og offentlig kassetænkning, end de er i forvejen.

Det samme gælder for Socialdemokratiets store slagnummer – en slags pseudo-efterløn for udvalgte (kernevælger)grupper. Sådanne særordninger er kendetegnet ved, at de er uretfærdige. Det bliver de nødt til at være, hvis de ikke skal være meget dyre – men det bliver denne her nu nok alligevel, ligesom det skete med efterløn og overgangsydelse.

Men vi har et alternativ til nye uansvarlige løfter om at gøre danskerne mere afhængige af staten.

For jeg forstår godt, hvis man vil bruge færre år på arbejde og flere år med sine børnebørn og familie, på sine fritidsinteresser og foreningsliv eller noget helt tredje. Men så må det jo være alles tur – det er en frihed, der skal gælde alle, som ønsker at tage ansvar.

Derfor foreslår Liberal Alliance nu:

– At alle danskere i arbejde skal have en skattelettelse på 675 kr. om måneden, hvis de sætter pengene ind på en FriPension-konto.
– Pengene er skattefri ved både ind- og udbetaling, så det gavner kassedamen lige så meget som direktøren.
– Hvis man indbetaler til FriPension hver måned i hele sit arbejdsliv, så vil man efter 40 år have en opsparing på 600.000 kr., hvis der forudsættes et moderat afkast på 3 pct. årligt på den løbende opsparing.
– Med 600.000 kr. kan man gå på pension næsten 5 år før, man kan få udbetalt folkepension, fordi beløbet svarer til næsten 5 års udbetaling af folkepension, pensionstillæg og ældrecheck efter skat.
… Eller man kan vælge at få pengene udbetalt, når man ellers går på pension, så man har lidt ekstra at forsøde tilværelsen med.

Frihed og ansvar til at planlægge sit liv. Det er da langt at foretrække over mere afhængighed af staten.

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 21. august 2020.

For at genoplive borgerligheden må vi sætte borgeren først

Alex Vanopslagh
15. august 2020

Det nærmer sig en kliché, at det borgerlige Danmark er i krise. Det er en kærkommen lejlighed til at genopbygge et borgerligt projekt, som kan hente opbakning i befolkningen – og endegyldigt droppe at bruge de gamle tricks.

Det borgerlige Danmark må genopbygge sit projekt og lære igen at sætte borgeren først. Vi skal ikke marchere i takt, men vi skal i det mindste marchere samme vej, hvis vi igen skal overbevise vælgerne om, at vi og vores idéer er bedre end de rødes.

Da Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i Venstre, indvarslede han en værdikamp over en bred front. Inden man kunne gennemføre liberale og borgerlige reformer, skulle vælgernes værdier og overbevisninger rykkes. En krystalklar analyse – som desværre kun blev fulgt op at et kærkomment opgør med ekspertvældets trang til at diktere, hvordan myndige og voksne danskere skulle leve deres liv.

Men al snak om liberale teser, brugerbetaling i sundhedsvæsenet eller anden vigtig værdidebat fra folketingsgruppen blev brutalt slået ned. Værdikamp var noget man talte om – ikke noget man førte i Venstre, Danmarks Liberale Parti.

I stedet skulle alle sejl sættes mod at få magten – opskriften fandtes i den såkaldte Claus Hjort-doktrin. Den gik forsimplet ud på, at de borgerlige spillede uafgjort mod de røde på velfærdspolitik og vandt på udlændingepolitik. Det vandt de borgerlige alle valg foruden ét på i perioden 2001-2015.

Vejen væk fra skattelettelser

Prisen var gradvis borgerlig forvitring. I 1994 ønskede 51 pct. af vælgerne skattelettelser og 49 pct. ønskede højere offentlige udgifter – i 2015 ønskede 32 pct. skattelettelser og 68 pct. højere offentlige udgifter, imens de offentlige udgifter blot var vokset og vokset i perioden.

»Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.«

Andre lærte af doktrinen. Nu spiller Mette Frederiksen uafgjort på udlændingepolitik og vinder på velfærdspolitik. Skal vi spille uafgjort på velfærd med Mette Frederiksen, skal vi overgå Anker Jørgensen i forbrugsiver og uansvarlighed, og skal vi overgå Mette Frederiksen i stram udlændingepolitik, vil det koste på solide principper om retsstat og frihedsrettigheder – og så er det nok bedre at løse udlændingepolitikken fra bunden (så at sige) med Socialdemokratiet.

Sagt på en anden måde: Hjort-doktrinen ligger i koma – og det er på tide at slukke respiratoren.

Kommentar bragt i Berlingske d. 15. august 2020

Vi sagde nej til Euroen – men nu skal vi finansiere den

Alex Vanopslagh
29. juli 2020

Mette Frederiksen vendte 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i Euroen som i 1992, 1993 og 2000.

Tre gange har vi i Danmark haft folkeafstemning om deltagelse i det fælles europæiske valutasamarbejde, euroen: I 1992 stemte et flertal nej, i 1993 stemte et flertal ja til at stå udenfor, og i 2000 stemte et flertal igen nej til at deltage.

Hver gang har plusser og minusser været debatteret, og danskerne har tilkendegivet, at ulemperne ved deltagelse fylder mere end fordelene.

Alligevel vendte statsminister Mette Frederiksen 21. juli tilbage til Danmark med en aftale om, at Danmark skal påtage sig nogle af de ulemper, som det fælles euro-samarbejde fører med sig. Selvom Danmark stadig er lige så lidt med i euroen som i 1992, 1993 og 2000.

Aftalen handler om EUs såkaldte »genopretningsfond« , som har fået det navn for at bilde europæerne ind, at den er blevet til for at rette Europas økonomi op i lyset af de skader, som corona-epidemi og nedlukning af samfundene har forvoldt. Virkeligheden er, at fonden handler om euro-samarbejdet, og at corona-epidemien blot er et påskud for at oprette den.

At genopretningsfonden er til for at styrke Eurozonen, kan statsminister Mette Frederiksen naturligvis ikke sige, når hun har besluttet, at Danmark skal bidrage. Hvordan skulle det kunne forsvares, når danskerne tre gange har stemt imod dansk deltagelse?

Den falske melodi

Hvis statsministeren åbent sagde til befolkningen, at vi herhjemme nu skal yde vores del af et tilskud på 2.900 mia. kr. til primært sydeuropæiske lande og yderligere hæfte for lån på 2.700 mia. kr., begge dele pga. et euro-samarbejde som Danmark ikke er med i, ville det være en klokkeklar indrømmelse af, at disse tre danske resultater ved folkeafstemninger ignoreres af Mette Frederiksen og hendes regering. Så hellere synge med på den falske europæiske melodi om, at det er coronaen, som nødvendiggør pengeoverførslerne, tænker statsministeren.

Virkeligheden er imidlertid, at euro-samarbejdet for at kunne fungere ordentligt har savnet en fond til omfordeling mellem euro-landene. Det er svært at opretholde en fælles valuta, når der er så stor forskel på statsfinansernes holdbarhed i de forskellige lande. Hvis man insisterer på at dele mønt, er den direkte overførsel af penge fra de sunde offentlige finanser i nord til de usunde i syd derfor svaret. Hvis man altså er med i euroen.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 29. juli 2020